Kapitel 6
Gud kommer menneskeheden til undsætning
1. Hvordan kan vi have tillid til at Gud vil komme menneskeslægten til undsætning?
PROBLEMER der for os synes umulige at løse, kan Jehova Gud løse på vidunderlig måde, i fuld overensstemmelse med den værdighed der hører hans universelle herredømme til. Når vi ser resultatet, vil vi sige: ’Det kunne simpelt hen ikke være gjort på nogen anden måde der var lige så retfærdig, gennemgribende og helt igennem god.’ (Se Esajas 55:9.) Således viser Bibelen at Gud, allerede dengang retmæssigheden af hans styre blev anfægtet, åbenbarede at han ville komme menneskeslægten til undsætning. Han bekendtgjorde: „Den [sæden] skal knuse dit [Satans] hoved.“ (1 Mosebog 3:15) Efterhånden som tiden gik, ville Gud lade mennesker se hans hensigt udfolde sig.
2, 3. (a) Hvem havde Jehova Gud på forhånd udpeget til at være den lovede „sæd“? (b) Af hvilke grunde var det logisk at vælge ham?
2 Hvem skulle især være den „sæd“ Gud ville udpege, og som til sidst skulle knuse Satans hoved? Det skulle Jehovas enestefødte søn! Han var den der først og fremmest skulle være med til at afgøre spørgsmålet om hvorvidt Jehova udøvede sit herredømme eller sin suverænitet på værdig og retfærdig vis. Hvorfor netop denne mægtige skabning der stod Jehovas hjerte så nær? Jo, Satan havde med sin udfordring rejst tvivl om alle skabningers, også Guds søns, loyalitet. Ydermere ville spørgsmålet om loyalitet vedkomme ham mere end nogen anden skabning, fordi han var Jehovas ypperste skabning og havde den højeste stilling i universet næst efter Jehova selv. Han havde arbejdet sammen med Gud ved universets skabelse. (Kolossenserne 1:15-17) En udfordrer af Gud kunne sige: ’Blandt alle Guds skabninger burde han, fremfor nogen, være trofast i tjenesten for Gud.’ Satans udfordring betød derfor at denne mægtige gudssøn kom i søgelyset.
3 I Ordsprogenes bog, kapitel 8, omtales denne søn, forudskildret ved ’den personificerede visdom’; i forbindelse med Guds skaberværk siger han: „[Jeg] havde min glæde af menneskens børn.“ (Vers 31) Han havde altså dyb kærlighed til menneskeheden. Det var med glæde han påtog sig den opgave at rense sin Faders navn, for det første af loyalitet mod Faderen, og dernæst af kærlighed til menneskeslægten.
4. Hvorfor kunne Gud ikke blot se bort fra synden eller lade den gå upåtalt hen?
4 Kunne Jehova Gud, i sin kærlighed til menneskene, ikke blot se bort fra den ondskab som Satan i forening med Adam havde indført i universet? Kunne Gud ikke sige til et menneske: ’Du er en synder, men jeg holder af dig alligevel og vil gerne vise dig barmhjertighed, så jeg vil overse dine synder’? Nej; ifølge sin retfærdighed kunne han ikke blot se gennem fingre med synder og lade dem gå upåtalt hen. Hvis han gjorde det, ville han udhule grundvolden for sit eget styre. — Salme 89:15.
5. Hvordan går det med et styre når det tillader lovløshed eller lader forbrydere slippe godt fra deres forbrydelser?
5 Hvad det fører til at være blødsøden og eftergivende over for lovløshed, kan man tydeligt se i visse lande i dag. I mange tilfælde har man været temmelig ligegyldig over for lovovertrædelser og sen til at gribe ind over for dem. Forbrydere har fået lov til at fortsætte på fri fod. Resultatet bliver at folk mister tilliden til myndighederne og at samfundet til sidst bryder sammen. Universets Hersker vil ikke tillade at nogen lader hånt om de love han har fastsat.
