Ned med det gamle — op med det nye!
„Se, jeg har i dag bemyndiget dig til at komme over nationerne og over rigerne, til at oprykke og nedbryde og til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og til at plante.“ — Jer. 1:10; NW.
1. Om hvem blev det forudsagt at de skulle hades af alle nationer for Jesu navns skyld?
„DA SKAL man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal hades af alle nationerne for mit navns skyld. . . . Og denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:9-14, NW) Den der udtalte disse ord og for hvis navns skyld mennesker skulle blive hadet af alle nationerne var Jesus Kristus. Og de der skulle blive hadet af alle nationerne var hans disciple, hans efterfølgere, der var nøje forbundet med og som forkyndte i hans navn. De var kristne af den rette slags og de var ikke bange for at udstå had for hans navns skyld. Hvornår skulle dette had rejse sig mod dem?
2. Hvornår skulle dette had rejse sig imod dem?
2 Tidsbiordet da henlægger begivenheden til tiden for opfyldelsen af følgende profeti, udtalt af Jesus: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal herske mangel på levnedsmidler og være jordskælv det ene sted efter det andet. Alt dette er begyndelsen til ulykkeskvalerne.“ Denne begyndelse til kvaler, der ville medføre flere og større kvaler, skulle markere begyndelsen til den samlede afslutning på tingenes ordning. — Matt. 24:7, 8, 3, NW.
3. Hvornår begyndte de internationale ulykkeskvaler, og hvilken forandring begyndte nu at finde sted?
3 Vor tids historie, så kendt som den er for enhver, giver os beviset for at denne begyndelse til ulykkeskvaler, begyndelsen til den samlede afslutning på tingenes ordning, indtraf for fireogfyrre år siden, nemlig i året 1914. Den 28. juli i det år erklærede Østrig Serbien krig. Den første verdenskrig fulgte, og med den meget andet af det som Jesus havde forudsagt. Fra dette skæbnesvangre tidspunkt begyndte noget at gå ned, og noget andet begyndte at komme op.
4. Hvad har Jesu efterfølgere at gøre med nationerne?
4 Ifølge de lige citerede ord af Jesus må hans virkelige og sande efterfølgere have noget at gøre med nationerne. De kan naturligvis ikke have noget at gøre med nationernes politik; alligevel befinder de sig blandt jordens nationer, og der må de døje alle nationernes had og der må de prædike den gode nyhed om Riget overalt til et vidnesbyrd for alle nationerne, hvilket også indbefatter nationerne i Europa og i Nord-, Mellem- og Sydamerika.
5. Er det blot fordi de bærer hans navn, at Jesu efterfølgere bliver hadet af alle nationer, eller af hvilken grund bliver de det?
5 Hvorfor skulle de hades af alle nationerne? Det kan ikke skyldes Jesu navn alene. Såvel i Europa som i Amerika og inden for resten af kristenheden findes der hundreder millioner af mennesker der kaldes kristne, og de er på ingen måde genstand for had. Nej de bliver snarere elsket af denne verdens nationer. Enhver kan kalde sig med et navn. Foruden navnet må der derfor være noget andet som fremkalder dette had fra hver eneste nation. Dette andet må være de gerninger som Kristi efterfølgere, der med rette bærer Kristi navn, gør i opfyldelse af hans profeti. Det må være deres forkyndelse af „denne gode nyhed om Riget“ til et vidnesbyrd. Hvilket rige? Nuvel, hvilket rige eller hvilket politisk styre på jorden er i dag en kilde til gode nyheder? Ikke ét! Jesus talte i profetien ikke med henblik på et eneste af disse. Der var kun ét rige han altid talte om — kun ét, og derfor er der intet at tage fejl af. Det var Guds rige. Det er den eneste kilde til gode nyheder i dag. Jesu efterfølgere giver til kende at de er sande kristne ved at forkynde netop dette ene rige og være villige til at blive hadet af alle nationer fordi de forkynder det.
