Humoristisk sans — en gave fra Gud
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SYDAFRIKA
SAM var igen kommet for sent på arbejde. Og det var ikke ret længe siden chefen havde givet ham en sidste advarsel om at det ikke måtte gentage sig, så Sam var ikke spor glad for situationen. Chefen stod sikkert allerede nu og forberedte sig på en afskedssalut.
Det gjorde han faktisk! Så snart Sam havde sneget sig ind på kontoret, 35 minutter over tiden, styrede chefen hen imod ham med et udtryk som en tordensky i ansigtet.
Tankerne for gennem Sams hoved. Så lyste han op i et smil, rakte hånden frem og sagde: ’Goddag, jeg er glad for at træffe Dem. Mit navn er Sam Maynard, og jeg vil gerne ansøge om den stilling der sikkert blev ledig for 35 minutter siden. Hvis jeg er den første ansøger, kan jeg måske gøre mig håb om at få jobbet?’ Der lød et brøl af latter fra de øvrige på kontoret. Selv chefen kunne ikke holde et smil tilbage. Han vendte sig om og gik tilbage til sit kontor. Sam havde reddet dagen med sin sans for humor.
Der er ingen tvivl om at humoristisk sans ofte kan lette en spændt situation. Humor hjælper én til bedre at klare livets modgang og fortrædeligheder. En god latter kan virkelig være „sund“, fordi den hjælper én til at slappe af og derfor gavner helbredet. I sin bog Laughter and Health fortæller dr. James J. Walsh at de op- og nedadgående bevægelser underlivet foretager når man ler, virker på de indre organer på samme måde som god motion. En latter er derfor gavnlig for hjertet, leveren og tarmene; den fremmer fordøjelsen og udskillelsen af affaldsstoffer.
Hvad er humor?
Humor er blevet defineret som evnen til at se det komiske i en situation. Det kan også siges at være den egenskab der appellerer til sansen for det absurde.
Når noget sker på et tidspunkt eller sted hvor det var aldeles uventet, opfatter vi det som humoristisk. Hvis man for eksempel så en nydelig engelsk gentleman, korrekt påklædt og udstyret med hat, paraply og avis, soppe i vandkanten ved stranden, ville det nok virke malplaceret og få mange til at smile. Og hvis en kat eller en hund gjorde sin entré i et klasseværelse, ville det sikkert vække latter, netop fordi man som regel ikke har levende dyr med i et klasseværelse.
Denne situationshumor er nært forbundet med det uventede. Hvis en mand tager hatten af for en dame og en hvid due basker ud af hatten, vil forbipasserende le ad det, fordi det er uventet. Fra Nigeria berettes det at afrikanerne hengiver sig til spontan latter når der sker noget uventet. Hvis en mand glider i en bananskræl ler de ganske uhæmmet. Men de skynder sig også hen for at hjælpe ham med megen sympati og omsorg.
Som oftest er humor dog noget der udtrykkes i ord. Derfor optræder dette begreb i utallige skikkelser, afhængigt af nationalitet, sæd og skik, miljø og andre faktorer. Morsomheder kan være åndrige eller forme sig som lette antydninger, eller de kan falde som et kølleslag; de kan være stilfærdige eller larmende, blide eller hårde, og til tider ligefrem skarpe eller bidende.
Desuden er det forskelligt fra land til land hvad man finder morsomt. Der var en hvid missionær som holdt et foredrag for en afrikansk forsamling og tillod sig at indføje en bemærkning der efter hans egen mening var meget humoristisk. Dyb stilhed. Senere i foredraget skulle missionæren omtale en abe. Hans tolk gjorde sig ingen ulejlighed med at oversætte ordet, men løftede blot sin ene arm og kløede sig i armhulen. Og forsamlingen jublede!
Men hvordan er humoren egentlig opstået?
Har Gud humoristisk sans?
Bibelen fortæller os at Skaberen er ’en lykkelig Gud’ og at han har skabt mennesket i sit billede. (1 Tim. 1:11; 1 Mos. 1:26) Evnen til at være glad, til at more sig, og til at se det komiske i en situation, ligger så dybt i mennesker af alle racer at den ganske logisk må tilskrives Skaberen.
