Opnå frihed — og overlev kristenhedens fald
1, 2. (a) Hvornår og under hvis profetgerning skulle jøderne have fejret deres sidste jubelår? (b) Hvad skulle jøderne gøre i jubelåret, ifølge Jehovas lov ved Moses?
SABBATSÅRET skulle have været et frihedsår for de jødiske trælle. Jeremias’ folk skulle have holdt sabbatsårene lige siden indgangen i Kana’ans land i 1473 f.v.t. og frem til det sidste sabbatsår, der endte den 9. tisjri, dagen før den jødiske forsoningsdag, 609 f.v.t. Desuden skulle hvert 50. år fra indgangen i Kana’an have været fejret som et jubelår, der begyndte på forsoningsdagen. Det sidste jubelår i rækken, det 17., endte i 623 f.v.t., mens Jeremias tjente som profet. Som præst ved templet skulle Jeremias have hørt dette jubelår, dette særlige frihedsår, blive bekendtgjort med trompetstød. Jehovas lov ved profeten Moses lød:
2 „I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle indbyggerne; et jubelår skal det være eder; enhver af eder skal vende tilbage til sin ejendom, og enhver af eder skal vende tilbage til sin slægt; et jubelår skal dette år, det halvtredsindstyvende, være eder.“ — 3 Mos. 25:10, 11.
3. Hvad sagde Guds lov angående hvert syvende år mellem jubelårene, og hvor længe måtte hebræerne beholde en hebraisk træl?
3 Mellem jubelårene skulle hvert syvende år være et sabbatsår, svarende til den ugentlige sabbatsdag. (3 Mos. 25:1-9) En lignende ordning gjaldt de hebraiske trælle. Jehovas lov sagde: „Når du køber dig en hebraisk træl, skal han trælle i seks år, men i det syvende skal han frigives uden vederlag.“ (2 Mos. 21:2) „Når en af dine brødre, en hebraisk mand eller kvinde, sælger sig til dig, skal han trælle for dig i seks år, men i det syvende skal du give ham fri.“ — 5 Mos. 15:12.
4. Hvad var det derfor helt på sin plads at de hebraiske trælleejere gjorde i sabbatsåret 610-609 f.v.t., men hvordan gav de Gud yderligere grund til at straffe dem?
4 Jøderne på Jeremias’ tid handlede derfor godt i Jehovas øjne da de i sabbatsåret 610-609 f.v.t. sluttede en pagt for Jehovas åsyn i templet i Jerusalem om at frigive deres jødiske trælle. Til trods for den internationale situation, der så meget truende ud for Jerusalem, var det rigtigt af dem at adlyde Jehovas lov. Men allerede inden frihedsåret var omme brød de tidligere trælleejere deres højtideligt indgåede pagt og tvang deres tidligere trælle og trælkvinder tilbage i trældommen! Dette vakte Jehovas mishag og gav ham endnu en grund til at straffe dem. — Jer. 34:8-16.
5. (a) Hvilke fremmede som boede i Jerusalem var ikke indblandet i denne sag men var dog i fare? (b) Hvordan befinder Jerusalems nutidige modstykke sig ligeledes i fare, og fra hvilken side?
5 I Jerusalem boede der imidlertid et folk, nemlig rekabitterne, Rekabs søn Jonadabs efterkommere, som ikke delte denne mangel på respekt for en pagt der højtideligt var indgået for Jehovas åsyn. (Jer. 35:6-11) Alligevel befandt de sig i stor fare på grund af den velfortjente straf der ville ramme Jerusalems jødiske indbyggere. Men de havde en mulighed for at undgå de ting Jehova videre forudsagde fordi jøderne selvisk og troløst havde taget deres trælle tilbage. Jehovas næste ord skulle ikke alene interessere Jerusalem på Jeremias’ tid, men burde også i høj grad interessere nutidens kristenhed. Ligesom datidens Jerusalem befinder kristenheden sig nemlig i de sidste dage af sin lange eksistens. Den sidste verdensmagt der er forudsagt i bibelprofetien — den ottende — er nu på skuepladsen, og ifølge profetien vil denne magt, De forenede Nationer, tilintetgøre kristenheden, Jerusalems nutidige modstykke. FN og dens forgænger, Folkeforbundet, har nu eksisteret i sammenlagt 60 år. (Åb. 17:7-11) Før den ottende verdensmagt går til grunde vil den gribe til handling!
