Den åndelige sikkerhed Gud sørger for til os

„Jeg vil sige til Jehova: ’Du er min tilflugt og faste borg, min Gud, som jeg stoler på.’“ — Sl. 91:2, NW.

 1, 2. (a) Hvad skal Napoleon have sagt om sværdet og ånden? (b) I forbindelse med hvem erfarede Hitler sandheden i disse ord?

DET fortælles at Napoleon Bonaparte, som ikke holdt sig tilbage fra at svinge det bogstavelige sværd, skal have sagt: „Der findes to magter i verden — sværdet og ånden. Men i det lange løb er det altid ånden der sejrer.“

² Øjensynlig troede diktatoren Adolf Hitler ikke på denne iagttagelse, gjort af en erfaren kriger. Med den blodige krigs „sværd“ gav han sig i kast med at erobre verden. I de lande han erobrede med vold forsøgte han at knække ånden hos dem der ville bevare deres kristne neutralitet i verdens konflikter. I 1945 svigtede sværdets magt ham, og som en indrømmelse af at han havde lidt nederlag skød han sig; hans lig blev, efter hans eget ønske, fortæret af ild. Men de forfulgte kristne vidner for Jehova kom frem i lyset igen — skønt nogle tusind færre — og genoptog med ubrudt ånd deres arbejde med at forkynde Guds rige i de lande der var blevet løbet over ende af Hitler. Guds ånd, som disse ejede, havde sejret efter tolv års Hitlerstyre.

 3. (a) Hvilken form for sikkerhed var det disse krigere satte deres lid til, og med hvilket resultat? (b) Hvilken form for sikkerhed stolede Jehovas vidner på, og hvorfor?

³ Både Napoleon og Hitler søgte sikkerhed ved at opbygge en stærk militærorganisation og ved politisk at tiltage sig en enevældig magt og indflydelse. Det var en sikkerhed som viste sig at være illusorisk, bedragerisk — udtænkt, som den var, alene ud fra verdslige, selviske interesser. De tilsyneladende ubeskyttede vidner for Jehova var interesserede i en anden form for sikkerhed. Det var en åndelig sikkerhed, for den vil bevare en i en tilstand hvor man er værdig til evigt liv i fred og lykke i den kommende nye tingenes ordning, som Gud vil oprette for menneskene. De Jehovas vidner som overlevede i Europa søger den dag i dag at bevare denne åndelige sikkerhed, for i den kommende „store trængsel“ vil de materielle, økonomiske eller militære beskyttelsesforanstaltninger som mennesker kan tilvejebringe, ikke bevirke at man overlever og kommer ind i Jehova Guds nye orden. „Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd redder fra død.“ — Ordsp. 10:2.

 4. Hvorfor må den åndelige sikkerhed foretrækkes fremfor den fysiske, og hvilken salme i Bibelen beskriver den?

⁴ At man nyder åndelig sikkerhed vil sige at Gud beskytter ens åndelige liv, det liv man lever i overensstemmelse med hans betingelser for opnåelse af evigt liv. Det er dem der nyder denne åndelige sikkerhed Gud godkender, selv om han muligvis vil tillade at de lider døden for fjendehånd for at forblive trofaste mod ham. Den åndelighed de har bevaret til døden vil han belønne med at oprejse dem til liv under sin retfærdige nye orden med de velsignelser og muligheder den vil skænke. Åndelig sikkerhed må foretrækkes fremfor den fysiske sikkerhed som materialistiske mennesker søger at opnå. Det er den vigtigste form for sikkerhed, og den vi søger. Det er denne sikkerhed som Salme 91 beskriver så smukt.

