Sikkerhed under „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“

Denne artikel er ordlyden til det foredrag som i en række større byer i verden er holdt ved Jehovas vidners stævner med temaet „Jag efter fred“. I Danmark hørtes foredraget af over 14.000 mennesker, og hundredtusinder andre ud over jorden har lyttet til det og følt sig lettet fordi de fik svar på hvad „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ er, hvorfor den må komme, og hvordan det er muligt at finde beskyttelse.

 1. Hvorfor er ’krigen på den store dag’ en absolut nødvendighed, og hvorfor behøver mennesker med god vilje ikke at føle sig ilde til mode ved udsigten til denne krig?

DET bliver en ’stor dag’ — dagen for den krig som vil gøre ende på al krig. Uselviske mennesker der længes efter fred og broderskab har set frem til den dag som vil åbne vejen til en verden hvor der skal herske varig fred mellem mennesker med god vilje. Krigen på denne store dag er en absolut nødvendighed, for kun den kan for evigt udrydde de krigslystne og krigsophidsende mennesker som skaber ufred i hele det menneskelige samfund. Selv om en ny verdenskrig ville blive forfærdelig, behøver mennesker med god vilje dog ikke at gyse ved tanken om at der skal udkæmpes en krig af universelle dimensioner. De behøver ikke at føle sig ilde til mode fordi der skal en sådan krig til for at udelukke såvel store som små krige i al fremtid. Mennesker med god vilje vil få rig lejlighed til at bringe sig i sikkerhed og komme levende igennem „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“.

 2. Hvordan vil denne krig blive forskellig fra en tredje verdenskrig med hensyn til muligheden for at overleve?

² Eftersom nogle mennesker vil blive beskyttet og bevaret under krigen, må denne være helt forskellig fra alle andre krige. Når mennesker nu taler om en tredje verdenskrig, ser de ingen mulighed for at nogen kan overleve den, for de ved hvad en sådan konflikt vil betyde i atomvåbnenes og raketternes tidsalder. I løbet af det tiår som begyndte med 1950 har videnskabsmændene og de militære eksperter udviklet så mange dødbringende krigsmidler at menneskene nu har fuldkommengjort hvad spalteredaktør C. L. Sulzberger kalder „evnen til total ødelæggelse, hvilken tidligere kun Gud mentes i besiddelse af“.a Menneskene ligger allerede inde med så mange destruktive midler at de kunne tilintetgøre sig selv den ene gang efter den anden, hvis blot de havde magt til atter og atter at bringe sig tilbage til livet og gentage udslettelsen.

 3, 4. (a) Hvilken slags krigsførelse er, bortset fra at vi trues af rumraketter, en fare for menneskeheden? (b) I hvilket omfang er der blevet fremstillet gasser i krigsøjemed, og hvilken frygt tager stadig til?

³ I dag trues vi ikke blot af bombardement med raketter fra de fire nationer som allerede er medlemmer af „atomklubben“. Vi står også i fare for en grusom udryddelse ved en gaskrig. I vor tid har man opfundet giftgasser, sygdomsspredende gasser og nervegasser — ja også det man kalder psyko-kemiske gasser, der rammer menneskets psyke, sjæl, eller sindets og nervernes centre. Nogle af disse gasser kan i løbet af få minutter dræbe titusinder af mennesker. Andre kan få en hel bys befolkning til at miste forstanden; andre igen kan lamme hele befolkninger uden at dræbe dem, og således bane vejen for at befri byer for fjendtlige okkupationsstyrker.

⁴ Kommunistrusland er med hensyn til fremstillingen af et helt arsenal af gasser seks år foran De forenede Stater; det skulle således have den samme slags gasser som De forenede Stater er i besiddelse af, og måske flere. Sådan siger dr. Cecil M. Coggins, der tidligere virkede inden for den amerikanske hærs afdeling for kemisk krigsførelse. Over for Kaliforniens lægeforening udtalte han den 23. februar 1960 at nogle af disse giftgasser „var frygteligere end atombomber“. Nogle dage tidligere, den 5. februar, var der fremkommet meddelelse om at De forenede Stater havde standset produktionen af nervegas, fordi landet nu havde „nok“. Ifølge staten Colorados demokratiske repræsentant i kongressen betyder „nok“ et tilstrækkeligt kvantum til at man kan „dræbe hver mand, hver kvinde og hvert barn i verden“. Et menneske der kunne tænke sig at gøre noget sådant, ville naturligvis blive anset for at være sindssygt. Alligevel råder der en stor, og stadig voksende, frygt for at en tredje verdenskrig, i hvilken sådanne djævelske masseødelæggelsesmidler ville blive sluppet løs, skal blive iværksat af en eller anden galning, ved et simpelt uheld eller ved en fejlberegning.

