Religionen og atomalderen

„Men de sagtmodige skal tage jorden i eje, og de skal i sandhed finde udsøgt glæde i et overmål af fred.“ — Sl. 37:11, NW.

 1. Hvilke alvorlige spørgsmål er menneskene i vore dage stillet overfor? Hvad forsikrer Skaberen os imidlertid om?

HVORDAN vil jordkloden se ud om hundrede år? Det er et alvorligt spørgsmål. Vil atomalderen forvandle vore børnebørns liv til en trykknaptilværelse? Vil jorden og dens nærmeste omgivelser til den tid stadig være skuepladsen for en strid mellem kommunismen og kapitalismen, eller mellem disses arvtagere? Eller vil jordkloden være blevet reduceret til en udbrændt slagge? Der er folk som endogså forudsiger at menneskeheden vil være gået til grunde inden for de næste ti år! Vi kan imidlertid være ganske trygge: om ti, om hundrede og om tusind år vil jordkloden og menneskene stadig bestå. Det forsikrer ophavet til al sand profeti, jordens Skaber, os om idet han siger at han „ej skabte den øde, men danned den til at bebos“. — Es. 45:18.

 2. Hvilke vidtrækkende forandringer har fundet sted i løbet af de sidste hundrede år?

² Hvis jorden til stadighed skal være menneskets bosted, hvad kan man så vente atomalderen vil bringe? Vil omskiftelserne i de menneskelige forhold foregå i et øget tempo, således som det er sket i de sidste hundrede år? I dette korte tidsspand er mennesket gået direkte fra hestekærre-epoken ind i astronaut-epoken. Især siden 1914 er der sket store omvæltninger der har rystet hele verden. To store verdenskrige har raset på jorden. Kongedømmer er gået til grunde, og verdensriger er sunket i grus. Kommunismen har siden sin opkomst under den første verdenskrig grebet om sig, og i dag omfatter den en tredjedel af jordens beboere og har indledt en magtkamp med kristenhedens kapitalistiske stater. Kristenheden er på sin side gået i spidsen for at oprette først Folkeforbundet og siden hen De forenede Nationer, og har derfor håbefuldt opløftet røsten med ord som: „’Fred, fred!’ skønt der ikke er fred.“ — Jer. 6:14.

 3. I hvilken retning er verdens religion kommet til kort?

³ Hvor mærkeligt det end kan lyde, gives svaret på atomalderens store spørgsmål af — RELIGIONEN. Man vil sikkert spørge: Hvordan kan det have sin rigtighed eftersom religionens anstrengelser for at standse atomkapløbet fuldstændig mislykkedes? Verdens religion står splittet og kraftesløs, og kristenheden støtter sig hovedsagelig til menneskers materialistiske opfattelser og ikke til Guds ord. (Jer. 2:13) De mange retninger inden for katolicismen, protestantismen og de såkaldt hedenske religioner er stadig ikke nået til enighed, og den herskende forvirring øges blot af de nye religionssamfund der kommer til. Atomvåbnene hober sig op i arsenalerne, og det er forgæves folk henvender sig til lederne af religionssamfundene, hvad profeten Ezekiel forlængst forudså: „Der opstår angst; man søger redning, men finder den ikke. Uheld følger på uheld, rygte på rygte; man skal tigge profeten om et syn, præsten kommer til kort med vejledning og de ældste med råd.“ — Ez. 7:25, 26.

 4. Kan den røde religion anvise vejen til fred?

⁴ Og alligevel siger vi at det er RELIGIONEN der har løsningen på vore problemer. Mener vi hermed kommunismens røde religion? Bestemt ikke! Det er rigtigt at kommunismen i store dele af verden har pløjet de traditionelle religioner under jorden og i stedet har etableret en statskult og en heltedyrkelse. Fotografier som aviserne har bragt af moskovitter der i store skarer hylder billeder af astronauter (såsom „himmeltvillingerne“ der var ude i rummet i august 1962), viser hvor stærkt et tag den kommunistiske religion har i befolkningen. Kommunismen har desuden sagt farvel til sådanne ædle egenskaber som kærlighed, godhed, sandfærdighed, retfærdighed og fordragelighed, og praler i stedet højlydt af sin overlegenhed på atomvidenskabens område. (Sl. 85:11) Med følgende ord gav en kendt journalist for nylig udtryk for sin mening om hvad der kunne hænde den kommunistiske religion: „Selve det at både russerne og kineserne bekender sig til den kommunistiske religion behøver ikke at betyde at de ikke kan blive indblandet i en alvorlig strid. Vi bør ikke glemme hvor hidsigt religionskrigene er blevet ført i kristenheden. Vi der, forhåbentligt da, har den slags krige bag os, skal ikke blive overrasket over at se dem bryde ud blandt kommunisterne.“a Hvad enten det nu kommer så vidt eller ej, er én ting sikker: den røde religion viser ikke vejen til fred.

