Hvem skal man sørge over og holde begravelse for?

DET er meget rigtigt blevet sagt: „Man kender intet menneskesamfund . . . der blot kaster de døde bort uden noget ritual eller nogen ceremoni. I absolut modsætning hertil er der ingen dyr som begraver døde medlemmer af deres egen art.“ „Mennesket er det eneste levende væsen der har en udviklet eksistens- og dødsbevidsthed.“a — Se Første Mosebog 23:3, 4.

Disse ord af den nulevende russiskfødte videnskabsmand Theodosius Dobzhansky kaster lys over en udtalelse som kong Salomon fremsatte for omkring tre tusind år siden: „Bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte.“ Eftersom vi mennesker er eksistens- og dødsbevidste, foranstalter vi som regel en ceremoni for en afdød ven, slægtning eller trosfælle. — Præd. 7:2.

Men betyder Salomons udtalelse om at det er bedre at gå til et sørgehus, at det vil være rigtigt og passende af en kristen at gå til ethvert hus hvor der sørges og udtrykke sin medfølelse med de efterladte? Vil det være passende at sørge over mennesker af enhver slags? Hvad viser Guds ord Bibelen?

Bibelen giver mange eksempler på at der blev holdt klage over de afdøde. Det var passende af Jakob og Esau at sørge da deres fader, Isak, døde. Jakob sørgede da han troede at hans elskede søn Josef var blevet dræbt af et vildt dyr. Da patriarken Jakob selv døde var der stor sorg, ikke kun blandt hans egne familiemedlemmer, men også blandt ægypterne. Israelitterne sørgede dybt over deres anfører Moses’ død. Selv om kong Josias blev dræbt i en kamp som han uklogt havde indladt sig i, sørgede Jeremias og hele Juda over denne gode konges død. Flere hundrede år senere taler Bibelen om at der var nogle der græd og sørgede da Lazarus, Jesus Kristus, Stefanus og andre døde. — 1 Mos. 27:41; 37:34, 35; 50:1-14; 5 Mos. 34:8; 2 Krøn. 35:24, 25; Luk. 24:15-24; Joh. 11:17-44; Apg. 8:2; 9:36-42.

Der er imidlertid én ting vi bør lægge mærke til i forbindelse med disse bibelske eksempler på at nogle har sørget over en afdød. Alle de afdøde der blev holdt klage over, var nogle der havde frygtet Jehova Gud, og de var enten slægtninge til eller højt agtede af de overlevende. Men der findes også eksempler på at man ikke sørgede når nogle døde. For eksempel er der ikke den ringeste hentydning til at Noa og hans familie begræd den onde og lovløse slægt der gik til grunde i Vandfloden. Der er heller intet som viser at Lot sørgede over ødelæggelsen af de onde og fordærvede mennesker i Sodoma og Gomorra. Da Farao og hans hær druknede i Det røde Hav, var der ingen sorg at spore hos Moses og hans folk; tværtimod sang de en jublende sejrssang. — 2 Mos. 15:1-21; se også Jeremias 22:18, 19.

Hvorfor sørgede Guds tjenere ikke i disse tilfælde, og hvorfor var det på sin plads at de ikke begræd dem der var døde? Fordi disse døde var blevet udslettet af Jehova Gud. Hvis man havde sørget over dem, ville det have været det samme som at kritisere fuldbyrdelsen af Jehovas retfærdige domme. Af samme grund fik Jeremias besked på ikke at ynke det frafaldne Israels folk på grund af den ulykke der skulle komme over det. Og i Åbenbaringens bog læser vi at selv om nogle af Babylon den Stores politiske og kommercielle elskere vil græde over hende, vil de himmelske hærskarer glæde sig over hendes ødelæggelse. — Jer. 15:4-7; Åb. 18:9-20.