 5. Fra hvilken kilde alene kan en foranstaltning til menneskets fortsatte beståen hidrøre, og hvorfor?

⁵ Tilsyneladende risikerer menneskene altså i de næste ti kritiske år at bringe en vanvittig ødelæggelse over sig selv med deres egne våben. Forslagene om at bygge tilflugtsrum til beskyttelse mod radioaktivt nedfald, samt atomtidsalderbyer med underjordiske tilflugtsrum, giver ingen virkelig sikkerhed for at livet kan leves på jorden når først en atom- og giftgaskrig er gået hen over den. Den eneste foranstaltning til menneskets fortsatte beståen ville kun kunne hidrøre fra en kilde som stod langt over menneskene, som var langt mægtigere end de. Alt taler for at denne kilde kun kan være den som skabte både mennesket og den klode som det bebor.

 6. Hvem beder nationer til i krigstid, men hvorfor kan de ikke tilskrive denne æren for deres sejr?

⁶ I krigstider beder alle nationer, vel med de gudsfornægtende kommunistiske lande som eneste mulige undtagelse, til deres guder om hjælp til at vinde krigen. I kristenheden beder nationerne til en og samme gud, som om han var partisk og ville begunstige én såkaldt kristen nation fremfor en anden „kristen“ nation. Men aldrig har en nation i kristenheden, når den har vundet en militærsejr, kunnet tilskrive himmelens Gud den, og forklare sejren med Bibelens ord i Zakarias 4:6: „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger hærskarers [Jehova].“ Selve det at nationerne har bedt om Guds hjælp til at vinde sejr i krig, er en indrømmelse af at Gud er mægtigere end de. Desuden er sådanne bønner forblevet ubesvarede, og nationer som har opsendt dem har lidt nederlag for fjendens hånd. Gud må altså have haft noget imod de tabende nationer, når vi skal se sagen fra deres eget synspunkt.

 7. Hvilke praktiske spørgsmål vedrørende „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ er der grund til at overveje?

⁷ Med hvilke øjne vil himmelens Gud da betragte kristenhedens nationer og hele den øvrige verden i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“? Hvem vil føre den krig? Vil ’Gud, den Almægtige’ selv kæmpe i krigen? Hvem vil han i bekræftende fald kæmpe imod, og hvorfor? Det er praktiske spørgsmål, som giver nationerne grund til alvorlig eftertanke. Ja, det er spørgsmål som vi alle må tænke over, for vi nærmer os mere og mere krigen over alle krige! Vi trænger hårdt til oplysninger.

 8, 9. (a) Hvorfor er det sikkert at ’krigen på den store dag’ vil komme, til forskel fra hvad man kan sige om en tredje verdenskrig? (b) Hvor omtales den krig i særdeleshed, og hvad kaldes den almindeligvis?

⁸ „Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ bliver ikke en tredje verdenskrig udkæmpet med vor tids hæslige krigsvåben. Vi kan være i tvivl om hvorvidt der kommer en tredje verdenskrig, men en autoritativ kilde har forudsagt at ’krigen på den store dag’ skulle komme. Det er sikkert og vist at den kommer. Det kan Gud den Almægtiges egne advarende ord overbevise os om. I Guds eget skrevne ord, i den sidste bog som kaldes Åbenbaringens bog eller Apokalypsen, fortæller den inspirerede apostel Johannes om sit profetiske syn med disse ord:

⁹ „Og den sjette engel hældte sin skål [med Guds vrede] ud over den store flod Eufrat. Da udtørredes flodens vand, så vejen var banet for kongerne fra solens opgang. Og jeg så, at der ud af dragens [Satan Djævelens] mund og ud af dyrets mund og ud af den falske profets mund kom tre urene ånder, som lignede frøer. De er nemlig dæmoners ånder, som gør tegn; og de går ud til kongerne på hele jorderige for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. . . . Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon.“ (Åb. 16:12-16) Her nævnes krigsskuepladsen, og det er grunden til at krigen almindeligvis kaldes Harmagedonslaget, selv af fremtrædende mænd i nutidens politiske, militære og religiøse verden.

