Den kongelige Hyrde i bibelprofetien

 1. Hvad har verdens politiske „hyrder“ gjort ved deres befolkninger, og hvordan vil der blive rådet bod på dette?

DENNE verdens politiske „hyrder“ holder deres „får“ eller befolkninger adskilt i separate, nationale folde. Der findes ingen fælles fold for hele menneskeheden. Organisationen for verdensfred og sikkerhed, De forenede Nationer, har ikke formået at tilvejebringe en sådan altomfattende fold, selv om den nu har 152 medlemsnationer. Den tilfredsstiller ikke folkenes behov for én fold under én Hyrde. Kun Skaberen, som „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade“, kan tilvejebringe den tiltrængte Hyrde eller Hersker som kan samle alle folkeslagene i én fold. — Apg. 17:26.

 2, 3. (a) Hvorfor fandt Jehova det nødvendigt at afsætte de „hyrder“ der stammede fra kong David? (b) Hvorfor udråber Jeremias 23:1, 2 ve over disse hyrder?

² Med sit eget udvalgte folk, Israel, som eksempel viste Skaberen over for hele verden at intet ufuldkomment menneske i den nuværende tingenes ordning er i stand til at føre hele menneskeheden sammen som én hjord og være dens eneste hyrde. Denne utilstrækkelighed kendetegnede endog den række af konger der nedstammede fra kong David, som indtog Jerusalem og gjorde den til sin hovedstad i 1070 f.v.t. Som Israels Guds jordiske repræsentanter sad de på ’Jehovas trone’. (1 Krøn. 29:23; 2 Krøn. 13:8) Men eftersom disse regeringshyrder (på få undtagelser nær) udartede mere og mere, fandt Gud det efterhånden nødvendigt at afsætte deres dynasti. Da havde det været ved magten i 463 år.

³ „Ve hyrderne, der ødelægger og adsplitter de får, jeg græsser, lyder det fra [Jehova]. Derfor, så siger [Jehova], Israels Gud, til de hyrder, som vogter mit folk: Da I har adsplittet og spredt mine får og ikke taget eder af dem, vil jeg nu tage mig af eder for eders onde gerningers skyld, lyder det fra [Jehova].“ — Jer. 23:1, 2.

 4. Hvordan gik det Sjallum (Joahaz) og Jojakim som „hyrder“?

⁴ Efter den gode kong Josias’ død i 628 f.v.t. bedrev hans tre sønner og en sønnesøn onde gerninger. Det førte til at deres undersåtter blev adsplittet. Den første der efterfulgte Josias på ’Jehovas trone’ var Sjallum eller Joahaz. Efter kun tre måneders regering blev han ført i fangenskab til Ægypten, hvor han døde. (Jer. 22:10-12) Derefter blev hans ældre broder Jojakim sat på tronen, og i 11 år herskede han så undertrykkende og blodigt at han ikke fortjente bedre end at hans lig blev slængt hen uden for Jerusalems porte og fik „et æsels jordefærd“. — Jer. 22:13-19.

 5. Hvordan gik det Konja (Jojakin) og Zedekias som „hyrder“?

⁵ Jojakim blev efterfulgt af sin unge søn Jojakin, der også blev kaldt Jekonja eller Konja. (Matt. 1:11, 12) Da han var en efterkommer af kong David og sad på ’Jehovas trone’, kunne han være blevet anset for lige så dyrebar som en seglring på Jehovas højre hånd. Men for sin ondskab fortjente han at blive revet bort og slynget i fangenskab i landet Babylon. Efter en regeringstid på kun tre måneder og ti dage blev han nødt til at overgive sig til babylonierkongen, som på det tidspunkt belejrede Jerusalem. Jojakin og flere end 10.000 israelitter blev ført i fangenskab til Babylon, hvor de kom til at henslæbe resten af deres dage. Han efterlod sig ikke nogen søn der kunne sætte sig på tronen. Derfor blev hans farbroder Zedekias gjort til konge, som vasal under babylonierkongen Nebukadnezar. (2 Kong. 24:5-17; Jer. 22:24-30) Zedekias brød den ed han måtte aflægge i Jehovas navn. Da han så blev stillet over for konsekvenserne af sin oprørske handlemåde og rådspurgte profeten Jeremias, fik han derfor kun et domsbudskab at høre.

