Interesserer Gud sig virkelig for os?

Har Gud opgivet jorden? Interesserer han sig for hvad mennesker siger eller gør? Bekymrer han sig om jordens anliggender og dens skæbne? Mange i vor tid siger, at han i virkeligheden er ligeglad, at han ikke ser det onde, og at han ikke vil gøre noget for at standse det. Er Bibelen i overensstemmelse med dette synspunkt? Passer det med kendsgerningerne? Er Gud ikke længer interesseret i mennesket? Eller er det mennesket, der ikke længer er interesseret i Gud?

LAD OS tænke os en mand, der ejer udstrakte godser. Een af sine kæreste ejendomme overdrager han til sine børns omsorg, således at den tilhører dem og deres børn efter dem. Det er et udstrakt, naturskønt land, der frembringer alt, hvad dets beboere kunne ønske sig. Faderen giver børnene vejledning angående pasningen af landet og dyrelivet i det. De mangler intet, og de får al den vejledning, de behøver. Fejltrin bliver tilgivet, og de får barmhjertigt at vide, hvordan de skal rettes. Faderen sender sine repræsentanter til at vejlede og føre dem og breve, der belærer og korrigerer dem. Men børnene gør oprør, og deres efterkommere vender sig til det onde. De ødelægger landets skønhed, udpiner jorden, driver rovdrift på dets naturlige rigdomme, dræber dets vildtlevende dyr og fører krig mod hinanden. De ignorerer deres fader, lader hans vejledninger uænsede, nægter at læse eller rette sig efter hans breve og forfølger og dræber hans repræsentanter. På grund af alt dette skaber de forøgede vanskeligheder for sig selv, men de forhærder sig i deres onde handlemåde og søger sig endog en anden overherre. Fordi de er utaknemmelige, utro og ukærlige, forøges deres nød og elendighed, og bitterheden slår dybe rødder i deres sind. Og skønt de nægter at forbedre sig og i lydighed vende tilbage til deres faders omsorg, kommer de med højlydte påstande om, at han i virkeligheden ikke er interesseret i dem, at han har opgivet og forstødt dem. Er deres beskyldninger ikke latterlige? Vender de ikke tingene på hovedet? Er det ikke sådan, at det ikke er deres fader, der har forstødt dem, men derimod dem, der har forstødt ham? Er det ikke dem og ikke deres fader, der viser ligegyldighed?

Sådan forholder det sig med Jehova Gud og menneskene på jorden. Gud skabte universet. Hans besiddelser er store, ja uendelige. Jorden og alt, hvad der er på den, tilhører ham. Han skabte den for mennesket, satte ham på den og belærte ham om, hvordan han skulle opfylde den, opdyrke den, passe den og drage omsorg for den og dyrelivet på den. Han vejledte mennesket, og når det begik fejl, rettede han det. Han sendte præster og profeter som sine repræsentanter, men de blev forfulgt og dræbt. Hans egen søn blev skændigt myrdet. Hans breve blev samlet i en bog, kaldet Bibelen. Den findes i millioner af hjem, men den læses kun meget lidt og adlydes endnu mindre. Mennesker i almindelighed har forladt Jehova, hans ord og veje og vendt sig til denne verden under Satan, „denne verdens gud“. „Hele verden er i den Ondes vold.“ Med munden siger de måske, at de tjener Jehova, men deres handlinger siger, at de tjener Satan: „Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder?“ De onde, verdslige mennesker viser, at de tjener Satan ved den måde, hvorpå de udnytter jorden, rydder dens skove, udpiner jorden, plyndrer den for kostbare metaller blot for at misbruge dem, ved deres tøjlesløse slagteri på dyrene og deres blodige krige mod hinanden. De bærer Satans frugt. Enhver hviskende forsikring om det modsatte overdøves ganske af deres gerningers vældige råb. — 2 Kor. 4:4; 1 Joh. 5:19; Rom. 6:16.

Men skønt det er uimodsigeligt, at denne verdens mennesker har forladt Gud, er der nogle der i bitterhed råber op om, at Gud har svigtet menneskene, at han i virkeligheden er ligeglad med jorden og menneskene på den. Alle, der mener, at Jehova ignorerer jorden, beviser blot dermed, at de ignorerer hans ord. Gud er ikke blind for menneskenes gode og onde sider, selv om mange mennesker har lukket deres øjne for Guds løfte om belønning og trusel om gengældelse. „HERRENS øjne skuer omkring på hele jorden, og han viser sig stærk til at hjælpe dem, hvis hjerte er helt med ham.“ „Mine øjne er rettet på alle deres veje; de er ikke skjult for mig, og deres brøde er ikke dulgt for mine øjne. Og først giver jeg dem tvefold gengæld for deres brøde og synd.“ „Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.“ De mennesker, der i vor tid mener, at Gud er ligeglad, er ikke de første, der har gjort sig skyldige i denne fejltagelse. — 2 Krøn. 16:9; Jer. 16:17, 18; Hebr. 4:13.

