Genløsningen — et storslået udtryk for kærlighed og retfærdighed

 1, 2. (a) Hvilket løfte gav Jehova da stridsspørgsmålet var blevet rejst, og hvilket spørgsmål affødte det? (b) Hvorfor blev den enbårne søn udvalgt til at være den der først og fremmest skulle ophøje Gud?

I OVERENSSTEMMELSE med den værdighed der tilkommer Jehova som universets suveræne hersker kan han løse tilsyneladende umulige problemer på en måde vi må undre os over. Og bagefter siger vi: ’Det kunne simpelt hen ikke have været gjort på nogen anden måde, en så grundig, retfærdig og helt igennem god måde.’ (Es. 55:9) Dengang stridsspørgsmålet blev rejst vidste Gud nøjagtigt hvad han ville gøre, og han kunne derfor sige: „Den [sæden] skal knuse dit [Satans] hoved.“ — 1 Mos. 3:15.

² Hvem ville Gud udvælge til at være den „sæd“ der skulle hugges i hælen? Sin egen enbårne søn! Han blev udvalgt til at være den der først og fremmest skulle afgøre stridsspørgsmålet om hvorvidt Jehova var værdig til og med rette indtog stillingen som den suveræne hersker. Hvorfor faldt valget på denne store skabning der stod Jehovas hjerte så nær? Fordi Satan med sin udfordring havde sat en plet på hver eneste skabning, og altså også på denne søn.a Ja, Satans udfordring gjaldt ham mere end nogen anden af Guds skabninger, for han var den højeste i universet næst efter Jehova. Det var altid ham der havde ledelsen af de andre engle. Han havde været Guds medarbejder ved skabelsen af universet. (Kol. 1:15-17) En der udfordrede Gud kunne sige at hvis nogen skabning trofast ville tjene Gud, måtte det være ham. Satans udfordring betød derfor at søgelyset blev rettet mod denne mægtige gudssøn.

 3. Hvilken betydning lå der i det navn Sønnen havde i sin førmenneskelige tilværelse?

³ Det navn den enbårne søn havde i sin førmenneskelige tilværelse, nemlig navnet Mikael, har også noget at gøre med dette. (Dan. 12:1; 1 Tess. 4:16; Åb. 12:7) Det betyder „Hvem er lig Gud?“ Selve navnet er et spørgsmål. Det indebærer at hvis nogen skulle stå op og udfordre Gud, hvis nogen ville prøve at gøre Gud rangen stridig, ville Mikael være den der først og fremmest havde pligt til at stå op og sige: ’Hvem er de der udfordrer min Fader? Jeg skal bevise over for ham at der ikke er nogen som Jehova Gud.’ Hans navn angav således i virkeligheden at det var ham der ville afgøre dette stridsspørgsmål i Jehovas favør og ophøje Jehovas navn.b

 4, 5. Hvorfor var den enbårne søn den bedste der kunne vælges, og gik han tvungent med til det?

⁴ Vi kan også betragte sagen fra et andet synspunkt for at forstå hvorfor han blev den udvalgte. Denne opgave blev ham ikke påtvunget. Bibelen viser hvordan Jesu indstilling var da han blev døbt: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ (Sl. 40:9; Hebr. 10:5-7) Der står også skrevet om ham: „Du elskede ret og hadede uret.“ (Hebr. 1:9) Vi ser således at Jesus var meget ivrig efter at gøre Jehovas vilje, det var hans lyst at gøre den. Han sagde selv: „Jeg [gør] altid . . . hvad der er ham velbehageligt.“ (Joh. 8:29) Han var bedre egnet end nogen anden. I Ordsprogenes bog, kapitel 8, taler han som den personificerede visdom og siger om Guds skaberværk: „[Jeg] havde min glæde af menneskens børn.“ (Vers 31) Han nærede en inderlig kærlighed til menneskene som Gud havde skabt. Han påtog sig med glæde denne opgave for at ophøje sin Fader, for det første af loyalitet mod ham og for det andet af inderlig kærlighed til menneskene.

