Gud griber ind til den fastsatte tid

UTÅLMODIGE mennesker er ofte hurtige til at gøre indsigelse mod Guds syn på tingene. De ønsker tingene gjort nu. Derfor spørger de: ’Ville en kærlig Gud ikke øjeblikkelig løse alle menneskehedens problemer?’ Du har måske stillet det samme spørgsmål.

Imidlertid burde forstandige mennesker forvente at det tidspunkt da Gud vil gribe ind i menneskenes anliggender er meget omhyggeligt fastlagt. Hvorfor siger vi det? Jo, se dig omkring. Er det ikke sådan at praktisk talt alt i skaberværket har sine bestemte tider?

Planter og fugle — har deres bestemte tider

Betragt for eksempel planteverdenen. Hvorfor er der nogle blomster, deriblandt asters, som altid blomstrer om efteråret, mens andre, deriblandt krokus, altid blomstrer om foråret? Botanikere var længe forbløffede over en sådan afpasning efter tiden. Inden for det sidste halve århundrede er de imidlertid blevet opmærksomme på det der kaldes ’fotoperiodicitet’. Planter reagerer ikke blot på temperaturer, men også på dagslysets længde. Om efteråret, når det langsomt bliver køligere, bliver dagene kortere og nætterne længere. Om foråret, når det bliver varmere, bliver dagene længere og nætterne kortere. Forårets krokus og efterårets asters har nøjagtige tidsmekanismer der registrerer disse ændringer. De springer derfor alle ud præcis til tiden.

Fugle har også en enestående sans for at beregne tiden. De behøver ikke kalendere og ure for at vide hvornår det er på tide at trække bort. „Hvad får fugle til at begynde deres træk på omtrent samme tid hvert år — hvilket indre ur eller hvilke ydre påvirkninger?“ spørger R. T. Peterson i The Birds. Videnskabsmænd har gættet på mange svar — men de ved det stadig ikke helt bestemt. Er det, som nogle siger, simpelt hen det at lavere temperaturer får fuglene til at søge til varmere steder? Ornitologer kommer med nogle overraskende oplysninger:

„Man kunne så tro at temperaturen ville være årsagen til trækket. Om foråret flyver den sort-issede sanger (Dendroica striata) ind i De forenede Stater over Florida, hvortil den ankommer i slutningen af april. Vejret er dér næsten lige så varmt som det var i dens vinterbolig i det nordlige Sydamerika. I slutningen af maj har den nået Canadas og Alaskas fyrreskove. . . . Når den ankommer til Alaska er den gennemsnitlige dagtemperatur kun omkring 7 grader, 17 grader koldere end der var i Florida en måned tidligere. Den sort-issede sanger er fløjet ind i et klima der er meget koldere. Det samme gør de fleste trækfugle.“ — Traveling with the Birds af Rudyerd Boulton.

„Der er, så vidt vi kan se, intet der tvinger dem til at flytte, og dog forlader de deres dejlige vinterbolig og flyver nordpå så snart den rette tid kommer. Denne ’rette tid’ synes hverken at have nogen forbindelse med vejret eller føden.“ — Ernest Ingersoll i The Encyclopedia Americana.

Og dog forlader og senere ankommer fuglene til de samme steder år efter år med bemærkelsesværdig præcision. Som Jehova sagde gennem profeten Jeremias: „Storken oppe i luften kender sin tid, turtelduen, svalen og tranen holder den tid, de skal komme.“ (Jer. 8:7) Og hvad med menneskets sans for at beregne tiden?

Mennesket er tidsbevidst

Mennesket er yderst tidsbevidst. Ifølge international overenskomst føjede tidtagere over hele verden således i 1972 ét sekund til kalenderen ved udløbet af juni og endnu ét ved udløbet af december, for at deres ure skulle være nøjagtige. Ja, mennesket — en omhyggelig iagttager af skaberværkets beregning af tiden — ønsker at gøre tingene til bestemte tider. — 1 Mos. 1:14.

Viser alle disse eksempler ikke klart at praktisk talt hele skaberværket på en eller anden måde synes at beregne tiden? Og vidner dette igen ikke om at skaberen af alle disse ting på lignende måde må være meget opmærksom på tiden? Jo, tydeligvis. Skaberværket skulle få alle mennesker til at forstå at de begivenheder Gud har fastsat skal ske, også virkelig vil ske — og dét nøjagtig til tiden.

