Denne familie må sandelig have fået travlt med at få dækket bordet, og tænk på den gæstfrihed den viste, selv om det var midt om natten! Fangevogteren syntes at det var det mindste han kunne gøre som tak for den gode nyhed han havde fået. — 1 Kor. 9:11.

Ja, de første kristne brugte deres hjem på en gæstfri måde. Er vore hjem i dag ligesom de første kristnes? Hersker der en hjertelig og venlig atmosfære og genlyder de af glade stemmer? Er vi „ivrige efter at vise gæstfrihed“? — Rom. 12:13.

Hvis vi bliver inviteret til en medkristens hjem kan vi altid prøve at efterlade dette hjem rigere i åndelig henseende end da vi kom. Det var den ånd der prægede de første kristne som „hjemme i husene brød . . . brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket“. — Ap. G. 2:46, 47.

Spørgsmål fra læserne

● Hvis en kvinde som har bedrevet hor, angrer og viser dette ved at bekende sin urette adfærd over for det dømmende udvalg i den kristne menighed hun er tilsluttet, er det så nødvendigt at hun over for sin mand bekender sin urette handlemåde? — M. A., U.S.A.

Ja, det er både en nødvendig og forstandig adfærd, hvad enten hendes mand er kristen eller ej.

Kristne ved udmærket at Gud fordømmer ægteskabsbrud. (5 Mos. 5:18; 1 Kor. 6:9, 10) De der med fuldt overlæg fremturer i dette, hører ikke hjemme i Jehovas folks rene menighed. Bibelen giver vejledning om at sådanne moralsk fordærvede mennesker skal udstødes af den kristne menighed, både for at beskytte menighedens medlemmer og for at Guds ånd fortsat kan virke på menigheden uden at hæmmes. — 1 Kor. 5:5, 9-13.

Dette betyder imidlertid ikke at enhver der hævder at være en sand kristen, til enhver tid er i stand til fuldkomment at leve op til Guds retfærdige krav. Man ønsker måske at gøre det, men begår alligevel en alvorlig synd på grund af manglende dømmekraft eller kødets svaghed. (Rom. 7:21-23) Hvis en kvinde i menigheden for eksempel har givet efter for fristelsen og har bedrevet hor, bør hun føle sig sønderknust over denne alvorlige synd. Men hvad skal hun gøre for at få tilgivelse og hjælp?

Det er af allerstørste vigtighed at hun angrer, hvis hun skal opnå Guds tilgivelse. Som apostelen Peter sagde til den tids jøder: „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede.“ (Ap. G. 3:19) Hun må træffe den beslutning at hun aldrig vil gentage en sådan synd, og hun bør være besluttet på at undgå alt hvad der kan føre til en gentagelse. Det er også nødvendigt at hun bekender sin synd i bøn til Gud. Vi lærer til vor opmuntring at Jehova tilgiver os hvis vi oprigtigt bekender og angrer vor synd. — 1 Joh. 1:9.

Foruden at man bør bekende sin synd over for Gud, formaner Bibelen den der har begået en alvorlig synd, til at tage endnu et skridt. Dette skridt omtales i Jakobs brev 5:13-16: „Han [skal] kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, . . . og har han begået synder, skal det tilgives ham. Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.“ I hver menighed af Jehovas vidner findes der i dag et udvalg bestående af tre sådanne modne kristne som har fået overdraget det ansvar at hjælpe oprigtigt angrende syndere, eller at udstøde dem der er en trussel for menighedens moralske renhed fordi de fremturer i synd og ikke angrer og får Guds tilgivelse.

Men er det alt hvad man bør gøre — gå til Gud og til menighedens repræsentanter? Nej, i dette tilfælde er der endnu et skridt der bør tages, endog før vedkommende går til de åndeligt ældste der handler på menighedens vegne. Ægteskabsbruddet berører kvindens mand. Hun har lovet ham troskab. Han er den eneste der har ret til kønslig omgang med hende, og hans ret er blevet krænket. Af Ordsprogene 5:15, 18, der sammenligner det at nyde den ægteskabelige ret med at drikke vand af sin egen cisterne, fremgår det at den ægteskabelige ret som en ægtefælle har krav på, må være ren og ubesmittet. Dette „vand“ bør ikke forurenes ved utroskab, og hvis det er blevet det, bør den uskyldige ægtefælle have det at vide. Dertil kommer også at ægtesengen er blevet besmittet når man har bedrevet hor. — Hebr. 13:4.

Den skyldige ægtefælle tøver måske med at gå til bekendelse fordi hun er ængstelig for hvordan hendes mand vil reagere og spekulerer på om han vil tilgive hende. Men det er noget hun burde have tænkt på før hun kom i den situation der førte til utroskab.