Livets vej eller dødens vej?
„Og sig til dette folk: ’Så siger [Jehova]: Se, jeg forelægger eder livets vej og dødens vej.’“ — Jer. 21:8.
1. Hvilke spørgsmål opstår der med hensyn til om vi nu står over for valget mellem „livets vej“ og „dødens vej“?
ER DET virkelig tilfældet? Gælder det os alle? Står hele verden nu over for valget mellem „livets vej“ og „dødens vej“? Hvordan kan vi sige det? Er døden ikke menneskets uundgåelige lod? Og hvorfor er den nuværende situation da forskellig fra den menneskene tidligere har befundet sig i? I tusinder af år har mænd, kvinder og børn måttet dø. De har ikke haft noget andet valg. Hvordan kan vi da sige at vi nu, i vor tid, står over for valget mellem „livets vej“ og „dødens vej“? Hvilken mulighed har vi for at undslippe den gamle fjende DØDEN?
2, 3. (a) Hvornår stod en hel verden, ifølge historien, over for valget mellem livet og en pludselig død? (b) Hvad gjorde det muligt dengang at vælge mellem livet og døden?
2 Det er imidlertid ikke første gang at en hel verden af mennesker har stået over for valget mellem livet og døden, en pludselig død der ville ramme dem alle på én gang. Historikere peger tilbage på en tidligere lejlighed hvor det samme var tilfældet. En historiker siger således: „Fra gammel tid var [der] himle til samt en jord der var fremstået kompakt af vand og midt i vand ved Guds ord; og ved disse vande led den daværende verden undergang da den blev oversvømmet af vand.“ — 2 Pet. 3:5, 6.
3 Denne historiker, den kristne apostel Peter, skrev her om den verdensomspændende vandflod på Noas tid. Blev den daværende verden stillet over for valget mellem livets vej og dødens vej? Ja afgjort! Det var et spørgsmål om man i vantro valgte at forblive uden for den ark Noa og hans familie havde bygget og dermed ikke overlevede vandfloden, eller om man gik ind i arken sammen med Noa og hans familie og således undslap en voldelig død sammen med den ugudelige verden.
4, 5. (a) Hvorfor er vi alle i live i dag trods vandfloden på Noas tid? (b) Hvorfor bør vi tage ved lære af det der skete med Noa og hans familie?
4 Tidligere i det samme brev skrev apostelen Peter: „Og han [Gud] . . . skånede [ikke] en gammel verden, men bevarede Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv andre, da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige.“ — 2 Pet. 2:5.
5 Fordi Noa og hans familie valgte livets vej før vandfloden brød løs, er vi her i dag, mere end fire tusind tre hundrede år senere. Vi bør ikke undlade at tage ved lære af det der skete med Noa og hans familie. Hvorfor ikke? Fordi Bibelen har forudsagt at der vil komme en lignende afslutning for den ugudelige verden af mennesker der nu er vokset op og bor på hele jorden.
6. Hvorfor er det nu mere påkrævet end nogen sinde at vi vælger „livets vej“ og forkaster „dødens vej“?
6 Efterhånden som den forudsagte afslutning nærmer sig, vil vi selvsagt blive stillet over for et valg i lighed med det Noa og hans familie måtte træffe. Den måde hvorpå Bibelens profetier er blevet opfyldt siden den første verdenskrigs begyndelse i 1914, hvor hedningetiderne udløb efter at have varet i 2520 år, har hjulpet dem der fordomsfrit studerer Bibelen til at forstå at vi lever i afslutningsperioden for den nuværende tingenes ordning. (Matt. 24:3) Nu, i 1979, er vi nået langt ind i endens tid for denne tingenes ordning. Det er derfor mere påkrævet end nogen sinde at vi nu vælger „livets vej“ og forkaster „dødens vej“. Det er den Gud som giver alle liv og ånde, der i sin barmhjertighed har stillet os over for dette valg.
7, 8. (a) På hvis tid blev mennesker stillet over for et lignende valg? (b) I hvilken udstrækning ønskede Jehova at denne profet skulle være en offentlig person?
