„Sådan er Gud, vor Gud“
VOR GUD er usynlig, han er aldrig set af noget menneske. „Ingen har nogen sinde set Gud,“ sagde den inspirerede bibelskribent. Men, kunne nogen måske spørge, hvordan kan man være sikker på at Gud er til når man ikke kan se ham? Det kan man fordi uimodsigelige vidnesbyrd taler herfor. — Joh. 1:18.
Akkurat som den blinde har et tilstrækkeligt grundlag for at tro at solen er til, således har vi vægtige grunde for at tro at den usynlige Gud er til. Vi behøver ikke at se ham for at vide at han er der; vi behøver jo heller ikke at se vinden for at vide at den blæser. For mange år siden fremførte en lærd orientaler nogle fornuftige tanker om dette spørgsmål; han skrev: „Thi [Guds] usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger.“ — Rom. 1:20.
De ting vi ser, for eksempel vort eget forunderlige legeme med dets mirakuløse forplantningsevne, eller universets fantastiske størrelse og orden — er uafviselige beviser for at der findes et Væsen hvis evner og intelligens står langt over menneskets. En af de største hjerner, videnskabsmanden Albert Einstein, sagde engang: „Det er nok for mig at . . . grunde over den vidunderlige opbygning af universet . . . og ydmygt prøve at fatte bare en lille brøkdel af den intelligens, der gør sig gældende i naturen.“ Den intelligens, den orden og det system der åbenbarer sig i det skabte, vidner om at der findes en mægtig Skaber. Vi er lykkelige for at kende dette ophøjede Væsen som vor Gud og Fader.
En ansvarsbevidst Fader
Vor Gud er en ansvarsbevidst Fader. Han er ikke, som nogle mennesker synes at tro, et ubestemmeligt princip der har iværksat love efter hvilke lavere organismer udviklede sig til mennesker. Nej, om menneskenes tilblivelse sagde Guds ypperste søn at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde. Ja, den første mand og den første kvinde var Guds børn, skabt helt for sig, og han viste sin interesse for dem ved at berede dem et hjem på en smuk og fuldkommen jord. Hvor ulig de mænd som avler børn uden for ægteskab og derpå forlader dem. — Matt. 19:4; 1 Mos. 1:27; 2:7.
Den almægtige Gud er stadig interesseret i menneskene. Dem der tilbeder ham anerkender han som sine børn. Det er derfor kun ret at et menneske gengælder Guds interesse og søger kundskab om ham. Kun hvis man gør det kan man lægge mening og forståelse i sine bønner og bede efter det mønster Jesus anviste: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige.“ Vi er taknemmelige fordi vi ved hvem vor Fader er, og derfor henvender vi os ydmygt til ham på samme måde som fortidens profet: „Men du, o [Jehova], er dog vor Fader, vi er leret, og du har dannet os, værk af din hånd er vi alle.“ — Matt. 6:9, 10; Es. 64:7.
Ja, Guds navn er Jehova, og vi er glade for at bruge hans navn, for vi er stolte af vor Fader. Vi ønsker med salmisten at folk skal „kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden“. Denne vor store Gud er ikke et mysterium vi ikke kan fatte. Han er den Gud i himmelen mod hvem Jesus løftede sine øjne og bad: „Fader! . . . herliggør din Søn.“ — Sl. 83:19; Joh. 17:1, 6.
Ved en anden lejlighed citerede Jesus følgende ord, der klart og enkelt beskriver hans Fader: „[Jehova] vor Gud, [Jehova] er én.“ Gud er altså ikke en uforklarlig treenighed, bestående af flere personer i ét guddommeligt væsen. Han er Jesu Gud, den som Jesus tilbeder. Han er også vor Gud og Fader. Også vi kan elske og tilbede ham, og hvis vi gør det viser han os barmhjertighed. I oprigtig påskønnelse siger vi derfor: „Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud, som trøster os under al vor trængsel.“ — Mark. 12:29; 2 Kor. 1:3, 4.
Ikke menneske eller afgud
Vor Fader er ikke et menneske, ej heller er han en guddommeliggjort skabning der før har levet som menneske på jorden. „Gud er jeg, ikke et menneske,“ siger han. Og Jesus sagde: „Gud er ånd.“ I modsætning til mennesker har Gud ikke et legeme af kød og blod; han er en usynlig person. — Hos. 11:9; Joh. 4:24.