10. (a) Til trods for hvad føler mennesker sig mere utrygge end nogen sinde? (b) Hvad samles mennesker til, og ved hvilke midler?

¹⁰ Aldrig før har nationernes krigsudrustning været så omfattende, så forfærdende, så destruktiv. Men skønt nationerne er væbnede med så mange og så mægtige våben, har vi aldrig følt os mere utrygge. Apostelen Johannes’ profetiske syn viser at nationerne som er således rustede, samles til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, ikke af Gud den Almægtiges hellige ånd, men af en bestemt propaganda eller lære, „urene ånder“, „dæmoners ånder“, eller urene udtalelser inspireret af dæmoner, som er Gud den Almægtiges fjender. Dette er ikke noget som varsler godt for nationerne. Det varsler kun krig med Gud!

„Casus belli“ eller stridsspørgsmålet

11. Hvilke spørgsmål angående krigen melder sig, og hvordan kan vi blive i stand til at afgøre hvor vi skal stille os?

¹¹ Enhver krig udkæmpes på grund af et eller andet stridsspørgsmål. Hvad er stridsspørgsmålet i denne ’krig på den store dag’? Drejer det sig om et stridsspørgsmål kristenheden og hedenskabet imellem, eller Vestens demokratier og gudløs kommunisme imellem, siden krigen udkæmpes på „Guds, den Almægtiges, store dag“? Og hvorfor kan stridsspørgsmålet kun afgøres ved krig? Vil begge parter i realiteten gå slagne ud af kampen? Vil krigen komme til at betyde ulykke for alle, og vil ingen kunne finde sikkerhed? Svarene på disse betydningsfulde spørgsmål finder vi når vi tager i betragtning på hvis dag krigen står. Hvem er nemlig denne ’Gud, den Almægtige’? Hvilke interesser spiller ind for hans vedkommende på denne dag? Og er det tvingende nødvendigt at han griber til krig? Når vi kender svarene på disse spørgsmål, ved vi hvor vi skal stille os.

12. Hvem var den første Gud gav sig til kende for som den Almægtige, og i hvilket land var det?

¹² Udtrykket „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ stammer fra Den hellige Bibels sidste bog. I Bibelens første bog giver Gud den Almægtige sig til kende. Han giver sig til kende for et menneske som han fulgte med største interesse, og som også vi bør være interesseret i, nemlig Abram, en oldesøn af Sem, Noas søn. Abram blev født 352 år efter Vandfloden i Noas dage. Han lagde en urokkelig tro på himmelens usete Gud for dagen og blev derfor kaldt „Guds ven“. (Jak. 2:23) For mere end tre tusind ni hundrede år siden bød Gud Abram forlade byen Ur, som lå i den nedre del af Mesopotamiens dal, og rejse til et ukendt land, som Gud lovede at skænke Abrams efterkommere til sin tid. Abram adlød, og efter faderens død drog han over Eufratfloden og ind i det forjættede land. Her lå byen Salem, som senere skulle blive Jerusalem. (1 Mosebog, kapitlerne 12-14) I fireogtyve år vandrede Abram omkring i det forjættede land. Da åbenbarede Gud sig og gav sig til kende for ham.

13. Hvilket navn gav Gud sin ven på jorden efter at have givet sig til kende som almægtig?

¹³ I Den hellige Bibels første bog, kapitel sytten, versene et til fem, læser vi: „Da . . . åbenbarede [Jehova] sig for ham og sagde til ham: ’Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig,’ . . . ’Fra min side er min pagt med dig, at du skal blive fader til en mængde folk; derfor skal dit navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til fader til en mængde folk.“ Det nye navn Abraham betyder „fader til en mængde folk“.

