Et fast udgangspunkt i historien

 1. Hvorfor giver Jehova sit folk en beretning der nøje angiver hvornår hans handlinger med menneskeslægten har fundet sted?

JEHOVA GUD holder nøje regnskab med tiden. Han sætter tidspunktet for de begivenheder der skal udvirke at hans hensigter nås, og han sørger for at begivenhederne indtræffer nøjagtig til tiden. Han giver os en beretning hvori han ganske nøje angiver hvornår hans handlinger med menneskeslægten har fundet sted. Dette har ikke alene historisk interesse, men det gør det også muligt for os at fastslå tidspunktet for opfyldelsen af nogle af hans profetier. Det hjælper os desuden til at kontrollere vor forståelse af profetien fordi vi kan føje det kronologiske vidnesbyrd til det bevis vi har i de fysiske kendsgerninger, det vi ser ske lige for vore øjne.

 2. Hvad er nødvendigt når vi skal finde ud af hvornår de i Bibelen berettede begivenheder fandt sted?

² Bibelen giver os kronologiske oplysninger om alle de vigtige begivenheder den beretter om. Skal vi vide hvornår disse begivenheder indtraf i forhold til vor tid, må vi med sikkerhed kunne forbinde en bibelsk begivenhed med et årstal i historien. Vi må med andre ord finde en bibelsk begivenhed der indtraf i et bestemt år efter vor kalender. Har vi først gjort det kan vi benytte dette årstal som udgangspunkt og regne bibelkronologien derfra, både fremefter og tilbage, og klarlægge de mange andre tidsangivelser i Bibelen.

 3. (a) Hvilket fastslået årstal kan vi henvise til, og hvad hjælper et sådant årstal os til? (b) Hvilken vigtig bibelsk begivenhed fandt sted i 537 f.v.t.?

³ Betragter vi de begivenheder der berettes om i de gamle hebraiske bibelskrifter, finder vi en tidsangivelse der fuldt ud tilfredsstiller vort krav om et fastslået årstal, et fast udgangspunkt for en tidsregning. Andre historiske begivenheder fra dengang står der megen diskussion om, men det her nævnte årstal kan bekræftes og fastslås ved hjælp af historiske værker. Det vil altså sige at vi har et udgangspunkt hvorefter vi kan placere de i De hebraiske Skrifter nævnte begivenheder i vor egen tidsregning og desuden få bekræftet opfyldelsen af nogle af profetierne. Dette årstal er 537 f.v.t., det år da perseren Kyros udstedte sit dekret og gav jøderne tilladelse til at rejse tilbage til deres hjemland. Beretningen om denne begivenhed kan læses i Ezras bog, 1:1-4:

„Og i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte [Jehova], for at hans ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, perserkongen Kyros’ ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit rige og desuden kundgøre ved en skrivelse: ’Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle jordens riger har [Jehova], Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge [Jehovas], Israels Guds, hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem; og alle steder, hvor de tiloversblevne bor som fremmede, skal beboerne støtte dem med sølv, guld, heste og kvæg, bortset fra de frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem.’“

Da kong Kyros’ regering begyndte

 4. (a) Hvordan kunne Kyros udstede et dekret der angik Jerusalem, og hvor mange benyttede sig af dette dekret? (b) Hvem gjaldt dekretet ikke? (c) Hvilket årstal sætter verdslige historikere for Babylons fald, og var det Kyros’ første år? Forklar. (d) (Til fodnoten) Hvornår begyndte Kyros at herske ifølge The Jewish Encyclopedia?