 6. Hvordan viste veerne over disse „hyrder“ sig også at blive til ve for deres undersåtter, og i hvilken forstand var det Jehova der spredte dem?

⁶ Historien viser med al ønskelig tydelighed at disse fire kongelige „hyrder“ over Juda rige, og deres fyrster eller underhyrder, blev ramt af svære veer. Det betød samtidig at deres undersåtter eller „får“ blev adsplittet, idet de blev ført i fangenskab til Ægypten og Babylon. Derved blev Judas land efterladt øde. På grund af deres ondskab var „hyrderne“ skyld i at ’fårene’ således blev spredt. Israels Gud, Jehova, kan kun siges at have spredt ’fårene’ i den forstand at det var ham der hidkaldte sine eksekutionsstyrker for at tugte og straffe sit ulydige folk. — Jer. 23:1, 2; 2 Krøn. 36:9-21.

Den der skal kaldes ’Jehova vor retfærdighed’

 7, 8. (a) Hvem alene kan tilvejebringe en ’hyrde’ som er bedre end de fire sidste konger i Jerusalem, og hvorfor? (b) Med hvilke ord i Jeremias 23:3-6 lovede Jehova at tilvejebringe en sådan bedre ’hyrde’?

⁷ Den ideelle hyrde finder vi i Bibelens Gud, Jehova. Han kan tilvejebringe en regeringshyrde som er bedre end de fire sidste konger i Jerusalem, hvis ondskab førte til at deres undersåtter blev adsplittet. I betragtning af den skuffelse ufuldkomne jordiske herskere altid bereder deres undersåtter, har den himmelske Hyrde Jehova lovet at tilvejebringe en sådan bedre regeringshyrde. Efter at have udråbt „ve“ over Juda riges skuffende „hyrder“, inspirerede han derfor sin profet Jeremias til at sige:

⁸ „Men dem, der er tilovers af mine får, vil jeg sanke sammen fra alle de lande, til hvilke jeg har bortstødt dem, og føre dem tilbage til deres græsgange, og de skal blive frugtbare og mangfoldige. Da vil jeg sætte hyrder over dem, og de skal vogte dem; og de skal ikke mere frygte eller ræddes, og ingen skal savnes, lyder det fra [Jehova]. Se, dage skal komme, lyder det fra [Jehova], da jeg opvækker David en retfærdig spire [i modsætning til Davids uretfærdige kongelige efterkommere], og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det navn, man skal give ham, er: [Jehova] vor Retfærdighed.“ — Jer. 23:3-6.

 9. Hvorfor behøvede denne ’hyrde’ ikke at være Jehova selv, skønt han skulle kaldes „[Jehova] vor Retfærdighed“?

⁹ „Han skal kaldes: ’Herren er vor Retfærdiggører.’“ Sådan gengives Jeremias 23:6 i 1978-udgaven af oversættelsen fra Jewish Publication Society of America, mens udtrykket i Moffatts oversættelse gengives med „vor forsvarer“. Ingen på jorden kom bogstaveligt til at bære dette navn, men profetiens indhold blev opfyldt på Jesus Kristus. At Jesus fik ret til at bære dette navn, vil ikke sige at han var Jehova Gud selv. Israelitten Jozadak, hvis navn betød „Jehova erklæret retfærdig“ eller „Jehova er retfærdig“, var ikke Jehova selv. (1 Krøn. 6:14, 15) Og byen Jerusalem, der ifølge Jeremias 33:16 også skulle kaldes „[Jehova] vor Retfærdighed“, var naturligvis heller ikke Jehova selv. Den sidste regerende konge i Jerusalem hed Zedekias, der betyder „Jahs retfærdighed“. Den konge der skulle kaldes „[Jehova] vor Retfærdighed“, altså Jesus Kristus, står i skarp kontrast til kong Zedekias.

10, 11. (a) På hvilket folk blev løftet i Jeremias 23:5, 6 opfyldt? (b) Hvem kunne med rette tillægges navnet „[Jehova] vor Retfærdighed“, og hvorfor?