⁵ Hvis denne gudssøn villigt påtog sig denne opgave, hvilken anden engel kunne da sige: „Nej, lad mig få den opgave“? Hvem kunne stille sig op foran ham? Mikael kunne bedre end nogen anden ofre sig selv og samarbejde med Gud i denne sag. Han var Jehovas enbårne søn, Jehova Guds fortrolige og den der stod ham nærmest. — Joh. 1:18.

Synd ikke tolereret

 6, 7. Hvorfor kunne Jehova ikke se gennem fingre med Adams og Evas synd?

⁶ Jehova tilvejebragte genløsningen gennem Jesus Kristus. Det var kærlighed der fik Jehova Gud og hans søn til at gøre dette. (Joh. 3:16) Genløsningen giver Jehova mulighed for at vise barmhjertighed, men er den også i overensstemmelse med hans retfærdighed? Lad os se engang. Adam og Eva gjorde oprør imod Guds suveræne herredømme, noget Gud vidste var muligt, eftersom han havde skabt dem som skabninger der var moralsk frit stillet til at tjene ham. De tjente ham ikke af tvang men på grund af de egenskaber de havde og deres evne til at værdsætte og efterligne hans egenskaber. Jehovas materielle skaberværk, planeterne for eksempel, tjener ham med største nøjagtighed på den måde han ønsker det; dyrene styres af deres instinkt, men fornuftbegavede skabninger kan selv vælge den kurs de vil følge. Men hvis synden kom ind i universet kunne Gud ikke blot tolerere den og sige: „Det vil jeg blot se gennem fingre med.“ Han kunne ikke sige til en skabning der syndede: „Jeg ønsker at vise dig barmhjertighed og derfor vil jeg blot tilgive din synd.“ Nej, i overensstemmelse med sin retfærdighed kunne han ikke ignorere synden og lade som om intet var hændt.

⁷ Sådan forholder det sig imidlertid ikke med jordens regeringer i dag. De har set gennem fingre med lovløshed, har ladet stå til og har ikke grebet ind over for den. Resultatet er at folk har mistet tilliden til regeringerne og at alt er ved at gå i opløsning. Universets lovgiver vil ikke tillade at det sker i forbindelse med hans love.

 8. Hvordan er Jehovas stilling i forhold til synd og syndere?

⁸ Som universets hersker kan Gud, der har ansvaret for at opretholde lov og orden i universet, følgelig ikke overse synd. „Gud lader sig ikke spotte!“ (Gal. 6:7) I Habakkuk 1:13 siges der således: „Dit rene blik afskyr ondt, du tåler ej synet af kvide; hvi ser du da tavs på ransmænd?“ Det er naturligvis på grund af det store stridsspørgsmål at Jehova for en tid har tilladt det onde. I Jehovas nærværelse kan der ikke eksistere noget syndigt. I det syn Esajas fik råbte seraferne: „Hellig, hellig, hellig er Hærskarers [Jehova]!“ (Es. 6:3; Åb. 4:8) Ordet „hellig“ indebærer både fysisk og moralsk renhed, og det at det siges tre gange betyder at der er tale om den højeste grad af renhed. Der er ingen anden i universet der er så ren, der ejer denne højeste grad af renhed, og derfor er det naturligvis umuligt at noget syndigt kan nærme sig Gud direkte.

Et juridisk spørgsmål

 9. Hvad var den eneste mulighed for at Jehova kunne have med syndere at gøre?

⁹ Hvis Gud skulle kunne have noget at gøre med dem der var født i synd — ganske vist uden egen skyld — måtte han derfor have et juridisk grundlag for at kunne tage sig af dem. (Sl. 51:7; Rom. 5:12) Han måtte have nogen hvis offer kunne udgøre det juridiske grundlag der var forudsætningen for at han kunne befatte sig med menneskene. Hans værdighed og retfærdighed forbød ham at træde direkte i forbindelse med syndige mennesker. Derfor tilvejebragte han dette grundlag.

