Jehova leder sit folk

„Du leded i din miskundhed det folk, du genløste, du førte det i din vælde til din hellige bolig.“ — 2 Mos. 15:13.

 1, 2. a) Hvilke storslåede eksempler på Jehovas ledelse omtaler Bibelen? b) Af hvilke to grunde er det nu tid at drøfte disse eksempler?

I FORTIDEN viste Jehova sig som en mægtig, men dog barmhjertig leder for sit folk. Ved een mindeværdig lejlighed førte han dem ud fra trældommen i Ægypten, og ved en anden lejlighed førte han dem ud fra fangenskabet i Babylon og tilbage til deres hjemland. I dag leder Jehova omsider atter sit folk, denne gang ud af den nuværende onde tingenes ordning og ind i sin elskede søns rige. Jehova har ladet mange enkeltheder nedskrive i forbindelse med disse fortidige eksempler på sin ledelse, og fra disse beretninger kan vi og burde vi lære meget, thi „alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf“. Ja, vi kan se frem til at få større indsigt i og dybere påskønnelse af de forskellige egenskaber, vor store Gud lagde for dagen, når han handlede som sit folks leder. Dog har vi også et andet formål dermed. Nu er det vigtigt, og det er også tid for os at overveje det ansvar, der påhviler os, som nyder den gunst at være blandt dem, Jehova leder. Set over et bredere synsfelt har dette ansvar to sider. For det første må vi alle lære at være sande efterfølgere, der trofast følger det eksempel, der er sat os. Men desuden kræves det af mange af Jehovas tjenere, at de skal fungere som ledere i større eller mindre grad og i forskellige stillinger, og ingen af os ønsker „at tage imod Guds ufortjente godhed og forfejle dens hensigt“. — Rom. 15:4; 2 Kor. 6:1, NW.

² Inden vi kommer til spørgsmålet om vor individuelle stilling og vort personlige ansvar, og for at vi kan behandle dette spørgsmål i den rette ånd og med den rette forståelse, vil vi først se på vor stilling som folk betragtet. Vi vil mærke os nogle af de særlige træk, der fremhæves for os i forbindelse med Jehovas ledelse af sit folk i fortiden, og dernæst se, hvordan disse ting kaster lys over den måde, hvorpå han leder sit folk nu, og hensigten dermed, og over den rolle, vi har at udføre i den forbindelse. Som en begyndelse vil vi betragte det storslåede eksempel, vi allerede har omtalt, nemlig Israels vandringer, efter at de forlod Ægypten.

Hvordan Jehova førte Israel

 3. Hvad var hensigten med Jehovas handlemåde med Israel?

³ Det overlades ikke til os selv at studere den historiske beretning om israelitterne fra det tidspunkt, de forlod Ægypten, og om de fyrretyve års vandring i ørkenen, og drage vore egne slutninger om, hvordan Jehova ledte dem. Gud lod Moses nedskrive en sang ved slutningen af Israels vandringer, og i den bliver vi netop gjort opmærksom på det, vi her er interesseret i at få at vide. Først og fremmest bliver der i begyndelsen af sangen klart gjort rede for, hvad der er hensigten med Jehovas handlemåde med Israel: „Thi HERRENS [Jehovas, NW] navn vil jeg forkynde, ære skal I give vor Gud!“ Jehovas hellige navns ære og herliggørelse kommer i første række, hvilket også David bekræftede, da han sagde: „Hvor på jorden findes et folk som dit folk Israel, et folk, som Gud kom og udfriede [fra Ægypten] og gjorde til sit folk for at vinde sig et navn.“ Esajas understregede det samme, da han skrev: „Således ledte du dit folk for at, vinde dig et herligt navn.“ — 5 Mos. 32:3; 2 Sam. 7:23; Es. 63:14.