14. Hvordan viste Gud Abraham på det tidspunkt at Han var Gud den Almægtige?

¹⁴ Viste Jehova sin ven Abraham at han var Gud den almægtige? Ja! Hvordan det? Året efter at Jehova her havde åbenbaret sig og givet sig til kende for Abraham, skænkede Han ham en søn med hans hustru Sara. Men hvordan var det et bevis på Jehovas almagt? Det var det fordi Jehova herigennem beviste at han kunne opfylde sit vidunderlige løfte til Abraham på trods af både Abrahams og hans hustrus alder. På det tidspunkt var Abraham nioghalvfems år gammel, hans hustru Sara niogfirs. Man kan sige at begge var døde med hensyn til at kunne sætte børn i verden. Men endnu før sønnen Isak var blevet undfanget, ændrede Jehova Abrams navn og kaldte ham noget som han ikke var, nemlig „fader til en mængde folk“; og Jehova ændrede hans hustrus navn til Sara, der betyder fyrstinde. Med undfangelsen af deres eneste søn Isak var det som om Gud havde oprejst Abraham og Sara fra døden og givet dem deres ungdoms frugtbarhed tilbage.

15. Hvilken egenskab hos Abraham bevirkede at dette mirakel skete, således som det fremgår af Paulus’ udtalelse i Romerne 14:16-21?

¹⁵ Isaks fødsel var derfor et mirakel der udførtes af Jehova, som er Gud den Almægtige. Det skete fordi Abraham troede på Gud som den Almægtige, for hvem intet er umuligt. Med tanke herpå skriver apostelen Paulus til kristne der ejede en tro i lighed med Abrahams: „Han er jo fader til os alle (som der står skrevet: ’Jeg [Jehova] har sat dig til mange folkeslags fader’) over for Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var. Og [Abraham] troede mod håb med håb, så han blev fader til mange folkeslag, som det var sagt [af Gud]: ’Således skal dit afkom være.’ Og uden at svækkes i troen kunne han se på, at hans eget legeme allerede var udlevet (han var nær ved hundrede år), og at Saras moderliv var udlevet; på Guds forjættelse tvivlede han ikke i vantro, men han blev styrket i troen og gav Gud æren, fuldt forvisset om, at det, Gud har forjættet, har han også magt til at gøre.“ — Rom. 4:16-21.

16. Hvorfor er Jehova Gud lige så almægtig i dag, og hvilket bibelsk vidnesbyrd om dette har vi?

¹⁶ Den samme Jehova Gud er lige så almægtig i dag som han var det fire tusind år tilbage i tiden, dengang Abraham levede. Blot fordi Guds hellige Bibel som et hele nu er nitten hundrede år gammel, er Gud ikke død. Han er udødelig og i levende live den dag i dag. Henvendt til Gud udtaler den inspirerede profet Habakkuk disse bemærkelsesværdige ord: „Er du ikke fra fordum, o Jehova? O min Gud, min Hellige, du dør ikke.“ (Hab. 1:12, Roth) Syv hundrede år efter Habakkuks tid citerede apostelen Johannes Gud selv: „’Jeg er Alfa og Omega,’ siger Jehovab Gud, ’den som er og som var og som kommer, den Almægtige.’“ Johannes citerer ligeledes de ord som udtales af nogle trofaste levende skabninger: „Hellig, hellig, hellig er Jehova Gud, den Almægtige, som var og som er og som kommer.“ (Åb. 1:8; 4:8, NW) Den rette slutning at drage er derfor, at den udødelige „Jehova Gud, den Almægtige“ som skulle komme, nu i dag lever i sin almagt, at han vågent følger de internationale begivenheder på jorden i nutiden, og at han om kort tid vil komme og begynde sin „store dag“.

17, 18. (a) Hvordan kommer Abraham ind i billedet når vi skal afgøre hvad der er stridsspørgsmålet i krigen? (b) Hvordan tilkendegav Jehova dette i sine løfter til Abraham?