10. Ændrede Jehova sine love i forbindelse med menneskene dengang han traf foranstaltninger til at tage sig af dem?

¹⁰ Imens lod Gud menneskene vedblive med at sætte børn i verden. Han ændrede ikke noget ved det påbud han havde givet menneskene om at sætte børn i verden. (1 Mos. 1:28) Da det nu var hans hensigt at lade menneskene tjene i forbindelse med stridsspørgsmålet, forandrede han ikke sin lov eller tog den forret fra menneskene at blive forældre, lige så lidt som han blandede sig i dette, men han lod menneskene leve videre og lod dem sætte børn i verden i deres eget billede, et billede der nu var ufuldkomment. (1 Mos. 5:3) Forældre fik overdraget den forret at opdrage deres børn så disse kunne blive sådan som forældrene opdrog dem til at være. (Ordsp. 22:6; 29:15) Vi kan se at dette princip virker i verden i dag, og at mange vokser op som fjender af Gud. Men det er noget Gud har tilladt. Han respekterede de love han selv havde fastsat for menneskenes adfærd, og han vidste at det var retfærdige love. Han vidste at nogle af de børn der blev født ville stille sig på hans side i stridsspørgsmålet. — Job 1:8; 2:3.

„Liv for liv“

11. Hvad var nødvendigt for at tilfredsstille kravet om retfærdighed, og hvordan kom dette til udtryk i Guds handlemåde over for Israel?

¹¹ Guds juridiske krav om fuldkommen retfærdighed fremgår af hans lov til Israel: „Liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod!“ (5 Mos. 19:21) Guds handlemåde dengang han udvalgte sig en af Israels stammer til at tjene ham i templet, viser hvor nøjeregnende han er i denne sag. De førstefødte var allerede Jehovas særlige ejendom fordi han havde frelst dem fra døden under den tiende plage der ramte Ægypten. Men nu ønskede Jehova at Levi stamme skulle tjene ved hans helligdom i stedet for de førstefødte. En optælling viste imidlertid at der var 273 flere israelitiske førstefødte end der var levitter. For at løskøbe disse 273 måtte israelitterne betale en løsesum for hver af dem. Gud var meget nøjeregnende med at dette gik rigtigt til. (4 Mos. 3:39-51) Hvis nogen begik et mord kunne vedkommende ikke løskøbes for penge eller noget andet; han måtte dø. Der måtte betales liv for liv. (4 Mos. 35:31-33) Det er derfor tydeligt at hvis mennesket skulle løskøbes fra synd og død måtte løsesummen være et fuldkomment menneskeliv.

12. Hvordan var menneskets mulighed for at tilvejebringe en udfrielse?

¹² Menneskets hjælpeløshed er beskrevet i den niogfyrretyvende Salme, versene syv til ti: „De, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom. Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum — prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det — så han kunne blive i live og aldrig få graven at se.“ Prisen var alt for høj, den lå uden for menneskets rækkevidde. Stod det til mennesket måtte det for evigt opgive håbet om udfrielse.

Retfærdigheden opretholdt

13. Var Jehova lige så streng over for sig selv som han var over for Israel, dengang han skulle tilvejebringe genløsningen? Forklar.

¹³ Hvis mennesket nogen sinde skulle udfries måtte Gud derfor gribe ind og skabe en udvej. Ville han være lige så streng over for sig selv som han var i sin lov til Israel? Ville han holde sin lov i hævd og handle efter de principper han havde fastsat? Det var nøjagtig det han gjorde, selv om det betød at han måtte ofre sin førstefødte søn. (Rom. 5:6-8) Hvilken vidunderlig egenskab Jehova lagde for dagen! Vi kan have fuld tillid til ham fordi vi ved at han aldrig på nogen måde vil afvige fra sine principper. Han vil aldrig, på grund af en eller anden pludselig indskydelse eller tvunget af omstændighederne, gøre noget fornuftstridigt eller noget der er imod de principper han har åbenbaret for os. — Mal. 3:6.

