Hvad de, som frygter Jehova, kan vente af 1955

„Han skal ikke frygte for onde tidender, hans hjerte er fast i tillid til Jehova.“ — Sl. 112:7, AS.

 1. Hvilken grund har vi til at betragte udsigterne for 1955 som de allerlyseste og til at råbe „halleluja“?

NU da du står ansigt til ansigt med 1955 og årene derefter, føler du så trang til at råbe „halleluja“? Det har du god grund til, hvis du frygter den Højeste, der troner over al jorden, den Gud, hvis navn alene er Jehova. Hvis du nærer frygt for ham, har du de bedste udsigter for året 1955 og alle de følgende år. De vil bringe fremgang og lykke. Det vil sige en fremgang, der vil blive til gavn for både dit hjerte, dit sind og dit legeme, for det er en åndelig fremgang, der skænker lykke nu og fører til et lykkeligt liv uden ende i den retfærdige nye verden, som Gud har lagt grundvolden til. Når vi lærer at forstå og påskønne, at sand fremgang og lykke kommer fra Jehova Gud og tilsikres dem, som frygter ham, kan vi ikke lade være med at udbryde „halleluja!“, for dette udråb betyder „pris Jehova!“

 2. Hvordan begynder Salme 112, og hvilken særstilling indtager den blandt salmerne?

² „Halleluja! Lykkeligt er det menneske, der frygter HERREN og ret har lyst til hans bud!“ Således begynder den inspirerede sang, den 112. salme, ifølge en oversættelse af en jødisk lærd, der levede i forrige århundrede.a „Halleluja. Lykkeligt det menneske, som har ærefrygt for den Evige, som finder rig glæde i hans befalinger!“ er den måde, hvorpå en oversætter i vort århundrede gengiver ordene fra grundsproget, hebraisk.b Denne indledning, der har form af et udråb, klassificerer Salme 112 blandt de mange hallelujasalmer i den hellige bibel. Noget andet, som gør denne salme usædvanlig, er den omstændighed, at det er en alfabetisk eller akrostisk salme, hvori hver linie begynder med et nyt bogstav i det hebraiske alfabet, der har to og tyve bogstaver, som alle forekommer i rækkefølge. Der er således to og tyve linier i salmen. To hebraiske bogstaver indleder hvert af de første otte vers og tre hvert af de sidste to. I den henseende ligner den den foregående salme, og den er dens sidestykke, hvad opbygning angår.

 3. Hvorfor er det vigtigt for os at undersøge denne salme nu? Hvilket spørgsmål melder der sig for os hver især?

³ Men grunden til, at det er vigtigt for os at betragte denne salme, er ikke bare det, at den skildrer det virkelig lykkelige menneske på jorden, men navnlig, at den er af profetisk karakter. Den peger frem til og identificerer vor tids lykkelige menneske eller gruppe mennesker. Dens forudsigelser drejer sig ikke blot om en enkeltperson, men om et menneske i kollektiv betydning, en sammensat person, der har mange medlemmer, som alle er lige lykkelige af een og samme årsag. Er du en del af dette lykkelige kollektive „menneske“? Eller har du sluttet dig til dette „menneske“ i et glædeligt medarbejderskab? For at komme til klarhed herover gør du vel i at studere denne salme.