 5. Hvad kan der siges om den der har forfattet Salme 91, og hvem samler den opmærksomheden om?

⁵ Den inspirerede forfatter af Salme 91 er sandsynligvis den samme som forfatteren af Salme 90, for salmen følger umiddelbart efter Salme 90 uden overskrift til oplysning om hvem forfatteren er. I så fald er forfatteren profeten Moses, der nævnes i overskriften til Salme 90. Men selv om alt tyder på det, er der ingen vished for det. Dog hører den med til de inspirerede skrifter, Guds hellige ord, og det er dét der betyder noget og dét som gør salmen sand og pålidelig. Den er skrevet senest 460 år før vor tidsregning, men nævner ikke direkte den længe lovede Messias, Guds Salvede eller Kristus. Den samler opmærksomheden om den som alle, også Messias, Kristus, må søge åndelig sikkerhed hos.

 6, 7. Hvordan brugte Satan Salme 91:11, 12 da han prøvede at friste Jesus Kristus, og hvorfor uden held?

⁶ For eksempel: I år 29 e.v.t. brugte Guds store modstander, Satan Djævelen, vers 11 og 12 i denne salme på en mand som levede i det mellemste østen. Som Fristeren søgte Satan Djævelen at undergrave denne mands åndelighed ved på en meget underfundig måde at misbruge Guds eget inspirerede ord. I disse vers fra Salme 91 indarbejdede han tanken om den fysiske sikkerhed. Som argument brugte han at særlig en „søn af Gud“ måtte være personligt, legemligt, beskyttet. For at bevise dette over for Djævelen og over for det jødiske folk skulle manden trodse tyngdeloven og styrte sig ned fra templets tinde og derpå overlade til englene at stille ham sikkert ned i templets flisebelagte gård. Dette ville være som „et tegn fra himmelen“.

⁷ Mere end på nogen andre skulle Salme 91 passe på denne mand som nylig var blevet salvet med Guds ånd til at være Messias, Kristus. Derfor udtænkte Djævelen noget som han mente ville være en virkelig fristelse for denne mand der var salvet af Gud. Men manden, Jesus Kristus, gennemskuede hans underfundighed. Han så den forkerte drejning han gav disse ord fra Salme 91 og gav ikke slip på sin åndelige sikkerhed.

 8. Hvordan imødegik Jesus Satans fristelse, og hvordan gavnede det ham?

⁸ Han imødegik Djævelens ord ved at henvise til det inspirerede bud som var givet ved profeten Moses. Beretningen i Bibelen fortæller: „Jesus sagde til ham [det vil sige til Djævelen]: ’Der står også skrevet: „Du må ikke stille Jehova din Gud på prøve.“’“ (Matt. 4:7; 5 Mos. 6:16, NW) Jesus troede på at der var engle til, men han troede ikke på at disse engle ville beskytte ham mod sig selv, hvis han, imod al sund fornuft, søgte at trodse en lov som Gud selv havde forordnet og — for at stille sig selv til skue — foretog en dumdristig handling for øjnene af det jødiske folk i templet. Klogelig holdt Jesus sig til sin åndelige sikkerhed, og det medførte i dette tilfælde hans fysiske sikkerhed. Han døde ikke en for tidlig død på en måde som ikke var en opfyldelse af Skriften. Han forblev i live, „i den Højestes skjul“. — Sl. 91:1, NW.

„Den Højestes skjul“

 9, 10. (a) Afviste Jesus hermed at Salme 91 var møntet på ham personligt? (b) Hvem gælder salmen også, og på hvilken måde?

⁹ Salme 91 gælder en tid med mange farer, som det fremgår af salmens ord, og tanken med den er at den skal indgyde mod, trøst og tillid i dem som lever i sådanne farefulde tider. Jesus Kristus kunne, mens han levede her på jorden som menneske, tage salmens ord til sig, for der er ingen tvivl om at den gjaldt ham som enkeltperson. Da han tilbageviste Djævelens forslag, som falskelig var baseret på det der siges i vers 11 og 12, afviste han ikke at salmen gjaldt ham, når blot den blev forstået på rette måde. Hvis der er nogen der har haft hengivenhed for Jehova Gud, sådan som vers 14 siger, er det Jesus Kristus, og det der siges i vers 14 opfyldes da også på ham.

