Øksen og den der hugger

„Mon øksen bryster sig mod den, som hugger?“ — Es. 10:15.

 1, 2. (a) Hvordan er enkeltpersoner eller hele nationer blevet brugt i tidens løb? (b) Hvilke historiske eksempler kan vi anføre på dette?

DET er ikke usædvanligt at én bruges som redskab af en anden til at udføre en bestemt opgave. Der er endda historiske eksempler på at en hel nation er blevet benyttet som redskab af en myndighedsperson som er blevet anset for at være overordnet nationens egen hersker.

² Kong David af Jerusalem benyttede for eksempel sin hærfører Joab som redskab for at få en af sine trofaste soldater, hetitten Urias, sat ind et sted i kampen hvor han med sikkerhed ville miste livet. Derved døde Urias uden at vide at David havde krænket hans hustru, Batseba. (2 Sam. 11:1 til 12:9; 1 Kong. 15:5) Og pave Hadrian IV, der var englænder af fødsel, gjorde i år 1155 hele England under kong Henrik II til sit redskab, idet han gav kongen lov til at underlægge sig Irland, så de irske religiøse ledere kunne komme direkte ind under pavestolens myndighed.a

 3, 4. (a) Hvilken nation i fortiden blev benyttet som et simpelt redskab? (b) I hvilken profeti hos Esajas finder vi navnet på den der benyttede den assyriske nation som et redskab?

³ Mange hundrede år før den irske kirke således blev undertvunget, var der en anden nation, en mægtig, stærkt militariseret nation, der blev benyttet som redskab af en overordnet magt. Denne nation var oldtidens Assyrien dengang det var et verdensrige, det andet verdensrige i bibelhistorien. Hvilken magt var da større og i stand til at benytte det assyriske verdensrige som et simpelt redskab? Hvem denne overordnede magt var, blev gjort kendt nogen tid før assyrerne under kong Sankerib trængte ind i Juda rige i år 732 f.v.t. Den blev identificeret med følgende ord:

⁴ „Mon øksen bryster sig mod den, som hugger, gør saven sig til mod den, som saver? Som om kæppen kan svinge den, der løfter den, stokken løfte, hvad ikke er træ! Derfor sender Herren, Hærskarers [Jehova], svindsot i hans fedme, og under hans herlighed luer en lue som luende ild; Israels lys bliver til ild og dets Hellige til en flamme, og den brænder og fortærer hans tidsel og torn på én dag; hans skovs og frugthaves herlighed skal den rydde rub og stub, og han bliver som en syg, der hentæres. De træer, som levnes i hans skov, bliver det let at tælle; et barn kan skrive dem op.“ — Es. 10:15-19.

 5, 6. Hvad siger Esajas senere som kan vise os noget om Jehovas evne til at benytte en nation som Assyrien som sit redskab?

⁵ Disse ord blev nedskrevet af profeten Esajas, Amoz’ søn, som fuldførte sin storslåede profetiske bog omkring år 732 f.v.t., det år assyrerne invaderede Judas land. Esajas erklærede her at den store magt der ville benytte assyrerriget som et redskab, var „Herren, Hærskarers [Jehova]“, ja, „Israels lys . . . og dets Hellige“. Var denne Hellige i stand til at bruge en hel nation som sit redskab? Et inspireret svar på dette får vi længere fremme i Esajas’ profetiske bog, hvor han skriver følgende om „Herren, Hærskarers [Jehova]“:

⁶ „Hvo måler vandet i sin hånd, afmærker med fingerspand himlen, måler jordens støv i skæppe og vejer bjerge med bismer eller i vægtskål høje? . . . Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt, som et gran vejer fjerne strande.“ — Es. 40:12-15.

Den symbolske økse

 7. Hvad er nationerne altså i sammenligning med Jehova, og hvad sammenligner han sig selv med i Esajas 10:15?

⁷ I sammenligning med „Herren, Hærskarers [Jehova]“, er alle folkene, alle nationerne, også Assyrien, som en lille vanddråbe der er tilbage i spanden, eller et lille fnug på vægtskålen. Med største lethed kan Jehova derfor benytte en hvilken som helst nation han vælger, som sit redskab for at gennemføre sin guddommelige hensigt. I Esajas 10:15 sammenligner han sig selv med en der hugger med en økse, saver med en sav, svinger en kæp eller løfter en stok. Han erklærer at han „ikke er træ“. Nej, han er hverken økseskaftet, kæppen eller stokken. Han er den levende Gud, den almægtige Bruger af disse symbolske redskaber. Hvori består så den symbolske økse hvormed han hugger noget om?