¹⁰ Profetien i Jeremias 23:5, 6 blev ikke opfyldt på det bogstavelige Juda, Israel og Jerusalem på Jesu tid. Disse jødiske elementer forkastede Jesus som Messias. De led undergang i år 70 og blev spredt af romerne. I virkeligheden opfyldes profetien på de åndelige israelitter, Kristi salvede disciple.

¹¹ Under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 blev resten af de åndelige israelitter adsplittet af kristenhedens præsteskab og krigsførende lande. Men fra og med 1919 lod Jehova den herliggjorte Jesus Kristus føre den adsplittede rest sammen i åndelig enhed i hele verden. Medlemmerne af den angrende og genrejste rest af åndelige israelitter blev renset og således gjort egnede til at forkynde „denne gode nyhed om riget“ i internationalt omfang, ja „på hele den beboede jord“. (Matt. 24:9-14) På denne måde blev de, ved Jehovas ufortjente godhed gennem Kristus, retfærdiggjort eller erklæret retfærdige. Jehova viste sig at være deres støtte, deres „forsvarer“, og de blev hans kristne vidner. (Es. 43:10) Eftersom denne gunst skulle vises dem gennem den kongelige Hyrde, Jesus Kristus, som da var indsat på tronen, var det fuldt ud berettiget at give ham navnet „[Jehova] vor Retfærdighed“.

12. Hvilken betydningsfuld fødsel blev mulig ved at den jødiske rest blev udfriet fra Babylon og atter bosatte sig i Judas land?

¹² For at skildre disse begivenheder profetisk førte Jehova en angrende rest israelitter ud af „nordens land“ og bragte dem tilbage til deres hjemland i 537 f.v.t. (Jer. 23:7, 8) At de således blev ført ud af Babylon og igen kunne bosætte sig i Judas land efter dets langvarige øde tilstand, skabte mulighed for at den mest betydningsfulde fødsel på jorden kunne finde sted i Betlehem i Juda. Det var Jesu Kristi fødsel som en efterkommer af kong David. — Luk. 2:1-38; 3:23-31.

13. (a) Til trods for hvad opvakte Jehova David en „retfærdig spire“? (b) Hvordan handlede Jehova med „resten“ i overensstemmelse med den omtalte spires navn, „[Jehova] vor Retfærdighed“?

¹³ På denne måde opvakte Jehova David en „retfærdig spire“, til trods for sin dystre profeti mod kong Konja (Jekonja eller Jojakin).a (Jer. 22:24 til 23:2; Matt. 1:11-16; 2 Kong. 25:27-30) Denne ’retfærdige spire’, Jesus Kristus, gav sit fuldkomne menneskeliv som et offer for sine fremtidige jordiske undersåtter. Ved at gøre dette lagde han grundlaget for at 144.000 af hans indviede disciple kunne blive ’erklæret retfærdige’ med henblik på at blive medarvinger med ham i hans himmelske rige. (Rom. 8:14-17; 1 Kor. 1:30, 31) På trods af gejstlighedens anklager mod resten af disse 144.000 rigsarvinger har Jehova siden 1919 ført dem tilbage til en plads i sin gunst og tjeneste. Derved har han forsvaret dem, retfærdiggjort dem eller erklæret dem retfærdige gennem Kristus. — Rom. 8:31-33; Jer. 23:6.

14. Hvilke tjenere har Jehova oprejst inden for den salvede rest siden Rigets fødsel i 1914?

¹⁴ Inden for denne rest af åndelige israelitter har Jehova oprejst trofaste ældste eller tilsynsmænd. Eftersom det messianske rige blev født i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914, kan man sige at disse tilsynsmænd tjener som jordiske fyrster eller hyrder indtil alle „restens“ medlemmer har afsluttet deres jordiske livsløb og sluttet sig til den kongelige Hyrde i hans himmelske rige. — Jer. 23:3, 4; Es. 32:1, 2.

