Se længere end til brylluppet
1, 2. Hvilken modsætning ser man ved bryllupper i Japan?
BLADET Time meddelte den 6. december 1982 at japanske bryllupper giver en omsætning på 17 milliarder dollars, hvilket svarer til „et svimlende beløb — 22.000 dollars pr. par“. Alligevel er „skilsmisseprocenten i Japan højere end nogen sinde; tre ud af ti par går fra hinanden“.
2 I modsætning hertil skriver avisen Hokuu Shimbun om et bryllup mellem to af Jehovas vidner i Noshiro: „Begge er nidkære kristne, og ud fra denne lære mener de at ’brylluppet kan være enkelt og samtidig have alles billigelse’.“ Kostbare overdådige bryllupper er almindelige, men den enkelhed der kendetegnede dette bryllup gjorde at avisen fandt det værd at skrive om. Og trods sin enkelhed var brylluppet „fyldt med lykke og gode fremtidsønsker for parret“.
3. Hvordan kan bryllupsdagen indvirke på ens fremtidige lykke?
3 Den indstilling et ungt par har til brylluppet og de forventninger de nærer, kan have direkte indflydelse på deres fremtidige lykke. Hvorfor? Efter hvad psykologen dr. Sally Witte siger, „viser undersøgelser at det ikke kun er de negative ting man oplever der skaber stress, men også de positive“. Eksperter i mentalhygiejne giver udtryk for at det er mere stressfremkaldende at blive gift end at miste sit arbejde. Og det siger sig selv at man bliver udsat for et større pres hvis brylluppet ikke er beskedent og enkelt men tværtimod kæmpestort og overdådigt.
4. Hvad sker der ofte efter overdådige bryllupper?
4 Der er endvidere mange af dem der i dag bliver gift der lægger så stor vægt på — og nærer så urealistiske forventninger til — selve brylluppet at de oplever den efterfølgende tid som en kraftig antiklimaks. En nygift kvinde fortæller: „I flere måneder var alle de mennesker jeg kendte ivrige og spændte — det var ikke kun mig der var det. Men så — på et øjeblik — var brylluppet overstået. Da vi kom hjem fra festen blev jeg overvældet af bedrøvelse.“ En ung mand der citeres i bogen Getting Married, siger:
’Alle regner med at forlovelsestiden er en herlig og spændende tid. Senere er det meningen at man skal have et stort, flot bryllup. Det er skønt. Så tager man på bryllupsrejse, og det er superskønt. Man opbygger nogle forventninger om at der sker noget næsten mirakuløst og fantastisk så snart man bliver gift. Så opstår der pludselig et tomrum. Med ét sidder man alene tilbage med en kvinde, og hun sidder alene tilbage med mig.’
5. Hvad bør kristne have i tanke med hensyn til deres bryllup?
5 Alle er sikkert enige om at en mand og en kvinde bør se frem til deres bryllup med glæde og betragte dagen som en særlig, betydningsfuld og lykkelig dag, for på denne dag tager de et af de vigtigste skridt i livet. Alligevel vil det bidrage til deres lykke hvis de undlader at lægge så stor vægt på selve brylluppet at det overskygger det der i virkeligheden betyder mere, nemlig deres fremtidige tilværelse som et kristent ægtepar.
Forberedelse til et lykkeligt ægteskab
6. Hvad er det klogt at gøre før bryllupsdagen?
6 Følgende sande ord af Jesus kan gælde for ugifte: „Hvem af jer som ønsker at bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne for at se om han har nok til at gøre det færdigt?“ (Lukas 14:28) Ja, det er klogt at overveje et projekt før man går i gang med det. Dette princip gælder også med hensyn til ægteskabet. Mange ægteskabsrådgivere råder de af deres klienter der snart skal giftes, til ligefrem at tage et kursus i hvordan man lærer at tilpasse sig livet som ægtefolk og at løse eventuelle problemer. En rådgiver har sagt: „Hvis de der gik ud af highschool vidste bare en hundrededel så meget om samarbejdet i et ægteskab som de ved om datamater, ville ægteskabet være en langt mere tilfredsstillende oplevelse.“
7. Hvor finder man nyttig vejledning om ægteskabet?
7 Jehovas Vidner har givet megen god vejledning på dette område, vejledning der ikke er baseret på menneskers foranderlige meninger om hvordan man får et lykkeligt ægteskab, men på den fuldkomne vejledning fra ham der har indstiftet ægteskabet. (Salme 119:98-105) Både Vagttårnet og Vågn op! har bragt en lang række artikler herom. Du vil forstå hvor omfattende denne vejledning er hvis du slår op under hovedemnet „Ægteskab“ i emneregisteret bagest i årgangene af Vagttårnet og Vågn op! og ser hvor mange underemner og henvisninger der er. Mange af artiklerne om ægteskab studeres i menigheden, hvilket giver ugifte lejlighed til at høre praktiske råd fra kristne mænd og kvinder der har personlige erfaringer og som ivrigt studerer Guds ord.