7 Foruden vandfloden på Noas tid kan vi henvise til et andet historisk tilfælde hvor mennesker blev stillet over for valget mellem at bevare livet eller pludselig at miste det. Dette fandt sted i forbindelse med Israels folk, dengang Jeremias, Hilkijas søn, levede. (Jer. 1:1-5) Jeremias, der var både præst og profet, blev af Jehova Gud gjort til „profet for folkene“. Så selv om vi måske ikke hører til Jeremias’ eget folk, berøres vi alligevel af det som denne profet sagde og gjorde.
8 Den Gud der bemyndigede Jeremias som sin talsmand, ønskede at han skulle være en offentlig person, en der påkaldte sig kongers, fyrsters, præsters og folks opmærksomhed, ja endog en verdensherskers, nemlig Babylons konge Nebukadnezars, opmærksomhed. I vor tid påkalder Jeremias sig også verdens opmærksomhed, idet hans profetier er blevet nedskrevet og bevaret, så alle vi der lever i disse kritiske tider kan få gavn af at studere dem. — Jer. 1:18, 19; 39:11-14; jævnfør Romerbrevet 15:4.
9. Hvordan kan tiden siden 1914 sammenlignes med Jeremias’ tid, hvad politiske omvæltninger angår?
9 Den aldrende generation der har været øjenvidne til udviklingen i verden siden 1914, har set mange af nationernes herskere komme og gå. Jeremias var også vidne til politiske omvæltninger. Efter den gode kong Josias’ død i 628 f.v.t. så Jeremias tre af Josias’ sønner og en af hans sønnesønner følge hinanden på Juda riges trone. Efter at Josias’ søn Joahaz blot havde hersket tre måneder i Jerusalem, blev han fjernet, og hans broder Jojakim fulgte ham på tronen. Efter Jojakims bratte død i 618 f.v.t. herskede hans unge søn, Jojakin, tre måneder og ti dage og overgav sig så til Nebukadnezar, Babylons konge. Derpå gjorde Nebukadnezar den sidste af Josias’ sønner, nemlig Zedekias, til Judas konge. I det ellevte år af Zedekias’ onde styre faldt Jerusalem for babylonierne; Zedekias blev ført i fangenskab i Babylon, og Jerusalem og dets tempel lagt i ruiner. — 2 Krøn. 35:23 til 36:21, NW.
10. Hvorfor var det ikke nogen let opgave for Jeremias at forkynde Jehovas budskab, og hvem er han et opmuntrende eksempel for i dag?
10 Jeremias var vidne til et stadig større moralsk og religiøst forfald blandt disse sidste fire konger i Juda. Har vi ikke set et lignende sørgeligt forfald blandt de politiske herskere i de såkaldt kristne nationer? Det var ikke nogen let opgave for Jeremias at blive ved med at forkynde Jerusalems dom og det davidiske riges fald. Det har heller ikke været nogen let opgave for Jeremias-skaren i vor tid at forkynde Jehovas profetier om den frygtelige ødelæggelse der vil ramme kristenheden med alle dens kirkebygninger, katedraler og basilikaer, der nu er store turistattraktioner. Det er denne forkyndelse der gør Jeremias-skaren så ildeset og så forskellig fra kristenhedens præsteskab. Men fortidens Jeremias har været et opmuntrende eksempel for nutidens Jeremias-skare.
11. Hvad sagde Jehova at Jeremias skulle gøre og sige, som en understregning af det domsbudskab han forkyndte?
11 For at skildre Jeremias’ domsbudskab med en billedhandling sagde Gud engang:
„Gå hen og køb dig et krus hos pottemageren, tag nogle af folkets og præsternes ældste med [som vidner] og gå ud i Hinnoms søns dal ved indgangen til Potteskårporten og udråb der de ord, jeg taler til dig! Du skal sige: Hør [Jehovas] ord, Judas konger og Jerusalems borgere: Så siger Hærskarers [Jehova], Israels Gud:
Se, jeg sender over dette sted en ulykke, så det skal ringe for ørerne på enhver, der hører derom, fordi de forlod mig og gjorde dette sted fremmed og tændte offerild der for andre guder, som hverken de eller deres fædre før kendte til, og Judas konger fyldte dette sted med skyldfries blod, og de byggede ba’alshøjene for at brænde deres børn i ild som brændofre til Ba’al, hvad jeg ikke havde påbudt eller talt om, og hvad aldrig var opkommet i min tanke.“ — Jer. 19:1-5.
