endnu et særdeles godt formål. Den kraftige og stadige forkyndelse af det vækker de mennesker, der har en ret hjerteindstilling, åbner deres blinde øjne og fører dem ud af Djævelens fangenskab til sandhedens herlige frihed, og de bliver således i stand til at undgå den eksekvering af Jehovas dom, der i nær fremtid vil ramme Djævelens organisation. Mere end en halv million af sådanne retfærdselskende mennesker er allerede flygtet i sikkerhed i disse relativt få år, der er gået, siden forkyndelsen begyndte. Her er derfor et håndgribeligt bevis for, at bekendtgørelsen af dette advarselsbudskab ikke har været forgæves, men derimod har opnået en overvældende fremgang og succes. Som ordsproget siger: „En troværdig udsending sikrer succes.“ Og atter: „Som kølende sne en dag i høst er pålideligt bud for dem, der sender ham; han kvæger sin herres sjæl.“ (Ordsp. 13:17, AT; 25:13) Herren Jehova har til gengæld tilkendegivet sin tilfredshed med sine trofaste vidner og deres arbejde og har i sandhed kvæget og opretholdt dem i årenes løb. Utvivlsomt vil en mængde andre retsindige mennesker endnu høre og flygte i sikkerhed, eftersom denne proklamation fortsætter med at lyde lidt endnu.

17. Hvorfor er det nødvendigt at understrege tidens afgørende karakter?

¹⁷ Det kan ikke understreges for stærkt, at tiden har nået et kritisk punkt. Tiden er kort, langt kortere end da denne proklamation lød første gang, og der er ingen tid at spilde. Harmagedon nærmer sig med stormskridt. Det er nu næsten fyrretyve år siden, Satan blev drevet ud af himmelen og ned til jorden. Alle tiders klimaks nærmer sig hastigt. Jehovas ord og navn står over for sin endelige hævdelse og herliggørelse. Den, der først udfordrede Jehova og drog hans universelle overherredømme i tvivl, den, der pralede af, at han ville være „den Højeste lig“, skal nu kastes ned i hulen, afgrunden. (Åb. 20:1-3) Tænk engang — den, der bærer ansvaret for denne verdens uvidenhed, overtro og frygt, ansvaret for menneskehedens faldne tilstand i synd, sygdom, sorg og død, ansvaret for al ondskaben på jorden, alle krigene, hungersnøden, lovløsheden, umoraliteten, forbrydelserne, ulykkerne og veerne, ja, menneskets største fjende, Satan Djævelen, vil om kort tid blive kastet i afgrunden for et tusinde år!

18. Betragter I det som en forret at være et af Jehovas vidner i dag? Hvorfor?

Spørgsmål fra læserne

● Kæmpede apostelen Paulus mod vilde dyr i arenaen, således som det synes at fremgå af 1 Korinter 15:32 (NW): „Hvis det er på menneskers vis, jeg i Efesus har kæmpet med vilde dyr, hvad ville det så gavne mig?“ — M. H., de Forenede Stater.

Vagttaarnet for 1. december 1944 kommenterede denne tekst således: „Der er ikke grund til at tro andet, end at apostelen Paulus i de år, han tilbragte i Efesus, må være blevet grebet af sine fjender og slæbt ind på arenaen for at kæmpe med vilde dyr og på mirakuløs vis er blevet befriet af Herren, nøjagtig ligesom Daniel blev reddet fra løverne.“

Fra Efesus skrev Paulus til korinterne: „Thi jeg synes, Gud har stillet os apostle frem som de ringeste, ja, som dødsdømte; et skuespil er vi jo blevet for hele verden, både for engle og mennesker.“ (1 Kor. 4:9) Efesus havde et stadion, i hvis arena gladiatorerne kæmpede, mens tusinder så til. Somme tider blev dødsdømte mænd stillet offentligt til skue ved at blive lukket ind i arenaen sammen med vilde dyr, og dødsdommen over dem blev således eksekveret, mens en mængde mennesker var vidne til det blodige syn fra pladserne i dette teater eller stadion. Det er meget muligt, at apostelen Paulus måtte gennem en sådan svær prøvelse, med den forskel at han blev mirakuløst udfriet fra de vilde dyr, akkurat som han ved en anden lejlighed blev forskånet for følgerne af et slangebid, og ligesom Daniel blev udfriet fra løvekulen. — Ap. G. 28:3-6.

Mange påstår, at Paulus benyttede billedsprog, da han hentydede til kampe mod vilde dyr i Efesus, idet de hævder, at han talte om sine konflikter med dyriske, bestialske mennesker, som modarbejdede hans forkynderarbejde. De siger, at en romersk borger som Paulus næppe ville blive kastet i arenaen. Og endvidere, at hvis en så enestående begivenhed som en udfrielse fra arenaen havde fundet sted, ville Paulus have omtalt den mere udførligt, og Lukas ville have givet en detaljeret beretning om den i Apostlenes Gerninger. Der er en mulighed for, at Paulus talte i billedsprog, og at de dyr, han havde i tanke, var hans menneskelige modstandere.

Men selve det, at Lukas intet siger om hændelsen, modbeviser ikke en bogstavelig udfrielse, og det kan næppe siges, at Paulus ikke omtalte den, i betragtning af hans ord i 1 Korinter 4:9, og ganske særlig hans senere kommentar i 15:32. Han kan have undladt at komme ind på detaljer i dette brev, fordi andre udførlige rapporter allerede var nået frem til korinterne. Givet er det, at Paulus i Efesus måtte igennem en usædvanlig hård prøve, og korinterne synes at være bekendt med den, for Paulus hentydede til denne overvældende oplevelse uden at fordybe sig i enkeltheder, da han umiddelbart derefter på ny skrev til korinterne: „Thi vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om den trængsel, vi måtte gennemgå i provinsen Asien, at en overvældende byrde, der oversteg vore kræfter, blev lagt på os, så vi endogså opgav håbet om at redde