De siger: „Fred!“ — skønt der ikke er fred
1. Hvordan stiller nutidens Jeremias-skare sig til det at forkynde fred skønt der ikke er fred?
PROFETEN Jeremias hørte ikke til dem der på hans tid sagde: „Fred!“ skønt der ikke var fred. Nutidens Jeremias-skare gør heller ikke fælles sag med de talsmænd i kristenheden der efterligner dem der blev ved med at sige: „Fred!“ på Jeremias’ tid. Hvem vil i sidste ende vise sig at have sagt sandheden: De der forkynder fred, eller de såkaldte ulykkesprofeter?
2, 3. (a) Hvad ser man sig nødsaget til at gøre for at opnå en stabil og varig fred? (b) Hvad fik Jeremias besked på at sige for at vise hvor hjælpeløse sådanne kilder er med hensyn til at skabe fred?
2 For at sikre et fredeligt udfald af verdensbegivenhederne føler man sig nødsaget til at søge hjælp ad overnaturlig vej. Men det er ikke profeten Jeremias’ Gud man ser hen til som kilden til en stabil og varig fred. De overnaturlige kræfter man ser hen til for at opnå fred, vil vise sig at være fuldstændig hjælpeløse, ja falske guder. Profeten Jeremias advarer os om at kongernes, fyrsternes, præsternes, profeternes og de implicerede befolkningers grundløse fredsdrømme vil briste når deres falske guder svigter dem. Angående den tid blev Jeremias inspireret til at sige:
3 „Til hin tid [den tid der er forudsagt i Jeremias 7:32-34], lyder det fra [Jehova], skal man [de babyloniske erobrere] tage Judas kongers ben, dets fyrsters ben, præsternes, profeternes og Jerusalems indbyggeres ben ud af deres grave og sprede dem for sol og måne og al himmelens hær [stjernerne], som de elskede og dyrkede, holdt sig til, rådspurgte og tilbad; de [benene] skal ikke samles og jordes, men blive til gødning på marken.“ — Jer. 8:1, 2.a
4. Hvad var vanhelligelsen af afgudsdyrkernes grave et tegn på, og hvad fortjener afgudsdyrkerne ikke?
4 Ja, himmellegemerne der havde skinnet så lovende på Jerusalems og Judas indbyggere, ville blot hænge hjælpeløst på himmelen uden at kunne gribe ind når ulykken ramte og spørgsmålet om hvem der var sandhedens Gud skulle afgøres. At fremtrædende religiøse og politiske personligheders grave blev vanhelliget, ville røbe den foragt man nærede for dem der i modstrid med Jehovas ti bud tilbad falske guder. Endog deres gravfred ville blive krænket. (Job 3:13-19) De der ivrigt tilbeder falske guder opnår ikke i Jehovas øjne nogen hellighed som vil beskytte dem — navnlig ikke hvis de hævder at stå i et kristent forhold til Bibelens Gud og alligevel overtræder hans tydeligt erklærede bud. (2 Mos. 20:1-6; 1 Joh. 5:21; 2 Kor. 6:16) De fortjener ikke den respekt man normalt viser de døde.
5. Hvad vil gå op for dem der forfølger Jehovas vidner, og hvem kan deres spottende udtalelser derfor i virkeligheden møntes på?
5 Regnskabets dag vil altså komme for dem der har forfulgt Jehovas kristne vidner og hånet dem med de udfordrende ord: ’Hvor er jeres Gud Jehova? Lad ham komme og frelse jer!’ (Sl. 22:8, 9) Når kristenheden møder sit endeligt i den store trængsel vil disse forfølgere, der har behaget kristenheden med deres gerninger, opdage om deres falske guder kan hjælpe dem. Da vil det gå op for dem at deres guder ikke er i stand til at frelse dem fra dommen som eksekveres af den Gud de har hånet.
6, 7. (a) Hvad ville de landflygtige i Babylon foretrække, og hvorfor? (b) Hvordan har kristenhedens kirkemedlemmer reageret ligesom jøderne på Jeremias’ tid, til trods for at Jehova indtrængende har opfordret dem til at vende om til ham?