 5. Hvilken skæbne venter der verdens religion?

⁵ Hvis det er RELIGIONEN der har løsningen på atomalderens problemer, må det være en religion der intet har tilfælles med de tusinder modstridende fraktioner inden for kristenheden, de hedenske religioner og kommunismen. Verdens religioner har ikke skabt fred på jorden. Det er forudsagt at de skal forgå sammen med de atommagter som de har plejet venskab med. I Åbenbaringsbogens syttende kapitel beskrives religionen som en skøge der rider på FN-„dyret“, og derefter udmales det hvorledes den tilintetgøres af de „horn“ der skyder frem fra selve den organisation den stod „gudmoder“ til. Den eventuelle sejr disse radikalistiske „horn“ vinder, bliver kortvarig, for også de vil blive grebet af panik når de indhentes af Guds dom i Harmagedon. (Åb. 16:14, 16; Hag. 2:21, 22) Det varsler ulykke for dem der tilbeder menneskeskabte guder eller krigsguden, de som sætter deres lid til interkontinentale raketter, rumraketter og asteroidbomber! — Sl. 20:8.

 6. Hvilken religion vil bestå, og hvilke løfter kan den give?

⁶ Den RELIGION som vil bestå, er ikke en del af den verden, der er dømt til undergang. Den er ikke en ny religion. Den var til i lange, lange tider før kommunismen, protestantismen, katolicismen, muhamedanismen og orientens ældgamle religioner kendtes. Vi taler nemlig om menneskets oprindelige religion, den der lover noget langt bedre end menneskehedens udslettelse i en atomkrig, for denne religion stoler på den almægtige Gud, som siger: „En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet [jorden, NW], de fryder sig ved megen fred.“ — Sl. 37:10, 11.

 7. Hvad er det som afstikker den eneste vej til frelse?

⁷ Tro på Skaberen, den sande religions Gud, er af livsvigtig betydning nu i atomalderen, for troen afstikker den eneste vej til frelse. „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ — Hebr. 11:6.

„Tro, at han er til“

 8, 9. (a) Hvem har Gud benyttet til at nedskrive sine hensigter? (b) Hvilken profet var den første der blev inspireret til at skrive, og hvilke forudsætninger havde han?

⁸ Tro på den sande Gud er en forudsætning for at kunne overleve. Gud, der forudså de vanskelige tider menneskene ville komme ud for, har tilvejebragt grundlaget for at de kan tro på ham, idet han har ladet nedtegne en overbevisende beretning om sine værker og hensigter. Gud talte i de ældste tider mange gange til fædrene ved profeterne (Hebr. 1:1), og disse ord lod han udførligt nedskrive til gavn for os i dag. Disse ord udgør Bibelen. „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ — Rom. 15:4.

⁹ Den første profet Gud benyttede til at udfærdige en inspireret skreven beretning som den skulle indgå i Bibelen, var Moses. Hvordan kunne Moses besidde de fornødne kvalifikationer? Var det fordi han havde en højere uddannelse i „al ægypternes visdom“, idet man erindrer sig at ægypternes kultur var en af oldtidens højeste? (Ap. G. 7:22) Denne uddannelse har uden tvivl givet ham en ikke ringe almenviden, men det som virkelig talte var den religiøse undervisning han i de spæde år modtog af Jokebed, hans egen hebraiske moder. (2 Mos. 2:1-10) Og da han blev tvunget til at afgøre om han fortsat ville nyde et behageligt, materialistisk liv i luksus i Faraos hus eller dele lod og skæbne med Guds forfulgte folk, valgte han „i tro“ det sidste, det vanskeligste. — Hebr. 11:23-28.

