Den „nation“ som giver føde til millioner der sulter
1, 2. (a) Hvilket behov bør hele jordens befolkning føle? (b) Hvilket folk kan vi se hen til hvad dette angår?
JORDENS milliarder burde alle hungre efter den „føde“ der kan give dem næring til at opnå evigt liv her på jorden når hele jorden omdannes til et paradis. Men hvor skal de henvende sig? Republikken Israel gør intet forsøg på at opfylde bibelprofetien i Esajas 27:6 om at jorden skal fyldes med „afgrøde“ til varig gavn for menneskeheden.
2 I det første århundrede mistede Israels nation den opgave som gik ud på en dag at blive til gavn for hele menneskeheden. Det var kun til en lille rest af kødelige jøder at Messias henvendte disse ord: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, . . . Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:18-20) Men hvordan forholder det sig nu, nitten hundrede år senere? Hvem er i vor tid indstillet på at opfylde Esajas 27:6? Og hvordan berører dette dig og dine nærmeste?
3. Hvem har i vort århundrede erfaret Guds „forbitrelse“, som nævnt i Esajas 27:4?
3 Det vil her være på sin plads at betragte nogle begivenheder fra den første verdenskrigs tid, skønt disse nu ligger nogle årtier tilbage. Jehova Gud havde på det tidspunkt grund til at nære „forbitrelse“ mod kristenhedens nationer fordi de lod sig inddrage i en blodig konflikt. (Jævnfør Esajas 27:4.) De bekrigede hinanden i stedet for hver især at overdrage deres nationale suverænitet til den allerhøjeste Gud da hans rige blev oprettet i himlene i 1914, med hans herliggjorte søn, Jesus Kristus, som konge. Og de forbitrede ham yderligere ved at forfølge resten af det åndelige Israel og forsætligt lægge hindringer i vejen for at disse oprigtige kristne bibelstudenter kunne forkynde om hans oprettede rige. En hel del medlemmer af det åndelige Israels rest gav også efter for verdens pres, så de ikke levede op til det ansvar de havde som et udvalgt folk der var adskilt fra denne verdslige tingenes ordning. De indså ikke klart at de måtte være absolut neutrale i forhold til konflikterne i denne verden, så de pådrog sig en vis blodskyld og fortjente for en tid også at mærke Guds „forbitrelse“.
4. Hvordan mærkede Guds kristne tjenere hans „forbitrelse“, og hvad kan vi lære af dette?
4 Hvis du havde levet dengang, hvordan ville du mon så have reageret over for det pres krigen øvede på alle? Dette bør du overveje, for derved kan du styrke din beslutning om at gøre det rette under et hvilket som helst pres der måtte opstå i fremtiden. Det kan dengang have set ud som om tiden var inde til at lade forkyndelsen af Riget træde i baggrunden og forholde sig afventende. Mange var tilbøjelige til at se sådan på det, og til at føle at de nu blot skulle vente på deres snarlige herliggørelse og indsættelse på troner sammen med Jesus Kristus. (Lukas 22:28-30) Men disse sande kristne mærkede et mål af Jehovas „forbitrelse“, og denne tugt tjente sit formål. Den styrkede dem til det ventende arbejde som bestod i at forkynde „hævnens dag fra vor Gud“, den hævn der skulle ramme „Livjatan“, som profeten Esajas nævner i Esajas 27:1:
5. Hvordan har Jehova i vor tid vendt sin opmærksomhed mod „Livjatan“, som nævnes i Esajas 27:1?
5 „På den dag vil Jehova med sit hårde og store og stærke sværd hjemsøge Livjatan, den glidende slange, ja Livjatan, den bugtede slange, og han dræber uhyret som er i havet.“
I den fortidige opfyldelse vendte Jehova sin opmærksomhed mod dem der holdt hans folk som fanger. Som allerede nævnt drejede dette sig om verdensriget Babylon, foruden Ægypten og Assyrien. (Esajas 27:12, 13) Ser du hvordan de symbolske ord i Esajas 27:1 gælder i dag? I perioden omkring den første verdenskrig var Guds folk ikke i fangenskab under nogen nation eller noget verdensrige. Men Jehova vendte dog sin opmærksomhed mod en symbolsk Livjatan, nemlig Satan Djævelen. Denne modstander bevæger sig underfundigt glidende gennem menneskehedens hav og benytter sig af jordiske forhold til at udsætte Guds tjenere for fare eller lægge dem hindringer i vejen. — Jævnfør Åbenbaringen 17:15.
