Værn om din tænkeevne

„Værn om praktisk visdom og tænkeevne, og de vil vise sig at være liv for din sjæl.“ — Ordsp. 3:21, 22, NW.

 1. Hvem er tænkeevnens skaber, og hvorfor er det vigtigt at værne om den?

JEHOVA Gud er den store tænkende Personlighed der har været til i al evighed og som er Kilden til og Skaberen af alt hvad der eksisterer. Som en demonstration af sin visdom har han skabt andre tænkende personligheder, i åndelegemer, og i legemer af kød, menneskelegemer. I menneskelegemer eksisterer den tænkende personligheds sind i form af en levende, virksom hjerne. At der findes fornuftbegavede, tænkende personligheder udstyret med et sind er et af beviserne for at mennesket er blevet skabt af en højere intelligens, en personlig Gud, for en upersonlig kraft der er blottet for tanke eller forstand kunne aldrig have frembragt de ræsonnerende, fornuftbegavede, individuelt tænkende personligheder som menneskeslægten består af. Videnskabsmænd kan veje, måle og analysere hjernen og bestemme visse af dens funktioner, men alle deres instrumenter til trods kan de ikke udgranske menneskets sind eller intelligens. De er hverken nøjagtige eller videnskabelige i deres forsøg på at bedømme menneskesindet ud fra en sammenligning mellem menneskers adfærd og visse teorier. Alligevel skulle vi fremfor alt andet opøve vort sind og værne om vor tænkeevne, for vort evige liv afhænger af om vi gør det. „Værn om praktisk visdom og tænkeevne, og de vil vise sig at være liv for din sjæl.“ (Ordsp. 3:21, 22, NW; Matt. 15:18-20; Rom. 8:6) Jehova, den eneste der er i stand til at måle menneskets tanker, giver i sit ord sund vejledning om hvordan man værner om sin tænkeevne. „HERREN [Jehova] kender menneskets tanker.“ — Sl. 94:11.

 2. Hvilke eksempler viser at tænkeevnen skal bruges?

² Tænkeevnen sætter et menneske i stand til at gøre mere end blot at følge en samling udførlige regler. Men ligesom det fuldkomne, uvilkårlige fordøjelsessystem krævede at mennesket indtog føde, vand og luft førend det kunne fungere som det skulle, således også med det fuldkomne menneskes vilkårlige tænkeevne: mennesket måtte have kundskab til forarbejdning før denne evne kunne fungere. Adam fik visse instruktioner, men han måtte overveje disse oplysninger og afgøre hvordan han kunne anvende dem i praksis, som for eksempel hvordan han skulle opdyrke haven og hvilke navne han skulle give dyrene. Det samme gjorde sig gældende for Noa, en ufuldkommen mand; Gud gav ham nogle udførlige instruktioner om hvordan han skulle indrette arken, men Noa var alligevel nødt til at gennemtænke disse instruktioner, sammenligne dem med den kundskab han havde modtaget mens han havde vandret med Gud, og derefter lægge planer og gennemføre disse ved at samle byggematerialer, bygge arken, indsamle dyrene og sørge for at skaffe føde til dem. Jehova forventede at menneskene ville bruges deres tænkeevne. — 1 Mos. 2:15, 19; 6:13-21.

 3. Hvori består tænkeprocessen, og hvorfor er det nødvendigt at man opøver sin tænkeevne?

³ Hvad er tænkeevne? Det er den proces der består i gennem sanserne at indtage kundskab eller oplysning i form af udtalte principper eller praktiske eksempler, at analysere, sammenligne og forbinde alle disse tanker, at drage konklusioner ud fra denne proces, huske dem og derefter bygge på disse tanker og konklusioner når man skal træffe afgørelser, tage stilling til problemer eller tage initiativet til nyttige og fremadskridende planer. Tankeprocessen begynder at fungere straks efter fødselen når sanserne begynder at sende oplysninger til hjernen. Efterhånden som kundskab og erfaring øges, øges evnen til at tænke og ræsonnere. Ingen skulle mene at det kun er nogle få som har anlæg for at studere og læse og således udvikle deres tænkeevne. Ethvert normalt menneske er udstyret med en fin tænkemekanisme, og hele livet igennem har det tilegnet sig kundskab gennem de ting det har læst, set, hørt og erfaret; og det er måden hvorpå man har taget imod al denne kundskab og handlet efter den der ligger til grund for ens personlighed. Men da mange mennesker ikke har brugt deres forstand udover hvad de har måttet for at skaffe sig de daglige fornødenheder, er det nødvendigt at de lærer at opøve, udvikle og værne om deres tænkeevne hvis de ønsker at vinde evigt liv.