12. Hvad sagde Jeremias om Tofet i Hinnoms dal efter at han havde knust kruset?
12 Hvad var det for en „ulykke“ der ville få det til at ringe for ørerne på enhver der hørte derom? Det omtalte „sted“, der var blevet gjort til et helligt sted for falske guder, ville blive vanhelliget, idet afgudsdyrkerne ville blive dræbt der. (Jer. 19:6) Efter at Jeremias havde sagt dette, knuste han kruset mod jorden for øjnene af folkets og præsternes ældste og sagde:
„Således har hærstyrkers Jehova sagt: ’På samme måde vil jeg knuse dette folk og denne by, ligesom man knuser et pottemagerkar så det ikke mere kan repareres; og i Tofet vil man begrave folk indtil der ikke er mere plads til at begrave.’“ — Jer. 19:10, 11, NW.
13. Hvad forkyndte Jeremias derefter i templets forgård i Jerusalem?
13 Efter denne billedhandling i de ældstes påsyn var det på sin plads at et lignende budskab blev forkyndt for Jerusalems indbyggere. Jeremias lod derfor skårene af det knuste krus ligge ved Potteskårporten og gik nordpå gennem byen til templets forgård. Dér, omgivet af en stor skare tilhørere, sagde han:
„Så siger Hærskarers [Jehova], Israels Gud: Se, over denne by og alle byerne [i omegnen], der hører til den, sender jeg al den ulykke, jeg har truet den med, fordi de gjorde nakken stiv og ikke hørte mine ord.“ — Jer. 19:14, 15.
Religiøs forfølgelse og lønnen derfor
14. Hvad gjorde Pasjhur mod Jeremias, og hvorfor?
14 De ældste der havde set Jeremias knuse kruset i Hinnoms dal, og som havde hørt hans domsbudskab, følte sig ikke bemyndiget til at gøre ham noget. Men overopsynsmanden i templet, nemlig Pasjhur, præsten Immers søn, følte sig foranlediget til at gribe ind. De løgnagtige profetier han havde udtalt var ikke blevet bekræftet af Jeremias. Opfyldt af raseri slog Pasjhur ham i ansigtet og lod ham lægge i blokken i Benjaminsporten i templet, i den nordlige mur. Hvilken patriotisk handling! har mange der så det måske tænkt, for Pasjhur var pro-ægyptisk og stolede på at militærhjælp fra Ægypten kunne hindre opfyldelsen af Jehovas ord ved Jeremias om at babylonierne ville bringe ulykke over Juda rige. Men Pasjhurs patriotisme skaffede ham ingen fortjeneste hos Jehova. Han kæmpede imod Gud!
15. Hvad ændrede Jehova Pasjhurs navn til, og hvilken profetisk betydning havde det?
15 Næste dag, efter at Pasjhur havde sluppet Jeremias ud af blokken, havde Jehova et budskab til Pasjhur. Hans navn er en kombination af to hebraiske ord Pasj og Chur. Sammensat betyder disse ord „Hvad der er levnet rundt omkring“. Jehova inspirerede nu Jeremias til at ændre navnet Pasjhur, idet han spillede på navnets betydning:
„[Jehova] kalder dig ikke Pasjhur, men: Trindt-om-er-Rædsel [Skræk til alle sider, NW; hebraisk: Magormissabib]. Thi så siger [Jehova]: Se, jeg gør dig til rædsel for dig selv og for alle dine venner; de skal falde for deres fjenders sværd, og dine øjne skal se det. Og hele Juda giver jeg i Babels konges hånd; han skal føre dem til Babel og hugge dem ned med sværdet. Og jeg giver alt denne bys gods og al dens velstand og alle dens kostelige ting og alle Judas kongers skatte i deres fjenders hånd; de skal rane dem og tage dem og føre dem til Babel. Og du Pasjhur og alle, der bor i dit hus, skal gå i fangenskab. Du skal komme til Babel; der skal du dø, og der skal du jordes sammen med alle dine venner, for hvem du har profeteret løgn.“ — Jer. 20:3-6.