¹⁷ Men hvordan kommer Abraham ind i billedet når vi skal afgøre hvad der er stridsspørgsmålet i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“? Han kommer ind i billedet fordi der er en forbindelse mellem den almægtige Gud og en regering som skal styre hele jorden. Da Gud åbenbarede sig for Abram og gav ham et andet navn fordi han skulle blive „fader til en mængde folk“, sagde han:

¹⁸ „Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til folk, og konger skal nedstamme fra dig. Jeg vil velsigne [Sara] og give dig en søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til folk, og folkeslags konger skal nedstamme fra hende!“ (1 Mos. 17:6, 16) Den kongeslægt som skulle udgå fra Guds ven Abraham skulle få særlig værdi og betydning for alle jordens slægter og folk. Hvorledes det? Jo, fordi Gud gav Abraham endnu et løfte med henblik på alle andre slægter og folk, og det løfte vil ikke forblive uopfyldt. Intet er umuligt for Jehova Gud. Abraham adlød Guds kald til at drage til det forjættede land, og denne lydighed pålagde Gud den Almægtige at holde dette andet løfte til Abraham: „Jeg vil velsigne dem som velsigner dig, og ham der nedkalder ondt over dig vil jeg forbande, og alle jordens slægter skal i sandhed velsigne sig ved hjælp af dig.“ Dertil kommer at da Abraham senere viste sig villig til at ofre den søn som han så mirakuløst havde modtaget, nemlig Isak, sagde Jehovas engel: „Ved hjælp af din sæd skal alle jordens nationer i sandhed velsigne sig takket være at du lyttede til min røst.“ — 1 Mos. 12:1-3; 22:15-18, NW.

19. Hvilket stridsspørgsmål er det der må afgøres, i betragtning heraf?

¹⁹ For at opfylde dette ubrydelige løfte måtte den almægtige Gud lade en konge fremstå i lige linje fra Abraham, og gennem denne konge vil alle jordens slægter og nationer endnu kunne velsigne sig. Det er derfor et kongerige striden er rejst om, til gavn for alle der viser god vilje mod Gud. Dette stridsspørgsmål må afgøres.

Stridsspørgsmålet i forbindelse med Riget

20. (a) Hvorfor er velsignelsens rige ikke blevet en realitet gennem kristenheden eller nutidens jøder? (b) Hvorfor kan det alligevel ikke siges at Guds løfte til Abraham er forblevet uopfyldt?

²⁰ Ingen af rigerne i kristenheden har vist sig at være det rige der som lovet skulle bringe velsignelse. Ingen af kristenhedens konger har været af Abrahams sæd, end ikke i åndelig betydning; for ikke én af dem har været i besiddelse af Abrahams tro. Kristenheden er ikke til velsignelse for menneskeheden i dag, sådan som den er væbnet med atomvåben og giftgasser; og jøderne, både de der bor i Israel og de der bor på den øvrige del af kloden, har ingen konge. Jøderne ser kun tilbage til den tid da de havde en slægt af konger som herskede i Jerusalem, en slægt som kunne føres tilbage til kong David, og som sad på tronen indtil Jerusalem første gang blev ødelagt i år 607 før vor tidsregning. Jøderne stiller sig bag denne verdens Forenede Nationers organisation. Til trods herfor er det løfte som Gud for niogtredive hundrede år siden gav Abraham ikke forblevet uopfyldt. Jehova Gud den Almægtige har i dag sin konge og sit kongerige, en regering. Det er denne regering som Gud gør til stridens midtpunkt i krigen på sin store dag.

21. Hvilket løfte gav Gud kong David som et led i fuldførelsen af sin hensigt med Riget, og hvorfor gjorde Jerusalems ødelæggelse ikke løftet til intet?

²¹ Som et led i fuldførelsen af sin store hensigt satte Jehova Gud David af Judas stamme på tronen i Jerusalem, for David var efterkommer af Guds ven Abraham. Jehova Gud lovede David at oprejse et evigt kongedømme eller rige, for så vidt som der fra kong David skulle udgå en kongerække der ikke skulle brydes førend den søn kom som var værdig til at blive den evige konge. Herren Jehova sagde til kong David: „Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!“ (2 Sam. 7:16) Sandt nok gik Jerusalem til grunde i år 607 før vor tidsregning; men det gjorde ikke ende på Davids kongeslægt, der skulle frembringe den konge som skulle blive til velsignelse for alle jordens folk.

