Lad din tro vokse mer og mer
„Vi er skyldige altid at takke Gud for jer, brødre! som ret er, fordi jeres tro vokser mer og mer, og den indbyrdes kærlighed tager til hos hver enkelt af jer alle.“ — 2 Tess. 1:3.
1. Hvilken beretning i Bibelen viser os behovet for at ransage vor tro?
TI ÅR efter at Paulus havde skrevet til tessalonikerne skrev han til menigheden i Kolossæ (omkring år 60-61). Det var knap ti år før Jerusalems ødelæggelse. Det var en alvorlig tid, en tid hvor man måtte give agt på sin tro på Gud. I Kolossenserbrevet 4:14 nævner Paulus Demas som en medtjener der sendte sin hilsen til Kolossensermenigheden. Men knap fem år senere måtte Paulus skrive til Timoteus: „Demas forlod mig af kærlighed til den nuværende verden og rejste til Tessalonika.“ (2 Tim. 4:10) Demas var ikke den første, for Paulus skriver: „Du ved, at alle i provinsen Asien har vendt sig fra mig.“ (2 Tim. 1:15) Hvorfor dog? Hvorfor havde de vendt sig bort? Hvordan var det gået til at deres tro ikke længere var levende og aktiv? Jesus Kristus profeterede om vor tid at da „vil kærligheden blive kold hos de fleste“. (Matt. 24:12) I Første Timoteusbrev 4:1 står der også: „I senere tidsperioder skal nogle falde fra troen, idet de lytter til vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme.“ (NW)
2. (a) Hvorfor bliver kærligheden kold hos nogle så de holder op med at tjene Gud? (b) Hvoraf kommer troen?
2 Når et menneske undersøger Bibelen, enten ved selv at læse den eller ved at få den læst op, og derved bliver fast overbevist om at Gud er til og at man kan stole på ham, at hans ord er sandt, hvad er det da der får et sådant menneske til at holde op med at tjene Gud? Mange siger at materialismen er den magnet der trækker folk bort. Men man kan udmærket glæde sig over mange af livets bekvemmeligheder og stadig være en kristen. Andre siger at fornøjelser svækker troen, men kristne skulle være glade mennesker, og de kan udmærket tilbringe opbyggende og fornøjelige stunder sammen. Nogle hævder at mange forlader Guds tjeneste på grund af frygt. Mens det på overfladen godt kan se ud til at være ting som disse der får nogle til at gå i stå, lad os da betragte sagen lidt nærmere. Troen bygger på en solid grundvold, Guds ord: „Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.“ (Rom. 10:17) Man kan sammenligne det med det at bevare helbredet ved hjælp af sund og nærende kost. Holder man op med at spise, vil al styrke og kraft gradvis forlade en. Det næste bliver at man i den fysisk svage tilstand er udsat for forskellige sygdomme, men den egentlige årsag er stadig mangelen på føde. Troen svækkes også hvis man ikke stadig får næring fra Guds ord, snart mister den sin styrke og man bliver et let bytte for alle slags fjender. Det er altså virkelig nødvendigt nøje at undersøge om man får nok at spise. Paulus skrev til Timoteus at han var „en god tjener for Kristus Jesus, stadig næret af troens og den gode læres ord, den lære, du har fulgt“. (1 Tim. 4:6) Da Paulus skrev til hebræerne om behovet for at opbygge troen, sagde han at nogle var „blevet sløve til at høre“. (Hebr. 5:11) Derved havde de afskåret sig fra at få den nødvendige føde. I kapitel to, vers et, advarer han: „Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, for at vi ikke skal glide bort fra det.“
3. Illustrer fordelene ved personligt studium.
3 Det er derfor vigtigt for en kristen at have en regelmæssig spiseplan, som både indbefatter personligt studium og den fælles oplæring ved menighedens møder. Denne dygtiggørelse har Guds velbehag. (2 Tim. 2:15) Et viist menneske har givet dette råd i Ordsprogene 4:7: „Køb visdom for det bedste, du ejer, køb forstand for alt, hvad du har.“ At studere er som at rejse. Det kan være interessant at lytte til andres beretninger om deres rejser, men det er ikke det samme som selv at have været med, selv at have set, hørt og oplevet det hele. En beskrivelse af dejlig mad kan på ingen måde sammenlignes med den nydelse selv at spise den.