10. Hvad samlede og redigerede Moses, og under hvis ledelse gjorde han det?

¹⁰ Moses havde tro på Gud, og de ord Moses skrev bør styrke vor tro. Ledet af Guds inspiration redigerede han de første beretninger mennesker har skrevet og samlede dem i det der nu kaldes Første Mosebog. Den omfatter blandt andet „himmelens og jordens skabelseshistorie“ og „Adams slægtsbog“, der blev affattet af det første menneske. (1 Mos. 2:4; 5:1) Moses var „sagtmodigere end noget andet menneske på jorden“ og rettede sig i et og alt efter de instruktioner han modtog fra Gud gennem dennes usynlige virkekraft for at kunne fremstille en varig og pålidelig beretning om Guds skaberværk. Han hørte til de troens mænd der, drevet af Guds hellige ånd, udtalte hvad de fik fra Gud. — 4 Mos. 12:3; 2 Pet. 1:21.

11. Hvilken omstændighed i forbindelse med skabelsesberetningen styrker vor tro?

¹¹ Den skabelsesberetning Moses affattede har stået urokket i næsten 3500 år trods den voldsomme kritik der er blevet rettet imod den! Dette indgyder os tro på at Gud har inspireret sit ord. Den eksakte videnskab fremlægger bevis på bevis for rigtigheden af den skabelsesberetning Gud selv er ophav til. Det er indlysende at den må være sand, eftersom Gud, der selv går videnskabeligt til værks og som har skabt de love universet hviler på, naturligvis ikke kan give en fejlagtig skabelsesberetning. Det styrker i høj grad vor tro at vide at beretningen i Første Mosebog er ganske nøjagtig og aldrig har trængt til revision! — Mal. 3:6.

12. Hvordan har Første Mosebog 1:1 fået oprejsning?

¹² En af videnskabens grundsætninger går ud på at den enkleste forklaring af et fænomen almindeligvis viser sig at være den korrekte. Den første udtalelse i Bibelen er ganske enkel og samtidig siger den dog så meget: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mos. 1:1) Nogle har ganske vist søgt at bevise den teori at universet slet ikke havde en begyndelse, at det fortsætter i tid og rum og at stjernehimlene er ældre end jorden, og så videre. Men i de seneste år har udforskningen af det ydre rum ved hjælp af 100-tommer teleskopet og kunstige satellitter tvunget kritikerne til et tilbagetog så de må give Moses ret i hvad han sagde for 3500 år siden. Udforskningen af himmelrummet har vist at universet, der siges at være mellem fem og seks milliarder år gammelt, stadig udvider sig, at alle rummets legemer bevæger sig i stor hast bort fra hinanden som følge af den ene oprindelige skabelseseksplosion! Den første og den vældigste kerneeksplosion, hvis det var sådan det virkelig skete, havde et viist formål, idet den medførte dannelsen af det uhyre stoflige univers der fremtræder ordnet og hensigtsmæssigt. I sammenligning hermed er de eksplosioner mennesker har iværksat i den nyindledte „atomalder“ ubetydelige og af ødelæggende karakter!

13. Hvilke videnskabelige opdagelser ser ud til at harmonere med Første Mosebog 1:2, 3?

¹³ „Jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over vandene.“ (1 Mos. 1:2) Sådan stod det til milliarder af år efter den oprindelige skabelsesakt. Og atter drager ateistiske videnskabsmænd i leding, ikke alene mod tanken om at Gud benyttede sin virkekraft, men også mod udtalelsen om at „der var mørke over verdensdybet“. For det første kunne man så spørge: Hvis det ikke var Guds virkekraft der gav mineral-, plante- og dyreverdenen den orden og hensigtsmæssighed som præger den, hvilken kontrolleret kraft kunne da have gjort det? Og for det andet, tvinger ikke de kraftige teleskoper kritikerne til at ændre deres opfattelse med hensyn til det „mørke“ der omtales i Første Mosebog? Med disse teleskoper har man opdaget mægtige himmelsystemer, rummets mørke „diffuse tåger“, i hvilke man siger at der senere dannes en klar, skinnende sol som giver lys til de nærmeste himmellegemer. Dette stemmer med Moses’ udtalelse: „Og Gud sagde: ’Der blive lys!’ Og der blev lys.“ — 1 Mos. 1:3.

14, 15. Hvilke andre videnskabelige kendsgerninger om skaberværket giver os et vidnesbyrd om Skaberens overlegne visdom?