16. Hvilken vej ledte Pasjhur andre ind på, og hvad svarer dette til i dag?
16 Disse ord fra Jehova viser tydeligt at Pasjhur havde valgt at følge „dødens vej“. Ved sine falske profetier havde han også ført sine religiøse venner ind på denne vej. I vor tid bliver millioner af kristenhedens kirkegængere ligeledes ført ind på denne „dødens vej“. Dette skyldes imidlertid ikke nogen svigten fra Jeremias-skarens side.
17. Hvordan var det der skete ved stævnet i Cedar Point, Ohio, i 1919 en langt større handling end det at Jeremias knuste kruset i Hinnoms dal?
17 Jeremias understregede på en virkningsfuld måde Jehovas profeti ved at knuse lerkruset i Hinnoms dal. Jeremias-skaren har ved hjælp af langt større offentlige handlinger underrettet kristenheden om dens forestående dom. Tag for eksempel stævnet i Cedar Point, Ohio, U.S.A., i september 1919. For en tilhørerskare på 7000 holdt Vagttårnsselskabets præsident her et foredrag hvori han påpegede at gejstlighedens velsignelse af det da foreslåede Folkeforbund ville vise sig at være nytteløs. Denne internationale organisation der skulle opretholde freden og sikkerheden i verden, ville ikke indfri de forventninger man stillede til den. Folkeforbundet svigtede kristenheden i 1939, da den tyske diktator Adolf Hitler styrtede kristenheden ud i den anden verdenskrig.
18. Hvilket budskab forkyndte Jeremias-skaren i 1933?
18 Lad os som et andet eksempel tage året 1933. Dette år var blevet erklæret for et „helligt år“, fordi det var 1900-årsdagen for Jesu Kristi offerdød. Da paven bekendtgjorde dette, gav han løfte om en æra med fred og fremgang for hele verden og i særdeleshed for kristenheden, til trods for at Hitler var ved at tilrive sig magten som det republikanske Tysklands diktator. Men Jeremias-skaren drog modigt disse pavelige løfter i tvivl. Søndag den 23. april holdt Vagttårnsselskabets præsident et timesforedrag med titlen „Det hellige Aar — Dets Indvirkning paa Fred og Velstand“, der med radiostationen WBBR i New York som hovedsender blev transmitteret af en række radiostationer. Dette bemærkelsesværdige budskab fik en verdensvid udbredelse, da det blev gengivet i bladet The Golden Age for den 10. maj 1933 (på dansk i Ny Verden for august 1933). Der lød straks højlydte protester fra kristenhedens præsteskab, der greb til politisk pres og forfølgelse af Jeremias-skaren. Men dette „hellige år“ kunne ikke sikre freden og velstanden i verden, lige så lidt som de efterfølgende „hellige år“ i 1950 og 1975. Kristenheden står stadig over for tilintetgørelsen i den kommende „store trængsel“.
19. Hvordan finder Pasjhurs navneforandring og det ledsagende domsbudskab sit sidestykke i forbindelse med kristenhedens præsteskab i dag?
19 Det slag i ansigtet som templets overopsynsmand Pasjhur gav Jeremias, finder således sit sidestykke i dette tyvende århundrede. I lighed med denne patriotiske religiøse leder i fortiden, har kristenhedens præsteskab sat Jeremias-skaren i gabestokken. Hvorfor? For at udsætte den for offentlig skam og skændsel og hindre forkyndelsen af Jehovas hensigt med den hykleriske navnkristenhed, ja med al falsk religion og dens politiske forbundsfæller. Denne handling fik ikke noget lykkeligt udfald for Pasjhur dengang, og den vil heller ikke få det for kristenhedens præsteskab i dag. Jehova ændrede Pasjhurs navn til Magormissabib, der betyder „Skræk til alle sider“. En sådan „skræk“ ville forekomme i forbindelse med den forfærdelige ødelæggelse i 607 f.v.t. Pasjhur blev også dømt til at dø som fange i Babylon. Gejstligheden, der i vor tid har handlet ligesom Pasjhur, er blevet afsløret og dømt til evig tilintetgørelse.