4. (a) Nævn nogle af de ting der kan hindre troen i at vokse. (b) Hvor kommer Jehovas vidner ind i billedet?
4 Hos mange er troen måske ikke blevet hjulpet til at vokse og udvikle sig så de er blevet dygtige ordets tjenere. Den der underviser har måske haft for travlt med at komme igennem så og så meget studiemateriale, har måske ikke gjort nok ud af at give et godt bibelsk grundlag, så forkerte opfattelser og handlemåder er blevet fjernet og erstattet med grundigt undersøgte bibelske sandheder og egenskaber. Måske er eleven blevet taget med i tjenesten før ønsket om at forkynde den gode nyhed virkelig var til stede? Der er også et andet svært skridt eleven må tage, et skridt som han selv må tage og som kan give ham en følelse af at han står alene. Det kommer når han begynder at forstå at han må forlade Babylon den Store (Åb. 18:4), hvilket måske samtidig betyder at han må forlade venner og bekendte som han hidtil har været knyttet til. Vil han snart finde nye venner blandt Jehovas folk? Vil de være forstående og tålmodige, ikke forvente at han gør en masse store fremskridt? Vil de hjælpe eller vil de holde sig lidt på afstand og sige: ’Lad os nu først se om han klarer den’? En hjælpende hånd, en venlig forsikring om oprigtig interesse, tålmodig hjælp, og fastholden ved Guds ords høje standard, dog uden evindelige irettesættelser om at ’Det må man ikke’ og ’Sådan skal du ikke gøre’ — i denne venlige, beskyttede atmosfære vil troen vokse, men det kræver tid.
Hvordan troen opbygges
5. Hvilket syn bør familier og menighedens ansvarlige tjenere have på familiens studieplan?
5 Alle som har en andel i at opbygge troen hos andre må anerkende hvor stor betydning det har at ’troen kommer af det som høres’. Enhver tjener for Gud må lægge så stor vægt på den åndelige føde at han overholder en fast spiseplan og ikke laver den om og skubber den til side for at få plads til alt muligt andet. Denne indstilling må en familie have hvis dens studieplan skal fungere. Tilsynsmænd i alle dele af Jehovas undervisende organisation må huske på vigtigheden af dette og ikke hindre en fader i at opfylde sin bibelske pligt til at give sin familie regelmæssig åndelig føde der styrker troen, heller ikke ved at give ham en anden opgave. Sådanne indgreb kan undgås hvis de der uddeler tjenesteopgaver også tager hensyn til at de pågældende brødre får den fornødne tid til at forberede sig. Opgaver i Guds organisation er tjenesteprivilegier, men hvis tiden er begrænset kan disse privilegier belaste familieoverhovedets program eller plan for familiens indtagelse af åndelig føde. Dyb respekt for dette meget vigtige åndelige måltid vil få tilsynsmanden til først at drøfte sagen igennem med broderen. — Ordsp. 15:22.
6, 7. (a) Når så mange gerne vil give råd, hvad er da det sikreste at gøre? (b) Hvordan undgår modne mennesker at hindre troens vækst hos andre?
