Det er endnu muligt at vende tilbage
„Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers [Jehova].“ — Malakias 3:7.
1. Af hvilke to grunde bør vi give særlig agt på Guds ord i dag?
Vi har al grund til at tro at Bibelen er Guds ord, den guddommeligt inspirerede beretning som fortæller os om den sande Gud Jehovas hensigt og personlighed. Vi har også al grund til at tro at den først og fremmest blev skrevet med henblik på vor tid. Hvorfor? Fordi det ud fra Skrifterne kan bevises at vi lever i de „sidste dage“ af den nuværende tingenes ordning med dens „strenge“ tider. Det er den domsperiode Jesus havde i tanke da han fremsatte sin store profeti, som står berettet i Mattæus-evangeliet, kapitel 24, og som var et svar på spørgsmålet: „Hvad er tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (NW) Af disse to grunde er vi stærkt interesseret i at sætte os ind i Bibelens budskab til vor tid og at vise dette budskab den dybeste respekt. — 2 Tim. 3:1; Matt. 24:3.
2. (a) Hvad godtgør at Bibelen først og fremmest blev skrevet med henblik på de „sidste dage“? (b) Hvordan skildrede Jesus det domsarbejde der iværksattes ved hans genkomst?
2 Eftersom Bibelen viser at Gud havde forudset denne kritiske tid er det kun rimeligt at forvente at han ville kaste særligt lys over den, dels på grund af de mange farer og de mange former for pres der er særegne for vor tid, dels på grund af det vældige vidnesbyrd der skal aflægges og det arbejde der skal gøres før den endelige afslutning. (Matt. 24:14) Men vi er ikke overladt til gætterier angående dette. Apostelen Paulus siger: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf,“ og „det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet“. Hertil kommer at Jesus sluttede sin store profeti af med tre profetiske lignelser, der alle drejede sig om et domsarbejde som han skulle iværksætte og lede ved tidspunktet for sin genkomst. Han fortæller hvordan han som brudgommen ville handle med de jomfruer som skulle være rede til at gå ham i møde når han ankom til bryllupsfesten. Dernæst fortæller han hvordan han som herren ved sin hjemkomst ville gøre regnskabet op med dem han havde givet talenter som de skulle handle med mens han var væk. Til sidst fortæller han hvordan han, når han var blevet indsat som konge, ville skille alle nationernes folk „ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene“ og tildele begge skarer den løn de havde gjort sig fortjent til. — Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11; Ordsp. 4:18; Matt. 25:1-46.
3. Hvilke andre lignelser har særlig betydning for vor tid?
3 Der er andre profetiske lignelser som opfyldes i vore dage, ved „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“, som Jesus sagde da han forklarede lignelsen om rajgræsset der sankes fra hveden når høsttiden er inde. Så er der også lignelsen om den fornemme mand — et billede på Kristus Jesus — som rejser til et fjernt land for at skaffe sig kongeværdighed og derpå vender tilbage og afsiger dommen over sine tjenere, som han havde givet penge at forvalte, og over de byer der havde sagt at de ikke ønskede ham som konge. — Matt. 13:36-43; Luk. 19:12-27.
4. (a) Hvilket fælles træk er der ved disse lignelser? (b) Er vore skæbner som enkeltpersoner allerede bestemt, og hvilken mulighed og hvilket problem rejser svaret på dette spørgsmål?
4 Alle disse lignelser får deres opfyldelse i „de sidste dage“, og der er et fælles træk ved dem. I dem alle hører vi om to skarer — den ene godkendes, den anden forkastes. Vi er uden tvivl langt inde i den periode der kaldes „de sidste dage“. (2 Tim. 3:1) I virkeligheden har den varet meget længere end vi oprindelig regnede med. Men det betyder ikke at vore skæbner som enkeltpersoner allerede er bestemt, at vi er endeligt godkendt eller forkastet. De som bliver sig deres åndelige behov bevidst har stadig mulighed for at vende tilbage. Naturligvis ville det, som Jesus sagde, være godt for alle om de altid var sig deres åndelige behov bevidst i erkendelse af deres afhængighed af Jehova og hans foranstaltninger. (Matt. 5:3, NW) Men den der ikke altid har været det kan stadig nå at komme på bedre tanker, selv på dette sene tidspunkt, og erkende nødvendigheden af at han ændrer sin handlemåde fuldstændig. Samtidig kan det dog være at han spekulerer på om der er noget håb for ham. Med dette problem i tanke vil vi fortsætte vor søgen efter oplysning og vejledning i Skrifterne.