Eksempler, der viser, at Gud interesserer sig for os

Forud for Vandfloden i Noas dage så Jehova, at „menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang“. Brød Jehova sig om det? Ja, så meget at han „angrede . . ., at han havde gjort menneskene på jorden, og det skar ham i hjertet“. Han tog sig det så nær, at han besluttede at skride til handling: „Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade.“ Men han angrede ikke, at han havde skabt lydige mennesker som Noa og hans husstand. Han interesserede sig så meget for dem, at han gav dem anvisning på hvordan de kunne overleve Vandfloden, og fordi de fulgte hans anvisninger, blev de bevaret. Alle med undtagelse af Noas husstand gav sig kun af med selviske sysler og hengav sig til kødelig lidenskab uden at ænse Jehovas vilje og advarsel. De fleste i vor tid har i hele deres stræben kun tanke for sig selv, og de bryder sig ikke om, hvad der behager Jehova, og hvad hans hensigt går ud på. Noas dage var et forbillede på vor tid, som Jesus sagde: „Ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme [nærværelse, NW].“ — 1 Mos. 6:5-8; Matt. 24:37-39.

Byerne Sodoma og Gomorra var blevet onde og fordærvede i bund og grund; der boede ikke engang ti retfærdige i dem. Men Lot følte sig ilde berørt af deres løsagtige opførsel, og han „pintes . . . dag ud og dag ind i sin retfærdige sjæl ved de lovløse gerninger, han så og hørte“. Lot var ikke ligeglad. Det var Jehova heller ikke, for han sendte sine engle, for at de skulle ødelægge disse byer; disse engle sagde: „Skriget over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os for at ødelægge dem.“ Men de frafaldne indbyggere i almindelighed var ligeglade. Da Lot advarede disse spottere, troede de, „at han drev spøg med dem“. Men ødelæggelsen ved ild, som fulgte efter, var ingen spøg for disse byer dengang, og den er det heller ikke nu, for disse byer „er sat til et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild“. Og Jesus sagde, at ligesom de overhovedet ikke gav agt på advarselen, før ild og svovl regnede ned over dem, „på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares“. — 2 Pet. 2:8; 1 Mos. 19:13, 14; Jud. 7; Luk. 17:30.

I den tid dommerne regerede Israel, skete det engang, at den trofaste Gideon troede, at Jehova havde svigtet dem, fordi de kom ud for store vanskeligheder fra deres omboende fjenders side, og Gideon sagde: „Nu har HERREN forstødt os og givet os i Midjans hånd!“ Men det var ikke tilfældet, for Gideon blev selv brugt til at udfri Israel fra midjanitterne. — Dom. 6:13.

På Salomos tid var der nogle, der mente, at undertrykkelse og uretfærdighed ikke blev bemærket, men Salomo lærte dem, at højere magter holdt øje med de menneskelige myndigheders ondskab: „Når du ser den fattige undertrykt og lov og ret krænket på din egn, så undre dig ikke over den ting; thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge.“ Fordi straffen synes at lade vente på sig, mener mange, at den aldrig vil komme, og de følger en ond handlemåde, overbeviste om at Gud er ligeglad: „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde, eftersom synderen gør det onde fra første færd og dog lever længe; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter for hans åsyn, og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres levetid ikke skal længes som skyggen, fordi de ikke frygter for Guds åsyn.“ Synderen kan tilsyneladende have fremgang, mens den retfærdige lider, men den ondes liv vil ikke blive forlænget, så han lever evigt i Jehovas nye verden. Hvad der nu sker de retfærdige, kunne med større ret ramme de onde, mens det, der sker de onde, mere passende kunne hænde de retfærdige: „Der findes retfærdige, hvem det går, som om de havde gjort de gudløses gerninger, og gudløse, hvem det går, som om de havde gjort de retfærdiges gerninger.“ Denne forvrængede tingenes tilstand er kun midlertidig. Jehova vil fuldstændig vende om på den i sin nye verden, for han er ikke ligeglad. — Præd. 5:7; 8:11-14.