¹⁴ Således kunne vi fortsætte vers for vers igennem den del som beskriver perioden med de seks skabelsesdage, der ifølge andre udsagn i Bibelen må have været 7000 år lange.b Videnskaben er nu i overensstemmelse med Bibelen, idet den bekræfter den af Moses nævnte rækkefølge: det tørre lands tilsynekomst, jorden dækkes af plantevækst, de lysende legemer på himmelens hvælv kommer til syne, og levende sjæle i form af fisk, fugle, dyr og mennesker bliver til. Den videnskabelige forsknings resultater har ført til at man må afskrive Darwins teorier og acceptere den store Videnskabsmands ældgamle udtalelse om at han skabte alt levende „efter sin art“, hvilket kun muliggør at det ændrer sig eller formerer sig inden for de grænser Gud har fastlagt. (1 Mos. 1:11, 12, 21, 24, 25) Men det er ikke ensbetydende med at formeringen resulterer i samlebåndsfabrikerede, ensformede nye individer, for der gaves rum for mangfoldige variationer inden for hver art.

¹⁵ Mennesket er kronen på hele Guds jordiske skaberværk og vidner om Guds vidunderlige skaberevne. Gud skabte menneskene på et højere stade end dyrene og skænkede dem visdom så de kunne forstå åndelige og moralske værdier samt føle kærlighed til deres Skaber og deres medmennesker. De blev på en vidunderlig måde udrustet til at efterkomme det påbud Gud gav dem: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør Eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ (1 Mos. 1:26-28) Mennesket blev skabt til at leve på jorden, ikke på månen eller ude i rummet.

16. Af hvilken grund kan Gud, Skaberen, ikke være ophav til de indbyrdes modstridende religioner på jorden?

¹⁶ Den harmoni der præger skaberværket vidner om at Gud hylder lov og orden. Mange mennesker vil overbevisende hævde Guds eksistens med en henvisning til den orden man kan iagttage i alt det skabte. Ud fra samme argument burde de anerkende at den religionsforvirring man i dag kan iagttage på jorden, tydeligt viser at alle religioner ikke kan være fra Gud. „Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.“ (1 Kor. 14:33) Gud havde ikke i sinde at lade menneskene dyrke mere end én religion, en realistisk og praktisk religion der forenede alle mennesker og samlede dem som børn omkring deres himmelske Fader. Denne religion skulle de ikke dyrke ved at foretage mystiske handlinger og ceremonier eller ved at synge messer. Nej, de skulle i taknemmelighed og kærlighed tjene Gud, Skaberen, således som hans vilje foreskrev det. — 1 Joh. 2:17.

17. Hvorledes fik den falske religion sin begyndelse, og hvilke frugter har den avlet?

¹⁷ Det første menneske var til at begynde med Guds lydige søn. Det ulykkelige er at han senere med fuldt overlæg kastede vrag på sin tro og religion, og i oprørskhed gik over til en anden. Som følge heraf har den falske religion fået et greb i de fleste mennesker og de er blevet holdt i mørke så de ikke har kunnet se den sande Gud og den sande religion. (2 Kor. 4:4) Atomalderens problemer er slutresultatet af alle de frugter den falske religion igennem tiderne har avlet. — Matt. 7:15-20.

18. Hvad er det de fleste mennesker er uvidende om med hensyn til Gud, Skaberen?

¹⁸ Mange mennesker erkender at der findes en Gud og Skaber. Spørger man dem imidlertid om de ved hvad han hedder, bliver de én svar skyldig. De er ikke klar over hvem han er. Nogle mener at det er Jesus Kristus. Bibelen viser imidlertid at Jesus er „det trofaste og sande vidne, Guds skaberværks begyndelse“. (Åb. 3:14, NW) Andre er af den opfattelse at Gud, Jesus og „den hellige ånd“ udgør en treenighed, og at Jesus i virkeligheden var både Gud og menneske mens han levede på jorden. Men Bibelen erklærer at Jesus kun var menneske mens han var på jorden: „Thi der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus.“ (1 Tim. 2:5) Den tanke at Jesus på jorden både var Gud og menneske, stammer faktisk fra „hedenskabet“. Den gjorde sig således stærkt gældende inden for den romerske religion, der betragtede kejseren som en legemliggjort gud. Noget lignende kendes fra den nu afskaffede kejserdyrkelse i Japan, hvor man kaldte kejseren for „arahito-Gami“, hvilket vil sige „gud i menneskeskikkelse“. Eftersom der i hele verden hersker så stor forvirring med hensyn til hvem den sande Gud og Skaber er, må det siges at være af største betydning for troen at Gud kendes ved sit navn.

