Din tid eller dine penge?

Tid og penge tjener to forskellige formål. Prøv derfor ikke at give dine penge i stedet for din tid, eller din tid i stedet for dine penge, for de to ting kan ikke erstatte hinanden.

HVAD foretrækker du at give, din tid eller dine penge? Den ubehjælpsomme, dovne ægtemand foretrækker måske at nøjes med at give sin tid. Han sidder et eller andet sted i huset hele dagen eller er sammen med sine venner mens hans kone må slide for at forsørge familien. De fleste mennesker har imidlertid snarere en tendens til at give deres penge når de burde give deres tid.

En viis konge har engang sagt: „Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid.“ Når det med rette ventes af os at vi giver vor tid kan vi derfor ikke som erstatning give vore penge. Gør vi det, vil vi højst sandsynligt skade andre, og det er hverken klogt, retfærdigt eller kærligt. — Præd. 3:1.

Sandt nok findes der materialistiske mennesker som foretrækker at du giver dem penge fremfor at du ofrer noget af din tid på dem, men hvis de var virkelig vise, eller hvis de var dine sande venner, ville de foretrække at du ofrede noget af din tid på dem. Men når alt kommer til alt er den afgørende faktor ikke hvad andre foretrækker. En selvisk hustru eller fordærvede børn vil måske hellere have en kærlig familiefaders penge fremfor at nyde hans selskab og hengivenhed. Hvad er så afgørende for hvad man skal give? Vi må spørge os selv: Hvad er jeg skyldig at give? Ligesom vi ikke kan nøjes med at give vor tid når vi skylder penge, således kan vi heller ikke nøjes med at give vore penge når vi er skyldige at give af vor tid. I mange tilfælde har vi pligt til at give begge dele.

En gift mand har pligt til at ofre både penge og tid på sin hustru. Forældre har pligt til at bruge både tid og penge på deres børn. Indviede kristne skylder deres Gud Jehova deres tid og materielle ejendele. Men glemmer vi at give vor tid fordi det er lettere at give penge? Dulmer vi vor samvittighed med pengegaver fordi vi forsømmer at give den tid vi skylder?

For nogle år siden boede der en velstående sagfører i en af de større byer i De forenede Stater. Han havde et godt omdømme og gjorde sin kone lykkelig fordi han var så betænksom og gavmild med sine penge. Men en dag kom der et skår i hendes lykke. Hvorfor? Hun opdagede at han havde en elskerinde i en anden del af byen. Han gav sin hustru penge men foretrak at ofre sin tid på elskerinden.

Selv ærlige ægtemænd fejler ofte på dette punkt. De arbejder hårdt for at dække deres hustruers materielle behov rigeligt. Men når de søger afveksling eller andre menneskers selskab går de på værtshus eller i en klub eller dyrker en hobby som hustruen ikke kan være med til. De giver penge men ingen tid. Ikke dermed sagt at hustruen ikke kan bære sin del af skylden, men det er ikke den side af sagen vi behandler her. Selv om hun måske kommer til kort, skylder hendes mand hende stadig en del af sin tid, ligesom han stadig er skyldig at forsørge hende og at yde hende den ægteskabelige ret. Bibelen siger: „Kærligheden opbygger.“ Penge i sig selv opbygger ikke. Skal en mand opbygge sin hustru må han ikke være tilfreds med blot at give hende penge eller at lade penge erstatte den tid han burde give hende. — 1 Kor. 8:1.

Ægtemænd er dog ikke alene om at bære sig forkert ad i denne henseende. Hustruer gør det undertiden også. En sophisticated ung kvinde der ofte i spøg havde sagt at hun foretrak at være en gammel mands elskerinde fremfor en ung mands slavinde, giftede sig alligevel med en ung mand. Han lærte et håndværk og fik en særdeles god stilling. Hans hustru insisterede imidlertid på at ville arbejde ude, selv om manden havde en god indkomst og ønskede at hun skulle blive hjemme; hun var besluttet på at yde sin del på sin egen facon. Hun vaskede altid storvask selv, skønt manden ville have at hun skulle sende øjet på vaskeri så hun kunne få lidt mere tid til sig selv. En dag hun kom hjem fra arbejde havde manden begået selvmord. Hun havde insisteret på at ville give penge, hvilket han ikke havde brug for, men havde forsømt at give ham det han allermest trængte til — hendes selskab og tid.