22. Hvorfor har man eftersporet velsignelsens konges afstamning, hvem var denne konges jordiske moder, og hvem var hans fader?

²² Denne overmåde betydningsfulde velsignelsens konges afstamning har to inspirerede historikere, Mattæus og Lukas, eftersporet til gavn for os. For at nævne den kongelige arving ved navn og fastslå rigtigheden af hans stamtavle begynder Mattæus sin beretning med ordene: „Jesu Kristi, Davids søns, Abrahams søns stamtavle.“ (Matt. 1:1) Jesus kunne altså være Abrahams lovede sæd gennem hvem folk af alle nationer skulle velsigne sig. Han stammede fra Abraham gennem en jomfru som var født i kong Davids fødeby, byen Betlehem i Judas stammes land. Hun hed Mirjam eller Maria. Mattæus (1:16, NW) kalder hende „Maria, som var moder til Jesus, der kaldes ’Kristus’“. Det var imidlertid den almægtige Gud som var fader til Jesus Kristus.

23. Hvad beviste Gabriels udtalelse til Maria, og hvem vil komme til at nyde godt af kongestyret?

²³ En engel ved navn Gabriel blev sendt fra himmelen for at fortælle Maria at Gud havde udvalgt hende til at blive moder til hans søn. Gabriel meddelte: „Frygt ikke, Maria! thi du har fundet nåde for Gud, og se, du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn; og Gud skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme. . . . Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn. . . . Thi for Gud er ingenting umuligt.“ (Luk. 1:26-37) Denne bekendtgørelse, fremsat af Guds engel Gabriel, beviser at Jesus Kristus skulle være og i dag er den evige arving til Davids, hans jordiske stamfaders, kongetrone. Han betegner det værdige slutled i den kongeslægt som skulle stamme fra Abraham gennem Sara, og hans kongestyre skal bringe alle jordens slægter evige velsignelser på en paradisisk jord.

24. Hvad er da grunden til at kongerne og andre politiske regenters styre i kristenheden kun har bragt skuffelse og fiasko, og hvorfor fremtvinger de en afgørelse af stridsspørgsmålet?

²⁴ Katolske og protestantiske konger og andre politiske regenter i kristenheden har kun bragt skuffelse og fiasko, ikke varige goder og velsignelser, til folk i deres egne lande og på den øvrige jord. Grunden er den at ingen af dem er den ene hersker som den almægtige Gud har udvalgt; heller ikke har de hersket som kongen Jesu Kristi stedfortrædere eller repræsentanter på jorden. De har i virkeligheden givet verden et falsk billede af ham; og i realiteten har de stillet sig op imod det evige rige som Gud har givet Jesus Kristus. Det er denne kendsgerning der er årsag til det stridsspørgsmål som skal afgøres i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“.

Modstand mod velsignelsens rige

25. Hvilken kilde har modstand mod Guds rige med hans salvede konge på tronen kunnet føres tilbage til og hvorfor må man sige: ve de nationer som er ved at blive samlet til Harmagedon?

²⁵ Modstand mod Guds rige med Guds salvede konge på tronen er ikke noget nyt. Lige fra begyndelsen har hans rige mødt modstand. Modstanden har altid kunnet føres tilbage til samme kilde og har altid fulgt samme mønster. Ophavet til modstanden er højere end mennesket. Ophavet er Jehova Guds ærkemodstander. Det er Satan Djævelen, dæmonernes fyrste, for titlen Satan betyder modstander, mens titlen Djævelen vidner om at Satan også er en bagvasker, en ondsindet løgner, og derfor også en bedrager. Jesus Kristus lod os vide at Satan Djævelen er den usynlige „verdens fyrste“, som har været en forbandelse for mennesker og nationer. (Joh. 12:31; 14:30; 16:11) Derfor, ve de nationer som gennem de propagandistiske „dæmoners ånder“, eller udtalelser inspireret af dæmoner, samles til Harmagedons slagmark til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“! De er dømt til en undergang i lighed med den som blev Jehova Guds modstandere i tidligere tider til del, og de vil ikke finde sikkerhed. — Åb. 12:12.