Det var derfor helt på sin plads og med rette at Davids hærfører Joab irettesatte kong David da han sørgede dybt over sin ambitiøse, svigefulde og umoralske søn Absaloms død. (2 Sam. 19:1-8) Men da David på den anden side sørgede over den troløse kong Saul, blev han ikke irettesat. (2 Sam. 1:17-27) Hvorfor ikke? Kong Saul var Jehovas salvede. David sørgede derfor i loyalitet mod det salvede embede Saul beklædte. (Se Vagttaarnet, 1. december 1938, side 361.) Desuden ønskede David ikke at nogen skulle mistænke ham for at glæde sig over sin fjendes død. — Ordsp. 24:17.

Alt dette er skrevet til belæring og trøst for os i denne endens tid for den onde tingenes ordning. (Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11) I den nærmeste fremtid vil vor generation opleve den forudsagte „store trængsel“, der vil gøre ende på den nuværende onde ordning. (Matt. 24:21) Til den tid vil ingen af Jehovas trofaste tjenere, som vil være de eneste overlevende, sørge over ødelæggelsen af de onde. Tværtimod vil de glæde sig, ligesom Moses og hans folk glædede sig over at Farao og hans hær blev udslettet.

Hvem skal man sørge over i vor tid?

Men hvad med vor tid? Hvordan reagerer vi når vi hører om ulykker, store tab af menneskeliv på grund af frygtelige katastrofer, jordskælv, orkaner og flodbølger? Uden tvivl føler vi med ofrene og i særdeleshed med de sørgende efterladte, også selv om de afdøde måske ikke har elsket retfærdighed. Når alt kommer til alt er de ikke blevet udslettet af Jehova Gud fordi de var onde. Når en slægtning, en bekendt eller en forretningsforbindelse dør, vil en kristen derfor normalt vise venlighed og give udtryk for oprigtig medfølelse med de efterladte familiemedlemmer.

Når en trofast salvet kristen dør, sørger vi over vedkommende, også selv om vi med sikkerhed tror at han eller hun har modtaget sin himmelske arv. Vi kommer trods alt til at savne den pågældende. Men vi er ikke utrøstelige i vores sorg, sådan som de der ikke har noget håb. (1 Tess. 4:13-15) Vi sørger også når de der har et jordisk håb dør, selv om der er grund til at forvente, at disse får en tidlig opstandelse. Som Jesus sagde, vil „alle de der er i mindegravene“ komme frem i en opstandelse. — Joh. 5:28, 29; se også Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 20:13.

Hvorfor holdes der en begravelseshøjtidelighed?

Nogle har ment at formålet med begravelsen er at holde en lovtale over den afdøde, at prise den dødes egenskaber og derved vise ham det man kalder „den sidste ære“. Men er dette korrekt? Husk at Jehova Gud tillod Israels nation at græde over Nadab og Abihu, de to af Arons sønner der omkom fordi de frembar fremmed ild — skønt deres nærmeste familie ikke fik lov til at begræde dem. — 3 Mos. 10:1-7.

Man kan heller ikke sige at en begravelsesceremoni er en slags sakramente der giver den døde visse fortrin. Ganske vist ville de fleste af kristenhedens medlemmer være forfærdede over udsigten til at blive begravet uden nogen kirkelig handling. Den romersk-katolske kirke har således flere forskellige messer til brug ved begravelser. Disse messer kan blandt andet indeholde velsignelser for den døde, og det hævdes at de hjælper sjælen gennem skærsilden. Men ingen af den slags ceremonier finder støtte i Bibelen, for Guds ord siger klart at de døde er uden bevidsthed og at de forbliver i denne tilstand indtil opstandelsen. — Præd. 9:5, 10.