6 På Jeremias’ tid ville der være nogle som overlevede Jerusalems ødelæggelse. Hvad ville der ske med dem? De ville blive ført i fangenskab til landet Babylon. Dér ville de ’foretrække døden for livet’. (Jer. 8:3) Selv om Jehova indtrængende opfordrede datidens israelitter, der havde brudt hans pagt, til at omvende sig så de atter kunne opnå et fredeligt forhold til ham, fulgte de denne verdens „tilvante kurs“ lige frem til 607 f.v.t. De lagde ikke nogen sikker grundvold for en fredelig fremtid under Jehovas velsignelse. I nyere tid har kristenheden ligeledes fulgt den populære, tilvante kurs. I årtier siden 1919 har Jeremias-skaren, der består af Jehovas salvede vidner, gjort kendt hvordan man kan komme tilbage til et fredeligt forhold til Bibelens Gud. Men de fleste af kristenhedens kirkemedlemmer har ikke villet give agt. Det er som Jeremias sagde:
7 „Hvi falder da dette folk i Jerusalem i evig frafald? De fastholder svig, vil ikke vende om igen. . . . ingen angrer sin ondskab og siger: ’Hvad gjorde jeg!’ Hver styrter frem i sit løb [den tilvante kurs, NW].“ — Jer. 8:4-6.
8. Hvori bestod problemet dengang, ligesom nu?
8 Hvad var problemet dengang Jehova inspicerede sit pagtsfolk på Jeremias’ tid? Det var at folk ikke brugte deres skelneevne. Trækfuglene forstod at bedømme hvornår foråret kom. Fugle der var fløjet sydpå for at undgå den kolde vinter i nord, for eksempel i Palæstina, vendte omgående tilbage til deres ynglesteder når tiden var inde. „Men mit folk,“ sagde Jehova, „de kender ej [Jehovas] ret.“ (Jer. 8:7) Forholdet var det samme på Jesu og apostlenes tid, før romerne ødelagde Jerusalem i år 70. (Matt. 16:2-4; Luk. 19:44) Og det har vist sig at være det samme inden for kristenheden i vor tid, hvor Jeremias-skaren udfører sin tjeneste.
Et sår der ikke heles
9, 10. (a) På hvilket grundlag gør kristenhedens gejstlige krav på at være vise og velbevandrede i Guds lov? (b) Hvad vil deres handlinger ikke desto mindre føre til, ifølge Jehovas forhåndsskildring?
9 Kristenhedens gejstlige gør krav på at være vise, ikke først og fremmest fordi de har Bibelen men fordi de har fået en teologisk uddannelse. De hævder at de er velbevandrede i Bibelens Guds lov og at de ved hvordan den skal udlægges og anvendes. Men Bibelens Gud ved bedre. Han ved nemlig at de inden længe må tage følgerne af den måde de har forvaltet kristenhedens anliggender på. I en forhåndsskildring af det der vil ske til den tid, siger han:
10 „Hvor kan I sige: ’Vi er vise, og hos os er [Jehovas] lov!’ Nej, de skriftkloges løgnegriffel virked i løgnens tjeneste. De vise skal blive til skamme, ræddes og fanges. Se, [Jehovas] ord har de vraget, hvad visdom har de? Derfor giver jeg andre deres kvinder, nye herrer deres marker [når den fjendtlige invasion finder sted]. Thi fra små til store søger hver eneste vinding, de farer alle med løgn fra profet til præst.“ — Jer. 8:8-10.
11, 12. (a) Hvordan har kristenhedens skribenters „løgnegriffel“ virket „i løgnens tjeneste“? (b) Hvad er ifølge Jeremias 8:9 grunden til at disse skribenter fremfører usandheder?
11 ’De skriftkloge’ i nutidens kristenhed har skrevet ting som er i modstrid med det Jehova har forudsagt, men inden længe vil det vise sig at griffelen i deres hånd har været en „løgnegriffel“. Den har ikke skrevet sandheden. I denne „endens tid“, hvor der skrives en mængde som skal tjene kristenhedens interesser, er det tydeligt at den religiøse pen eller griffel virker „i løgnens tjeneste“. (Dan. 12:9) Hvorfor er det sådan?