14. På hvilken måde var genløsningsforanstaltningen fuldt ud i overensstemmelse med Guds retfærdighed?

¹⁴ På denne måde var Jehova fuldt ud i stand til at holde fast ved sin retfærdighed, samtidig med at han viste hvor ondartet synden var. Apostelen Paulus forklarer det således: „Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud ved hans blod fremstillede som sonemiddel, ved tro; det gjorde Gud for at vise sin retfærdighed, da han i sin langmodighed havde båret over med de synder, som forhen var begået — for i den tid, som nu er, at vise sin retfærdighed, nemlig at han er retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på Jesus.“ (Rom. 3:23-26) I Jesu Kristi genløsningsoffer havde Gud derfor et juridisk grundlag der var i overensstemmelse med hans retfærdighed. Dengang Gud brugte Abraham og erklærede ham retfærdig, hvilket skete for cirka 3900 år siden, var han derfor fuldt ud i sin ret til at gøre det, for han vidste at han engang i fremtiden ville tilvejebringe et genløsningsoffer. (Rom. 4:9) Abraham var ikke syndfri, men han lagde tro for dagen. På grund af denne juridiske ordning kunne Jehova imidlertid handle med Abraham og alligevel være fuldstændig ren og retfærdig.

15. (a) Hvorfor blev Guds søn sendt til jorden, og hvordan blev han født som et fuldkomment menneske? (b) Hvordan ved vi at han bevarede sin integritet og udgjorde et fuldgyldigt svar på Djævelens bagvaskelse?

¹⁵ For at afgøre stridsspørgsmålet og tilvejebringe en løsesum blev Guds enbårne søn sendt til jorden, hvor Djævelen kunne stille hans integritet på prøve. Ved mirakuløst at blive født af jomfruen Maria blev han en jordisk søn af Gud. Han blev født af en ufuldkommen kvinde men var selv fuldkommen og dadelfri. Engelen Gabriel havde sagt til Maria: „Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn.“ (Luk. 1:35) Den hellige ånd virkede som en usynlig mur der omgav Maria, for at intet skulle skade dette foster under dets udvikling. Satan Djævelen ville gerne om muligt have tilintetgjort denne søn før han blev født. Igennem hele sit liv som menneske bevarede Jesus sin fuldkommenhed. Han var „hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere“. (Hebr. 7:26) Jesu livsløb på jorden afgjorde stridsspørgsmålet så al tvivl var udelukket. Før sin offerdød sagde han: „Verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til,“ og „nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud“. (Joh. 14:30; 12:31) Disse udtalelser viser at han til fulde havde bevist at Satan er en løgner.

Jesu lidelser

16. Hvad vil vi bedre kunne forstå når vi bliver klar over hvad Jesus led?

¹⁶ Her må vi sige at det virkelig er vanskeligt for os at forstå hvor stor Jesus var og er. I forbindelse med Jesu tjeneste for endeligt at afgøre stridsspørgsmålet blev han udsat for lidelser. Alle Guds tjenere er blevet udsat for voldsom forfølgelse fra Satans og hans håndlangeres side. Men Jesus udholdt større lidelser end nogen anden af Guds tjenere. Hvordan kan vi sige det? Svaret på dette spørgsmål vil hjælpe os til at få en bedre forståelse af hvor storslået det Herren Jesus Kristus gjorde for os, var.

17. Hvad gjorde Jesus den sidste aften han var sammen med sine disciple, før han blev arresteret?

¹⁷ Tænk på hvad der skete den sidste aften han var sammen med sine disciple. Beretningen lyder: „Da kommer Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han siger til disciplene: ’Sæt jer her, medens jeg går derhen og beder.’ Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig, og han blev grebet af sorg og gru. Da siger han til dem: ’Min sjæl er dybt bedrøvet til døden; bliv her og våg med mig!’ Og han gik et lille stykke videre, faldt ned med ansigtet mod jorden, bad og sagde: ’Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil.’“ Det gjorde Jesus tre gange, og hver gang han vendte tilbage til disciplene fandt han dem sovende. Han sagde til dem: „Kunne I da ikke våge én time med mig!“ Disciplene var sløve; de forstod ikke det store stridsspørgsmål der skulle afgøres samme nat; derfor kunne de ikke holde sig vågne. — Matt. 26:36-44.