6. Hvem ville Jesu efterfølgere ligne ifølge hans profeti, og hvorfor?
6 Intet står derfor mere klart end at Jesus Kristus forudsagde at hans efterfølgere, der skulle aflægge vidnesbyrd for alle nationerne, ville have usædvanlige ting at sige eller forkynde angående afslutningen på den gamle verden og begyndelsen til den nye. Af den grund ville de rejse en storm af international protest og de ville komme til at døje had fra alle de gamle nationers side. I så henseende ligner de meget fortidens profet Jeremias, der levede og forkyndte mere end seks hundrede år før Jesus Kristus. Da Jesus vandrede på jorden, antog mange jøder ham for at være profeten Jeremias. (Matt. 16:13, 14) Jesus citerede fra Jeremias’ profeti. På den anden side forudsagde Jeremias forskellige ting om Jesus Kristus. Jeremias forudsagde også vigtige begivenheder i forbindelse med Jesu efterfølgere. I virkeligheden var Jeremias et profetisk forbillede på resten eller de tilbageværende af Jesu indviede, salvede efterfølgere på jorden på den tid da det gamle skulle forsvinde og det nye begynde.
7. Hvad var der ved at ske i religiøs henseende da Jeremias begyndte at forkynde, og hvorfor er det således nu nødvendigt at lytte til den rest som Jeremias var et billede på?
7 Den tid Jeremias levede på var i høj grad bestemmende for dette forbillede og dets opfyldelse i dag. Han begyndte at profetere på en tid da den mest hjerteskærende hændelse stod for at skulle indtræffe, noget næsten ufatteligt skulle ske. Det var ødelæggelsen af den hellige by, Jerusalem, og plyndringen og udslettelsen af byens tempel, der var viet tilbedelsen af Jehova Gud. Nøjagtig fyrre år efter at Jeremias som et vidne for Jehova begyndte at profetere, fandt denne forfærdende, religiøse rystelse sted; Jeremias forkyndte fra 647 f. Kr., hvilket var den gode kong Josias’ trettende regeringsår i Jerusalem, og indtil 607 f. Kr., det år da de babyloniske hære under ledelse af den sejrende kong Nebukadnezar ødelagde templet som den vise kong Salomon havde bygget. I dag frygter man mere og mere hvad der skal ske med kristenhedens organiserede religion. Hvad skal der blive af den? Folk kan få et svar hvis de lytter til det klare budskab der forkyndes af den rest som forbilledligt blev skildret ved Jeremias, for denne rest forkynder opfyldelsen af Jeremias’ profetier i vor tid.
8, 9. (a) Hvordan og af hvem blev Jeremias gjort til profet? (b) Hvornår var det passende for Jeremias at påbegynde Guds gerning, og hvorfor skulle han ikke frygte de ældre mænds åsyn?
8 Hvem gjorde resten til en profet der skulle tale med den bemyndigelse den hævder at have? Ja, hvem gjorde Jeremias til profet? Jeremias var søn af en jødisk præst i byen Anatot nord for Jerusalem. Denne omstændighed gjorde ham dog ikke uden videre til profet. Heller ikke gjorde han sig selv til profet. Det kunne han ikke, navnlig ikke da han allerede før sin fødsel var bestemt til at være profet. Dog kunne han af egen fri vilje samtykke i og gå ind på at tjene som profet da han fik at vide til hvilket kald han var udset. Jeremias fortæller os hvordan og af hvem han blev sat til at være profet: „Jehovas ord begyndte at komme til mig således: ’Før jeg gav mig til at danne dig i underlivet kendte jeg dig, og før du begyndte at komme frem fra moderskødet helligede jeg dig. Jeg gjorde dig til profet for nationerne.’ Men jeg sagde: ’Desværre, o Herre Jehova! Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal tale, for jeg er kun en dreng.’ Og Jehova sagde videre til mig: ’Sig ikke, „jeg er kun en dreng“. Men til alle dem til hvem jeg sender dig, skal du gå; og alt hvad jeg vil befale dig, skal du tale. Vær ikke bange for deres åsyn, for „jeg er med dig for at befri dig“, lyder Jehovas udtalelse.’“ (Jer. 1:4-8, NW) Det fremgår tydeligt heraf at Jeremias var født til at skulle udføre en gerning. Men spørgsmålet var om han selv ville indstille sig på at udføre den. Var han villig til at påtage sig den? At han selv følte sig uegnet til opgaven var ikke det afgørende.