Troen på hvem han er

19. Hvilket navn bærer Gud, og hvorledes ærede Moses det?

¹⁹ Moses skrev foruden den trosstyrkende skabelsesberetning også meget om Gud Skaberen og dennes frygtindgydende navn. Ved en lejlighed lod Gud Moses stille sig i en klippespalte, hvorefter Gud passerede forbi mens han forkyndte sit navn. Lød det „Herren, Herren“? Nej, Gud forkyndte navnet „Jehova, Jehova“, og beskrev derpå de ærværdige egenskaber som navnet er garant for. (2 Mos. 33:21–34:7) Efter at Moses havde oplevet en lang række begivenheder som styrkede hans tro, havde han al mulig grund til at ære Jehovas navn: „Thi [Jehovas] navn vil jeg forkynde, ære skal I give vor Gud! Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje, er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ — 5 Mos. 32:3, 4.

20. Hvorfor er det så vigtigt at kende Guds navn?

²⁰ Som Moses’ inspirerede udtalelser viser, bærer Gud et navn der bør æres og prises. Med hebraiske bogstaver skrives det יהוה, og man formoder at det blev udtalt Yahweh, der skulle være en gengivelse af navnet med latinske bogstaver. På engelsk skrives det Jehovah, på spansk Jehová og på japansk Ehoba. Selv om navnet udtales forskelligt fra land til land, er det dog let kendeligt, og tjener således til at skelne universets Herre og Skaberværkets Gud fra alle de ubetydelige herrer og guder der kendes fra Bibelens historie og verdenshistorien. Navnet har sin egen særlige betydning: „Jeg skal vise mig at være det som jeg skal vise mig at være.“ (2 Mos. 3:14, NW) Da Jehova udfriede Israel fra Ægypten som et folk for sit navn, slog Ægypten med svære plager og til sidst tildelte Ægyptens elitehær et tilintetgørende nederlag i Det røde Hav, tilkendegav han hvordan han engang i fremtiden ville rense sit navn. Det var ikke så mærkeligt at „folket frygtede [Jehova]“ og „troede på [Jehova] og på hans tjener Moses“. — 2 Mos. 14:28-31; Ap. G. 15:14.

21. Hvordan ringeagter mange af nutidens religioner Guds navn?

²¹ Der er mange religioner, især inden for kristenheden, hvis tilhængere siger at de tror på Bibelen men ikke desto mindre undlader at fæste lid til Jehova Gud, Skaberen. De påstår at de tror på Gud, men de vil ikke høre tale om at Jehova er deres Gud. De godtager hvad Moses skrev om skabelsen men afviser hvad han skrev om Gud. De foretrækker at tilbede en mystisk treenig gud, en „inkarneret Gud“ eller en navnløs Herre. Så ømfindtlige over for navnet „Jehova“ er de, at de sletter det af de nye oversættelser af Bibelen. I stedet for „Jehova“ skriver de „Herren“ eller „Gud“. Det er en fortolkning og ikke en oversættelse af navnet. Man „trækker noget fra“ Guds ord og krænker således direkte den befaling Jehova gav ved Moses ifølge Femte Mosebog 4:2.

22. Hvad anfører en oversættelseskomité som grund for at den har udeladt Guds navn? Kan man sige at det er en gyldig grund?

²² Den timandskomité der blev nedsat af fællesudvalget for Englands kirker har således ved sin formand, professor Godfrey R. Driver, udtalt at navnet „Jehova“ ikke vil forekomme i den nye oversættelse af Det gamle Testamente. Hvorfor vil det ikke det? Fordi „ordet ’Jehova’ (er) en solecisme der vandt indpas i 1502“, siger professor Driver.c Hvis ordet „Jehova“ er en „solecisme“, det vil sige dårligt sprogbrug, en forvanskning af det oprindelige ord, ville det så ikke have været ærligere om oversætterne havde skrevet Guds navn i dets oprindelige form? Som navnet udtales på engelsk og andre sprog har det vundet anerkendelse fordi det har været udtalt på den måde igennem lange tider. Det er latterligt nu at komme og sige at det skal udelades fordi det udtales forkert! Hvis det argument skal holde stik må man også udelade navnet „Jesus“, der jo også er en solecisme, eftersom det er den græske forvanskning af det hebraiske navn „Jehoshuah“. Hvis denne tankegang skal følges må man indsætte ord som „han“ og „hun“ eller andre identitetsfordunklende stedord for mange andre navne hvis oprindelige udtale er gået tabt i oversættelsen. Det ender med at sådanne oversættere en skønne dag leverer en oversættelse uden navne, af frygt for at navnene skal udtales forkert!

