Beviserne for at Jesus er Guds søn

Hvilke ubestridelige vidnesbyrd indeholder De hebraiske Skrifter?

ORDSPROGENES bogs tredivte kapitel, vers fire, stiller spørgsmålet: „Hvo greb fat om den vide jord? Hvad er hans navn og hans søns navn? Du kender det jo.“ —

Ja, de fleste vil sikkert sige at de kender navnet på Guds søn. Næsten en tredjedel af jordens befolkning hævder at den tror på at Jesus fra Nazaret opfyldte de krav som Bibelen viser Guds søn skulle opfylde, men hvor mange kan fremføre beviser for det? Hvor mange af de næsten 13.000.000 jøder der findes i verden kender de profetier om Guds søn som De hebraiske Skrifter indeholder?

Beviserne sammenlignes med en kegle

Jehova Gud malede et nøjagtigt billede af sin søn, så menneskene let ville kunne kende ham. Gud valgte i sin visdom at lade ikke blot én, men mange af De hebraiske Skrifters bøger indeholde profetier om sin søn. Ved hjælp af disse profetier indkredses Guds søns identitet efterhånden, så der til sidst ikke kan være nogen tvivl om hvem han er. Vi kan i denne forbindelse anvende et billede med en omvendt kegle, en beviskegle, så at sige.

Øverst oppe, hvor den omvendte kegle er bredest, finder vi profetierne i begyndelsen af Bibelen. Disse profetier peger ikke mod nogen bestemt person. Efterhånden som keglen snævrer ind mod spidsen i bunden, bliver profetien mere præcis og specifik og begrænser mere og mere det antal personer der kan opfylde den. Sådan fortsætter det lige til selve spidsen af keglen, det punkt hvor bibelprofetien som et hele kun giver mulighed for at én person, Messias, Guds søn, kan opfylde den.

Ved studiet af denne beviskegle kan vi følge fire bevisrækker: 1) Messias’ afstamning; 2) hans fødested og omstændighederne ved hans fødsel; 3) hans gerning, og 4) kronologien.

Afstamning

Vor beviskegle begynder med Første Mosebog, hvor keglen er bredest. Den almægtige Gud åbenbarede for hebræeren Abraham at alle jordens folk skulle blive velsignet i hans sæd. (1 Mos. 22:18) Bibelen sporer denne lovede sæd gennem Abraham, Isak og Jakob til Juda, en af Jakobs tolv sønner, om hvem der blev profeteret: „Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde.“ (1 Mos. 49:10) Her vistes det at Messias skulle komme gennem Judas kongeslægt.

Gennem profeten Jeremias blev det forudsagt: „Se, dage skal komme, lyder det fra [Jehova], da jeg opvækker David en retfærdig spire, og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i landet.“ (Jer. 23:5) I denne profeti viste Skaberen at hans søn, Messias, skulle komme gennem kong David, at han til sidst skulle blive konge og, som forudsagt gennem Daniel, en himmelsk konge der ville dømme sine undersåtter med ret og retfærdighed. (Dan. 7:13, 14) Beviskeglen begrænser således det antal der kunne opfylde profetierne om Guds søns afstamning, for han måtte ikke alene være af Juda stamme, men også af kong Davids slægt. — Sl. 89:35-38.

Fødested og omstændighederne ved hans fødsel

Beviskeglen viser at denne kommende himmelske konge skulle fødes i en lille by ved navn Betlehem: „Og du, du Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage.“ — Mika 5:1.

Guds søn skulle imidlertid ikke fødes på almindelig vis, for det hverv han skulle opfylde som genløser, krævede at han var et fuldkomment menneske. (Es. 53:5; Dan. 9:24, 25) Dette forudsatte at han blev født af en jomfru, til hvem Jehova Gud ved hjælp af sin hellige ånd mirakuløst havde overført sæden. En sådan jomfrufødsel er virkelig profeteret i De hebraiske Skrifter. Esajas 7:14 siger: „Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel.“ Det hebraiske ord almahʹ som er oversat med jomfru, betyder egentlig ung pige. Men dette forhindrer ikke at skriftstedet er en profeti om en jomfrufødsel. Når der tales om en ung pige må der menes en jomfru, ellers ville hun næppe blive betragtet som en ung pige.

Det er interessant at bemærke at jøderne, mere end to hundrede år før vor tidsregning, faktisk imødeså og forventede en jomfrufødsel. Dette fremgår af den måde hvorpå den berømte græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter, der blev udarbejdet af jødiske lærde, gengiver Esajas 7:14. I stedet for at oversætte det hebraiske ord almahʹ, der betyder „ung pige“, med det tilsvarende græske ord for „ung pige“, oversatte de det med det græske ord parthenʹos, der betyder „jomfru“! Dermed viste disse jødiske lærde at de forstod profetien sådan at Guds søn skulle fødes af en jomfru.

Beviskeglen indkredser således yderligere Guds søn.

Hans gerning

Profeten Moses var et profetisk forbillede på den lovede Messias, hvilket Jehova selv gav til kende da han sagde: „Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham!“ (5 Mos. 18:18) Guds søn måtte altså også være en profet, men en profet der var større end Moses.

