Babylon lægger den religiøse grundvold til et verdensbedrag
NÅR et menneske eller en nation vender sig fra Gud og den sande tilbedelse som er foreskrevet i Bibelen forfalder det eller den uvægerlig til at tilbede noget andet i stedet. Som følge af en medfødt trang vil menneskene tilbede eller se hen til noget som står over dem. Det kan være en politisk leder eller staten selv, det kan være et dyr eller en livløs genstand. Historien har vist at denne medfødte trang til at tilbede et eller andet har frembragt en hærskare af guder. I nogle lande er gudernes tal omtrent lige så stort som befolkningstallet.
Samtidig med at gudernes tal vokser, øges antallet af falske dogmer og læresætninger, som forgifter menneskenes sind mere og mere og strammer det frygtens og trældommens bånd der binder dem til den falske religion. Øget ondskab og fordærv bliver resultatet. Apostelen Paulus beskriver den tilstand de befinder sig i: „Og da de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen til et uværdigt sind, så de gjorde, hvad der var usømmeligt; de blev opfyldt af alskens uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed, og fulde af misundelse, mordlyst, kiv, svig og ondsindethed.“ — Rom. 1:28-32.
Eftersom billedstøtter er livløse og intet véd og selv de største mennesker kun er almindelige dødelige af kød og blod ligesom deres tilbedere, hvem går tilbedelsen af dem da i virkeligheden til? Den går til og modtages af Guds store modstander Satan Djævelen. Tilbederne bliver i realiteten Djævelens tjenere. Paulus skrev: „Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed?“ De kommer mere og mere til at ligne den som de tilbeder. Ja, de kan faktisk kaldes Djævelens børn. Jesus udtrykte denne regel for åndeligt slægtskab da han talte til nogle der pralede af at de var af patriarken Abrahams slægt. Han sagde: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader.“ Senere skrev apostelen Johannes: „Derpå kendes Guds børn og Djævelens børn: enhver, der ikke øver retfærdighed, er ikke af Gud.“ — Rom. 6:16; Joh. 8:38-44; 1 Joh. 3:10; Sl. 96:5; 1 Kor. 10:20.
Byen Babylon er et eksempel i denne henseende. Ja, mere end det. Den er selve det jordiske oprindelsessted for al falsk gudsdyrkelse; den er den grundvold hvorpå et mægtigt bygningsværk for falsk religion er bygget. Da Babylons indbyggere ikke ønskede at tilbede Jehova Gud vendte de sig til tilbedelsen af Nimrod. Han havde den samme ånd som Guds første store modstander, Djævelen. Når alt kom til alt var han en tilbeder og efterligner af Djævelen, som havde startet oprøret i himmelen og derefter udbredt det til jorden, begyndende med Edens have. Det er forklaringen på at babylonierne kaldte byens grundlægger for Merodak (Marduk), der betyder „oprører“, og ikke Nimrod. Ved sin handlemåde kom Nimrod til at høre til den Djævelens sæd som Gud nævnede i 1 Mosebog 3:15. Han var en falsk sæd, en falsk Messias. Efter hans død ophøjede babylonierne ham til gud, men de der tilbad ham, tilbad uden at vide af det Djævelen og blev derved også hans „sæd“, idet de gjorde hans gerninger. Da den berømte Hammurabi blev konge og gjorde Babylon til hovedstaden i det babyloniske rige fik Merodak som byens gud øget betydning. Hans navn erstattedes senere af fællesbetegnelsen Belu („Herre“), og til sidst blev han almindeligvis kaldt Bel og hans gemalinde Belit („Frue“).
Triader eller treheder af guddomme begynder at dukke op
Efter at den falske gudsdyrkelse havde taget sin begyndelse med tilbedelsen af Nimrod, øgedes gudernes tal hurtigt i dette første babyloniske rige. Blandt disse guder fandtes flere triader, sammenstillinger af tre guddomme. På toppen af Belustemplet i Babylon skal der ifølge den gamle græske historiker Ktesias have stået tre statuer, nemlig af Bel (eller Bel-Merodak), hans moder Rhea (Semiramis) og Bel-Merodaks hustru Juno eller Beltis (Zer-panîtu). Ifølge den senere græske historiker Diodorus Siculus bestod den religiøse triade i Babylon en overgang af to gudinder og en søn, nemlig Hera (romernes Juno), Rhea (eller Semiramis) og Zeus (= Merodak, Nimrod).
Om religionen i Babylon og dens triader af guddomme læser vi: „I den senbabyloniske tid synes gudsdyrkelsen at samle sig om Marduk, Nabu [Nebo, der betyder „talsmand, herold“], Sin, Shamash og Ishtar. . . . Alle deres vidunderlige evner og gaver til trods formåede babylonierne aldrig at undfange tanken om én gud, en eneste gud, der gjorde tilstedeværelsen af nogen anden guddom til en logisk umulighed. Den monoteistiske tanke overstiger det babyloniske sinds åndelige rækkevidde. . . . hverken babylonierne eller assyrerne steg til sådanne højder som dem der kendetegner den hebraiske Salmernes bog.“ — The International Standard Bible Encyclopaedia, 1955-udgaven, b. 1, s. 370.