 4. Hvem peger Salme 112 profetisk frem til, og hvordan kan vi få et utvetydigt svar på spørgsmålet?

⁴ Salmens inspirerede nedskriver, der var israelit eller jøde, har måske tænkt på en bestemt israelit eller jøde, som frygtede Jehova, og har ikke forstået den fulde profetiske betydning af det, han skrev. (Dan. 12:8; 1 Pet. 1:10-12) Vil det sige, at Salme 112 gælder dem, som er jøder eller israelitter af fødsel, og som bor i Palæstina eller andre steder på jorden? Hvordan kunne den henvise til dem? Vil noget upartisk og fordomsfrit menneske påstå, at de, som er født jøder eller israelitter, er et lykkeligt folk, et usædvanlig lykkeligt folk, fordi nogle af dem i forskellige lande nyder materiel velstand og indtager fremskudte stillinger i samfundet? Eller er de særlig lykkelige i religiøs henseende? I overensstemmelse med kendsgerningerne må svaret blive nej! Der er en ganske afgørende grund til, at de ikke står mål med beskrivelsen i Salme 112, for de hverken frygter Jehova eller holder hans bud, men skjuler hårdnakket selve Jehovas navn og sætter deres lid til menneskers overleveringer og følger menneskebud i stedet for at adlyde den eneste levende og sande Guds ord og befalinger. (Matt. 15:1-9; Es. 29:13, 14) Hvem er da den skare, dette kollektive „menneske“ i vor tid, som Salme 112 profetisk peger frem til? Det overlades ikke til os selv at give et svar, der måske ville fremkalde et indigneret råb om partiskhed, racefordom eller fædrelandsstolthed! Gud, som inspirerede salmen, giver os et utvetydigt svar, idet han bruger en af sine nedskrivere af Bibelen til at citere denne salme og anvende den på den skare mennesker, Gud selv havde i tanke. Det er de åndelige israelitter, de, som er jøder i det indvortes, af hvilke der stadig findes en rest på nogle få tusinde på jorden. (Rom. 2:28, 29) For at de kunne blive rettelig identificeret over for hele verden, antog de i 1931 det navn, der er anvist dem i Bibelen, og siden da har de været kendt under navnet Jehovas vidner ud over hele jorden. — 2 Kor. 9:9; Sl. 112:9; Es. 43:10, 12.

 5. Hvem skulle ifølge salmen være det lykkeligste folk på jorden, og hvorfor har de aldrig været lykkeligere end nu?

⁵ Hvis salmisten så det folk, som bærer Guds navn i dag, ville han atter udbryde: „Pris Jah! O hvor lykkelig er den, som frygter Jehova, i hans bud har han frydet sig højligt.“ (Sl. 112:1, Yg) Ifølge dette burde Jehovas vidner være det lykkeligste folk på jorden i 1955 og for stedse. Er deres lykke virkelig så stor, at den vil fremkalde udbrud i lighed med salmistens? Ja. Aldrig har verden været ulykkeligere end nu, da endens tid er kommet for den, og den med rædsel ser frem til, hvad den har i vente. Aldrig har Jehovas vidner været lykkeligere, for de ved ud fra profetierne i Guds ord, at de lever på „endens tid“, da den glædesløse verden skal forsvinde, da Guds rige, som de så længe har bedt om, er overgivet i Jesu Kristi hænder, og da han sidder ved Guds højre hånd på den himmelske trone. — Luk. 21:28.

 6. Hvad er deres lykke ledsaget af, og hvorfor?

⁶ Deres lykke er ikke en løssluppen glæde; den har en fast grundvold. Den er ledsaget af den højeste visdom, visdommen ovenfra. Denne himmelske visdom har de, fordi de frygter Jehova. Salmen, der kommer umiddelbart før den salme, vi drøfter her, slutter med ordene: „HERRENS frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. Evigt varer hans pris!“ (Sl. 111:10) Nogle opfatter udtrykket „visdoms begyndelse“ som det vigtigste, selve kærnepunktet, i al sand visdom. At frygte Jehova er begyndelsen til sand visdom; vi må have denne frygt for vor Skaber lige fra første færd, og vi må fremfor alt bevare denne frygt.

 7. a) Hvorledes indvirker frygt for Jehova på menneskefrygt? b) Hvordan bør hans navn behandles, og hvem behandler det sådan?