I en for Juda meget vanskelig tid sagde Guds fjender ved sig selv, som det skildres i Bibelen: „Gud glemmer, han skjuler sit åsyn; han ser det aldrig.“ Senere, da mange fra Juda allerede var blevet ført i fangenskab i Babylon, mente de, der endnu var i Jerusalem, at Jehova ikke ville se deres afgudsdyrkelse, at han havde svigtet landet og var ligeglad med dem: „Da sagde han til mig: Ser du, menneskesøn, hvad Israels hus’ ældste øver i mørket hver i sine billedkamre? Thi de siger: HERREN ser intet, HERREN har forladt landet!“ „Han svarede: Israels og Judas hus’ brøde er såre, såre stor, thi landet er fuldt af blodskyld og byen af retsbrud; thi de siger, at HERREN har forladt byen, og at HERREN intet ser.“ Men Jehova så dem, og han bragte gengældelse over de onde ved at overgive dem til sværd, hungersnød, pest og fangenskab. — Sl. 10:11; Ez. 8:12; 9:9.

Gud vil snart vise, at han ikke er ligeglad

Jehovas erklærede hensigt er, at jorden skal stå til evig tid, altid være beboet og altid være et fredfyldt sted. Denne hensigt kan ikke rokkes hverken af mennesker eller djævle: „Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ Hvordan? Ved hjælp af den nye, retfærdige verden, han har lovet at oprette. Verden på Noas tid blev ond og gik til grunde i Vandfloden. Nutidens onde verden er dømt til ødelæggelse ved ild i Harmagedon. Da vil vor tålmodighed blive belønnet: „Efter hans forjættelse venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.“ Det er om denne nye verden, at Bibelen siger: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ Ligesom Noa overlevede den antediluvianske verdens ende, vil mennesker i vor tid, der udøver tro, overleve denne pro-harmagedonske verdens død. Hvorfor varer det så længe, før det gamle forsvinder og det nye bliver fuldstændig indført? Det er ikke, fordi Gud er ligeglad, men fordi han er interesseret i os: „Herren [Jehova, NW] nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.“ Han tillader, at der bliver tid til at lade en advarsel lyde, ligesom han gjorde i fortiden, således at de gode, der vil blive bevaret, kan skille sig ud fra de onde, der skal udslettes.

Men den barmhjertighed og langmodighed misfortolkes af spottere, der som forudsagt fremstår i disse sidste dage: „I de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.“ Med fuldt overlæg ignorerer de kendsgerningerne „efter deres eget ønske“ (NW). Et andet sted forudsiges det, at „i de sidste dage“ kommer „onde mennesker og bedragere . . . længere og længere ud i det onde; de fører vild og farer vild“. Men deres fremgang giver ingen grund til ængstelse for Jehovas vidner: „Græm dig ikke over ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør uret! Thi hastigt svides de af som græsset, visner som det friske grønne. Stol på HERREN og gør det gode.“ At de opstår i stadig større antal, blev forudsagt som et kendetegn på denne gamle verdens sidste dage og viser, at deres tilintetgørelse er nært forestående: „Spirer de gudløse end som græsset, blomstrer end alle udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse.“ — Es. 46:11; 2 Pet. 3:3-13; Joh. 3:16; 2 Tim. 3:1, 13; Sl. 37:1-3; 92:8.

Det er menneskene og ikke Gud, der er ligeglade

I Harmagedon vil Jehova vise, at han ikke er ligeglad, at han lægger mærke til de gode og ser de onde, og han vil huske hver af disse to grupper og bevare den ene og udslette den anden i overensstemmelse med deres gerninger. I al den tid, mennesket har eksisteret på jorden, har Jehova vist, at han interesserer sig for det. Lige efter at Adam og Eva havde syndet, forsynede han dem med klæder. Han tillod dem at leve videre på jorden og føde børn. Alle jordens rigdomme stod til deres disposition, og der blev ikke gjort forskel på nogen: „Han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.“ I kærlighed og barmhjertighed lod han nåde gå for ret, når retfærdigheden havde krævet tilintetgørelse. Hans tålmodighed og miskundhed, der giver sig udslag i, at han giver menneskene tid til at komme på bedre tanker og angre og forbedre sig, er af de onde blevet misfortolket som svaghed og ligegyldighed fra Guds side. De har misbrugt hans mildhed til at fjerne sig længere og længere fra Jehova og gøre sig skyldige i større og større misbrug af jorden, dyrene og deres medmennesker. I Harmagedon vil deres død sætte en stopper herfor, for da vil Jehova for al evighed ødelægge dem, der lægger jorden øde. — Matt. 5:45; Åb. 11:18.