Eftersom Jehova er en ånd er han ikke samtidig et livløst billede af træ eller sten. „Vor Gud, han er i Himlen,“ oplyser salmisten. Nationernes guder derimod, er „sølv og guld, værk af menneskehænder“. Salmisten fremfører derpå vægtige argumenter for at disse afguder overhovedet intet er værd: „De har mund, men taler ikke, øjne, men ser dog ej; de har ører, men hører ikke, næse, men lugter dog ej; de har hænder, men føler ikke, fødder, men går dog ej, deres strube frembringer ikke en lyd. Som dem skal de, der laved dem, blive.“ Hvor dåragtigt at sætte sin lid til sådanne livløse billeder! — Sl. 115:3-8; Es. 44:14-20.
For at vise hvor uformående afguderne er, sammenlignede en af Guds profeter engang deres magt med Jehovas. Han spurgte: „Kan blandt hedningeguderne nogen sende regn, giver himlen nedbør af sig selv? Er det ikke dig, o [Jehova] vor Gud? Så bier vi på dig, thi du skabte alt dette.“ Ja, det er vor Gud Jehova der kan handle og udrette noget. Det er ham der fortjener vor lovprisning. — Jer. 14:22.
Hvorfor så ikke tage sig dette til indtægt? „Bryd ud i jubel for Gud, al jorden, lovsyng hans navns ære, syng ham en herlig lovsang, sig til Gud: ’Hvor forfærdelige er dine gerninger!’ . . . I folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans lovsangs toner.“ Vi indbyder Dem til sammen med os at lovprise vor Gud, Jehova. — Sl. 66:1-3, 8.
Uovertruffen i visdom
„Løft eders blik til himlen og se,“ siger Gud. „Hvo skabte disse [stjernerne]?“ (Es. 40:26) Ja, betragt stjernerne, der er strøet ud på himmelen som funklende diamanter. Ikke alene er de ubeskriveligt smukke, men de bevæger sig i deres baner med en sådan præcision at mennesket indstiller sine mest nøjagtige tidsmålere efter dem. Denne præcision imponerede astronauten John Glenn. Han talte om „den systematiske orden i hele universet omkring os, om galakser der er millioner af lysår i diameter og som bevæger sig i afstukne baner i deres indbyrdes forhold“. Hvilken visdom må den der har konstrueret dette fantastiske univers ikke eje!
Tilskynder dette skaberværk ikke også Dem til at lovprise Gud? „[Jehova], vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord,“ sang hyrden David fra Betlehem for mange år siden. „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?“ Sådan føler vi også. Hvor ubetydelige er vi mennesker ikke i sammenligning med himmelens og jordens alvise Skaber! — Sl. 8:2, 4, 5; 19:2, 3.
Se Dem blot omkring og læg mærke til med hvilken visdom Gud har indrettet vort jordiske hjem. Hvilken uforlignelig skønhed! Er der noget så betagende som en skøn solnedgang, snedækkede bjerge, en sandet strandbred, grønne dale, hvirvlende floder og et strålende blomsterflor? Tag en dyb indånding. Deres lunger fyldes lige netop med den rette sammensætning af luftarter så De fortsat kan leve. Er det ikke en hensigtsmæssig ordning at mennesket optager ilt fra luften og udskiller kuldioxyd, mens planterne optager kuldioxyd, udnytter den til fremstilling af nærende føde og sender ilt ud i atmosfæren igen?
Hvorhen vi end vender øjet åbenbares denne visdom. Tænk på vækstprocessens mirakel. På den mest forunderlige måde bliver små frø til de skønneste duftende blomster. Smag på nogle af alle de herlige frugter, grønsager og andre spiselige produkter jorden frembringer. Føl engang solens varme. Lyt til fuglenes glade sang. Det undrer os ikke at salmisten taknemmeligt sang: „Hvor mange er dine gerninger, [Jehova], du gjorde dem alle med visdom; jorden er fuld af, hvad du har skabt!“ — Sl. 104:24; Ordsp. 3:19.
Og hvad med kronen på Guds jordiske skaberværk — mennesket? Med hvilken visdom er vort sind og vort legeme ikke dannet! Er det ikke ufatteligt hvordan et barn bliver til, efter at den mikroskopiske mandlige sædcelle er blevet forenet med kvindens ægcelle! Mesterligt har Gud lagt det således til rette at resultatet bliver en levende, åndende menneskeskabning! (Sl. 139:14-18) Taler vor Guds visdom ikke stærkt for at vi skal tilbede ham? Tag derfor imod denne opfordring: „Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for [Jehova], vor skaber! Thi han er vor Gud, og vi er det folk, han vogter, den hjord, han leder.“ — Sl. 95:6, 7.