 8. Hvad menes der med udtrykket „Assur“ i Esajas 10:5, 6?

⁸ Tidligere i det samme kapitel i Esajas’ profetiske bog viser Jehova selv hvad den symbolske økse er. I Esajas 10:5, 6 finder vi disse ord fra Jehova: „Ve Assur, min harmes kæp, min vrede er stokken i hans hånd. Jeg sender ham mod et vanhelligt folk [en frafalden nation, NW], opbyder ham mod min vredes folk til at gøre bytte og røve og trampe det ned som skarn på gaden.“ Ja, det symbolske redskab som Jehova vil benytte for at gennemføre sin erklærede hensigt, er „Assur“. Nogle engelske bibeloversættelser siger „assyreren“. Der er dog ikke tale om en enkelt assyrer, heller ikke selveste assyrerkongen. Der sigtes til hele den assyriske nation, det andet verdensrige der er omtalt i Bibelens profetier. Ingen assyrer, heller ikke kongen, kunne egenhændigt udføre det værk Jehova her pålægger „Assur“ eller „assyreren“. Idet Jehova betegner Assur som „min harmes kæp“ siger han da også, ifølge fodnoten i Buhls danske oversættelse, „en Stok i deres Haand er min Vrede“. (Es. 10:5; se også New World Translation, hvor samme tanke kommer frem.) Vi forstår altså at der er tale om flere personer, et helt folk, den assyriske nation, og navnlig landets militærstyrker.

 9. Hvorfor berører opfyldelsen af Esajas 10:5, 6 os i dag, og hvordan underbygges dette af apostelen Paulus?

⁹ Men hvad kan denne gamle profeti om „Assur“ interessere os i dag? Meget endda. Det er ikke en profeti som bare hører den døde fortid til. Det er en levende profeti, hvis opfyldelse i vor tid vil berøre os alle. Her i vor generations levetid vil den få sin store, endelige og fuldstændige opfyldelse! Profetiens anvendelse var på ingen måde slut med dens opfyldelse i det ottende århundrede før vor tidsregning. Den kristne apostel Paulus citerede nemlig vers toogtyve i det samme kapitel hos Esajas og anvendte det på et forhold der gjorde sig gældende på hans egen tid, i det første århundrede efter vor tidsregning. I overensstemmelse med Esajas’ profeti var det kun en rest af jøderne der tog imod kristendommen, og af den grund skrev apostelen Paulus: „Og om Israel råber Esajas: ’Selv om tallet på Israels sønner var som sandet ved havet, er det kun en rest der bliver frelst. For Jehova vil holde regnskab på jorden idet han afslutter og afkorter det.’“ — Rom. 9:27, 28. Se også Romerbrevet 15:4.

10. Hvem er det Jehova omtaler som „en frafalden nation“ (NW) og „min vredes folk“ i Esajas 10:6? Begrund svaret.

¹⁰ Hvilken nation i fortiden var det hærskarers Jehova benyttede Assyrien imod som en „kæp“ eller en ’økse’? Svaret på dette spørgsmål berører os alle, for denne fortidige nation blev brugt som et billede på nutidens kristenhed! Jehova kaldte denne nation „en frafalden nation“ (NW) og „min vredes folk“. (Es. 10:6) Med disse ord sigtede han til det folk der udgjorde Israels ti-stammerige, hvis hovedstad var Samaria. Det havde skilt sig ud fra Davids rige, der havde regeringssæde i Jerusalem. Bruddet var sket kort efter kong Salomons, Davids søns, død. At det israelitiske ti-stammerige var frafaldent i religiøs henseende bevidnes af Assur selv, som hånligt omtaler Samarias guder som „afguder“ eller „værdiløse guder“ (NW). (Es. 10:11) Eftersom Israels rige i 997 f.v.t. var holdt op med at tilbede Jehova som Gud, kunne de guder som rigets frafaldne konger havde indført, ikke være andet end „værdiløse guder“. Og eftersom israelitterne i over to hundrede og halvtreds år havde forkastet Jehova som Gud, var han i sin fulde ret til at omtale dem som „min vredes folk“, mod hvem han ville bruge sin „harmes kæp“. — 1 Kong. 12:25 til 13:6; 16:8-33; Es. 10:5, 6.

11. Hvilken religiøs organisation i dag svarer til det frafaldne ti-stammerige, og hvorfor ønsker vi ikke at findes i denne organisation nu?