9 Jeremias modsatte sig det ikke eller blev genstridig fordi arbejdet på forhånd var afstukket for ham. For yderligere at vise hvordan Gud gjorde ham til profet siger han: „Jehova begyndte nu at udrække sin hånd og lade den røre min mund. Så sagde Jehova til mig: ’Nu har jeg lagt mine ord i din mund. Se, jeg har i dag bemyndiget dig til at komme over nationerne og over rigerne, til at oprykke og nedbryde og til at ødelægge og nedrive, til at bygge og til at plante.’“ (Jer. 1:9, 10, NW) At Jeremias var en dreng, enten det nu var af alder eller det blot var sådan han vurderede sig selv, var ingen hindring. Det er mens man er ung at det må være ens agt at påtage sig Guds gerning. Desuden var det ikke noget kortvarigt arbejde Jeremias skulle udføre. I hans tilfælde var det et ansvarsfuldt arbejde der skulle vare fyrre år, og endda lidt til. Hvis han skulle føre det til ende var det nødvendigt for ham at begynde mens han var ung, i drengeårene, hvor den længste del af livet endnu lå foran ham. Jeremias’ frygt for at han skulle være for ung, fejede Jehova til side og sagde: „Sig ikke, ’jeg er kun en dreng’.“ Eftersom det var skik at unge mennesker viste respekt for de ældre, krævede det noget usædvanligt af en dreng at skulle tale strengt til ældre mænd. Men Jehova var ældre end nogen af Israels ældste. Han sagde derfor til „drengen“ Jeremias: „Vær ikke bange for deres åsyn, for ’jeg er med dig for at udfri dig’, lyder Jehovas udtalelse.“ Det hele sagen drejede sig om var derfor: var Jeremias villig?
10, 11. (a) Hvilket arbejde skulle begynde samtidig med den „samlede afslutning på tingenes ordning“? (b) Hvilket spørgsmål af største betydning stod alle der hævdede at være kristne overfor i 1919?
10 I 1914 begyndte Jesu profeti at få sin opfyldelse. Den „samlede afslutning på tingenes ordning“ begyndte for denne verden. Der var hundreder af millioner der hævdede at være Jesu disciple, de allerfleste inden for kristenheden. Ved den samlede afslutning på tingenes ordning var tiden inde til at udføre et stort arbejde, et arbejde der skulle foregå fra afslutningsperiodens begyndelse indtil perioden var til ende. Det var et arbejde der skulle udføres overalt på den beboede jord, for alle nationerne, et arbejde der gik ud på at vidne om Guds riges gode nyhed for alle disse nationer. I mere end fire år optog den første verdenskrig mere end tredive nationers tid og opmærksomhed, til hen på året 1918; og kristenhedens religiøse organisationer kastede sig ud i krigen på deres respektive nationers side. De havde bestemt ikke tid til at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Hvad Jehovas vidner angår, ophidsede kristenhedens religiøse organisationer de politiske, militære og retslige myndigheder til at begrænse eller næsten standse den offentlige forkyndelse som Jehovas vidner forsøgte at udføre for at klarlægge betydningen af verdensbegivenhederne og -forholdene samt tidens tildragelser. Så kom året 1919, og arbejdet med at aflægge vidnesbyrd for alle nationerne som en opfyldelse af Jesu ord, skulle stadig gøres. Enhver der hævdede at følge og adlyde Jesus måtte påtage sig at udføre denne gerning. I dette første efterkrigsår hvor så mange beslutninger måtte træffes og meget arbejde gøres, var det vigtigste spørgsmål for kristenheden og for alle som kaldte sig kristne ikke så meget om alle nationer burde slutte sig sammen i et fredsforbund, men snarere dette: hvem ville være den profet som Jehova ønskede at sende til nationerne for at forkynde dem alt hvad han befalede? Hvem ville være nutidens Jeremias?
11 Jeremias profeterede fyrre år i endens tid for Judas rige. Hvem vil nu i denne endens tid for verdens nationer virke som profet og bringe Jeremias’ budskab?
12. (a) Hvordan finder vi frem til svaret på dette spørgsmål? (b) Hvori kan svaret sammenfattes i betragtning af de her nævnte ting?