⁷ Frygter vi Jehova, vil vi ikke frygte mennesker, for vi kan ikke frygte begge parter på een og samme tid. Frygt for Jehova giver et menneske visdom til at vinde det evige liv i den nye, evige verden, frygt for et menneske er dårskab, der fører til dårens evige undergang i gehenna. Det mest frygtløse af alle mennesker, der nogen sinde har vandret på denne jord, sagde til sine disciple: „Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i helvede [gehenna, AS].“ (Matt. 10:28) Frygt for Jehova virker som en modvægt mod frygt for mennesker og for Djævelen eller for, hvad Gud vil tillade dem at gøre imod os. Jehovas vidner anerkender Gud som den, der bør vises ærefrygt, og de bærer og omtaler hans navn med ærbødighed. I salmen, der står lige foran den, vi er ved at undersøge, siges der: „Helligt og værdigt til ære er dit navn.“ Eller: „Helligt er hans navn; det bør vises ærefrygt.“ (Sl. 111:9, AS; Ro; RoPss) Hans navn er „herligt og frygtindgydende“ (NW), og det er, fordi den såkaldte kristenhed og også jødedommen ikke frygter hans navn eller holder hans bud, at de lider, som de gør. (5 Mos. 28:58, 59) Jehova har udført store bedrifter og frygtindgydende ting i sit navn. Alle folkene burde prise hans navn, men det er kun de retsindige blandt alle folk og nationer, der respekterer hans hellige navn som frygtindgydende og værdigt til al ære. — 1 Krøn. 17:21; Sl. 99:3; Mal. 1:14.

 8. Hvordan giver denne frygt og visdom sig udslag, og hvad fører den til, selv om vi må udstå lidelser?

⁸ Frygt for Jehova og visdom ovenfra giver sig udslag i lydighed mod hans befalinger, og dette fører til en lykke, som ingen kan fratage en. Trods den almindelige lovløshed, ikke alene mod al jordisk myndighed, men først og fremmest mod Skaberens myndighed er det Jehovas vidner en lyst at være lovlydige, især over for Gud. Det er dem ikke en byrde at holde hans bud, selv ikke når Guds befalinger forlanger eet, og mennesker i foragt for ham forlanger noget andet. De priser sig lykkelige, når de må lide, fordi de holder fast ved det apostolske princip: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 5:29) En sådan handlemåde fører altid til de bedste og derfor de lykkeligste resultater.

 9, 10. Hvad er en lyst og glæde for det „menneske“, som frygter Jehova, og hvilke bud glæder ham nu?

⁹ Om den lykkelige, som frygter Jehova, siger salmisten: „I hans bud har han frydet sig højligt.“ (Sl. 112:1, Yg) Han studerer og finder ud af, hvilke befalinger i Jehovas profetier der gælder denne „endens tid“, og så efterkommer han dem med lyst og glæde. Det er grunden til, at alle verdens nationer i dag ser Jehovas vidner adlyde Guds befaling gennem hans søn Kristus Jesus: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14) Resten af de åndelige israelitter, som frygter Jehova, ved, at de om kort tid skal høre til Kristi himmelske „brud“. Derfor tilegner de sig ånden i Jehovas profetier og opfylder med fryd og glæde billedet i Åbenbaringen: „Ånden og bruden siger: Kom! Og den, som hører, skal sige: Kom! Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.“ (Åb. 22:17) De opfordrer og hjælper ethvert retsindigt og tørstende menneske, der vil, til at tage imod Rigets sandheders livgivende vand, og opmuntrer dem til at sige „kom!“ til andre.

¹⁰ I lykkelig lydighed handler de åndelige israelitter, der frygter Jehova, som en vægter og advarer hele menneskeheden om, at Jehovas henrettelsessværd i Harmagedonslaget vil udrydde alle, som hader, foragter og ignorerer Jehova. De holder sig Guds bemyndigelse og befaling til dem for øje: „Menneskesøn! Jeg sætter dig til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig.“ (Ez. 33:1-7; 3:16-21) Med nidkærhed holder de sig underrettet om Guds vilje og gransker i hans ord, for at deres kundskab kan blive stor. De forsømmer heller ikke at komme til alle de møder, der arrangeres af menigheden, men samles i studiegrupper, i menigheden og til store stævner, for at de kan opmuntre hinanden, og det så meget mere, som de ser, at Guds store dag nærmer sig, da han vil kæmpe og sejre. (Dan. 12:4; Hebr. 10:25) Det er dem en bestandig kilde til glæde at holde Guds bud i kærlighed.