12 „Se,“ sagde Jehova i Jeremias 8:9, „[Jehovas] ord har de [de der anses for at være vise] vraget, hvad visdom har de?“ Ja, kristenhedens gejstlige tager måske deres udgangspunkt i et skriftsted fra Bibelen, men i den prædiken de holder, afviger de fra det Bibelen siger. De fremholder menneskers traditioner som gør Guds skrevne ord ugyldigt. De kommer ind på politiske spørgsmål eller sociale reformprogrammer. De giver sig ud for at have guddommelig visdom, men de tillægger græsk filosofi og „denne verdens visdom“ større betydning end det Bibelen siger om menneskesjælen, de dødes tilstand, Guds personlighed og så videre. (1 Kor. 3:19) Men de er på vej i en fælde. Til sidst bliver de ’fanget’, ved at deres egen verdsligvise optræden bliver en fiasko for dem. De bliver til skamme og må tage de rædselsvækkende konsekvenser.
13. Hvem har hovedansvaret for at kristenhedens kirkemedlemmer fra små til store søger uretfærdig vinding? Forklar nærmere.
13 De gejstlige har opmuntret deres hjorde til verdslig stræben der giver løfte om berømmelse eller materiel vinding. De har begunstiget de rige på bekostning af de fattige. De har krævet betaling for deres kirkelige handlinger. Med det eksempel de har sat, må de bære en stor del af skylden for at deres kirkemedlemmer, fra små til store, sætter „uærlig vinding“ højere end åndelige interesser. (1 Pet. 5:1, 2) Det er derfor med god ret at Jehova ikke griber ind for at hindre at disse navnkristne mister al deres „vinding“ i den store trængsel der snart rammer kristenheden. Jehovas profetiske ord går således i opfyldelse på dem.
14. Hvor godt er det lykkedes gejstligheden at læge kristenhedens åndelige sår eller „brøst“?
14 Kristenhedens gejstlige anses stadig for at være åndelige læger. Men har de siden den første verdenskrigs afslutning i 1918 kunnet læge kristenhedens åndelige sår eller „brøst“ (hebraisk: sjéber)? I de 60 år der er gået, har der været rig lejlighed til at betragte præsterne og de religiøse ledere i øvrigt. Det er tydeligt at det ikke er lykkedes dem at få bugt med den egentlige årsag til problemet, og at kristenheden derfor ikke vil overleve den store trængsel men lide undergang som følge af Guds ugunstige dom. De bliver ved med blot at behandle symptomerne, uden at bekymre sig om den virkelige årsag til at kristenheden er dømt af Gud. Det er kun overfladisk de helbreder dens sår, og de gør det „som den simpleste sag“, som om det blot var en lille ting i Jehova Guds øjne.
15. Hvordan ser de gejstlige selv på de religiøse midler de har anvendt, og med hvilke ord beroliger de deres hjorde?
15 Siden den første verdenskrigs afslutning er kristenheden vokset umådeligt i medlemstal, men hvordan ser det ud med disse kirkemedlemmers åndelige tilstand og deres forhold til Jehova Gud? De religiøse midler præsterne har anvendt for at afhjælpe problemerne, har ikke gjort tingene bedre; de har ikke hindret udpræget verdslighed i at trænge ind i kirkerne. Det turde være tydeligt for alle. De gejstlige er godt tilfredse med de midler de har anvendt. Nutidens ’præster’ og ’profeter’ giver deres lidende hjorde en falsk tryghedsfornemmelse, idet de bliver ved med at forsikre dem med ordene: „Fred, fred!“ eller: „Der er fred! Der er fred!“ — Jer. 8:11, da. aut.; NW.
16. Hvilken modsætning er der mellem det gejstligheden siger og det Jeremias-skaren siger?
16 De religiøse ledere optræder altså uærligt. De giver deres hjorde det indtryk at der egentlig ikke er noget i vejen med kristenheden. De hævder at den har et godt forhold til Gud og at man derfor ikke skal vente noget ubehageligt fra hans side. De siger med andre ord: Hør ikke på Jeremias-skarens forudsigelser om at kristenheden snart vil lide undergang i en stor trængsel. — Jer. 6:14.
