Udnyt den sidste del af „året med god vilje“
„Han har sendt mig . . . for at udråbe året med god vilje fra Jehova og hævnens dag fra vor Gud; for at trøste alle de sørgende.“ — Es. 61:1, 2, NW
1. Forklar hvorfor det kan være ønskeligt at andre er én velvilligt stemt.
VI VIL alle gerne at andre skal være os velvilligt stemt, især hvis det er nogle som kan hjælpe og gavne os. Den vise kong Salomons ordsprog gælder stadig i dag: „I kongens åsyns lys er der liv, som vårregnens sky er hans yndest.“ — Ordsp. 10:1; 16:15.
2. Hvoraf ses det at de primitive naturkræfter ikke viser os sympati eller god vilje?
2 Vi kan ikke forvente at de primitive naturkræfter viser os sympati eller „god vilje“, for de er blinde, fornuftløse kræfter der ikke gør forskel på nogen. De virker i overensstemmelse med visse love som en usynlig Intelligens har fastsat. Visse forhold i atmosfæren kan for eksempel bevirke at der opstår orkaner som ler ad menneskers forsøg på at tæmme og styre dem, idet de brølende farer hen over jorden og hensynsløst ødelægger alt på deres vej, både mennesker, dyr, huse og afgrøder. Voldsomme regnskyl eller store mængder sne der smelter, kan få bække og floder til at gå over deres bredder og oversvømme lavtliggende områder, så alt sættes under vand og mennesker og dyr drukner. Kraftige jordskælv kan få store bygninger til at svaje og falde sammen, eller få jorden til at slå dybe revner, til fare for alt levende i området. Store mængder radioaktive partikler fra de flammende udbrud på solens overflade farer lydløst og med stor hastighed mod jorden, og menneskene udsættes for deres nedbrydende virkninger. Nej, vi kan sandelig ikke forvente nogen „god vilje“ fra disse naturkræfter.
3. Hvis velbehag betyder det noget for os at have, og hvad undersøger tænkende mennesker derfor?
3 Hvordan forholder det sig da med skaberen af disse naturkræfter? Det er opmuntrende for os at vide at han kan vise „god vilje“. Han besidder tænkeevne og ejer moralske egenskaber, og vi er alle afhængige af ham. Det der betyder noget for os er derfor om vi har hans velbehag. Når tænkende mennesker kommer til forståelse heraf, begynder de at undersøge hvordan de kan vinde denne almægtige Skabers velbehag.
4. (a) Hvorfor er ret indstillede mennesker interesseret i „året med god vilje“ fra Skaberen? (b) Hvad vil vi søge hvis vi er virkelig forstandige, og hvorfor?
4 Hvis vi er ret indstillet vil vi være interesseret i ’et år med god vilje’ fra vor og universets Skaber, et løfte som blev forkyndt for lang tid siden. Udtrykket „år“ hentyder øjensynlig til en begrænset tidsperiode, ligesom et kalenderår. Det antyder at den gode vilje som kendetegner dette særlige år, også er begrænset. Efter at dette „år“ er forbi, kan der ventes noget helt andet. Hvilket? En tid da straffen uden barmhjertighed vil blive eksekveret over dem der hånligt har vraget Guds ’gode vilje’. Historien viser at det virkelig forholder sig sådan. Vi står nu over for Guds indgriben, ikke ved en lokal orkan, en lokal oversvømmelse eller et jordskælv. Det er en direkte indgriben fra Guds, Skaberens, side som han selv har villet, og den truer alle jordens beboere. Hvis vi har Guds velbehag når han griber ind, kan det betyde at vi redder livet og overlever. Ønsker vi det? Hvis vi er virkelig forstandige vil vi nu søge at opnå hans velbehag.
5. Hvad kan der siges om den tidsperiode „året med god vilje“ strækker sig over, og hvor længe vil den gode vilje vare?
5 „Året med god vilje“ er ikke år 1970 eller 1971. „Året med god vilje“ har, hvad angår året 1970 og den del af 1971 som er gået, indbefattet denne første del af 1970erne. Det kritiske ’år med god vilje’ har allerede varet i mere end tre hundrede og femogtres dage, ja i mange år. Det er et symbolsk år og repræsenterer i virkeligheden en meget længere tid end et solår eller måneår. Et bogstaveligt år udløber på et eller andet tidspunkt, og derfor kan dette symbolske ’år med god vilje’ ikke ligegyldigt fejes til side som om det skulle vare i det uendelige — hvem ved hvor længe? Ligesom et bogstaveligt år er det en bestemt tidsperiode der kan beregnes, en tidsperiode der har en begyndelse og en afslutning. Alt tyder på at „året med god vilje“ er nær ved at udløbe! Det vil sige at det er ved at være forbi med Guds gode vilje. Lad os derfor være på vagt!