Hans slægt består

11. Hvordan bliver sæden af det menneske, som frygter Jehova, mægtig her på jorden?

¹¹ De, som hader Jehova, kan ikke udrydde det menneske, som frygter Jehova: hans hus vil bestå på denne jord. „Hans æt [sæd, AS] bliver mægtig på jord, den oprigtiges slægt velsignes.“ (Sl. 112:2) Når vi betragter det menneske, der omtales i denne salme, som en kollektiv person, der frygter Jehova, og som består af alle Kristi åndelige menigheds, hans „legemes“, lemmer, kan vi se, at dette menneskes sæd eller æt må være de retsindige, som har fårets egenskaber, de „andre får“. Den rette hyrde har brugt dette „menneske“ eller denne kollektive person til at indsamle fårene i een hjord. Det er de andre fårs evige skæbne at leve på den rensede jord eller i „Glædens paradis“. Der vil de bo for stedse. De bliver mægtige på denne jord, men ikke ganske automatisk. Nej, det sker, fordi den åndelige rest, der frygter Jehova, er blevet deres fader ved evangeliet. Resten har forkyndt den gode nyhed om Riget for dem, og nu adlyder de Jehovas befaling om at indprente deres sæd eller æt hans ord. (1 Kor. 4:15; 5 Mos. 6:4-6) På den anden side adlyder „sæden“ ligesom børn den inspirerede befaling i Efeserne 6:1-4 om at være lydige mod det „menneske“, som frygter Jehova, og som er blevet deres fader ved evangeliet om Riget, og samarbejde med det.

12. Hvordan bliver den „oprigtiges slægt“ nu velsignet?

¹² Ligesom de to linier i Salme 112:2 rummer samme tanke, således er „den oprigtiges slægt“ i den anden linie de samme som „hans æt“ i den første linie. Den oprigtige er altså de åndelige kristne, det „menneske“, der frygter Jehova. Den rest, som endnu befinder sig på jorden, og som udgør dette „menneske“, er en del af „Abrahams sæd“ eller „afkom“, i hvem alle jordens slægter skal velsignes. Resten er allerede nu blevet en kilde til velsignelse for den opvoksende slægt af „andre får“. (Sl. 71:18; 145:4) Da resten udgør en „oprigtig“ skare, er den „sæd“ eller slægt, som de er fader til, selvskreven til at opnå velsignelse. „Han ynkes altid og låner ud, og hans afkom er til velsignelse.“ (Sl. 37:26) Men husk også, at de oprigtiges sæd eller slægt ligeledes skal være børn af „Evigheds-Faderen“, Jesus Kristus, der først og fremmest er den velsignede Abrahamssæd. (Es. 9:6) Den velsignelse, som hans „andre får“ allerede nu modtager, består i, at de vender om fra deres synder og føres ind i den sande tilbedelse af Jehova Gud og ind i hans tjeneste. — Ap. G. 3:25, 26.

13. Hvad er årsagen til, at de er stærke, og hvor længe vil de forblive „mægtige“ på jorden?

¹³ Da de i billedlig forstand er det afkom eller den slægt, som stammer fra det menneske, der frygter Jehova, og som skildres i Salme 112, vil også de frygte Jehova, og det vil føre til visdom og styrke. Fordi de i så store tal, ja i hundredtusindvis, har sluttet sig til den nye verdens samfund, indtager de i dag en stærk stilling på jorden. Under ledelse af Kristi legemes åndelige rest udfører de et vældigt vidnearbejde i forbindelse med Guds rige, og de udvider den nye verdens samfunds rammer, dog gør de ikke alt dette i kraft af deres store tal, men i kraft af Jehovas ånd. (Zak. 4:6) Når de har overlevet „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, vil de fortsat stå stærke og på den „nye jord“ kunne udføre det arbejde, der venter dem efter Harmagedonslaget. Deres stilling på den rensede jord vil aldrig kunne rokkes, end ikke i den „lille tid“, når Satan og hans dæmoner skal løses fra afgrunden ved slutningen af Kristi tusindårige regering. Fordi de bevarer deres retskaffenhed ved at frygte Jehova i denne prøvens „lille tid“, vil de blive velsignet og af Jehovas hånd få skænket retten til evig lykke i det jordiske paradis. — Matt. 25:40; Åb. 20:1-3, 7-15.