Mennesker i dag siger, at Gud er ligeglad, at han ikke lægger mærke til noget, at han har svigtet jorden. I virkeligheden søger de blot at retfærdiggøre, at de har svigtet Jehova og hans ord. De vil gerne have det til at se ud, som om Gud har opgivet dem først, og at de derfor er i deres gode ret, når de vender sig fra ham. Jehova vendte sig ikke fra Israel, før denne nation svigtede ham til fordel for andre guder: „Men I forlod mig og dyrkede andre guder! derfor vil jeg ikke mere frelse jer! Gå nu hen og råb til de guder, I udvalgte jer, og lad dem frelse jer i jeres nød!“ Jehova svigter ingen i vor tid, der holder sig til ham og hans tjeneste og lader sig lede af hans ord og stoler på hans magt. De fleste mennesker nu i tiden har sat deres lid til andre mennesker, til menneskelige planer og organisationer, til hære og våben, til videnskab og falske guder. De har selv truffet dette valg. De bryder sig ikke om Jehova, hans ord, Bibelen, eller hans trofaste vidner. Tværtimod viser de, at de hader Gud, hans ord og hans folk. De har valgt sig nye guder. Lad dem råbe til deres selvvalgte guder om udfrielse fra Jehovas vrede i Harmagedon. — Dom. 10:13, 14.

Jehova sagde til Israel: „En okse kender sin ejer, et æsel sin herres krybbe; men Israel kender intet, mit folk kan intet fatte. Ve det syndefulde folk, en brødetynget slægt, ugerningsmænds æt, vanartede børn! De svigtede HERREN!“ Nationen nøjes ikke med at forkaste Jehova som kilden til livgivende sandhed, men de satte også dødbringende falskhed i stedet: „To onde ting har mit folk gjort: Mig, en kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner, sprukne cisterner, der ikke kan holde vand.“ Resultatet var, at nationen gik til grunde. Det samme vil blive resultatet for vor tids nationer, for ved deres gerninger har de svigtet Jehova, hvor megen hyklerisk læbetjeneste de end yder ham. Som det er med et enkelt menneske, således er det med nationerne: „Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste. Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ Nationerne sår i kødet. — Es. 1:3, 4; Jer. 2:13; Gal. 6:7, 8.

Den nye verdens samfund er ikke ligeglad

I vor generations tid samler Jehova de mennesker ud af den gamle verden, som ikke er ligeglade med ham og hans principper, og som vil vise deres kærlighed såvel i gerning som i ord. De bliver hurtigt flere og flere og danner en stor skare af lovprisere, samlet ud fra hver nation, race og tungemål. De har forladt den gamle verdens veje og udgør i sandhed en ny verdens samfund, bestemt til at leve evigt i den lovede nye, retfærdige verden. Kunne De tænke Dem at høre med til dette samfund? Så „ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, forvandl jer gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“. „Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder [behandler, NW] sandhedens ord på rette vis.“ „Herren Kristus skal I hellige i jeres hjerter. Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed og frygt og med god samvittighed.“ Bevis, at De elsker Kristus: „Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord.“ Bevis, at De elsker Gud: „Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud.“ — Rom. 12:2, NW; 2 Tim. 2:15; 1 Pet. 3:15, 16; Joh. 14:23; 1 Joh. 5:3.

På den måde beviser De, at De ikke er ligeglad med Jehova, og han vil da vise Dem virkelig interesse. Bevis, at De er i harmoni med hans hensigt angående jorden ved allerede nu at leve, som han venter, at den nye verdens indbyggere skal leve. Vis, at De elsker jordens skønhed ved at værne om den, at De elsker dens dyreliv ved at bruge det på en hensynsfuld måde, at De elsker fred, høj moral, retfærdighed og gudsfrygt ved at praktisere disse ting nu. Vis, at Deres kærlighed til Deres næste er lige så stor som Deres kærlighed til Dem selv ved at forkynde det gode budskab om den nye verden for ham nu. Vis, at De interesserer Dem for Jehovas ord og hans navns hævdelse og ophøjelse ved trofast at bevare Deres retskaffenhed til trods for spot og forfølgelse fra denne forrykte, gamle verdens side under dens gale gud, Satan. Vis alt dette, og Jehova vil vise Dem virkelig interesse nu og i al evighed i den lovede nye, retfærdige verden.