6, 7. (a) Hvad kan i vor tid sammenlignes med „tornebuske og ukrudt“? (b) Hvad kan vi forvente af dette i fremtiden?
6 Da resten af det åndelige Israel i 1919 med begejstring genoptog forkyndelsen af Riget, var tiden inde til at Jehova sagde:
„Forbitrelse huser jeg ikke. Hvem giver mig tornebuske og ukrudt i kampen? Jeg vil træde på dem. Jeg vil sætte dem i brand samtidig.“ — Esajas 27:4.
7 Efter den første verdenskrigs afslutning blev Folkeforbundet oprettet, som et udtryk for at man havde forkastet Guds rige ved Kristus. Dette kan sammenlignes med at der lægges tornebuske og ukrudt på Jehova Guds vej, som noget der skal virke hindrende eller afskrækkende. Nu er Folkeforbundet blevet afløst af De forenede Nationer. Ved at holde sig til denne organisation afslører medlemslandene at de er besluttede på at modstå Kristi proklamerede rige og selv beholde verdensherredømmet. I „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon vil han træde på det der billedligt skildres ved tornebuske og ukrudt. Han vil knuse det og til slut brænde det, så der kun er aske tilbage. Således vil han vise hvem universets egentlige Suveræn er. Vi ser således at det endelige udfald af disse begivenheder, der svarer til det vi læser i Esajas 27:1, meget vel kan berøre os — gunstigt eller ugunstigt — selv om vi ikke hører til de salvede kristne der levede under den første verdenskrig. — Åbenbaringen 16:14-16; 17:1 til 18:4.
’Klyng dig til Jehovas fæstning’
8. Hvad sætter mange nationer i dag deres lid til?
8 De forenede Nationers medlemslande sætter deres lid til deres egen styrke og stoler på denne menneskeskabte „fæstning“. Deres tillid til den har dog ikke været stærk nok til at forhindre dem i at fremstille historiens mest dødbringende våben, kernevåbnene. Det er sikkert ikke FNs eksistens, men snarere frygten for gengældelse, der afholder nationerne fra at bruge nogle af deres kernevåben.
9, 10. Hvorfor gør vi i dag klogt i at sætte vor lid til en anden „fæstning“?
9 Men som nævnt er det „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ der udgør den egentlige trussel mod nationerne. Hvad kan nationerne tro at de kan stille op mod den Almægtige, den der selv har nedlagt så stærke kræfter i atomkernerne i alt stof? Vær overbevist om at Skaberen stadig er langt den stærkeste, trods alle de våben nationerne har. For dem der forstår dette — og det gør Jehovas vidner — er der kun ét valg. Dette nævner Jehova med følgende ord:
„Ellers må man klynge sig til min fæstning og slutte fred med mig; fred må man slutte med mig.“ (Esajas 27:5)
Der findes ingen menneskelig organisation som udgør en „fæstning“ hvor man kan finde sikkerhed i tilfælde af krig, eller som ligefrem kan forhindre krig; nej, der findes ingen sikker tilflugt for jordens slægter et sådant sted.
10 Som bekendt er mange i dag stærkt engagerede i debatter og bevægelser for og imod kernevåben og nedrustning. Desværre afleder dette deres opmærksomhed fra den kendsgerning at det er den almægtige Guds krig ved Harmagedon der vil udslette alle nationer. Hvis du har forstået det, gør du klogt i at søge tilflugt hos Jehova. Det er hans „fæstning“ alle tryghedssøgende mennesker bør klynge sig til, nemlig hans egen uudtømmelige styrke. Hverken Satan Djævelen selv eller nogen i hans organisation vil være i stand til at overvinde den enkeltperson der som kristen ’klynger sig til [Guds] fæstning’.
11. Hvordan kan vi anvende Jesu ord i Lukas 14:31-33, mens vi klynger os til Guds „fæstning“?
11 Jehova og hans hærstyrker under Føreren, Jesus Kristus, er allerede nu, så at sige, på march. Mens de endnu befinder sig et stykke borte, vil sand visdom — eller slet og ret sund fornuft — byde enhver der ser denne overmagt nærme sig, sende en „fredsmission“ ud for i billedlig forstand at forhandle om fred. Dette råd gav den uovervindelige Fører for Jehovas hærstyrker da han var her på jorden. (Lukas 14:31-33) Når vi betragter Jesu ord, bemærker vi at han forbandt vor indstilling med ’alt hvad vi har’. Hvad enten vi lever i et velstående land eller i et af landene i ’den tredje verden’, hvor det daglige udkomme er en kamp, må vi analysere vor indstilling. Spørg dig selv: ’Sætter jeg virkelig min lid til Jehovas styrke? Er han min fæstning, eller lader jeg „det jeg har“ indtage den mest fremtrædende plads?’ Læs i denne forbindelse Lukas 12:15-21.