¹⁰ En naturlig følge heraf er at den gælder alle døbte disciple af Jesus Kristus som trofast følger i hans fodspor og efterligner ham. Det betyder ikke at hver enkelt af dem kan sige at ’denne salme gælder mig som enkeltperson, sådan som den gjaldt Jesus Kristus’. Nej, den gælder hans sande disciple som skare betragtet, og enhver som befinder sig i denne skare kan hente åndelig styrke i den. Salmen er ikke møntet på nogen bestemt af Kristi sande og loyale disciple.

11-13. (a) Hvor taler Åbenbaringens bog om resten af Jesu Kristi åndelige brødre, og hvorfor er det nødvendigt at de befinder sig på det sikre sted som Gud sørger for? (b) Hvordan viste Vagttaarnet for 1. september 1927 hvem der befandt sig på det sikre sted?

¹¹ Åbenbaringens bog i Bibelen, kapitel 12, vers 17, nævner at der efter Guds messianske riges fødsel i himmelen — en begivenhed som kan tidsfæstes til året 1914 — vil være nogle af Jesu Kristi åndelige brødre tilbage på den af veer hjemsøgte jord. Vi kalder dem i dag, med et udtryk hentet fra den engelske autoriserede oversættelse, for „resten“. Vi har tidligere kaldt dem „levningen“.

¹² Om dem der er tilbage, denne rest, af den himmelske kvindes sæd siger Åbenbaringen 12:17: „Og dragen blev vred på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige [resten, levningen, eng. aut. overs.] af hendes sæd, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“ Eftersom Satan Djævelen og hans dæmonengle fører krig mod denne rest af kvindens sæd på jorden, er det indlysende at den har brug for et sikkert sted, et sted med åndelig sikkerhed, tilvejebragt af den Gud hvis bud den holder. I overensstemmelse hermed henviste Vagttaarnet for 1. september 1927, i artiklen „Et sikkert Sted“, i det indledende afsnit på side 259, til Åbenbaringen 12:17 og sagde derefter:

¹³ „De, der hører til ’Levningen’, vil sikkert med Flid søge at kende det hemmelige Skjulested og være ivrige efter at forblive der, naar de først er ført derind.“

14, 15. (a) Hvilken række artikler begyndte hermed i 1927? (b) Hvilken skare mennesker som har vist sig i vor tid, gjorde Vagttaarnet otte år senere rede for?

¹⁴ Hermed begyndte en række på tre artikler som behandlede Salme 91 ud fra den forståelse som de der boede i „den Højestes skjul“ da ejede. Artiklerne hed: „Et sikkert Sted“, „Grunden hvorfor de er i Sikkerhed“ og „Forsvar og Sikkerhed“, og de kom i Vagttaarnet for 1. og 15. september, samt for 1. oktober 1927.a Som det senere viste sig, blev denne kommentar til Salme 91 offentliggjort otte år før ’den store skare’ der skildres i Åbenbaringen 7:9-17 begyndte at dannes, hvilket fandt sted fra og med 1935. (Se artiklerne „Den store Skare, Første og Anden Del“, offentliggjort i Vagttaarnet for 1. og 15. oktober 1935.) I sin beskrivelse af denne ’store skare’ siger den inspirerede apostel Johannes, som vi læser i Åbenbaringen 7:14, 15:

¹⁵ „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel; og han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem.“

16. (a) Hvor bør ’den store skare’ også søge sikkerhed og hvorfor? (b) Hvem, foruden Jesus Kristus, hentydes der til i Salme 91, og fra hvornår er det især nødvendigt at salmen får sin opfyldelse?

¹⁶ Ifølge denne profetiske beskrivelse må de trofaste medlemmer af ’den store skare’ allerede i dag befinde sig i „den Højestes skjul“ sammen med „resten“ af kvindens sæd og dér få del i den åndelige sikkerhed. Ellers ville den højeste Gud ikke bevare dem under „den store trængsel“, så de overlevede og kom til at leve på jorden i Guds nye orden. I denne retfærdige nye orden vil ’den store skare’ fortsat yde Gud hellig tjeneste dag og nat i hans åndelige tempels forgårde. Det ses heraf at Salme 91 ikke hentyder til nogen enkelt person, bortset fra Jesus Kristus selv, men at den tager sigte på hans døbte disciple som skare eller menighed betragtet, helt frem til i dag. Den tid hvor der især er behov for at salmens ord opfyldes, strækker sig fra 1919 og fremefter, nemlig i det tidsrum hvor Satan og hans dæmonengle er nedstyrtet fra himmelen til jordens nærhed. Denne nedstyrtning fandt sted efter Guds messianske riges fødsel i himmelen i 1914. — Åb. 12:1-13.

