Mennesket i De hebraiske Skrifter
HVORDAN ser Gud på mennesket? Hans ord fortæller os det: „Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt, . . . Han troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere.“ — Es. 40:15, 22.
Når vi tænker på Skaberens, Jehova Guds, uforlignelige personlighed, hans herlighed, hans ophøjede stilling, hans evige eksistens og hans suveræne overhøjhed, må vi i sandhed ligesom salmisten undres over at han agter på os. — Sl. 144:3.
Der kunne nævnes mange andre skriftsteder der viser hvordan Gud ser på mennesket, men det vi her skal interessere os for er en ganske særlig måde han også har åbenbaret denne sandhed for os på. Hvordan har han gjort det? Gennem de forskellige ord De hebraiske Skrifter anvender som betegnelse for mennesket.
På dansk har vi kun ét ord for „menneske“, men på hebraisk bruges der flere forskellige ord der viser mennesket fra forskellige synsvinkler. De fire vigtigste er: ish, der simpelt hen betyder menneske, adám, der betyder et jordisk menneske, enósh, der betyder et svagt eller dødeligt menneske, og geber, der betyder et menneske der er stærkt eller robust i fysisk henseende.
Mange oversættere ignorerer de forskellige betydningsnuancer der ligger i disse ord, men når man først er blevet klar over dem, bliver man slået af den omhu nedskriverne af De hebraiske Skrifter gang på gang har udvist med hensyn til at vælge netop det rigtige ord når de ønskede at forklare et eller andet. De fleste oversættelser gengiver for eksempel Salme 8:5 på samme måde som den danske bibel: „Hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?“ Det hebraiske ord som det ville være mest logisk at oversætte med „menneske“ eller „menneskebarn“ er ish, men da David skrev denne salme brugte han ikke ish i nogen af disse to tilfælde. Han gjorde opmærksom på den store forskel der er på Jehova Gud, Skaberen, og hans skabning mennesket, og derfor skrev han: „Hvad er enósh . . . og adám?“ Eller, som gengivet i New World Translation, en af de få engelske oversættelser der lader disse fine betydningsnuancer komme til deres ret: „Hvad er det dødelige menneske at du bestandig har det i tanke, og det jordiske menneskes barn at du tager dig af det?“ Ja, sammenlignet med den almægtige, udødelige, guddommelige Ånd, hvad er så denne svage, dødelige, jordiske skabning, at Han skulle regne med den?
„Ish“ og „Ishsháh“
Ish og flertalsformen anashím (der til tider også er flertal af enósh) betyder først og fremmest „menneske“ eller en person, et individ. Der knytter sig ingen forestillinger til det såsom jordisk, dødelig eller fysisk stærk, endskønt det indebærer tanken om den styrke en mand besidder. Ordet ish forekommer først i Bibelen efter at ordet for kvinde, ishsháh — et menneske med livmoder — er nævnt, for i ordets egentligste betydning var det først da at der kunne være tale om en ish; før den tid blev han kaldt adám, et jordisk menneske. Når der i De hebraiske Skrifter tales om en mand i forbindelse med en kvinde eller med kønslig omgang, er det altid, de cirka halvfjerds gange det forekommer, ish der er brugt, selv om ordet for „mand“ er zakhár, hvilket forekommer nioghalvfjerds gange fra Første Mosebog 1:27 og fremefter. Et typisk eksempel er Tredje Mosebog, kapitel 20, der omhandler Guds lov vedrørende den kønslige forbindelse.
Når Bibelens nedskrivere taler om en „Guds mand“ og en „mand med indsigt“ bruger de ordet ish, med vægten lagt på personen, individet. Da Natan forelagde kong David hans synd, var det dette ord han brugte. Sagde han: „Du er“ — den dødelige? den jordiske? den fysisk stærke? Nej, han sagde: „Du er manden!“ — Jos. 14:6; Ordsp. 10:23; 2 Sam. 12:7.
Der er tider hvor de andre ord for „menneske“ simpelt hen ikke ville passe. Da salmisten således forudsagde at man ville kende navnene på dem der skulle udgøre Kristi legeme og som skulle vinde himmelsk herlighed, kunne han kun bruge ish. „’Hver og en blev født i hende.’ . . . Når Jehova registrerer folkene vil han selv erklære: ’Her er en som blev født der.’“ Da Moses jublede over Jehovas sejr ved Det røde Hav kunne han heller ikke omtale Jehova som et svagt, dødeligt eller jordisk menneske, men måtte bruge ish for at udtrykke sin tanke, som gengivet i New World Translation: „Jehova er en mandig kriger.“ — Sl. 87:5, 6; 2 Mos. 15:3, NW.