Hvordan kristenhedens gejstlige har svigtet

15. I hvilken tilstand befinder kristenheden sig nu, i modsætning til den salvede rest?

¹⁵ Under den himmelske konge, der kaldes „[Jehova] vor Retfærdighed“, bor den genrejste rest af åndelige israelitter i et åndeligt paradis. (Jer. 23:3-6) Et sådant paradis med åndelig fred og sikkerhed findes ikke inden for kristenheden i dag. Den befinder sig tværtimod i en vanhellig tilstand af hor og åndelig hunger. Det er hjerteskærende at se hvordan det står til i kristenheden, og dens tilstand varsler om et udfald som bliver endnu mere hjertegribende. Det vil kunne få én til at rave som beruset. — Jer. 23:9, 10; Matt. 24:21, 22.

16, 17. Hvem er, i overensstemmelse med Jeremias 23:11-14, ansvarlig for kristenhedens tilstand i dag?

¹⁶ De ansvarlige for dette er kristenhedens gejstlige. De har svigtet deres kirkemedlemmer. Det er nøjagtig som Jehova sagde om de falske profeter og præsterne ved templet på Jeremias’ tid:

¹⁷ „Thi både profet og præst er vanhellig, selv i mit hus [templet] har jeg mødt deres ondskab, lyder det fra [Jehova]. Derfor bliver deres vej dem som slibrige stier, i mørke stødes de ud og snubler deri. . . . Hos Jerusalems profeter så jeg grufulde ting: de horer og vandrer i løgn, de styrker de ondes hænder, så de ikke vender om enhver fra sin ondskab. Som Sodoma er de mig alle, dets [Jerusalems] folk som Gomorra.“ — Jer. 23:11-14.

18. Siden hvornår, og på hvilken måde, har kristenhedens gejstlige gjort sig skyldige i åndeligt hor?

¹⁸ Lige siden kristenheden blev grundlagt på Konstantin den Stores tid, han der var romerrigets pontifex maximus, har de katolske gejstlige og senere de protestantiske gejstlige gjort sig skyldige i åndeligt hor eller ægteskabsbrud. Hvordan? Ved at gøre sig til venner med denne verden og tage del i dens politik og militære foretagender. — Jak. 4:4.

19. Hvordan har de gejstlige og deres kirkemedlemmer også besmittet sig med bogstavelig umoralitet?

¹⁹ De gejstlige har tilmed ladet bogstavelige ægteskabsbrydere og homoseksuelle forblive inden for deres rækker og gøre tjeneste i deres kirker. Af den grund er det ikke så mærkeligt at de også har ladet den slags umoralske personer blive stående som kirkemedlemmer. Den grufulde umoralske tilstand i kristenheden er almindeligt kendt i dag, og den har et langt større omfang end i Sodoma og Gomorra. Kristenheden fortjener derfor at lide samme skæbne som disse umoralske byer i fortiden.

20. Hvorfor vil gejstligheden komme til at tømme dødens bæger?

²⁰ Som de mest dadelværdige af kristenhedens medlemmer må præsterne og de religiøse ledere tømme dødens bæger: „Thi fra Jerusalems profeter [Jerusalem står her som et billede på kristenheden] udgår vanhelligelse over hele landet.“ — Jer. 23:15.

21. Hvordan henledte Jeremias-skaren i 1925 verdens opmærksomhed på gejstlighedens frafald?

²¹ Nutidens Jeremias-skare henledte frygtløst og ufortøvet verdens opmærksomhed på gejstlighedens frafald. Dette skete på en bemærkelsesværdig måde i 1925. Ved de internationale bibelstudenters generalstævne i Indianapolis, Indiana, U.S.A., fra 24. til 31. august, var hovedpunktet vedtagelsen af en resolution under titlen „Et Haabets Budskab“. Præsidenten for de internationale bibelstudenters forening holdt først en tale over emnet „Et Kald til Virksomhed“, hvorefter han gik over til resolutionen og begyndte at læse den op. Heri hed det blandt andet:

. . . Religionens Mænd baade blandt Katolikker og Protestanter udmærker sig stærkt ved deres Arrogance, Indbildskhed, Vanhellighed og Ugudelighed. Det er derfor selvindlysende, at de Hjælpemidler de hernævnte Elementer kan fremkomme med, hvad enten hver for sig eller i Fællesskab, maa være ganske kraftløse og ude af Stand til at tilfredsstille Menneskets Længsel.