17. Hvorfor kan der ikke være nogen fred mellem Jehova og kristenheden?
17 Kristenhedens talsmænd giver et forkert billede af den truende situation når de forsikrer at der er fred „skønt der ikke er fred“. Der består ikke noget fredeligt forhold mellem Jehova Gud og kristenheden. Dens synder dækkes ikke af Kristi offerblod. Synderne har hobet sig helt op til himmelen og er utilgivelige. Derfor kan Gud ikke holde fred med den. Det er ikke „fred“ eller åndelig velstand der venter kristenheden, men derimod undergang, for dens præster og kirkemedlemmer har skamløst gjort hvad der er vederstyggeligt i Jehovas øjne. — Jer. 8:12.
18. Hvordan vil kristenhedens tilintetgørelse komme, og hvor grundig bliver tilintetgørelsen?
18 Eftersom de gejstlige og deres hjorde føler sig trygge, vil undergangen ramme dem „brat“ eller uventet. (Jer. 4:20; 6:25, 26) Siden afslutningen af den første verdenskrig i 1918 er kristenheden blevet grundigt inspiceret af Jehova, og inden længe, når hans fastsatte tid kommer, vil han hjemsøge den, ligesom han hjemsøgte fortidens Jerusalem. Da vil dens selvsikre religionsudøvere snuble og falde, blive tilintetgjort. Jehova tager det hele med; der bliver intet tilbage man siden kan indsamle. De materielle ting Jehova har tilladt dem at opnå, „vil gå dem forbi“ (NW) og falde i fjendehånd. — Jer. 8:12, 13.
19. (a) Hvad sagde Jesus at hans disciple skulle gøre når de så tegnet på at Jerusalems ødelæggelse var nær? (b) Hvad gjorde de jøder der boede i landdistrikterne på Jeremias’ tid, og hvordan blev de skuffet i deres forventninger?
19 Hvad sagde Jesus at jøderne skulle gøre da han i år 33 forudsagde Jerusalems ødelæggelse, der ville komme i år 70? Når de så tegnet på at den forestående ødelæggelse nærmede sig, skulle de drage ud af Jerusalem og hele provinsen Judæa. De der befandt sig ude på marken eller i landdistrikterne skulle ikke tage ind i Jerusalem men skynde sig ud af Judæa for at komme i sikkerhed og overleve. (Matt. 24:15-18; Luk. 21:20, 21) Men da de babyloniske ødelæggere nærmede sig på Jeremias’ tid, mente folk det var bedre at forlade det åbne land og søge tilflugt i Jerusalem og andre befæstede byer. Dér, hvor de muligvis kunne være i sikkerhed under en belejring, foretrak de at lide døden, om galt skulle være. Men der kom ingen hjælp fra Jehova, deres tempels Gud. Tværtimod lod han dem drikke en bitter drik, en dødbringende gift. På grund af de falske profeters forsikringer håbede de på fred, men hvad kom der? „Man håber på fred, men det bliver ej godt, på lægedoms tid, men se, der er rædsel.“ Lyden af eller meldingerne om de ødelæggende hære der trængte ind i landet, nåede deres ører. — Jer. 8:14-16.
20. Hvem var det der sendte de ødelæggende hære mod israelitterne, ifølge Jeremias 8:17, og hvordan gik denne profeti i opfyldelse?
20 Det var Jehova der på Jeremias’ tid sendte ødelæggerne mod de pagtsbrydende israelitter. De havde øvet vederstyggelige ting mod ham; de havde vanæret hans tempel og hans land. „Thi se, jeg sender imod jer slanger, basilisker, som ikke lader sig besværge, bide jer skal de, lyder det fra [Jehova].“ (Jer. 8:17) På den tid var der ingen Moses i Israel som kunne sætte en kobberslange på en stang, så israelitterne kunne blive helbredt for slangebiddene ved at se på kobberslangen i tro. (4 Mos. 21:4-9; Joh. 3:14, 15) Da de babyloniske ødlelæggere kom, var det alvor; hvad de belejrede israelitter end gjorde dengang i 609 f.v.t. kunne det ikke afholde ødelæggerne fra at udføre deres gudgivne opgave. De „faste stæder“ som israelitterne havde søgt tilflugt i, kunne ikke beskytte dem mod Jehovas dom.