Sin (måneguden), Shamash (solguden) og Ishtar — dyrekredsens herskere — udgjorde en anden triade. Fra Babylon spredtes triader af guddomme ud over hele jorden, hvor dyrkelsen af dem holdt sig helt frem til det tidspunkt da kristendommen vandt frem.
Troen på en triade eller trehed af guder er en udfordring mod den ene sande og almægtige Guds overhøjhed og suveræne stilling. Som en kraftigt virkende gift har denne hedenske tanke — til Djævelens store tilfredsstillelse — gennemtrængt og besmittet kristenhedens religioner i en sådan grad at treenighedslæren, der går ud på at der er tre personer i én gud, i dag kaldes „den centrale lære i den kristne religion“.
Dæmonisme og magi har sin rod i Babylon
Hvilken virkning har en sådan lære på sine tilhængere? Den svækker deres tro på Gud. Den mindsker deres fornemmelse af det ansvar de har over for ham: at de må vise ham ubetinget lydighed og absolut hengivenhed. Den bringer dem ud af balance, fordunkler deres udsyn og gør dem religiøst bedøvede. Den fylder dem med frygt og fører let til at de begynder at antage mange guder som de må formilde eller rette bønner til. Som et eksempel kan nævnes de mange såkaldte „helgener“. Der er kun et lille skridt herfra til frygten for dæmoner, en frygt der har formørket tilværelsen for mange mennesker. Babylonierne var fyldt med denne religiøse gift. Sir E. A. Wallis Budge siger i bogen Babylonian Life and History:
De dæmoner og djævle der gjorde livet surt for babylonieren var mange. Dog var den skikkelse de optrådte i og de onde kræfter de rådede over for de flestes vedkommende velkendt. Mest af alt frygtede man de syv onde ånder, som var ophav til alt ondt. . . . Ligesom der var triader af guder, således var der triader af djævle, som for eksempel Labartu, Labasu og Akhkhazu. Den første gjorde små børn fortræd, den anden var årsag til rystesyge, og den tredje farvede et menneskes ansigt gult eller sort. Lilu, Lilitu og Ardat Lili udgjorde en anden triade. . . . Babylonierne . . . gik til præsten, der ofte spillede rollen som gud og manede djævlene bort ved at fremsige besværgelser, . . . — Siderne 146, 147 (1925-udgaven). Se også The International Standard Bible Encyclopaedia, 1955-udgaven, b. 1, s. 373.
Magi, trolddomskunst og astrologi udvikledes og udøvedes af alle, lige fra kongen til den laveste af hans undersåtter. Man troede endog på en heks som mentes at kunne „flyve gennem luften på en kæp“. — Ancient History, Part I — P. V. N. Myers, side 72.
Bibelen taler om Bels og Merodaks billedstøtter og kalder dem „uhumske afguder“. (Jer. 50:1, 2, NW). Profetien i Esajas 47:12, 13 siger til Babylon, der opfattes som en kvinde: „Kom med din trolddom og med dine mange trylleord, med hvilke du umaged dig fra din ungdom [som by]; . . . Med rådgiverhoben sled du dig træt, lad dem møde, lad himmelgranskerne frelse dig, stjernekiggerne, som måned for måned kundgør, hvad dig skal ske!“
Trolddomskunsten er opfundet af kaldæerne i Babylonien. Hvor stærkt et tag magien havde i Babylon sås for eksempel da kong Nebukadnezar århundreder efter Nimrod vendte sig til den for at få at vide om han skulle angribe Jerusalem. Herom sagde Jehova Gud til Ezekiel:
„Thi Babels konge står på vejskellet, hvor de to veje skilles, for at tage varsler; han ryster pilene, rådspørger husguderne, ransager leveren. I sin højre holder han loddet ’Jerusalem’, at han skal åbne munden til skrig og løfte røsten til krigsråb, rejse stormbukke mod portene, opkaste stormvold og bygge belejringstårne.“ — Ez. 21:20-22.
Med kong Nebukadnezar II nåede byen Babylon sin magts tinde og indtog pladsen som den bibelske histories tredje verdensmagt. Dette skete altså kort før dens fald. Eftersom dens største konge støttede sig til trolddomskunst, kunne Jehovas profet Esajas, da han forudsagde byens fald, byde den at tage sin tilflugt til dens trolddom, dens himmelgranskere og stjernekiggere, som måned for måned fortalte hvad der skulle ske, om dette kunne frelse den fra ulykken. Men det ville være forgæves. Jehova havde dømt den til undergang.