17. Hvilket spørgsmål kan vi passende stille os selv når vi nu nærmere betragter Salme 91?

¹⁷ Når vi nu begynder på en gennemgang af Salme 91, kan vi passende hver især spørge os selv: Tilhører jeg den begunstigede skare som denne trosstyrkende salme omhandler og som den henvender sig til? Hvis vi kan svare bekræftende herpå, kan vi nære tillid til at vi vil eje den åndelige sikkerhed der skildres i salmen. Den begynder med følgende erklæring og beskrivelse: „Enhver som bor i den Højestes skjul skaffer sig husly under den Almægtiges skygge.“ — Sl. 91:1, NW.

18. Hvad er „den Højestes skjul“, og hvorfor kan mennesker i verden ikke se dette sted?

¹⁸ „Den Højestes skjul“ er ikke det sted hvor Gud selv bor i himmelen, usynlig for det menneskelige øje, og endog afsondret fra de himmelske hærskarer. Det er ikke det sted som skildredes ved det Allerhelligste, det inderste rum i det telt som profeten Moses opførte for tilbedelsen af Jehova i ørkenen ved Sinaj bjerg i 1513 f.v.t. I dette inderste rum symboliserede Guds nærværelse ved det mirakuløse shekina-lys over nådestolen på den guldbeklædte „pagtens ark“. Den Højeste behøver ikke selv noget skjul hvor han kan søge ly for de trusler og farer der beskrives i Salme 91. Nej, det „skjul“ der her er tale om, er det skjulested eller tilflugtssted som Gud sørger for til dem der opfylder de krav der stilles i Salme 91. Det er et sted hvor de kan søge ly, beskyttelse. Da det er et sted hvor man finder åndelig sikkerhed, kan mennesker i verden ikke se det med det bogstavelige øje, og eftersom de ikke er i besiddelse af nogen åndelig skelneevne, kan de heller ikke se at de der befinder sig på dette sted, bor i et „skjul“.

19. (a) I forbindelse med hvilket spørgsmål nyder de der befinder sig i „den Højestes skjul“ en åndelig beskyttelse, og specielt af hvilket udtryk fremgår dette? (b) Hvornår blev verden gjort opmærksom på dette spørgsmål?

¹⁹ Imidlertid er den åndelige sikkerhed som ejes af dem der trofast bliver på dette sted, et vidnesbyrd om at de virkelig er der. Kendsgerningerne viser at de nyder en åndelig beskyttelse med hensyn til det store stridsspørgsmål som nu skal afgøres for alle skabninger, både i himmelen og på jorden. Det er et spørgsmål som knytter sig til selve betegnelsen for ham der tilvejebringer det sikre sted, nemlig „den Højeste“. Ja, det er spørgsmålet om den universelle suverænitet. Under den anden verdenskrig, få måneder før Amerikas forenede Stater blev inddraget i denne verdenskonflikt hvori nationerne kæmpede om hvem der skulle beherske jorden, blev verdens opmærksomhed henledt på dette spørgsmål. Det var i sommeren 1941, ved Jehovas vidners internationale stævne i St. Louis, Missouri, U.S.A. Her holdt Vagttårnets selskabs daværende præsident et foredrag over emnet „Ustraffelighed“. I dette foredrag gjorde han klart over for tusinder af stævnedeltagere at det spørgsmål som al skabningen må tage stilling til, gælder herredømmet over universet. — Se hovedartiklen „Ustraffelighed“ i Vagttaarnet for 1. februar 1942, side 38, paragraf 19.

