Livet nu ikke det væsentligste
DET er naturligvis fornuftigt at gøre hvad man kan for at leve så længe og så lykkeligt som muligt, men selv deri må man kende sin begrænsning. Man bør ikke tillægge det nuværende liv en altoverskyggende betydning, søge at bevare det for enhver pris. Det er heller ikke klogt at stile efter et mål med en sådan nidkærhed at man tilsidesætter rette principper, lader Gud ude af betragtning og afskærer sig fra ethvert håb om liv i fremtiden.
For nogle mennesker betyder det simpelt hen alt at bevare livet. De er villige til at handle på tværs af alt hvad de tror på, om de så skal øve vold mod deres samvittighed, bare de må slippe for at dø. Det så man eksempler på under retssagen mod de nazistiske krigsforbrydere, som under anklagen afviste sigtelserne for brutalitet og massemord på uskyldige mennesker med en henvisning til at de ’gjorde det af frygt for deres nazistiske befalingsmænd’. Her viste Bibelens ord om dem der „af frygt for døden har været holdt i trældom“, sig uhyggeligt sande. (Hebr. 2:15) Et liv forlænget med nogle få år i trældom under frygt er sandelig ikke attråværdigt.
En tilværelse hvor man udelukkende helliger sig kampen for at vinde sig et navn, kan heller ikke kaldes god eller lykkelig. Nogle mennesker har søgt at efterlade sig et mindesmærke af den ene eller den anden art, for at slå deres navn fast som „udødeligt“. Eller de har været trælle af en karriere og er blevet så engageret at de slet ikke har haft tid til at nyde livet; eller de har tilsidesat den åndelige side af tilværelsen. Andre har gjort fornøjelser til hele deres liv, blot for at erfare en følelse af tomhed da livet var ved at være forbi.
Et resultat af omfattende forskning og forsøg
Kong Salomon, berømmet som en af de viseste og rigeste mænd der nogen sinde har levet på jorden, forskede omhyggeligt for at finde ud af hvad menneskene higede efter og hvad den enkelte opnåede derved. Salomon ejede de penge, den magt og de hjælpemidler der skulle til for at foretage et grundigt studium af denne art. Han undgik det umoralske og lave, der kunne vække lystfølelsen men ikke give virkelig tilfredsstillende eller varig lykke. Men han prøvede at jage efter de fornøjelser som rigdom og magt kunne skaffe ham. Han siger:
„Jeg fuldbyrdede store værker, byggede mig huse, plantede mig vingårde, anlagde mig haver og lunde og plantede alle hånde frugttræer deri, . . . jeg købte trælle og trælkvinder, . . . også kvæg, hornkvæg og småkvæg, havde jeg i større måder . . . jeg samlede mig også sølv og guld, skatte fra konger og lande; jeg tog mig sangere og sangerinder og menneskens børns lyst: hustru og hustruer. . . . Intet, som mine øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde, thi mit hjerte havde glæde af al min flid.“
Og hvilket resultat kom Salomon så til? Han fortsætter:
„Men da jeg overskuede alt, hvad mine hænder havde virket, og den flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen tomhed og jag efter vind, og der er ingen vinding under solen.“ — Præd. 2:4-11.
I erkendelse af tomheden ved at jage efter fornøjelser og ved at opføre store værker, gav Salomon sig til at betragte dem der ejede menneskelig visdom, deriblandt ham selv, og grunde over hvad tilværelsen havde skænket det menneske der var kendt for sin visdom. Han kommer til følgende konklusion:
„Da sagde jeg ved mig selv: ’Tåbens skæbne rammer også mig; hvad har jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?’ Og jeg sagde ved mig selv, at også det er tomhed; thi den vises minde er lige så lidt evigt som tåbens, fordi nu engang alt glemmes i kommende dage [efterhånden som et menneske ældes]; ak! den vise må dø så godt som tåben.“ — Præd. 2:15, 16.
Sluttelig siger Salomon:
„Enden på sagen, når alt er hørt, er: frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.“ — Præd. 12:13, 14.
Selv om det arbejde man helliger sig er al ære værd, vil det altså alligevel ende i tomhed dersom man går så højt op i det at man glemmer det der i realiteten er allervæsentligst for én selv, at tænke på hvad Gud har beredt menneskeslægten i fremtiden. Denne verdens mennesker er sandt at sige utaknemmelige; derfor glemmer de Gud og forstår ikke det gode han vil dem. For det enkelte menneske hører livet op til sidst — det eksisterer ikke mere. Men gives der en fremtid efter døden, et liv som et sådant menneske kunne have set frem til?
[Illustration på side 10]
NÜRNBERGPROCESSEN
I retssagen mod de nazistiske krigsforbrydere indrømmede de anklagede at de havde handlet imod deres samvittighed af frygt for døden
[Illustration på side 11]
For den der udelukkende lever for fornøjelser bliver livet tomhed
[Illustration på side 11]
Efter grundige iagttagelser og forsøg anviste den rige kong Salomon følgende livsvej som den viseste for mennesket: „Frygt Gud og hold hans bud!“