Hvorfor holdes der da en højtidelighed når et menneske dør? Det er der flere gode grunde til. Først og fremmest er det for at trøste de efterladte. De kristne tilskyndes til at trøste alle som sørger, også dem blandt deres egne medtroende der sørger. (Es 61:1, 2; 2 Kor. 1:3-5) Som regel forvolder et dødsfald sorg. Det er meget trøstende at høre et foredrag om Jehovas enestående egenskaber, især den store kærlighed han har vist ved at give sin søn som en genløsning så menneskeheden har håb om evigt liv. Ud over at de tilstedeværende måske ønsker personligt at give udtryk for deres medfølelse, trøster de også de efterladte ved deres blotte tilstedeværelse.

En højtidelighed tjener også det formål at der aflægges et vidnesbyrd om Bibelens sandheder. Som regel er der nogle ikke-troende naboer, bekendte, slægtninge eller forretningsforbindelser til stede ved begravelsen. Alle disse har mulighed for at høste gavn af en højtidelighed hvor der holdes et foredrag om det bibelske syn på de dødes tilstand, hvorfor mennesker dør og opstandelseshåbet. På grund af det gavnlige formål en sådan højtidelighed tjener, kan det være at en kristen ordets tjener føler at han godt kan forrette begravelsen af en trosfælles ikke-troende slægtning — eller måske endda af en som i en tilstand af den dybeste fortvivlelse eller i sindsforvirring har taget sit eget liv. Og menighedens medlemmer kan trøste de troende efterladte ved at overvære begravelsen.

Endnu et godt formål som en begravelseshøjtid kan tjene, er den som Salomon henleder vor opmærksomhed på. Vi husker at han sagde: „Bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte.“ (Præd. 7:2) Et dødsfald giver os grund til at tænke over hvor hurtigt livet kan få ende. Det bør også få os til at værdsætte den velsignelse livet er. I døden er der ingen bevidsthed, ingen følelser, ingen kommunikation, ingen glæde, ingen virksomhed.

Hos nogle folkeslag var en begravelse før i tiden en yderst sørgelig begivenhed der skulle symbolisere nederlag. Den blev derfor holdt om natten. Selv om kristne ikke sørger som de der ikke har noget håb, vil det dog være upassende at være overstadig eller munter ved begravelseshøjtideligheden eller i det værelse hvor den afdøde ligger derhjemme, i kapellet eller i rigssalen, som om man var til fest eller på skovtur. Hver ting har sin tid, og når en er død er det ikke tiden til støjende latter. — Præd. 3:1, 4.

Når der holdes en begravelseshøjtid over en afdød trofast tjener for Jehova Gud, kan man udmærket benytte lejligheden til at omtale vedkommendes trofaste og loyale livsløb trods alle slags forhindringer. (2 Sam. 1:26) Markus Antonius sagde meget rigtigt i sin berømte begravelsestale: „Jeg kommer for at begrave Cæsar, ikke for at prise ham.“ Vort formål er da heller ikke at lovprise eller forherlige mennesker, men at betragte deres eksempel som værd at efterligne. Som apostelen Paulus sagde: ’Bliv ikke sløve, men efterlign dem som gennem tro og tålmodighed arver løfterne.’ — Hebr. 6:12.

Kan man holde begravelsestale over en udstødt?

Men hvad nu hvis den afdøde er en som er udstødt af den kristne menighed af en eller anden grund? I „Spørgsmål fra læserne“ blev der for nogle år siden (Vagttårnet 1962, side 70) givet udtryk for at det var urigtigt at forrette begravelsen af en der var udstødt. Der blev givet følgende begrundelse: „Vi ønsker ikke at give udenforstående det indtryk at en udstødt, da han levede, var godkendt i menigheden, når han i virkeligheden ikke var det men havde måttet udstødes.“ Er der ingen undtagelser hvor man godt kan holde en begravelseshøjtidelighed for en udstødt?