20. Hvornår skal det store stridsspørgsmål afgøres, og hvem er det der ser dette spørgsmål og tager standpunkt for den hvis Suverænitet skal fastslås?

²⁰ Der hersker en standende strid om på den ene side herredømmet over jorden og på den anden side de enkelte staters nationale suverænitet. Såvel verdensforholdene som Bibelens tidsregning markerer vor generation som den hvori den Højeste én gang for alle vil afgøre det gamle stridsspørgsmål om herredømmet over universet eller den universelle suverænitet. De der befinder sig i „den Højestes skjul“ ser dette spørgsmål og støtter klart og umiskendeligt Guds universelle suverænitet. Derfor holder de fast ved deres kristne neutralitet når verdens nationer strides om enten deres nationale suverænitet eller herredømmet over jorden. De som „bor i den Højestes skjul“ kunne ikke komme ind på dette sted eller forblive der hvis de ikke anerkendte og holdt fast ved Guds universelle suverænitet. De deltager ikke i verdens politik, men ser ivrigt frem til at Gud allerede i denne generations levetid vil fastslå sin universelle suverænitet, nemlig i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på det symbolske sted der kaldes Har-Magedon. — Åb. 16:13-16.

21. Hvilken konge i det andet årtusind før vor tidsregning tog standpunkt på den rigtige side i stridsspørgsmålet, hvem velsignede han, og med hvilke ord gjorde han det?

²¹ I Bibelen læser vi om Salems konge Melkizedek. Han levede omkring to tusind år før vor tidsregnings begyndelse, og den korte beretning som profeten Moses har skrevet om ham, viser at han stillede sig på den rigtige side i spørgsmålet om det suveræne herredømme over universet. Han tilskrev nemlig universets Suveræn den sejr som patriarken Abram (eller Abraham) havde vundet over de fire invaderende konger fra Mesopotamien. Herom siges der i Første Mosebog 14:18-20: „Men Salems konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, bragte brød og vin og velsignede ham med de ord: ’Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd!’ Og Abram gav ham tiende af alt.“

22, 23. (a) Hvordan gav Abram umiddelbart derefter offentligt udtryk for at han havde taget standpunkt for universets suveræn? (b) Hvad var det den Højeste gjorde ifølge Femte Mosebog 32:8, og havde han ret til dette?

²² Da Abram gav Melkizedek, som var præst for himmelens og jordens skaber, tiende af det bytte han havde taget efter sejren over de fire indtrængende konger, tog han standpunkt sammen med denne kongepræst på den universelle Suveræns side. Som en offentlig tilkendegivelse heraf svor Abram ved den universelle Suveræns navn dengang han leverede det gods tilbage som havde tilhørt Sodomas konge og som han, Abram, havde tilbageerobret. Første Mosebog 14:21-24 fortæller: „Sodomas konge sagde derpå til Abram: ’Giv mig menneskene [som var blevet reddet] og behold selv godset!’ Men Abram svarede Sodomas konge: ’Til [Jehova], Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, løfter jeg min hånd på, at jeg ikke vil tage så meget som en tråd eller en sandalrem eller overhovedet noget som helst af din ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig! Jeg vil intet have.’“ Den ved hvis navn Abram svor, handlede som universets Suveræn da han bevarede det land i det mellemste østen som han havde lovet Abraham, og skænkede det til Abrahams efterkommere, israelitterne. Moses siger herom:

²³ „Da den Højeste gav folkene eje, satte skel mellem menneskens børn, bestemte han folkenes grænser efter tallet på Guds sønner [Israels sønner, NW].“ — 5 Mos. 32:8.

24. Hvordan fremgår det af bebudelsen til jomfru Maria at de trofaste engle anerkendte universets suveræn, og hvordan viste Jesus Kristus den samme anerkendelse da han gav sine disciple vejledning om at låne ud?