Katolikkerne anmasser sig en Stilling som med Rette og udelukkende tilhører Gud. Modernisterne blandt Teologerne fornægter Gud, forkaster hans Ord og hans Genløsningsplan og har intet andet Middel at vise Menneskene hen til end til at kæmpe sig frem i Blinde,b bort fra deres haabløse elendige Tilstand. Fundamentalisterne bekender sig til at tro paa Bibelen, men viser i Gerning, at de fornægter den. De lærer falsk Lære, der vanærer Gud, og ligesom Katolikkerne og Modernisterne har de sluttet sig sammen med Politikens og Handelens mægtige og ledende Mænd, idet de alle i Fællesskab hævder, at de er istand til at oprette Guds Rige paa Jorden, hvilket er en Gudsbespottelse. Alle disse har forenet sig under Satan, deres Overherre, for at sætte Gud tilvægs og vanære hans Navn. . . .

. . . Da Djævelen ved dette, og ved at hans Tid er kort, forsøger han nu ved at sende en mægtig Flodbølge af falske og bedrageriske Lærdomme ind over Menneskene, fuldstændig at bortvende deres Tanker og Sind fra Jehova. Tiden er kommet, hvor Gud skal sætte sig et Navn paa Jorden, og hvor Folkene skal lære Sandheden om Guds Plan, som er den eneste Udvej til Frelse for Verden. — Paragraf 5, 6, 9. Se Vagttaarnet for 1. december 1925, side 269. Se også Åbenbaringen 8:12; 16:8, 9.

22. (a) Hvem har en andel i at Jehova skaber sig et navn på jorden? (b) Hvordan har kristenhedens gejstlige vist mangel på respekt for Guds navn ved den måde de profeterer på?

²² I foredraget „Et Kald til Virksomhed“, hvormed resolutionen blev introduceret, erklærede taleren: „Tiden er kommet, da Jehova vil skabe sig et Navn paa Jorden. Menigheden har Delagtighed heri i nogen Udstrækning, idet dens Medlemmer er Herrens Vidner.“ (Vagttaarnet for 1. januar 1926, side 5, paragraf 28) Fra og med 1926, året efter at denne resolution var blevet vedtaget og uddelt som en traktat i hele verden, gjorde Jeremias-skaren sig en bemærkelsesværdig bestræbelse for at fremholde Jehovas navn for alverden. Men kristenhedens gejstlige viste ikke nogen respekt for Guds navn. De ignorerede Guds erklærede hensigt om at bringe en hvirvelstorm af ulykke over kristenheden og blev tværtimod ved med at sige „til dem, der ringeagter [Jehovas] ord: ’Det skal gå eder vel!’ og til enhver, som vandrer i sit hjertes stivsind: ’Der skal ikke ske eder noget ondt!’“ — Jer. 23:17-20.c

23. (a) Har Jehova sendt disse gejstlige? Forklar nærmere. (b) Hvordan ville det, ifølge Jeremias 23:21, 22, være gået hvis gejstligheden havde stået i Jehovas fortrolige råd?

²³ Men hvem havde sendt disse gejstlige med deres fredsløfter? De stod ikke i „[Jehovas] fortrolige råd“ så de havde mulighed for virkelig at kende hans budskab. Jehova havde ikke sendt dem i sit navn. Han havde ikke talt til dem så de kunne fremføre profetiske ord „fra [Jehovas] mund“. Derimod havde kristenhedens kirker udsendt dem fra deres teologiske seminarier. Hvordan ville det være gået hvis de gejstlige havde stået i Jehovas „fortrolige råd“ og havde holdt sig til hans åbenbaringer? Jehova siger: „Men hvis de stod i min fortrolige kreds, ville de lade mit folk høre mine ord, og de ville få dem til at vende om fra deres onde vej og fra deres onde handlinger.“ — Jer. 23:21, 22, NW.