 4. Hvilke egenskaber lægger Jehova for dagen som sit folks leder, og hvordan bliver de skildret i beretningen?

⁴ Vi skal nu mærke os de ypperlige egenskaber, Jehova lagde for dagen som sit folks store leder. Der er ikke så få, og ved nærmere undersøgelse vil vi finde, at de trods påfaldende modsætninger alligevel udgør et afbalanceret hele. På den ene side viste Jehova sig i sin kampvælde og brændende vrede som en „krigshelt“, mægtig til at knuse fjenden. På den anden side viste han sin miskundhed over for det folk, han havde udfriet fra faraos åg, og sin faderlige styrke og evne til at beskytte, idet han med nænsom, men sikker hånd førte Israel hele vejen gennem ørkenen for i sidste ende at lade dem nå frem til deres „hellige bolig“. Jehova fremtrådte så afgjort som en uendelig udholdende og omsorgsfuld leder. Moses mindede Israel om dette i indledningen til sin tale til dem på Moabs sletter: „Du så, at HERREN din Gud bar dig, som en mand bærer sin søn, hele den vej I har vandret, lige til I nåede hertil!“ Og i Moses’ afslutningssang har vi så igen en skøn og betagende skildring af Jehovas førerskab, holdt i et rigt og magtfuldt billedsprog, der til sidst betoner Jehovas ret til al ros og ære: „Han fandt det [Israel] i ørkenlandet, i ødemarken, blandt ørkenens hyl; han værned det med vågent øje og vogted det som sin øjesten. Som ørnen, der purrer sin yngel ud og svæver over sine unger, løfted han det på sit vingefang og bar det på sine vinger. HERREN var dets eneste fører, ingen fremmed gud var hos ham.“ — 2 Mos. 15:1-3, 6, 13; 5 Mos. 1:31; 32:10-12.

 5. Påskønnede Israel, hvad Gud gjorde for dem? Krydsede deres færd på nogen måde Guds hensigter med dem?

⁵ Alene af de ovenfor citerede skriftsteder kunne man slutte, at Israel, som et let påvirkeligt barn, inderligt må have påskønnet alt, hvad Jehova gjorde for dem. Men forholdt det sig således? Desværre må det siges, at det modsatte var tilfældet. Lige fra Sinaj bjerg og i tiden fremover var Israels børn, og navnlig det slægtled, der drog ud af Ægypten, „en forvendt og vanartet slægt“, noget også Moses bekræftede, da han talte til dem på Moabs sletter. De handlede ilde, og „hastigt veg de bort fra den vej, jeg [Jehova] bød dem at vandre; . . . Jeg har iagttaget dette folk og set, at det er et halsstarrigt folk“. Skønt denne generation på meget få undtagelser nær døde i ørkenen, således som Jehova havde forudsagt og besluttet, så opgav han dog på ingen måde sin oprindelige hensigt. Men ved sin engel vedblev han at lede sit folk og førte det oprindelige slægtleds sønner ind i det forjættede land og gav dem det i eje. — 2 Mos. 32:7-9, 34; 5 Mos. 1:34-40; 32:5.

 6, 7. a) Hvilke to andre egenskaber kommer til udtryk i denne forbindelse? b) Hvilket andet eksempel på Guds førerskab findes i Bibelen?

⁶ Dette belyser to andre egenskaber, Jehova giver udtryk for som leder af sit folk. Det røber hans rige barmhjertighed side om side med hans retfærdige domme over dem, som havde set hans herlighed og mange mirakuløse tegn og dog undlod at lytte til hans røst og vise ham respekt. — 2 Mos. 34:6, 7; 4 Mos. 14:22, 23.

⁷ Om dette kunne der naturligvis siges meget mere. Men vi vil holde os til vort hovedemne, Jehovas ledelse af sit folk og hensigten dermed, og se nærmere på, hvad vi kan lære af Skriftens ord om Guds folks tilbagevenden fra fangenskabet i Babylon.

Hjemvendelsen fra Babylon

 8. Hvorledes udvider vort studiefelt sig nu for os?

⁸ Bemærk, hvordan vort studiefelt nu udvider sig. Den beretning, vi allerede har betragtet, er hovedsagelig historisk, skønt den også danner grundlag for mange profetiske mønstre. Som modsætning hertil er beretningen om jødernes hjemvendelse fra Babylon hovedsagelig profetisk, for de vigtigste træk i forbindelse med deres tilbagevenden var nedskrevet, længe før begivenheden fandt sted. Det var faktisk omkring to århundreder forud, at Esajas specielt blev inspireret til i mange glødende vendinger at skrive om hjemkomsten fra Israels udlændighed. Hvad der er endnu mere vidunderligt, er den kendsgerning, at disse profetier i virkeligheden blev nedskrevet med et meget senere tidspunkt for øje, nemlig den dag, vi lever på nu, da Jehova leder sit folk ud fra vor tids Babylon og ind i sin nye verdens organisation, Zion.