23. Hvad er imidlertid den egentlige årsag til at man udelader Guds navn?

²³ Hvorfor denne tilbageholdenhed over for brugen af Guds navn? Af den gode grund at kristenhedens store religioner slet ikke sætter deres lid til Skaberen, Jehova Gud. I stedet håber de på at vestens nationer og disses kernevåben skal sikre deres beståen. De har valgt „den religion de foretrækker“ og føler ikke at de har nogen forpligtelser over for Jehova, Bibelens Gud. På denne måde har de taget parti for den rivaliserende gud der er ophav til jordens brogede sektvirvar, ham som Jehovas fornemste vidne, Jesus Kristus, kaldte „løgnens fader“. (Joh. 8:44) De går glip af den velsignelse som Moses profetisk udtalte over det åndelige Israels kristne nation: „Lyksalig er du, Israel, hvo er som du, et Folk, frelst af Jehova; han er din Hjælps Skjold og den, som er din Højheds Sværd.“ — 5 Mos. 33:29, Kalkar.

24. Hvorfor kan man sige at „Guds Israel“ er lykkeligt?

²⁴ Lykkeligt er i dag „Guds Israel“, Jehovas kristne vidner, der er blevet „frelst af Jehova“. De ser tillidsfuldt frem til den tid da deres „Højheds Sværd“ i Harmagedon vil fjerne atomalderens problemer når han opløser alle de krigeriske nationer og tilintetgør deres udryddelsesvåben. I tro opløfter de deres røst i en sejrssang, i lighed med hvad Moses gjorde dengang Jehova ved et mirakel skaffede Israel sejr ved Det røde Hav. „[Jehova] er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min faders Gud, og jeg vil ophøje ham. Hvo er som du blandt guder, [Jehova], hvo er som du, herlig i hellighed, frygtelig i stordåd, underfuld i dine gerninger! [Jehova] er konge i al evighed!“ — 2 Mos. 15:2, 11, 18.

25. Hvilke tanker indeholder „Moses’, Guds tjeners, sang og Lammets sang“?

²⁵ Ja, Jehova skal herske som konge for evigt. Allerede i 1914 overdrog han magten i sit himmelske rige til sin søn, Kristus Jesus, Guds lam. Kristi efterfølgere, af hvilke mange er blevet oprejst og nu har del i Rigets herlighed sammen med ham, synger „Moses’, Guds tjeners, sang og Lammets sang: ’Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge! Hvem skulle ikke frygte dig, Herre! og prise dit navn? Thi du alene er hellig; ja, alle folkene skal komme og tilbede for dit åsyn, fordi dine retfærdige domme er blevet åbenbaret.’“ — Åb. 15:3, 4.

26. Hvilken tro antager retfærdselskende mennesker?

²⁶ Retfærdselskende mennesker fra alle nationer har i vore dage antaget den sande religion, tilbedelsen af Jehova, og er ivrigt optaget af at vidne om hans retfærdige domme. De er endvidere kommet til tro på at det offer Guds lam bragte vil skænke dem evigt liv. Det vil for dem betyde en rig og lykkelig tilværelse på jorden hvor de skal samarbejde med Gud og fuldføre hans vilje, der er at jorden skal forvandles til den smukkest tænkelige park. De mennesker der overlever Harmagedon vil tillige med deres børn og børnebørn høste evige glæder af at dyrke den sande religion, der består i at tilbede og tjene Jehova. Også deres fædre og deres fædres fædre vil erfare denne glæde, og det samme vil alle andre som i menneskehedens årtusinder gamle historie er blevet lagt i graven og som Jehova vil give liv på ny gennem en opstandelse. (Joh. 5:28, 29) Alle de mennesker der vælger at dyrke den sande religion på jorden vil opnå en evig og frydefuld tilværelse til ære for det største navn der nævnes kan — JEHOVA. — 2 Mos. 3:15.

[Fodnoter]

[Illustration på side 488]

Videnskaben er nu i overensstemmelse med skabelsesberetningen i Bibelen