Det forbilledlige ’år med god vilje’
6, 7. (a) Hvem henledte vor opmærksomhed på dette ’år med god vilje’ og brugte dette særlige udtryk? (b) Hvilken kommende trøst blev denne inspireret til at forudsige, og hvorfor?
6 Hvem var det der først henledte vor opmærksomhed på dette ’år med god vilje’ og brugte dette særlige udtryk? Det var en gift mand, fader til to eller tre sønner, og han levede i det ottende århundrede før vor tidsregning. Han hed Esajas, et navn der ifølge Strongs Exhaustive Concordance of the Bible betyder „Jah har frelst“. Han er en historisk person der ikke blot omtales i hans egen profetiske bog men også i andre historiske bøger. (2 Kong. 19:2 til 20:19; 2 Krøn. 26:22; 32:20, 32) Det var ham der fik et syn af Jehova Gud i hans tempel i Jerusalem og som, da Jehova spurgte: „Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?“ svarede: „Her er jeg, send mig!“ Han blev sendt for at overbringe et budskab fra Jehova Gud om Jerusalems og Judas lands (Judæas) kommende ødelæggelse. Denne ødelæggelse ville, når den kom, fremkalde virkelig sorg blandt Jehova Guds sande tilbedere, som elskede hans folks land og den hellige by hvor templet for tilbedelsen af ham lå. (Es. 6:1-13) Men Jehova Gud brugte Esajas til at forudsige en kommende trøst for sådanne sørgende ved at inspirere ham til at forkynde:
7 „Trøst, ja trøst mit folk, så siger eders Gud, tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets strid til ende, dets skyld betalt [hendes straf er antaget, Rotherham; hendes straf er blevet antaget, Young], tvefold straf har det fået af [Jehovas] hånd for alle sine synder.“ — Es. 40:1, 2.
8. Hvem blev profeten inspireret til at tale som om han var, ifølge Esajas 61:1-4, og hvad sagde han her?
8 Senere, stadig under inspiration, talte profeten Esajas som om han var den højeste Guds salvede og sagde: „Den Herre [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet, udråbe et nådeår fra [Jehova] [udråbe året med god vilje fra Jehova, NW], en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind. Man kalder dem retfærds ege, [Jehovas] plantning til hans ære. De skal bygge på ældgamle tomter.“ — Es. 61:1-4.
9. (a) Hvad omfattede dette „glædesbud“? (b) Hvordan gengav den græske oversættelse (LXX) teksten om „året“ og ’dagen’?
9 Var det ikke „glædesbud“ eller „godt nyt“ til de ydmyge og sørgende? Dette glædesbud indbefattede budskabet om „året med god vilje fra Jehova“. Selv budskabet om „hævnens dag fra vor Gud“ over dem der havde ødelagt Zion eller Jerusalem ville være godt nyt for dem der sørgede over det fjenderne havde gjort ved centeret for tilbedelsen af Jehova. Adskillige år før vor tidsregnings begyndelse, da de græsktalende jøder i Alexandria i Ægypten oversatte disse ord om „året med god vilje“, gengav de verset på græsk således: „For at udråbe [Jehovas] velkomne år og en gengældelsens dag. For at trøste alle som sørger.“ — Es. 61:2, LXX, Thomson. Se også Kalkars oversættelse.
10. (a) Hvordan formulerede de jødiske oversættere teksten med hensyn til „året“? (b) Hvilken tanke indebærer dette alligevel, i harmoni med den hebraiske tekst?