Alene på grund af sin uendelige visdom er Jehova Gud selvskreven til menneskets tilbedelse, men der er dog noget som i endnu højere grad appellerer til vor tilbedelsestrang: hans grænseløse kærlighed.
Rig på kærlighed
Jehova Gud viste sin kærlighed da han påtog sig det ansvar at frembringe jordiske børn. Hvor enestående hans kærlighed var, sås af at han beredte denne smukke jord til hjem for dem og anbragte det første menneskepar i en specielt anlagt del deraf. Selv efter at Adam og Eva havde gjort oprør åbenbarede Jehova sin kærlighed ved at give dem lov til at leve en tid, så vi og de øvrige af menneskeslægten kunne blive født og lære hans storslåede foranstaltninger at kende. Det skal indrømmes at dette at syndige skabninger har fået lov til at leve har medført store vanskeligheder på jorden, og vor kærlige Skaber har ofte fået skylden derfor, endskønt det er onde engle og ondsindede mennesker der er de egentlig skyldige. Imidlertid har han båret forsmædelsen og fortsat udøst sine velsignelser over menneskeheden. — 1 Mos. 2:8, 9, 15; 3:16-19; 5 Mos. 32:4, 5; Åb. 12:9.
Jesus Kristus henledte opmærksomheden på disse velsignelser fra vor himmelske Fader da han sagde: „Han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.“ En af Jesu apostle fremhævede også Guds kærlige omsorg for os: „[Gud] gav jer regn og frugtbare tider fra himmelen og mættede jer med føde og fyldte jeres hjerter med glæde.“ — Matt. 5:45; Ap. G. 14:17.
Foruden disse kærlige foranstaltninger der gælder vort timelige behov, har vor Gud barmhjertigt sørget for at de mennesker som var lydige kunne opnå evigt liv. Tænk bare, Guds oprindelige hensigt, at hans jordiske børn skulle glæde sig over at eje et evigt paradisisk hjem, vil blive realiseret! Han har allerede truffet forberedelse til at udfri mennesket fra synden. Han har sendt sin elskede himmelske søn til jorden som en genløsningsbetaling. Om denne foranstaltning siger Bibelen: „I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er.“ — Ef. 1:7; Ap. G. 13:38.
Følgende ord må i sandhed siges at være et udslag af Guds kærlighed til menneskene: „Således elskede Gud verden [menneskeverdenen], at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ Bør vi ikke være taknemmelige? På grund af Guds barmhjertige indgriben har alle mennesker mulighed for at opnå evigt liv i lykke. — Joh. 3:16.
Får disse kærlige foranstaltninger os ikke uvægerlig til at holde af vor Gud? Jo, og der siges yderligere at „barmhjertig og nådig er [Jehova], langmodig og rig på miskundhed“. Vi kan komme til ham i bøn, ja, apostelen Peter opfordrer os: „Kast alle jeres bekymringer på ham, thi han har omsorg for jer.“ Ja, Guds kærlighed drager os sandelig til ham. Men vi må ikke glemme at Gud foruden at være kærlig og barmhjertig også er retfærdig. — Sl. 103:8-14; 1 Pet. 5:7; Sl. 55:23.
Elsker retfærdighed
Guds handlinger er helt i harmoni med denne inspirerede karakteristik af ham: „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ Som man kunne forvente er en sådan retfærdig herskers love og bud ikke urimelige eller byrdefulde at holde, ej heller udbytter han menneskene. Men Gud forlanger lydighed, og når et menneske fremturer i ondskab kræver Guds retfærdighed at det får sin retfærdige straf. Skaberen siger selv til os: „Jeg elsker ret, jeg, [Jehova], jeg hader forbrydersk rov. Jeg giver dem løn i trofasthed.“ — 5 Mos. 32:4; Es. 61:8.
Vi kan nære tillid til at Gud ved udmålingen af lønnen lader sin retfærdighed præge af barmhjertighed. Det behager ikke Jehova at dræbe nogen, tværtimod beder han indtrængende de onde: „Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø . . .?“ Det er denne tålmodighed og godhed fra vor Guds side der har fået mange til fejlagtigt at drage den slutning at han slet ikke ser det uretfærdige, og at han aldrig vil lade en retfærdig dom ramme de onde. Men hans inspirerede ord viser at de tager fejl. — Ez. 33:11; Zef. 1:12; Sl. 10:14.