24. Hvad ville ikke have været tilfældet hvis gejstligheden havde stået i Jehovas fortrolige råd?

²⁴ Så ville der ikke have været en så himmelråbende uvidenhed om Bibelen blandt nutidens kirkegængere. Hvis præsterne selv var gået i spidsen og havde holdt sig til Guds åbenbarede ord og lært deres millioner af kirkegængere at gøre det samme, ville de to verdenskrige slet ikke have fundet sted, for disse krige begyndte i selve kristenheden! De ansvarlige gejstlige er ikke skjult for Jehova. Han er ikke kun „en Gud i det nære“, så han ikke kan se hvad der foregår i det fjerne. — Jer. 23:23, 24.

25. Hvad bør enhver der har noget at fremføre, nu gøre, ifølge Jeremias 23:25-28?

²⁵ Tiden er kommet da folk må afgøre om de vil høre mere på gejstlighedens „drømme“ eller om de vil høre Jehovas ord der forkyndes af Jeremias-skaren. Tiden er også kommet da de der påstår at tjene Gud, må reagere på opfordringen i Jeremias 23:25-28: „Den profet, som har en drøm, meddele sin drøm, men den, hos hvem mit ord er, tale mit ord i sandhed!“

26. Hvad har Jeremias-skaren og ’den store skare’ besluttet at gøre, eftersom man må adskille drømme fra Guds ord?

²⁶ Hvad har Jehovas ord at gøre med ubegrundede „drømme“, menneskehjerters tomme visioner? Intet! Man må skille de to ting fra hinanden, ligesom man skiller kerne fra strå. Jeremias-skaren, som har Guds ord hos sig, har besluttet at tale dette ord trofast til hver en tid. Af respekt for Jehova har „en stor skare“ som lytter til dem, besluttet at gøre det samme.

27. Hvornår vil Guds ord være som en ild og en hammer, og hvordan?

²⁷ I næsten 60 år har Jeremias-skaren nu trofast fremholdt Jehovas ord. Dette ord har ikke i sig selv opbrændt kristenhedens letantændelige samfund og institutioner; det har heller ikke knust den nuværende tingenes ordning som et bjerg der knuses til støv. Alligevel er det guddommelige ord som Jeremias-skaren forkynder, ikke slået fejl. Når Jehova til sin fastsatte tid, i „den store trængsel“, bringer sit talte ord til udførelse, vil det spørgsmål han selv stiller, blive besvaret bekræftende: „Er ikke mit ord som ild, lyder det fra [Jehova], og som en hammer, der knuser fjelde?“ (Jer. 23:29) Lad os derfor bevare troen på dette ord.

28. Hvordan „stjæler“ gejstligheden Guds ord, og hvem er derfor imod den?

²⁸ I modsætning til gejstligheden er Jeremias-skaren blevet sendt af Jehova for at tale i hans navn. Imidlertid gør de gejstlige ’profeter’ også krav på at tale i Guds navn og således at fremholde sandheden fra Bibelen. Derved „stjæler“ kristenhedens religiøse ledere faktisk kraften i og virkningen af det ulykkesbudskab der forkyndes af Jeremias-skaren. Sandt nok underbygger Jeremias-skarens medlemmer deres budskab ved at citere ordene: ’Så siger Jehova.’ Men gejstlighedens medlemmer søger også at give deres forkyndelse vægt og troværdighed ved at tilføje ordene: „Så lyder det fra HERREN.“ De giver det indtryk at de taler fra Gud. De går for eksempel ud fra et skriftsted i Bibelen, men prædiker i virkeligheden om politiske emner eller fremholder endog krigspropaganda. Men Jehova er imod sådanne gejstlige profeter som han ikke har udsendt fra sit fortrolige råd og som „stjæler“ hans ord fra Bibelen og bruger dem forkert. — Jer. 23:30, 31.

29. Hvordan vil Jehova vise at disse gejstlige profeter er bedragere?

²⁹ Hvordan vil Jehova vise at disse gejstlige profeter er bedragere? Ved ikke at opfylde det de forkynder som ord fra ham eller det de formaster sig til at tale i hans navn. Han støtter ikke deres løgne. „Se, jeg kommer over profeterne, som profeterer og udspreder løgnedrømme, lyder det fra [Jehova], og vildleder mit folk med deres løgne og pralen, og jeg har ikke sendt dem eller givet dem nogen befaling; de bringer ikke dette folk nogen hjælp, lyder det fra [Jehova].“ (Jer. 23:32) Hvor sørgeligt for folket!