12 Det var spørgsmålet dengang for fyrre år siden. I dag kan vi spørge: Hvordan blev spørgsmålet besvaret? Kendsgerningerne viser det. Vi bør ikke lade religiøs stolthed eller pralen eller selvpåståede fortrin, men kendsgerningerne have det afgørende ord. Lad kendsgerningerne tale for sig selv. Undersøg de faktiske forhold med hensyn til de gerninger der er blevet udøvet af kristenhedens religiøse organisationer, både katolske og protestantiske, og af jødiske religiøse organisationer. Og læg desuden mærke til hvad disse religiøse organisationer gør i dag. Læs så beretningen om den ene religiøse organisation som alle kristenhedens religiøse organisationer og jødedommen ivrigt bekæmpede under den første verdenskrig og har bekæmpet siden. Enhver ved at denne forfulgte organisation af kristne er Jehovas vidner. Læs avisreferaterne eller tidsskrifternes artikler, politiets rapporter og domsmyndighedernes protokoller, ja betragt de millioner af hjem der er blevet besøgt af disse Jehovas vidner, foruden deres egen årlige rapport og Jehovas vidners årbøger. Se på alt dette og spørg hvad Jehovas vidner har udrettet fra 1919 og frem til i dag. Svarene kan sammenfattes i det ene at de har bragt offentligheden til kundskab om deres budskab ved alle de midler som de har haft til rådighed. De har samlet deres forkyndelse om én ting, den gode nyhed om Guds rige. Dette har de, ifølge Jesu befaling, gjort „til et vidnesbyrd for alle nationerne“, nationerne bag jerntæppet medregnet.
13, 14. (a) Hvilke kendsgerninger afgør svaret på spørgsmålet? (b) Hvorfor er Jehovas vidner i dag taknemmelige for dette svar, og hvorfor er de blevet lykkelige?
13 Det der afgør svaret på spørgsmålet er ikke om alle katolicismens og protestantismens præster anerkender at Jehovas vidner har været og er den profet som Gud har sendt til nationerne. Det afgørende er: Hvem forstod hvad der var Guds vilje med de kristne nu ved denne verdens ende? Hvem tilbød at gøre den? Hvem har påtaget sig det arbejde som Gud forud bestemte skulle udføres på denne dommens dag for nationerne? Hvem har lydt opfordringen til at gøre arbejdet, og hvem har udført det indtil dette år 1958? Hvem har Gud i virkeligheden brugt som profet?
14 De historiske kendsgerninger gør kristenheden til skamme. Jehovas vidner er i dag dybt taknemmelige over at de faktiske forhold tydeligt viser at det har behaget Gud at bruge dem. Al den forkyndelse og alt det bibelske undervisningsarbejde som de indtil nu har udført i 175 lande og ø-distrikter hævder de er gennemført, ikke ved hjælp af militær styrke, heller ikke i menneskelig magt, men ved Guds ånd, hans usynlige virkekraft. (Zak. 4:6) Det er gået for sig fordi Jehova har udrakt sin mægtige hånd og berørt deres læber og lagt sit ord i deres mund. Det er tydeligvis sket fordi han har bemyndiget dem til at komme over nationerne og over rigerne. Lykkelige er de der har forstået hvad der er Guds arbejde nu, og de der frivilligt har meldt sig til at gøre det.
To slags guddommeligt arbejde
15. (a) Hvad var det der var forudbestemt? (b) Hvordan må kristne derfor leve op til det de hævder at være, og hvilke kristne har gjort det?
15 Ingen enkeltperson er forud bestemt til at udføre Guds arbejde, sådan som Jeremias var det. Det er selve arbejdet der er forudbestemt. Kristenheden kan undlade at gøre det forudbestemte arbejde, men det vil ikke desto mindre blive gjort. Vi må bringe os selv i harmoni med dette arbejde; vi skal ikke selvrådigt afgøre hvad Guds arbejde bør være i denne tid og derefter nedbede Guds velsignelse derover. Dette vil være en lovstridig handling imod Jehova Gud, ligegyldigt hvor højt og vedholdende vi hævder at være kristne. Gud tilbyder kristne at de må gøre det forudbestemte arbejde eftersom de erklærer at de gennem Kristus har indviet sig til at gøre Guds vilje. Således lader Gud de kristne leve op til det de hævder at være, hvis de vil, ved at gå ind på at gøre det arbejde Gud forud bestemte at kristne skulle gøre i vor tid. Uden hensyn til de enkelte personers navne glædede en rest af indviede, salvede vidner for Jehova sig over at blive udfriet af deres fangenskab under den første verdenskrig og over at kunne fuldføre deres indvielse til Gud ved at tage det forudbestemte arbejde op. Hundreder tusinder har siden fået øjnene op for den mulighed dette arbejde indebærer og de har ivrigt sluttet sig til den salvede Jeremias-skare i udførelsen af det.