Håbet om at vende tilbage
5. På hvilke tre måder opfyldes mange profetier, deriblandt Malakias’?
5 Slår vi op i Malakias’ profeti finder vi i kapitlerne tre og fire en af de kraftigst udtalelser om de „sidste dage“. Ligesom mange andre profetier var Malakias’ et budskab til Israels folk dengang den blev skrevet. Den blev også til en vis grad opfyldt da Jesus var her på jorden, hvilket fremgår af de græske bibelskrifters citater derfra. (Se Malakias 3:1; 4:5, 6, og Mattæus 11:10, 14; 17:10-13; Lukas 1:76.) Men som tilfældet er med andre profetier får denne sin betydeligste opfyldelse i denne den største af alle kritiske perioder; det forstår vi af vendingen „[Jehovas] store og frygtelige dag kommer“ og af trusselen om at Jehova vil „komme og slå landet med band [ødelæggelse, NW]“. — Mal. 4:5, 6.
6. Hvorfor var Malakias’ domsbudskab så kraftigt, og hvilke spørgsmål stiller vi?
6 Det her givne domsbudskab er stærkt og direkte. Her er ingen overflødige ord. Jehova siger: „Jeg nærmer mig eder til dom og vidner i hast“ mod de onde mennesker som „ikke frygter mig“. (Mal. 3:5) Hele indholdet af Malakias’ bog viser at forholdene nødvendiggjorde så stærk en udtalelse til afsløring af den elendige åndelige forfatning hvori jøderne befandt sig, navnlig præsterne, som var blevet selvretfærdige og ligegyldige i uhyggelig grad. Var der slet ikke noget håb for nogen? Var det nytteløst for Gud at opfordre dem mere? Læg mærke til hvad der følger lige efter Jehovas advarsel:
7. (a) Hvordan viser Malakias 3:6 at Jehova er konsekvent? (b) Hvad indebar det at være Guds udvalgte folk?
7 „Thi jeg er Jehova; jeg har ikke forandret mig. Og I er sønner af Jakob; I har ikke mødt jeres endeligt.“ (Mal. 3:6, NW) Jehova er konsekvent. Fordi disse jøder var efterkommere af mænd som Jehova elskede, ville han ikke i hast forkaste dem selv om de fortjente det. Ja, de havde fortjent det længe, hvilket Jehova dernæst mindede dem om med ordene: „Siden eders fædres dage er I afveget fra mine bud og har ikke holdt dem.“ (Mal. 3:7) Det var en fordel at være Guds udvalgte folk, men det indebar også et bestemt ansvar, som han fortalte dem: „Kun eder kendes jeg ved blandt alle jordens slægter; derfor vil jeg på eder hjemsøge al eders brøde.“ (Amos 3:2) I betragtning af at de var kommet så langt bort fra Jehova på Malakias’ tid, spørger vi igen: Var der noget håb om at de kunne vende tilbage? Hvad siger Jehova?
8. Hvilken opfordring rettede Jehova til Israel, og på hvilket grundlag?
8 „Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers [Jehova].“ (Mal. 3:7) Hvor barmhjertigt! Skønt folket og dets ledere havde vendt sig bort fra Jehova og var henfaldet til fordærv, blev enhver som kom på andre tanker mindet om at Jehova indbød dem og endog ventede på at de skulle vende tilbage til ham. Læg mærke til at opfordringen ikke var rettet til dem der aldrig havde kendt Gud, men til dem der stod i et pagtsforhold til ham og som nedrigt havde misbrugt deres muligheder og nu var kommet længere og længere ud i synd. Som Jehova sagde til dem: „Jeg udbredte dagen lang hænderne til et genstridigt folk, der vandrer en vej, som er ond.“ — Es. 65:2.
