„To er bedre faren end én“

HVIS man skal være lykkelig må man føle at man er værdsat og ønsket — ja elsket. Og for at være elsket må man selv vise kærlighed. Det indbefatter at man er villig til at lade andre være med i det man foretager sig. Den vise kong Salomon sagde: „To er bedre faren end én, thi de får god løn for deres flid.“ — Præd. 4:9.

Hvori består denne løn? Salomon fortsætter: „Hvis den ene falder, kan den anden rejse sin fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op. Og når to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den ensomme blive varm? Og når nogen kan overvælde den ensomme, så kan to stå sig imod ham.“ (Præd. 4:10-12) Når man arbejder sammen med en anden belønnes man altså i form af hjælp, opmuntring og beskyttelse. Er det ikke også sandt at arbejdet bliver lettere når man gør det sammen med en ven, og at tiden simpelt hen synes at flyve af sted? Selv et ubehageligt arbejde synes mindre trælsomt når man er to.

Det er ikke blot i det daglige arbejde at en loyal ven kan være til stor hjælp. Også i forkyndelsen af den gode nyhed gælder det at „to er bedre faren end én“. Dette bekræftes af det Jesus Kristus gjorde da han bemyndigede de 70 til at forkynde: „Guds rige er kommet nær til jer.“ Han sendte dem ud „to og to“. Denne ordning var til gensidig hjælp og opbyggelse for dem. — Luk. 10:1, 5-9.

Når vi forkynder den gode nyhed

Efter Jesu opstandelse og optagelse til himmelen viste det sig ofte gavnligt for hans disciple at arbejde sammen. Da apostlene hørte at mange i Samaria havde givet agt på Filips forkyndelse, sendte de Peter og Johannes dertil for at de troende samaritanere kunne få den hellige ånd. (Apg. 8:14, 15) Selv om Barnabas blev udsendt alene fra Jerusalem for at hjælpe menigheden i Antiokia, indså han snart behovet for en medarbejder der kunne hjælpe ham med at fremme forkyndelsen af den gode nyhed der. Han tog derfor af sted til Tarsus for at opsøge Saulus (Paulus). Derefter arbejdede de begge sammen i Antiokia for at ’gøre disciple’ og undervise menigheden der. Deres fælles bestræbelser blev rigt velsignet med vækst. (Apg. 11:22-26) Under den hellige ånds ledelse blev Paulus og Barnabas senere sendt ud for at forkynde den gode nyhed på øen Kypern og i Lilleasien. — Apg. 13:2.

Læg mærke til at Barnabas gjorde sig betydelige anstrengelser for at finde en medarbejder som han følte ville være ham en hjælp. Hvis han rejste over land måtte han tilbagelægge cirka 200 kilometer for at komme til Tarsus og derefter gøre en ihærdig indsats for at finde Paulus. Det vil sandsynligvis ikke være lige så besværligt for dig at finde en at samarbejde med i forkyndelsen af den gode nyhed; men ønsker du, ligesom Barnabas, virkelig at få en partner? Hvem i den menighed du er tilsluttet, kunne du tænke dig at arbejde sammen med? Har du taget initiativet til at spørge vedkommende?

Forvent ikke for meget

Vi bør naturligvis ikke forvente for meget af vore medarbejdere; vi bør heller ikke give op, selv om samarbejdet ikke fungerer så godt som vi kunne ønske. Skønt Paulus og Barnabas tilbragte adskillige år sammen som evangelieforkyndere, blev de ikke ved med at være sammen. Efter at de i fællesskab havde oprettet mange nye menigheder, foreslog Paulus at de vendte tilbage og besøgte disse. Det var Barnabas villig til, men han ønskede at tage sin fætter Markus med. Det ville Paulus imidlertid ikke høre tale om, for Markus havde ikke holdt ud sammen med dem på deres første missionsrejse. Følgen blev at Barnabas besluttede at tage Markus med til Kypern, mens Paulus udvalgte Silas som sin medarbejder og rejste gennem Syrien og Kilikien og „styrkede menighederne“. — Apg. 15:36-41.

Som det fremgår af bogen Apostelgerninger i Bibelen, hindrede denne forandring ikke forkyndelsen af den gode nyhed. Hvis vi skulle miste en partner som vi i nogen tid har arbejdet sammen med i forkyndelsen, bør vi derfor ikke blive mismodige. Der findes andre i menigheden som kan udfylde den pågældendes plads, hvis vi er villige til at lade dem gøre det. Vi bliver måske forbavsede over hvor opbyggende det kan være at forkynde fra hus til hus sammen med andre af vore trosfæller. Det betyder naturligvis ikke at vi altid behøver at følges med nogen. Vi kan udrette meget ved at arbejde alene, mens vore brødre forkynder i nærheden af os.

