„Dit ord er sandhed“

Bør man undgå den kundskab der ’øger smerte’?

„MEGEN visdom megen græmmelse, øget kundskab øget smerte.“ (Præd. 1:18) Denne slutning nåede den vise kong Salomon til under inspiration. Hvorfor? Og bør dette afholde os fra at øge vor kundskab?

Vi bør huske på at Salomon i Prædikerens bog studerede det ’onde slid’ som den syndige, døende menneskehed er optaget af. Han siger selv: „Jeg vendte min hu til at ransage og med visdom udgranske alt, hvad der sker under himmelen; det er et ondt slid, som Gud har givet menneskens børn at slide med.“ (Præd. 1:13, 14) Den visdom og kundskab som Salomon her omtaler, indbefatter altså ikke den visdom og kundskab der kræves for at opnå Guds godkendelse og velsignelse.

Det er forøgelsen af menneskelig eller timelig kundskab der kan føre til øget smerte. Den kan medføre skuffelse og ærgrelse; den får os nemlig til at se at det ufuldkomne menneskelige samfund er befængt med så mange skavanker at intet menneske formår at rette dem. Som Salomon sagde: „Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.“ — Præd. 1:15.

Dertil kommer at menneskelivet er meget kort. Efterhånden som vor kundskab og visdom øges begynder vi at indse at vore muligheder for at anvende vor kundskab og visdom er meget begrænsede. Det kan være yderst nedslående når der opstår et problem eller en uheldig situation og vi derved forhindres i at anvende vor kundskab og visdom.

Dette betyder imidlertid ikke at man bør undgå al menneskelig kundskab for derved at undgå skuffelser. Man har brug for kundskab hver dag, uanset om man er handlende, håndværker eller forretningsmand, ja uanset hvad man foretager sig. Kundskab hjælper os så vi ikke bortødsler vore midler, kræfter og evner. Man har brug for kundskab for at blive i live. Prædikeren 7:12 siger: „Kundskabs fortrin er dette, at visdom holder sin mand i live.“ Ja, kundskab beskytter os, ikke blot mod de uheld som dumhed kan medføre, men også mod at ødelægge os selv ved dårlig livsførelse, ukontrollerede lidenskaber og skadelige følelser.

Menneskelig kundskab og visdom bør vurderes langt højere end dumhed. Som kong Salomon bemærkede: „Jeg så, at visdom har samme fortrin for tåbelighed som lys for mørke: den vise har øjne i hovedet, men tåben vandrer i mørke.“ (Præd. 2:13, 14) Den vise betragter og studerer genstande og mennesker; man kan sige at hans øjne virkelig ser. De tjener hans åndsevner, og disse igen giver åndelig næring til hjertet. Men den der mangler kundskab og visdom vil også mangle iagttagelsesevne og dømmekraft. Hans „blik er ved jordens ende“. (Ordsp. 17:24) Hans øjne hviler ikke på noget bestemt men flakker hid og did, for hans tanker er alle andre steder end der hvor de burde være. Dette er både skadeligt for ham selv og andre.

Det er dog ikke al kundskab og visdom der er gavnlig. „Verdens visdom“ kan ligefrem stå i opposition til Gud. Menneskehedens verden har fjernet sig fra Gud, og dens synspunkter, normer og mål er derfor ofte i modstrid med Gud og hans hensigter. Med dette i tanke skrev apostelen Paulus: „Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? Thi da verden med al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud, ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror. Thi jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, vi derimod prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse og for hedninger en dårskab, men for de kaldede selv, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom. Thi Guds dårskab er visere end menneskene, og Guds svaghed er stærkere end menneskene.“ — 1 Kor. 1:20-25.

For oldtidens grækere og jøder måtte en død mand som hang på en pæl være indbegrebet af „svaghed“. For jøderne var det en årsag til forargelse, fordi de betragtede en som var blevet hængt på en pæl som forbandet. Og selve den tanke at et menneskes død på en pæl skulle kunne udvirke noget godt, blev af grækerne betragtet som dåragtig. Og dog var Jesu død på pælen hverken et udtryk for svaghed eller dårskab. Som følge af hans død kunne alle Guds løfter om en velsignet fremtid for menneskeheden blive opfyldt. Verdslig visdom som fornægter denne genløsningsforanstaltning er dårskab.

Uanset hvor megen kundskab eller visdom man har i form af håndværksmæssig kunnen, forretningsmæssig skarpsindighed, organisationstalent eller videnskabelig og filosofisk lærdom, så vil alle anstrengelser for at forlænge den nuværende tingenes ordnings eksistens være dømt til at slå fejl. Vor kundskab bliver værdiløs hvis den anvendes uden hensyn til Guds genløsningsforanstaltning og hans hensigter med menneskeheden. Man vil ikke høste de ønskede resultater, og kundskab anvendt på denne måde har ikke større værdi end uvidenhed. Som der siges i Salme 127:1: „Dersom [Jehova] ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves, dersom [Jehova] ikke vogter byen, våger vægteren forgæves.“

Hvis vi ønsker at undgå den smerte der følger med at bruge menneskelig kundskab eller visdom forkert, må vi holde os borte fra alt hvad der er i strid med Skaberens hensigter. Vi må også bygge vor kundskab på den rette grundvold. Hvilken grundvold er det? Job 28:28 giver svaret: „Se, [Jehovas] frygt, det er visdom, at sky det onde er indsigt.“

At frygte Jehova vil sige at man viser ham ærefrygt og dyb respekt og nærer en sund frygt for at mishage ham. Mennesker der viser deres Skaber en sådan passende ære vil ikke med overlæg bruge deres viden til selviske formål, men vil søge at gavne deres næste. Den visdom som bygger på frygt for Jehova gør folk til bedre mennesker, og den forbedrer menneskers indbyrdes forhold; en sådan visdom er „først og fremmest ren, dernæst fredelskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri“. — Jak. 3:17.

Vi ser således at den kundskab der samler sig om Skaberen, har den største værdi. Menneskelig kundskab medfører ganske vist en smertelig erkendelse af at den på grund af omstændighederne og vort korte liv kun har begrænsede anvendelsesmuligheder, men den er alligevel nyttig at tilegne sig i et vist omfang. Hvis vi imidlertid ikke ønsker at arbejde forgæves, gør vi vel i at undgå den kundskab der strider imod Guds hensigter. Hvis vi søger „den ’erkendelse’, der med urette kaldes således“, kan det betyde at vi mister Guds godkendelse, for vi vil da mangle den visdom der har frygt for Jehova som grundlag. — 1 Tim. 6:20.