9. (a) Hvem er Jehova rede til at udstrække sin hjælp til, og hvordan? (b) Hvorfor gør han dette, og hvorfor bør vi være interesseret?
9 Eftersom det var disse mennesker der havde trådt fejl måtte de naturligvis tage det første skridt til at vende tilbage til Gud. Det er det samme i dag. Gud har ingen gunst tilovers for dem der hårdnakket forsmår ham. Men de der er ærlige og ydmyge nok til at erkende hvor de står og begynde at vandre i den rigtige retning, opdager at der findes et guddommeligt tilvejebragt middel som giver dem den nødvendige opmuntring til at fortsætte ad den samme vej tilbage indtil de helt har genvundet Guds gunst og er blevet forenet med ham. Ved at træffe en sådan barmhjertig foranstaltning gør Jehova sin del, så der sker en gensidig tilnærmelse. (Mal. 3:7) Var det ikke sådan ville der sikkert ikke være mange som klarede turen tilbage. Denne barmhjertige foranstaltning har betydning for os alle. Derfor er vi stærkt interesseret i at få at vide hvad det er for en foranstaltning så vi kan drage nytte af den selv og hjælpe andre til at gøre det samme. Svaret finder vi i den sidste del af Malakias’ profeti, som vi nu i korthed vil gennemgå.
Opmuntringen til at vende tilbage til Jehova
10. (a) Hvad er betegnende for den sidste del af Malakias’ profeti? (b) Hvilken anklage, hvilken opfordring og hvilket løfte fremsættes i Malakias 3:8-12?
10 Under vor gennemgang af skriftstederne fra Malakias 3:7 til 4:6 lægger vi mærke til en række korte, skarpe og fordømmende udtalelser, men i hvert eneste tilfælde føjes der et opmuntrende løfte til, så vi optændes af et inderligt ønske om at få del i de goder der loves. Først får folket at vide at det har bedraget og forbandet Gud. (NW) Derefter følger en opfordring til at bringe hele tienden til Guds forrådshus og et løfte om rige velsignelser, ja velsignelser „i overmål“. De der bringer tienden ind får desuden løfte om at afgrøden ikke skal slå fejl, og, de skal blive lovprist af „alle folkene“ som et lykkeligt folk der lever i et „yndigt land“. — Mal. 3:8-12.
11. Hvilken modsætning opstilles og hvilket skønt løfte gives der i Malakias 3:13-18?
11 Dernæst tager Jehova diskussionen op med dem der havde talt stærke ord imod ham. Som en modsætning til denne kritik følger der nu en beskrivelse af hvordan Jehovas opmærksomhed er vendt mod dem der „frygter [Jehova] og slår lid til hans navn“. I sin godhed har han en „bog“ der føres til gavn for dem. Han giver dem det skønne løfte: „Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje.“ Der bliver klart skelnet mellem dem der tjener Gud og de onde som nægter at tjene ham. Det vil sige at den ene skare tydeligt viser sig at være godkendt mens den anden forkastes. — Mal. 3:13-18.
12. Hvilken dom og hvilken velsignelse udtales i Malakias 4:1-3?
12 Nu følger en passage der levende beskriver hvad der venter de frække og de gudløse. De derimod som frygter Jehovas navn skal erfare den lægedom som hans gunsts sol udstråler, og som et åndeligt stærkt og velstående folk skal de holde stand og sejre over deres fjender. — Mal. 4:1-3.