14. Hvorfor vil nationernes rigdomme intet gavne dem på Guds vredes dag, og hvilken fordel vil det menneske, som frygter Jehova, nyde i denne henseende?

¹⁴ Navnlig siden året 1919 har Guds vrede hvilet over alle de nationer, der hører til Satans organisation, og den vil nå sit højdepunkt i krigen på Guds store dag. På den dag vil nationernes materielle rigdomme intet gavne dem, for de har ikke, retfærdigheden fra Gud. Det eneste, der vil udvirke frelse fra død og undergang ved Jehovas eksekutionsstyrkers hånd, bliver Jehovas retfærd. (Ordsp. 11:4) Det „menneske“, som frygter Jehova, ejer denne retfærdighed, fordi han er retfærdiggjort af tro på Gud ved Jesus Kristus og øver gerninger, der er retfærdige i Guds øjne. (Rom. 5:1, 9; Åb. 19:8) Han ejer mere endnu. Salme 112:3 fortsætter med at sige: „Velstand og rigdom er i hans hus, hans retfærdighed varer evindelig.“

15. Hvilken slags rigdom og velstand har han i sit hus?

¹⁵ I sit hus, eller der hvor han bor inden for Jehovas teokratiske organisation, har han velstand og rigdom, dog ikke den slags der gør sig vinger som ørnen og flyver mod himmelen og uden for rækkevidde. (Ordsp. 23:5) Han har den rigdom og velstand, som visdommen giver, og den guddommelige visdom siger: „Hos mig er der rigdom og ære, ældgammelt gods og retfærd.“ (Ordsp. 8:18) Han er medarving til Guds himmelske rige sammen med Kristus, og hvad kunne vel have større værdi? Han har tjenestens skat, forkyndelsen af Guds ord, og hvad kunne vel være mere ærefuldt? Han samler sig skatte i himmelen ved at leve og arbejde med det for øje at opnå Guds godkendelse og velsignelse og vise sig vældig til at se Guds løfter opfyldt. Han lægger nu grunden til det, der vil være rigdomme i den nye verden. Han samler sig disse skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, for at han kan få et fast greb om det virkelige liv. — 1 Tim. 6:17-19; Matt. 6:20, 21; Rom. 8:15-17; 2 Kor. 4:1-8.

16. Hvad vil det sige, at „hans retfærdighed varer evindelig“?

¹⁶ Men hvad der er vigtigere end rigdom og velstand i huset, er dette: „Hans retfærdighed varer evindelig.“ Det vil sige, at han vil blive bevaret i året 1955 og fremover, så han kan fortsætte ad retfærdighedens vej. Det vil sige, at resultaterne af hans retfærdige gerninger vil være varige, og de vil ikke blive udslettet i Harmagedonslaget, hvorimod den onde og gudløse verdens gerninger vil blive brændt op i denne krig og deres virkninger udslettet for tid og evighed. Han holder fast ved sin retfærd og bevarer derved sin retskaffenhed over for Jehova, som han frygter, og da han bliver bevaret til liv i den nye verden, vil retfærdigheden i kraft heraf blive bevaret på jorden, hvor vi beder om, at Guds vilje må ske, som den sker i himmelen. Eftersom jorden er Guds skaberværk, har retfærdighed med rette hjemme på den. De, som trodser Jehova, skal udryddes, og deres ondskab skal forsvinde fra jorden. (Ordsp. 2:21, 22) De oprigtiges sæd eller slægt vil ligesom det „menneske“, der frygter Jehova, følge retfærdighedens vej, og de vil leve på jorden for evigt.