Lad din tankevirksomhed være underlagt Skaberen

 4. (a) Hvad må der til før tænkeevnen kan fungere? (b) Hvilken slags kundskab er en betingelse for at man kan tænke ret, og hvorfor er den det?

⁴ Den første betingelse for at man kan udvide sin tænkeevne er at man tilegner sig kundskab. „Min søn, . . . når visdom kommer i dit hjerte og kundskaben bliver din sjæl en glæde, skal tænkeevnen holde vagt over dig, skelneevnen beskytte dig, for at udfri dig fra den onde vej.“ (Ordsp. 2:1, 10-15, NW) Læg her mærke til anvendelsen af kundskab, visdom og skelneevne eller forstand. Eftersom Gud har skabt mennesket i sit billede, følger det at den eneste realistiske måde hvorpå man kan opøve sin tænkeevne er at tage Guds hensigter i betragtning. Ingen kan opnå kundskab uden at anerkende sit afhængighedsforhold til Gud. „HERRENS [Jehovas] frygt er kundskabs begyndelse.“ (Ordsp. 1:7) Kundskab om Guds hensigter kan man hente i Bibelen. — Sl. 19:8-12; Joh. 17:17; 2 Tim. 3:16, 17.

 5, 6. (a) Hvorfor bør man undgå uafhængig tænkning? Hvorfor kan man ikke sige at dette er massementalitet? (b) I hvilken henseende bør man sidestille sin tænkning med andres, og hvorfor?

⁵ I dag hælder denne verden til den anskuelse at det ideelle må være at kunne tænke uafhængigt, men ligesom den urealistiske tænkning der fostres hos en videnskabsmand som prøver at ignorere tyngdeloven er dømt til at mislykkes, således også den urealistiske tænkning der præger de mennesker som prøver på at ignorere at mennesket er afhængigt af Gud. „Det [står] ikke. . . til en mand at vandre og styre sine fjed.“ (Jer. 10:23; Ordsp. 16:1-3) Når mennesker prøver at tænke uafhængigt af Gud, tilsidesætter de den fuldkomne norm vedrørende godhed, retfærdighed, dyd og trofasthed, bliver ofre for deres egne selviske, syndige tilbøjeligheder og forringer deres egen tænkeevne. — Rom. 1:21-32; Ef. 4:17-19.

⁶ Eftersom hensigten med at forkynde Guds ord er at tage enhver tanke til fange ind under lydighed mod Kristus, bør uafhængig tænkning følgelig ikke være vort mål. (2 Kor. 10:5) Den kristne må iføre sig en ny personlighed der er skabt i overensstemmelse med Guds vilje. (Ef. 4:20-24, NW) Det vil resultere i at alle kristne forenes i tanke både med Gud og med andre kristne. (1 Kor. 1:10; Rom. 15:5) Det har intet med kollektiv tænkning eller massementalitet at gøre, som nogle har påstået. Resultatet bliver at hver eneste indviet troende opøves til at bruge sin tænkeevne, ikke uafhængigt, men individuelt, og dog i underkastelse under Gud og i samarbejde med sine medmennesker. Med en sådan udvikling af den individuelle personlighed i tanke har Gud skabt menneskets sind og hjerte og tilvejebragt alt hvad der er nødvendigt af kundskab og belæring, og det på en sådan måde at millioner af mennesker, selv om de er individuelle personligheder, kan leve i enhed og fred fordi de erkender deres afhængighed af Gud og deres indbyrdes afhængighed af alle medlemmerne i Guds familie af mennesker. — Rom. 12:4, 5; 1 Kor. 12:12-14, 25; Gal. 5:26; Ef. 4:16; 1 Joh. 4:7, 20, 21.

