Bryllupper hos verdslige bekendte

DET sker at Jehovas vidner indbydes til bryllup hos slægtninge og venner der ikke er Jehovas vidner og at vielsen skal finde sted i en kirke. Spørgsmålet melder sig derfor om man skal tage imod en sådan indbydelse. Er det forkert at overvære en sådan vielsesceremoni? Hvordan træffer man den rette afgørelse?

Kristne forstår at Bibelen skelner skarpt mellem sand og falsk gudsdyrkelse. De ved at Gud ikke godkender religiøse organisationer der ikke holder sig strengt til hans ords lære. Derfor deltager de aldrig i sådanne religiøse samfunds gudstjenester. De følger det bibelske råd: „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? . . . eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? . . . Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent.’“ — 2 Kor. 6:14-17.

Dog kan man om en vielse sige at den i de fleste lande i sit inderste væsen er en borgerlig ceremoni, selv om den ofte forestås af en præst. Den præst der legaliserer ægteskabet har nemlig fået sin myndighed til at foretage vielser af staten. I betragtning heraf kan en kristen ræsonnere at der ikke er noget at indvende imod at overvære og deltage i et bryllup, selv om vielsen foregår i en religiøs bygning. Dette ræsonnement er selvfølgelig rigtigt, men der er andre faktorer som den kristne må tage i betragtning.

Nært forbundet med religiøse handlinger

Når en bryllupsceremoni foregår i en religiøs bygning under en præsts ledelse er den som regel nært forbundet med det pågældende religiøse samfunds gudsdyrkelse. Der vil for eksempel blive sunget salmer og bedt bønner, og i nogle tilfælde forventes det måske også at de tilstedeværende knæler eller udfører andre religiøse handlinger. På baggrund af hvad Bibelen siger kan den kristne ikke med god samvittighed være med i bønner der bedes til en treenig gud eller deltage i religiøse handlinger der udøves af en organisation som ikke giver et sandt billede af Jehova Gud og hans lære. Hvad ville det betyde hvis den kristne var til stede ved en sådan ceremoni?

Det ville betyde at den kristne, i særdeleshed hvis han hører til bryllupsselskabet, vil opdage at han er kommet i meget nær berøring med noget som ifølge Bibelen er falsk gudsdyrkelse. Vedkommende ville slet ikke høre hjemme i dette selskab, og måske vil dette blive meget iøjnefaldende hvis for eksempel alle undtagen han udfører religiøse ceremonier som han ikke kan deltage i uden at det ville være ensbetydende med hans frafald fra ren gudsdyrkelse. (Joh. 4:24) Præsten, bruden og brudgommen og andre af de tilstedeværende bliver måske forlegne, ja måske oven i købet vrede over denne gæsts tilsyneladende mangel på respekt. Desuden må den kristne tænke på at han udsættes for et stærkt følelsesmæssigt pres ved en sådan lejlighed. Kan han holde stand over for et sådant pres, eller vil han bukke under for det og gøre noget som ikke har Guds godkendelse? Vil han endvidere ved denne lejlighed være i stand til at afgøre hvilke handlinger og bevægelser der virkelig er falsk gudsdyrkelse og undgå dem?

Den kristne må derfor omhyggeligt overveje om det er tilrådeligt at deltage i en sådan ceremoni. Han ønsker afgjort ikke at gøre noget der kan skade hans forhold til Jehova Gud. Han må tage stilling til følgende spørgsmål: Er det i overensstemmelse med Guds påbud om at „fly afgudsdyrkelsen“ at være til stede ved en bryllupsceremoni der forestås af en falsk religiøs organisation? Er det i overensstemmelse med formaningen: „Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent“? Den modne kristne prøver ikke på at se hvor nær han kan gå uden at deltage i falsk gudsdyrkelse; tværtimod vil han holde sig så langt borte som muligt fra enhver påvirkning eller forbindelse der kan bringe hans forhold til Gud i fare. — 1 Kor. 10:14; 2 Kor. 6:17.

