Ingen lægedom før husene er uden et menneske

„Så hørte jeg Herren sige: ’Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?’ Og jeg sagde: ’Her er jeg, send mig!’“ — Es. 6:8.

 1, 2. (a) Hvordan angav profeten Amos tidspunktet for sin profeti? (b) Hvilken anden profet henviste til den samme bemærkelsesværdige begivenhed, og hvad pegede han frem til?

HVOR mange huse der blev ødelagt af jordskælvet melder beretningen intet om. Men jordskælvet var så stærkt at man brugte det til datering af en betydningsfuld profeti i det niende århundrede før vor tidsregning. Profeten indleder sin inspirerede bog således: „De ord, som Amos, der hørte til fårehyrderne fra Tekoa, skuede om Israel, i de dage da Uzzija var konge i Juda, og Jeroboam, Joas’ søn, i Israel, to år før jordskælvet.“ (Amos 1:1) Jordskælvet har fundet sted omkring 809 f.v.t. Imidlertid gjorde det et så stærkt indtryk at det blev husket tre hundrede år senere (i 519 f.v.t.) og blev brugt til sammenligning med en anden rystelse af jorden. Det var i en profeti som Gud fremsatte gennem Zakarias:

² „På hin dag står hans fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem, og Oliebjerget skal revne midt over fra øst til vest og danne en vældig dal, idet bjergets ene halvdel viger mod nord, den anden mod syd. I skal flygte til mine bjerges dal, thi bjergdalen når til Azal. I skal fly, som I flyede for jordskælvet i kong Uzzija af Judas dage.“ — Zak. 14:4, 5.

 3. Hvordan beskriver Joseph ben Matthias i sin jødiske oldtidshistorie et jordskælv i kong Uzzijas dage?

³ Seks hundrede år efter at denne profeti var blevet udtalt, skrev den jødiske historiker Joseph ben Matthias, der levede i det første århundrede efter vor tidsregning, sin jødiske oldtidshistorie, Antiquitates Judaicæ. I bog 9, kapitel 10, paragraf 4, gav han en malende skildring af jordskælvet i kong Uzzijas dage:

„. . . Da der så indtraf en særlig dag og der skulle fejres en højtid, iførte han sig den hellige klædning og gik ind i templet for at ofre røgelse til Gud på det gyldne alter. Men ypperstepræsten Azarja, som kom ind ledsaget af firsindstyve præster, erklærede at det ikke var ham tilladt at ofre, og at ingen uden Arons efterkommere havde lov til at gøre det. Og da de råbte at han skulle forlade templet og ikke synde mod Gud, blev han rasende på dem og truede med at dræbe dem hvis de ikke tav stille. Imidlertid rystedes jorden af et stort jordskælv og templet revnede, og solens skarpe stråler trængte gennem revnen; de faldt på kongens ansigt og han blev straks slået af spedalskhed. Og uden for byen, på et sted der blev kaldt Eroge, brødes halvdelen af bjerget af fra den øvrige del mod vest og rullede fire stadier ned og standsede ved det østlige bjerg; både vejene og kongens have blev ødelagt ved jordskælvet. Så snart præsterne så at kongens ansigt var angrebet af spedalskhed, fortalte de ham om den ulykke der var hændt ham og befalede at han skulle gå ud af byen som en der var uren. Herover blev han så forfærdet at han gjorde som der blev sagt, og han fik denne frygtelige og ulyksalige straf for sin formastelighed og for den mangel på respekt han havde vist Gud. Så blev han uden for byen i nogen tid og levede et tilbagetrukkent liv, mens hans søn Jotam overtog regeringen. Han døde i sorg og frygt over det der var hændt ham, da han havde levet i otteogtres år og regeret i tooghalvtreds; og han blev begravet i sin egen have.“

 4. (a) Stemmer Josephs angivelse af tidspunktet for jordskælvet overens med det tidspunkt Amos angiver? (b) Nævner Bibelen selv at der indtraf et jordskælv dengang Uzzija gik ind i templet? Hvad fortæller den om et jordskælv?