6. Hvordan påpegede profeten Habakkuk og apostelen Paulus at Gud ikke ser bort fra synder?
6 Den universelle Suveræn, Jehova, hvis ansvar det er at forsvare lov og orden i universet, kan altså ikke blot se bort fra synder. „Gud kan man ikke narre.“ (Galaterne 6:7) I Habakkuk 1:13 siger profeten til Jehova: „Dit rene blik afskyr ondt, du tåler ej synet af kvide; hvi ser du da tavs på ransmænd?“ Kun med et godt formål for øje har Gud tilladt ondskaben, og desuden har det kun været i relativ kort tid. Den fremgangsmåde Gud har valgt at følge, er i virkeligheden den eneste måde hvorpå menneskeheden kan hjælpes.
ET JURIDISK PROBLEM
7. (a) På hvilken måde „solgte“ Adam menneskeheden til trældom under synden og døden? (b) Hvordan udtrykkes menneskets hjælpeløshed i Salme 49:6-9?
7 Adam havde uden tilladelse solgt alle sine fremtidige efterkommere til trældom under synd og død, til gengæld for at han i selviskhed kunne gøre hvad han selv ville, i oprør mod Gud. (Romerne 7:14) Det at vi umuligt kan hjælpe os selv ud af trældommen under døden, udtrykkes i Salme 49, versene 6-9: „De som stoler på deres midler til livets opretholdelse og som bliver ved med at prale af deres vældige rigdomme, ikke én af dem kan på nogen måde løskøbe selv en broder eller give Gud en løsesum for ham; (og løsesummen for deres sjæl er så høj at den må opgives på ubestemt tid) så han kunne fortsætte med at leve for evigt og ikke se graven.“ (NW) Prisen ville være alt for høj, så høj at intet menneske kunne betale den. I forhold til det ufuldkomne menneskes formåen var redningen så langt borte at den måtte „opgives på ubestemt tid“; der var faktisk intet håb. Hvis menneskeheden nogen sinde skulle befries, måtte Gud altså træde til. — Se Salme 79:9.
8, 9. Hvordan kunne Jehova Gud hjælpe menneskeheden på en måde som ikke greb ind i hans styres værdighed og retfærdighed?
8 For at kunne beskæftige sig med mennesker der, skønt det ikke var deres egen fejl, trods alt var født i synd, måtte Gud først tilvejebringe et juridisk grundlag for dette. (Salme 51:7; Romerne 5:12) Ellers ville hvert eneste menneske være dømt til evig død, for ifølge Guds lov har ingen syndere lov til at blive i universet. Kun et fuldkomment menneske kunne ved at give sit liv betale den løsesum der var så høj at menneskeheden ikke kunne betale den; derved kunne det som Adam havde forspildt, blive købt tilbage. — 1 Timoteus 2:5, 6.
9 Jehova havde altså brug for én han kunne benytte som redskab — en hvis ofrede liv kunne udgøre et juridisk grundlag. Ganske ligesom en jordisk regering normalt ikke sætter sig til at forhandle med forbrydere, sådan kunne Jehova Gud ikke handle direkte med syndige mennesker og stadig bevare den værdighed og retfærdighed der hører hans styre til.
10, 11. Når Gud tilgiver synder og erklærer mennesker retfærdige, hvordan viser han så derved (a) sin egen retfærdighed? (b) syndens slethed, og sin egen barmhjertighed?
10 Ved at lægge dette juridiske grundlag ville Jehova vise at han med rette var universets Hersker; han ville også afsløre synden i al dens slethed. Og samtidig kunne han vise barmhjertighed mod menneskene. Apostelen Paulus udtrykker det således:
11 „For alle har syndet og mangler Guds herlighed, og det er som en fri gave at de ved hans ufortjente godhed bliver erklæret retfærdige gennem udfrielsen ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus. Gud har fremstillet ham som et offer til forsoning ved tro på hans blod. Dette gjorde Gud for at vise sin egen retfærdighed, fordi han havde eftergivet synder som var begået i fortiden mens han viste overbærenhed; for at vise sin egen retfærdighed i den nuværende tidsperiode, at han måtte være retfærdig, også når han erklærer det menneske retfærdigt som har tro på Jesus.“ — Romerne 3:23-26.