Et yderliggående, tilfælde? Sandt nok, men princippet holder stik. Når mænds levealder er seks til syv år kortere end kvinders, og så mange mænd får hjertesygdomme, er en af årsagerne muligvis at hustruerne arbejder selv om det ikke er strengt nødvendigt. Gifte kvinder som absolut vil have et udejob foruden deres huslige arbejde bør derfor spørge sig selv: Trænger vi så hårdt til de ekstra penge at det kan betale sig at jeg berøver min mand den tid, opmærksomhed, hengivenhed og moralske støtte som jeg må ofre for et arbejdes skyld? Konkurrerer jeg med ham i stedet for at samarbejde med ham? Penge kan ikke erstatte tid og det som tid giver mulighed for.

Forældre

Dette gælder i lige så høj grad forældre. Moderne forældre praler ofte af at de ved at give deres børn penge kan slippe for at ofre tid på dem. De køber dyrt legetøj, anskaffer fjernsyn, ofrer en masse penge på børnene og synes så at de har gjort deres pligt. Derpå føler de sig frie til at bruge tiden til at pleje deres egne selviske interesser, går ud og morer sig, spiller bridge, og meget andet. Sådanne forældre gør sig skyldige i en alvorlig misforståelse. Børnene kan ikke på rette måde vokse op til modenhed uden samvær med deres forældre. For eksempel har man for nylig foretaget videnskabelige undersøgelser med får og konstateret at lam langt hurtigere vokser op og kan klare sig selv når de får lov at være sammen med deres forældre, end når de bliver fjernet og anbragt sammen med andre lam. Børn er fødte efterlignere. Efterligning er en af de måder hvorpå de lærer bedst. Lad dem derfor være sammen med voksne så meget som muligt. Her er for øvrigt et argument der taler for at børn skal holdes hjemme fremfor at have lov til at lege med andre børn som ikke er opdraget ordentligt.

Dette harmonerer også med den bibelske formaning fædre fik i det gamle Israel: „Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ Det var i sandhed et krav til fædre om at give, ikke penge, men tid, ikke sandt? — 5 Mos. 6:6, 7.

Og husk, I forældre ofrer ikke tid på jeres børn mens de ser fjernsyn. Et fornuftigt forældrepar gjorde for nogen tid siden et forsøg som faldt ud til deres egen tilfredshed og samtidig viste det dåragtige i at overlade børnene til fjernsynet. Da de fandt at børnene var forfaldet til at se fjernsyn afbrød de apparatet i et år. Nu havde de pludselig tid til at lære at spille på forskellige instrumenter, til glæde og underholdning for hele familien; også højtlæsning og meget andet blev der tid til. De lærte at forstå hinanden bedre og blev knyttet meget stærkere sammen. Da året var gået blev fjernsynet atter sat til, men der blev vedtaget strenge regler for hvor meget der skulle ses. Familien begrænsede sig til at se programmer af særlig interesse, og ingen måtte tænde før opvasken var til side og lektierne læst. Det var bestemt en fornuftig familie! Disse forældre elskede deres børn og havde deres velfærd på sinde, de nøjedes ikke med at give dem hvad der kunne købes for penge. Fædre kan let glemme deres forpligtelser i denne retning; tidens jag kan være årsag til at det sker.

I de senere år har mødre også mere og mere fejlet på dette punkt. Det har vist sig at kunne mærkes på et barn om moderen arbejder ude af nødvendighed, for at forsørge sig selv og børnene, eller hun gør det fordi hun ikke ønsker at være tynget af familiepligter eller synes at det huslige arbejde keder hende. Og det skal ikke undre os, for der er himmelvid forskel på den moder der arbejder ude for lyst og den som gør det af nød og trang.

Når en moder går på arbejde fordi det er nødvendigt, må hun tvinge sig selv til at forlade børnene, og hver morgen kysser hun dem farvel mens hun tænker: „Hvor er jeg ked af at jeg må gå fra jer!“ Går hun derimod fordi hun har lyst, ligger der ikke denne kærlige, følsomme undertone i hendes farvel. Bevidst eller ubevidst føler hun sig lettet over at komme bort fra hjemmet. Intet under at forbryderiske børn ofte viser sig at være fra hjem hvor moderen arbejder uden egentlig at behøve det. Børn gør oprør når moderen fornægter dem. De trænger til deres moders kærlighed og føler instinktivt at de har ret til at få den. Dersom de bliver snydt for den, går deres følelser amok og resultatet bliver at de øver vold og vandalisme.

Til tider virker dette princip også omvendt. Voksne børn sørger materielt for deres gamle forældre, men glemmer at ofre tid på dem. I nogle tilfælde høster forældrene måske blot hvad de selv har sået.