16. Hvorfor er Jehovas vidners arbejde af verdensvid betydning skønt vidnerne kun er få i tal, og hvad har de, som forudskildret ved Jeremias, fået bemyndigelse til?
16 Jehovas vidner er måske forholdsvis få i antal. De er ikke bundet til et politisk parti og øver ingen politisk indflydelse. Ikke desto mindre er deres arbejde af verdensvid betydning, fordi det er blevet forudbestemt af Gud. Det blev forudskildret og forbilledligt vist ved Jeremias’ eget arbejde, der var af betydning for verden. Jehovas vidner stiller sig absolut neutrale over for denne verdens politiske, ideologiske og militære uoverensstemmelser, og alligevel har de guddommelig befaling til at bekendtgøre Jehovas budskab med henblik på denne verdens riger og nationer. Som forbilledligt skildret ved Jeremias, er de blevet bemyndiget „til at oprykke og nedbryde og til at ødelægge og nedrive, til at bygge og til at plante“.
17. Hvordan har Jehovas vidner i alt hvad de har foretaget sig de sidste fyrre år fuldført den gerning Jehova har betroet dem?
17 Det er dette arbejde Jehovas vidner har udført i de sidste fyrre år. Mens de har udført alt dette arbejde har de ikke blandet sig i politik, omstyrtet nogen regering, eller øvet vold mod institutioner eller den politiske struktur i nogen af denne verdens nationer. Men hvordan har de så fuldført den gerning Jehova har betroet dem? Vi kan finde frem til det rette svar ved at få besvaret spørgsmålet om hvordan vort forbillede, Jeremias, fuldførte sit hverv. Han gjorde dette ved at forkynde Jehova Guds domme, hans retskendelser og hans hensigter, der, når de bliver udtalt i Jehovas navn, er så godt som gennemførte. Han „nævner det, der ikke er, som om det var“. (Rom. 4:17) Ikke én af hans domme eller hensigter er forblevet ufuldbyrdet.
18. Med hvad sammenligner Jehova sig selv for at vise at han ubestrideligt er den højeste? Og hvilken beslutning angående nationerne kan han derfor træffe eller ændre?
18 Jehova Gud dannede mennesket af jordens støv. Meget passende sammenligner Jehova derfor sig selv med en stor pottemager, med en der former kar, og som uindskrænket har den fulde rådighed over det hans hånd fremstiller. Og ingen kan gøre ham denne rang stridig. Det ville ikke gavne det mindste at rejse indsigelse imod det han gør eller mod den måde hvorpå han lader sin vilje komme til udtryk. Han sagde: „Som leret i pottemagerens hånd, sådan er du i min hånd, o Israels hus. I hvad øjeblik jeg vil tale imod en nation eller imod et rige for at oprykke det og for at bryde det ned og ødelægge det, og den nation virkelig vender sig fra sin ondskab, som jeg talte imod, vil jeg også beklage den ulykke jeg havde tænkt at ramme den med. Men i hvad øjeblik jeg vil tale om et folk eller et rige for at opbygge og plante det, og det i virkeligheden gør hvad der er ondt i mine øjne ved ikke at lyde min røst, vil jeg også beklage det gode som jeg sagde til mig selv jeg ville gøre til dets gavn.“ — Jer. 18:5-10, NW.
19. Hvordan og med hvilke nationer demonstrerede Jehova i fortiden sin magt som den store pottemager der skabte verden, og hvorfor bør nationerne følgelig ikke lade hånt om Jehovas ord i dag, selv om det bliver udtalt gennem hans vidner i nutiden?