¹¹ Nutidens kristenhed svarer udmærket til det frafaldne ti-stammerige. Kristenhedens frafald fra sand kristendom blev dog ikke blot forudskildret ved det gamle Israels oprør mod Jehova, men det blev også direkte forudsagt af Jesus Kristus og hans apostle. (Matt. 13:24-43; Apg. 20:29-31; 2 Tess. 2:1-12; 2 Tim. 4:3, 4) Alle som tror på Bibelen kan derfor tillidsfuldt vente at hærskarers Jehova, når hans tid er inde, vil bruge den symbolske kæp der udtrykker hans harme, ja, den symbolske økse, mod dette nutidige „folk“ der har pådraget sig hans vrede. Vi ønsker ikke at blive fundet blandt dette folk når dette sker. Derfor gør vi klogt i at lære hvad der i dag symboliseres ved „kæppen“ og „øksen“.

12. (a) Hvordan benyttede Jehova „Assur“ som en økse mod fortidens Israel? (b) Hvilket forhold stod Assyrien da i til Jehovas organisation?

¹² På profeten Esajas’ tid svang Jehova det assyriske verdensrige som en kæp i et endeligt og afgørende slag mod det frafaldne ti-stammerige. Det skete i det skæbnesvangre år 740 f.v.t., hvor Jehova benyttede det assyriske verdensrige som sin økse til at omhugge det afgudsdyrkende israelitiske folk, idet han lod de assyriske hære afslutte deres tre år lange belejring af hovedstaden Samaria med at indtage byen og trampe den ned som gadeskarn. (2 Kong. 17:7-23; 18:9-12) Vi bør imidlertid mærke os at selv om Jehova brugte det assyriske verdensrige som sit redskab til at bringe ødelæggelse over dem der var faldet fra tilbedelsen af ham, var Assyrien ikke en del af hans organisation. Det var en del af Satan Djævelens synlige organisation. Landet Assyrien blev kaldt „Nimrods land“. Det var Nimrod der havde grundlagt byen Nineve, som blev Assyriens hovedstad. Byens grundlægger blev berygtet som „en mægtig jæger i opposition til Jehova“. (Mika 5:5; 1 Mos. 10:8-12, NW) Vi bør også mærke os at selv om Jehova benyttede Assyrien som sin „kæp“ og sin ’økse’, gik dette verdensrige ikke af den grund over til at blive en del af hans synlige organisation. Assyrien begyndte ikke at tilbede Jehova!

Øksen bryster sig mod den der hugger

13. Hvordan så „Assur“ på at Jehova benyttede det som sit redskab?

¹³ Fortidens Assyrien havde aldrig haft i sinde at tjene Jehova, og det nærede ikke noget ønske om at blive ved med at tjene hans hensigt, til hans ære og ophøjelse. Derfor sagde Jehova videre om „Assur“: „Men han, han mener det ej så, hans hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans attrå, at udrydde folk, ikke få.“ — Es. 10:7.

14. (a) I hvilken retning gik ’Assurs’ tanker? (b) Hvad var det ’Assurs’ attrå at gøre, og hvorfor?

¹⁴ „Assur“ havde sin egen mening. Det var Jehovas mening at „Assur“ på det tidspunkt blot skulle være et redskab i hans hånd og tjene det guddommelige formål at tugte et afvegent folk. Men drevet af sin egen ærgerrighed attråede „Assur“ noget andet. Ja, assyrerriget lagde planer, men var det fordi dets hjerte tilskyndede det til at tjene som et redskab for den Gud som jægeren Nimrod havde bragt sig selv i opposition til? Nej, sådan var dets hjerte ikke; sådan tænkte det ikke i sit hjerte. Dets hjerte tilskyndede det ikke til at lægge planer og træffe beslutninger som var i harmoni med Jehovas retfærdige hensigt. Dets attrå var at udrydde folkeslag blot for at ødelægge, drevet af den samme iver som en jæger der hensynsløst dræber dyr udelukkende for at tilfredsstille sin egen lyst. Derved håbede assyrerriget at behage sine egne falske guder, og ikke Jehova. Det var simpelt hen ude efter at erobre verden. Det ønskede ikke at være hvad Jehova havde udvalgt det til at være: et redskab til at tugte med. ’Assurs’ videre færd viste at det var sådan det forholdt sig.