For at glæde andre

Den indviede kristne vil måske ræsonnere som så at hvis han tager imod en nær vens indbydelse til at overvære hans bryllup vil det medvirke til at bevare det gode forhold mellem dem. På den anden side ville det måske skabe bitterhed hvis han afslog indbydelsen og gøre det umuligt for ham at tale mere med vedkommende om sandheden fra Guds ord.

Naturligvis er det den kristnes ønske at hjælpe sine verdslige bekendte til at befri sig for ubibelske lærdomme, men vil man opnå dette ved at deltage i et verdsligt bryllup? Selv om den kristne mener at han sagtens kan holde stand og ikke vil deltage i nogen af de religiøse handlinger, vil denne standhaftighed mon så bidrage til at brudeparret og deres verdslige gæster føler sig vel til mode ved denne lejlighed der er en glædelig begivenhed for dem? Vil den kristne ikke snarere ved sin opførsel gøre skår i deres glæde og stille dem i forlegenhed? Den kristne gør klogest i på forhånd at forklare dette for sine verdslige slægtninge eller bekendte.

Højst sandsynligt vil de slet ikke føle sig stødt hvis man ærligt og ligefremt forklarer dem hvordan ens tro og følelser er; tværtimod kan det skabe respekt for ens standpunkt og danne et langt bedre grundlag for fortsatte bibelske drøftelser. Hvis man for eksempel af en nær ven eller veninde bliver bedt om at være „forlover“ eller „brudepige“ ved vedkommendes bryllup, der skal stå i kirken, kan man fortælle den vordende brudgom eller brud at man føler sig meget beæret over at vedkommende har udset en til at stå ham eller hende så nær i dette betydningsfulde øjeblik, men derefter kan man forklare sit standpunkt for eksempel således:

’Eftersom Bibelen skelner så skarpt mellem sand og falsk religion, overværer jeg helst ikke bryllupper hvor vielsen foretages af en præst som ifølge min overbevisning ikke lærer sandheden fra Guds ord. Sådanne præster beder til en treenig gud, og da jeg kun beder til den almægtige Gud, Jehova, kan jeg ikke deltage i bønnen eller i nogen af de religiøse handlinger der foregår ved et sådant bryllup. Jeg ønsker dig al mulig lykke, men jeg er bange for at min nærværelse kun vil gøre et skår i din glæde og vil stille din præst og de tilstedeværende i forlegenhed.’

Denne forklaring viser ikke alene at ens religion er det vigtigste for en, men også at man tager hensyn til sin vens eller venindes følelser. Vedkommende vil højst sandsynligt indrømme at det i alles interesse er bedst at man ikke er til stede ved brylluppet. Samtidig har man åbnet mulighed for en yderligere drøftelse af hvor vigtigt det er at ens gudsdyrkelse er i overensstemmelse med Guds ord. Ens kristne samvittighed kan tillade en at være til stede som tilskuer ved et sådant bryllup, men man må bære ansvaret for sine handlinger. — Gal. 6:5.

Forældres stilling

Indviede kristne forældre ønsker at se deres børn tjene Jehova, men undertiden beslutter de unge sig til at gifte sig med en ven eller veninde de har fundet i verden. Hvordan skal forældrene forholde sig i dette tilfælde? Så længe børnene er underlagt forældrenes myndighed, kan disse ikke give deres samtykke til at deres barn gifter sig med en som ikke er indviet til Gud. Den unge mand eller pige fastholder måske at han eller hun vil gifte sig med en ikke-troende, men de kan ikke gøre det uden forældrenes samtykke før de er blevet myndige. Forældre der er indviede til Jehova må gøre det fuldstændig klart for deres børn at de i høj grad misbilliger at de gifter sig med en som ikke er indviet til Gud. De bibelske principper der gælder her er ikke til at misforstå. „Træk ikke i ulige åg med de vantro,“ siger Paulus, og han forklarer at man har lov at gifte sig med hvem man vil, „blot det sker i Herren“. — 2 Kor. 6:14; 1 Kor. 7:39.