18. Bad Jesus i sin bøn til Jehova om at han måtte blive sparet for at dø?

¹⁸ Hvad mente Jesus da han bad Jehova: „Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi“? Mente han at han ville unddrage sig, trække sin beslutning om at dø og tilvejebringe en løsesum tilbage? Nej, for han havde hele tiden sagt til sine disciple at han skulle dø. Han havde forklaret dem at ypperstepræsterne og de skriftkloge ville pågribe ham og få ham slået ihjel, og at han ville blive oprejst af Jehova på den tredje dag. (Mark. 8:31; Luk. 9:22) Alene tanken om at unddrage sig offerdøden var Jesus imod. (Matt. 16:21-23) Hebræerbrevet viser at da han ved sin dåb slog ind på vejen til offerdøden sagde han: „Et legeme beredte du mig,“ det vil sige et fuldkomment legeme som genløsningsbetaling. Han var hele tiden besluttet på at bringe sig selv som dette offer. — Hebr. 10:5.

19, 20. (a) Hvad vidste Jesus at han stod over for, og hvad bad han om at Gud ville gøre dersom det var hans vilje? (b) Hvorfor var det Jesus stod over for, så svært for ham?

¹⁹ Nej, Jesus bad ikke sin Fader om at blive sparet for at dø, men han vidste at han om nogle få timer ville blive arresteret og stillet for det jødiske sanhedrin. Det ville kende ham skyldig i gudsbespottelse, den værste forbrydelse der kunne tænkes. (Joh. 10:33; Matt. 26:65) Husk at det var ham der „elskede ret og hadede uret“. Her var han kommet ned fra himmelen som Guds søn for at ophøje sin Fader, og de der skulle være Guds eget folk havde været de første til at fornægte ham som den han virkelig var — Guds søn (Joh. 19:7), og nu ville de hænge ham på en pæl som den værste forbryder — en gudsbespotter og en oprører. (Luk. 23:2-4) Hvor vanærende for Gud! Jesus var kommet for at herliggøre sin Fader og ophøje hans navn, og nu skulle han hænges op som en forbandet og en gudsbespotter!

²⁰ Det var dette at skulle stå som en gudsbespotter, anklaget derfor af Guds udvalgte folk, der tyngede Jesus så forfærdeligt, for i fortiden havde han været den af alle skabninger i universet der var mest ivrig efter at behage Faderen, efter at stå op for ham, så ikke den mindste plet kunne sættes på Faderen. En gudsbespotter! Hvis en af Jehovas tjenere i dag falder fra og spotter Gud, betragtes han som afskyelig af hele Guds folk. Dette var Jesus Kristus med sit fuldkomne sind og hjerte og sin dybe forståelse sig langt mere bevidst end vi ville være. Alligevel sagde han: „Dog ikke, som jeg vil, men som du [Jehova] vil.“ — Matt. 26:39.

21. Hvilken overvældende byrde hvilede på Jesu skuldre den nat?

²¹ Det var på grund af alt dette at hans sved blev som bloddråber da han bad. (Luk. 22:44) Det var så stor en byrde der hvilede på ham, ja, den aften hvilede alt på hans skuldre. Han bad til sin Fader „med høje råb og tårer“. (Hebr. 5:7) Jesus vidste at han måtte forblive trofast, for hvad nu hvis han svigtede? Hvilket slag i Jehovas ansigt det ville være! Men hvilken ophøjelse af hans Fader og hvilket slag i Djævelens ansigt det ville være hvis han forblev trofast! Jehova havde en sådan tillid til sin søns loyalitet at han på forhånd havde sagt og i sit ord ladet nedskrive hvad Jesus ville gøre. Det vidste Jesus. Men Jesus vidste også at det stod til ham selv om han ville bevare sin integritet; han kunne have svigtet; han kunne have syndet. Alt dette hvilede på Jesu skuldre. Hans evige liv og hele menneskeslægtens liv stod på spil. Det var et frygteligt pres.