15. Hvem tillægger „Assur“ æren for sine erobringer, og hvordan fremgår dette af Esajas 10:8-11?

¹⁵ Eftersom „Assur“ ikke anerkendte den almægtige Gud, der benyttede det som et redskab, gav det ikke Jehova nogen ære men tog selv hele æren. Vi lægger mærke til at „Assur“ lagde denne indstilling for dagen da det nærmede sig Israels ti-stammerige for at omstyrte det og indtage dets hovedstad Samaria. Israelitterne var et af de folkeslag som „Assur“ eller „assyreren“ var besluttet på at ødelægge og udrydde: „Thi han siger: ’Er ej mine høvedsmænd konger til hobe [Er mine fyrster ikke samtidig konger, NW]? Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus? Som min hånd fandt hen til afgudernes riger, der dog havde flere gudebilleder end Jerusalem og Samaria — mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets gudebilleder, som jeg handlede [vil have handlet] med Samaria og dets afguder [værdiløse guder, NW]?’“ — Es. 10:8-11.

16. Hvem var disse ord af „Assur“ en spot imod, og på trods af hvilke religiøse magter var „Assur“ blevet „kongernes Konge“?

¹⁶ Dette var direkte gudsbespottelse, for ordene udtrykte ringeagt for den eneste levende og sande Gud, Jehova! I ’Assurs’ øjne ville de byer det rakte ud efter for at erobre dem, blot vise sig at være som de byer det allerede havde erobret. De områder „Assur“ havde underlagt sig, var blevet styret af lokale konger, og nu havde det gjort dem til vasalfyrster. Så dets fyrster var i realiteten „konger“, og af den grund kunne det pralende omtale sig selv som „kongernes Konge“. Assyrerriget gav udtryk for at de byer hvis konger det havde besejret, havde mange guder og mange menneskegjorte gudebilleder, ja mange flere end Samaria og Jerusalem havde. Men på trods af de talrige „guder“ og gudebilleder der var i disse ikke-israelitiske byer, havde det indtaget byerne. Beviste det ikke at assyrerriget var mægtigere end alle disse guder? Det mente det i hvert fald!

17. Hvorfor mente „Assur“ altså at det ville blive nemt at indtage Samaria og Jerusalem?

¹⁷ Disse „guder“ var så værdiløse at de faktisk ikke var noget. Derfor skulle det være nemt at indtage hovedstæderne Samaria og Jerusalem, for disse byer havde færre guder og gudebilleder end de ikke-israelitiske byer der havde måttet bøje sig for „Assur“. Det var sådan „Assur“, kongernes Konge, ræsonnerede.

18. Af hvilken vigtig grund var det at „Assur“ kunne indtage Samaria?

¹⁸ På det tidspunkt var Israels ti-stammerige blevet en frafalden nation, en religiøs overløber. Folket var gået over til at dyrke guldkalve, ja endog de hedenske ba’aler. Samaria havde ikke Jehova som Gud. Derimod havde byen værdiløse guder og menneskegjorte afgudsbilleder. Det var derfor intet under at „Assur“ kronede sin tre år lange belejring af Samaria med at indtage byen i 740 f.v.t. Ved denne krigsbedrift voksede „Assurs“ hovmod yderligere, og ligeledes dets frækhed over for tilbedelsen af Jehova i Jerusalem. Den assyriske erobrer tog selv æren for at have sejret over Samaria, plyndret det og trampet det ned „som skarn på gaden“. „Assur“ vigtede sig af sin tilsyneladende uovervindelige krigsmaskine. Lidet anede erobreren at han blot blev benyttet som et redskab i den Guds hånd som Israel havde svigtet!

19. Hvilket spørgsmål melder sig her?

¹⁹ Her melder et interessant spørgsmål sig. Eftersom Samaria og Israels ti-stammerige var et billede på kristenheden, skal vi da opleve at kristenheden i dag bliver udsat for den samme tugt som det frafaldne Israel?

Løfte om at imperialisten vil blive hjemsøgt

20, 21. Hvorfor måtte Jehova være interesseret i det „Assur“ sagde ifølge Esajas 10:12-14?

²⁰ Hvad skal vi sige? Når der rettes trusler mod en by som Jehovas navn er nævnet over, må vi da ikke mene at han selv vil være interesseret? Jo, naturligvis. Ved sin profet Esajas afbryder Jehova derfor den assyriske erobrers selvforherligende monolog og siger:

²¹ „Men når Herren fuldbyrder alt sit værk på Zions bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge assyrerkongens hjertes hovmodsfrugt og hans øjnes trodsige pral, fordi han siger: ’Med min stærke hånd greb jeg ind, med min visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede folkeslags grænser og rev deres skatte til mig, stødte folk fra tronen i almagt; min hånd fandt til folkenes rigdom som hen til en fuglerede; som man sanker forladte æg, har jeg sanket den vide jord, og ingen rørte en vinge, åbnede næbbet og peb.’“ — Es. 10:12-14.