21. Hvordan viste Jehova i Jeremias 8:18, 19 at han ikke af hjertet glædede sig over at bringe denne ulykke over sit folk?
21 Jehova glædede sig ikke af hjertet over at bringe denne ulykke over sit folk. Derfor advarede han det i forvejen, idet han forudsagde at Judas land ville blive affolket og hovedparten af de overlevende ført i fangenskab til det fjerne Babylon. Der ville de landflygtige i deres elendighed, overraskede over det ’sælsomme værk’ Jehova havde udført, råbe til ham om hjælp. Derfor sagde han: „En uhelbredelig sorg er kommet over mig. Mit hjerte er sygt. Hør, mit folks datters råb om hjælp fra et fjernt land [Babylon]: ’Er Jehova ikke i Zion? Eller er hendes konge ikke dér?’“ — Jer. 8:18, 19, NW.
22. Hvorfor kunne man undre sig over denne handling fra Guds side, og hvilken grund angav Jehova for sin indgriben?
22 De landflygtige jøder ville ikke kunne fatte at Jehova havde kunnet lade Jerusalem (Zion) blive så ydmyget at der ikke længere var noget tempel i byen der kunne tjene som deres Guds hus, eller nogen kongelig trone hvor en efterkommer af kong David kunne sidde som Jehovas salvede konge. Hvilken skændsel for hans navn! Hvor sælsomt dette end kunne forekomme dengang, vil kristenhedens forestående ødelæggelse forekomme endnu mere sælsom. Hvorfor ødelæggelsen kommer, fremgår af Jehovas svar på de landflygtige jøders råb om hjælp: „Hvi krænked I mig med eders billeder, fremmed tomhed?“ — Jer 8:19b; Es. 28:21.
23. Hvordan vil det ifølge Jeremias 8:20 gå med de forhåbninger kristenhedens tilhængere nærer om frelse?
23 Kristenhedens forhåbninger om frelse hviler på et ubibelsk grundlag; derfor bliver de til intet. Tiden er kommet hvor kristenhedens tilhængere må sige: „Høsten er forbi, sommeren [tiden for at udvirke frelse] er til ende; men vi, vi er ikke blevet frelst!“ (Jer. 8:20, NW) Lad os ikke høre til dem der må sige dette.
24. Hvordan gav Jeremias udtryk for bedrøvelse over det ulyksalige budskab?
24 De der går ind for kristenheden er måske bedrøvede over et budskab som det vi forkynder. For mange år siden var Jeremias bedrøvet ved udsigten til at det tempel hvori han tjente som præst skulle ødelægges og at det folk han tilhørte skulle hugges ned og spredes. I fortvivlelse over hvordan hans folk dog skulle komme åndeligt på fode igen, ja, i al oprigtighed og uden hævngerrige følelser, udbrød han: „Ved mit folks datters sammenbrud [sjéber] er jeg brudt sammen [sjabár], jeg sørger, grebet af rædsel. Er der ikke balsam i Gilead, ingen læge der? Hvorfor heles da ikke mit folks datters sår?“ — Jer. 8:21, 22.
25. Findes der noget lægemiddel for kristenheden i dag, og hvad bør de der gerne vil opnå varig fred gøre nu?
25 Det åndelige sammenbrud i fortidens Jerusalem og Judas land var uhelbredeligt. Derfor led folket et bogstaveligt sammenbrud for babyloniernes hånd i 607 f.v.t. Heller ikke i dag, på dette sene tidspunkt, findes der nogen åndelig „balsam i Gilead“ som kan helbrede kristenheden. Måtte alle der sætter pris på sand og varig fred med Jehova Gud derfor flygte fra kristenheden før den „brat“ rammes af undergang.
(Denne artikelserie om Jeremias’ profeti fortsætter i de følgende numre af bladet.)
[Fodnote]
a Se Baruk 2:24, 25.