17. Hvornår fik det sin opfyldelse, at „for den oprigtige oprinder lys i mørke“?

¹⁷ Den skare, der i dag udgør det „menneske“, som frygter Jehova, havde på eet tidspunkt brug for oplysning og klarhed over deres stilling på jorden. Mange oversættere af Salme 112 ønsker at give udtryk for denne tanke i deres gengivelse af vers 4. I såvel American Standard Version som i den danske oversættelse står der: „For den oprigtige oprinder lys i mørke; han er mild, barmhjertig, retfærdig.“ Historisk set var dette tilfældet med den åndelige rest i 1919. Dengang befandt de sig i trældommens og undertrykkelsens mulm under den store mørkets organisation, det mystiske Babylon. De var blevet taget til fange under denne verdens nationer, mens den første verdenskrig stod på, og berøvet deres ret til frit og frygtløst at tilbede Gud i overensstemmelse med hans ord. Den religiøse misforståelses mørke og deres fangne tilstands mulm spredte sig i 1919, da Jehova Gud oprandt som et lys for dem og sendte sin søn, Jesus Kristus, for at udfri dem fra denne i åndelig henseende dræbende trældom i Babylon og føre dem tilbage i frihed og på deres rette plads inden for Guds organisation som hans frygtløse vidner. Profeten Mika blev brugt til at forudsige dette: „Glæd dig ej over mig, min fjende! Thi jeg faldt, men står op; om jeg end sidder i mørke, er HERREN mit lys. Jeg vil bære HERRENS vrede — jeg synded jo mod ham — indtil han strider for mig og skaffer mig ret; han fører mig ud i lys, jeg skal skue hans retfærd.“ (Mika 7:8, 9) Andre profetier havde også forudsagt denne lysning i restens situation på jorden, for eksempel i Esajas 60:1, 2; Salme 18:9; Job 33:28 og Salme 107:10-14.

18. Hvorledes gengiver andre oversættere denne del af Salme 112:4, og hvilken forpligtelse viser den, at der hviler på den åndelige rest?

¹⁸ Da Salme 112 imidlertid skildrer det åndelige „menneskes“ liv og færden, som frygter Jehova, kan den hebraiske ordlyd af dette vers også oversættes på en anden måde, der fremhæver den pligt, der nu påhviler den åndelige rest. Forskellige andre kompetente oversættere gengiver vers 4 således: „Han har rejst sig i mørket som et lys for de oprigtige.“ (RoPss) „For de oprigtige skinner han som et lys i mørke.“ (Soncino) „For de oprigtige rejser han sig [som] et lys i mørket.“ (C. Kautzsch, tysk) „Midt i mørket står han op som et lys for de oprigtige hjerter.“ (Maredsous, fransk) „Som et lys i mørke skinner han for de gode.“ (Bover-Cantera, spansk) „I mørket stråler han som lyset for de oprigtige.“ (Nácar-Colunga, spansk) Det „menneske“, som svarer til denne beskrivelse, er forpligtet til at gøre, som Jesus sagde: „I er verdens lys; . . . Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i himlene.“ (Matt. 5:14-16) Da dette menneske er blevet oplyst af sin himmelske Fader, må det genspejle det himmelske lys for andre i sine gode gerninger, så de, der er blindet af mørket, kan se Jehova og lære at kende, frygte og prise ham. Hvilken velsignet forret det er at oplyse andre og således sprede mørkets magter!

19. Hvilken anden guddommelig befaling, som det er resten en glæde at adlyde, har dette tilknytning til, og hvem høster gavn af dens lydighed?

¹⁹ Dette har tilknytning til en anden befaling, som den skare, der frygter Jehova, nu med glæde adlyder, en befaling, som gives til hans store „tjener“-skare: „For at . . . sige til de bundne: Gå ud! til dem i mørket: Kom frem! Græs skal de finde langs vejene, græsgang på hver nøgen høj.“ (Es. 49:8, 9) Denne profetiske befaling må efterkommes af Jehovas „tjener“-skare, den „tro og kloge træl“, til gavn for de „andre får“, der endnu er bundne i Satans organisation og holdt fangne i den religiøse uvidenheds og i håbløshedens mørke. Åbenbaringen 7:9-17 viser, at sådan må Esajas’ profeti anvendes i denne tidsalder, da et stadig tættere og tættere mørke omslutter verden. Ved at handle således giver „tjener“-skaren agt på befalingen, der er rettet til Zion, deres himmelske moder, og altså til dem selv som hendes åndelige børn: „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, HERRENS herlighed er oprundet over dig. Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal HERREN oprinde, over dig skal hans herlighed ses.“ (Es. 60:1, 2) Ja, den skal ses over Zion, men kun hvis hendes åndelige børn gør sig rede og bliver et lys i mørket. Kun derved kan de oprigtige i alle nationerne komme ud af verdens mørke og ind i lysets strålende organisation. De, som elsker lyset fra Rigets sandheder, viser deres fårelignende egenskaber ved at komme til lyset og gøre godt mod selv den mindste af Kristi åndelige brødre.