6 Så er der det med at give og modtage råd og vejledning. Der er mange fordele ved at kende det rette i forbindelse med at tjene Jehova. Alle vil gerne hjælpe og give råd, men selv det mest oprigtige menneskes råd er ofte baseret på hvad nu dette menneske synes om og ikke synes om. Gennem hele livet må folk træffe beslutninger, og ensidigt bruger mange deres personlige smag som grundlag for de beslutninger de træffer og de råd de giver. Hvis man ved hvad der er det rigtige og gør det, finder man tilfredshed i at tjene Jehova, man får hans velsignelse, og det er det vigtigste at stræbe efter. Der er ingen grund til at få en dogmatisk indstilling eller at ville råde over andre, blot fordi vi kender sandheden og vi alle er en del af den samme organisation. Inden for rimelighedernes grænse er der rigeligt med plads til at glæde sig over en rigt varieret livsudfoldelse. (Tit. 2:2; 1 Tim. 3:2, 11) Det skulle ingen have noget at indvende imod. Hvis ikke Bibelens principper brydes, hvorfor så bekymre sig om andres valg af klædedragt, bolig, mad, fornøjelser og arbejde? Er der noget forkert ved variation? Synes du at alle burde være ens? Tag vor jord i øjesyn og betragt dens maleriske skue og den betagende rigdom af variation. Er det ikke interessant og forfriskende? Selv om man godt kunne tænke at den eller den kunne gøre tingene bedre, er der mange forhold der er vedkommendes egen sag, for eksempel hvilket arbejde han har, hvordan han indretter sin bolig, hvordan han opdrager sine børn, og hvilke venner han vælger sig. Dersom vi lader os irritere over den slags og ydermere bliver en kilde til irritation for andre ved hele tiden at blande os i deres sager, så bringer vi forstyrrelse i deres liv og hindrer dem måske i deres bestræbelser for at opbygge troen. Paulus opfordrede os til at sætte det vigtigste, Riget, først. — Rom. 14:17-23.
7 At man finder ud af hvad der er rigtigt og derefter ikke er bange for at gøre det eller for at holde fast ved sandheden, kan spare én for mange trossvækkende øjeblikke. I perioder hvor man er ubeslutsom eller tøver, kommer tvivlen let over én, fødderne er uden kraft og ørerne åbne for råd af enhver slags. Vær derfor fornuftig, gennemtænk sagen og drag nytte af Bibelens gode vejledning. — Fil. 4:5, NW.
8. Vis forskellen mellem at give instruktioner og at servere åndelig føde. Hvad giver det bedste resultat?
8 Når man skal hjælpe andre til at genvinde troen er det nødvendigt at give dem åndelig føde, ikke instruktioner. De modne brødre i menigheden som hjælper deres brødre, vil virkelig kunne opbygge troen hos andre hvis de serverer åndelig mad i stedet for en hel masse advarsler og formaninger. Det er rigtigt at de svage har behov for at komme til møderne; indtrængende formaninger vil måske gavne i én uge og få de svage til at komme til mødet i den uge, men hvad så i de næste uger? Åndelig føde vil give styrke, mere føde senere vil give mere styrke, og snart vil hjertet bevæges til handling og et sultent „får“ vil være ivrigt efter at komme til møderne for at få mere føde. Modne tjenere forbereder prædikener som et lille måltid til dem de træffer i deres arbejde fra hus til hus; hvorfor skulle vi så ikke gøre brug af en forberedt prædiken når vi skal hjælpe vore brødre? En sådan prædiken bør naturligvis være meget smidig, men der er ingen tvivl om at et velgennemtænkt punkt fra Guds ord vil øge troen hos dem der allerede har nogen tro. Man behøver heller ikke at dreje prædikenen så den slår ned på broderens svagheder og fejl eller så man ubarmhjertigt afslører hans brist i Guds ords stærke lys.
9. Hvilken fremgangsmåde fulgte Jesus når han skulle opbygge andres tro?
9 Hvad var det Jesus fortalte nogle disciple på vejen mellem Jerusalem og Emmaus, noget som fik dem til at sige: „Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen?“ (Luk. 24:32) Beretningen fortæller: „Og idet han [Jesus] gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham.“ (Luk. 24:27) Nogle af de skriftsteder som Jesus forklarede for dem kan have været Femte Mosebog 18:15; Fjerde Mosebog 21:9; Første Mosebog 49:10; 22:18; 3:15; Esajas 7:14; 9:6; Jeremias 23:5; Ezekiel 34:23; 37:25; Daniel 9:24; Malakias 3:1. Filip sagde til Natanael: „Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.“ — Joh. 1:45.