26. Hvad forsøgte fortidens filistere og den assyriske verdensmagt at gøre med henblik på riget, og hvad blev resultatet for deres eget vedkommende?

²⁶ For tre tusind år siden blev der omkring kong David dannet et forbilledligt Gudsrige, et Gudsrige en miniature, her på jorden i Det mellemste Østen. Kong David, hans søn Salomon, og andre efterfølgere i slægten sad på det Bibelen kalder „Jehovas trone“. (1 Krøn. 29:23, NW) Filisterne i Gaza og andre kystbyer i Filistæa forsøgte at bringe kong Davids rige til fald, men blev selv tilintetgjort. Den vældigt militariserede verdensmagt Assyrien trodsede Jehova Gud og prøvede at løbe Guds rige i Davids kongeslægt over ende. Den formåede ikke at lægge Jerusalem øde, end ikke at indtage byen, men led selv et stort nederlag for den babyloniske erobrer Nebukadnezars hånd.

27. (a) Hvilken vanhellig handling fik Babylon lov til at udføre, og hvordan blev verdensmagten selv straffet? (b) Hvilken advarsel skulle vi se heri, og hvorfor?

²⁷ I tidens løb opfyldtes Jehova Gud imidlertid af retfærdig harme over at så mange konger af Davids slægt repræsenterede ham dårligt på „Jehovas trone“ i Jerusalem. Derfor erklærede Gud at tronen i denne by skulle styrtes og gå til grunde. (Ez. 21:25-27) Som en opfyldelse af Guds erklæring ødelagdes Jerusalem i 607 før vor tidsregning af den babyloniske verdensmagts konge, Nebukadnezar, der førte kongen fangen til Babylon, hvor han døde i udlændighed. Otteogtres år senere, eller i 539 før vor tidsregning, blev Babylon straffet for den vanhellige handling det havde begået mod Jehovas forbilledlige rige i Jerusalem, og Babylon selv faldt og ophørte til sidst med at eksistere. Jerusalem, derimod, blev atter opbygget af Jehova Guds tilbedere som vendte tilbage fra Babylon. Men kongetronen blev ikke genrejst i Jerusalem. Hvorfor ikke? Fordi Gud havde sin søns, Jesu Kristi evige rige i himmelen, ikke på jorden, i tanke. Lad os derfor se en advarsel i den forfærdelige ødelæggelse som ramte Babylon og de nationer og verdensmagter der modstod, angreb og forsøgte at knuse Jehova Guds rige. Giver vi agt på denne advarsel betyder det sikkerhed for os.

28. Hvad hævder kristenhedens konger, men hvem har til trods herfor retten til riget?

²⁸ Da den almægtige Gud forkyndte Jerusalems undergang for Babylons hånd, udtalte han ved sin profet Ezekiel: „Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ (Ez. 21:27) Den som skulle komme og som havde retten til den evige trone i et Gudsrige var Jesus Kristus, ifølge engelen Gabriels ord til Maria, jomfruen af Davids kongeslægt. Jesus Kristus er derfor den eneste som har guddommelig ret, selv om kristenhedens konger ud fra et religiøst synspunkt hævder at herske med „guddommelig ret“.

29. Hvorledes blev Jesus „Kristus“, og hvorfor fremmede han forkyndelsen af Guds rige?

²⁹ Jesu titel „Kristus“ betyder „den Salvede“. I en alder af tredive år blev „den Højestes Søn“ Jesus salvet, ikke ved at en præst gød olie på hans hoved, men ved at Gud den Højeste udgød hellig ånd over ham fra himmelen. Dette skete umiddelbart efter at Jesus var blevet døbt i Jordanflodens vande. Det var ved denne salvelse med hellig ånd at Jesus blev den lovede Kristus. (Matt. 3:16, 17; Luk. 3:21-23) Han blev salvet til at være velsignelsens konge som en opfyldelse af Guds løfte til Abraham. Hans salvelse var samtidig en ordination til at forkynde den gode nyhed om Guds rige og at udråbe en hævnens dag fra Gud. (Es. 61:1, 2; Luk. 4:14-22) I de tre og et halvt år som fulgte, rejste han rundt i hele Palæstina og forkyndte. Men han samlede også disciple om sig, underviste dem og sendte dem ud for at forkynde Guds rige. (Luk. 9:1-6; 10:1-9) Han omgikkes ikke med tanker om at bemægtige sig de romerske kejseres trone; det lod han Djævelen om.