⁴ Kong Uzzija døde af spedalskhed i året 774 f.v.t. Det tidspunkt som jordskælvet skulle være indtruffet på ifølge den jødiske historiker Joseph, stemmer ikke overens med det tidspunkt som profeten Amos angiver; muligvis har der været to jordskælv. Bibelens egen beretning om hvad der hændte kong Uzzija da han gik ind i det hellige rum i Jerusalems tempel, findes i Anden Krønikebog 26:16-23 og Anden Kongebog 15:1-7. Den siger intet om at der indtraf et jordskælv ved den lejlighed. Ikke desto mindre markeredes kong Uzzijas regeringstid af et jordskælv der var så stærkt at der senere blev henvist til det adskillige gange. Hvor stor skaden var på de private huse og anden ejendom, fortæller Bibelen intet om. Dog må skaden have været betydelig hvis folk ligefrem flygtede fra deres hjem som følge af jordskælvet.

 5, 6. Hvilken rystelse af templet fandt sted i kong Uzzijas dødsår, som berettet i Esajas 6:1-4?

⁵ I kong Uzzijas dødsår rystedes templet imidlertid så dørstolperne skjalv. Det var sandsynligvis efter den sygdomsramte kong Uzzijas død. Profeten Esajas var vidne til denne rystelse i templet, og han fortæller herom i sin bogs sjette kapitel, versene et til fire:

⁶ „I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren [Jehova, NWa] sidde på en såre høj trone, og hans slæb fyldte helligdommen. Serafer stod hos ham, hver med seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to fødderne, og med de to fløj de; og de råbte til hverandre: ’Hellig, hellig, hellig er Hærskarers [Jehova], al jorden er fuld af hans herlighed!’ Og dørstolpernes hængsler rystede ved råbet, medens templet fyldtes af røg.“

 7. Hvilken forskel er der mellem Uzzija og Esajas i den måde hvorpå de nærmede sig Jehovas tempel?

⁷ Hvilken modsætning mellem kong Uzzija og profeten Esajas! Kong Uzzija trængte formasteligt ind på et område som det var den regerende konge forbudt at betræde. Han ville etablere en ny og nærmere forbindelse mellem kongen og Jehova Gud og ønskede at tilbede Gud direkte, uden om Guds udnævnte præsteskab. Respektløst trængte han ind på enemærker hvor det ikke var ham tilladt at komme, og derved så han det indre af templets hellige rum, hvor guldlysestagerne, skuebrødsbordene og det gyldne røgelsesalter stod. Men han så ikke Jehovas godkendende åsyn og fik intet hverv overdraget af ham. I modsætning hertil fejede profeten ikke Jehovas præsteskab til side og trængte uindbudt ind på helligt område, men han fik et syn af Jehova i hans hellige tempel. Der skete ham intet ondt som følge heraf, men han blev tværtimod begunstiget med et hverv fra sit folks Gud. Seraferne som stod rundt om Jehovas såre høje trone dækkede deres ansigter for ikke at komme til at se på Gud som sad på tronen, men Esajas fik lov til at se på Jehova i et syn.

 8. (a) Hvad fik dørstolpernes hængsler til at ryste i templet, og hvordan fyldte Jehovas herlighed huset? (b) Hvilket privilegium i lighed med Esajas’ har de hvis åndelige syn er blevet skærpet?

⁸ Profeten Esajas nød et sjældent og helligt privilegium. Det ses på baggrund af det seraferne sagde til hinanden, som i en vekselsang: „Hellig, hellig, hellig er Hærskarers [Jehova], al jorden er fuld af hans herlighed!“ Den store betydning der lå i denne kundgørelse var nok til at få hængslerne i templets dørstolper til at ryste. Jehovas herlighed gav sig til kende ved at templet mirakuløst blev fyldt med røg. I dag er det en stor begunstigelse at få sit syn skærpet ved hjælp af Bibelens opfyldte profetier. De gudfrygtige mennesker der erfarer dette, ser at Jehova Gud er kommet til sit åndelige tempel, og de fyldes med ærefrygt.