20. Hvordan blev kristenhedens præsteskab i 1951 afsløret som en skare der var dømt til undergang?
20 Lige siden det første århundrede har kristne spekuleret på hvem eller hvad det var apostelen Paulus kaldte „fortabelsens søn“ eller „undergangens søn“. Men denne „lovløshedens hemmelighed“ skulle åbenbares når Jehovas tid var inde. (2 Tess. 2:3, 7, aut. da. overs.; NW) I 1951 udgav Jeremias-skaren derfor bogen Hvad Har Religion Betydet for Folkene? (på dansk i 1954). Bogen blev frigivet ved Jehovas Vidners internationale stævne i London samme år. Dens 25. kapitel handlede om „Rød religion og ’lovløshedens menneske’“. På siderne 331-333 læser vi om frafaldet:
Det var kort efter de tolv apostles død, at de kristne ledende mænd begyndte at falde fra den sande kristendom og danne den klasse eller det system, der betegnes ved „lovløshedens menneske“. Da apostlene nu var vel af vejen, kom den gruppe mennesker, der fremstilles ved dette lovløse menneske, ud på åben mark, og fulgte deres egen lovløse kurs. De ophøjede sig selv som en udskilt gejstlighed med magt til at bestemme over de bekendende kristnes interesser. Det klerikale ord havde større vægt end Guds skrevne ord. Præsteskabet satte menneskers traditioner og bud over Guds love og gjorde derved disse til intet. De antog titler som „Velærværdighed“, „Højærværdighed“, „Doctor theologiæ“ og for pavens vedkommende „vicegud“, ophøjede sig i deres templer, katedraler og kirkebygninger som værdige til at æres, og tilvendte sig således den tilbedelse og ærefrygt, der rettelig tilkom Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus. De gjorde påstand på at være Guds sønner, men de gjorde sig selv til guder eller mægtige over deres sognebørn og menigheder.
21. Hvad vil blive fjernet sammen med kristenhedens „undergangens søn“, og hvordan vil situationen være for dem der blot er kristne af navn?
21 Denne bog afslørede modigt at det frafaldne „lovløshedens menneske“ som forudsagt ville blive tilintetgjort i den kommende „store trængsel“ sammen med alle andre falske babyloniske religioner. Når kristenhedens „lovløshedens menneske“, „undergangens søn“, bliver fjernet, vil kristenheden selv også blive fjernet. Denne chokerende begivenhed vil skabe „skræk til alle sider“ hos dem der blot er kristne af navn, såvel som hos alle der bekender sig til ubibelske, ikke-kristne religioner. — 2 Tess. 2:8-12; se også bogen „Babylon den store er faldet!“ Guds rige hersker!, udgivet på dansk i 1972, kapitel 6, der indeholder kommentarer til Åbenbaringen, kapitel 17.
Må stille os på Guds eksekutionsstyrkers side
22. Hvordan kan vi undgå at blive tilintetgjort sammen med kristenhedens „undergangens søn“, som vist på Jeremias’ tid?
22 Vi har hermed fastslået at kristenheden følger „dødens vej“. Men der er endnu tid til at undslippe, så vi ikke bliver tilintetgjort sammen med kristenhedens „undergangens søn“. Tænk på Jeremias’ eksempel. Selv om han sad fængslet i kong Zedekias’ vagtforgård mens ulykker som hungersnød, pest og krig krævede deres ofre rundt omkring ham, overlevede han Jerusalems ødelæggelse og blev ikke ført i fangenskab i Babylon. De der frygtede Jehova og som sluttede sig til Jeremias, overlevede sammen med ham. I dag har vi også mulighed for at overleve.
23. Hvorfor var der intet grundlag for at Jeremias kunne overbringe kong Zedekias et gunstigt budskab fra Jehova?
23 I 609 f.v.t. nærmede de babyloniske angribere sig Jerusalem. (Jer. 21:13) Kong Zedekias, der var klar over dette, sendte et par mænd til Jeremias for at høre om han muligvis havde et gunstigt budskab fra Jehova. Men havde kong Zedekias grund til at forvente et godt budskab gennem Jeremias? I Jerusalem og i hele Juda rige rådede disse forhold, som Jehova gjorde opmærksom på: Man havde brudt Jehovas pagt med Israel, man tilbad andre guder, afsagde uretfærdige domme, plyndrede de hjælpeløse, undertrykte enker og faderløse, unddrog arbejderne deres løn, udgød uskyldigt blod og profeterede falsk. (Jer. 21:12; 22:3, 13-16; 23:14, 16) Jeremias måtte nødvendigvis lægge mod for dagen og frimodigt forkynde Jehovas uændrede domsbudskab for dem der havde krænket Guds pagt. — Jer. 21:1-7; 1:7, 8, 17.