⁴ Bibelen fortæller at 42.360 jøder forlod Babylon, tillige med 7337 trælle og trælkvinder samt 200 sangere og sangerinder. (Ezra 2:1-67) Kyros kunne udstede dette dekret der angik Jerusalem fordi han ved erobringen af Babylon i 539 f.v.t. ikke alene fik herredømme over Babylonien, men også over alle dets fremmede besiddelser, heriblandt Syrien, Palæstina og den del af Assyrien som Kyros ikke besad i forvejen. Men dekretet gjaldt ikke de flygtede jøder i Ægypten, for Ægypten kom først under perserrigets herredømme efter Kyros’ død, på hans søn og efterfølger Kambyses’ tid. Ifølge verdslige historikere var det i 539 f.v.t. den tredje verdensmagt, Babylon, faldt for mederne og perserne og perserriget blev den fjerde verdensmagt. Af Daniel 5:30 og 6:1 fremgår det at mederen Darius var den første til at herske over Babylon, straks efter dets fald. Daniel, der befandt sig i Babylon, taler om „Darius’, Ahasverus’ søns, første regeringsår, han, som var af medisk byrd og var blevet konge over kaldæernes rige“. (Dan. 9:1; 6:2, 7, 10, 26, 29; se også 11:1, NW) Frihedsdekretet blev ikke udstedt i det år, for det var først i dette samme år at Daniel studerede Skrifterne og forstod at udfrielsen skulle komme ved udløbet af de halvfjerds år. (Dan. 9:1-18) Så da mederen Darius i hvert fald herskede ét år og muligvis noget af det næste, kan perseren Kyros’ første år som konge ikke være begyndt før end i året 538 f.v.t., og må så have strakt sig ind i det følgende år, 537 f.v.t.a

 5. (a) Hvorfor ville det ikke tage jøderne lang tid at træffe forberedelser til afrejsen fra Babylon, men hvorfor ville det dog tage nogen tid? (b) Hvornår må Kyros’ dekret være blevet udstedt, og hvordan kommer vi til denne slutning? (c) Hvorfor spiller årstallet 537 f.v.t. en meget vigtig rolle for alle der studerer Bibelen? (d) (Til fodnoten) Hvilken oplysning fra kileskrift-inskriptioner hjælper os til at fastslå i hvilket år Kyros udstedte sit frihedsdekret?

⁵ Jøderne forlod naturligvis Babylon så hurtigt som muligt efter udstedelsen af Kyros’ dekret, for de kendte jo Jehovas profetier ved Jeremias og Esajas, og derfor havde de forberedt sig på at rejse. Men det ville tage nogen tid at få alt klart til at 49.897 mennesker kunne tage af sted, og der var en godt fire måneders rejse tilbage til Judas land. De ankom dertil lige før den syvende måned, tisjri. (Ezra 2:70; 3:1) Derfor må Kyros’ dekret være blevet udstedt henimod slutningen af vinteren og begyndelsen af foråret 537 f.v.t.b Dette årstal spiller en meget vigtig rolle for alle der studerer Bibelen, for derudfra kan vi beregne hvornår Judas øde tilstand begyndte og dermed også hvornår „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ begyndte. — Luk. 21:24, dansk aut. overs.; NW.c

 6. Hvad viser 2 Krønikebog 36:20-23 angående afslutningen på Jerusalems halvfjerds års øde tilstand?

⁶ At de halvfjerds års øde tilstand skulle høre op som et resultat af Kyros’ dekret fremgår klart af Anden Krønikebog 36:20-23:

„Dem, sværdet levnede, førte han [Nebukadnezar] som fanger til Babel, . . . for at [Jehovas] ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, indtil landet fik sine sabbater godtgjort; så længe ødelæggelsen varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve år. Men i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte [Jehova], for at hans ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, perserkongen Kyros’ ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit rige og desuden kundgøre ved en skrivelse: . . .“

 7. Hvorfra ved vi at Kyros’ dekret blev indføjet i statsdokumenterne?

⁷ Kyros’ dekret blev indføjet i Persiens statsdokumenter, som det fremgår af Ezra 6:1-5. Perseren Darius I, der efterfulgte Kyros’ søn Kambyses på tronen, befalede at man skulle se efter i dokumenterne, og man fandt da skriftrullen med dekretet i Ekbatana (Ameta), Mediens tidligere hovedstad og kong Kyros’ sommerresidens, nordøst for Babylon.

Da de halvfjerds års øde tilstand endte

 8. (a) Var Kyros’ dekret ensbetydende med at de halvfjerds års øde tilstand endte? Forklar. (b) Nævn et par af grundene til at ikke alle jøder i Babylonien vendte hjem til Jerusalem. Var det gode grunde? (c) Hvilket motiv havde de der vendte hjem?