12. Hvilke vidnesbyrd har vi om at mange i dag henter styrke hos Jehova?
12 Overalt på jorden har tusinder af Jehovas vidner allerede uden forbehold vendt sig til Jehova og søgt fred med ham. Mange lægger deres forhold sådan til rette at de hver måned kan anvende i snesevis af timer på arbejdet med at gøre disciple. Enhver der sætter sine kræfter ind på at tjene Jehova vil kunne erfare den „Guds fred“ som overgår al menneskelig forstand. (Filipperne 4:7) Mens der endnu er tid bliver de ved med at hjælpe andre til at drage nytte af den fredsordning hærstyrkers Jehova har truffet. Hvilken plads indtager et sådant livreddende arbejde i dit liv?
’Det frugtbare land’ fyldes med „afgrøde“
13. Hvad kan vi, ifølge Esajas 27:6, forvente i vor tid?
13 Hvilken rolle skulle det åndelige Israel spille i hele verden når det efter den første verdenskrig havde genvundet Guds gunst? Dette får vi et fingerpeg om i disse opmuntrende ord i Esajas 27:6:
„I de kommende dage vil Jakob slå rod, Israel blomstre, ja sætte skud; og de vil fylde det frugtbare lands flade med afgrøde.“
Du vil selv kunne se hvordan disse ord opfyldes i dag, og forståelsen af dette vil give dig endnu en grund til at slutte dig til Guds folk. Og hvis du allerede er en del af dette, vil du føle dig endnu fastere besluttet på at forblive blandt de sande tilbedere, uanset hvilke prøvelser eller trængsler der måtte komme.
14. Hvordan er Esajas 27:6 blevet opfyldt på Guds folk?
14 De forhold profetien i Esajas 27:6 omtaler, har i stigende grad kunnet findes blandt Jehovas tilbedere siden året 1919, da Jehovas Vidners første generalstævne blev afholdt i Cedar Point, Ohio. Kort tid efter begyndte Vagttårnets selskab således selv at trykke sit nye blad, The Golden Age, der nu på dansk kendes under navnet Vågn op! Det var som om det åndelige Juda nu var ved at „slå rod“.
15. Hvilke spændende fremtidsudsigter fik de sande tilbedere forelagt fra og med 1918?
15 I de første år efter at de sande kristne var blevet befriet og havde genvundet Jehovas gunst, begyndte de således at „blomstre“ som „Jehovas plantning“. (Esajas 61:3) I 1918, krigens sidste år, holdt J. F. Rutherford det opsigtsvækkende foredrag „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“. Var disse ord ikke en overdrivelse, når man tænker på at der kun var en lille rest af åndsavlede disciple af den regerende konge Jesus Kristus tilbage på jorden til at udføre det arbejde Gud havde tildelt dem?
16. (a) Hvordan reagerede ’resten’ på disse fremtidsudsigter? (b) Hvilken „afgrøde“ kunne de glæde sig over, og med hvilket resultat?
16 Ja, hvordan ville Jehova, ved hjælp af disse kristne, „fylde det frugtbare lands flade med afgrøde“? Resten af det åndelige Israel tog initiativet, men hvordan forholdt det sig med den „afgrøde“ som landets flade skulle fyldes med? Resten fandt at ’afgrøden’, som indbefattede den gode nyhed om Jehovas oprettede rige ved Kristus, var så ’velsmagende’ og ’nærende’ at de også ønskede at dele den med andre. Jehova havde forudsagt at den mindste ville blive til tusind og den ringeste til en mægtig nation — og dette viste sig at slå til. (Esajas 60:22) Snart fik resten af det åndelige Israel følgeskab af „en stor skare“ af „andre får“ som tilhørte „den rigtige hyrde“, Jesus Kristus. — Åbenbaringen 7:9-17; Johannes 10:16.
17, 18. Hvad kan du bekræfte med hensyn til dét at „det frugtbare lands flade“ skulle fyldes med „afgrøde“?
