Babylon — den gyldne stad
Hvad ser turisten dér i dag?
FIRS kilometer syd for det nuværende Bagdad i Irak, på banelinjen mellem Bagdad og Basra, standser toget. Turisterne står af. På et simpelt træskilt står der: „Babylon — trinbræt. Toget standser kun når der er rejsende som skal med.“ Dette byder turisten velkommen til Babylon og minder ham om at fortidens stolthed, „den gyldne stad“, nu ikke engang er en station men kun et trinbræt.
Udrustet med fotografiapparater og solbriller ankommer turisten for at se på resterne af „den gyldne stad“. For bedre at forstå hvad det er fremmedføreren skal til at vise frem, gør turisten klogt i at kende lidt til Babylons oprindelse og hvad der gik i svang i „den gyldne stad“. Så behøver han ikke at spørge: „Hvordan kunne så stor en by rammes af så trist en skæbne?“
Babylon blev bygget mens Noa endnu levede. Nimrod, „en mægtig jæger i opposition til Jehova“, lagde byens grundvolde. Han byggede den som sit riges kongesæde og ønskede at gøre den til verdens hovedstad. Men det var ikke før århundreder senere at Babylon som hovedstad i et verdensrige blev verdens hovedstad, nemlig ved slutningen af det syvende århundrede før Kristus. Under kong Nebukadnezars fyrretyveårige regering nåede den sin magts tinde og var „rigernes krone“, „al jordens stolthed“. — 1 Mos. 10:9, NW; Es. 13:19; Jer. 51:41.
Dens uindtagelighed og pragt
Kvadratisk i form var Babylon bygget som et skakbræt med gigantiske felter. Dens hovedgader var meget smukt anlagt efter et retvinklet mønster. Den store flod Eufrat delte byen i to dele. Som en beskyttelsesforanstaltning løb en bred, dyb voldgrav ud fra floden og langs bymurene.
Babylons mure var helt fantastiske! Historikeren Herodot besøgte byen i det femte århundrede før Kristus. Han beretter at Babylons mure nåede den forbavsende højde af halvfems meter. Og dens tykkelse? Så utroligt det end lyder var den fra treogtyve til seksogtyve meter tyk! Den var 100 km lang, femogtyve kilometer på hver side af byen. På toppen af muren var der 250 tårne med vagtstuer til soldaterne. For at fjenden ikke skulle grave sig ind under muren gik den ti meter ned i jorden. Nebukadnezar sagde med stolthed, således som det fremgår af en inskription: „En stor mur som et bjerg der ikke kan rokkes gjorde jeg af mørtel og mursten. Dens grundvolde lagde jeg i underverdenens dyb, dens tinder lod jeg rejse som bjerge.“
For bekvemt at kunne komme ind og ud af byen havde den hundrede bronzeporte, femogtyve på hver side. Hver port havde dobbelte portfløje af massivt metal, der var ophængt på bronzestolper fastgjort i muren. Langs flodens bredder var der bygget en eneste lang kaj på hver side, disse var igen adskilt fra byen ved en vældig mur. I denne mur var der femogtyve porte og fra dem gik der en rampe ned til vandkanten. Færger sejlede ustandselig frem og tilbage dér hvor gaderne mundede ud. Én gade gik imidlertid over en bro, en anden gennem en tunnel under flodlejet.
Kongen sparede hverken på penge eller på arbejdskraft for at gøre Babylon til den mest pragtfulde by verden nogen sinde havde set. Templer og paladser strålede af guld. I en pralende inskription udmaler kong Nebukadnezar: „Knejsende cedertræer fra Libanon fældede jeg med min hånd, med skinnende guld beklædte jeg dem, med ædelstene prydede jeg dem. . . . Dørtærskler, dørstolper, dørfløje og karnisser belagde jeg med blændende guld.“ Babylon var i sandhed „rig på skatte“. — Jer. 51:13.
Kongens eget palads var hans stolthed og glæde. Det var en firkantet bygning omgivet af en tredobbelt fæstningsmur hvoraf den yderste var næsten elleve kilometer i omkreds. De inderste mure var beklædt med glacerede mursten hvorpå der var billeder af en mængde forskellige dyr. Nebukadnezar kaldte sit palads „Beundret af menneskeheden“.
Det var ikke så mærkeligt at folk beundrede det. Inden for det kongelige palads fandtes et af den gamle verdens syv undere — Babylons hængende haver. Kongen anlagde disse højtliggende haver for at behage sin hustru. Dronningen, en prinsesse fra Medien, kom fra et bjergrigt land og led og ked af Babylons flade sletter sukkede hun efter sit hjemlands bjerge.