Hvordan mon lærer noget, husker det og kalder det frem

 7. Med hvilken indstilling bør man tilegne sig kundskab?

⁷ Når man tilegner sig kundskab skal man lægge sig efter at være flittig, ivrig og lærvillig som et barn. „Kalder du på forstanden og løfter din røst efter indsigt, søger du den som sølv. . . .“ (Ordsp. 2:1-5) „Den vise høre og øge sin viden, den forstandige vinde sig levekunst.“ (Ordsp. 1:5) Dette kræver villighed til at lære nye tanker, og villighed til at bringe ens tankegang i overensstemmelse med den nye kundskab, at korrigere ens tanker når det er nødvendigt og at fjerne gamle opfattelser der viser sig at være forkerte. På dette punkt begår nogle en fejl. Når de studerer Guds ord anerkender de kun de tanker der stemmer med deres egne forudfattede meninger, men de forkaster enhver tanke der kræver at de ændrer deres sind. Dette er ikke at stræbe efter at opøve sin tænkeevne i harmoni med Guds tanker, men simpelt hen at jævnføre med Bibelen for at se om den skulle stemme overens med ens egne meninger. Man bør følge salmistens eksempel og have den indstilling som han i Salme 119 åbenbarede hos sig selv. Læg mærke til hvor ofte han studerede, mediterede over og anerkendte Guds veje, hans vidnesbyrd, hans befalinger, hans bud, hans ord, hans lov, hans retfærds lovbud og hans vedtægter. — Sl. 25:9; Matt. 18:3; Rom. 12:2; 1 Pet. 2:1-3.

 8, 9. (a) Hvordan kan man forbedre sin evne til at huske og genkalde oplysninger? (b) Hvilket råd giver Bibelen med hensyn til at huske hvad man lærer?

⁸ Det første skridt henimod korrekt tænkning er at man forstår den kundskab man vil tilegne sig og så at sige gemmer den, som Jesus forklarede det i lignelsen om sædemanden. (Matt. 12:23; Luk. 8:15) For at hukommelsen, der er selve tænkeevnens grundlag, kan beholde tankerne i sig og kalde dem frem, må man være opmærksom og iagttage nøjagtigt. Jesus understregede dette i den samme lignelse: „Agt derfor på, hvordan I hører.“ (Luk. 8:18; Mark. 4:23, 24) Lad aldrig sanserne sløves eller forhærdes så vigtige ting undgår din opmærksomhed. (Rom. 11:7; 2 Kor. 3:15; 1 Pet. 5:8; 2 Pet. 3:5, 8) Næste punkt består i at fæstne oplysningerne så godt i hukommelsen at de kan genkaldes og bruges. Dette gør man ikke ved at lære ord udenad, men, hvor det drejer sig om at huske begivenheder og illustrationer, ved at forestille sig disse så levende som muligt. Drejer det sig om principper eller andre abstrakte ideer, må man forbinde sådanne med det man i forvejen ved, indføje oplysningerne i det sandhedsmønster man forstår, sammenligne tankerne og spejde efter nye, anderledes eller mere fyldestgørende oplysninger der muligvis fordrer at man korrigerer de tanker man har i forvejen. Er der tale om eksempler på menneskers adfærd, prøv da at finde ud af hvilke principper der gør sig gældende. Det er yderst vigtigt at afgøre hvilken betydning al denne kundskab har for en selv, hvilke forpligtelser den medfører for en, og hvordan den bør anvendes. Dette er tænkeevnen i virksomhed, og ud fra dette drager man værdifulde slutninger og gemmer oplysningerne i hukommelsen på en måde så de kan kaldes frem når der er brug for dem. — 2 Pet. 1:15.