 9. På hvilke tre måder får mange profetier deres opfyldelse?

⁹ Disse profetier er mange gange blevet drøftet i dette blads spalter og sammenholdt med andre skriftsteder, der beviser, hvordan disse profetier først fik en bogstavelig opfyldelse i året 537 f. Kr. og i de følgende år. Dernæst havde de i mange tilfælde en mindre opfyldelse i forbindelse med mennesket Kristus Jesus. Dog får de, hævet over enhver tvivl, som i øvrigt de fleste profetier, deres store opfyldelse ved tidspunktet for Jesu andet komme ved de vældige begivenheder, der nu finder sted under ledelse af den regerende konge, Kristus Jesus. Med dette som grundlag vil vi begrænse vor opmærksomhed til de særlige udtryk og synspunkter, der rummes i disse profetier, som har tilknytning til vort hovedemne.

10. Hvem stifter vi nært bekendtskab med i Esajas’ profeti, og hvad siges der med henblik på hans bemyndigede hverv og hans egenskaber?

¹⁰ Først stifter vi bekendtskab med den, som Gud har udnævnt til at tjene som sin repræsentant: „Se min tjener, ved hvem jeg holder fast, min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min ånd, han skal udbrede ret til folkene.“ Øjeblikkelig forudsiges det, at denne tjener vil besidde de samme egenskaber som Jehova, egenskaber, der åbenbarer sig i utrætteligt og trofast førerskab: „Han . . . vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden; og fjerne strande bier på hans lov.“ Dernæst åbner profetiens perspektiv sig, og der fortælles om det storslåede hverv, denne tjener skal udføre, hvis udnævnelse i sig selv er en garanti for, at han ikke alene vil føre en rest af trofaste jøder, men også en stor skare hedninger fra mørke og trældom ind i frihedens herlige lys: „Jeg, HERREN, har kaldet dig i retfærd og [som den øverste leder] grebet dig fast om hånd; jeg vogter dig, og gør dig til folkepagt, til hedningelys for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullet mørkets gæster.“ Til sidst følger en gentagelse af det faktum, at al ære og pris for disse goder må tilskrives Jehova alene, han, som ikke tåler nogen rival: „Jeg er HERREN [Jehova, AS], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ — Es. 42:1, 4, 6-8.

11. Hvordan kan vi identificere „tjeneren“ i Esajas’ profeti?

¹¹ Men hvem er denne tjener, der nyder en sådan ære? Af det foregående vil du lægge mærke til, at der først siges, at Jehova lægger sin ånd, sin usynlige virkekraft, på ham og bemyndiger ham til at udføre dette hverv. Det sætter os på sporet af et vigtigt led i vor beviskæde, nemlig profetien i Esajas 61:1-3 (som du bedes læse), hvor der gives yderligere oplysning om, hvilken virkning ånden ville have på den salvede tjener, og hvad resultat dens udgydelse ville føre til, blandt andet, at de ledes ud i frihed, som før befandt sig i fængselsagtig trældom. Jesus citerede selv sidstnævnte skriftsted, da han henvendte sig til sine bysbørn i synagogen i Nazaret, og sagde, at det fik sin opfyldelse på ham der og da. (Luk. 4:17-21) Som mange af vore læsere vil vide, er dette langt fra det eneste led, der identificerer den „tjener“, der så ofte omtales hos Esajas. Citater fra Esajas, det 53. kapitel, der beretter om Jehovas tjeners lidelser og forhånelser, anvendes på Kristus Jesus i ikke så få tilfælde i de kristne Græske Skrifter.

12. Hvordan skildres denne „tjener“ i Esajas 55:3, 4, og hvilket skriftsted kaster lys over, hvordan denne profeti nu får sin opfyldelse?

¹² Når vi vender vor opmærksomhed mod Esajas, det 55. kapitel, finder vi nogle interessante og vigtige oplysninger. Henvendt til dem, som indser deres behov for de åndelige foranstaltninger, Gud alene kan tilvejebringe, siger Jehova: „Bøj eders øre, kom til mig, hør, og eders sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig pagt: de trofaste nådeløfter til David. Se, jeg gjorde ham til vidne for folkeslag, til folkefærds fyrste [leder, AS] og hersker.“ (Es. 55:3, 4) Her får vi klar besked om, at Jehovas tjener vil træde frem som en leder, der har fuld myndighed til at give anvisninger og udstede befalinger. Disse befalinger kan ikke ignoreres. „Men det skal ske, at hver sjæl, som ikke hører på den profet, skal udryddes af folket.“ Han er Jehovas „troværdige og sanddru vidne“, og det er ham, der giver den presserende befaling i disse dage, da Babylons undergang truer: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ Som Jehovas repræsentant, der bærer navnet „Troværdig og Sanddru“, tager Jesus skridt til at lede de himmelske hære mod denne verdens nationer, som modstår hans herredømme. Af hans mund udgår der „et skarpt sværd“, og han giver de befalinger, der bringer endelig undergang over fjendestyrkerne. Hvor lig den styrke og kampduelighed Jehova udviste, dengang han knuste farao og hans hære! — Ap. G. 3:19-23; Åb. 3:14; 18:4; 19:11-16.