19 For lang tid siden demonstrerede Jehova Gud den magt han som den store pottemager der skabte verden har til at danne og sønderbryde nationer. Ruinerne af de gamle verdensmagter og riger, såsom Israel og Juda, Babylon, Edom, Moab, Ammon og andre af fortidens politiske magter står som eksempler på hvordan han oprykker, nedbryder, ødelægger og nedriver mægtige regeringer, store byer og magtudøvende folk og deres ordninger. I hvert tilfælde udøste han sine domme over den nation eller verdensmagt der forsyndede sig eller kæmpede imod ham. Han har altid haft en udvalgt skarpretter som kunne føre den guddommelige befaling ud i livet og lade dem der sætter sig op imod og kæmper imod Gud mærke at det ikke er tomme ord. „’Er mit ord ikke tilsvarende som en ild,’ lyder Jehovas udtalelse, ’og som en smedehammer der knuser klippefjeldet?’“ (Jer. 23:29, NW) Lad ikke vor tids nationer spotte Jehova Guds ord, selv om det fremsættes gennem den internationalt hadede gruppe kristne, kendt som Jehovas vidner. Det er ikke deres egne ord de udtaler og forkynder for nationerne; de henter deres budskab i Guds skrevne ord. „Altså,“ siger Paulus, „når nogen agter dette ringe, er det ikke et menneske, han agter ringe, men Gud, han, som også giver jer sin Helligånd.“ — 1 Tess. 4:8.
20, 21. (a) Hvilken betydning tillagde Jehovas vidner året 1914, og siden hvornår? (b) Hvad var det „nye“ og det „gamle“, og hvad forkynder Jehovas vidner om De forenede Nationer?
20 Så tidligt som i 1877 offentliggjorde Jehovas vidner, som er nært knyttet til Watch Tower Bible & Tract Society, Pennsylvania, at 1914 var det år da hedningernes tider, „de for nationerne fastsatte tider“, ifølge Guds ord skulle ende. Dette betød at noget nyt skulle begynde i 1914 og at noget gammelt skulle ende eller træde ind i sin afsluttende fase.
21 Det nye som skulle begynde var Guds rige i himmelen, for hvis oprettelse der var blevet opsendt bønner i næsten nitten hundrede år. Det gamle som skulle ende var denne verden, ikke denne jord som tres nationer har foretaget et videnskabeligt studium af i det internationale geofysiske år, men den afsindige, menneskegjorte tingenes ordning på hele jordens flade. Siden året 1914, som Jehovas vidner lang tid i forvejen pegede frem til, har denne gamle verden aldrig været den samme. Ulykkerne og forvirringen i verden er blevet ved, er endda taget til i styrke. I 1919 oprettede de sejrende nationer i den første verdenskrig et internationalt forbund der skulle holde sammen på verden og fremme og bevare international fred. Jehovas vidner identificerede det som noget vederstyggeligt i Guds øjne og sagde at Guds ord dømte Folkeforbundet til at forsvinde. I 1939 forsvandt det, ikke fordi Jehovas vidner nedbrød det — naziføreren Hitler og aksemagterne bag ham gjorde det — men fordi Jehovas ufejlbarlige ord sagde at det skulle ske. Hans ord, udtalt af hans vidner på jorden, slog ikke fejl. Hvad angår Folkeforbundets efterfølger, De forenede Nationer, forkynder Jehovas vidner frimodigt Guds ord angående denne internationale fredsorganisation, nøjagtigt som Gud har befalet. Jehovas ord siger: Ned med den! Følgelig er den dømt til at gå samme vej som Folkeforbundet.
22. Med hvad kan det sammenlignes at De forenede Nationers medlemslande må lytte til hvad Jehovas vidner forkynder? Hvilken befaling har Jehova imidlertid givet sine vidner angående dette?