„Adám“
Adám, det jordiske menneske, er det udtryk nedskriverne af De hebraiske Skrifter bruger hver gang de taler om menneskets skabelse: „Det var mig, som dannede jorden og skabte mennesket på den.“ Adám betegner ikke noget af mandkøn lige så lidt som ordet menneske gør, og derfor læser vi at Adam, det vil sige det jordiske menneske, kaldte det første menneskepar ish og ishsháh, mand og kvinde. — Es. 45:12; 1 Mos. 5:1, 2; 6:7; 5 Mos. 4:32; Præd. 7:29.
Det er næsten uden undtagelse også adám der er det foretrukne ord når mennesket nævnes i forbindelse med dyreskabningen. Denne sammenstilling findes i beretningerne om skabelsen, Vandfloden, Ægyptens plager og de halvfjerds års fangenskab. Salmisten priser Jehova Gud fordi han frelser både adám (mennesket) og dyrene. Og Prædikeren viser at mennesket er ligesom dyrene: „Thi menneskers [adám] og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle; mennesket [adám] har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed.“ — 1 Mos. 1:26; 6:7; 2 Mos. 8:17; Jer. 33:10; Sl. 36:7; Præd. 3:19-21.
Det er derfor også meget passende at det er udtrykket adám, det jordiske menneske, der anvendes når der tales om de egenskaber der er karakteristiske for menneskene: „Menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af.“ „Der er intet menneske, som ikke synder.“ „Mennesket, født af en kvinde, hans liv er stakket, han mættes af uro.“ „Som et åndepust står hvert menneske der.“ „Det er intet menneske der har magt over ånden, så det kan holde ånden tilbage,“ (NW) det vil sige afværge at det dør. „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand [ish, den enkelte] at vandre og styre sine fjed.“ — 1 Mos. 8:21; 1 Kong. 8:46; Job 14:1; Sl. 39:6; Præd. 8:8; Jer. 10:23.
Ligesom adám adskiller mennesket fra dyreskabningen, henleder det også opmærksomheden på menneskets lidenhed i forhold til Skaberen, Jehova Gud. Moses fik således at vide at intet menneske kunne se Gud og leve. Samuel blev mindet om at mennesket kun kan se det ydre, men at Gud kan se hjertet. David bad om at han ikke måtte falde i menneskehånd, men i Guds hånd, da han havde formastet sig til at holde mandtal over de våbenføre mænd i nationen. Salomons tempel, sagde David, var ikke bestemt for et menneske, men for Gud. Josafat rådede dommerne til at huske at det ikke var for mennesker, men for Gud de skulle fælde dom. Elihu nægtede at smigre mennesker. — 2 Mos. 33:20; 1 Sam. 16:7; 1 Krøn. 21:13; 29:1, 2 Krøn. 19:6; Job 32:21.
Salmisten spurgte to gange hvorfor den store Skaber skulle tage sig af os små mennesker; han sagde også at selv om nogle var „guder“, ville de dog dø som jordiske mennesker. Frygt for mennesker leder i snare, men den der stoler på Jehova er sikker. Hvorfor gå til Ægypten om hjælp? Ægypterne er ikke ånder men blot jordiske mennesker. For at understrege hvor alvorligt det stod til med præsternes selviskhed på Malakias’ tid, spurgte Gud: „Skal et menneske bedrage Gud?“ — Sl. 8:5; 144:3; 82:7; Ordsp. 29:25; Es. 31:3; Mal. 3:8.
„Enósh“
Den betydning der ligger i enósh: svag eller dødelig, viser for det første at nedskriverne af De hebraiske Skrifter ikke gjorde sig nogen illusioner om menneskets udødelighed. Hvordan skulle de også kunne det? De havde jo ikke modtaget deres „teologi“ fra hedenske kilder, men fra Gud selv, som tydeligt havde tilkendegivet at mennesket var dødeligt, både ved at advare det om at det skulle dø ifald det syndede, og ved, efter at det havde syndet, at dømme det til at vende tilbage til den jord hvorfra det var taget. — 1 Mos. 2:17; 3:19.
Enósh har altid en ugunstig klang og anvendes derfor aldrig i anerkendende betydning. Det er således meget passende ofte kædet sammen med adám, det jordiske menneske, når mennesket stilles op i modsætning til sin udødelige Skaber, Jehova Gud. Salme 8:5 og 144:3 er typiske eksempler på denne sammenstilling af enósh og adám. Moses skrev ligeledes: „Du lader det dødelige menneske [enósh] vende tilbage til knust stof, og du siger: ’Vend tilbage, I menneskesønner [adám].’“ (NW) Gud advarede om at han på grund af menneskenes ondskab ville gøre ’enósh sjældnere end guld og adám sjældnere end Ofirs guld’. I Jehovas ord til Esajas bruges både enósh og adám i deres rette betydning: „Jeg, jeg er Eders trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige [enósh], jordiske mennesker [adám], der bliver som græs, at du glemmer [Jehova], din skaber, der udspændte himlen og grundfæsted jorden?“ — Sl. 90:3; Es. 13:12; 51:12, 13.