 9, 10. Hvordan var Esajas berørt af synet, og hvad var grunden?

⁹ Da Esajas så dette syn og hørte hvad seraferne sagde, følte han sig meget uværdig, meget uren, og han blev bange. Han sagde: „Ve mig, det er ude med mig [for jeg er så godt som bragt til tavshed, NW], thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers [Jehova]!“ — Es. 6:5.

¹⁰ Det var kun et syn, men alligevel havde Esajas grund til at være bange for at han skulle dø, blive bragt til tavshed i døden, for synet var indgivet ham af Jehova Gud. Han tænkte uden tvivl på hvad Jehova Gud havde sagt til Moses dengang Moses bad om at måtte se Jehovas herlighed: „Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve.“ (2 Mos. 33:20) Og nu havde Esajas set „kongen, Hærskarers [Jehova],“ selv!

11. (a) Hvorfor behøvede Esajas og hans folk ikke at frygte, selv om kong Uzzija var død? (b) Hvad er det en trøst for os at tænke på i dag?

¹¹ Jehova var Juda riges sande konge, om end han var usynlig. Selv om kong Uzzija var død i det år profeten Esajas fik dette syn af Jehovas tempel, var hærskarers Jehova stadig Judas konge. Hverken Esajas eller folket havde grund til at nære nogen frygt, selv om en så mægtig konge som Uzzija, der havde stået bag et højtudviklet militærvæsen, var død. (2 Krøn. 26:1-9) Det er også en stor trøst for os i dag at tænke på at Jehova Gud er universets konge, „Evighedens Konge“, og at vi som hans tilbedere og tjenere derfor ikke har noget at frygte med hensyn til herredømmet over vor jord! — Åb. 15:3, NW; Jer. 10:10.

En renselse nødvendig før hvervet overdrages

12, 13. Hvorfor følte Esajas sig ude af stand til at tage imod en opgave af Jehova, og hvordan blev denne vanskelighed overvundet?

¹² Profeten følte sig på ingen måde værdig til at modtage et hverv af Kongen, hærskarers Jehova, i hans hellige tempel. Han følte at en person der optrådte som talsmand for en så hellig og ophøjet konge og Gud, måtte have rene læber, og Esajas’ læber var urene. De var både urene i sig selv og urene fordi han færdedes blandt et folk hvis læber var urene og hvis tale han hørte. Men hvis Esajas troede at dette var en uoverstigelig hindring, tog han fejl, og han kom også til at indse sin fejltagelse, for han siger videre:

¹³ „Men en af seraferne fløj hen til mig; og han havde i hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret; det lod han røre min mund og sagde: ’Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!’“ — Es. 6:6, 7.

14. Hvorfor kunne det glødende kul brænde urenheden på Esajas’ læber bort?

¹⁴ Serafen tog det glødende kul fra kobberalteret i præsternes forgård i templet. Da det glødende kul fra alterets hellige ild berørte Esajas’ mund, brændte det billedligt talt enhver urenhed bort fra hans læber. Det var ikke dyreofferet på alteret eller dets udgydte blod men det glødende kul der rensede Esajas’ læber og gjorde ham egnet til at tjene som Jehovas talerør. Ild fra Gud i himmelen havde oprindelig antændt træet på tempelalteret i kong Salomons dage, efter at templet var fuldført. (2 Krøn. 7:1-3) Nu kunne serafen derfor med rette sige til Esajas: „Din skyld er borte, din synd er sonet!“ Eftersom Guds ild fortærede ofrene der blev bragt for at rense de ofrende for skyld og synd, kunne det glødende kul fra det samme brændofferalter også brænde urenheden på Esajas’ læber bort.

15, 16. (a) Hvorfor havde Jehova ventet, og hvad sagde han nu? (b) Hvorfor var dette en tydelig opfordring til Esajas om at tjene?