13. Hvilken bekræftelse på, at Jehovas tjener også er en leder, får vi i Esajas 11:1-5?

¹³ Her ønsker vi at henlede din opmærksomhed på et andet sted i Esajas’ profeti, der knytter de punkter sammen, vi allerede har haft fremme, og stadfæster dem yderligere. Husk, at Kristus Jesus er den, der som Davids søn og retmæssige arving arver „de trofaste nådeløfter til David“, der opregnes i den ubrydelige pagt om Riget, der blev lovet Davids sæd, som det så smukt kommer til udtryk i Salme 89:34-38. Det er derfor særdeles passende, at Jesus som den større David i Esajas, det 11. kapitel, de indledende vers, kaldes „en kvist af Isajs [Davids faders] stub, et skud . . . af hans rod“. (Se Åbenbaringen 22:16, hvor dette rodskud identificeres.) Læs nu selv skildringen i Esajas 11:1-5, for der beskrives de vidunderlige og velafbalancerede egenskaber som leder, Jehova har givet Jesus ved sin ånd, der har gjort ham til en viis, stærk og forstående leder, en fader, der med fast hånd og sand dygtighed tager sig af „landets arme“, pålidelig i eet og alt, for „retfærd er bæltet, han har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte“. Mærk dig også den nøje forbindelse mellem Åbenbaringen 19:15 og disse ord: „Voldsmanden slår han med mundens ris, gudløse dræber han med læbernes ånde.“

14. Hvorledes beretter profetien om det vidunderlige resultat, Kristi ledelse vil føre til?

¹⁴ Hans ledelse vil i sidste ende føre til et så vidunderligt resultat, at ingen eller intet vil gøre ondt eller volde men i hele hans hellige bjergland. Fred og fordragelighed vil råde selv i dyreverdenen, og menneskets herredømme over dyrene vil være en let og fornøjelig opgave, for der siges „dem driver [leder, AS] en lille dreng“. En sådan lykkelig samhørighed hersker allerede nu blandt dem, som bor i Zion, Jehovas organisation, og som har hans ånd og trofast følger Kristi ledelse. — Es. 11:6-9.

Billedet forandrer sig

15. Med hvilket udtryk viser Esajas, det 11. kapitel, en forandring i synspunkt?

¹⁵ Men hermed er ikke alt sagt. Esajas, det 11. kapitel, fortsætter med at forudsige de vidunderlige ting, som Jehovas udnævnte leder og tjener skal udføre, men bruger en anden udtryksmåde og betragter tingene under en anden synsvinkel. De skriftsteder, vi hidtil har drøftet vedrørende Israel på Moses’ tid og jødernes tilbagevenden fra Babylon, har beskæftiget sig med en ledelse, under hvilken Jehova gennem sin repræsentant førte sit folk fra sted til sted. Nu forandrer billedet sig, og denne ledelse bliver en stationær ledelse i form af et ophøjet signal, for i Es 11 versene 10 og 12 læser vi: „På hin dag skal hedningerne søge til Isajs rodskud, der står som et banner [signal, AT; hebraisk: nehs] for folkeslagene, og hans bolig skal være herlig. For folkene rejser han banner [signal, nehs], samler Israels bortdrevne mænd, sanker Judas spredte kvinder fra verdens fire hjørner.“

16. Hvem er signalet, der omtales i disse profetier?

¹⁶ Dette skriftsted har i forbindelse med Esajas 62:10-12 og andre skriftsteder tidligere været behandlet i disse spalter, og det er blevet påvist, at det hebraiske ord, der er oversat med signal i An American Translation, ikke hentyder til et flag eller en fane, båret af en fanebærer i spidsen for en marchkolonne. Tværtimod hentydes der til et stationært signal, anbragt på et højt beliggende sted. (Se Vagttaarnet, 15. april 1948.) Vi lever nu på „hin dag“, der omtales i Esajas 11:10, og lykkelige er vore forstandens og troens øjne, der så klart ser det herlige og iøjnefaldende signal, Jehova har rejst i sin regerende konges, Kristi Jesu, skikkelse. Han er i sandhed signalet, indsat på Zions bjergs, Guds oprettede riges, ophøjede trone. Hvad er hensigten med dette signal?