10 Disse jøder opfattede altså Esajas’ ord på hebraisk således at de sagde noget om hvordan året var i Jehovas øjne, at det var ’et velkomment år’ for ham, og ikke om hvilken indstilling Jehova ville vise i dette år, at det var et år med „god vilje fra Jehova“. For disse jødiske oversættere var det ’et velkomment år’ for Jehova, et år som han fandt behag i. Men selv dette ville indebære at det var et år hvori det var ’velkomment’ for Jehova at gøre noget gunstigt, især da ’et velkomment år’ sættes i kontrast til „en gengældelsens dag“. ’Et velkomment år’ indebærer derfor tanken om at det er en tid da Jehova viser god vilje eller gunst. Rotherhams oversættelse taler om Jehovas „anerkendelses år“, et år hvori han er indstillet på at anerkende eller tage imod. Når vi ser hvilken plads dette symbolske „år“ indtager i historien, vil vi kunne forstå dets sande betydning. Lad os derfor nu betragte det i historiens lys og se hvordan det opfyldes i vor tid!
„Året“ begynder at blive udråbt
11. (a) Hvem som blev sendt fra himmelen kunne bedst beskrive Jehovas indstilling i dette „år“? (b) Hvordan fik han et jordisk navn, og hvordan svarer dette navn til navnet på den der fremsatte profetien?
11 Da Guds tid var inde, „da tidens fylde kom“, sendte Jehova Gud sin elskede søn fra himmelen til jorden for at „udråbe året med god vilje fra Jehova“. (Gal. 4:4) Hvem kunne bedre end denne søn fra himmelen beskrive Faderens indstilling i dette symbolske „år“? Da denne søn kom til jorden fik han et navn der nøje svarer til navnet på den profet som fremsatte profetien om den Salvede. Ifølge Guds befaling til hans jordiske moder fik han navnet „Jesus“. Denne forkortede form af navnet Jehoshua betyder „Jehova har frelst“, mens navnet Esajas betyder „frelst har Jah (eller Jehova)“. I harmoni hermed var profeten Esajas i flere tilfælde et forbillede på Jesus Messias eller Jesus Kristus. — Luk. 1:30-33; Matt. 1:20, 21.
12, 13. (a) Hvad var nødvendigt for at Jesus kunne blive Messias og officielt udråbe „året“? (b) Hvorfra vidste Jesus efter sin dåb at han havde Jehovas velbehag, og hvilken profeti var dette i harmoni med?
12 Eftersom Esajas’ profeti sagde: „Den Herre [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig,“ måtte Jesus salves med Jehovas ånd før han virkelig kunne blive Messias, Kristus, den Salvede, og før han officielt kunne „udråbe året med god vilje fra Jehova“. Han blev salvet med Jehovas ånd efter at Johannes havde døbt ham i vand og han var steget op af Jordanfloden. At Jehovas ånd kom over den døbte Jesus blev symboliseret ved at en due, som Johannes Døber så, mirakuløst dalede ned fra himmelen og blev over Jesus. Johannes hørte desuden Guds røst fra himmelen sige: „Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag [denne er min søn, min elskede, som min gunst hviler over, New English Bible].“ (Matt. 3:11-17; Joh. 1:32-34) Jesus vidste nu med sikkerhed at han havde Jehovas velbehag eller gunst, således som det var forudsagt i Esajas 42:1:
13 „Se min tjener, ved hvem jeg holder fast, min udvalgte, hvem jeg har kær [som min sjæl har godkendt, NW]! På ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede ret til folkene.“
14, 15. (a) Hvad måtte Jesus gøre hvis han fortsat skulle have Jehovas velbehag eller gunst? (b) Hvordan forklarede Jesus indbyggerne i Nazaret hvorfor han ikke længere arbejdede som tømrer iblandt dem?
14 Jesus vidste at hvis han fortsat skulle have Jehovas velbehag eller gunst, måtte han, som omtalt i Esajas 61:1-3, udføre den gerning han var blevet salvet til. Han forstod at han var blevet salvet som Kristus og anerkendte det guddommelige hverv der fulgte med denne salvelse. Han forkyndte offentligt dette i Nazaret hvor han havde boet indtil han var tredive år gammel, og forklarede således indbyggerne i Nazaret hvorfor han i de sidste seks måneder ikke havde arbejdet som tømrer iblandt dem. Herom læser vi:
15 „Så kom han til Nazaret, hvor han var vokset op. Og på sabbatsdagen gik han efter sin sædvane ind i synagogen. Og han stod op for at forelæse, og man gav ham profeten Esajas’ bog, og da han åbnede bogen, fandt han det sted, hvor der stod skrevet: ’Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren [forkynde Jehovas velkomne år, NW].’ Så lukkede han bogen og gav tjeneren den tilbage og satte sig; og alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham. Da begyndte han med at sige til dem: ’I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.’“ — Luk. 4:16-21; Matt. 2:21-23; 4:12, 13.