12. Hvilke problemer stilles en mand over for når han barmhjertigt vil indlemme en person der har været på afveje, i sin familie? (Romerne 5:8)
12 Hvor rimeligt og juridisk rigtigt Gud handler, kan vi illustrere ved hjælp af et tænkt eksempel fra nutiden. Lad os sige at en mand har en familie hvis medlemmer er rene, retskafne og lydige. Han kender en ung mand som er i fængsel og har fået en stor bøde for en eller anden lovovertrædelse. Den unge mand har haft en dårlig omgangskreds og er på den måde kommet ud i uføret. Familiefaderen mener dog at han kan hjælpe ham og få ham på fode igen. Af hensyn til sig selv og sin rene, respektable familie kan han ikke bare tage den unge mand ind i sit hjem med det samme og lade familien være sammen med ham mens han endnu er uren og uregerlig. Hvad kan han da gøre for at hjælpe?
13. Hvilke skridt kunne familiefaderen tage for at indlemme den unge mand i sin familie på fuldt passende og juridisk gyldig vis?
13 Han kunne måske få en af sine venner til at betale bøden, så den unge mand kom ud af fængselet, og få ham til at være værge for ham. Denne ven kunne give ham den oplæring og tugt der skulle til, og derefter overgive ham til familiefaderen når han var bragt helt på fode igen, så den unge mand kunne indtræde som et fuldt respektabelt medlem af familien. Dette ville opfylde alle juridiske krav. Ved at gøre sådan ville familiefaderen handle helt igennem rigtigt og retfærdigt, og desuden ville han have vist barmhjertighed mod den unge mand.
14. På hvilket grundlag skaffer Gud forsoning mellem menneskeslægten og sig selv?
14 På lignende måde kan det siges at Gud handler med menneskeslægten gennem sin søn, Jesus Kristus, der tjener som Jehovas repræsentant i denne sag. De der er lydige mod Guds ordning, kan på juridisk gyldig vis blive anerkendt af Gud. De bliver løskøbt og forsonet eller forligt med Gud. (Kolossenserne 1:13, 14, 20) De får et personligt forhold til ham og har lov at kalde ham deres „Fader“. — Mattæus 6:9.
GUDS SØN KOMMER TIL JORDEN
15. Hvorfor måtte Guds søn sendes til jorden?
15 Guds søn blev derfor sendt til jorden — for at blive et menneske, født af en kvinde. Her på jorden, stedet hvor stridsspørgsmålet var blevet rejst, kunne han gennemgå sin integritetsprøve. Samtidig kunne han udgøre løsesummen for menneskeheden. Ved mirakuløst at blive født af en jomfru, Maria, blev han en jordisk søn af Gud. — Galaterne 4:4.
16. (a) Hvordan kunne Jesus fødes som et fuldkomment barn, når hans moder var ufuldkommen? (b) Hvorfor havde Jesus som barn, og også senere, behov for særlig beskyttelse?
16 Denne søn blev født af en ufuldkommen kvinde, men var selv fuldkommen og dadelfri. Hans fuldkomne liv blev overført fra den himmelske åndeverden til Marias moderskød. Engelen Gabriel havde sagt til Maria: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.“ (Lukas 1:35) Guds hellige ånd skærmede Maria som med en mur af usynlig kraft, så Jesus Kristus blev født som et fuldkomment barn. Satan Djævelen ville naturligvis have ønsket, om muligt, at skade eller udslette denne søn, allerede før han blev født. I Mattæus 2:7-16 og Lukas 4:28-30 kan man læse hvordan der senere blev gjort forsøg på at få Jesus dræbt.
17. Hvordan viser Bibelen at Jesus bevarede sin fuldkommenhed lige til sin død?
17 I hele sit liv som menneske bevarede Jesus denne fuldkommenhed. Han var „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. (Hebræerne 7:26) Jesu liv på jorden afgjorde én gang for alle, og ud over al tvivl, spørgsmålet om integritet mod Gud. Før sin offerdød sagde Jesus: „Verdens hersker kommer. Og han har ikke noget tag i mig.“ Jesus sagde også: „Nu fældes der dom over denne verden; nu vil denne verdens hersker [Djævelen] blive kastet ud.“ (Johannes 14:30; 12:31; 2 Korinter 4:4) Det lykkedes aldrig for Satan at få Jesus Kristus til at give efter for pres. Derfor havde han intet tag i Jesus, intet han med rette kunne beskylde ham for. Jesus havde „besejret verden“ fordi han ikke sammen med den havde givet efter for synden. — Johannes 16:33; 8:46.