Gennem den bemyndigelse der udtales i Esajas 61:1 ser vi at den almægtige Gud forudsagde at hans søn skulle forkynde og undervise: „[Jehova] salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge.“ Gennem sin profet Ezekiel sagde Jehova noget lignende: „Jeg sætter én hyrde over dem, min tjener David, og han skal vogte dem [give dem føde, NW]; han skal vogte dem, og han skal være deres hyrde.“ (Ez. 34:23) Eftersom David havde været død i omkring 400 år da denne profeti blev skrevet, er det klart at den ikke hentyder til ham, men til Guds søn, der skulle være Guds folks hyrde og give det åndelig føde.

Man skulle tro at når Messias skulle eje alle disse egenskaber, ville han blive velvilligt modtaget af Guds udvalgte folk når han kom for at udføre sin gerning. Men profetierne viser noget andet. Dette fremgår klart af Esajas’ bog, kapitel 53, hvor Jehova forudsiger at hans eget folk ville forkaste hans søn. Der står: „[Han var] agtet ringe, vi regned ham ikke. Og dog — vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig; vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud. Men han blev såret for vore overtrædelser.“ — Es. 53:3-5.

Vi nærmer os nu spidsen af beviskeglen, men den alvise Gud er nøjagtig og giver ikke rum for nogen tvivl; han identificerer sin søn med matematisk nøjagtighed ved hjælp af kronologien.

En nøjagtig kronologi

Gennem sin profet Daniel sagde Jehova: „Du bør vide og forstå at fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Lederen, skal der være syv uger, og yderligere toogtres uger.“ (Dan. 9:25, NW; også norsk overs.) Der skulle således i alt gå niogtres „uger“ fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgik, indtil „Messias, Lederen,“ ville fremstå. Hvor lang tid ville det være?

Det hebraiske ord for „uge“ betyder et kredsløb på syv, sædvanligvis men ikke nødvendigvis syv dage. Det kan være et kredsløb på syv perioder af anden længde. I dette tilfælde forekommer der en usædvanlig grammatikalsk konstruktion på hebraisk. Det almindelige hebraiske ord for „uger“ er shavuoth (feminin endelse). Men i dette tilfælde er der anvendt det hebraiske ord shavuim (maskulin endelse), hvilket udmærket kan være en tilkendegivelse af at den uge der her nævnes, ikke er det normale kredsløb på syv dage, men syv år. Nogle oversættere gengiver dette ord med „åruger“. (Se fodnoten til Daniel 9:24 i den danske bibel.) Dette passer med det bibelske princip „ét år for hver dag“. (4 Mos. 14:34; Ez. 4:6) Niogtres „uger“ beløber sig således til 483 år [7 × 69=483].

Men fra hvornår skulle denne periode på 483 år regnes? Fra år 455 f.v.t. I det år fik Nehemias lov at rejse ’til den by, hvor hans fædres grave var, for at bygge den op igen’. (Neh. 2:5) Dette skete i „nisan måned i kong Artaxerxes’ tyvende regeringsår“. (Neh. 2:1) Ifølge oplysninger der bygger på historikerne Thukydides og Diodorus, fandt dette sted i år 455 f.v.t. De 69 „åruger“ skal regnes fra det tidspunkt da Artaxerxes’ befaling trådte i kraft; det vil sige efter at jøderne anført af Nehemias var nået frem til Jerusalem og han gav ordre til opbygning af bymuren. Det tog cirka fire måneder at rejse fra kongens vinterhovedstad til Jerusalem, og det var tidligt i måneden ab i år 455 f.v.t. eller cirka den 26-27. eller 27-28. juli 455 f.v.t. at Nehemias ankom. Her er altså udgangspunktet for tidsperioden i Daniels profeti. Det var på det tidspunkt befalingen om at genrejse og genopbygge Jerusalem trådte i kraft.

Hvis vi tæller 483 år frem fra denne dato kommer vi til året 29 e.v.t. [454 år fra 455 f.v.t. til år 1 f.v.t., 1 år fra år 1 f.v.t. til år 1 e.v.t., og 28 år fra år 1 e.v.t. til år 29 e.v.t.=483 år], det år da Guds søn skulle fremstå som Messias.

Profetien siger videre: „Men efter de toogtresindstyve uger [åruger] skal en salvet bortryddes uden dom.“ (Dan. 9:26) Messias skulle altså dø efter tidsperioden på de 62 uger som fulgte efter perioden på de syv uger [i alt 69 uger]. Men på hvilket tidspunkt efter de 69 åruger? Vers 27 forklarer: „I ugens [den halvfjerdsindstyvende åruges] sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre.“ Da en halv åruge er tre og et halvt år, skulle Messias dø tre og et halvt år efter år 29 e.v.t., regnet fra efteråret. Dette fører os frem til foråret 33 e.v.t.

Jehova kunne ikke have udpeget sin søn mere nøjagtigt. Vi er nu nået frem til keglens spids, der er så snæver at den, blandt alle de mennesker der har levet på jorden, kun kan pege på én mand. Han skulle være født i Davids slægt, af en jomfru, i byen Betlehem; han skulle fremstå som den Salvede i år 29 e.v.t. og være en profet der gjorde mirakler, en der underviste menneskene og tog sig af dem; han skulle forkastes af sit eget folk og lide døden, og hans død skulle indtræffe i foråret 33 e.v.t.

