Hvorfor en kærlig Gud retleder sine tjenere

„Salig den mand, du tugter, [Jehova], og vejleder ved din lov.“ — Sl. 94:12.

JEHOVA GUD ønsker at mennesker skal leve, ja, glæde sig over livet. Han har end ikke lyst til den gudløses død, men tværtimod til at „han omvender sig fra sin vej, at han må leve“. — Ez. 33:11.

Af omsorg for menneskeheden har Gud sørget for en genløsning ved at lade sin elskede søn bringe sit eget fuldkomne liv som et offer. „For Gud elskede verden [menneskehedens verden] så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Joh. 3:16.

Tilskyndet af den samme guddommelige interesse for menneskene har Jehova sørget for at vi kan blive tugtet og retledt. Det er tydeligt at ingen af os er fuldkomne. Vi kommer ustandselig til kort, vi gør ikke tingene som vi burde, vi lever ikke op til det mål vi stiler efter — og det er netop hvad der bogstaveligt ligger i det hebraiske og det græske ord for „at synde“, nemlig ’at ramme ved siden af målet’. Vi har derfor alle brug for at blive tugtet og retledt. Når det sker, bør vi påskønne det og tage det som et udtryk for Guds kærlighed. Gud retleder os ikke bare for at straffe os, men for at oplære os i retfærdighed ligesom en jordisk fader opdrager sine børn. — Hebr. 12:5-11.

Vi kan belyse det med et eksempel: Lad os sige at en mand er alene i en båd ude på havet, og hans beholdning af mad og drikkevand er ved at slippe op. Hvis han, enten på grund af uvidenhed eller på grund af en fejlbedømmelse, er ude af kurs og ikke styrer direkte mod land, vil hans kræfter ebbe ud og han vil miste livet. Mon ikke han vil være taknemmelig hvis nogen på en eller anden måde kunne signalere til ham om at korrigere kursen, så han kunne redde livet? Det ville være tåbeligt af ham at afvise en sådan hjælp eller tage den fortrydeligt op.

På samme måde har vi alle, fordi vi har fået synden i arv, brug for stadig at blive retledt for at komme ind på, eller blive på, den smalle vej der fører til livet. Ellers vil vi uvægerlig komme ud på den brede vej der fører til undergang. — Matt. 7:13, 14.

At vi er ufuldkomne og har behov for tugt viser sig allerede fra den tidligste barndom. Det er grunden til at der, som ethvert forældrepar kan bevidne, skal megen kærlighed til for at opdrage et barn rigtigt og indgive det værdsættelse af rette principper i sind og hjerte. Ordsprogene 22:15 siger, som sandt er, at „dårskab er knyttet til ynglingens hjerte“ og at barnet må tugtes for at erkende livets realiteter og lade sig lede af sandheden fremfor de dåragtige, kortsynede ideer der hører barnets verden til.

Alt dette er en prøve på forældrenes tålmodighed, på deres ønske og beslutning om langmodigt og forstående at opdrage og oplære barnet til at følge en vej i livet der fører til fremtidig lykke. Hvis barnet kun reagerer trevent på oplæringen, eller ligefrem ikke hører efter eller ikke adlyder, kan forældrene måske være på nippet til at give op, ja de kan føle sig tilbøjelige til at betragte situationen som håbløs. Sårede eller vrede følelser kunne nemt få overtaget. Men kærligheden giver ikke op blot fordi situationen er ugunstig. Undlader man at give et barn den fornødne opdragelse sammen med tålmodig og velgennemtænkt tugt, viser man ikke kærlighed men mangel på kærlighed, for kærligheden søger hele tiden at gøre det der både nu og i fremtiden er til sand gavn for den der elskes. (Se Ordsprogene 13:24.) Desuden lader kærligheden sig „ikke provokere“, og „den holder ikke regnskab med hver en forurettelse“. Den „håber alt“. — 1 Kor. 13:5, 7.

Så længe der er noget som helst grundlag for det, bliver kærlige forældre derfor ved med at håbe på barnets vegne. Fædre og mødre som virkelig holder af deres børn, opgiver ikke uden videre nogen af dem; de holder ikke op med at vejlede og retlede dem når der er brug for det, samtidig med at de ræsonnerer med dem og viser dem kærlighed. De lægger langmodighed for dagen.