Forældre vil heller ikke tillade deres mindreårige børn at træffe beslutning om at overvære et bryllup hos en verdslig bekendt. Nej, de påtager sig deres gudgivne ansvar og træffer afgørelsen for deres børn, og de gør det naturligvis med børnenes åndelige velfærd for øje. — Ef. 6:1-4; Es. 38:19.

Men hvordan skal forældrene forholde sig hvis børnene, efter at have nået myndighedsalderen, indbyder deres forældre til at overvære deres bryllup som skal stå i en bygning som er viet til falsk gudsdyrkelse? Forældrene må spørge sig selv om de bifalder denne ægteskabelige forbindelse og at vielsen foregår på et sådant sted? De må spørge sig selv om de bifalder denne form for gudsdyrkelse? Hvis de må svare nej hertil, kan forældrene da med god samvittighed deltage i brylluppet, og faderen måske oven i købet føre sin datter op og give hende bort ved vielsesceremonien? Forældre ønsker naturligvis at være milde og kærlige over for deres børn, men de ønsker ikke at være inkonsekvente — at lære deres børn ét og så senere hen i livet gå med til noget som de absolut har frarådet. Hvis man nemlig gør det giver man ikke den sande tilbedelse en ophøjet plads i børnenes tanker. Om forældrene vil overvære et sådant bryllup som tavse tilskuere må de selv træffe en personlig afgørelse om.

Verdslige receptioner

Undertiden må man også træffe afgørelse om man skal tage imod en indbydelse til at overvære en bryllupsreception hos en af sine verdslige bekendte. Denne sammenkomst kan foregå uafhængigt af den religiøse ceremoni, men man må alligevel overveje om man skal tage imod indbydelsen. Vil selskabet man kommer i, være til opbyggelse for en? Vil der blive drukket og røget meget ved denne lejlighed? Vil man danse sex-betonede danse, eller vil der foregå andet som det ikke sømmer sig for en kristen at være med til? Hvis det er tilfældet, bør den kristne da være til stede? — 1 Kor. 15:33.

Ved verdslige bryllupsreceptioner vises der ofte bruden særlig opmærksomhed. Man drikker hendes skål, man står i kø for at kysse hende, og nogle steder betaler man endog for at komme til at danse med hende. Stands op og tænk! Betragt for eksempel det der siges i 1 Korinter 11:3, 8, 9 og Romerne 1:24, 25. Er det i overensstemmelse med Guds principper at vise en skabning så stor en ære? Hvad vil den kristne gøre hvis han er til stede? Gøre som de andre, eller holde sig for sig selv? Denne verdslige atmosfære er afgjort ikke sund for den kristne, og det ville være bedst helt at undgå at være til stede ved en sådan lejlighed.

Man må også tage i betragtning hvilken virkning det vil have på andre medlemmer af den kristne menighed når de får at vide at man har overværet et kirkebryllup eller været til stede ved en verdslig bryllupsreception. Er det muligt at nogle kunne tage anstød af denne handlemåde, som for dem ser ud til at være et kompromis? Vil det underminere deres respekt for en som en Guds tjener? Det må man også tage i betragtning, for det kan komme til at berøre ens stilling i menigheden. Imidlertid er det en beslutning som man selv må træffe.

Så længe denne gamle tingenes ordning består må de kristne, som stræber efter at leve i overensstemmelse med Guds ord, træffe afgørelser med hensyn til hvordan de skal forholde sig over for denne tingenes ordning. Det er ikke altid let at afgøre hvad man bør gøre, men ved altid under bøn at overveje de råd og anvisninger Jehova giver gennem sit ord og sin organisation vil vi kunne træde lige spor med vore fødder. — Sl. 25:4, 5; Ordsp. 3:5, 6.