Før vi besvarer dette spørgsmål bør vi kort betragte spørgsmålet om udstødelse. At det har en bibelsk baggrund ser vi af Første Korinterbrev, kapitel 5, hvor apostelen Paulus opfordrer menigheden til at udstøde en umoralsk mand. Det var imidlertid først i 1952 at Jehovas folk i vor tid i overensstemmelse med dette eksempel begyndte at udstøde nogen, hvilket efterhånden var blevet mere og mere påkrævet. Med stærk nidkærhed for retfærdighed og had til det onde, opstillede man nogle retningslinjer så de der førte an kunne holde menighederne rene i åndelig og moralsk henseende og med hensyn til lærespørgsmål.

Gennem årene er Jehovas folk kommet til at se klarere på spørgsmålet om udstødelse. Man har fået forståelse af flere detaljer, og har desuden i højere grad indset at visdom, kærlighed og retfærdighed også spiller en rolle. Man har set at det er nødvendigt at vise barmhjertighed over for oprigtigt angrende syndere, og at tage hensyn til formildende omstændigheder og tegn på ægte bedrøvelse. I de seneste år har man også understreget at der er forskel på hvordan kristne bør optræde over for en forhærdet synder eller en frafalden der aktivt modstår sandheden, og over for en der betragtes som „en fra nationerne“ — en som man kan vise almindelig venlighed ved at hilse på vedkommende. — Matt. 18:17; 2 Joh. 9, 10.

Det lader til at man kan sondre på samme måde når det drejer sig om at holde begravelsestalen over en som er udstødt. En kristen menighed vil naturligvis ikke besmitte sit gode navn ved at sætte det i forbindelse med nogen som svarer til beskrivelsen i Andet Johannesbrev 9, 10, selv ikke når vedkommende er død. Men lad os sige at en afdød udstødt havde røbet visse tegn på oprigtig anger og var kommet til møderne og havde vist et ønske om at blive genoptaget i menigheden. Hvis de ældste føler at det ikke vil forstyrre freden og enheden i menigheden og heller ikke vil bringe vanære over Guds folk, vil der i dette tilfælde ikke kunne indvendes noget imod at en ældste holder en tale ved begravelsen. Hvordan kan de vide om Jehova, ikke allerede har tilgivet den udstødte, eftersom denne har vist tegn på anger? De ældste har måske med rette ventet, idet de har ønsket at være sikre på at angeren eller sindsændringen var oprigtig. Da forholdene varierer fra tilfælde til tilfælde, må hver sag naturligvis bedømmes særskilt. Hvis man vælger at holde begravelsestalen bør man selvfølgelig ikke dvæle ved personlige anliggender og heller ikke udtale sig positivt om hvorvidt vedkommende vil få en opstandelse. Men med en god bibelsk fremholdelse vil der afgjort blive aflagt et vidnesbyrd.

Vi bør heller ikke overse to af de vigtigste grunde til at udstøde en overtræder. Den ene er at bringe ham til fornuft hvis det er muligt. Den anden er at beskytte menigheden mod hans dårlige indflydelse. Ingen af disse grunde er aktuelle nu, eftersom den udstødte er død. Selv i de tilfælde hvor en udstødt til sin død blot har været at betragte som „en fra nationerne“, kan en bibelsk tale ved begravelsen tjene flere gode formål, som vi før har nævnt: Den kan trøste de efterladte, og den kan tjene som et vidnesbyrd for udenforstående. Alene det at der bliver aflagt et godt vidnesbyrd kan være til trøst og opmuntring for de efterladte, uanset hvordan omstændighederne så ellers er.

Menneskene er de eneste af alle jordens skabninger der er skabt i Guds billede. Det er grunden til at vi har evne til at forstå hvad døden er. Det er også grunden til at vi har evne til at sørge når andre mister livet, og grunden til at vi ønsker at trøste de efterladte. Er vor himmelske Fader ikke „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“? Jo, absolut! Hvad sorg og begravelse angår, vil vi derfor, ligesom på alle andre af livets områder, lade vore følelser og handlinger lede af hans vise, retfærdige og kærlige principper. — 2 Kor. 1:3, 4; 1 Kor. 16:14.

[Fodnote]