8. Hvis du planlagde at gifte dig, hvilket gavnligt skridt kunne du da tage?
8 Hvis du har planer om at gifte dig bør du også overveje den vejledning i forbindelse med ægteskabet der findes i nogle af Selskabets bibelstudiehåndbøger. I bogen Hvordan finder man lykken?a er der for eksempel kapitler der handler om økonomiske problemer, om kønslivet og om familielivet. Bogen Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv* indeholder anden nyttig vejledning fra Guds fuldkomne ord. Læg mærke til titlerne på nogle af kapitlerne: „Læg en god grundvold for dit ægteskab“, „Efter brylluppet“, „En ægtemand der respekteres dybt“, „En hustru der elskes højt“ og „Kærligheden, ’enhedens fuldkomne bånd’“. Planlæg at gennemgå dette stof sammen med din fremtidige ægtefælle før brylluppet. Det vil også være gavnligt at drøfte stoffet med en moden kristen broder som I respekterer og som kan give jer nyttige forslag. (Ordsprogene 4:1-9) Dette vil hjælpe jer begge til at have det rette syn på brylluppet i forhold til det der har større betydning, nemlig jeres tilværelse sammen som ægtepar.
Vær rede til at arbejde
9, 10. (a) Hvorfor er det vigtigt at have et realistisk syn på ægteskabet? (b) Hvad kan hjælpe kristne til at få det?
9 Som vi før var inde på forventer mange ugifte at „der sker noget næsten mirakuløst og fantastisk så snart man bliver gift“. Har man dette urealistiske syn på tingene, er der en stor risiko for at man mister sine illusioner og bliver skuffet og ulykkelig. Sagen er at et lykkeligt ægteskab kræver arbejde, langt mere end selve brylluppet krævede, uanset hvor stort det var. Ved et møde om ægteskabsterapi, arrangeret af professor E. M. Pattison, sagde en ung kvinde ved navn Betty: „Jeg havde eventyragtige fantasier om ægteskabet, og de blev kun forstærket af at vi boede sammen. Men der var ikke noget eventyragtigt ved ægteskabet — kun en masse hårdt arbejde.“
10 Et studium af Guds ord vil hjælpe kristne til at være forberedt på ægteskabets realiteter. Hvorfor? For det første fordi det minder os om at alle mennesker har arvet ufuldkommenhed fra Adam. I Romerbrevet 3:23 læser vi: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ Det er derfor helt sikkert at det ufuldkomne menneske du bliver gift med, ikke vil kunne leve op til alle dine forventninger. Når først dagligdagens trummerum begynder, viser det sig måske at din mand er utålmodig, at han har en hel del temperament, er en smule doven, eller forsømmer sine bibelske pligter som familiens overhoved. Eller hverdagen sammen med din hustru og det nære forhold i ægteskabet vil måske afsløre at hun er lidt forfængelig, en anelse dominerende, til tider kritisk, eller overraskende interesseret i materielle ejendele.
11, 12. Hvordan kan dét at være kristen hjælpe en mand og en kvinde til at få et bedre ægteskab?
11 At I begge er kristne og tror at Guds vejledning er fuldkommen, giver imidlertid basis for forbedringer. Taktfuldt men ærligt kan I drøfte områder hvor I hver især ønsker i højere grad at følge Guds vejledning. Man bør drøfte sådanne forhold på et tidspunkt der er valgt med visdom og dømmekraft, idet man ikke gør det når en af ægtefællerne tydeligvis er irriteret eller uligevægtig. Man vil opnå de bedste resultater hvis man under sådanne drøftelser oprigtigt prøver at undgå at tilbagevise ægtefællens synspunkter. Lyt i stedet opmærksomt til ægtefællen og forsøg at forstå hvad der ligger bag hans eller hendes ord. — Ordsprogene 15:28; 18:13.
12 Nu og da opstår den slags drøftelser ganske af sig selv mens mand og hustru sammen studerer Bibelen. Selve denne baggrund for samtalen kan være en god hjælp, for den understreger at begge har et oprigtigt ønske om at følge Guds vejledning samt et ønske om at være ægtefællen til behag. Denne bibelske interesse i at behage ægtefællen stemmer overens med det apostelen Paulus skrev: „Lad . . . hver enkelt af jer [ægtemænd] elske sin hustru sådan som han elsker sig selv; men hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ — Efeserne 5:33; se også Første Korinterbrev 13:4-7.