17 Du er måske allerede bekendt med den sande kristendoms udbredelse i dag. Vagttårnets selskab har nu 94 afdelingskontorer rundt om i verden. Jehovas Vidners aktive, organiserede menigheder tæller omkring 48.000, og de findes i 203 lande. Æren for alt dette tilkommer den sande Gud, og denne forbløffende udvikling er med til at bevise at hans ord ikke slår fejl, mens „enden“, som forudsiges i Mattæus 24:14, endnu ikke er kommet.
18 Ja, der er næsten tre millioner kristne der arbejder i forening med Vagttårnets selskab i hele verden. Langt de fleste af disse tilhører Kristi „andre får“, og de har længe udført størstedelen af det verdensomspændende vidnearbejde. ’Jehovas glæde har været deres styrke, deres fæstning.’ (Nehemias 8:10) Således har vi alle i dag mulighed for at få vort åndelige behov dækket og for selv at være med til at „fylde det frugtbare lands flade med afgrøde“.
19. Hvilke glæder kan du komme til at opleve i forbindelse med ’det frugtbare land’, og hvordan ser du på dette?
19 Vi kan være sikre på at Jehova aldrig vil tillade at ’afgrøden’ fra dette ’frugtbare land’ — Jehovas vidners virksomhed på arbejdsmarken — vil blive ødelagt. Hans forkynderes arbejde vil aldrig være forgæves! Den åndelige „afgrøde“ som de sande kristne fremelsker, er til føde og næring for alle der ønsker at tage imod den. Efterhånden vil milliarder af døde få del i dette, når de oprejses under Jesu Kristi tusindårige styre. Forestil dig hvad dette vil betyde for dig i fremtiden! Mange kødelige israelitter fra fortiden vil blive oprejst. Nogle af dem har måske været med dengang ordene i Esajas, kapitel 27, fik deres første opfyldelse. Vil det ikke være spændende for dig at leve til den tid og kunne fortælle at du nu i tiden har deltaget i en større opfyldelse, arbejdet med at „fylde det frugtbare lands flade med afgrøde“? — Jævnfør Åbenbaringen 22:2, 3.
„Livjatan“ lider nederlag
20. Hvad har „Livjatan“ i vente, og hvad vil dette føre til med hensyn til Guds suverænitet?
20 Det modbilledlige Ægypten, den nuværende onde tingenes ordning der har Satan Djævelen som Gud, vil til den tid ikke længere eksistere. Jehova vil da have hjemsøgt den symbolske Livjatan, den bugtede og glidende slange der bevæger sig gennem menneskehedens hav. Både han og hans nationer, selv blokke af nationer, vil være borte. Han vil ikke længere kunne bevæge sig omkring og fordærve menneskeheden, som Jesus Kristus gav sit liv for. (Esajas 27:1) Satan Djævelen vil blive fastholdt i afgrunden under hele Jesu Kristi tusindårige styre. I himmelen vil de 144.000 åndelige israelitter som hans medarvinger være sammen med ham, den modbilledlige ’Løve af Judas stamme’. (Romerne 8:16, 17; Åbenbaringen 5:5, 9, 10; 7:1-4) Jehova Gud, den Allerhøjeste, vil til den tid for evigt være hævdet som universets suveræne Herre. Jehovas universelle organisation i himmelen og på jorden vil til sin evige glæde kunne nyde fred og harmoni. Ja, til evig tid vil Jehova da kunne glædes ved sin forenede, universelle organisation.
Husker du?
■ Hvorfor mærkede sande kristne Jehovas „forbitrelse“ tidligere i dette århundrede, og hvad kan vi lære heraf?
■ Hvordan kan vi, i modsætning til nationerne, ’klynge os til Jehova som vor fæstning’? (Esajas 27:5)
■ Hvordan er ’det frugtbare land’ i vor tid blevet fyldt med „afgrøde“? (Esajas 27:6)
■ Hvilken fremtidig opfyldelse af Esajas 27:1 kan vi tillidsfuldt se hen til?
[Illustration på side 17]
Nogle håber at mennesker vil få atomtruslen fjernet; men det er klogere at ’klynge sig til Jehovas fæstning’
[Illustrationer på side 18]
Væksten blandt sande kristne der nyder gavn af rigelig åndelig føde, giver sig udslag i udvidelser ved Vagttårnsselskabets afdelingskontorer
Spanien
Brasilien
Canada