’Ligesom en fader retleder sin søn’

Hvor er det velgørende at standse op og tænke på at kærlige forældre i alt dette simpelt hen efterligner det storslåede eksempel Gud har sat! Han opgiver ikke uden videre sine tjenere; tværtimod, han viser dem en forbløffende langmodighed. Det fremgår blandt andet af en bøn som levitterne på Nehemias’ tid henvendte til Gud. Idet de omtalte israelitternes erfaringer i Sinaj ørken sagde de:

„Vore fædre blev overmodige . . . de vægrede sig ved at lyde og ihukom ikke dine undergerninger, som du havde gjort iblandt dem; de blev halsstarrige og satte sig i hovedet at vende tilbage til trældommen i Ægypten. Men du er forladelsens Gud, nådig og barmhjertig, langmodig og rig på miskundhed, og du svigtede dem ikke.“ — Neh. 9:16, 17.

Ud over at Gud er tålmodig bemærker vi også at hans faderlige tugt og revselse, skønt den nok kan gøre ondt, altid har et positivt sigte. Der er en gavnlig hensigt med den. Derfor tilskynder Ordsprogene 3:11, 12 (NW): „Jehovas tugt, min søn, skal du ikke forkaste, og du skal ikke nære afsky for hans retledning, for den som Jehova elsker, retleder han, ligesom en fader retleder en søn han finder behag i.“ — Se også Hebræerbrevet 12:5-11.

Jehova er altså ikke som en hævngerrig hersker der bliver optændt af raseri fordi undersåtterne ikke viser den rette respekt for hans love. Grov synd vækker ganske vist hans vrede, og det med rette (4 Mos. 25:1-3), men hans vrede skyldes ikke selviskhed eller såret stolthed. Han ved bedre end nogen anden hvilke frygtelige følger synd kan få, hvor ulyksalig dens forgiftende indflydelse kan være, hvor meget den kan skade menneskets lykke. Manglende respekt for hans suverænitet kan aldrig føre til noget godt, men kun til skade — ikke alene for synderen selv men også for andre. En kærlig Gud må derfor uvægerlig være modstander af synd; han kan ikke ligegyldigt se gennem fingre med syndige handlinger. Selv om han er „langmodig“ eller „sen til vrede“ (NW), skrider han ind mod synd, blandt andet for at den skade der er sket, ikke skal blive større. — 2 Mos. 34:6; jævnfør Salme 106:36-40.

Desuden lærer vi at Jehova ikke retleder efter stive, på forhånd fastlagte regler, men at han afpasser strengheden (eller mildheden) af sin retledning efter hvad der er behov for. Idet han benytter landmanden som et billede siger han i Esajas 28:23-29:

„Lyt til og hør min røst, lån øre og hør mit ord! Bliver plovmanden ved med at pløje til sæd, med at bryde og harve sin jord? Mon han ikke, når den er jævnet, sår dild og udstrør kommen, lægger hvede, hirse og byg på det udsete sted og spelt i kanten deraf? Hans Gud vejleder ham, lærer ham det rette. Thi med tærskeslæde knuser man ikke dild, lader ikke vognhjul gå over kommen; nej, dilden tærskes med stok og kommen med kæp [plejl, New English Bible]. Mon brødkorn knuses? Nej, det bliver ingen ved med at tærske; vognhjul og heste drives derover, man knuser det ikke. Også dette kommer fra Hærskarers [Jehova], underfuld i råd og stor i visdom.“

En landmand bliver ikke ved med at pløje, men pløjer kun i det omfang det er nødvendigt. I det gamle Israel såede man nogle af de mindre frø ved at sprede dem eller udstrø dem, hvorimod de mere værdifulde sædekorn blev lagt i jorden i rækker. Efter indhøstningen blev de små og mere skrøbelige kerner ikke tærsket af med tunge redskaber der ville knuse dem, men blot med stok eller plejl. Og selv om de større, mere robuste kerner blev tærsket af med tungere redskaber som tærskeslæder eller vognhjul, fortsatte behandlingen ikke til kernerne knustes. På samme måde handler Jehova viist, kærligt og retfærdigt, idet han afpasser retledningen, tugten og revselsen efter hvad der er behov for i det enkelte tilfælde. I nogle situationer tugter han let eller moderat, i andre tilfælde hårdt eller strengt. Kun de der egenrådigt modstår hans tålmodige bestræbelser for at hjælpe dem, vil få hans knusende magt at føle.