Desuden kan Jehova ikke kaldes egenrådig fordi nogle mennesker synes at han tøver med at gennemføre visse væsentlige dele af sin hensigt med menneskene. Det som mennesker i deres kortsyn vil kalde „tøven“, viser sig i visse retninger at være nødvendigt for at de kan opnå de velsignelser der følger efter.

Guds søn fremstod „da tidens fylde kom“

Det er muligt at menneskene umiddelbart efter syndefaldet i Edens have ventede eller håbede at den lovede sæd der skulle knuse slangens hoved, ville komme i deres egen levetid. (1 Mos. 3:15; Rom. 8:20, 21) Men den der viste sig at være sæden, nemlig Jesus, fremstod først omkring 4000 år efter Adams synd. Apostelen Paulus siger: „Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn.“ — Gal. 4:4; Rom. 5:6.

Hvorfor skulle disse 4000 år forløbe før „tidens fylde kom“?

Jehova vidste at menneskene måtte forberedes til at tage imod sæden når den kom. I løbet af de 4000 år fra Adam til Kristus måtte menneskene bringes til forståelse af deres behov for en frelser. De ville i løbet af dette tidsrum opdage at kun Gud kunne frelse dem fra synd og død. Læs Galaterbrevet, kapitlerne tre og fire, i Bibelen og se hvordan dette især blev gjort klart for jøderne.

Som Guds udvalgte folk havde de haft Moseloven siden 1513 f.v.t. Trofaste jøder må have håbet oprigtigt at de ved hjælp af den kunne vise at de var retfærdige. (Jævnfør Hebræerbrevet 7:18.) Men det modsatte blev resultatet. ’Den gjorde overtrædelserne kendt, indtil sæden kom’ — jøderne blev tvunget til at indse at de var syndere. — Gal. 3:19, NW.

Men Loven tjente også til hjælp for den jødiske nation. Paulus siger om jøderne: „Loven er blevet os en tugtemester til Kristus.“ I gammel tid var en tugtemester ikke den virkelige lærer, men en betroet træl eller „husholder“ der forberedte sin herres børn til senere at få en lærer. Tugtemesteren indprentede børnene elementære ting, som for eksempel hvordan de skulle opføre sig, og han beskyttede dem mod fortræd. Sådan virkede Loven på jøderne, idet den opdrog og forberedte dem til deres lærer, Jesus. Af deres tugtemester lærte de guddommelige moralnormer, som dem vi finder i de ti bud. — Gal. 3:24.

Da tiden var inde overgav den gamle tugtemester et forberedt og opdraget „barn“ til dets lærer; Paulus omtaler dette som „den tid, som faderen [til barnet] forud har fastsat“. Ligeledes fremstod Jesus „da tidens fylde kom“ for at undervise de forberedte jøder. (Gal. 4:2, 4) Med hvilket resultat?

Ydmyge jøder der forstod at de havde behov for en frelser, lyttede til Jesus. Han begyndte så at sige hvor „tugtemesteren“, Loven, slap. „Tugtemesteren“ havde for eksempel sagt: „Du må ikke bedrive hor.“ Men læreren gik et skridt videre og lærte dem: „Enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.“ Jesus trængte ned til motivet. — Matt. 5:27, 28.

Også Jesu stilling — som mellemmand, forsoningsoffer og evig præst — i Guds ordning kunne man let forstå på grundlag af Guds forbilledlige ordning for jøderne under Loven. — Hebr., kap. 5-10.

Gud brugte altså denne 4000-årige periode fra Adam til Kristus til bedste for menneskeheden. Han sørgede for profetier hvorved man kunne kende den lovede sæd når den fremstod, og han forberedte mennesker til at tage imod Jesu lære og anerkende hans stilling i sin ordning. — Jævnfør den fyrreårige periode der omtales i Femte Mosebog, kapitel 8.

Men man kunne spørge: Kunne de samme resultater ikke være opnået flere hundrede år tidligere? Var nedskrivningen af alle de profetier der pegede frem til Messias ikke fuldført på Malakias’ tid, over fire hundrede år før Jesu fødsel? Jo. Hvilken nytte var det så til at lade flere hundrede år gå?