Det er især i Jobs bog, som fremhæver Guds overhøjhed i modsætning til menneskets lidenhed, at enósh er et yndet udtryk når dette forhold skal understreges: „Hvad ret har en dødelig over for Gud?“ „Hvad er et menneske [det dødelige menneske, NW], at du regner ham og lægger mærke til ham?“ „Har du [Jehova] da kødets øjne, ser du, som mennesker [et dødeligt menneske, NW] ser, er dine dage som menneskets [det dødelige menneskes, NW] dage, er dine år som mandens [et stærkt menneskes, NW] dage?“ „Kan I narre [Gud], som man narrer et menneske [det dødelige menneske, NW]?“ „Gud er større end mennesket [det dødelige menneske, NW].“ — Job 9:2; 7:17; 10:4, 5; 13:9; 33:12.
Af Davids bønner kan vi se at han havde en lignende dyb forståelse: „Rejs dig, [Jehova], lad ikke mennesker [det dødelige menneske, NW] få magten.“ „Ikke skal dødelige mer øve vold.“ „Som græs er menneskets [det dødelige menneskes, NW] dage.“ — Sl. 9:20; 10:18; 103:15.
„Geber“
Udtrykket geber betyder en der er kraftig, veludviklet, fysisk stærk, altså en kraftkarl af et menneske at være. Selv om der er noget smigrende forbundet med ordet, ligger der dog, i den måde hvorpå nedskriverne af De hebraiske Skrifter anvendte det, en erkendelse af den underordnede stilling mennesket indtager i forholdet til sin Skaber, Jehova Gud. Vi ser således at da Jehova Gud til sidst gik i rette med den tålmodige Job på grund af dennes urette syn på tingene, tiltalte Gud to gange Job, ikke som ish, adám eller enósh, men han brugte udtrykket geber: „Omgjord som en mand [en stærk mand, NW] dine lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig,“ siden du var så sikker på dig selv og ikke retfærdiggjorde mig. Hvor rammende! — Job 38:3; 40:2.
Da farao begyndte at give efter for plagerne, tillod han i første omgang kun de voksne mænd at drage ud i ørkenen og tilbede Jehova. Og vi læser at da israelitterne omsider forlod Ægypten var der 600.000 fuldvoksne, kampdygtige mænd over tyve år der drog ud tillige med deres kvinder og børn. — 2 Mos. 10:11; 12:37.
Eftersom en stærk mand er tilbøjelig til at blive „hoven“ og stole på sin egen styrke, bliver han gentagne gange brugt som en påmindelse om det tåbelige i en sådan holdning: „Se der den mand [den stærke mand, NW], der ej gjorde Gud til sit værn.“ „Hvo [Hvilken stærk mand, NW] bliver i live og skuer ej død?“ „Men dør en mand [en stærk mand, NW], er det ude med ham.“ Ja, „forbandet er den stærke mand som stoler“, ikke på Jehova men, „på det jordiske menneske [adam]“. (NW) — Hab. 2:5; Sl. 52:9; 89:49; Job 14:10; Jer. 17:5.
Geber bruges hyppigt når man vil slå noget fast ved hjælp af en kontrast. Salmisten klager således: „Jeg er blevet som en stærk mand uden styrke.“ (NW) Det ville ikke have givet megen mening om han havde sagt at han var blevet som et svagt, dødeligt menneske, en enósh, for en sådan har jo ikke nogen styrke i forvejen! Salomon anvendte det på samme måde, idet han bemærkede at det ikke var godt at „en stærk mand skulle forse sig for en bid brød“. (NW) Man kunne måske undskylde at en enósh gjorde det, men bestemt ikke når det drejede sig om en geber. De dårlige nyheder Jeremias modtog, fik hans ben til at ryste som var han „en mand [en stærk mand, NW] overvældet af vin“. Han anvendte også dette udtryk som en understregning af den ynkelige tilstand Israels mænd befandt sig i: „Hvi ser jeg da alle mænd [enhver stærk mand, NW] med hånd på hofte som kvinde i barnsnød og alle åsyn blegne?“ Ja, det var alvorligt når selv stærke mænd og ikke blot enósh eller svage dødelige blegnede! — Sl. 88:4; Ordsp. 28:21; Jer. 23:9; 30:6.
Det er derfor også logisk at vi får at vide at „en der er viis i styrke er“ ikke en adám, ish eller enósh, men en geber, „en stærk mand“. En viis geber stoler ikke på sin egen styrke, men på Jehova: „Velsignet være den mand [den stærke mand, NW], som stoler på [Jehova], og hvis tillid [Jehova] er.“ — Ordsp. 24:5, NW; Jer. 17:7.
Det styrker vor tro at vide hvordan ordet „menneske“ er brugt i De hebraiske Skrifter, og det hjælper os til at forstå hvordan Gud ser på mennesket. Det er sund belæring, der hjælper os til at bevare vort rette forhold til Skaberen og opnå hans godkendelse og velsignelse.