10. Hvilken slags mennesker arbejdede Jesus med, og hvad har dette at gøre med at opbygge troen?
10 Det bedste eksempel med hensyn til at opbygge andres tro er Kristus Jesus; derfor må vi gøre som han gjorde, forklare som han forklarede, behandle folk som han behandlede dem. Læg mærke til hvilken slags mennesker Jesus ydede hjælp, de hjælpeløse lamme (Matt. 9:2), de famlende blinde (Matt. 9:27), de stakkels stumme (Matt. 9:32), de frygtede spedalske (Matt. 8:2), de rædselsvækkende dæmonbesatte (Matt. 8:28), de foragtede toldere (Luk. 5:30), og de ringeagtede kvinder med dårligt rygte (Luk. 7:37-50). Dag efter dag talte Jesus til sådanne mennesker, selv om de bitre og hadefulde religiøse ledere holdt skarpt udkig med ham. (Matt. 22:15; 27:1; 26:3, 4) Han blev kendt for at komme sammen med sådanne syge og ringeagtede mennesker (Matt. 8:16, 17), og opfyldte derved ligefrem en profeti, den som står i Esajas 53:3, 4. Hele tiden forsøgte Jesus at opbygge troen, men altid på en tålmodig og forstående måde.
11. Hvordan hjalp Jesus den sidste påskeaften sine disciple til at vokse i tro, og hvad lærer vi af hans fremgangsmåde?
11 Spørgsmålet om tro kom på bane den sidste påskeaften Jesus var sammen med apostlene. Han sagde til dem: „Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig.“ (Joh. 14:1) Læg derefter mærke til hvorledes Jesus opbygger troen når han forklarer at han skal gå bort til himmelen (1 Pet. 3:22) for at berede et sted til dem, hans trofaste apostle (1 Pet. 1:3, 4; Åb. 20:6), og at han vil vende tilbage for at hente dem (Matt. 24:31). Han viser det nære forhold der er mellem ham og hans Fader, Jehova, og at de, hans apostle, kan glæde sig over det samme nære forhold når de adlyder de befalinger han, Jesus, har givet dem og øger deres kærlighed til Jehova, til ham selv og til deres brødre. Han lovede dem en yderligere hjælp — „sandhedens Ånd“ — som ville hjælpe dem til at forblive trofaste. (Joh. 14:17) Jesus understregede at det ikke var hans egne ord han talte: „De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger.“ (Joh. 14:10; se også Johannes 7:16; 8:28.) Jesus fulgte den fremgangsmåde at opbygge menneskers tro ved hjælp af Guds ord, og det bedste for os vil være at efterligne ham. Jesus sad inde med langt større visdom end vi gør, og alligevel begyndte han ikke en ny skole med sine egne ideer; han gav disciplene åndelig føde for at opbygge deres tro.
12. Forklar hvorfor Bjergprædikenen, Jesu lignelser og profetier er en stor hjælp til at opbygge troen.
12 Læs Jesu bjergprædiken (Matt. 5:1–7:29) og læg mærke til den åndelige føde som både ville få troen til at spire og yderligere uddybe troen hos de modne. Et kosteligt måltid er omhyggeligt tilberedt i de mange lignelser Jesus fortalte, hvoraf nogle står i Mattæus-evangeliet, kapitlerne 13, 21 og 22. Jesus udtalte profetier som ville opbygge troen hos tusinder når de læste dem. For eksempel i Mattæus 24:1–25:46. I alle disse tilfælde var Jesus kortfattet, ramte plet og udtrykte magtfuldt det han ville have frem.