16, 17. (a) På hvilket sprog læste Jesus uden tvivl Esajas 61:1, 2, men på hvilket sprog skrev Lukas det ned? (b) Hvilken periode levede disse nazaræere altså i? Udnyttede de den?
16 Jesus læste uden tvivl ordene i Esajas 61:1, 2 som de oprindelig var skrevet på hebraisk og læste derfor om „året med god vilje fra Jehova“ eller „året med Herrens gunst“. (AT; Mo; AS; RS; se også New English Bible, Lukas 4:19.) Men historikeren Lukas, der skrev på græsk, citerede de ord Jesus læste som om han læste dem fra den græske Septuaginta-oversættelse (LXX), hvor der står „Jehovas velkomne år“.
17 Under alle omstændigheder bekendtgjorde Jesus dér i Nazaret at han af Jehova var blevet bemyndiget til at forkynde eller udråbe dette særlige „år“, både som et ’velkomment’ år og som et år med „god vilje“ eller „gunst“ fra Jehova. Eftersom han sagde til nazaræerne at „i dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse“, betød det at dette særlige „år“ allerede var begyndt, at disse nazaræere dengang levede i det. Ville de udnytte det? Øjensynlig ikke, at dømme efter den måde hvorpå de straks efter drev ham ud af synagogen og forsøgte at slå ham ihjel. (Luk. 4:22-30) De var ikke noget godt eksempel for os i dag.
18. På hvilken måde oplevede en rest af trofaste jøder „året med god vilje fra Jehova“ tilbage i 537 f.v.t.?
18 Hvordan var det „velkomne år“ eller „året med god vilje“ da begyndt, og hvornår ville det ende? Var Jerusalem og dets tempel som Salomon havde bygget, ikke blevet ødelagt i år 607 f.v.t. eller mere end et hundrede år efter Esajas’ profeti? (Es. 61:1-3) Jo, det er sandt; og byen og Judas land havde ligget øde og forladt i halvfjerds år, indtil år 537 f.v.t. da de trofaste jøder som blev holdt fangne i Babylon blev givet fri og vendte tilbage til Judas land og begyndte at genopbygge Jerusalem og dets tempel. Og nu, da Jesus blev døbt og salvet, var der gået niogtres „åruger“ eller 483 år siden den jødiske statholder Nehemias, Hakaljas søn, var begyndt at istandsætte det genopbyggede Jerusalems mure. (Dan. 9:24-27) Vil det sige at de frigivne jøder ikke oplevede „året med god vilje fra Jehova“ dengang Jerusalem blev genopbygget, og at de sørgende ikke blev trøstet da templet blev genopbygget i den hellige by? Jo, det gjorde de, men kun på en forbilledlig måde.
19. (a) Hvad manglede dér tilbage i 537 f.v.t.? (b) Hvis tilstedeværelse på jorden var et storslået vidnesbyrd om Jehovas velbehag eller gunst, og hvad sørgede de fangne tilbedere over?
19 Det var i sandhed en tid da de sørgende tilbedere fandt stor trøst og erfarede Jehovas velbehag. Det de imidlertid manglede var tilstedeværelsen af den forudsagte salvede forkynder, ham der havde bemyndigelse til at henvise til Esajas 61:1-3 og forklare at dette skriftord blev opfyldt på ham! Den døbte Jesus, som ikke blev salvet med bogstavelig olie men med Jehovas ånd, var den første der helt og fuldt opfyldte profetiens krav og derfor den første der kunne udråbe „året med god vilje fra Jehova“. Hvilket større vidnesbyrd om Jehovas velbehag eller gunst end selve Guds salvede søns tilstedeværelse her på jorden, kunne de jøder få der ville modtage ham som den lovede Messias dengang? Der var også behov for at der blev forkyndt glædesbud eller godt nyt for de ydmyge, og Jesus Kristus havde godt nyt at forkynde, for han forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Der var også behov for at trøste de tilbedere der sørgede, ikke over et ødelagt Jerusalem og tempel, men over den nedbrudte tilstand den rene tilbedelse af Jehova befandt sig i. Der var fanger der skulle udfries, ikke fra fortidens Babylon, men fra et fordærvet, religiøst system.