²⁴ Også de trofaste himmelske engle anerkender Skaberens universelle suverænitet. Da den jødiske jomfru Maria fik at vide hvordan hun på mirakuløs måde ville blive moder til sin førstefødte søn, som skulle kaldes Jesus, sagde engelen Gabriel således til hende: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.“ (Luk. 1:35) Da denne søn senere var blevet voksen, viste også han at han anerkendte hvem der var universets Suveræn da han sagde til sine disciple: „I skal . . . blive ved med at elske jeres fjender og at gøre godt og at låne ud uden renter, uden at håbe at få noget igen; så skal jeres belønning være stor, og så vil I være den Højestes sønner, for han er venlig imod de utaknemmelige og onde.“ — Luk. 6:35.

25. Hvilken betydningsfuld bøn i forbindelse med stridsspørgsmålet vil blive besvaret i vor generations levetid, og hvoraf afhænger vores sikkerhed derfor?

²⁵ Den tid er kommet nær da følgende inspirerede bøn vil blive besvaret — til ugunst for dem som modstår Skaberens universelle suverænitet: „Lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til grunde og kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ (Sl. 83:18, 19) Når engang, i nær fremtid, det store spørgsmål om den universelle suverænitet skal afgøres for stedse, vil vores sikkerhed således bero på om vi bor i „den Højestes skjul“, om vi støtter Hans side af spørgsmålet uden at vakle. Dét vil beskytte os mod at blive påvirket og vildledt af den forskelligartede og modstridende politiske propaganda der sendes ud over jorden i dag. — Sl. 27:5.

„Den Almægtiges skygge“

26, 27. (a) Hvem er det der føres som gæster ind i „den Højestes skjul“? (b) Hvorfor er denne i stand til at håndhæve sin suverænitet, og hvad er derfor det fornuftigste vi kan gøre?

²⁶ Hvad vil den som „bor i den Højestes skjul“ skaffe sig? Hele det indledende vers til Salme 91 svarer: „Enhver som bor i den Højestes skjul skaffer sig husly under den Almægtiges skygge.“ At skaffe sig husly hos den Almægtige vil her sige at blive behandlet som den Almægtiges gæst. Den Almægtige er den samme som den Højeste. Han besidder begge egenskaber i forening: han er den højeste af alle og den der sidder inde med al magt.

²⁷ Da han er almægtig kan han bevare sin overhøjhed, sin universelle suverænitet. Han kan håndhæve sin suverænitet overalt i skaberværket og over for en hvilken som helst fornuftbegavet skabning som måtte gøre oprør imod den. Det vil være nytteløst at modstå eller ignorere den Højestes suverænitet, for han er den Almægtige. Det fornuftigste er at anerkende den suverænitet som han med rette besidder, og loyalt indordne sig under den ved altid at anerkende ham som den suveræne i ens liv. Det er dem der gør dette der føres ind i „den Højestes skjul“ som den Almægtiges gæster.

28. Hvornår gjorde den Højeste Abraham opmærksom på sin almagt, og hvordan gav han bevis på den?

²⁸ For millioner af mennesker i dag som ikke er kendt med Bibelen, er det svært at forstå at der findes en som er almægtig, en som ikke har sin lige i hele universet. Men så langt tilbage som i det andet årtusind før vor tidsregning henledte den Højeste selv, himmelens og jordens skaber, sin jordiske ven Abrams opmærksomhed på dette. Året før Abrams søn Isaks fødsel talte den Højeste til Abram gennem sin engel og omtalte ved den lejlighed sig selv som den Almægtige. I Første Mosebog 17:1, 2 siges der: „Da Abram var nioghalvfemsindstyve år gammel, åbenbarede [Jehova] sig for ham og sagde til ham: ’Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig, så vil jeg oprette min pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort afkom!’“ Han beviste at intet var umuligt for ham ved på mirakuløs måde at skænke Abram og hans aldrende hustru sønnen Isak da de begge var døde hvad angik evnen til at sætte børn i verden. Han var et hundrede år gammel og hun halvfems da Isak blev født. (1 Mos. 17:17; 21:1-5; Rom. 4:19-21) Denne Almægtige eksisterer stadig.