17. I hvilken hensigt blev signalet først og fremmest rejst? Hvilken opfyldelse fik profetien herom på Israels tid?

¹⁷ Først og fremmest at lede genindførelsen og den varige oprettelse på jorden af den sande, rene tilbedelse af Jehova. I længst forsvundne tider optrådte Satan under skikkelse af en „lysets engel“ og førte andre vild i dette livsvigtige spørgsmål om tilbedelse, idet han først forførte Eva og gennem hende langt de fleste af menneskeslægten. Med tiden blev Israel fanget i denne snare og til sidst ført i et dunkelt og dystert fangenskab i Babylon, den falske religions højborg. Det var løftet om, at en trofast rest skulle udfries fra dette fangenskab, der dannede grundlag for mange af Esajas’ profetier. Signalet, der dengang lokkede og kaldte, var Jerusalem, genopbygget på sin egen bjergtop med Jehovas synlige, repræsentative regering i byens midte og hans officielle ypperstepræst, der overvågede den rene tilbedelse af Jehova i det genopførte tempel. — 2 Kor. 11:3, 14.

18. Vis med støtte fra Bibelen, hvilken betydning rejsningen af signalet har i vor tid.

¹⁸ I dag har vi den store forret at opleve den endelige og store opfyldelse af disse profetier, for det er først fra og med 1919, at resten af Kristi salvede efterfølgere har adlydt befalingen fra Gud om at afbryde al forbindelse med nutidens Babylon og flokkes om signalet på Zions bjerg. Det var kun optakten til nye goder, for rejsningen af signalet markerer begyndelsen til en stor indsamling af folk fra alle dele af jorden, sådanne, som giver det længe lovede rige og dets konge deres støtte og aktivt tager del i tilbedelsen af og tjenesten for ham, som alene har retten dertil, og som ikke tåler nogen rival. (Luk. 4:8) Paulus taler om den tid, der er fastsat for udførelsen af dette betydningsfulde arbejde, og nævner også dem, der først skal indsamles, når han siger: „Han [Gud] kundgjorde os sin viljes hemmelighed ifølge den beslutning, som han havde fattet hos sig selv, om den frelsesplan: i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus. I ham . . . for at vi skulle være hans herlighed til lov og pris, vi, som allerede tidligere havde håbet på Kristus.“ — Ef. 1:9-12.

19. a) Hvilken vældig opgave stilles vi ansigt til ansigt med, og hvilket spørgsmål melder der sig i den forbindelse? b) Hvordan viser Bibelen os, hvad der er det korrekte svar på dette spørgsmål?

¹⁹ Stillet over for denne vældige opgave forstår vi, at spørgsmålet om, hvem Gud bruger til at varetage dette hverv, er af allerstørste betydning. Er Kristus Jesus, som Kongen og Signalet, den eneste, der er udnævnt til at lede alle de indsamlede og dem, der endnu skal samles ind i Rigets organisation? Det er et livsvigtigt spørgsmål, der enten på den ene eller den anden måde har direkte betydning for alle Jehovas tjenere på jorden, og vi ønsker det rette og altså det bibelske svar på det. Vedrørende den trofaste rest af jøder, der vendte tilbage fra Babylon, lod Jehova Esajas skrive: „Mine vidner er I, så lyder det fra HERREN, min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ (Es. 43:10) Dette er eet af de mange steder, der viser, at Jehovas tjener til tider omtales som en enkeltperson og til tider som en kollektiv person. Vi ser med andre ord, at der i den endelige opfyldelse af Esajas 43:10-12 kun findes een salvet tjenerskare, der dog består af mange forskellige vidner eller medlemmer. (1 Kor. 12:14) Jesus talte om den samme salvede tjenerskare og nævnte det lederansvar, der overdrages denne skare, da han stillede og besvarede følgende spørgsmål: „Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? . . . Sandelig siger jeg eder, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ — Matt. 24:45-47.

20. Hvilken slutning kan vi drage ud fra de nævnte skriftsteder, og hvilket spørgsmål afføder den?