Lær af bibelske eksempler

Bibelens beretninger om dem der trofast arbejdede sammen med andre for at fremme den gode nyhed, kan hjælpe os til at forstå hvad der ligger i udtrykket „de får god løn for deres flid“. Barnabas var en varmhjertet, medfølende mand. Det var derfor apostlene gav ham tilnavnet Barnabas, der betyder „Trøstens Søn“. (Apg. 4:36) Han havde således mange gode egenskaber, men noget tyder på at Paulus havde visse særlige gaver. Når det gjaldt fremholdelsen af den gode nyhed var det øjensynlig Paulus der „førte ordet“. (Apg. 14:12) Men intet vidner om at dette nogen sinde gav anledning til misundelse eller skinsyge. Hvis vi skal finde glæde ved at tjene sammen med andre, må vi altså forstå at Jehova Gud bruger alle menighedens medlemmer til at udføre sin gerning. (1 Kor. 3:9) Vi kan lære af hinanden og blive opmuntret og opbygget af hinanden. Det forstod apostelen Paulus, og derfor kunne han skrive til de kristne i Rom: „Jeg længes efter at se jer, så jeg kan meddele jer en eller anden åndelig gave for at I kan styrkes; eller rettere, for at vi sammen kan opmuntres hos jer ved hinandens tro, både jeres og min.“ — Rom. 1:11, 12.

Når vi virkelig værdsætter vore medkristnes evner og gode egenskaber, vil vi også føle os tilskyndet til at bruge vore egne gaver bedre. For eksempel føler vi måske at vi er venlige og forstående over for folk vi møder i forkyndelsen. Men efter at vi har arbejdet sammen med en medfølende bedstefader eller bedstemoder, må vi muligvis erkende at vores venlighed kun er overfladisk. Ved at følges med en der flittigt læser i Bibelen og som synes at have let ved at udtrykke sig, kommer vi måske til den erkendelse at vi bør tænke mere over det vi siger. Når vi arbejder sammen med andre kan vi ikke alene lære af deres eksempel, men samarbejdet vil ofte bevirke at vi bruger mere tid i forkyndelsen, idet vi ikke ønsker at overlade vores medarbejder til sig selv.

Det har behaget Jehova Gud og Herren Jesus Kristus at benytte almindelige mennesker til at udføre det vigtigste arbejde på jorden. Formålet med dette arbejde er at hjælpe andre til at blive — og forblive — den Højestes trofaste tjenere og hans søns loyale disciple. (Matt. 28:19, 20; 1 Kor. 1:26, 27) Eftersom det er Guds værk, ved vi ikke med hvilke midler Jehova Gud vil åbne menneskers hjerter. Det er ikke blot et spørgsmål om det talte ord. Den ånd hvormed budskabet fremholdes er af stor betydning. Når to arbejder sammen, bidrager de begge til denne ånd. Måneder eller endog år senere erfarer vi måske at det ikke var vores velformulerede fremholdelse af Guds ord der fik en eller anden til at lytte til os. Det var derimod det strålende smil fra vores medarbejder, der først for nylig var begyndt at deltage i forkyndelsen af den gode nyhed.

Erfarer du i øjeblikket den glæde det er at arbejde sammen med en anden i forkyndelsen? Har dette hjulpet dig til at bruge mere tid i forkyndelsen af den gode nyhed og til at få mere ud af tjenesten? Eller forkynder du ofte alene? Hvis det sidste er tilfældet, så tænk på evangelisten Filip. På grund af forfølgelsen i Jerusalem flygtede han til Samaria, hvor mange kom til troen og blev døbt af ham. Senere sendte Jehovas engel ham til den ætiopiske eunuk for at omvende og døbe ham. Derefter „førte Jehovas ånd hurtigt Filip bort, og . . . Filip var i Asdod, og han gik gennem distriktet og fortsatte med at forkynde den gode nyhed i alle byerne indtil han kom til Kæsarea“. (Apg. 8:1-40) Også i vor tid er forkyndelsen af Riget nået ud til mange områder, fordi modige forkyndere, ved Guds ånds hjælp, har arbejdet alene.

[Illustration på side 20]

Ligesom på Jesu tid er det opbyggende at arbejde sammen med andre i forkyndelsen af den gode nyhed