¹⁵ Jehova Gud benytter ikke urene mennesker som sine godkendte talsmænd eller profeter. Derfor ventede Jehova med at overdrage Esajas et hverv som profet indtil han var renset. Således kunne Esajas nu med rene læber og i den rækkefølge som begivenhederne med rette var sket, sige: „Så hørte jeg Herren sige: ’Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?’“ — Es. 6:8.

¹⁶ Jehova stillede dette spørgsmål i Esajas’ nærværelse og med Esajas som den eneste der så synet. Det var derfor en tydelig opfordring til Esajas om at tage imod indbydelsen til at tjene som Jehovas sendebud.

17. Hvem hentydede Jehova Gud til med stedordet „os“ i flertal?

¹⁷ Da Jehova spurgte: „Hvem vil gå bud for os?“ var det ikke et redaktionelt „os“ eller en pluralis majestatis han brugte. Da han skiftede fra entalsformen af det personlige stedord „jeg“ til flertalformen „os“, indbefattede han en anden i denne form, i det mindste én person til. Denne anden person var hans enbårne søn Mikael, der blev mennesket Jesus Kristus. At han er sammen med Jehova i templet og medindbefattet i stedordet „os“ bekræftes for os i Johannes 12:36-41,b hvor der sigtes til Jesus Kristus. Jehova og hans enbårne søn er således to forskellige og adskilte personer; de udgør ikke en treenighed!

18. (a) Hvordan reagerede Esajas på Jehovas spørgsmål, og hvad var grunden? (b) Hvem er Esajas således et godt eksempel for i dag?

¹⁸ Esajas var villig til at gå bud for Jehova Gud og hans enbårne søn, og Jehova kunne derfor sende ham ud i en hvilken som helst mission. Esajas, som nu forstod at han havde rene læber og ikke ønskede at Jehova skulle lede længe efter nogen at sende, efterkom straks opfordringen. Han fortæller selv: „Og jeg sagde: ’Her er jeg, send mig!’“ (Es. 6:8) Den mission Esajas ville blive udsendt i, kunne blive ubehagelig, men Esajas var villig til at gå, blot for at tjene Jehovas interesser og gavne Jehovas folk. Esajas var villig til fortsat at være en aktiv profet for Jehova, uanset de vanskeligheder dette kunne medføre. Israels folk var et folk der var viet til Jehova. Han havde udfriet det og indgået en pagt med det, og som et medlem af dette folk var Esajas en indviet mand. Han ønskede at afgive bevis på sin indvielse ved at gøre Jehovas vilje og påtage sig et hverv for ham. Herved blev Esajas et godt eksempel for Jehovas kristne vidner i dag. (Es. 43:10-12) Da de, ligesom Esajas, véd at de er udsendt af „kongen, Hærskarers [Jehova],“ og således har den højeste bemyndigelse, kan de i tillid udføre deres mission.

19. Hvad gik det hverv som Jehova overdrog Esajas ud på?

¹⁹ Esajas’ tilbud om at ville gå bud for hærskarers Jehova blev straks modtaget. Men hvad skulle han gøre eller sige, og hvem skulle han gå til? Esajas fortæller selv om det hverv han fik af Jehova, for han skriver: „Da sagde han: ’Gå hen og sig til dette folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! Gør hjertet sløvt på dette folk, gør dets ører tunge, dets øjne blinde, så det ikke kan se med øjnene, ej heller høre med ørerne, ej heller fatte med hjertet og omvende sig og læges.’“ — Es. 6:9, 10.