⁸ Var Kyros’ dekret i sig selv ensbetydende med at Jerusalems og Judas halvfjerds års øde tilstand endte? Nej. Hvorfor ikke? De landflygtige jøder måtte benytte sig af dekretet og forlade Babylon og vende tilbage til deres hjemland og atter bosætte sig der før man kunne sige at den øde tilstand var forbi. Af forskellige grunde, for eksempel høj alder, kunne nogle af jøderne ikke tage turen tilbage; mange andre havde skabt sig en behagelig tilværelse i det materialistiske Babylonien, og de foretrak at blive fremfor at udsætte sig for de strabadser der ville følge med en rejse igennem et afskrækkende område til et land der lå aldeles øde. Men den rest af trofaste jøder der vendte hjem var ivrige efter at adlyde Jehovas befaling. De gik nidkært ind for at den sande tilbedelse skulle genoprettes på det sted over hvilket Jehova havde nævnt sit navn. De ønskede sig bort fra det urene Babylon så de i renhed kunne bære de hellige kar til brug i tilbedelsen af Jehova tilbage til det sted hvor templet havde ligget. — Es. 52:11; Jer. 50:8; 51:6.

 9. Hvem blev udnævnt til statholder over de jøder der vendte hjem, og hvilken anden betydelig person ledsagede ham?

⁹ Kyros udnævnte Sjesjbazzar til statholder over de hjemvendende jøder og betroede ham det hverv at bringe de hellige redskaber tilbage. Ezra 3:2, 8 lader os forstå at Sjesjbazzar er den samme som Zerubbabel, Sjealtiels søn, en efterkommer af kong David. (Matt. 1:6-13) Den jødiske ypperstepræst Josua (eller Jesua), Jozadaks søn, ledsagede statholderen Zerubbabel tilbage til Jerusalems tomter.

10. (a) Hvorfor var der ingen der hindrede jøderne i at komme ind i Juda da de vendte tilbage? (b) Hvordan kan man sige at jødernes ankomst var en nøjagtig opfyldelse af profetien om de halvfjerds år?

¹⁰ Der var ingen som hindrede jøderne i at komme ind i Judas land da de vendte tilbage, for Gud havde sørget for at landet forblev ubeboet så det kunne få de halvfjerds sabbatsårs fuldstændige hvile som det havde til gode. Ingen havde dyrket jorden i alle disse år. Hvert år landet lå øde svarede til et sabbatsår i overensstemmelse med Jehovas lov ved Moses. (3 Mos. 25:1-12) Hvordan kan man sige at dette var en ganske nøjagtig opfyldelse af profetien om de halvfjerds år? Jo, i den syvende måned af det år da Jerusalem blev ødelagt flygtede de fattige jøder som ikke var blevet deporteret af Nebukadnezar, og fra da af lå Judas land fuldstændig øde. Det var altså i den syvende måned de flygtede, og de tog profeten Jeremias med ned til Ægypten. (2 Kong. 25:22-26; Jer. 41:1 til 43:8) Det var også i den måned sabbatsårene og jubelårene begyndte, „på den tiende dag i den syvende måned; på forsoningsdagen“. (3 Mos. 25:9, 10) Udtalelsen i Ezra 3:1, „da den syvende måned [tisjri] indtraf — israelitterne boede nu i deres byer“, er en officiel bekræftelse af at denne profeti blev opfyldt til punkt og prikke.

Da Jerusalems øde tilstand begyndte

11. Hvordan regner vi ud hvornår Jerusalem og Juda blev lagt øde?

¹¹ De mennesker der studerer Bibelen er interesseret i at vide hvornår Juda og Jerusalem blev affolket eller lagt øde. Da vi jo har et fastslået årstal at gå ud fra, skal vi blot regne halvfjerds år tilbage fra den syvende måned i dette år, 537 f.v.t. Vi kommer da til den syvende måned i året 607 f.v.t., der må være det tidspunkt da Jerusalem og Juda blev lagt øde. I 607 f.v.t. begyndte måneden tisjri den 22/23. september, den dag da nymånefesten skulle fejres. Det var i den måned i året 607 f.v.t. de „syv tider“ eller „hedningernes tider“, „nationernes fastsatte tider“, begyndte. (Dan. 4:16, 23, 25, 32; Luk. 21:24, dansk aut. overs.; NW) Det var to måneder efter at Jerusalem var blevet ødelagt, dets tempel plyndret, raseret og brændt ned og de to øverste præster dræbt. — 2 Kong. 25:5-21.