22 De forenede Nationers toogfirs medlemslande kan ikke lide denne udtalelse fra Jehova Guds ord. At lytte hertil, og det især når udtalelsen kommer gennem Jehovas vidners mund og offentliggøres af dem, forekommer disse nationer som måtte de drikke giftblandet vin. Alligevel får Jeremias-skaren i vor tid befaling til at lade nationerne høre dette advarselsbudskab fra Jehovas inspirerede ord. ’Opryk, bryd ned, ødelæg og nedriv,’ sagde Jehova til Jeremias. Derfor må vi i dag, og lige så længe som denne gamle verden står, fortsætte med at forkynde dette bitre budskab og lade nationerne drikke denne advarsel indtil Gud selv lader dem drikke den virkelige bitre drik. Han siger: „Du skal sige til dem: ’Dette er hvad hærskarers Jehova, Israels Gud, har sagt: „Drik og bliv drukne og kast op og fald så I ikke kan rejse jer på grund af det sværd jeg sender iblandt jer.“’ Og det skal ske at hvis de afslår at tage bægeret af din hånd og drikke, skal du også sige til dem: ’Dette er hvad hærskarers Jehova har sagt: „I skal komme til at drikke. Thi se! det er over den by der er kaldt med mit navn jeg begynder at bringe ulykke, og skulle I så på nogen måde gå fri for straf?’“ ’I går ikke fri for straf, for der er et sværd som jeg kalder hid mod alle dem som bor på jorden,’ lyder hærskarers Jehovas udtalelse.“ — Jer. 25:27-29, NW.
23. Hvad vil Jehova holde kristenheden ansvarlig for, og hvorfor vil den kommunistiske blok og de øvrige nationer ikke undgå Jehovas eksekverende sværd?
23 Som en efterligning af den utro nation Israel på Jeremias’ tid gør vort tyvende århundredes ukristne kristenhed påstand på at blive kaldt ved Guds navn og at repræsentere ham. Jehova Gud vil kræve kristenheden til ansvar for ikke at leve op til det guddommelige navn. I den universelle Harmagedonkrig som nærmer sig, vil Jehova befale Jesus Kristus at eksekvere dommen, at svinge ødelæggelsens sværd over den hykleriske religiøse organisation. Den kommunistiske østblok af nationer eller de ikke-kristne nationer udenfor skal imidlertid ikke fryde sig over den kommende ødelæggelse af den såkaldt kristne vestblok eller, mere bestemt: kristenheden. Dersom Jehova anser kristenheden, som foregiver at bære hans navn og at repræsentere Gud over for verden, for at være hjemfalden til straf, tror det kommunistiske Rusland og dets drabantstater og verdens ikke-kristne nationer så at de kan gå ustraffede? Har de elsket Jehova Gud mere end kristenheden har? Har de afholdt sig fra at modstå og at kæmpe imod Jehova Gud og hans vidner? Kan de sige sig fri for at have gjort sig skyldige i urenhed og for at have syndet imod ham? Nej! Og Jehova siger at de ikke skal gå fri for straf, men at hans eksekverende sværd vil nå ud til alle jordens beboere. Følgelig har Jehovas vidner ikke undladt at advare dem.
24. Hvordan lød Jehovas budskab gennem Jeremias angående ulykken og dens følger, og hvad var Nebukadnezars sejrstog gennem Mellemøsten og helt ned til Ægypten et forbillede på?
24 Hør: „Dette er hvad hærskarers Jehova har sagt: ’Se! en ulykke går fra nation til nation, og en vældig storm skal rejses fra jordens fjerneste egne. Og de som Jehova har dræbt skal på den dag visselig ligge lige fra jordens ene ende til den anden. De skal ikke begrædes ej heller skal de sankes eller begraves, som gødning på marken skal de blive.’“ Idet Jehova derpå henvender sig til de politiske herskere der støttes af de religiøse ledere og af de kommercielle, industrielle og finansielle fyrster, siger han: „Hyl, I hyrder, og skrig! Vælt jer I majestætiske i hjorden! Thi dagene er inde da I skal slagtes og udsættes for at spredes, og I skal falde som et eftertragtelsesværdigt kar. Og et sted at flygte hen er gået til grunde for hyrderne, og et middel til flugt for de majestætiske i hjorden. Hør! Hyrderne skriger og de majestætiske i hjorden hyler, for Jehova ødelægger deres græsgange.“ (Jer. 25:32-36, NW) Det der fandt sted for længe siden da Nebukadnezar, konge over det babyloniske verdensrige, fejede hen over Mellemøsten og ned til Ægypten, er en lille og i menneskelig målestok givet skildring af hvad Jehovas endnu mægtigere skarpretter, Jesus Kristus, vil gøre når han fejer hen over hele kloden, fra nation til nation, og ødelægger den gamle verdslige tingenes ordning. — Jer. 25:8-11, NW.