Opdyrk tillid i ægteskabet
13. Hvordan er situationen i dag med hensyn til tillid mellem ægtefæller?
13 Det vil blive betydeligt lettere at løse eventuelle ægteskabelige problemer eller konflikter hvis begge ægtefæller opdyrker en egenskab der mangler i mange ægteskaber i verden — tillid. Den sørgelige tilstand der er almindelig i disse ægteskaber, svarer til den der for en tid rådede i Israel: „Tro ikke eders næste, stol ikke på en ven, vogt mundens døre for hende, du favner!“ (Mika 7:5; Jeremias 9:4, 5) Der herskede ingen tillid mellem mand og hustru. De var hver især bange for at selv private anliggender ukærligt ville blive spredt til andre eller misbrugt. Når der råder en sådan mistillid, er der næppe meget håb om at ægtefællerne vil samarbejde om at løse problemer og styrke de ægteskabelige bånd efter bryllupsdagen.
14. Hvorfor har tillid så stor betydning i ægteskabet, og hvordan viser Bibelen dette?
14 Angående betydningen af tillid har professor Ned L. Gaylinb skrevet: „Et velfungerende ægteskab der er tilfredsstillende og varigt, har to hjørnestene: kærlighed og tillid. . . . Uden tillid er ægteskabet i bedste fald en skrøbelig kontrakt af tvivlsom varighed.“ Læg mærke til hvordan Ordsprogene 31:11 beskriver en god hustru: „Hendes husbonds hjerte stoler på hende, på vinding skorter det ikke.“ Denne kvindes mand, der var ældste i byen, må have behandlet nogle menighedsanliggender som han ikke drøftede med sin kone. Dette var et udtryk for venlighed, eftersom hans kone således ikke blev bebyrdet med noget hun ikke burde have kendskab til. (Ordsprogene 31:23; 20:19) Men bortset fra det må de have haft et åbent og tillidsfuldt forhold til hinanden. Hver især stolede de på den andens kærlighed og havde tillid til at de kunne give udtryk for deres inderste følelser uden at blive nedvurderet og uden at sådanne private anliggender blev bragt videre til andre.
15. Hvad kan vi lære om tillid i ægteskabet af Jesu handlemåde over for sine disciple?
15 Der råder også tillid mellem Jesus og hans billedlige brud af salvede kristne. (Efeserne 5:22-32; 2 Korinter 11:2) Der var nogle ting han ikke fortalte apostlene, fordi de på det pågældende tidspunkt ikke var i stand til at bære dem. Jesus røbede heller ikke dagen og timen for Guds store dag; det havde Jehova end ikke åbenbaret for Sønnen. (Johannes 16:12; Mattæus 24:36) Men bortset fra nogle få ting som disse var Jesus åben over for disciplene. Han var ikke kendt for at være hemmelighedsfuld og mistænksom over for dem der skulle udgøre hans åndelige brud. Han talte beredvilligt og længe med dem, og fortalte dem endda noget som de først ville kunne forstå på et senere tidspunkt. — Johannes 13:7; Markus 8:17.
16. Hvordan kan tillid bidrage til et bedre ægteskab?
16 Hvis ægtefællerne opdyrker gensidig tillid vil det styrke ægteskabet. De vil da hver især have tillid til at de frit kan give udtryk for deres inderste følelser. Når de drøfter noget de ikke er helt enige om eller et område hvor den ene part måske kunne gøre nogle forbedringer, er det mindre sandsynligt at han eller hun vil reagere afvisende eller at det ender med at de begge vredt forsvarer deres egne synspunkter. I stedet vil hver af ægtefællerne vide sig elsket af den anden part og stole på at denne oprigtigt fremlægger et synspunkt eller et forslag der fortjener at blive omhyggeligt overvejet. — Ordsprogene 27:6.
17. Hvad er ønskværdigt med hensyn til et bryllup, uanset om det hører fortiden til eller ligger ude i fremtiden?
17 Denne tillid kan også forstærkes ved at man tænker tilbage på de ømme, romantiske følelser man nærede over for hinanden i forlovelsestiden og på bryllupsdagen. At genkalde sig disse varme minder kan hjælpe én til at beherske eventuel vrede eller irritation. Hvis man i øjeblikket er forlovet og lægger planer for sit bryllup, bør man altså opføre sig på en sådan måde at denne periode giver én glædelige, fredfyldte og positive minder som vækker ømhed og andre gode følelser selv længe efter bryllupsdagen. — Højsangen 3:11.
[Fodnoter]
a Udgivet af Vagttårnets selskab.
b Leder af undervisning i ægteskabs- og familieterapi på University of Maryland i USA.
Hvad har du lært?
■ Hvilke praktiske skridt kan bidrage til mere ordensprægede bryllupsfester?
■ Hvad er eftervirkningerne af mange overdådige bryllupper?
■ Hvilken indvirkning kan dette have på udsigterne til et lykkeligt ægteskab?
■ Hvordan kan dét at være kristen hjælpe en til at opnå et lykkeligt ægteskab?
■ Hvorfor har det så stor betydning at ægtefællerne har tillid til hinanden?