6. Hvordan har kristenheden ført sine kirkemedlemmer i trældom, skønt den hævder at gå ind for frihed?
6 Eftersom kristenheden hævder at være kristen, burde den gå ind for frihed — frihed for trældom under denne verden, der selv træller for synden. Men i virkeligheden har den fået sine kirkemedlemmer til at trælle for verden, ja for sine egne interesser. Sådan er det fordi kristenheden har gjort sig til ven med verden og dermed til fjende af Gud. — Jak. 4:4.
7. (a) Hvad er kristenhedens kirkegængere kommet til at trælle under og hvem modarbejder de? (b) Hvilke ord som nu fremsættes i Jeremias’ profeti bør kristenheden lægge mærke til?
7 De der i åndelig forstand træller for kristenheden træller ikke for Guds rige ved Kristus, men for den dødsdømte verden og dens hersker og gud, Satan Djævelen. (1 Joh. 2:15-17; Ef. 2:2) Kristenheden har fået sine kirkegængere til at modarbejde de kristne vidner for Jehova der blev forudskildret ved Jeremias. Måtte kristenheden derfor høre hvad Jehova sagde da israelitterne tog deres trælle tilbage:
„Derfor, så siger [Jehova]: Da I ikke hørte mig og udråbte frigivelse, hver for sin broder og hver for sin næste, vil jeg nu udråbe frigivelse for eder, lyder det fra [Jehova], så I hjemfalder til sværd, pest og hunger, og jeg vil gøre eder til rædsel for alle jordens riger. Og jeg giver de mænd, som har overtrådt min pagt og ikke holdt den pagts ord, som de sluttede for mit åsyn, da de slagtede kalven og skar den i to stykker, mellem hvilke de gik, Judas og Jerusalems fyrster, hofmændene og præsterne og hele landets befolkning, som gik mellem stykkerne af kalven — dem giver jeg i deres fjenders hånd og i deres hånd, som står dem efter livet, og deres lig skal blive himmelens fugle og jordens dyr til æde. Og kong Zedekias af Juda og hans fyrster giver jeg i deres fjenders hånd og i deres hånd, som står dem efter livet.
Og Babels konges hær, som drog bort fra eder, se, den byder jeg, lyder det fra [Jehova], at vende tilbage til denne by, og de skal angribe den og indtage og afbrænde den; og Judas byer lægger jeg øde, så ingen bor der!“ — Jer. 34:17-22; jævnfør Første Mosebog 15:10-18.
8. Hvordan vil det ifølge denne profeti hos Jeremias gå med nutidens kristenhed?
8 Betyder denne profeti at kristenheden vil falde for de verdslige styrker som Jehova lader belejre den? Ja, hvad ellers skulle den betyde, i betragtning af det der overgik Jerusalem? I lydighed mod Jehova havde Jeremias sagt til kong Zedekias at han ville blive fanget og ført til Babylon for at dø dér. (Jer. 34:1-7) Når denne profetiske begivenhed får en større opfyldelse, vil det heller ikke gå godt for de styrende i kristenheden!
9. Hvornår begyndte Jerusalems belejring i forhold til sabbatsåret, hvor længe varede den, og i hvilken forstand blev byen genstand for rædsel?
9 Det omtalte sabbatsår endte den 9. dag i den 7. månemåned (tisjri), dagen før forsoningsdagen, år 609 f.v.t. Få måneder senere, nemlig på den 10. dag i den 10. månemåned (tebet) samme år, indledte kong Nebukadnezar og hans babyloniske hærstyrker belejringen af Jerusalem. (2 Kong. 25:1, 2) Atten måneder sneglede sig af sted, og Jerusalem faldt den 9. dag i den 4. månemåned (tammuz) 607 f.v.t. Kong Zedekias forsøgte at undslippe og således hindre at Jehovas profeti gik i opfyldelse, men han nåede ikke længere end til byen Jeriko, hvor han blev indhentet af sine babyloniske forfølgere. De førte ham tilbage til et personligt møde med Nebukadnezar, og til håbløshed og landflygtighed i det afgudsdyrkende Babylon. (Jer. 34:2, 3) I den følgende månemåned, nemlig den 7. ab 607 f.v.t., blev Jerusalem plyndret og brændt ned. Byens besmittede tempel kunne ikke redde den. (2 Kong. 25:3-17) Jerusalems forfærdende ødelæggelse kunne i sandhed få de omboende folkeslag til at skælve af frygt for at de skulle få den samme behandling fra Babylons side.