20. På hvilken måde skulle Esajas sige til „dette folk“ at det skulle se og dog intet indse, og høre og dog intet fatte?

²⁰ Det var ikke til hedningerne men til „dette folk“, hans eget folk, Esajas skulle gå. Skulle han nu virkelig befale „dette folk“ ikke at fatte eller ikke at indse? Nej! Men ved gang på gang at gå til „dette folk“ og lade det høre budskabet atter og atter, ville han lade folket selv vise at det ikke forstod eller ikke ønskede at forstå. På samme måde ville han atter og atter lade det se både med det bogstavelige øje og med forstandens øjne og derved lade det røbe at det intet indså. Det vil ikke sige at Esajas var en dårlig lærer og instruktør; nej, folket selv var alt for selvisk og selvoptaget til at forstå og tage imod belæring af selv en god lærer.

21. (a) På hvilken måde skulle Esajas da gøre folkets hjerter sløve? (b) Hvorfor skulle Esajas blive ved med at tale frimodigt?

²¹ Det var derfor ikke Esajas der gjorde folkets hjerter sløve så de ikke kunne forstå, eller som gjorde deres ører tunge og deres øjne blinde. Ved som profet at udføre et tålmodigt undervisningsarbejde blandt folket, ville han vise at de selv havde gjort deres hjerter uimodtagelige og deres ører døve, og at de selv havde lukket deres øjne til med deres egne forestillinger og opfattelser og derfor ikke kunne se betydningen af det arbejde Esajas udførte som Jehovas sendebud og talsmand. Det var ikke fordi Esajas ikke talte frimodigt til dem. Han lod virkelig folket høre sin røst. Det måtte han nødvendigvis gøre for at folket kunne blive klar over en bestemt ting. Hvilken? At grunden til at de ikke tog imod hans ord, som virkelig kunne gavne dem, var at de selv uinteresseret havde lukket deres ører, ikke havde villet lade sig belære af hans ord og ikke havde taget dem alvorligt.

22. Hvorfor lykkedes det ikke Esajas at få folket til at vende om og lade sig helbrede?

²² Jehova advarede på forhånd Esajas om at han trods al sin profeteren, forkyndelse og undervisning ikke ville kunne nå „dette folks“ hjerter. Hans stadige og tålmodige anstrengelser ville få dem til bogstaveligt at vidne imod sig selv og vise at de selv havde gjort deres hjerter uimodtagelige. Derfor følte de sig ikke stærkt bevægede i hjertet, og derfor forstod de ikke alvoren i Esajas’ ord og gerninger. Sandt nok prøvede han at få dem til at vende om til Gud, men grunden til at det ikke lykkedes for ham, var at de med vilje satte sig imod det. Esajas prøvede virkelig at hjælpe dem til at blive helbredt for deres manglende åndelighed og til at genoprette det gode forhold til Gud, men de mente ikke om sig selv at de var åndeligt syge og at de stod på en dårlig fod med Jehova. Derfor afslog de hovmodigt at tage imod lægedom og få et sundt forhold til deres hersker, „kongen, Hærskarers [Jehova]“.

„Hvor længe, Herre?“

23. Hvordan brød Esajas på dette sted ind i Jehovas tale, og hvorfor gjorde han det?

²³ Skulle det virkelig blive så alvorligt? Esajas var forfærdet. Gud forbyde at folket skulle komme i en så slet og farlig tilstand! Ja, hvis folket ikke tog imod nogen lægedom, ville det betyde døden, og det var forfærdeligt! Det er som om Esajas her på en måde protesterer imod at det skulle komme så vidt, og han bryder ind i Jehovas tale, sådan som han selv fortæller: „Jeg spurgte: ’Hvor længe, Herre [Jehova, NW]?’“ — Es. 6:11.

24. Spurgte Esajas om hvor længe han skulle gå som Jehovas sendebud, eller hvad spurgte han om?

²⁴ Med dette spørgsmål, som til dels var en protest, sagde Esajas ikke: ’O Jehova, hvor længe vil du sende mig til dette folk, og hvor længe skal jeg blive ved med at gå til dette folk?’ Nej, Esajas tænkte ikke på sig selv; han tænkte på folket. Med ordene: „Hvor længe, Herre?“ spurgte han om hvor længe Jehova ville lade denne slette åndelige tilstand blandt folket vare ved. Indtil den ikke længere stod til at ændre? Indtil folkets uhelbredte tilstand ikke kunne helbredes med milde lægemidler? Indtil det værste der kunne ske, skete? Åh nej! Måtte folket ikke forblive så længe i denne dårlige tilstand at der skulle en så drastisk behandling til!