Derfor byggede kongen støttebuer på et område på halvanden hektar. Buerne varierede i højde fra treogtyve til halvfems meter. Hele dette murede bjerg dækkede han med et muldlag der var så dybt at selv de største træer kunne gro i det. På toppen opførte han et vandreservoir der fik sit vand fra Eufrat ved hjælp af en vandsnegl — altså her brugt flere århundreder før Arkimedes opfandt den! For at hindre vandet i at sive ned i murværket blev murstensgulvet lagt ned i jordbeg og dækket med blyplader som et særligt lag mellem støttebuerne og mulden. Denne terrasseformede have løftede sig op over bymurene. Et væld af de mest udsøgte blomster og buske groede inde mellem træernes stammer. Kilder sprang frem af kunstige klipperevner. Alt var af uforlignelig skønhed! Hvor imponerende for gæster fra fremmede lande! På afstand tog dette verdensunder sig ud som skove der voksede på bjergskråninger.
Rundt om haven førte trapper op til toppen. Her kunne de kongelige selskaber indtage festmåltider og nyde synet af hele Babylons pragt der lå udbredt for deres fødder som et vældigt panorama. Hvilket fortryllende sceneri — murene, floden, kajerne, skibene, de fornemme gader hvor stormændenes og fyrsternes vogne for af sted, bronzeportene, ad hvilke slaver fra hundreder af erobrede provinser myldrede ind! Vandrende på taget af sit kongelige palads, fuld af beundring over sit værk, gennemstrømmedes Nebukadnezar af stolthed og glæde og sagde: „Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til kongesæde ved min vældige magt, min herlighed til ære?“ — Dan. 4:30.
Kilden til falsk religion
Babylons grundlægger, Nimrod, modstod den sande Gud, Jehova, og blev følgelig en tilbeder af Satan Djævelen. Dæmonreligionen fik sit udspring i Babylon. Falske guder af guld blev dyrket overalt. Næsten hver eneste af de store pladser havde sit tempel fuldt af gyldne guder. Et af de mest bemærkelsesværdige af de over halvtreds templer i Babylon var det vældige tempeltårn for Marduk eller Bel, den nationale guddom. Hans tempel var bygget i pyramideform med otte afsatser, efter samme mønster som moderne skyskrabere. Tårnet var 145 meter højt! En vindeltrappe førte helt op til toppen hvor der stod en guldstatue af Bel. Denne billedstøtte var tolv meter høj! To andre kolossale guddomme af guld hørte også til templets udsmykning foruden et vældigt guldalter og to guldløver. Med disse gyldne guder kunne Babylon i sandhed siges at være „den gyldne stad“.
Næsten alt og alle var besmittet af dæmonreligion. Byens berømteste port, Ishtarporten, var opkaldt efter frugtbarhedens gudinde, Ishtar, også kaldet „himmelens dronning“ og „gudernes moder“. Gennem Ishtarporten løb den berømte Processionsgade. En gang om året fremviste de hedenske tilbedere under en farverig ceremoni deres guder af sølv og guld under et optog der gik gennem denne gade. Processionsgaden førte op til Ishtartemplet. Der fandtes ikke bare ishtaraltre i ét tempel men overalt, for der var mindst 180 større altre for Ishtar. Ejendommeligt nok modtog denne „himmelens dronning“ langt større hyldest af hedningetilbederne end deres hovedgud Bel.
På toppen af templerne granskede de kaldæiske astrologer stjernerne og kortlagde himmelen. Disse dæmondyrkere inddelte himmelen i huse for at iagttage planeternes bane gennem hvert eneste af dem, i det forfængelige håb at kunne spå og forudsige kommende begivenheder. Babylons astrologer var fædre til ideen med dyrekredsen og dens tolv himmeltegn — Jomfruen, Skorpionen o.s.v. Længe inden Babylon blev verdenshovedstad var den ottende måned kendt som „skorpionstjernens måned“. De babyloniske guddommes attributter fik indflydelse på valget af månedens tegn. Således repræsenterer Jomfruen, dyrekredsens sjette tegn, Ishtar, guddommen for den sjette måned.
Fra Nimrods onde by Babylon spredte dæmonreligionen sig i alle dens former — magi, spådomskunst, kongetilbedelse, billeddyrkelse, sex-dyrkelse, tilbedelse af dyr o.s.v. — til jordens ender og fordærvede så at sige hele menneskeheden helt frem til vor tid.