22. Hvorfor råbte Jesus som han gjorde, lige før sin død?

²² På marterpælen, lige før han døde, råbte han: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?“ (Matt. 27:46; Sl. 22:2) Apostelen Paulus skrev til sine kristne brødre: „Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for vor skyld (thi der står skrevet: ’Forbandet hver den, der hænger på et træ’).“ (Gal. 3:13) Han måtte blive en forbandet for at kunne løskøbe dem som var under Loven. Peter sagde: „Han, som selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ.“ — 1 Pet. 2:24.

23. Hvad var det Jesus ikke havde adgang til men som han tilvejebragte for os?

²³ Hvis vi synder, kan vi angre og henvende os til Jehova Gud, bede til ham og sige: ’Jehova Gud, jeg bekender at jeg har syndet. På grundlag af Kristi genløsningsoffer beder jeg om tilgivelse. Vil du ikke godt tilgive mig?’ Og så vil Gud tilgive os. (1 Joh. 1:9) Men det kunne Jesus ikke gøre. Han kunne ikke bede om barmhjertighed ’på grundlag af en eller andens offer’ hvis han blev svag og gjorde den mindste fejl. Det var en overvældende byrde han bar den nat.

24. Hvad siger Romerbrevet 5:18 om Jesus?

²⁴ Hvor må vi takke Jehova Gud og Jesus Kristus for at Jesus ikke svigtede! Han var et fuldgyldigt svar på udfordringen. Apostelen siger: „Altså: Ligesom én overtrædelse førte til at alle slags mennesker blev fordømt, således fører én retfærdshandling til at alle slags mennesker erklæres retfærdige til liv.“ (Rom. 5:18, NW) Denne ’ene retfærdshandling’ var Jesu integritet, hans lydefri adfærd og offerdød. Dermed beviste han at han var retfærdig. Ikke således at forstå at han ikke hele tiden havde været retfærdig, men efter denne prøve, som han bestod med glans, kunne Gud stadig sige: ’Du er fuldstændig retfærdig, i ét og alt.’

25. Sammenlign Kristi retfærdighed med den retfærdighed som de der tror på ham, kan opnå.

²⁵ Apostelen Paulus siger videre om Jesus: „Han [lærte] lydighed af det, han led, og da han havde nået fuldendelsen, blev han ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham.“ (Hebr. 5:8, 9) Det var således på grund af Kristi egen fortjeneste at Gud erklærede ham retfærdig. Retfærdighed var ikke noget han behøvede at skænke Kristus som en gave. Det er grunden til at hans offer kunne tjene som grundlag for at andre kunne blive erklæret retfærdige. Hvis andre erklæres retfærdige skyldes det ikke deres egen retfærdighed, men det sker på grundlag af Jesu Kristi genløsningsoffer; det er en gave til dem. — Rom. 5:17.

Jehovas kærlige godhed

26, 27. Hvad gjorde Jehova for Kristus som et udtryk for sin kærlighed og værdsættelse?

²⁶ Alt dette er et storslået udtryk for Jehovas kærlige godhed, men den kommer også til udtryk på en anden måde. Jesus vidste at han skulle vende tilbage til sin Fader i himmelen. Jehovas kærlighed til og værdsættelse af denne søn som havde ophøjet hans navn under den sværeste prøve, var så stor at han skænkede Jesus langt mere end han nogen sinde før havde haft. Han gav Kristus udødelighed og en stilling der var større end den han havde haft før, en stilling langt højere end englenes. (Fil. 2:5-11; Hebr. 7:26) Men Jesus fik desuden noget andet.