18. (a) Hvorfor var den retfærdighed Jesus ejede da han var på jorden ikke en gave? (b) Hvis andre mennesker erklæres retfærdige, hvorfor er det da en gave?
18 Apostelen Paulus erklærede angående Jesus: „Han [lærte] lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham.“ (Hebræerne 5:8, 9) Det var altså på grundlag af Kristi egen fortjeneste at Gud erklærede ham retfærdig da han endte sit jordiske livsløb. Han blev oprejst til liv i ånden, „erklæret retfærdig i ånd“. (1 Timoteus 3:16) I himmelen blev han indsat som den fuldkomne ypperstepræst til gavn for menneskeheden, og dette var han fuldt ud kvalificeret til. Gud behøvede ikke at tilregne Kristus retfærdighed som en gave, for som et syndfrit menneske havde han en retfærdig stilling hos Gud og bevarede denne stilling lige fra først til sidst. Det er grunden til at Jesu offer var fuldkomment og kunne tjene som grundlag for at andre mennesker kunne erklæres retfærdige. Hvis andre erklæres retfærdige sker det ikke på grundlag af deres egen retfærdighed, men på grundlag af Jesu Kristi sonoffer. For dem er det en gave at blive regnet retfærdige. — Romerne 5:17.
19. Hvilken stilling indtager Jesus i forhold til dem der ønsker at tjene Gud?
19 Ved at leve sit liv i trofasthed kvalificerede Jesus sig til at blive talsmand for alle som ønsker at tjene Gud. Apostelen Johannes skrev: „Hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper [en fortaler eller talsmand] hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig. Og han er sonoffer for vore synder.“ (1 Johannes 2:1, 2) Han kaldes også „mellemmand imellem Gud og mennesker“. (1 Timoteus 2:5) Djævelen har prøvet at finde fejl hos Guds tjenere lige fra Adams søn Abel levede. Satan kaldes ligefrem for „vore brødres anklager, som anklager dem dag og nat for vor Gud“. — Åbenbaringen 12:10.
20. Hvad har Jesus, som fortaler eller mellemmand, gjort til gavn for Guds tjenere?
20 I denne store retssag er Jesus Kristus således trådt frem for Gud som forsvarsadvokat. Når trofaste tjenere for Gud har gjort en fejl, begået en synd, har Jesus præsenteret Dommeren, Gud, for vidnesbyrd om at de ikke fortjener at dø — for hans sonoffer kan dække deres fejl og synder. Han har vist at det har været deres hensigt at gøre det rette, endda på trods af deres ufuldkommenhed. (Romerne 7:15-19) Han har henvist til deres trosgerninger og til at de har påkaldt Gud i oprigtig anger når de har syndet. (Hebræerne 6:10) Alt dette gør de på grundlag af Jesu offer. (Johannes 16:23) Og Gud accepterer Jesu forbøn for dem.
HVORDAN JESUS „FÅR BØRN“
21. (a) Hvordan gav det ene menneske Jesus sin sjæl „som en løsesum i bytte for mange“? (b) Hvorfor kaldes han „den sidste Adam“?
21 Da Jesus var på jorden som menneske havde han mulighed for selv at stifte familie på almindelig menneskelig vis. Men han benyttede ikke denne mulighed. Han gav afkald på den da han bragte sit liv som et offer. Som han selv sagde: „Menneskesønnen [er] ikke . . . kommet for at lade sig tjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ (Mattæus 20:28) På den måde blev Jesus „den sidste Adam“. Adam blev fader til en slægt af ufuldkomne mennesker med slette tilbøjeligheder. Jesus Kristus bliver også fader til en slægt, men en slægt der vil nå til retfærdighed. Det er muligt for mennesker som enkeltpersoner at blive overført fra Adams slægt og få nyt liv gennem Jesu Kristi retfærdighed; ved at iføre sig den nye personlighed kan de blive fornyet ’efter hans billede’. De kan blive renset så de bliver børn af „den sidste Adam“. — 1 Korinter 15:45, 49.