20. (a) Hvad skulle opfyldelsen af Esajas 61:1-3 tage sigte på vedrørende Jehovas folk? (b) Hvad var hensigten hermed vedrørende dem selv og deres forhold til Gud?
20 Det var ikke Jesu eget folks fysiske tilstand der gjorde en opfyldelse af Esajas 61:1-3 påkrævet. De ting der omtales i bemyndigelsen til Jehovas salvede skulle opfyldes i åndelig forstand. Jehovas velbehag eller ’gode vilje’ måtte komme til udtryk i at han sørgede for noget mere væsentligt end de materielle fornødenheder. Det Jehova tilbød sit udvalgte folk gennem sin salvede søn Jesus var ikke en udfrielse fra fortidens Babylon som i år 537 f.v.t., men en udfrielse fra trældom under et undertrykkende religiøst system. Det Jehova i sin gunst tilbød gennem sin søn Jesu Kristi offer var ikke en udfrielse fra det hedenske romerriges åg, men en udfrielse fra trældom under synden og dens straf døden. Dette gav dem en virkelig grund til ikke at sørge længere. Disse udfriede og gudfrygtige mennesker kunne nu glæde sig og lovprise Jehova som Gud. De kunne bære retfærdighedens frugt, ligesom træer Jehova havde plantet, og de ville kunne ære ham i deres liv.
21. (a) Hvem fik gavn af denne ’gode vilje fra Jehova’ gennem Messias? (b) Hvilket arbejde blev de bemyndiget til at deltage i fra pinsen år 33?
21 Hvem drog dengang fordel af „året med god vilje fra Jehova“? Ikke den jødiske nation, selv om den havde alle muligheder for at høste gavn af det; men de virkeligt „ydmyge“, de der sørgede over de religiøse tilstande, de der følte og erkendte deres fangenskab under et falsk religiøst system — det var dem der blev Jesu, Jehovas salvedes, døbte disciple. Det var dem der blev salvet med Guds hellige ånd, ligesom deres åndelige overhoved og fører Jesus var blevet det. Derved blev de ligesom han bemyndiget til at forkynde den gode nyhed for andre ydmyge og udråbe frihed for de blinde fanger under falsk religion, og trøste dem der sørgede fordi de ikke havde Guds velsignelse. Pinsedagen år 33, da den hellige ånd blev udgydt over Jesu genforenede disciple i Jerusalem, var et mirakuløst vidnesbyrd om at de — og ikke den selvretfærdige, vantro nation — ejede Jehovas velbehag eller gunst. — Ap. G. 1:12 til 2:47.
„Hævnens dag fra vor Gud“
22. (a) Hvorfor var Jesu salvede disciple ivrige efter at forkynde ’året med god vilje’? (b) Hvor længe ville den gode vilje kun vare, og hvad burde det folk som faren truede derfor gøre?
22 Disse trofaste salvede disciple af Jesus Messias var meget ivrige efter at forkynde „året med god vilje fra Jehova“. De vidste at der også ville komme „en hævnens dag fra vor Gud“, og at det betød at „året med god vilje“ var af begrænset varighed og ville udløbe, ja, i deres generation! Da Jesus beskrev ødelæggelsen af Jerusalem i år 70, viste han at der virkelig var tale om en begrænset tidsperiode, især da han tilføjede: „Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket.“ (Matt. 24:34) Apostelen Peter gav udtryk for en lignende forståelse af den begrænsede tid der var til rådighed da han sagde til de mere end tre tusind jødiske øjenvidner til den hellige ånds udgydelse på Pinsedagen: „Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!“ (Ap. G. 2:37-40) Varigheden af „året med god vilje“ ville følgelig være begrænset til en generations levetid, og det betød at „året“ ikke var særlig langt. Dette var en yderligere grund til at det folk som faren truede, uden tøven burde udnytte „året med god vilje“. Udsættelse kunne medføre døden!
23. (a) Hvad skulle begynde når Guds gode vilje var forbi, ifølge Jesu profeti i Lukas 21:22, 23? (b) Hvad sagde Paulus i overensstemmelse hermed om de jødiske forfølgere?