⁹ Vil man undgå at blive glemsom må man bestandig holde liv i hukommelsen. (Jak. 1:25) „I dine vedtægter har jeg min lyst, jeg glemmer ikke dit ord.“ (Sl. 119:16, 93) Læg mærke til det råd der gives om at holde hukommelsen rørig: „Derfor vil jeg altid minde jer om dette, skønt I allerede kender det og er grundfæstede i den sandhed, som er kommet til jer. Og jeg holder det for ret at vække jer ved mine påmindelser, så længe jeg er her i mit legemes telt.“ (2 Pet. 1:12, 13) „Dette er nu, I elskede! det andet brev, jeg skriver til jer; og i dem begge søger jeg ved min påmindelse at vække jeres rene sind, så I mindes de ord, som er forudsagt af de hellige profeter, såvel som det bud, der af jeres apostle er givet jer fra Herren og frelseren.“ (2 Pet. 3:1, 2) Man holder hukommelsen levende ved at gennemgå det man har lært og erfaret, hvilket man kan gøre ved at meditere, tale med andre, overvære møder og forkynde fra hus til hus. — Sl. 119:52, 61; Rom. 15:14, 15; Hebr. 10:32, 33.

Bevar ligevægten

10. (a) På hvilken måde bør man tage imod irettesættelse? (b) Hvilken virkning har skelneevne på ens tanker?

¹⁰ Man må også sørge for at ens tænkeevne forbliver ligevægtig. „Stålsæt jeres sind til aktivitet, bevar til stadighed den fulde ligevægt.“ (1 Pet. 1:13, NW) Den der gør det vil altid huske „at han ikke må have højere tanker om sig selv, end han bør have, men han skal tænke besindigt“. (Rom. 12:3) Det indbefatter villighed til at tage imod irettesættelser, og revselse. „Tugtens revselse [er] livets vej.“ (Ordsp. 6:23; Sl. 141:5) Dersom man ikke tænker for meget om sig selv vil man beredvilligt, ja ivrigt tage imod irettesættelse. (Hebr. 12:5-11) Ikke al revselse kommer fra andre. Eftersom ethvert menneske har mulighed for at opdage mange flere af sine egne misforståelser og fejl end andre, og eftersom det kan finde ud af hvad der er forkert ved dets egen tankegang, er det følgelig vigtigt at man er i stand til at irettesætte og revse sig selv. (Sl. 19:12, 13, NW; 51:5; Ordsp. 28:13) Man bør til stadighed sammenligne sine tanker og handlinger med Guds ord, for at se om de er i harmoni med sandheden. (2 Kor. 13:5) Ved at udvikle selvkritik i lyset af Guds ord kan man drage nytte af megen irettesættelse. (Sl. 119:59, 60, 71; 139:23, 24) Dette er ikke en opfordring til selvbebrejdelse, men til at udnytte evnen til at udøve belærende selvkritik, der er opbyggende og gavnlig. Selvkritik er et led i vor skelneevne og sætter os i stand til at forvisse os om det væsentligste. (Fil. 1:9, 10; Kol. 1:9, 10) En sådan skelneevne bevarer vore tanker ydmyge, minder os bestandig om at vor kundskab er begrænset, afholder os fra at blive for sikre på os selv, selvrådige og kritiske over for andre. Den beskytter os imod at antage forudfattede meninger som er baseret på mangelfuld kundskab, hvilket kunne blive til fald for andre. — Ordsp. 3:7; 26:12; Rom. 12:16; 1 Kor. 8:2; Gal. 6:3.

11. Hvordan kan ældre mennesker blive ved med lære, og hvilke ekstra anstrengelser må de gøre sig?

¹¹ Hvis et menneske holder sin tænkeevne virksom kan det blive ved med at lære og tænke nøgternt selv om det kommer godt op i årene. Nogle siger at da de er ved at blive ældre må man ikke forvente at de kan lære noget nyt. Det er ikke rigtigt. Det vigtigste er at sådanne mennesker fastholder viljen til at lære og holder sindet virksomt.a De må være villige til at antage nye tanker og at ændre deres adfærd. Eftersom et ældre menneske har overordentlig mange oplysninger arkiveret i sin hukommelse kræver det naturligvis en større bestræbelse og mere tid at sammenligne nye tanker med dem der allerede er til stede og anbringe dem hvor de hører til. Et ældre menneske sidder inde med mange indgroede forestillinger der vil blive berørt af nye og mere fyldestgørende oplysninger, og det vil koste et sådant menneske meget arbejde at bringe sin tankegang i overensstemmelse med den nye kundskab, at rydde de unøjagtige oplysninger bort og at ændre de slutninger der har været draget på grundlag af forkerte eller ufuldstændige oplysninger. Men efter mange års øvelse og brug af sindet skulle de ældre kunne gøre dette. „Giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans viden.“ — Ordsp. 9:9.