12. Hvilken fejl gør man sig skyldig i inden for kristenheden, og hvordan undgår vi denne fejl?

¹² Dersom vi går frem efter Jehova Guds nøjagtige tidsregning, som angives i hans ord, ser vi at Judas øde tilstand strakte sig fra 607 til 537 f.v.t. Ved at følge Bibelens tidsregning undgår vi den fejl som gøres inden for kristenheden, hvor man ser bort fra profetien om de halvfjerds års øde tilstand og sætter Jerusalems ødelæggelse til 587 f.v.t. Man skærer det tidsrum hvori Jerusalem og Juda lå øde ned til halvtreds år fordi man godtager hedenske historikeres upålidelige udregninger i stedet for Guds ufejlbarlige ord. — 2 Krøn. 36:19-23.

13. (a) Hvad blev den hjemvendende rest sammenlignet med? (b) Hvad lovede Jehova dem?

¹³ Elleve år før Jerusalem blev ødelagt og Judas land affolket, havde Jeremias et syn hvori han så den hjemvendende rest som en kurv der indeholdt „såre gode figener“. De nidkære hjemsendte var som disse figener fordi de drog tilbage for at genoprette den sande tilbedelse af Jehova på det sted hvorover han havde nævnt sit navn. I Jeremias’ bog, 24:1-7, siger Jehova blandt andet: „Jeg vil fæste mine øjne på dem med velbehag og føre dem hjem til dette land. Jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, plante og ikke oprykke dem. Jeg giver dem hjerte til at kende mig, at jeg er [Jehova]; de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud, når de omvender sig til mig af hele deres hjerte.“

Den sande tilbedelse genindført

14. (a) Hvordan havde Jehova brugt Kyros som forudsagt? (b) Hvad var det første den hjemvendte rest tog fat på? (c) Hvordan beskriver Ezra genoprettelsen af den sande tilbedelse på det sted Gud havde udpeget?

¹⁴ Som forudsagt to hundrede år i forvejen i Esajas’ bog, 44:28, havde Kyros som en hyrde ført Jehovas får tilbage til deres egen fold i Judas land. Samtidig forudsagde Jehova at templets grundvold skulle lægges. I den syvende måned, lige efter hjemkomsten, var det for tidligt at lægge grunden, men dette forhalede ikke genoptagelsen af Jehovas tilbedelse. Judæerne var omgivet af bitre fjendtlige nationer, men de gik straks i gang med at bygge et antageligt alter, som vi læser:

„Og Jesua, Jozadaks søn, og hans brødre præsterne og Zerubbabel, Sjealtiels søn, og hans brødre skred til at bygge Israels Guds alter for at ofre brændofre derpå som foreskrevet i den Guds mand Moses’ lov. Således rejste de alteret solidt på dets egen plads, thi frygt kom over dem på grund af landenes folk, og de begyndte at bringe brændofre til Jehova derpå, morgen- og aftenbrændofrene. Derpå fejrede de løvhyttefesten som foreskrevet og ofrede brændofre dag for dag i det rette tal og på den foreskrevne måde, hver dag hvad der hørte sig til, og siden det daglige brændoffer og de brændofre, som hørte til nymånerne og alle [Jehovas] hellige højtider, og alle de brændofre, man frivilligt bragte [Jehova].“ — Ezra 3:2-5, vers 3 efter NW.

15. Hvilke „højtidsstævner“ fejrede den hjemvendte rest, og hvem tog del i festlighederne?

¹⁵ I Ezra 3:6 siges der: „Den første dag i den syvende måned begyndte de at ofre brændofre til [Jehova], før grunden til [Jehovas] helligdom endnu var lagt.“ Dette vil efter den gregorianske kalender sige den 28/29. september 537 f.v.t.d Den første dag i måneden fejrede de altså nymåne i den syvende måned af det år. (4 Mos. 10:10; 28:11; 1 Sam. 20:5, 18, 24) Den femtende dag i samme måned begyndte de i overensstemmelse med Guds lov at fejre løvhyttefesten, højtiden for frugthøsten, der varede syv dage. (3 Mos. 23:33-43; 2 Mos. 23:16; 34:22) Disse „højtidsstævner“ var uden tvivl glædelige fester for den trofaste jødiske rest og for dem der var fulgt med tilbage, nethinim, der nu tjente ved alteret som brændehuggere og vandbærere. — Ezra 2:70, NW.