10. Skælver kristenheden af frygt på grund af Jerusalems ødelæggelse i fortiden, og hvad vil kristenhedens egen ødelæggelse markere begyndelsen til?
10 Tanken om det ødelagte Jerusalem vækker imidlertid ingen forfærdelse hos nutidens kristenhed. Den skælver ikke af frygt. Den opfatter ikke Jerusalems ødelæggelse i fortiden som et profetisk forvarsel om dens egen snarlige tilintetgørelse i verdensomfattende målestok. Når kristenheden ødelægges, vil det markere begyndelsen til at al falsk religion tilintetgøres i den største trængsel der nogen sinde har ramt eller vil ramme denne gudfjendske verden. Det vil gå som forudsagt i Mattæus 24:15-22.
11. Hvornår kom Jerusalem og Judas land til at ligge øde hen uden mennesker eller husdyr, og var Jeremias og Baruk de eneste der overlevede under Jehovas gunst?
11 Hvordan vil noget menneske kunne overleve denne trængsel? På samme måde som Jeremias og hans sekretær Baruk overlevede da Jerusalem led trængsel ved sværd, hungersnød, pest og brand! Efter dette, i den syvende månemåned i dette ulyksalige år, blev Jeremias ført til Ægypten af de panikslagne jøder der havde gjort oprør mod Babylons herredømme. På denne måde kom hele Juda rige til at ligge øde hen, uden mennesker eller husdyr (2 Kong. 25:22-26), og landet kom til at nyde en ubrudt sabbatshvile på 70 år. (2 Krøn. 36:20, 21) Foruden Jeremias og hans sekretær Baruk var der andre som nød Jehovas gunst og bevarede livet da Jerusalem blev ødelagt og Judas land lagt øde. De havde gennem Jeremias fået en garanti for at de ville blive reddet. Hvis vi der lever i dag gerne vil overleve den kommende trængsel, bør vi være interesseret i hvordan det lykkedes disse mennesker at overleve dengang.
Et forbillede på dem der overlever kristenhedens fald
12. Hvilket nomadefolk der boede i landet som fremmede er et forbillede på dem der overlever den kommende trængsel, og hvorfor boede dette folk i Jerusalem?
12 Hvem vil Jehova Gud, som er i stand til at bevare mennesker i live, rette sin opmærksomhed imod i den store trængsel der inden længe vil ramme hele den dødsdømte tingenes ordning? Mod de indviede og døbte kristne der blev forudskildret ved en lille skare fremmede som havde søgt tilflugt i Jerusalem. Disse fremmede indbyggere, som stod på venskabelig fod med jøderne, havde følt sig nødsaget til at opgive deres nomadetilværelse og midlertidigt slå sig ned i Jerusalem for ikke at blive indlemmet i den fjendtlige hær der under babylonierkongen Nebukadnezar rykkede frem for at belejre Jerusalem. Deres forfader hed Jonadab og var søn af Rekab, men fordi kong David havde haft en brodersøn der også hed Jonadab, blev de ikke kaldt jonadabitter. Derimod blev de kaldt rekabitter, et navn der tydeligt skilte dem ud som ikke-israelitter. Jeremias kendte dem udmærket.
13. Hvordan adskilte israelitterne sig fra rekabitterne hvad trofasthed angår, og hvad skulle Jeremias gøre med rekabitterne?
13 I over 250 år havde de trofast adlydt et bud som deres velkendte forfader Jonadab havde givet dem. Israelitterne kunne ikke rose sig af at have vist den samme trofasthed over for Lovpagten, som deres forfædre, med Moses som mellemmand, havde indgået med Jehova Gud tilbage i 1513 f.v.t. Derfor havde den Gud hvis pagt de havde overtrådt, nu i sinde at påpege forskellen mellem de troløse israelitter og de trofaste rekabitter. Af den grund skulle rekabitterne sættes på en prøve, og prøven skulle foregå et sted der var helligt for Jehova, nemlig i hans tempel i Jerusalem. Jehova sagde til Jeremias: „Gå hen til rekabitternes hus og tal dem til, bring dem til et af kamrene i [Jehovas] hus og giv dem vin at drikke!“ (Jer. 35:1, 2) Dette skulle Jeremias gøre til trods for at det var velkendt at rekabitterne var „totalafholdsmænd“.