25. Hvilken lighed er der mellem Esajas’ spørgsmål „hvor længe?“ og Asafs spørgsmål i Salme 74:9-11?

²⁵ Betydningen af Esajas’ spørgsmål „hvor længe?“ er den samme som den der ligger i profeten Asafs ord i Salme 74:9-11: „Vore tegn, dem ser vi ikke, profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os. Hvor længe, o Gud, skal vor modstander smæde, fjenden blive ved at håne dit navn? Hvorfor holder du din hånd tilbage og skjuler din højre i kappens fold?“

26. Hvad drejede Jeremias’ spørgsmål „hvor længe?“ sig om i Jeremias 4:14?

²⁶ Profeten Jeremias protesterede også med et „hvor længe?“ da han sagde til Judas folk: „Rens dit hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses! Hvor længe skal dit indre huse de syndige tanker?“ — Jer. 4:14.

27. (a) Hvorfor var det hverv som Jehova overdrog Esajas ubehageligt? (b) Hvad ville være afgørende for hvordan Esajas’ budskab blev?

²⁷ På samme måde var det heller ikke nogen behagelig tanke for Esajas at hans eget folk skulle synke så dybt åndeligt set, at Gud til sidst måtte gribe ind over for det med de strengeste midler, og straffe det på en højst usædvanlig måde. Hvor længe ville israelitterne da fortsætte med at gøre deres hjerter sløve, deres ører tunge og deres øjne blinde, så de til sidst ikke ville vende om til Gud og tage imod åndelig lægedom? Forhåbentligt ikke så længe at det var umuligt for dem at blive helbredt og de derfor måtte gå til grunde! Esajas veg tilbage for denne tanke og kunne ikke holde sit spørgsmål tilbage: „Hvor længe, Herre?“ Jehova Gud vidste det, og den forudviden som han ville åbenbare for Esajas, ville fortælle profeten hvilket budskab han skulle overbringe sit eget folk. Hvor længe skulle det da fortsætte på denne måde?

28. Hvad sagde Jehova som svar på Esajas’ spørgsmål?

²⁸ Esajas’ forfærdede udbrud og protest tjente som en ledetråd for Jehovas næste ord. Som svar på Esajas’ spørgsmål fortsatte han nu sin tale, sådan som Esajas gengiver den: „Og han svarede: ’Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og agerjorden ligger som ørk!’ Og [Jehova] vil fjerne menneskene, og tomhed skal brede sig i landet.“ — Es. 6:11, 12.

29. (a) Hvor længe skulle folkets åndelige forfald ifølge dette vare ved? (b) Hvilket budskab var Esajas derfor forpligtet til at forkynde, og var han et trofast vidne?

²⁹ Folkets åndelige forfald skulle altså fortsætte indtil de frygtelige følger af dets egen ugudelige adfærd ramte det i overensstemmelse med hvad Jehova Gud selv i sin skrevne pagt med Israels folk havde forudsagt ville ske med de genstridige pagtsbrydere. (3 Mos. 26:22-41; 5 Mos. 28:49-68) Esajas ville derfor være tvunget til at forkynde et budskab om at landet skulle blive lagt øde og at hans eget folk skulle blive ført bort som fanger. Han forkyndte virkelig dette budskab. Han kunne ikke vige udenom, for det var en nøjagtig forudsigelse af hvad der ville ske. Det var Jehovas budskab til „dette folk“, og profeten Esajas havde tilbudt sig selv og bedt om at blive sendt med ordene: „Her er jeg, send mig!“ Han trak ikke sit tilbud og sin anmodning tilbage. Han undslog sig ikke, uanset hvor hårdt budskabet fra Jehova måtte blive imod hans folk. Han viste sig at være et trofast vidne for Jehova.