Grunden til templet lægges

16. Hvornår blev grunden til det nye tempel lagt, og hvilket indtryk gjorde det på tempelbyggerne?

¹⁶ Nu skulle Jehovas profeti om templet opfyldes. Der var sagt: „Det skal grundes!“ Og det blev det:

„I den anden måned [siv eller ijar, den måned i hvilken kong Salomon havde påbegyndt opførelsen af det første tempel] i det andet år [536 f.v.t.] efter deres ankomst til Guds hus i Jerusalem gjorde Zerubbabel, Sjealtiels søn, og Jesua, Jozadaks søn, sammen med alle deres brødre, præsterne og levitterne, og alle dem, der var kommet fra fangenskabet til Jerusalem, begyndelsen, idet de satte levitterne fra tyveårsalderen og opefter til at lede arbejdet med [Jehovas] hus. . . . Og da bygningsmændene lagde grunden til [Jehovas] helligdom, stod præsterne i embedsdragt med trompeter, og levitterne, Asafs efterkommere, med cympler for at lovprise [Jehova] efter kong David af Israels anordning; . . . Men mange af præsterne, levitterne og overhovederne for fædrenehusene, de gamle, der havde set det første tempel [som Salomon havde bygget], græd højt, da de så grunden blive lagt til dette tempel, men mange var også de, der opløftede deres røst med jubel og glæde.“ Denne blanding af gråd og jubel hørtes langt bort. — Ezra 3:8-13.

17. (a) Hvem modarbejdede templets opførelse? (b) Havde disse held til at gennemføre deres planer?

¹⁷ Men dette arbejde blev ikke gennemført uden modstand. Kun rene, indviede mennesker kunne være med til at genopbygge Jehovas hus, så de omliggende landes folk blev nægtet adgang til arbejdet. De begyndte at blande sig i byggeriet. De gjorde alt hvad de kunne for at „bringe [jødernes] planer til at strande; således gik det, så længe perserkongen Kyros levede, lige til perserkongen Darius’ regering“. (Ezra 4:1-5) Til sidst skaffede de en skrivelse fra kongen af Persien med befaling til jøderne om at standse byggeriet. „Så standsede arbejdet på Guds hus i Jerusalem, og det hvilede til perserkongen Darius’ andet regeringsår.“ (Ezra 4:6-24) Det var naturligvis ikke mederen Darius, men perseren kong Darius I; han begyndte at herske i 522 f.v.t.

18. For hvem er årstallet 537 f.v.t. vigtigt, og hvorfor?

¹⁸ I de næste to numre af dette blad skal vi se at Guds fjender ikke i længden kunne hindre genopførelsen af templet og byen Jerusalem, som Jehova også havde besluttet skulle genopbygges til et ganske bestemt tidspunkt. Men det foregående er tilstrækkeligt til at vise at årstallet 537 f.v.t. er af største betydning. Det betød noget dengang, både for Jehova og for den trofaste rest af jøder der vendte hjem fra Babylon. Det er også vigtigt for mennesker der studerer Bibelen i dag, for ved hjælp af det kan de regne ud hvor længe der har levet mennesker på jorden, hvornår Vandfloden fandt sted, hvornår pagten med Abraham blev indgået, hvornår udgangen af Ægypten skete, hvornår de fyrretyve år Israel vandrede i ørkenen begyndte og sluttede, og hvornår talløse andre yderst vigtige bibelske begivenheder fandt sted. Det er vigtigt for hver eneste af os, for ved hjælp af det kan vi få bekræftet at det der sker i vor tid er et vidnesbyrd om at de „syv tider“, „nationernes fastsatte tider“, er endt og Guds rige ved Kristus blevet oprettet i himlene i 1914 e.v.t.

[Fodnoter]

Den kileskrift-tavle som kaldes „Strassmaier, Kyros nr. 11“ nævner Kyros’ første regeringsår. Ud fra denne tavle har man beregnet at dette år begyndte den 17/18. marts 538 f.v.t. og sluttede den 4/5. marts 537 f.v.t., gregoriansk tid. Kyros’ andet regeringsår må så være begyndt dagen efter, den 5/6. marts 537 f.v.t, og altså må Kyros’ dekret være blevet udstedt forinden, det vil sige sent på året i 538 eller i begyndelsen af 537 f.v.t. Siderne 14, 29 i Babylonian Chronology 626 B.C.-A.D. 75, udgaven af 1956, af Parker og Dubberstein.