22. Hvad måtte „Assur“ indtage for at erobre den vide jord?

²² Disse ord fra ’Assurs’ mund viser tydeligt at det assyriske verdensrige ikke ville være tilfreds når det havde indtaget Samaria. Det ville ønske at ’sanke den vide jord’. Jerusalem og Judas land ville være dejlige „æg“ at indsamle. Den assyriske imperialist troede at han havde magt, visdom og forstand til at foretage erobringer på hele jorden.

23, 24. (a) Hvordan ville det at ’sanke den vide jord’ være som at indsamle æggene i en forladt fuglerede, ifølge ’Assurs’ tankegang? (b) Hvorfor havde Jehova noget at sige i denne forbindelse?

²³ Tilsyneladende ville dette være en let sag for „Assur“. Det ville blot være som at samle æggene fra en rede som fuglene forskræmt var flygtet fra. Der ville ikke være nogen vingebasken for at hindre den aggressive hånd i at nå frem til æggene. Der ville ikke lyde noget protestskrig, end ikke en klagende piben over de ødelæggelser, plyndringer og deportationer den assyriske krigshær ville foretage. Det assyriske verdensrige ville handle efter eget forgodtbefindende med de erobrede områder — det ville flytte eller slette deres grænser eller deportere folkeslag fra deres fødeland, ligesom da det førte de overlevende israelitter fra deres gudgivne land Israel til Assyrien og lod andre folkegrupper bosætte sig i det affolkede land.

²⁴ Jehova vidste at „Assur“ især tragtede efter Jerusalem og Judas land. Det var den sidste højborg for tilbedelsen af Jehova på jorden. Derfor havde Jehova også et ord at skulle have sagt. Som sagen stillede sig, var han nødt til at gribe ind!

25. Hvorfor havde Jehova på dette tidspunkt et værk at udføre på Zions bjerg og i Jerusalem?

²⁵ På dette kritiske tidspunkt i det ottende århundrede før vor tidsregning havde Jehova, som „Israels lys . . . og dets Hellige“, et værk at udføre på Zions bjerg og i Jerusalem, der lå på Zions bjerg. (Es. 10:17) Under den frafaldne kong Akaz’ regering var Judas land, Jerusalem indbefattet, blevet besmittet med hedensk afgudsdyrkelse. Men på et tidligt tidspunkt i hans søn Ezekias’ regeringstid bevægede Jehovas ånd den nye konge til at rense landet for tilbedelsen af falske, værdiløse guder og genindføre den rene tilbedelse af Jehova på Zions bjerg og i Jerusalem, hvor Jehovas tempel lå. Ezekias begyndte at herske fem år før „Assur“ omstyrtede Samaria. Hans retfærdige herredømme varede i niogtyve år, indtil 716 f.v.t.

26. Hvad fandt Jehova nu tiden moden til at gøre, og hvilken assyrerkonge var der tale om?

²⁶ Kong Ezekias brød den politiske alliance som hans fader, kong Akaz, havde indgået med Assyrien. Dette førte til en konfrontation mellem „Assur“ og Jehova, Ezekias’ Gud. Sådan var situationen da Jehova fandt tiden moden til at straffe den trodsige assyrerkonge og således „hjemsøge assyrerkongens hjertes hovmodsfrugt og hans øjnes trodsige pral“. (Es. 10:12) Assyrerkongen var her Sankerib, Sargon II’s søn. Hans navn betyder „Sin har øget brødrenes antal“ eller „Sin gav mig brødre som erstatning“. Ordet „Sin“ er navnet på den assyriske månegud.

27. Hvordan kunne Jehova, uden at blande sig i Assyriens indre opbygning, alligevel bruge det som sin symbolske økse?

²⁷ Sankerib har sit modstykke i vor tid. Hvordan Jehova vil håndtere denne modbilledlige „økse“ hvormed han vil hugge noget om, er et interessant emne, som vi vil undersøge. Lad os, mens vi foretager denne undersøgelse, huske på at Jehova lod fortidens assyrerrige bevare sin egen organisation. Han greb ikke ind i dets indre opbygning. Dog var det muligt for ham at benytte det assyriske verdensrige som sin økse. Hvordan? Ved at styre den symbolske økse og bestemme hvor den skulle ramme. På denne måde fik Jehova det hugget om han ønskede.b

[Fodnoter]

[Illustration på side 202]

Navnet Sankerib i kileskrift, og dets betydning

Sin achi ir-i-ba

(MÅNEN) (BRØDRE) (HAN ØGEDE)

„månen har øget brødrenes antal“