20. Hvem ligner resten, der er „mild, barmhjertig, retfærdig“, og over for hvem må de lægge disse egenskaber for dagen?

²⁰ Dette modige arbejde med at oplyse de „andre får“, der i blinde famler rundt i verdens mørke, falder godt i tråd med resten af Salme 112:4: „Han er mild, barmhjertig, retfærdig.“ Heri ligner han Jehova. Vers 4 i den foregående salme siger: „Nådig og barmhjertig er HERREN.“ Dengang Jehova kundgjorde sit navn for Moses på Sinaj bjerg i Arabien, sagde han selv: „HERREN, HERREN, Gud, som er barmhjertig og nådig.“ (2 Mos. 34:6) Det menneske, som frygter ham, efterligner disse egenskaber hos ham i sin færden blandt andre. Vi må lægge disse egenskaber for dagen i vort samkvem med andre, ligesom den himmelske Fader har gjort det over for os: „Så vær da I fuldkomne [helstøbte, NW], som jeres himmelske Fader er fuldkommen [helstøbt, NW].“ „Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.“ (Matt. 5:48; Luk. 6:36) Den, som frygter Jehova, kan efterligne disse egenskaber hos ham ved at bestræbe sig for at oplyse de formørkede „andre får“ og føre dem ind i lysets teokratiske organisation. Samtidig må han være barmhjertig og mild mod sine egne brødre inden for den nye verdens samfund, for at alle, der er i den, kan komme godt ud af det med hinanden og leve i fred, harmoni, renhed og gensidig hjælpsomhed. — Ef. 4:1-3.

21. I hvilken udstrækning er den, som frygter Jehova, god, og hvordan er hans godhed til velsignelse for hans „sæd“ eller „slægt“?

²¹ Jehova Gud er den eneste, der virkelig er god i sig selv, ja han er den personificerede godhed. Enhver skabnings godhed, indbefattende Jesu Kristi, må lånes hos Jehova Gud. Det var Jesu egne ord, dengang han tilbageviste titlen „gode mester“ og sagde: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.“ (Luk. 18:18, 19) I samme udstrækning som den, der frygter Jehova, efterligner hans venlighed og gavmildhed, er han god. „Godt er det menneske — han er nådig og låner ud.“ (Sl. 112:5, Yg) „Den gode mand er mild og giver.“ (Fenton) Jehova selv er nådig, mild i sin handlemåde, viser ufortjent godhed og giver gavmildt til jordens indbyggere, både til onde og til gode, til retfærdige og til uretfærdige. Han er de fattige og nødstedtes ven. „Mennesket“, som frygter ham, bestræber sig for at efterligne ham i disse henseender. Han giver rundhåndet af sine åndelige gaver og venter ikke nogen materiel belønning; han giver med et mildt sind, søger ikke at bringe nogen i forlegenhed, truer ingen, bruger ikke skældsord eller bebrejdelser mod nogen, selv om de nægter at lytte til den gode nyhed om Riget, som i uselviskhed bliver forkyndt for dem. Han giver gavmildt af det bedste, han kan tilbyde, det livreddende budskab om Riget. En sådan handlemåde kan ikke andet end bringe velsignelse over hans sæd eller slægt, for det er ved hjælp af denne „gode nyhed“, at han bliver fader til sæden i sin alderdom, om man så må sige. For længe siden sagde salmisten: „Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød; han ynkes altid og låner ud, og hans afkom er til velsignelse.“ (Sl. 37:25, 26) Hvor lykkelig en familie er ikke hele den nye verdens samfund!