Hos mange dyr kan man iagttage sjove lege og kunststykker. Hvem kan holde smilet tilbage når en killing leger med et garnnøgle? Hvem kan lade være med at le ad hundehvalpene der leger med hinanden, aberne med alle deres spilopper, eller papegøjerne og de komiske ting de kan lære at sige? Ja, vi kan more os højligt over mange af de dyr Jehova har skabt. Humoristisk sans kan ikke være andet end en gave fra Gud.
De forskellige former for „mundtlig“ humor er ganske vist ikke begrænset til bestemte lande eller folkeslag, men mange nationaliteter er trods alt kendt for at foretrække bestemte former for humor. Amerikanerne siges at være glade for overdrivelser der anvendes for at give eftertryk eller for den komiske virknings skyld. Under en kraftig regnbyge kan man høre dem sige: „Det regner med katte og hunde.“ Andre amerikanske overdrivelser kunne lige så godt have været hentet fra Danmark: „Jeg var ved at dø af grin.“ Eller: „Jeg har prøvet tusind gange.“ Tilhøreren vil som regel forstå at der her er tale om en „mild“ overdrivelse.
Briterne er kendt for deres tørre humor, den form for humor man udtrykker som om det var noget ganske dagligdags, og uden at fortrække en mine. Desuden holder briterne meget af underdrivelser. Herom siger George Mikes i bogen Humour in Memoriam: „Underdrivelsen er ikke bare en type vittigheder; i England er den en hel livsform. Der er selvfølgelig også andre der anvender underdrivelser — englænderne har ikke monopol på dem. På en vittighedstegning i bladet New Yorker ser man to artister udføre et livsfarligt trapeznummer syvogtyve meter oppe i luften. Den ene skal gribe den anden, men forfejler grebet, og siger bare: ’Hov, undskyld!’ En kraftig underdrivelse — og en amerikansk underdrivelse. I andre lande falder underdrivelsen blot som en tilfældigt henkastet bemærkning; i England udgår den naturligt fra nationalkarakteren; den ligger i luften. Og i de fleste tilfælde er den slet ikke tænkt som en vittighed.“
Som eksempel på en underdrivelse fortæller George Mikes følgende historie: Han var engang om bord på en damper på vej over Den engelske Kanal. „Der rasede et voldsomt uvejr, og kun jeg og en anden stod oppe på dækket. Orkanen var forfærdelig, bølgerne så høje som bjerge. Uden at sige et ord stod vi og klamrede os fast i et stykke tid. Pludselig kom et mægtigt vindstød og blæste den anden over bord. Langt nede under mig så jeg en enkelt gang hans hoved dukke op over havoverfladen. Han betragtede mig roligt og bemærkede tørt: ’Det blæser lidt i dag, synes De ikke?’“
Den irske humor har sin egen charme. Stephen Leacock giver et eksempel i sin bog Humour: „Der er udstedt en bekendtgørelse om at man på jernbanetog ’ikke skal spænde den sidste vogn på, da den altid er udsat for ubehagelig rysten og slingren’.“ Et andet eksempel: „Du skal ikke gå ned ad stigen, Pat, for jeg har taget den væk.“
Samme skribent giver følgende eksempel på skotsk humor, der efter sigende kan være lidt barsk: „En skottes kone blev syg og døde — tilsyneladende. Den skindøde kone skulle så begraves. Ved porten til kirkegården kom bærerne til at støde kisten imod en portstolpe, og stødet var nok til at vække konen til live. Hun kom ud af kisten og levede videre i mange år. Så blev hun syg igen, og denne gang døde hun virkelig. Kisten skulle bæres til kirkegården, og da man nærmede sig porten råbte den efterladte ægtemand til bærerne: ’Pas på, pas på, I må endelig ikke støde hende imod.’“
Spansk humor er ofte et eksempel på selvudlevering. På en tegning i avisen El Triunfo ser man to mænd tale sammen. Den ene siger: „Kulturen er rigtig kommet på mode. Vi har et undervisningsministerium . . . et kulturministerium . . . og præsidenten har en kulturrådgiver.“ Hvortil den anden svarer: „Storartet! Så mangler vi ikke andet end skoler.“ Ja, at kunne le ad sine egne mangler er et vigtigt element i humor.