Opøv din dømmekraft ved at tænke på forhånd

12. Hvad er den egentlige hensigt med at opøve en moden tænkeevne, og hvordan opnås den?

¹² Den virkelige prøve på om tænkeevnen er blevet opøvet rigtigt kan man foretage ved at iagttage om kundskaben er blevet omsat til produktiv og opbyggende tænkning og aktivitet. Selv om vi skal være lærvillige som børn, må vi alle stræbe efter at blive modne og fuldvoksne i forståelse og evne til at bære frugt. (1 Kor. 14:20) „Den faste føde er for de fuldvoksne, for dem, som gennem brugen har fået sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt.“ (Hebr. 5:14) Dømmekraft er evnen til med fintfølende sanser hurtigt og nøjagtigt at afgøre om en opfattelse eller handling er ret eller uret. Hvordan opøver man sin dømmekraft? Ikke bare ved at studere og tænke objektivt og holde sig selv udenfor, men også ved hele tiden at tænke på hvordan pågældende oplysninger gælder en selv. (1 Kor. 10:6-12) Når man så træffer afgørelser lærer man at samle Bibelens mangfoldige principper og eksempler, ser hvordan de finder anvendelse i forbindelse med problemets løsning og træffer ens afgørelse i overensstemmelse hermed. Til at begynde med er dette langsommeligt og vanskeligt, men med nogen øvelse kan man efterhånden gøre det hurtigere og mere nøjagtigt.

13. Hvordan kan man illustrere forskellen mellem ret og uret tænkning, og hvorfor opnås der forskellige resultater?

¹³ Lad os betragte et eksempel på en forhastet tankeslutning: En kristen må afgøre om han vil bevare sin uangribelighed ind for Jehova når hans liv bringes i fare derved. Hans følelser fortæller ham måske at han skal redde sit liv, koste hvad det vil. Han læser nu Mattæus 12:1-12 og drager måske den slutning at Jesus sagde at det var ret at overtræde Guds sabbatsbud hvis det kunne gavne et menneske. En sådan forkert tankeslutning var resultatet af mangelfuld oplysning og unøjagtig iagttagelse. Det forstandige menneske vil overveje hvad der står i Mattæus 10:28; 16:25; Apostlenes Gerninger 5:29; Anden Mosebog 20:8-11; 31:12-17; 35:1-3; Fjerde Mosebog 15:32-36; Femte Mosebog 5:12-14, og det vil hurtigt lære at et af Guds ords urokkelige principper er at man skal bevare sin uangribelighed lige til døden. En mere omhyggelig sammenligning af Mattæus 12:1-12 med de andre skriftsteder der taler om sabbaten, vil vise at Jesus aldrig brød sabbatsbudet, for loven om sabbat forbød ikke én at spise, at befri et dyr der var faldet i et hul, eller at helbrede de syge. Med nøjagtig kundskab og skelneevne kan man tænke fornuftigt og træffe rette afgørelser.

14. Hvordan viste de tre hebræere at de havde værnet om deres tænkeevne?

¹⁴ Dette var de tre hebræere i Babylon et eksempel på. De kendte Guds lov om at man ikke måtte bøje sig for billeder, og de forstod det princip den indebar. En afgud var en afgud hvad enten den var politisk eller religiøs, og selv om Jehova havde påbudt dem at tjene regeringen betød det ikke at de kunne overtræde Guds lov. Deres stillinger, personlige frihed eller liv betød ikke så meget som trofasthed mod Gud. Trofasthedens og loyalitetens principper var indgroede i deres sind, og deres dømmekraft var skærpet. De spekulerede ikke længe over hvad de skulle gøre, men svarede straks at uanset om Gud valgte at udfri dem eller ej ville de ikke knæle ned. Deres tænkemåde var fornuftig og afgjort og havde Jehovas velsignelse. — Dan. kap. 3; Hebr. 11:34, 39, 40.