23 Når Guds gode vilje var forbi skulle hans vrede begynde. Da Jesus profetisk talte om Jerusalems belejring og ødelæggelse ved den romerske hær i år 70, sagde han: „Thi det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse. . . . thi der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk.“ (Luk. 21:22, 23) På denne måde opfyldte Jesus sin bemyndigelse til som Jehovas salvede at „udråbe . . . hævnens dag fra vor Gud“. Det var Guds hævn over dem der nægtede at drage nytte af hans ’år med god vilje’. De ønskede ikke at vinde Guds velbehag og gunst på den måde han i sin kærlighed havde forordnet, men begik tværtimod handlinger der øgede hans fjendskab til dem. Apostelen Paulus sagde om de jødiske forfølgere: „De hindrer os i at tale til hedningerne, så de kan blive frelst. Således fylder de altid deres synders mål. Men vredesdommen er kommet over dem fuldt ud.“ (1 Tess. 2:16) Det var således dem der hyklerisk foregav at være Guds udvalgte folk der skulle gå til grunde på „hævnens dag“ fra Gud.
24. Hvordan genspejlede Paulus med det han skrev i Romerbrevet 10:1-4 den indstilling Gud havde i løbet af dette ’år med god vilje’?
24 Den jødisk-kristne apostel Paulus genspejlede den indstilling Gud havde til Israels nation i løbet af dette ’år med god vilje’, da han skrev: „Brødre! Jeg ønsker af hjertet og beder til Gud for dem, at de må blive frelst. Thi jeg giver dem det vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud, men uden forståelse. De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud. Thi Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.“ — Rom. 10:1-4.
25. Hvordan reagerede jøderne i Antiokia i Pisidien på at Paulus af hjertet udviste velvilje?
25 Men selv om apostelen Paulus viste at han af hjertet var velvilligt indstillet over for sit eget folk, fandt han at det ikke var tilbøjeligt til at tage imod frelsens budskab. Dette erfarede han blandt andet i Antiokia i Pisidien, hvorom vi læser: „Men da jøderne så skarerne, blev de fulde af skinsyge og modsagde og spottede det, som Paulus talte. Paulus og Barnabas fik da frimodighed til at sige: ’Det var nødvendigt, at Guds ord først skulle tales til jer; men siden I forkaster det og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os nu til hedningerne.’“ (Ap. G. 13:45, 46) Nogle af disse spottende jøder var muligvis at finde blandt dem der i år 70 drog op til påskehøjtiden i Jerusalem, for blot at dø der.
26. Hvor lang var „hævnens dag“ i sammenligning med „året med god vilje“?
26 Ligesom en dag er kort i sammenligning med et år, var „hævnens dag“ i foråret og sommeren år 70 kort i sammenligning med de fyrre år med god vilje der forløb fra Messias fremstod i år 29 til Jerusalems belejring begyndte i år 70. Og dog var det ikke tilfældigt at denne længere periode med Guds gunst endte. Det skete til Guds fastsatte tid. Hans ’år med god vilje’ var længere end den tid det tog at eksekvere hans hævn, og det viser klart hvor tålmodig og overbærende han er.
27. Hvilken tidsperiode nærmer vi os afslutningen på, og hvad kan vi derfor ikke tillade os at gøre i forbindelse med Guds tålmodighed og overbærenhed?
27 Eftersom Gud har fastsat det tidspunkt da han vil lade sin hævn komme til udtryk, bør vi ikke lade hånt om hans tålmodighed og overbærenhed. Vi bør benytte os af den, i overensstemmelse med det der er Guds hensigt med den: vor frelse. Vi skylder os selv at overveje det spørgsmål apostelen Paulus i Romerbrevet stillede nogle som kaldte sig kristne: „Ringeagter du hans godheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom og véd ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse?“ (Rom. 2:4) Det er absolut nødvendigt at vi nu tager stilling til dette spørgsmål og handler derefter, for vi der lever i dag står over for afslutningen på Jehovas ’år med god vilje’.
[Illustration på side 59]
I Nazaret læste Jesus fra Esajas 61:1, 2 og forkyndte således at han var bemyndiget til at udråbe „året med god vilje fra Jehova“