Perioden mellem Malakias og Jesus

På det tidspunkt da den inspirerede hebraiske kanon var fuldført, beherskede perserriget den gamle verden fra Indien til Afrika. Godt og vel hundrede år senere besejrede Alexander den Store perserne; det fik vidtrækkende betydning for kulturen. Encyclopædia Britannica siger: „Alexander den Stores erobringer forårsagede at græsk (i form af dette blandingssprog eller κοινή [koineʹ]) blev det sprog der taltes i hele den nære orient (Lilleasien, Syrien, Mesopotamien, Ægypten). Under romerne fortsatte man med at tale græsk i disse områder.“ Der var således et fælles sprog i det meste af den gamle verden da kristendommen trådte frem på skuepladsen i år 33. Dette gjorde det muligt hurtigt at udbrede budskabet om Jesus i skriftlig og mundtlig form.

Desuden opbyggede romerne, som fulgte efter grækerne på verdensskuepladsen, et omfattende vejnet. Historikeren Edward Gibbon siger: „Alle [det romerske verdensriges] byer var forbundet med hinanden, og med hovedstaden, ved de offentlige landeveje, der, med udgangspunkt i Forum Romanum, gennemkrydsede Italien, gik gennem provinserne, og først standsede ved rigets grænser.“ Den tidlige kristendoms udbredelse i den gamle verden blev i høj grad fremskyndet ved at man kunne bruge disse veje der forbandt fjerne dele af riget.

Men der var noget andet på vej på Malakias’ tid: den jødiske diaspora eller adspredelse. Efter ødelæggelsen af Samaria (i 740 f.v.t.) og af Jerusalem (i 607 f.v.t.) spredtes jøderne fra den ene ende af den gamle verden til den anden. Den græske geograf Strabon (en af Jesu samtidige) siger om jøderne: „De er allerede trængt ind i hver eneste stat, sådan at det er vanskeligt at finde et sted i verden hvor dette folkefærd ikke er blevet modtaget og blevet fremherskende.“

Overalt hvor jøderne drog hen byggede de deres synagoger for tilbedelse. Hver synagoge havde sine egne afskrifter af De hebraiske Skrifter. Jødernes håb om Messias blev derved kendt langt ud over Israels grænser. (Jævnfør Mattæus 2:1, 2.) Hvor var det derfor logisk at disciplene ville forkynde efter kristendommens grundlæggelse? I de jødiske synagoger, naturligvis! Paulus, der rejste vidt omkring, plejede for eksempel at gå til den jødiske synagoge først når han kom til en by. Mange af disse forberedte jøder i adspredelsen tog imod budskabet om Jesus. — Ap. G. 13:5, 14, 42-44; 17:1-3, 10; 18:4; 19:8.

Den gode nyhed nåede på denne måde meget langt omkring og så hurtigt at regeringerne og de religiøse modstandere fandt det vanskeligt at hindre dens udbredelse. Mindre end tredive år efter Jesu død sagde apostelen Paulus at evangeliet var blevet prædiket „for enhver skabning under himmelen“. (Kol. 1:6, 23) Det viste sig således at være klogt at Jehova ventede til „tidens fylde kom“. Det blev til velsignelse for mange ærlige og oprigtige mennesker.

Imidlertid var det ikke alle jøder der var spredt over hele den gamle verden; mange vendte efter fangenskabet i Babylon tilbage til Judæa. Til hvilken gavn var det for dem at der gik flere hundrede år før Jesus fremstod?

Jehova tillod nationen at genopbygge Jerusalem, der ville komme til at spille en vigtig rolle når jøderne til sin tid skulle identificere Messias. Præsteskabet og ofringerne begyndte igen at fungere i det genopbyggede tempel. Dog vidste Gud allerede da at jøderne som nation betragtet ville forkaste Messias, og at „byen og helligdommen“ ville blive ødelagt. (Dan. 9:24-27; Zak. 9:9) Men det ville tage tid før nationens urette motiver sås tydeligt.

En parallel hertil har vi til en vis grad i noget der fandt sted omkring 2000 år tidligere. Gud havde sagt til Abraham at Han ikke med det samme ville give hans efterkommere det forjættede land. Der måtte først gå godt fire hundrede år før ’amoritternes [kana’anæernes] syndeskyld var fuldmoden’. (1 Mos. 15:13-16) Da dette tidsrum var gået, viste kana’anæernes religiøse skikke — der indbefattede sådanne ting som kultisk prostitution og børneofringer — at ’deres syndeskyld var blevet fuldmoden’. Med rette bød Gud Israel rense landet. — 3 Mos. 18:1, 24-30.