24. Hvordan er Jeremias et glimrende eksempel for os der i dag skal forkynde Jehovas budskab for kristenheden?
24 Jeremias er i sandhed et glimrende eksempel for Jehovas vidner i dag! Overalt i kristenheden er forholdene elendige, både i religiøs, moralsk, social og retslig henseende, og der er intet håb om bedring. Som på Jeremias’ tid har Jehova med rene ord forkyndt sin dom over kristenheden. Han har bemyndiget Jeremias-skaren til at forkynde et lignende direkte domsbudskab for dem der i dag kan sammenlignes med fortidens Jerusalem og Juda. Jeremias-skaren må uden skånsel og uden vaklen gøre som han har påbudt den i sit ord.
25. Mod hvad marcherer alle jordens nationer nu, og hvilken forklaring gav bogen Verdensbefrielsen på hvad der skal ske der?
25 Alle nationer, også dem der hører til kristenheden, marcherer nu mod Harmagedon. Dette udtryk hentyder ikke til et voldsomt opgør mellem storkapitalen og arbejderne, et opgør der ville føre til anarki overalt i verden. Det er ikke en krig mennesker imellem, men noget langt mere alvorligt og katastrofalt. Det begyndte man at forstå i 1926. I bogen Verdensbefrielsen, der blev udgivet på engelsk ved det stævne som International Forening for Bibelstudium holdt i London i maj 1926, hed det:
De hellige tager ikke Del i den egentlige Kamp. Dette er Guds, den Almægtiges, Kamp, og Kampen ledes af hans elskede Søn, den Præst, Melkisedek var et Forbillede paa. For lang Tid siden skrev Jehovas Profet herom: ’Herren [Jehova] ved din højre Haand knuser Konger paa sin Vredes Dag. Han holder Dom iblandt Hedningerne, fylder op med Lig, knuser Hoveder over den vide Jord [eng. Overs.: Hovedet over mange Lande].’ (Psalme 110:5, 6) Han kæmper blandt andet for Folkets Frelse, for at de maa blive udfriet fra Undertrykkeren; og han kæmper for Guds salvede, for at det maa blive slaaet fast for alle, at de trofast har vidnet om Jehovas Navn. . . .
Saaledes er da Satans Rige blevet fejet bort fra Jorden og overgivet til Glemselen. Jehova Guds Navn er kommet til sin Ret. Men alt, hvad Mennesker kan fremføre for at skildre denne Herrens store og forfærdelige Dag, er kun tamme og matte Ord. — Side 277.
Lad ingen bedrage sig selv og tænke, at Slaget ved Harmagedon blot er en Kamp mellem Mennesker, eller at det kun er et Billede. Skriften viser afgjort, at det er en virkelig Kamp. Det er Guds, den Almægtiges, Krig, i hvilken han vil rense Jorden for det onde System, som Satan har brugt til at forblinde Folkene med gennem alle disse Aarhundreder. — Side 279; se også side 259, paragraf 1.
26. Hvad kan Jeremias-skaren, i lighed med Jeremias, ikke gøre for at behage verdens herskere i vor tid?
26 „Slaget ved Harmagedon“ vil danne afslutningen på „den store trængsel“ hvori den falske religions verdensimperium, kristenheden indbefattet, vil blive udslettet. (Åb. 16:13-16; 17:1-18) Jeremias-skaren kan ikke bagatellisere denne kendsgerning blot for at behage kristenhedens eller hele verdens politiske herskere, der er som Zedekias. Den må lydigt forkynde det budskab Jehova har overdraget den, ligesom Jeremias gjorde over for kong Zedekias.
27. Hvilke eksekutionsstyrker vil menneskene stå over for i den krig der udkæmpes ved Harmagedon?
27 I Harmagedon, krigen på Guds „store dag“, vil herskerne i denne tingenes ordning ikke stå over for mennesker men over for den almægtige Gud. De der patriotisk støtter de politiske ledere i denne tingenes ordning, vil stå over for eksekutionsstyrker som er underlagt Jehovas befaling. På Jeremias’ tid var eksekutionsstyrkerne de babyloniske hære under kong Nebukadnezar. I den kommende krig ved Harmagedon vil det være Jehovas hellige engle under hans søns, Jesu Kristi, ledelse. — Åb. 16:12; 19:11-21.