Indviede kristne

Også når det gælder religion er det almindeligt at folk giver penge når de burde give af deres tid. Både præst og lægfolk tænker forholdsvis lidt på deres pligt til at ofre tid, og lægger i stedet vægt på penge.

Den kendsgerning at „folk vil have det så“ retfærdiggør ikke sagen. Mange mennesker mener at de er kristne når blot de går i kirke om søndagen og giver 10 procent af deres indkomst. Resten af tiden betragter de som deres egen. Nogle føler endda at de ikke engang behøver at gå i kirke en gang om ugen, men mener at en gang om måneden eller blot to gange om året, til jul og påske, er tilstrækkeligt, så længe de blot yder deres pengebidrag. For at opmuntre til at give penge, offentliggør nogle kirker bidragslisterne ved årets slutning så alle kan se hvor meget hvert enkelt kirkemedlem har givet. Det ville være langt bedre at vise hvor megen tid hver havde ydet — i kirkens arbejde og, i særdeleshed, i forkyndelsen af evangeliet. Resultaterne ville sikkert langtfra være smigrende! — Jer. 5:31.

Sandt nok understreger Bibelen at man skal give af sine materielle midler både til Gud og næsten: „Ær med din velstand [Jehova], med førstegrøden af al din avl.“ „Thi når den gode vilje er til stede, er den gudvelbehagelig, efter hvad den evner, ikke efter hvad den ikke evner.“ „Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ — Ordsp. 3:9; 2 Kor. 8:12; 9:6, 7.

Men langt vigtigere er det at vi giver af vor tid, giver os selv, ligesom apostelen Paulus gav sig selv. Han havde ingen penge at give, men han havde tid og han gav rigeligt af den. „Således ville vi gerne af inderlig kærlighed til jer give jer ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære. I husker jo nok, brødre, vort slid og vor møje; mens vi arbejdede nat og dag for ikke at falde nogen af jer til byrde, prædikede vi Guds evangelium for jer.“ Hvor vigtigt det er at vi giver af vor tid understreges også i Paulus’ råd: „Bliv stadige, urokkelige, hav altid fuldt op at gøre i Herrens arbejde.“ (NW) — 1 Tess. 2:7-9; 1 Kor. 15:58.

Nøjagtig sådan ser Jehovas vidner på dette spørgsmål. De holder deres udgifter på et minimum ved ikke at have en betalt præsteklasse. Penge nævnes kun i forbindelse med den sædvanlige oplæsning af regnskaberne. Men vidnerne lægger stor vægt på at man skal give af sin tid. Alle tilskyndes til at overvære fem ugentlige menighedsmøder, 260 om året, til at ofre tid på personligt studium og familiestudium af Bibelen og til at yde så megen tid i forkyndelsen som muligt. Hver menighed har et timemål og hvert vidne stræber efter at nå eller overskride det. En gennemsnitsforkynder i en menighed bruger en halv snes timer om måneden i forkyndelsen af evangeliet. De „,køber den belejlige tid“ til sig selv. — Ef. 5:16, NW.

Og ikke nok med det. For hver eneste af disse forkyndere fremholdes det mål at blive pioner, specialpioner eller missionær, hvilket kræver at man bruger 100 til 150 timer om måneden i forkyndelsen. Vagttårnets selskab har lige fra dets begyndelse understreget at dersom en forkynder stod over for valget mellem at få mulighed for at give flere penge eller for at give mere tid, afgjort skulle vælge det sidste. Ved et sådant valg ville han mere direkte kunne følge i Jesu og hans apostles fodspor. „Søg først Guds rige.“ — Matt. 6:33.

Som resultat af at man har fulgt dette princip er den nye verdens samfund af Jehovas vidner ikke alene blevet et hurtigt voksende men også et stærkt samfund, fordi de der er tilsluttet det ikke kan forkynde for andre og undervise dem uden selv at få gavn deraf. Vi læser: „Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.“ Og samtidig er det et lykkeligt samfund, for „der er større lykke ved at give end ved at modtage“. (NW) — Ordsp. 11:25; Ap. G. 20:35.

Så ægtemænd, hustruer, forældre, og især indviede kristne, husk at der er en tid til hver en ting under solen. Det er prisværdigt at give af sine penge, men det må aldrig ske at vi giver vore penge i stedet for den tid vi har pligt til at give. „Nægt ikke den trængende hjælp, når det står i din magt at hjælpe.“ Giv af din tid til hjælp for andre og til din egen sande lykke. — Ordsp. 3:27.