Som det er at vente når en falsk religion bliver den nationale religion, var de moralske tilstande ubeskriveligt slette. Den gamle historiker Quintus Curtius skrev om Babylon at „intet kunne være mere fordærvet end dens moral, intet mere beregnet på at ophidse eller lokke til overdreven nydelse. . . . Babylonierne var i særdeleshed forfaldne til vin og de lyster der følger med beruselse. Kvinder var til stede ved deres fester. I begyndelsen bevarede de et vist dekorum, men efterhånden blev de mere og mere løsslupne indtil de til sidst bortkastede enhver blufærdighed“.
Falsk religion gjorde sit til dette forfald. En religiøs lov der blev vedtaget i Babylon, hører til en af historiens mest afskyelige. Den fremelskede de laveste lidenskaber og gjorde byen til et trækplaster for mange fremmede. Herodot fortæller at hver eneste indfødt kvinde én gang i sit liv var tvunget til at besøge Mylittatemplet, hvis guddom i lighed med månegudinden var den kvindelige frugtbarheds gudinde. Dér måtte kvinden vente på denne gudindes enemærker og lade sig favntage af den første den bedste der kastede en sølvmønt i hendes skød — åbenlys prostitution i religionens navn!
Jehova fælder dom over Babylon
Er det til at undre sig over at Babylons synder råbte helt til himmelen? „Dets straffedom,“ sagde Jehova gennem sin profet, „når til himmelen, løfter sig til skyerne.“ Himmelens Gud, Jehova, fældede dom over Babylon. — Jer. 51:9.
Næsten to hundrede år før Babylon faldt for perseren Kyros’ hånd lod Jehova sin profet Esajas forudsige Babylons dødsdom: „Begge dele skal ramme dig brat samme dag, barnløshed og enkestand ramme dig i fuldeste mål, dine mange trylleord, din megen trolddom til trods. Med rådgiverhoben sled du dig træt, lad dem møde, lad himmelgranskerne frelse dig, stjernekigerne, som måned for måned kundgør, hvad dig skal ske!“ — Es. 47:9, 13.
Hvem ville Jehova bruge til at ødelægge Babylon? Hvordan kunne en uindtagelig by mon falde? Næsten to hundrede år før Babylons fald forudsagde Jehova hvem der skulle indtage byen — ja nævnede ham endogså ved navn — og hvordan denne uovervindelige by ville falde: „Så siger HERREN [Jehova] til sin salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte folk for hans ansigt og løsne kongernes gjord, for at åbne dørene for ham, så portene ikke var stængte.“ — Es. 45:1.
Mange byer er blevet erobret og ødelagt og atter genopbygget. Men ikke Babylon! Esajas forudsagde at „det skal aldrig i evighed bebos, ej bebygges fra slægt til slægt“, „vildkatte lejrer sig der, og husene fyldes med ugler“ og Gud vil gøre det „til rørdrummers eje og til side sumpe“. „Det går med Babel, rigernes krone, kaldæernes stolte pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra.“ — Es. 13:20, 21; 14:23; 13:19.
Igen omkring halvtreds år før Babylon faldt lod Jehova en anden profet forkynde dommen: „Jeg lagde dig snarer, du fangedes, Babel, og mærked det ej.“ Som en fuldstændig overraskelse kom dets sidste time: „Babel faldt i et nu.“ Dets krigsfolk skulle mejes ned i et blodbad. „Derfor falder dets ynglinge på dets torve.“ „Babels helte opgiver kampen . . . de er blevet til kvinder.“ Og Babylons vældige mur? Jehova bød: „Babels brede mur skal nedbrydes til grunden og dets høje porte opbrændes.“ — Jer. 50:24; 51:8; 50:30; 51:30, 58.
Nogle få timer før Babylon faldt forudsagde Jehova atter dets dødsdom. Kong Belsazzar så håndskriften på væggen; han forstod den ikke. Jehovas profet Daniel tydede den for kongen. Undergangen truede! „Dit rige er delt og givet til Medien og Persien.“
Den selv samme nat faldt Babylon nøjagtig på den måde som Esajas havde profeteret om henved to hundrede år forinden. Babylonierne holdt en religiøs fest; hele byen ravede af drukkenskab. I det psykologiske øjeblik ledte Kyros Eufrats vande bort fra flodlejet og ind i de kanaler og vældige vandreservoirer babylonierne selv havde bygget. Floden begyndte at synke uden at en lyd hørtes. Larmen kom fra Belsazzars palads hvor kongen „gjorde et stort gæstebud for sine tusinde stormænd og drak vin med dem“. (Dan. 5:1) Mens drikkegildet stod på marcherede Kyros’ soldater i hastigt tempo ind ad det nu næsten tørre flodleje. Men hvad med flodportene? Undtagelsesvis havde man ladet dem stå åbne! Hvad så med byportene? Også de stod mod al sædvane åbne. Men de vældige massive bronzeporte til kongens palads de var da lukket? Nej, de stod også på vid gab. En afdeling persere trængte ind i paladset, styrede deres skridt lige mod kongen og dræbte ham på stedet; han faldt om på gulvet mellem henslængte drikkekar. De berusede babyloniere flygtede rædselsslagne i alle retninger men blev dræbt som var de værgeløse kvinder. Det var ikke en kamp, det var en massakre.