22. Hvorfor skulle den nye verdens samfund være en velstyret organisation ifølge Salme 112:5?

²² Den nye verdens samfund, der omfatter det „menneske“, som frygter Jehova, og hans sæd eller slægt, må være en velstyret organisation. Det er, hvad vi kunne vente, for Salme 112:5 siger om dette menneske: „Han vil styre sine anliggender med ret.“ (Le) „Han vil styre sine anliggender med klogskab.“ (Kirkpatrick) „Som leder sine anliggender med retfærd.“ (AT; Mo) „Han vil varetage sine sager med retfærd.“ (Ro) Det vil sige, han bruger sund dømmekraft, når han leder den nye verdens samfunds anliggender og tager vare på dets interesser. Med klogskab træffer han sine valg, og når han udnævner tilsynsmænd og tjenere i Jehovas fårs menighed, søger han at forvisse sig om Guds vilje og vælger sådanne mænd, som har Guds ånd, og giver dem myndighed, sådanne, som ser tingene under Bibelens synsvinkel, mænd med retfærdighedssans, fremskridtsmænd, der interesserer sig for organisationens velstand og vækst til Jehovas ære. Han har et vågent øje for den nye verdens samfunds åndelige behov og har altid travlt med at opfylde disse behov, således at dette samfunds medlemmer kan være i fin åndelig form og stride troens gode strid og være stærke og nidkære til at adlyde Jehovas befalinger med lyst og glæde og i endrægtighed udføre det arbejde, han anviser sin organisation. Uden partiskhed søger dette „menneske“ at hjælpe, uddanne og dygtiggøre hvert eneste medlem til at være et aktivt vidne for Jehova, en forkynder fra dør til dør af den gode nyhed om Guds oprettede rige. — 1 Tim. 6:12.

23, 24. a) Hvem søger at rokke det „menneske“, som frygter Jehova? b) Kan han rokkes, og vil han blive det, og hvorfor eller hvorfor ikke?

²³ Hvad kan vi vente i 1955 og de følgende år af et samfund, der bliver styret, opretholdt og vejledet på denne måde? Vort svar kommer fra Salme 112:6: „Han rokkes aldrig i evighed, den retfærdige ihukommes for evigt.“ De retfærdige, som frygter Jehova Gud, kan ikke vente, at de i 1955 eller på noget andet tidspunkt, før Harmagedonslaget er endt, vil gå fri for angreb eller forfølgelse fra denne verdens side; thi „sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt“. (2 Tim. 3:12) De gudløse i verden vil søge at få dette „menneske“ til at vakle, at bringe ham i miskredit hos de politiske regeringer og få ham stillet for retten, og de vil lave love, der gør det ulovligt for ham og hans sæd at være til, alt sammen i den hensigt at udrydde ham og undertrykke hans retfærdige, godgørende virksomhed og således forårsage hans åndelige død og undergang. Men indtil denne dag er det ikke lykkedes fjenden at fjerne ham fra jorden eller få ham bort fra vidnearbejdsmarken, og det vil heller ikke lykkes dem i 1955 eller på noget senere tidspunkt. Denne åndelige israelit, dette „menneske“, frygter Jehova, og det er grunden til, at han ikke vil kunne rokkes i sin retskaffenhed.

²⁴ Som det profetisk blev sagt om Jesus, siges det også om hans efterfølgere: „Jeg har altid HERREN for øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke.“ (Sl. 16:8) Jehova, som han søger tilflugt hos, er ham et højt tårn og et stærkt værn. Hans håb og hu står til Zions bjerg heroventil, hvor Kongen Jesus Kristus regerer, og der har han sit borgerskab. Jehova og Zions bjerg kan aldrig rokkes. De, der tilbeder Jehova, kan følgelig heller aldrig rokkes. Jehova vil ryste alt menneskeværk, Djævelen har stået fadder til, alle jordiske riger, den fordærvede jord og det onde menneskehav, indtil de er borte for stedse, men han vil aldrig lade dem, som elsker ham, blive fjernet fra jorden. „For lydefri vandel er HERREN et værn, men en rædsel for udådsmænd. Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i landet.“ — Ordsp. 10:29, 30.

25. På hvilken måde vil den retfærdige for evigt blive husket, og hvorfor er dette af betydning?

[Fodnoter]