13. Definér den tro som Hebræerbrevets ellevte kapitel omtaler.
13 I det brev apostelen Paulus skrev for at opbygge hebræernes tro nævner han seksten mænd og kvinder ved navn som alle havde én ting tilfælles, tro. De levede på forskellige tidspunkter, blev stillet over for forskellige situationer og problemer, men i kraft af deres tro fik de Jehovas velsignelse. Hebræerne 11:1 (NW) definerer den tro de havde: „Tro er den sikre [beviste, på logik og kendsgerninger grundlagte] forventning om ting der håbes på, det klare [tydelige, enkle, for syn og forståelse åbenbare] bevis på [synlige udtryk for] virkeligheder [realiteter, konkreter, fakta] skønt ikke sete [med det bogstavelige øje].“ Vagttårnet for 15. juni 1962 (side 284) definerede tro således: „At eje en fast overbevisning, sikker forvisning, fuldstændig tillid.“
Hold troen ved lige gennem vækst
14. Hvordan kan det at opbygge tro sammenlignes med det at bygge et hus?
14 Man kan sammenligne troen med en bygning. Nogle huse forfalder hurtigt fordi de er bygget dårligt eller med skrøbelige materialer, og disse huse må hele tiden repareres for at være brugbare. I nogle tilfælde må man måske styrke selve grundvolden med nye, stærke materialer. Sædvanligvis er der mere arbejde ved det end ved at bygge et nyt hus. Der går megen tid med at undersøge hvor huset har sine svagheder, så man kan finde en løsning og endelig udføre selve reparationen.
15. Hvornår må man begynde at vedligeholde troen? Hvorfor?
15 Lige fra det øjeblik den nye ejer får nøglerne til huset, har han også ansvaret for dets vedligeholdelse. Alt er nyt, overalt findes de nyeste, stærkeste og mest praktiske materialer. Men straks begynder arbejdet med vedligeholdelsen. Vejret, den skiftende kulde og varme, almindelig slitage og det at bygningen sætter sig lidt, medfører snart revner, ødelagte hjørner, revnede ruder og utallige installationer som ikke virker. På samme måde med ens tro. Hvor megen tid bruger vi til at vedligeholde troen? Guds ord giver dette råd: „Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve!“ — 2 Kor. 13:5.
16. Hvordan kan man undersøge troens svagheder, og finde frem til behovet for vedligeholdelse?
16 Tro er forbundet med vækst. Mangel på tro findes hvor væksten er ophørt eller bremset. Jehova siger, som vi læser i Hebræerbrevet 10:38: „’Min retfærdige skal leve af tro;’ men ’hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.’“ Her får vi en glimrende hjælp til at finde frem til de steder som trænger til vedligeholdelse — er der nogen punkter hvor jeg unddrager mig? Studerer jeg og min familie mindre, springer vi familiestudiet over? Er mine forklaringer af bibelske emner lidt fattige og svære at forstå? Er min offentlige forkyndelse noget som bare skal overstås så hurtigt som muligt? Er jeg blevet sløv til at høre, men beklager mig blot over en dårlig hukommelse? Er sandheden blevet hverdagsagtig for mig fordi den er så let at forstå? Vi kan ikke have det samme syn på sagen som den husejer der hele tiden skifter hus for at undgå vedligeholdelsesudgifter og som overlader problemerne til den næste intetanende køber. Vi har håb om evigt liv, og vi må derfor holde vor tro levende og voksende.
17. (a) Belønnes det at være trofast? (b) Hvorpå kender man normalt de trofaste?
17 Der er stor lykke forbundet med vækst og fremgang. Du lever hvis din tro lever. Følger du en god plan for vedligeholdelse af troen vil det bringe dig en meget stor tilfredshed. Når man undgår at få skader på troen får man fred i sindet. Tænk også på den store opmuntring du kan være for nye, svage, og dem som er langsomme til at gøre fremskridt, når du trofast, ligevægtigt og besindigt fortsætter med at tjene Jehova. Gennem en trofast tjener sendte Jehova dette meget opmuntrende budskab til tessalonikerne: „Vi takker altid Gud for jer alle, når vi nævner jer i vore bønner, og vi mindes uophørlig for Guds, vor Faders, åsyn jeres gerninger i troen, jeres arbejde i kærligheden og jeres udholdenhed i håbet på vor Herre Jesus Kristus.“ (1 Tess. 1:2, 3) Også vi kan se hen til Kristus efter hjælp, og vort håb for fremtiden vil blive indfriet så det langt overstiger vore forventninger. Imens retter vi „vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender“. — Hebr. 12:2.