Babylons tempeltårn
Babylons falske religion, hvis første historiske vidnesbyrd var det oprindelige Babelstårn, dømte fra begyndelsen byen til undergang. På dens berømteste konges, Nebukadnezar II’s, tid havde den sit tempeltårn, uden tvivl bygget på fundamentet til det tårn hvis bygningsmænd Jehova Gud spredte ved at forvirre deres tungemål. Det lå i byens sydlige del, ikke langt fra Eufratflodens østlige eller højre bred. Af Nebukadnezar og hans kongelige fader blev det kaldt Ziqqurat Bâbîli, det vil sige „Babelstårnet“. Det var viet til Babylons øverste gud, Merodak, og dennes gemalinde Zēr-panîtum.
Tårnet havde et stort fundament, oven på hvilket var bygget seks kvadratiske afsatser. Øverst oppe lå et tempel der var viet til guden Bel-Merodak, hvem alt tyder på var den vældige jæger Nimrod selv, ophøjet til guddom. Rundt om tårnets fod lå mindre templer eller kapeller der var viet til andre babyloniske guder.
Babylons lære om sjælen er trængt igennem til andre folk
En anden ting som er værd at nævne i forbindelse med Babylons religion er at den indeholdt læren om sjælens udødelighed. Da babylonierne ophøjede deres første konge, Nimrod, til gud efter hans død, som ikke er beskrevet i Bibelen, måtte de naturligvis tilskrive hans sjæl udødelighed. I det babyloniske sagn om Gilgamesh, som nogle forskere hævder er identisk med Nimrod, søger Gilgamesh, der er halvt gud og halvt menneske, udødelighed for sit jordiske legeme, eller med andre ord et uforgængeligt, evigt liv på jorden. I Gilgamesh-eposets tolvte bog tilstås der ham en samtale med hans afdøde ven og ledsager, „som beskriver efterverdenens triste bolig og fortæller om den fremtid der venter de døde alt efter deres dødsmåde“. — The Encyclopedia Americana, 1929-udgaven, bind 12, side 654.
I den babyloniske religion var Nergal underverdenens gud, og hans hustru Eresh-kigal dens herskerinde. At babylonierne ikke troede på menneskelegemets udødelighed men på udødelighed for det som grækerne kaldte psykhé eller sjælen, fremgår af følgende beskrivelse af den babyloniske opfattelse af „de sidste ting“:
Efter døden antog man at menneskesjælene fortsatte deres eksistens. Det kan næppe kaldes liv. Det sted hvortil de drager kaldes „landet hvorfra ingen vender tilbage“. Dér boede de i mørke rum, omgivet af støv og flagermus og dækket med en klædning af fjer. Nergal og Eres-kigal herskede over dem. Når sjælen ankom til de dødes rige blev den stillet for de dødes dommere, Annunaki, men kun lidt er overleveret om hvordan denne dom gik for sig. Tanken om at de døde atter kunne vende tilbage til livet synes til tider at have eksisteret, for i denne underverden fandtes livets vand, som blev taget i brug da guden Tammuz vendte tilbage til jorden [i form af vegetationen]. Ved graven anbragte babylonierne ofte ting som de døde kunne få brug for i deres fremtidige tilværelse. . . . Der synes i den fremtidige verden at have fundet en inddeling af de døde sted efter rang. De der var faldet på slagmarken ser ud til at være blevet særligt begunstiget. De fik frisk vand at drikke, mens de der ingen efterkommere havde som satte ofre hen til dem ved deres grave, måtte lide nød og afsavn. . . . Babylonierne lærte at skønt mennesket var af guddommelig oprindelse, fik det ikke del i udødelighed [det vil sige legemlig udødelighed], der var forbeholdt guderne. — The International Standard Bible Encyclopaedia, bind 1, side 373.
Denne lære, der ligesom astrologien, frygten for dæmoner og læren om en treenig guddom har sin oprindelse i Babylon og derfra er blevet spredt til hele jorden, har ført til de ubibelske forestillinger om et brændende helvede, skærsilden, reinkarnation, sjælevandring og spiritisme, der har gennemsyret alle nationer og forgiftet så godt som alle mennesker åndeligt, med døden til følge. Hvis den religion De tilhører indeholder nogen af disse lærdomme kan De være sikker på at den er smittet med babylonisk religion og udgør en af de falske religiøse fæstninger der stammer fra det oprørske Babylon.
Dette er kun nogle få af de bedrageriske lærdomme som har deres rod i det gamle dæmonbeherskede Babylon, der af den usynlige bedrager, Satan Djævelen, blev brugt som grundvold for et religiøst verdensbedrag. Babylon led et nederlag da Jehova Gud forvirrede tårnbyggernes tungemål, men gik ikke til grunde dengang. Senere overgik herredømmet i Babylon fra hamitiske til semitiske herskere, men det ændrede intet ved Guds dom over byen. Byen gik til grunde som forudsagt, og til sidst vidste man end ikke hvor den havde ligget. Men hvad er det store Babylon som Bibelen har forudsagt skal omstyrtes og aldrig findes mere? Det vil en yderligere undersøgelse af Bibelen klargøre.