30. (a) Kom Esajas til at forkynde Jehovas profetiske budskab indtil husene var uden et menneske? (b) Havde det været forgæves at han havde adlydt Jehovas befaling?

³⁰ Esajas blev ved med at profetere et stykke ind i den retfærdige kong Ezekias’, kong Uzzijas oldesøns, regeringstid, det vil sige fra omkring år 775 til omkring år 732 f.v.t., eller omkring treogfyrre år. Han forkyndte altså ikke selv til Jerusalem og dets tempel var blevet lagt i ruiner af den babyloniske hær i 607 f.v.t. og hele Judas land var lagt øde, indtil husene var uden et menneske og de overlevende jøder var blevet ført bort fra Juda til det fjerne Babylon for at hensygne der som landflygtige. Et lille antal af de fattigste jøder blev efterladt i landet, men af frygt for Babylons hævn flygtede de til Ægypten, kun for at dø der. Selv om Esajas fuldførte sin profetgerning omkring 125 år før denne nationale katastrofe indtraf, viste det budskab som Jehova havde udsendt ham til at forkynde for hans eget folk, sig ikke desto mindre at være smerteligt sandt. Han var ikke blevet sendt forgæves. Han havde ikke gået forgæves. Han havde adlydt Jehovas befaling. — 2 Krøn. 36:15-21; 2 Kong. 25:1-26.

En „hellig sæd“ som en træstub

31. Hvad tilføjede Jehova som gjorde at det budskab som Esajas fik overdraget, ikke var fuldstændig uden håb?

³¹ Det budskab som Esajas fik overdraget i Jehovas tempel var dog ikke helt uden håb, for Jehova føjede disse sidste ord til: „Og der skal stadig være en tiendedel tilbage, og den skal igen blive til noget der kan nedbrændes, ligesom der af et stort træ og et massivt træ er en stub tilbage når de fældes; en hellig sæd skal stubben være.“ (Es. 6:13, NW) Dette gav Esajas den trøst og forsikring at der ville være en hellig rest tilbage af folket. Selv om Israels folk ville blive brændt ned igen, ligesom et stort træ eller massivt træ der bliver fældet for at tjene til brænde, ville der være en levende stub tilbage af Israels symbolske træ. Så snart denne stub fik vand, ville den spire igen og træet ville atter vokse. Denne rest eller stub som stadig havde sin rod i jorden ville være et afkom eller en stub der var hellig for Jehova.

32. (a) Hvordan gik denne trøsterige del af Esajas’ budskab i opfyldelse? (b) Hvad muliggjorde dette med hensyn til den samme tempelprofeti, og berører det også os i dag?

³² Denne trøsterige del af det budskab som Jehova overdrog Esajas, viste sig også at være sand. Efter at Judas land havde ligget fuldstændig øde hen i halvfjerds år, vendte en angrende og gudfrygtig rest af jøder tilbage fra landflygtigheden i Babylon i året 537 f.v.t. Denne rest genopførte Jehovas tempel og genopbyggede samtidig byen Jerusalem. På denne måde blev den „hellige sæd“ brugt til at genoprette den sande tilbedelse af Jehova Gud i Judas land. (2 Krøn. 36:20-23; Ezra 1:1 til 6:22) Denne genoprettelse af jøderne i deres gudgivne hjemland muliggjorde den anden opfyldelse af den profeti Jehova gav Esajas i templet, og denne opfyldelse skulle finde sted i forbindelse med en større Esajas. Begge disse historiske opfyldelser på det kødelige Israels folk dannede et profetisk billede på en tredje opfyldelse af Esajas’ tempelprofeti i vor tid. Lad os nu se på disse opfyldelser.

[Fodnoter]

Se også fodnoten til Esajas 6:1 i dr. Adam Clarkes Commentary, bind 4.

[Illustration på side 128]

„Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?“

[Illustration på side 130]

„Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske!“