Hyrder som beskytter hjorden og giver den ny styrke

Vi gør også vel i at betragte Guds søn, som er „den rigtige hyrde“ for Guds får. (Joh. 10:11) På jorden afspejlede han Guds egenskaber og satte eksemplet for alle som ville blive hyrder i den kristne menighed. Hvordan behandlede han dem der blev hans disciple? Han gav selv denne indbydende opfordring:

„Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og blive mine disciple, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ — Matt. 11:28-30.

Hans velgørende holdning over for angrende syndere kommer til udtryk i billedtalen om manden der mister et af sine hundrede får og forlader de nioghalvfems for at lede efter det. Da han finder det bortkomne får skælder han det ikke ud eller slår det fordi det er gået sine egne veje. Nej, sagde Jesus, „når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig. Og når han kommer hjem kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får som var blevet væk.’“ Jesus sagde videre at „der [vil] være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind“. — Luk. 15:1-7.

Som et krav til kristne ældste sagde apostelen Paulus at de skal ’holde sig til det troværdige ord med hensyn til deres undervisning, så de både kan tilskynde med den lære der er sund og retlede dem som siger imod’. (Tit. 1:9) Ja, til tider kan det være nødvendigt for de ældste at retlede nogle i den menighed de betjener. Det er ikke nogen behagelig eller nem opgave for dem. Men de ved at „tugtens revselse [retledninger, NW]“ er „livets vej“ og at ’Jehova retleder dem han elsker’, dem selv indbefattet. (Ordsp. 6:23; 3:11, 12, NW; Hebr. 12:6) De har erfaret at „den, der revser [retleder, NW], får tak til sidst fremfor den, hvis tunge er slesk“. (Ordsp. 28:23) Så når forholdene kræver det, viger de ikke tilbage for at vise dem der forsynder sig hvordan de kan rette deres adfærd og hvorfor de bør gøre det. (Ordsp. 27:5) Ligesom Gud har de et positivt mål med at retlede.

Hvordan bør en ældste henvende sig til en der er kommet ud i en uret adfærd? Hvis den ældste anlægger en overlegen og arrogant holdning og optræder som en politibetjent der har at gøre med en forbryder eller som en anklager der forhører en mistænkt, vil overtræderen givetvis ikke reagere gunstigt. (1 Pet. 5:2, 3, 5) Hvis den ældste derimod er medfølende idet han erkender at han også selv er ufuldkommen og kan begå fejl, kan han lægge en broderlig indstilling for dagen. (Gal. 6:1) Hvis han viser at han ikke i første række er kommet for at fordømme men for at hjælpe, er der langt større sandsynlighed for at den der har forsyndet sig vil reagere gunstigt på hans henvendelse. (1 Pet. 3:8) Forholdene er sjældent ens, og fremfor at drage forhastede slutninger vil den forstandige ældste sætte sig grundigt ind i sagen og dens baggrund. — Ordsp. 18:15; 21:11, NW.

Selv om overtræderen måske tøver med at udtale sig eller ligefrem søger at krybe udenom, kan meget udrettes med tålmodighed og venlighed. (Ordsp. 25:15; 2 Tim. 2:24-26) Overtræderen bør kunne mærke at de ældste virkelig har hans interesser på sinde, at de er hans brødre. Selv om forholdene kræver alvorlig vejledning, måske endda streng retledning, er det vigtigt at de ældste hele tiden holder sig for øje at det er den urette handling, og ikke synderen, man må hade og fordømme. (Jud. 23) Hvis nogle afviser enhver hjælp og trodsigt fortsætter med en alvorlig uret adfærd, viser de naturligvis at de er en fare for menigheden, og de må i menighedens interesse udstødes. Men selv i sådanne tilfælde kan og bør der gives bibelsk vejledning så synderne forstår at oprigtig anger eller sindsændring senere kan give dem adgang til menigheden igen.

Men hvad vil det sige at „retlede“ nogen? Er formålet med at give retledning i den kristne menighed i første række at få nogen til at skamme sig, at give en reprimande? Vil „retledning“ blot indebære at man bekendtgør at den eller den har givet sig af med en uret adfærd og at man misbilliger det han har gjort? Lad os i det følgende se hvad Bibelen viser.

[Illustration på side 54]

„Den som Jehova elsker, retleder han, ligesom en fader retleder en søn han finder behag i.“ — Ordsp. 3:12, NW.

[Illustrationer på side 55]

Tærskeslæde

Plejl

Stok

Vognhjul