²⁷ Vi ved at Guds fornuftbegavede skabninger er selskabelige. De elsker at være sammen med andre. Her befandt Jesus sig nu — bortset fra Jehovas selskab — i en klasse helt for sig selv. Men i sin værdsættelse af det Jesus havde gjort gav Jehova ham nu yderligere en storslået belønning, nemlig en „brud“. (Joh. 3:28, 29; Åb. 19:7; 21:9) Jesus benævner de enkelte medlemmer af denne brudeskare som „brødre“. (Hebr. 2:11) De må gennemgå det samme som Jesus gjorde her på jorden. Vi nyder i høj grad at være sammen med og at tale med dem der har gennemgået det samme, udført det samme arbejde og haft de samme erfaringer som vi, og på samme måde forholder det sig uden tvivl med Jesus og hans „brud“. Gud gav Jesus denne „brud“ som et udtryk for sin uendelige rigdom og sin dybe værdsættelse af og kærlighed til denne vidunderlige søn.

Jesu gavmildhed

28, 29. Hvordan viste Jesus Kristus også sin kærlige godhed og gavmildhed?

²⁸ Jesus Kristus viste også sin kærlige godhed, sin gavmildhed og sin kærlighed til retfærdighed på den måde at han ikke lagde selviskhed for dagen i denne sag. Han sagde ikke: ’Det var mig der ophøjede Gud. Hvorfor skulle jeg dele denne herlighed med andre?’ Nej, han var tværtimod glad, han var lykkelig for at der var andre som ville få del i denne ophøjelse og som kunne herliggøre Gud, andre som han kunne dele sin herlighed og magt i himmelen med. (Rom. 6:4, 5) Han var glad for at Gud havde andre på jorden som trods Djævelens forfølgelse ville forblive trofaste mod Guds suveræne herredømme og elske det ligesom han gjorde.

²⁹ Desuden er der ’den store skare’ som består af ’de andre får’. Jesus Kristus tager også med glæde imod dem og lader dem få en lille andel i denne ophøjelse. (Åb. 7:9, 10; Joh. 10:16) Han hjælper således alle Guds „får“ til at holde fast ved Jehovas suveræne herredømme, trods Djævelens påstand.

„Den sidste Adam“

30. Hvordan bliver Jesus Kristus „den sidste Adam“?

³⁰ På grund af Jesu trofaste handlemåde og det offer han bragte er han i stand til at frelse mange. Dengang han var her på jorden kunne han have stiftet familie på naturlig menneskelig vis. Han stiftede imidlertid ikke en sådan familie men gav ved sit offer afkald på denne mulighed. Han blev derfor „den sidste Adam“. Adam satte børn i verden, ufuldkomne børn med slette tilbøjeligheder. De der bliver Jesu Kristi børn er retfærdige. Enkeltpersoner kan overføres fra Adams familie og få et nyt liv i kraft af Jesu Kristi retfærdighed, og vil, ifølge Guds arvelighedslov, blive dannet efter hans billede. Som sønner af „den sidste Adam“ kan de komme til at stå som rene. — 1 Kor. 15:45.

31. På hvilket grundlag får Kristus „afkom“?

³¹ Esajas beskriver under inspiration nogle af Kristi lidelser og siger derefter: „Hvis du vil bringe hans sjæl som et skyldoffer, skal han se afkom.“ (Es. 53:10, NW) Når nogen bringer Kristi sjæl som et skyldoffer for sine synder, det vil sige anerkender Jesu fuldkomne menneskeliv som genløsningsbetalingen, bliver han Kristi „afkom“. Kristus får ikke børn på normal vis, men som „Evigheds-Fader“ får han, sådan som profeten Esajas beskriver det, en familie der ligner ham, idet den har de samme retfærdige egenskaber som han. — Es. 9:6, 7.

De gavnlige virkninger af genløsningen nu

32, 33. Har nogen hidtil nydt godt af genløsningen? Forklar.