13. Hvad vil Jehova gøre for dem der oprigtigt frygter ham?
13 Det samlede indtryk af de udtalelser vi her har betragtet skulle i vort sind have tegnet et klart og animerende billede af et folk som står Jehova nær og nyder hans gunst, ligesom sønner der er lykkeligt optaget i deres faders tjeneste. Jehova lader dem tydeligt skille sig ud fra alle andre; de bor i deres eget land så at sige, i fred, lykke og velstand. Skulle bevidstheden om dette ikke virke som en stærk spore til at vende tilbage til Jehova!
14. (a) Hvem opfylder i dag disse betingelser, og hvorledes? (b) Hvordan har Jehova brugt sine vidner på denne domsdag?
14 Findes der et sådant folk i vor tid da profetien får sin betydeligste opfyldelse? Ja, det gør der. På hele jorden er der blot det ene folk som „frygter [Jehova]“ og „slår lid til hans navn“. (Mal. 3:16) De der hører til dette folk regner det som den største forret og ære at bære Jehovas navn som hans vidner. (Se Esajas 43:10-12.) I helhjertet hengivenhed og i overensstemmelse med deres indvielse til Jehova bringer de deres bidrag til tilbedelsen af ham ind i hans forrådshus, det vil sige ind i hans organisation, hvor de yder en tjeneste. Som et resultat heraf nyder de alle de goder vi netop har betragtet, men de nyder dem ikke på en selvisk måde. De skiller sig klart ud fra kristenheden og hele denne verden, men de holder sig ikke egenkærligt for sig selv. De erkender at de har fået overdraget det hverv at forkynde budskabet om Guds rige på hele jorden, „offentligt og fra hus til hus“, og de forstår at dette indbefatter en opfordring til dem der er kommet bort fra Jehova om at vende tilbage. (Ap. G. 20:20, NW) På denne måde repræsenterer Jehovas vidner Ham som siger: „Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder.“ (Mal. 3:7) Med dem udfører han sin del af løftet om den gensidige tilbagevenden til gavn for dem som er kommet på andre tanker og erkender at de bør vende tilbage til ham. Vi kunne tilføje at det at Jehova „vidner i hast“ nu i denne inspektionstime understreger nødvendigheden af at de hurtigt vender tilbage — men det er ikke for sent. Opfordringen om at vende tilbage til Jehova lyder stadig. — Mal. 3:5, 7.
15. Hvordan virker Guds ord som en kraftig opfordring, og i hvilken hensigt? Kan man sige at denne opfordring stemmer overens med hvad Guds navn står for?
15 Det kan i sandhed siges at der er meget i Guds ord der virker som en kraftig opfordring, både ved direkte tale og ved profetiske dramaer og lignelser, der udtrykkes i yderst talende vendinger, som vi skal se. Disse opfordringer bekræfter til overflod og i et utvetydigt sprog det Skaberen selv har sagt at hans navn står for, som da han over for Moses erklærede: „[Jehova, Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet.“ (2 Mos. 34:6, 7) Disse opfordringer er ikke nedskrevet i Bibelen udelukkende for at oplyse og lede dem der stræber efter at udføre en antagelig tjeneste for Gud, men også for at vække deres opmærksomhed som er snublet på vejen men som alligevel har håb om at komme på fode igen.
16, 17. (a) Er Guds ord henvendt til enkeltpersoner, og hvorfor er det vigtigt at vi forstår det? (b) Hvilken bøn er passende for den der er kommet på bedre tanker, men hvilket problem kan vedkommende have?
16 I denne forbindelse er der et andet aspekt som er værd at huske på. Selv om Bibelen ofte henvender sig til Guds folk som et hele, som en nation, eller profetisk skildrer visse skarer eller grupper, har dens opfordring dog også altid adresse til den enkelte læser. Det er vigtigt at vi forstår dette, for selv om der, som på Malakias’ tid, udtales en ugunstig dom over et folk der fremturer i synd, afskærer det dog ikke en enkeltperson fra at komme på bedre tanker og af hjertet vende sig til Gud. Foruden dette må vedkommende også begynde at vandre på den rette vej, på „livets vej“. Han må også bede ligesom David: „Mine ungdomssynder og overtrædelser kommer du ikke i hu, . . . For dit navns skyld, [Jehova], tilgive du min brøde, thi den er stor. Om nogen frygter [Jehova], ham viser han den vej, han skal vælge.“ — Sl. 16:11; 25:7, 11, 12.