30. Hvad skal vi lægge vægt på — gejstlighedens forsikringer eller Jehovas ord?

³⁰ Kristenheden har ingen fred med Gud. Lad os derfor ikke blive åndeligt døsige eller lullet i søvn som følge af gejstlighedens falske forsikringer om fred. Lad os tage „byrden“ eller det vægtige budskab fra Guds ord alvorligt. — Jer. 23:33.

Jehovas byrde

31. Hvad må vi svare når kristenhedens kirkemedlemmer beder os sige dem rent ud hvad det vigtige budskab til vor tid går ud på?

³¹ Jehovas budskab til den politiske, religiøse og kommercielle tingenes ordning i dag er et alvorligt domsbudskab der varsler ulykke og undergang. Følgelig er det et alvorligt ansvar for os at forkynde Jehovas budskab her i „endens tid“. Når vi besvarer folks spørgsmål om hvordan det vil gå med denne tingenes ordning, må vi derfor sikre os at vi virkelig fortæller hvori Jehovas „byrde“ består. Når kristenhedens lægfolk, profeter eller præster beder os sige dem rent ud hvad Jehovas ord lægger hovedvægten på, er vi nødt til at fortælle dem at kristenhedens medlemmer selv er Jehova en byrde. Og han vil skille sig af med denne „byrde“ ved at overgive kristenheden til ulykke.

32. Hvordan imødegår kristenhedens profeter og præster det budskab Jeremias-skaren forkynder som ’Jehovas byrde’, og hvad ændrer de således?

³² De der ikke nærer nogen respekt for Jehova, bryder sig ikke om at godtage det budskab Jeremias-skaren forkynder som ’Jehovas byrde’. De bryder sig ikke om at lægge sig det på sinde som noget der virkelig har alvorlig betydning. Derfor handler de som deres præster og profeter og fremholder et modbudskab, som de hævder er den virkelige „byrde“, det virkelige budskab, fra Guds ord. Men deres modbudskab bygger ikke på den hellige skrift. Det udspringer af privat fortolkning og er således „for hver enkelt hans eget ord“. Til sådanne selvkloge religionsudøvere siger Jeremias-skaren: „I har ændret ordene fra den levende Gud, hærstyrkers Jehova, vor Gud.“ (Jer. 23:33-36, NW) Men kan de ændre den ulykke som ’Jehovas byrde’ advarer om? Nej!

33, 34. Når kristenhedens talsmænd betegner deres budskab som „Jehovas byrde“, hvis tilstedeværelse må Jeremias-skaren da henlede deres opmærksomhed på?

³³ I modsætning til det budskab Jeremias-skaren har forkyndt siden efterkrigsåret 1919, fremholder kristenhedens talsmænd et falsk og vildledende budskab. For at det skal lyde tungtvejende i andres ører omtaler de det som ’Jehovas byrde’. Imidlertid har Jehova vedblivende sendt Jeremias-skaren til dem for at sige dem at de ikke må betegne deres prædikener og deres profeteren som ’Jehovas byrde’. Hvad må Jeremias-skaren derfor melde disse religionens mænd? Dette:

³⁴ „Derfor, således har Jehova sagt: ’Fordi I siger: „Dette ord er Jehovas byrde,“ skønt jeg blev ved med at sende bud til jer [ved Jeremias-skaren] og sige: „I må ikke sige: ’Jehovas byrde!’“ derfor, her er jeg!“ — Jer. 23:38, 39, NW.

35, 36. Hvilken dom som Jehova har fældet, må Jeremias-skaren forkynde for dem der fremholder eller lytter til en falsk „byrde“?