Tyskerne holder meget af god mad, men sætter også pris på vittigheder om dette. En af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd ville med de faste, bogstavelige måltider illustrere at vi også regelmæssigt må have åndelig føde. „Mange af os spiser tre gange om dagen,“ sagde hen. „Der er selvfølgelig også nogle der kun spiser én gang om dagen — hele dagen.“ Tyske forsamlinger lo altid begejstret ad denne vittighed. Men da han ved en kongres brugte den samme illustration over for en helt anden folkegruppe, faldt den totalt til jorden.
Nigerianerne elsker lange ord, især på pidgin-engelsk. Et foredrag der er krydret med dejlige, lange ord vil med garanti få en begejstret modtagelse. Blandt yorubaerne kan ordenes længde ligefrem være afgørende for en diskussion; den der kan overgå sin modstander i brugen af lange ord, har vundet diskussionen.
Humor og falsk religion
Med humor kan man meget let vise hvor megen tåbelighed der er ved falsk religion, hvor hyklerisk og skinhellig den er. Bibelen anvender selv denne form for humor visse steder. For eksempel beskriver profeten Esajas hvordan en skovhugger finder sig et træ, hugger det om, bruger noget af det som brænde til et bål, hvor han steger sit kød og varmer sig, „og af resten laver han en gud, et billede; han knæler for det, kaster sig ned og beder til det og siger: ’Frels mig, thi du er min gud!’“ — Es. 44:14-17; se også Jeremias 10:2-5.
I Mexico undgår religionen heller ikke levende sans for humor. De har en historie der minder meget om illustrationen fra Esajas’ bog. Hvis man nægter at lade sig imponere af en der er avanceret fra meget beskedne kår, kan man sige: „Hvordan kan jeg tilbede ham som Kristus, når jeg har kendt ham som et guavatræ?“ Historien bag dette er at en præst engang bad en rig mand om noget træ til fremstilling af en Kristusfigur. Præsten fik et stykke guavatræ, og figuren blev fremstillet. Men under messen i kirken lagde præsten mærke til at den rige mand stod og smilede ad figuren. Da messen var forbi bebrejdede præsten ham det; sådan skulle man ikke opføre sig i kirken. Men han fik svaret: „Hvordan kan jeg tilbede ham som Kristus, når jeg har kendt ham som et guavatræ?“
Misbrug ikke Guds gave
I mange dele af verden er det almindeligt at sige vittigheder om det seksuelle. Guds ord fordømmer imidlertid „sjofel skæmten“, så de der ønsker at leve efter Bibelens høje normer, bruger ikke den slags. (Ef. 5:4) En sådan tale er en form for mentalt snavs som slet ikke hører hjemme i et kristent samfund.
Morsomheder og sjove historier kan være til megen glæde og fornøjelse, når blot de er rene og sunde og fortælles på rette tid og sted. Vi har jo alle behov for at slappe af ind imellem. Men ofte bliver dette stærkt overdrevet. Nogle har et næsten uendeligt repertoire af vittigheder som de bruger megen tid på at fortælle andre. Også dette advarer Bibelen imod. Den vise kong Salomon sagde ganske vist i Prædikeren 3:4 at der er „tid til at græde og tid til at le“, men i kapitel to, vers to, skriver han: „Om latteren sagde jeg: ’Dårskab!’“ Hvad mente han med det? Jo, Salomon kaldte latteren for „dårskab“ fordi tankeløs latter kan skubbe den sunde dømmekraft i baggrunden. Den kan få nogle til at tage let på alvorlige ting, og dermed støde eller irritere andre. Den humoristiske sans er altså en gave der, som så mange andre gode gaver fra Jehova, kan misbruges.
Om en tåbelig latter hedder det i Prædikeren 7:6: „Som tjørnekvistes knitren under gryden er tåbers latter.“ Tjørnekviste er ikke gode at fyre op med; de blusser op i en fart under højlydt sprutten og knasen, men ilden dør ud, og gryden kommer ikke i kog. Sådan er det også med tåbens ubetænksomme latter og fnisen. Hans bralrende og malplacerede forsøg på at være morsom tjener intet formål, men er snarere irriterende eller skadelige for andre.
Når vi tænker over hvor mange forskelligartede udtryk for humor der findes, må vi konkludere at den er en herlig gave fra vor gavmilde Fader i himmelen. Men den må bruges med skønsomhed og dømmekraft. Bliver den det, kan den give vort daglige liv glød og kulør.