17 Måske føler du at det ikke er så let at bede under sådanne omstændigheder; det kan være at du spekulerer på om din bøn bliver hørt efter at du har været så langt ude på den forkerte vej. Til opmuntring for dig vil vi anbefale dig at overveje følgende afsnit, der er en behandling af en af Guds barmhjertige foranstaltninger. Det vil tilfredsstille dit sind.
En skildring af bønnens foranstaltning
18. Hvordan bad Salomon til Jehova ved indvielsen af templet?
18 Ved fuldførelsen af templet og efter at arken, der repræsenterede Jehovas nærværelse, var blevet anbragt i det allerhelligste i templet, opløftede kong Salomon sin røst i en indvielsesbøn. Han nævnede forskellige omstændigheder under hvilke troende mennesker ville komme til at fremsætte deres bønner „vendt mod dette sted“ (templet), og bad om at Jehova ville høre og besvare sådanne bønner. Salomon nævnede også enkeltpersoners bønner, ja han nævnede endog „den fremmede“ og sagde: „Når han kommer og beder, vendt mod dette hus, da høre du det i Himmelen, . . . og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om.“ — 1 Kong. 6:1; 8:11, 22, 30, 38, 41-43.
19. Hvordan skulle israelitterne bede til Jehova når de kom i fangenskab? Hvad kan vi lære deraf?
19 Med vort spørgsmål i tanke lægger vi mærke til at Salomon også nævnede hvad der ville ske hvis Jehova blev vred og lod fjenderne føre folket i fangenskab fordi det havde handlet ondt og syndigt. Han bad: „Når de synder imod dig . . . og du vredes på dem og giver dem i fjendens magt, og sejrherrerne fører dem fangne til fjendens land, . . . og de så går i sig selv . . . når de omvender sig til dig af hele deres hjerte . . . og de beder til dig, vendte mod . . . det hus, jeg har bygget dit navn — så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres bøn og begæring og skaffe dem deres ret.“ Dette ville føre til at der blev skabt en udvej for at de kunne vende tilbage til deres eget land. (1 Kong. 8:46-53) Dette fastslår hvad der er at gøre for den der er kommet langt ud på vellystens afveje og som føler sig forladt! Hvis han i sin nød ser kendsgerningerne i øjnene og bliver klar over hvad det er han trænger til, da bør han uden tøven påkalde Jehova om hjælp.
20. Hvilken betingelse knyttede der sig til sådanne bønner, og kunne man være sikker på at blive hørt?
20 Men han må ligesom fortidens Israel anerkende den kanal hvorigennem Jehova hører og besvarer sådanne bønner. Israelitterne kunne ikke vende sig mod et hvilket som helst tempel. Naturligvis ikke. Der var kun det ene tempel som var bygget for Jehovas navn og i hans udvalgte by, Jerusalem. Blev der givet nogen forsikring om at sådanne bønner blev hørt hvis den bedende vendte sig mod templet? Læg mærke til hvad Jehova sagde til Salomon: „Jeg har hørt den bøn og begæring, du opsendte for mit åsyn. Jeg har helliget dette hus, som du har bygget, for der at stedfæste mit navn til evig tid, og mine øjne og mit hjerte skal være der alle dage.“ — 1 Kong. 9:3.
21. Hvad svarer i dag til Israels tempel i fortiden?
21 Hvordan passer dette på vor tid? Der findes ingen religiøs bygning, hverken i Jerusalem eller noget andet sted, der er bygget for Jehovas navn eller som han bruger som et synligt led mellem sig selv og dem der gerne vil nærme sig ham. Alligevel er der et tempel som er synligt i dag, skønt det ikke ligger noget bestemt sted på jorden. Apostelen Paulus omtalte den kristne menighed som dette tempel, hvilket fremgår af hans ord til menigheden i Efesus: „I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren . . . en Guds bolig i Ånden.“ — Ef. 2:19-22; se også Første Petersbrev 2:4, 5.