14. Hvordan begrundede rekabitterne deres vægring ved at drikke den vin Jeremias serverede, og hvad sagde de om grunden til at de havde bosat sig i en by?
14 Jeremias gjorde som Jehova befalede ham. (Jer. 35:3-5) Men selv da profeten satte vin frem, afslog rekabitterne at drikke. De forklarede:
„Vi drikker ikke vin, thi vor fader Jonadab, Rekabs søn, gav os det bud: I og eders børn må aldrig drikke vin, ej heller bygge huse eller så korn eller plante eller eje vingårde, men I skal bo i telte hele eders liv, for at I må leve længe i det land, I bor i som fremmede.
Og vi har adlydt vor fader Jonadab, Rekabs søn, i alt, hvad han bød os, idet både vi, vore kvinder, sønner og døtre hele vort liv afholder os fra at drikke vin, bygge huse at bo i og eje vingårde, marker eller sæd, men bor i telte; vi har adlydt og nøje gjort, som vor fader Jonadab bød os. Men da kong Nebukadrezar af Babel faldt ind i landet, sagde vi: Kom lad os ty til Jerusalem for kaldæernes og aramæernes hære! Og vi slog os ned i Jerusalem.“ — Jer. 35:6-11.
15. Hvordan var dette påbud en beskyttelse for rekabitterne og hvordan var der i Moseloven givet rum for en livsform som deres?
15 Det bud der var pålagt rekabitterne, tjente som en beskyttelse for dem. Det sikrede at de ville føre en enkel tilværelse som fremmede i landet og ikke blive påvirket af byernes fordærv. Eftersom de ikke var israelitter under Lovpagten, var de som fremmede inden for israelitternes porte, men de voldte ikke deres israelitiske værter nogen vanskeligheder. De blandede sig ikke i israelitternes overholdelse af deres pagt med Jehova, men fulgte selv Lovpagten i det omfang de var bundet af den. I spørgsmålet om at drikke vin og stærk drik, var de som naziræerne blandt israelitterne. De holdt sig ædru og bevarede deres sansers fulde brug. Men da kong Nebukadnezars hære trængte ind i Judas land, ville deres simple nomadeliv blive forstyrret. I betragtning af kaldæernes fremrykken var det derfor helt naturligt at rekabitterne flygtede til Jerusalem.
16. Hvordan gav de trofaste rekabitter Jehova et eksempel han kunne bruge over for de pagtsbrydende israelitter, og hvad fandt Jehova det nødvendigt at bringe over israelitterne?
16 Det at de så stædigt overholdt deres forfaders bud om ikke at drikke vin — selv da profeten og præsten Jeremias opfordrede dem til at drikke — gav Jehova et eksempel han kunne bruge over for de pagtsbrydende israelitter. Rekabitterne overholdt det bud de var underlagt, skønt det var pålagt dem af et ufuldkomment menneske, deres forfader. Israelitterne, derimod, brød deres pagt, Lovpagten, skønt den ikke var indgået med noget menneske, men med den højeste Gud. Meget passende sagde Jehova nu til Jeremias:
„Gå hen og sig til Judas mænd og Jerusalems borgere: Vil I ikke tage ved lære og høre mine ord? lyder det fra [Jehova]. Jonadabs, Rekabs søns, bud er blevet overholdt, thi han forbød sine sønner at drikke vin, og de har ikke drukket vin til den dag i dag, men adlydt deres faders bud; men jeg har talet til eder årle og silde, uden at I ville høre mig. Jeg sendte alle mine tjenere profeterne til eder årle og silde, for at de skulle sige: ’Omvend eder hver fra sin onde vej, gør gode gerninger og hold eder ikke til andre guder, så I dyrker dem; så skal I bo i det land, jeg gav eder og eders fædre.’ Men I bøjede ikke eders øre og hørte mig ikke.
Fordi Jonadabs, Rekabs søns, sønner overholdt deres faders bud, medens dette folk ikke ville høre mig, derfor, så siger [Jehova], Hærskarers Gud, Israels Gud: Se, jeg bringer over Juda og Jerusalems borgere al den ulykke, jeg har truet dem med, fordi de ikke hørte, da jeg talede, og ikke svarede, da jeg kaldte ad dem.“ — Jer. 35:13-17.