22. (a) På hvilken måde får Kristus afkom, som det vises i Esajas 53:10? (b) Beholder Kristus for evigt dette afkom som sit eget? Hvad gør han?
22 Under inspiration beskrev profeten Esajas nogle af Kristi lidelser; han sagde: „Hvis du vil sætte hans sjæl som et skyldoffer, skal han se afkom.“ (Esajas 53:10, NW) Kristus får ikke afkom på menneskelig vis. Men som „Evigheds-Fader“ får han efterkommere der ligner ham, sådan som Esajas beskriver, fordi Jehova havde ’sat hans sjæl som et skyldoffer’ for menneskeheden. (Esajas 9:6) Men vi må huske at Jesus Kristus, når han har ført menneskene frem til fuldkommenhed, overdrager den løskøbte og genrejste menneskehed til Jehova Gud, „Faderen, hvem enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“. — Efeserne 3:14, 15; 1 Korinter 15:26, 28.
GENLØSNINGEN OPHÆVER SYNDEN
23. På hvilken måde kan man sige at genløsningen ved Jesus Kristus ophæver synden?
23 Vi kan opsummere dette ved at sige at den genløsning Gud fremskaffede ved sin søn, kan ophæve virkningen af Adams synd. Denne synd ramte alle. Genløsningen vil naturligvis ikke frelse hver eneste menneskesjæl, men den kan ophæve syndens virkninger i os. Hvordan det? Jo, hver og én som ønsker at blive befriet for synd og ufuldkommenhed kan få disse fjernet og blive helt renset. Selv de der oprejses fra de døde vil få lejlighed til at benytte sig af genløsningen. (Apostelgerninger 24:15) De som ikke får livet, vil være mennesker som ikke ønsker at Jehova skal herske over dem. De elsker ikke retfærdighed, hader ikke lovløshed. De fordømmer sig selv, idet de føjer deres egne overlagte synder til den nedarvede synd. — Johannes 3:17-21, 36.
24. (a) Vil der i sidste ende være opnået noget ved Adams oprørske handling? (b) Vil Satans oprør efterlade noget varigt spor i universet?
24 Kristi sonoffer vil derfor, sådan som det administreres under hans riges herredømme, fjerne alt hvad Adam har været skyld i. Den sidste fjende, døden (den død som ramte menneskeheden på grund af Adams synd), vil blive tilintetgjort. Når døden er fjernet vil intet af alt det som Adam bragte over hele menneskeslægten, findes mere. Der vil ikke være det mindste spor tilbage af Adams synd. (1 Korinter 15:26, 55-57) Der vil heller ikke længere være noget spor af Djævelens synd; som Bibelen siger: „Derfor blev Guds søn gjort kendt, nemlig for at nedbryde Djævelens gerninger.“ (1 Johannes 3:8) Satans forsøg vil have været fuldstændig forgæves, og han vil have forspildt sit liv. Den skygge der var faldet på Guds navn, vil være helt fjernet. Guds navn vil i al evighed være renset og ophøjet, og de der ønsker at underlægge sig Guds suverænitet vil leve, til hans pris. — Salme 150.
25. Hvordan bør vi i vort hjerte reagere når vi ser hvad Gud har gjort for at komme menneskeheden til undsætning?
25 Hvilken kærlig godhed fra Guds side! Og hvilken kærlighed fra Herren Jesu Kristi side! Vi kan sammen med apostelen sige: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje!“ (Romerne 11:33) Hvad der end måtte ske i verden som kunne vække tvivl eller angribe vor tro, kan vi, med den fulde værdsættelse af de ting vi her har drøftet, udbryde: ’En sådan Gud fortjener vor fulde hengivenhed og tjeneste! — Se Filipperne 3:8, 9.
[Illustration på side 69]
Før en familiefader lader en fremmed ung mand som har været på afveje, blive indlemmet i sin familie, ønsker han at den unge mand skal ændre sit liv
[Illustration på side 74]
Vi har alle synderen Adam til fader . . .
[Illustration på side 75]
. . . men vi kan vælge Jesus som vor „Evigheds-Fader“