15, 16. (a) Hvad er nødvendigt hvis man skal kunne tænke fornuftigt og beslutsomt? Giv et eksempel. (b) Hvordan viste Jesus og Peter dette?

¹⁵ Skal man kunne træffe fornuftige og afgjorte beslutninger må man meditere over sådanne problemer før de opstår. Man kan ikke indtage den holdning at man altid kan spekulere på den slags når tiden kommer. Det er mens man studerer Bibelen eller Vagttårnet at man omhyggeligt skal gennemtænke alle de principper der fremsættes. Når man læser om trofaste kristne der har bevaret deres uangribelighed, bør man overveje hvilke principper der spiller ind, og beslutte sig til at følge samme handlemåde. (Hebr. 12:1-3) Det er denne form for fornuftig, grundig, subjektiv tankevirksomhed under studiet der opøver en til at kunne træffe afgørelser i fremtiden. Den dag den kristne tvinges til at træffe en afgørelse, muligvis under hård forfølgelse og uden en bibel eller endog uden mulighed for at genkalde sig og omhyggeligt overveje alle argumenter, vil han ikke des mindre være i stand til at træffe fornuftige afgørelser. Hvis han ligger hårdt såret, og under pres fra ikke-indviede familiemedlemmer og en ærefrygtindgydende lægestab opfordres til at tage imod blodtransfusion, vil han på grund af sin forudgående overvejelse og afgørelse roligt kunne gøre rede for sin beslutning og fastholde den. Dersom man undlader at overveje Guds ord på forhånd udsætter man sin tankevirksomhed for at blive ledet af følelser og hensynet til ens øjeblikkelige fordel — i stedet for af principper.

¹⁶ Jesus kunne holde ud i sin trofaste løbebane fordi han havde tænkt i forvejen. Han kendte Guds ord og vidste hvordan det skulle opfyldes på ham og kunne i forvejen styrke sin beslutning om at udholde lidelser. Da Peter, som ikke på samme måde havde overvejet Guds vilje i sagen, gjorde indvendinger, irettesatte Jesus ham med ordene: „Du er mig til forargelse; thi du sanser ikke hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er.“ (Matt. 16:23) Da Peter blev svag og fornægtede Jesus skyldtes det også at han ikke havde bekymret sig om en sådan forudgående, ret tankevirksomhed. (Matt. 26:33-35, 70-75) Men hvor klart tænkte han ikke da han, styrket af Guds ord og ånd og efter at have opøvet sine tænkeevner, erklærede: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker“! (Ap. G. 5:29) Derfor bør alle værne om deres tænkeevne ved at skærpe den hver gang de har lejlighed dertil. Så vil tænkemekanismen være vågen, logisk og forsvarsdygtig når vanskeligheder sætter ind.

17. Hvorfor er det så vigtigt at vi værner om vor tænkeevne i dag, og hvilken afgørende faktor nævnes?

¹⁷ Nu i disse sidste dage sættes alle menneskers tænkeevne på alle tiders største prøve i betragtning af at Satan Djævelen iværksætter et større bedrag end nogen sinde før. Derfor bør alle flittigt tilegne sig nøjagtig kundskab, være vågne så de kan opfatte præcist, sammenholde alle tanker og fæstne dem i hukommelsen, og bevare deres egen tænkeevne virksom og til enhver tid i harmoni med Guds vilje. (Gal. 6:5) „Alle tings fuldstændige ende er kommet nær. Hav derfor et sundt sind og vær årvågne med hensyn til bønner.“ (1 Pet. 4:7, NW) Værn om jeres tænkeevne med studium og bøn, „så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus“. — Fil. 4:6-9.

[Fodnote]