17. Hvorfor må vi sige at israelitternes frafald var overlagt, og hvad kunne de derfor ikke undgå?
17 Af denne sammenligning mellem rekabitterne og israelitterne fremgår det at de højt begunstigede israelitter faktisk, med Guds profeters hjælp, var i stand til at holde deres pagt med deres Gud, Jehova. Han havde sørget for at de havde et tempel og et præsteskab der kunne bringe ofre for at sone de synder de uforvarende begik på grund af deres kødelige skrøbelighed. Til trods herfor valgte de imidlertid at dyrke andre guder ved siden af Jehova — navnlig Ba’al — og at fylde deres gudsdyrkelse med enhver form for ondskab der var forbudt ifølge Jehovas lov ved Moses. Deres frafald fra Guds lovpagt, der krævede ren tilbedelse, var derfor overlagt. De viste ingen respekt, hverken for den eneste levende og sande Gud eller for deres højtidelige løfte om at tjene ham. Dette kunne kun varsle ulykke for dem. Af tilsvarende grunde trues kristenheden uundgåeligt af ulykke i dag!
Undgå den ødelæggelse der vil ramme al falsk religion
18. I hvilke ord som Jeremias henvendte til rekabitterne, finder medlemmerne af ’den store skare’ en forsikring om at de vil overleve kristenhedens og denne verdens tilintetgørelse?
18 Hvem i dag vil gerne undgå at blive udslettet sammen med kristenheden og dens nære ven, den gudvanærende verden? „Det vil vi!“ siger medlemmerne af den store skare der profetisk er omtalt i Åbenbaringen 7:9-17. De finder en forsikring i det løfte Jehova gav de trofaste rekabitter, som nævnt i Jeremias 35:18, 19: „Til rekabitternes hus sagde Jeremias: Så siger Hærskarers [Jehova], Israels Gud: Fordi I har adlydt eders fader Jonadabs bud og overholdt alle hans bud og gjort alt, hvad han bød eder, derfor, så siger Hærskarers [Jehova], Israels Gud: Ingen sinde skal Jonadab, Rekabs søn, fattes en mand til at stå for mit åsyn.“
19. (a) Hvordan stillede Jonadab sig til ba’alsdyrkelsen? (b) Hvem henviser navnene Jonadab og Ja’azanja til, og hvordan viste rekabitterne deres trofasthed?
19 Til trods for at Jonadab, Rekabs søn, ikke var israelit, ville han således aldrig komme til at mangle en efterkommer til at stå godkendt for Jehovas åsyn. Vi kan her tænke på at Jonadab selv havde støttet kong Jehu af hele sit hjerte da denne udryddede ba’alsdyrkelsen af det frafaldne Israels rige. (2 Kong. 10:15-28) Og hans navn, Jonadab, henviser til den eneste levende og sande Gud, for det betyder „Jehova er gavmild“. Den rekabit som Jeremias henvendte det guddommelige løfte til hed Ja’azanja, og hans navn betyder „Jah [det vil sige Jehova] hører“. (Jer. 35:3-5) Trofaste mod deres forfaders bud havde Ja’azanja og hans brødre afslået at drikke den vin Jeremias serverede for dem i Jehovas tempel. De viste deres uangribelighed for Jehovas åsyn.
20. Hvordan kan vi være sikre på at det gik rekabitterne da Jerusalem blev ødelagt, skønt vi ikke har nogen direkte bibelske beviser herpå?
20 Jehova respekterede rekabitternes trofasthed og lovede dem at de ikke ville blive udslettet under Jerusalems forestående ødelæggelse i 607 f.v.t. Vi kan være forvissede om at rekabitterne ikke blev afskåret fra Jehovas åsyn da ødelæggelsen indtraf, for Jehova holder sine løfter lige så sikkert som rekabitterne overholdt påbudet om ikke at drikke vin. Den Malkija der på statholderen Nehemias’ tid istandsatte en af Jerusalems porte, er muligvis et historisk vidnesbyrd om deres overlevelse. Han betegnes som Rekabs søn. (Neh. 3:14) Om der stadig levede rekabitter på Jesu tid og om nogen af dem i så fald blev hans disciple, oplyses ikke i Jehovas ord. Men det ville have passet udmærket.