På lignende måde tjente den tidsperiode på flere hundrede år før Jesus fremstod, til at forberede ydmyge jøder til at tage imod ham. Men i det store og hele forhærdede denne periode nationen så den forkastede Messias. Med tiden gled jøderne bort fra den rene tilbedelse af Jehova. (Matt. 15:1-9) Da Jesus kom, fik de ham slået ihjel. Tiden havde ikke blødgjort nationen som et hele. Den fik jødernes urette tilbøjeligheder til at springe ud i fuldt flor. Da Gud holdt op med på en særlig måde at tage sig af Israel, var det fuldt fortjent. — Matt. 3:10-12.

I dag — Gud afventer det rette tidspunkt til at gribe ind igen

I vor tid kan vi på lignende måde regne med at Gud afventer det rette tidspunkt til at hans søns rige fjerner alle rivaliserende regeringer og sådanne tilstande som ondskab, krig, lovløshed og undertrykkelse, og bringer jorden tilbage til en paradisisk tilstand. (Ef. 1:10) Bibelen omtaler et tegn som Jesus nævnte da han var på jorden, et tegn der skulle markere afslutningen på den nuværende tingenes ordning. Dette tegn er blevet opfyldt siden 1914.

Hele dette tegn, som når sit højdepunkt med ’den store trængsel’ og afslutningen på denne tingenes ordning, vil vise sig før den generation der oplevede 1914, er forsvundet. (Se Mattæus, kapitlerne 24 og 25, Markus 13 og Lukas 21.) Imidlertid sagde Jesus også at ingen andre end Gud kendte „den dag og time“ da ’den store trængsel’ ville finde sted. Vi kan være sikre på at Jehova vil gribe ind — men ikke før alle tegnets enkelte dele har udviklet sig som de skal, og hans nøje fastsatte tid er kommet. Det er grunden til at han endnu ikke har gjort ende på denne tingenes ordning.

Lad os for eksempel antage at Jehova havde udslettet denne tingenes ordning for hundrede år siden. Man kunne så have rejst den indvending at Gud ikke havde givet menneskene tilstrækkelig tid til at løse deres problemer, noget som måske ville være lykkedes med den forfinede teknik der da var under udvikling.

Men nu har Gud givet menneskene rig lejlighed til at løse deres problemer. Enhver tænkelig mulighed er blevet prøvet. Som følge heraf er selv mennesker af denne tingenes ordning tvunget til at indrømme at de problemer de står over for, ikke kan løses ved menneskers hjælp. Kun Gud kan gøre det. I tidsskriftet BioScience hed det i en artikel om den „globale krise“ menneskeheden står ansigt til ansigt med:

„Symptomer [på en sådan krise], både økologiske og sociale, ses tydeligt i næsten hvert eneste land på jorden: luft- og vandforurening, kemisk forurening af fødevarekæder, byernes forfald, konstant sult og mangel på fødevarer, tiltagende stofmisbrug og alkoholisme, stigende ungdomskriminalitet, flere forbrydelser og selvmord, og en følelse af håbløshed der overskrider landegrænser og grænser for politiske systemer. Det er imidlertid sådan at miljøkrisens enorme dimensioner . . . gør det vanskeligt for os klart at se problemets art og dets årsager, for ikke at tale om dets løsning.“

Intet menneske har grund til at anklage Gud for de tider han har fastsat. Alt i Jehovas skaberværk vidner om hans sans for omhyggeligt at beregne tiden. Desuden er de perioder hvori Gud tilsyneladende ’tøver’, i virkeligheden til gavn og velsignelse for menneskene. Lær i den tid der er tilbage før Gud lader ’den store trængsel’ bryde løs, hvordan du kan blive bevaret gennem den og komme ind i Guds retfærdige nye orden. Ved at studere sammen med Jehovas vidner kan du finde ud af hvordan du kan opnå de evige velsignelser, som Gud har i beredskab til dem der elsker det der er ret. — Ap. G. 17:31; 2 Pet. 3:9, 15.

[Illustrationer på side 27]

Gud skabte asters til at blomstre om efteråret . . .

. . . andre planter blomstrer kun om foråret

[Illustration på side 28]

Fuglene trækker bort til deres bestemte tid

[Illustration på side 29]

Messias fremstod til den fastsatte tid — efter at der var truffet forberedelser