³⁵ Netop! Her er Jehova som den der vil dømme kristenhedens profeter. Hvilken dom fælder han over de profeter der betegner deres budskab som „Jehovas byrde“, samt over dem der giver agt på denne falske „byrde“? Dommeren siger:

³⁶ „Og jeg vil helt sikkert overgive jer til glemselen, og jeg vil kaste jer og den by som jeg gav jer og jeres forfædre, af — bort fra mit ansigt. Og jeg skal lægge forsmædelse på jer til ubestemt tid og ydmygelse til ubestemt tid, som ikke vil blive glemt.“ — Jer. 23:39, 40, NW.

37. (a) Hvordan fuldbyrdede Jehova sin dom på Jeremias’ tid, og med hvilken virkning? (b) Hvordan gik det Jeremias, og hvordan vil det på samme måde gå Jeremias-skaren?

³⁷ Denne dom som Jehova erklærede, blev fuldbyrdet på Jeremias’ tid da babylonierne ødelagde Jerusalem og dets vanhelligede tempel i 607 f.v.t. Denne forsmædelige og ydmygende oplevelse for de stivnakkede og troløse israelitter beviste at Jehova, som de havde behandlet respektløst, nu endelig havde overgivet dem til glemselen. Han havde overgivet dem til konsekvenserne af deres ondskab. Dette lukkede munden på de formastelige falske profeter. Men Jeremias’ mund blev ved med at profetere. Ham havde Jehova ikke forkastet. Svarende til dette forbillede vil Jehova heller ikke forkaste Jeremias-skaren når han inden længe handler i overensstemmelse med sit vægtige budskab mod kristenhedens gejstlige og dens menigheder. — Jer. 39:11 til 40:4; Klages. 1:1-22.

„Narret“ — men til gavn

38. På hvilken måde havde Jehova narret Jeremias, og med hvilket resultat?

³⁸ Således afsluttede Jeremias 40 års profetgerning hvor han talte alt hvad Jehova pålagde ham. Han følte at Jehova havde overmandet ham. Jehova havde vist sig stærkere end Jeremias. Hans ord havde virket meget overtalende på ham. (Jer. 20:7, da. aut.) Af den grund lykkedes det Jeremias at holde ud i sin guddommelige tjeneste til den var fuldført. I denne forstand kunne det siges at Jehova havde „narret“ ham. Jehova havde vist sig stærk nok til at overvinde Jeremias’ svaghed. Det var derfor ikke til skade for Jeremias at blive narret.

39, 40. Hvilke ord som Jeremias udtalte efter at Pasjhur havde sluppet ham ud af blokken, genkalder vi os her?

³⁹ Her genkalder vi os Jeremias’ ord efter at Pasjhur, overopsynsmanden i templet, havde sluppet ham ud af blokken:

⁴⁰ „Du har narret mig, Jehova, og jeg lod mig narre. Du har brugt din styrke imod mig [imod det jeg var tilbøjelig til at gøre], og du fik overtaget. Jeg er blevet til latter dagen lang: Enhver gør nar af mig. For når som helst jeg taler, må jeg skrige. Vold og hærgen må jeg råbe om. For Jehovas ord er blevet mig til forsmædelse og hån dagen lang. Og jeg sagde: ’Jeg vil ikke huske ham, og jeg vil ikke mere tale i hans navn.’ Men i mit hjerte blev det som en brændende ild lukket inde i mine knogler; og jeg blev træt af at holde igen, og jeg var ude af stand til at udholde det. For jeg hørte mange tale dårligt om mig. Der var skræk til alle sider. . . . Men Jehova er med mig som en vældig helt. Af den grund vil netop de der forfølger mig snuble og ikke klare sig. De vil blive helt til skamme, for de har ikke haft heldet med sig. Deres ydmygelse der varer til ubestemt tid, glemmes ikke.“ — Jer. 20:7-11, NW.

41. Hvordan vil vi fortsat kunne forkynde om den kongelige Hyrde der kaldes „[Jehova] vor Retfærdighed“?

⁴¹ „Som en vældig helt“ vil Jehova styrke os i vor svaghed. I hans styrke bliver vi ved med at forkynde om hans kongelige Hyrde, der kaldes „[Jehova] vor Retfærdighed“.

[Fodnoter]

Se The Galveston Daily News for 26. september 1977, side 3-A, under overskriften „Pave Paul VI ser frem til sin død“.