21. Hvilken national ulykke overlevede rekabitterne, og hvad må deres nutidige modstykke derfor overleve?
21 I dag er det ikke længere muligt at udpege kødelige rekabitter, men de har deres nutidige modstykke i en skare mennesker der samarbejder nært med de åndelige israelitter, som billedligt blev fremstillet ved Jeremias. Eftersom fortidens rekabitter overlevede det frafaldne Jerusalems ødelæggelse, stemmer det udmærket at deres nutidige modstykke, som udgør „en stor skare“ bestående af Kristi „andre får“, vil overleve den store trængsel der vil ramme verden og i første række udslette kristenheden, Jerusalems modstykke.
22. (a) Hvornår blev det første gang forklaret at Jonadab var et billede på gudfrygtige mennesker der vil overleve „den store trængsel“? (b) Hvad blev de specielt indbudt til at overvære i 1935?
22 Bind III af Det store Opgør, der blev udgivet på engelsk mandag den 18. juli 1932 i Brooklyn, New York, var den første af Vagttårnets publikationer som forklarede (på siderne 79-86 i den danske udgave) at fortidens Jonadab skildrede en skare gudfrygtige mennesker der under Guds beskyttelse vil komme levende gennem „den store trængsel“ og ind i den nye orden under Kristi rige. (Siderne 295-299 i Vagttårnet for 1. oktober 1932) Man forstod at det interessante foredragsemne „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“ gjaldt dem. Derfor bragte Vagttårnets engelske udgave for 15. april 1935 denne meddelelse:
The Watchtower minder endnu en gang sine læsere om at der vil blive afholdt et stævne for Jehovas vidner og jonadab’erne i Washington, D. C., fra 30. maj til 3. juni 1935. Vi håber at mange af resten og af jonadab’erne må finde det belejligt at overvære dette stævne. Hidtil har kun få af jonadab’erne haft den forret at overvære et stævne, og stævnet i Washington kan vise sig at blive til virkelig trøst og gavn for dem. — Side 114.
23. Hvilken forklaring fik disse jonadab’er ved stævnet i Washington, D. C., og hvad skete der således dagen efter?
23 Det gjorde det, for fredag den 31. maj blev det forklaret dem at Jonadab-skaren var identisk med ’den store skare’ der profetisk omtales i Åbenbaringen 7:9-17. Hovedparten af de 840 stævnedeltagere der lod sig døbe dagen efter, viste sig uden tvivl at være jonadab’er eller modbilledlige rekabitter.
24. Hvem er Jonadabs efterkommere et forbillede på i dag, eftersom de overlevede Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t.?
24 Fortidens Jonadab levede i det tiende århundrede før vor tidsregning og kom ikke til at opleve Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Men hans efterkommere, rekabitterne, hvis lydighed Jeremias satte på prøve, både oplevede og overlevede Jerusalems fald. Da de stammer fra Jonadab, er de også et forbillede på ’den store skare’ som vil overleve kristenhedens fald. — Se Du kan overleve Harmagedon og komme ind i Guds Nye Verden, siderne 65-68.
25. Hvilken tilskyndelse får Jonadabs og rekabitternes modbillede i dag?
25 Hør da, I indviede og døbte kristne der blev skildret ved fortidens rekabitter! Ligesom jeres forbillede må I holde jer fra overdreven nydelse af mad og drikke, fra falsk tilbedelse og fra at knytte forbindelse med denne verden og blive dens ven. (Jak. 4:4; 1 Joh. 2:15-17) Bliv ved med at efterligne Jonadab, Rekabs søn, og vis nidkærhed for Jehova og modstand mod nutidens ba’alsdyrkelse, så I må opleve at Jehova ved sin større Jehu, Jesus Kristus, tilintetgør kristenheden og al anden falsk religion. Lev med en rekabitlignende trofasthed op til jeres indvielse til den suveræne Herre Jehova og udfør jeres del af arbejdet med at fremme hans søns herlige riges interesser. Det vil hjælpe jer til at fastholde den frihed I har opnået fra denne dødsdømte verden, indtil dens dage er forbi. Brug jeres velsignede frihed efter Guds vilje; så vil I ikke blive ramt når Jehova udøser sin hævn over denne onde verden og alle dens venner, men stå godkendte for hans åsyn og blive belønnet med liv på en paradisisk jord under hans søns rige. Jeremias-skaren vil glæde og fryde sig over jer!
(Behandlingen af Jeremias’ profeti vil fortsætte i Vagttårnet for 1. maj 1980.)
[Illustration på side 20]
’Den store skare’ overlever kristenhedens fald