30. Hvorledes samarbejdede Rom med jøderne imod Guds rige, og hvad må det imødese på grund af dette?

³⁰ De som hadede Guds rige vendte sig imod forkyndelsen af det og imod Jesus Kristus, dets ypperste forkynder. De fik det drejet sådan at forkyndelsen blev gjort til et politisk spørgsmål. De sagde at Jesus gjorde sig til konge og stillede sig op imod Roms kejser. Som en venskabstilkendegivelse over for kejseren overgav de Jesus Kristus til de romerske myndigheder i Jerusalem, og forlangte samtidig på det bestemteste at han skulle hænges op på en marterpæl for at dø. Ved sine repræsentanter stillede Rom sig velvillig. Derfor døde Jesus på pælen, og oven over hans hoved stod skrevet de ord som den romerske statholder havde affattet: „Jesus fra Nazaret, jødernes konge.“ (Joh. 18:28 til 19:22) Rom gav således efter for det tryk der øvedes fra religiøs side, og henrettede arvingen til Guds evige rige. Senere hen gav Rom sig til, efter egen tilskyndelse imidlertid, at forfølge de trofaste kristne som var kaldet til at være medarvinger sammen med Jesus Kristus i det himmelske rige. Rom viste altså at det var modstander af Guds rige ved hans Kristus eller salvede konge. Rom skal derfor stå til regnskab for denne ukristelige modarbejdelse af Riget.

31. Hvilken domfældelse har Rom endnu i vente, uanset tidligere ydmygelser, og hvorfor?

³¹ Allerede i august år 410 (e. Kr.) blev Rom indtaget af vestgoternes konges, Alarik I’s, styrker og derpå plyndret i seks dage. Senere, i juli år 455, stormedes Rom af vandalerne under kong Genserik, som indtog byen og lod den plyndre i to uger. Men selv om Rom ikke længer var en verdensmagt, har det siden da føjet ny skyld til sin ukristelighedskonto. Som det har fortjent må det lide samme skæbne som Babylon i en fuldstændig og evig tilintetgørelse i domskrigen „på Guds, den Almægtiges, store dag“.

32. (a) Hvorfor blev Guds hensigt ikke gjort til intet selv da Rom dræbte Jesus Kristus? (b) Hvad må nu ganske afgjort følge?

³² Rom dræbte Jesus på en grusom og skændig måde for at stille Guds lovede riges modstandere tilfreds, men dette krydsede ikke hans himmelske Faders, Jehova Guds, hensigt. Det var blot en opfyldelse af Guds profetier og beviste at Guds ord er sandt og hans profetier ufejlbarlige. På tredjedagen efter Jesu død demonstrerede Jehova atter for hele universet at han er Gud den Almægtige, idet han oprejste Jesus Kristus fra de døde og iklædte ham udødelighed, uforkrænkelighed og himmelsk herlighed. (1 Kor. 15:3-8, 42-54) Fyrre dage senere lod den almægtige Gud Herren Jesus stige op til sin trone i himmelen, hvorved følgende profeti udtalt af kong David fik sin opfyldelse: „[Jehova] sagde til min Herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ (Sl. 110:1, 2; Ap. G. 2:32-36; Hebr. 10:12, 13; 1:3, 4) Det er uomtvisteligt at alle Guds og Kristi riges fjender på jorden nu står over for at skulle undertvinges. Hvorfor? Jo, fordi Gud den Almægtige har besluttet at gøre alle Kristi fjender til hans skammel, således at hans fødder kan træde dem ned så de forgår. Ønsker vi sikkerhed når det sker? Det bør vi gøre!

[Fodnoter]