³² I betragtning af alt dette vil nogen måske spørge: ’Der er nu gået 1900 år siden Jesus gav sit liv som en genløsning. Hvorfor ser vi ikke at nogen nyder godt af genløsningen?’ Det gør vi. Straks efter at genløsningsbetalingen var erlagt i himmelen, kun halvtreds dage efter Kristi opstandelse, blev den hellige ånd udgydt og mennesker begyndte at blive antaget som Guds sønner. (Ap. G. 2:1, 33) Apostelen Johannes siger: „Nu er vi Guds børn.“ (1 Joh. 3:2) Disse nød godt af genløsningen og blev avlet af Guds ånd idet de fik det himmelske håb. I de 1900 år der er gået siden da har Jehova været i færd med at udvælge dem som skal udgøre denne skare på 144.000 der skal være konger og præster med Kristus. (Åb. 14:1, 2; 5:9, 10; 20:6) Det har taget tid at udvælge og prøve disse, for det er dem der for evigt skal forvalte Jehovas suveræne herredømme overalt i universet.

³³ I dag ser vi at goderne af dette offer også bliver ’den store skare’ til del. De erfarer de gavnlige virkninger af at have fred med Gud; de er lykkelige, og de har et håb og et mål i livet. De har fuldstændig forandret deres livsførelse, og dette har bragt dem nærmere til Jehova Gud og har skænket dem hans velsignelse. De har også et tilfredsstillende, opbyggende arbejde at udføre i forbindelse med at ophøje Jehovas navn. I den nye orden, som nu er så nær, vil de opnå menneskelig fuldkommenhed som Guds sønner. — Rom. 8:21.

Genløsningen stærkere end synden

34. Hvorfor er genløsningen stærkere end Adams synd?

³⁴ Som en opsummering af alt dette kan vi sige at genløsningen er stærkere end Adams synd. Adams synd betød fald for alle. Genløsningen redder naturligvis ikke hvert eneste menneske, men den er ikke desto mindre stærkere end vor medfødte synd. Hvorfor? Fordi hver eneste som ønsker at blive befriet for synd og ufuldkommenhed kan få den fjernet og blive fuldstændig ren. Selv de der bliver oprejst fra de døde vil få lejlighed til at drage nytte af genløsningen. De der ikke opnår liv vil være dem der ikke ønsker at leve under Jehovas suveræne herredømme. De elsker ikke retfærdighed og hader ikke lovløshed. De dømmer sig selv idet de føjer deres egen forsætlige synd til deres nedarvede synd. — Joh. 3:17-21.

35. Hvordan vil alle spor af det Adam og Satan har gjort, blive udslettet?

³⁵ Kristi genløsningsoffer, hvis goder vil blive forvaltet af hans himmelske regering, vil således slette alle spor af det Adam gjorde. Den sidste fjende, døden (den død der blev påført menneskene ved Adams synd), vil blive fjernet. Når døden er tilintetgjort vil alt det som Adam gjorde — alt det han bragte over menneskeslægten — være forsvundet. Der vil overhovedet intet spor være af Adams synd. (1 Kor. 15:26, 56) Og der vil intet være der viser at Djævelen fik noget ud af sin synd, for som Bibelen siger: „Derfor blev Guds Søn åbenbaret, for at han skulle tilintetgøre Djævelens gerninger.“ (1 Joh. 3:8) Satans anstrengelser vil være fuldstændig spildt og han vil have bødet med sit liv. Den plet der blev sat på Jehovas navn og hans skaberværk vil være fuldstændig fjernet. Guds navn vil til fulde være ophøjet i al evighed, og de der ønsker at leve under hans suveræne herredømme vil være i live og lovprise ham. — Sl. 150.

36. Hvad må vi uvilkårligt sige, efter at vi nu har drøftet Jehovas genløsningsforanstaltning?

³⁶ Så stor er Guds kærlige godhed! Og så stor en kærlighed viste Herren Jesus Kristus! Vi kan sige med apostelen: „O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje!“ (Rom. 11:33) Når vi virkelig værdsætter alt dette, må vi, uanset hvad verden måtte bringe over os for at skabe tvivl i os og nedbryde vor tro, uvilkårligt sige: ’Er det ikke nok at gå i døden for?’ — Ap. G. 20:24; 21:13.

[Fodnoter]