Bibelen beviser afgjort at Gud holder skarpt øje med hvad der foregår, også her på jorden. „Skulle han, som plantede øret, ej høre, han, som dannede øjet, ej se?“ Det gør han naturligvis, og når tiden er inde lader han retfærdigheden ske fyldest, som salmisten fortsætter med at sige: „[Jehova] kender menneskets tanker, . . . han vender deres uret imod dem selv, udslettet dem for deres ondskab; dem udsletter [Jehova] vor Gud.“ Lykkeligvis er vi stærkt på vej til den dag da Jehova Gud renser jorden for al uretfærdighed. Vi kan være taknemmelige for at Gud elsker retfærdighed. — Sl. 94:6-23; 37:9-11.
Uforlignelig i magt
Jehova sidder inde med ubegrænset magt. Ikke alene har han magt til at udslette de onde; han kan også beskytte sine tjenere og føre dem ind i en retfærdig ny orden. Dette gav han et bevis på langt tilbage i historien da han lod en vandflod skylle en ond tingenes ordning bort men samtidig bevarede den retfærdige Noa og hans familie og gav dem en renset jord at bo på. Jesus Kristus henviste til denne begivenhed og sagde: „Ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme.“ Dette er en forsikring om at Gud vil beskytte sit folk når han inden længe bringer ødelæggelse over den nuværende onde tingenes ordning. — Matt. 24:37; 2 Pet. 2:9.
Vor Gud vil vise sin magt til gavn for de overlevende — han vil tage initiativet til at gennemføre et mirakuløst helbredelsesprogram. Da åbnes den blindes øjne, den døves ører lukkes op, den halte springer som hjorten, den syge bliver rask og den ældede genvinder lidt efter lidt sin ungdoms kraft. Det vil blive en lykkelig tid. Men hvad med dem der er døde i de forløbne århundreder? Er de afskåret fra at komme til at nyde disse velsignelser? Det spørgsmål svarede Jesus Kristus på: „Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem.“ Tænk engang, de døde skal opstå! — Joh. 5:28, 29.
Spekulerer De på om Gud nu også har magt til at udføre disse mirakler? Så stands op et øjeblik. Sker der ikke mirakler hver eneste dag? Hvad sker der når et tilsyneladende livløst frø, måske et sædekorn, bliver lagt i jorden? I løbet af nogen tid skyder det op, og snart sidder de gyldne aks og nikker på strået. Evner mennesket at få et frø til at gro? Fatter det i det hele taget hvordan vækstprocessen foregår? Nej, det er et mirakel. Men Gud står bag dette og mange lignende mirakler der indtræffer hver dag. Man skærer sin finger — og såret heles. Man spiser — og hvad sker der? Væv, knogler, hår og negle fornys som følge af den proces maden gennemgår i organismen. Vor Gud som har skabt os er i sandhed en undergørende Gud!
Men har vi så ikke stærke grunde for at tro at Gud også kan oprejse de døde og give den lidende menneskehed liv i fuldkommenhed? Jo, sandelig. Ikke alene er vor Gud Jehova uovertruffen i visdom og rig på kærlighed, men han er også uforlignelig i magt, ja han er en undergørende Gud. Derfor opfordrer vi Dem til sammen med os at „vandre i [Jehova] vor Guds navn for evigt og altid“. — Mika 4:5.
„Min sjæl, lov [Jehova]! [Jehova] min Gud, du er såre stor! Du er klædt i højhed og herlighed, . . . Kilder lod du rinde i dale, hen mellem bjerge flød de; de læsker alt markens vildt, vildæsler slukker deres tørst; over dem bygger himlens fugle, mellem grenene lyder deres kvidder. Fra din højsal vander du bjergene, jorden mættes fra dine skyer; du lader græs gro frem til kvæget og urter til menneskets tjeneste, så du frembringer brød af jorden og vin, der glæder menneskets hjerte, og lader ansigtet glinse af olie, og brødet skal styrke menneskets hjerte. . . . Hvor mange er dine gerninger, [Jehova], du gjorde dem alle med visdom; jorden er fuld af, hvad du har skabt!“ — Salme 104:1, 10-15, 24.