I året 539 f. Kr. faldt altså det uindtagelige Babylon på en eneste nat uden kamp. På en inskription siger Kyros: „Jeg er Kyros, verdens konge. Uden kamp drog mine tropper ind i Babylon.“
Babylon blev ikke øjeblikkelig gjort til en ruinhob. Med tiden ødelagde perserne det store tempeltårn hvor Satan var blevet dyrket under navnet Bel. Efter at Alexander den Store havde erobret Medo-Persien var det hans agt at gøre Babylon til hovedstad i sit østlige rige. Han satte 10.000 arbejdere i gang og i to måneder fjernede de murbrokker fra det ødelagte Beltempel. Men hans planer om at genopbygge templet og føre Babylon tilbage til sin tidligere herlighed strandede da han ganske pludseligt døde. Med Alexanders død i Nebukadnezars palads begyndte Babylon at hensygne.
Fra gammel tid har rejsende der besøgte Babylon beskrevet den som en ruinhob. Benjamin fra Tudela, en jødisk rejsende i det tolvte århundrede, fandt kun ruinerne af Nebukadnezars palads. Paladset var styrtet sammen og „utilgængeligt på grund af de mange giftslanger og skorpioner der holdt til dér“. Den engelske arkæolog Layard besøgte Babylon i det nittende århundrede og berettede: „Babylons øde tomt er en hæslig og nøgen plet.“
Hvad turisten ser i dag
I begyndelsen af det tyvende århundrede påbegyndte tyske arkæologer en systematisk udgravning af Babylon. Hvad møder der så turisten nu? Foran ham ligger der vældige høje af murbrokker fra det der engang var bygninger og paladser. Næppe et spor af den brede mur er at finde. Der ligger en dam, en sump med grønt vand og fuld af kvækkende frøer. Ugler flyver ind og ud af revner og sprækker; skorpioner og sjakaler er de eneste der går bud i Nebukadnezars palads. I stedet for at modtage et skønhedsindtryk føler turisten at ingen by kunne frembyde så trist et skue. Roms Forum er sammenlignet med Babylon et mønster på orden og sirlighed.
Ishtarportens mure er blevet afdækket. På indersiden er der anbragt nogle store stentavler der måler en kvadratmeter. På hver af dem står følgende inskription: „Nebukadnezar, Babylons konge, er jeg. Babels gade brolagde jeg med sten, til processionen for den store herre, Marduk.“ Stenblokkene ligger der stadig, nøjagtig som da Daniel satte sin fod på dem.
Mens turisten dvæler blandt ruinerne kan han ikke andet end tænke på forgangne tider: Hertil var det at Nebukadnezar førte de landsforviste judæere efter at han havde tilintetgjort Jerusalem i året 607 f. Kr. Her flyder Eufrat stadig under piletræernes hængende grene og minder om salmens ord: „Ved Babels floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. Vi hængte vore harper i landets pile.“ (Sl. 137:1, 2) Her forblev Daniel upåvirket af pragten omkring sig, trofast mod himmelens Gud, Jehova. Her skrev Guds finger på væggen i Belsazzars palads profetien om undergang, en profeti der blev opfyldt i løbet af nogle få timer.
Hensunken i tanker begiver turisten sig til sit tog. Skiltet slår ham: „Babylon — trinbræt. Toget standser kun når der er rejsende som skal med.“ Hvor rammende, tænker han! Hvor passende en kommentar til Babylons skæbne — reduceret til et trinbræt. Mens han gør sig klar til at stige ind i toget falder det ham ind at man kunne opstille endnu et skilt med disse ord hentet fra Esajas’ og Jeremias’ profetier, udtalt da Babylons pragt og herlighed var ufordunklet: „For Jehovas vredes skyld skal det ligge ubeboet hen og overalt være øde og forladt: enhver som kommer forbi Babylon skal forbavses.“ „Hvor Babylon dog blev til en trøstesløs tomt blandt folkene!“ „Undertrykkeren er borte! den gyldne stad forsvundet!“ — Jer. 50:13; 51:41; Es. 14:4, AS.