22. Hvem består tempelskaren af nu, og hvordan benytter Jehova den?
22 Ja, Kristus Jesus er i første række den kanal. Som han sagde: „Ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh. 14:6; 16:23, 24) Men når Jehova i dag besvarer sådanne bønner og hjælper dem der ønsker at vende tilbage og genvinde hans gunst og genoptage tjenesten for ham, sker det rent praktisk gennem den tempelskare som Paulus talte om. Der befinder sig stadig en rest af denne skare på jorden; den danner kernen i Jehovas vidners organisation. Nært forbundet med den finder vi en „stor skare“ som har opnået Guds gunst; der siges meget passende at den „tjener ham [Gud] dag og nat i hans tempel“. (Åb. 7:9, 15) Alle disse mennesker trængte engang til at blive forenet med Gud. Hvis du føler et lignende behov er du velkommen til at slutte dig til. Der er ingen grænser for hvor mange der kan slutte sig til; de udgør en stor skare uden tal.
23. Hvilken begunstiget og lykkelig stilling indtager tempelskaren?
23 Dette tempel eller denne helligdomsskare er identisk med de mennesker der omtales i Malakias’ profeti, som i deres hengivenhed for Gud bringer hele tienden, deres tjeneste, ind i hans organisation, og som slår lid til hans navn. Kan det Jehova sagde om det hus Salomon byggede også siges om denne skare: „Mine øjne og mit hjerte skal være der alle dage“? (1 Kong. 9:3) Ja. Om dette folk siger Jehova: „Du er dyrebar for mig, har værd, og jeg elsker dig.“ „I dig er [Jehova] din Gud . . . Han glæder sig over dig med fryd.“ — Es. 43:4; Zef. 3:17.
24, 25. (a) På hvilken måde åbenbarer Jehova sig i dag mere end nogen sinde? (b) Hvilken opmuntring får enkeltpersoner, og hvad nævnes altid i denne forbindelse? (c) Fra hvilken kilde kan vi forvente at få flere oplysninger?
24 Som allerede nævnt virker Guds ord som en kraftig opfordring til enkeltpersoner. Sandt er det også at Jehova nu da alle tiders betydeligste inspektion finder sted, mere end nogen sinde åbenbarer sig som den store Enkeltperson som af hjertet appellerer til vore hjerter og opfordrer os til at yde ham vor helhjertede kærlighed og hengivenhed. Han er fremfor nogen værdig dertil. Han er ikke utilnærmelig. Som Paulus sagde til mændene i Athen: „Han [Gud] fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os.“ Som Gud også sagde til jøderne da de var i Babylon: „Kalder I på mig, vil jeg svare eder; beder I til mig, vil jeg høre eder; leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele eders hjerte, vil jeg lade mig finde af eder . . . og føre eder tilbage.“ Lad os til slut mindes de skønne opmuntrende ord Jehova udtrykker med en uforlignelig appel til enkeltpersoner: „I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knuses hjerte til live.“ Læg mærke til at hjertet altid nævnes; man må gå langt dybere end til en rent forstandsmæssig erkendelse af sit behov. Det kan i sandhed siges at Jehova vil vende sig til dem der oprigtigt søger ham og ønsker at vende tilbage til ham. Det er stadig muligt for sådanne at vende tilbage. — Ap. G. 17:26, 27; Jer. 29:12-14; Es. 57:15.
25 Der er andre interessante og vigtige aspekter at iagttage i forbindelse med dette emne, og vi kan lære meget fra Bibelen til vejledning og opmuntring for os. Vi vil derfor behandle en af Jesu lignelser. Den passer særdeles godt til vort tema og den har sin egen specielle opfordring. Vi tænker på den velkendte lignelse om den fortabte søn.