28, 29. Hvilket valg bør vi træffe, idet vi giver agt på Jehovas ord i Jeremias 21:8-10?
28 Kristenhedens herskere har handlet ligesom kong Zedekias af Jerusalem og har nægtet at ændre indstilling og blive forligt med Gud. Hvad kan vi jævne mennesker da gøre i betragtning af den forestående verdensødelæggelse? (Jer. 21:11, 12; 22:3-5) Vi må selv træffe et valg. Vi må personligt vælge at følge „livets vej“. Vi må hver især give agt på Guds ord gennem Jeremias:
29 „Og sig til dette folk: ’Så siger [Jehova]: Se, jeg forelægger eder livets vej og dødens vej. Den, som bliver i denne by, skal dø ved sværd, hunger og pest; men den, som går ud og overgiver sig til kaldæerne, der belejrer eder, skal leve og vinde sit liv som bytte. Thi jeg retter mit åsyn mod denne by til ulykke og ikke til lykke, lyder det fra [Jehova]; i Babels konges hånd skal den gives, og han skal opbrænde den med ild.’“ — Jer. 21:8-10.
30. Hvorfor var en jøde der dengang ’overgav sig til kaldæerne’, ikke upatriotisk eller forræderisk?
30 En jøde der ’overgav sig til kaldæerne’ som var draget imod Juda rige, handlede ikke upatriotisk eller forræderisk. Han handlede i lydighed mod Jehova Gud, Israels usynlige himmelske konge. Han fulgte „livets vej“, hvorimod de jødiske patrioter i ulydighed valgte at følge „dødens vej“.
31. Hvilken situation i det første århundrede mindede dette om?
31 Situationen mindede om den som de kristne jøder stod over for i det første århundrede efter vor tidsregning. Jesus Kristus havde forudsagt at den genopbyggede by Jerusalem ville blive ødelagt af de romerske hære, som han omtalte som „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“. — Matt. 24:15.
32. Hvilken vejledning gav Jesus sine indviede disciple?
32 Jesus gav derfor sine indviede disciple følgende vejledning: „Så vil enden komme. Derfor, når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den står på et helligt sted, (lad læseren bruge dømmekraft,) så lad dem der er i Judæa begynde at flygte til bjergene. Lad ikke den der er på taget stige ned for at hente hvad der er i hans hus, og lad ikke den der er på marken vende hjem for at hente sin yderklædning . . . for der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ — Matt. 24:14-22.
33. Hvad førte lydighed mod Jesu vejledning til i tiden mellem år 66 og 70, og hvad skete der med dem der lod hånt om den?
33 De troende kristne jøder adlød den vejledning deres Herre havde givet dem. Efter at de romerske hære havde trukket sig tilbage fra deres mislykkede angreb på Jerusalem og dets tempel i år 66, blev hele Judæa forladt af de kristne, hvis liv var i fare. De svigtede ikke den jødiske sag. De adlød deres Fører, Jesus Kristus, og den kurs de valgte var „livets vej“. De patriotiske jøder valgte „dødens vej“, og da de romerske hære under general Titus ødelagde Jerusalem i år 70, mistede 1.100.000 livet.
34. På hvis side vil de der elsker livet i en ny orden, uden tøven stille sig?
34 Hvad kan vi lære af disse historiske eksempler? Vi lever nu på den tid Kristi disciple kaldte „afslutningen på tingenes ordning“. „Denne generation“ står nu over for den ’store trængsel’ der aldrig har haft sin lige og som forbilledligt blev skildret ved Jerusalems ødelæggelse. Det er nu et spørgsmål om at vælge „livets vej“ eller „dødens vej“. Jeremias-skaren har valgt „livets vej“. Og den viser at andre kan gøre det samme. Alle der elsker det evige liv i en retfærdig ny orden, vil uden tøven drage nytte af denne gudgivne lejlighed til at vælge „livets vej“. De vil stille sig på Jehovas eksekutionsstyrkers side. — Matt. 24:3, 34.