Disse kendetegn passer kun på ét menneske

Hvad viser historien? At der kun har levet ét menneske der passede til denne beskrivelse af Guds søn: Jesus Kristus! Jesus opfyldte kravet om at Messias skulle være født i Davids slægt; og De kristne græske Skrifter viser hvordan hans stamtavle går helt tilbage til David og Abraham. (Matt. 1:1-16; Luk. 3:23-38) Foruden De kristne græske Skrifter findes der også andre vidnesbyrd; for eksempel siger en vis rabbi Ulla, der levede i det tredje århundrede, at „Jesus blev behandlet på en usædvanlig måde, fordi han var af kongelig herkomst“.a På Jesu tid fandtes der i templet stadig slægtsregistre som enhver interesseret kunne rådføre sig med.

At Jesus blev født af en jomfru bekræftes ikke blot af Bibelen (Matt. 1:18-25) men også af Celsus, der levede i det andet århundrede og som var en fjende af kristendommen. Hans skrifter viser at de første kristne troede på at Jesus var født af en jomfru. — Origenes’ „Mod Celsus“, bog I, kapitlerne xxxiv, xxxvii.

Som det var forudsagt blev Jesus også født i Davids by, Betlehem. (Luk. 2:1-16) Da Jesus tilhørte Davids slægt, befandt hans familie sig, som de romerske indregistreringslove krævede, i Betlehem da han blev født.

Med hensyn til kronologien var Jesus det eneste menneske der kunne passe ind i den. Historien viser at det var i år 29 e.v.t. at Jesus fremstod for at blive døbt af Johannes i Jordanfloden og den hellige ånd dalede ned over ham og salvede ham, hvorved han blev Messias eller Kristus. (Luk. 3:1, 2, 21-23) Daniels profeti er således et af de stærkeste beviser som det jødiske folk dengang havde, og som vi i dag har for at Jesus var Messias. De jøder der på Jesu tid studerede profetierne, deriblandt Daniels profetiske tidsregning, og som var vidner til Johannes Døbers gerning, var i forventning og så frem til at Messias, Lederen, skulle fremstå. — Luk. 3:15.

Desuden var Jesus i sandhed en profet der udførte mirakler, og tillige lærer og hyrde for Guds folk. Hans profetier om vor tid er gået i opfyldelse. (Matt. 24:3-14; Luk. 21:7-11) Foruden De kristne græske Skrifter findes der andre værker der viser at Jesus udførte store gerninger og at han underviste Guds folk. I sit værk om jødernes oldtidshistorie (bog XVIII, kapitel 3, paragraf 3) skriver den jødiske historiker Josefus, efter at have berettet om nogle af de vanskeligheder prokuratoren Pilatus havde at kæmpe med: „Omkring denne tid levede Jesus, et viist menneske, hvis det da er lovligt at kalde ham for et menneske; for han gjorde underfulde gerninger og var lærer for sådanne som modtager sandheden med glæde. Han drog mange til sig, både af jøder og hedninger.“

Historien bekræfter at Jesus, som det var forudsagt, blev forkastet af sit eget folk og led døden. En verdslig historiker ved navn Tacitus, der blev født omkring år 54 e.v.t., mens nogle af Jesu Kristi apostle stadig var i live, siger: „Kristus . . . blev under Tiberius’ regering idømt den strengeste straf af en af vore prokuratorer, Pontius Pilatus.“ — Annales, xv. 44.

Som Daniels profeti havde sagt, blev Jesus Kristus til sidst dræbt i foråret 33 e.v.t. Han døde den 14. nisan, midt i det måneår der begyndte om efteråret med måneden tisjri. Tre og et halvt år senere udløb den halvfjerdsindstyvende „åruge“ med at hedningen Kornelius blev salvet. En fodnote i William Whistons oversættelse af Josefus’ jødiske oldtidshistorie sætter datoen for Jesu pælfæstelse og død til den 3. april år 33 (den julianske kalender), hvilket vil sige den 14. nisan ifølge den hebraiske kalender for det år. Den jødiske tradition sætter, ifølge Talmud-afhandlingen Sanhedrin vi 2 (ikke-udrenset udgave), datoen for Jesu død til den 14. nisan, om foråret, det tidspunkt Daniel havde forudsagt.

Bevisernes kegle, de fire bevisrækker vi har fulgt, Messias’ afstamning, fødestedet og omstændighederne ved hans fødsel, hans gerning, og den nøjagtige kronologi, peger frem til Jesus Kristus som Guds søn. Hvor nøjagtigt har Gud ikke udpeget sin søn, Messias! De der ønsker at vinde livet vil give nøje agt på de beviser der peger på at Jesus Kristus er Messias, for Messias er den Abrahams sæd der skal velsigne alle jordens folk hvis de viser tro på den almægtige Guds søn, den profet der er større end Moses, og følger de bud han har givet.

[Fodnote]