29. Ved hvis hjælp alene kan vi i dag føres ind i „den Højestes skjul“, og hvad er grunden?

²⁹ Den Almægtige havde et meget nært, fortroligt, forhold til Abrahams sønnesøn Jakob. (1 Mos. 35:11; 43:13; 48:3; 49:25; 2 Mos. 6:3) Vi kan også få et nært og fortroligt forhold til ham, selv om vi kun er små og ubetydelige. Ja, tænk blot på at vi kan blive Hans gæster, vi kan komme til at bo „i den Højestes skjul“! Dog må vi huske at vi i dag kun kan træde ind i dette nære og fortrolige forhold til ham i kraft af den tjeneste som Jesus Kristus, den himmelske søn der står ham allernærmest, har ydet. Natten før Jesus gav sit fuldkomne menneskeliv som et offer til Gud for vore synder, sagde han til sine trofaste apostle: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Joh. 14:6) Det er altså gennem ham vi nærmer os den mest ophøjede af alle og anerkender ham som den universelle Suveræn, den Suveræn hvem vort liv, vor loyalitet, vor kærlighed og hengivenhed tilhører. På denne måde skaffer vi os „husly under den Almægtiges skygge“.

30, 31. Hvilket billede havde salmisten åbenbart for øje da han talte om at være „Under den Almægtiges skygge“?

³⁰ Det er vidunderligt at tænke på at vi kan bo under den Almægtiges skygge. Det er tegn på at vi er genstand for hans interesse, omsorg og opmærksomhed. Det billede der anvendes her er ikke det der skildrer at en ubetydelig person overskygges af en som er større, eller det at man befinder sig i skyggen af noget livløst, som i „en vældig klippes skygge i tørstende land“. (Es. 32:2) Det billede salmisten har for øje er det samme som det der bruges i Salme 17:8, hvor David beder til den Højeste: „Vogt mig som øjestenen, skjul mig i dine vingers skygge.“

³¹ Ja, det billede der bruges her, er fuglen der svæver over reden med ungerne og kaster sin skygge ned over den. Så længe ungerne nedenunder mærker skyggen af fuglen ovenover, ved de at de har dens opmærksomhed og er beskyttede mod angreb af andre fugle som er på rov. At billedet med fuglen der svæver over reden betegner at nogen holder øje med og beskytter en, bekræftes af det der siges i Esajas 31:4, 5: „Så[ledes] stiger Hærskarers [Jehova] ned til kamp på Zions bjerg og høj. Som svævende fugle så[ledes] skærmer Hærskarers [Jehova] Jerusalem, skærmer og frier, skåner og redder.“

32. (a) Hvad sammenlignes den Almægtige og vi der befinder os i hans „skygge“ altså med? (b) Hvad kan han som en trofast og ansvarsbevidst vært gøre i kraft af at han er den Højeste?

³² Den Almægtige sammenlignes altså med en stor fugl, og de der befinder sig i den åndelige sikkerheds „skjul“ sammenlignes med fugleungerne. Den omstændighed at de befinder sig „under den Almægtiges skygge“ gør skjulestedet sikrere for dem. Da han er den Højeste, ligger alt andet under ham, og intet undgår hans skarpe blik. Han vil med det samme opdage hvis nogen eller noget som kan volde fortræd, nærmer sig dem der befinder sig under hans „skygge“. Han kan straks komme dem til undsætning og beskytte dem der bor hos ham som hans åndelige gæster. Trofast varetager han sit ansvar som vært over for dem han viser gæstfrihed. Hvilken trøstende tanke! Hvor ellers kunne vi finde sand åndelig sikkerhed?

[Fodnote]

Vi ser altså at allerede i 1897 blev den som ordene i Salme 91 er henvendt til, betragtet som en kollektiv person, en skare af Jesu Kristi disciple.

[Illustration på side 80]

Da Djævelen opfordrede Jesus til at styrte sig ned fra templets tinde citerede han underfundigt nogle ord fra Salme 91, som om de var en garanti for fysisk sikkerhed