Vort levende håb ansporer os til at fortsætte
„Med dette for øje slider vi i det og kæmper energisk, fordi vi har sat vort håb til en levende Gud, som er frelser for alle slags mennesker, især for de troende og trofaste.“ — 1 Tim. 4:10.
1. Hvorfor skulle Guds ord få os til at gøre noget?
I BIBELEN, Guds ord, finder vi „indtagende ord“ og „korrekte sandhedsord“. (Præd. 12:10, NW) Disse ord er især indtagende fordi de vækker et levende håb i os — håbet om evigt liv i det rige som den suveræne Herre Jehova i sin kærlighed har tilvejebragt ved sin søn, Jesus Kristus. (Joh. 3:16; Rom. 15:12, 13) „De vises ord er som driverkæppens pigge,“ skrev Prædikeren; ja, den der lytter til sådanne ord drives eller anspores til handling. De visdommens og håbets ord som vi læser i Bibelen skulle altså få os til at slide i det og gøre vort yderste for at tjene Guds retfærdsriges interesser. — Præd. 12:11, NW.
2. Hvad har troende mennesker set frem til?
2 Lige siden Jehova udtalte løftet i Edens have har troende mennesker set frem til dommens dag, da Sæden, Messias, skulle knuse Slangens hoved. (1 Mos. 3:15; Rom. 16:20) Dette ville blive dommens dag for Satans verden, og den ville nå sit højdepunkt når de der satte deres håb til Jehovas rige ved Kristus blev udfriet. — 2 Tim. 4:1, 18; Luk. 21:28.
Et sikkert håb
3. (a) Hvorfor kan vort håb kaldes sikkert? (b) Hvad skulle anspore os til at bekende vort håb offentligt?
3 I Hebræerbrevet, kapitel 11, nævnes der en lang række mænd og kvinder som i fortiden viste en efterlignelsesværdig tro. De havde „den sikre forventning om ting der håbes på“. Dette håb var virkeligt for dem, og det fik dem til at gøre noget mens de „ventede på byen som havde virkelige grundvolde, byen hvis bygmester og skaber er Gud“. De erfarede ikke opfyldelsen af løfterne i deres levetid, men „de så dem opfyldt langt borte og hilste dem velkommen og bekendte offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet“. (Hebr. 11:1, 10, 13) I dag er dette håb ikke mere „langt borte“, for Riget er nær! Følgelig har vi langt mere grund til at bekende vort håb offentligt! — Matt. 24:14, 33.
4. Hvad profeterede Enok om, og hvilken forbindelse har det med os?
4 Nogle af disse trofaste mennesker der havde „den sikre forventning om ting der håbes på“ levede i en domstid, nøjagtig som vi gør i dag. På Jehovas vegne skulle de advare de onde. For eksempel profeterede Enok følgende om de fordærvede mennesker der levede i dagene før Vandfloden: „Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ting som ugudelige syndere havde udtalt imod ham.“ (Jud. 14, 15) Den dom var et billede på Guds dom over verden i dag, en verden der chokerer ved sin gudløshed.
5. Hvordan var Noa et eksempel for os ved sine trosgerninger?
5 Også Noa, der overlevede Jehovas dom over en ugudelig verden, var „en forkynder af retfærdighed“. (2 Pet. 2:5) Noa anstrengte sig for at gøre trosgerninger, idet han byggede „en ark til redning for sin husstand; ved denne tro fordømte han verden“. (Hebr. 11:7) Noa var et godt eksempel for os. Om kort tid vil „Guds retfærdige dom“ komme over „dem der ikke kender Gud“. „Disse skal lide retslig straf i form af evig undergang bort fra Herrens ansigt og fra hans styrkes herlighed.“ Nu, mens vi nærmer os dommens fuldbyrdelse, er det mere end nogen sinde tiden at forkynde Jehovas retfærdighed overalt på jorden! — 2 Tess. 1:5-10.
6. (a) Hvilken dom i fortiden overbeviser os om at „den store trængsel“ kommer? (b) Hvordan kan vi overleve?
6 Blandt dem der ’offentligt bekendte’ deres håb om Guds rige kan nævnes Abraham og Sara, Isak og Jakob. Abraham levede på den tid da Gud fuldbyrdede sin dom over Sodoma og Gomorra. Abraham var meget ivrig efter at redde Sodoma fra udslettelse, og han bad om at byen måtte blive skånet hvis blot der var 10 retfærdige mennesker (som hans nevø Lot) i den. Til sidst sagde Gud til ham: „For de ti’s skyld vil jeg lade være at ødelægge den.“ Ligesom Abraham, håber vi måske på at folkemasserne må undgå udslettelse i „den store trængsel“ som nærmer sig; men sådan går det ikke! Den nuværende ugudelige verden må udslettes, som Sodoma og Gomorra blev det, for at jorden kan blive renset og beredt til et genoprettet paradis. Kun ved ikke at være „en del af verden“ kan man overleve Guds dom ligesom Lot og hans familie, der flygtede ud af Sodoma før byen blev tilintetgjort ved ild. Det vil også være katastrofalt at vende tilbage til det der hører verden til. „Husk på Lots hustru.“ — Luk. 17:26-32; 1 Mos. 18:22-32; 19:15-26; Matt. 24:21; Joh. 15:19.
7. Hvilken opgave har vi i lighed med den Ezekiel havde i fortiden, og hvordan skal vi gribe den an?
7 Til den trofaste „sky af vidner“ som Paulus taler om i Hebræerbrevet 11 og som havde „den sikre forventning om ting der håbes på“, hørte „Samuel og de andre profeter“. Disse viste et enestående mod i deres iver efter at gøre Jehovas ord kendt. (Hebr. 11:32; 12:1) Iblandt dem var Ezekiel, der, mens han var i Babylon, profeterede om Jehovas dom over det frafaldne Jerusalem — en dom der blev fuldbyrdet i 607 f.v.t. Hvor alvorlig Ezekiels opgave var, fremgår af „[Jehovas] ord“ der kom til ham ved flere lejligheder. Det lød: „Men når vægteren ser sværdet komme og ikke støder i hornet, så at folket ikke advares, og sværdet kommer og river en af dem bort, så rives han vel bort for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af vægterens hånd. Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig.“ (Ez. 33:6, 7; 3:17-21) Ser vi „sværdet komme“ i dag? Forstår vi at de nuværende „veer“ blandt nationerne uafvendelig fører til Guds krig ved Harmagedon? I så fald må vi støde i Guds ’advarselstrompet’ og vise folk hen til Guds rige — deres eneste håb. Lad os se det som en forret at vi kan være med i advarselsgerningen på dommens dag nu, og udføre en gerning i lighed med den Ezekiel udførte i fortiden. — Matt. 24:3-8, 14; 25:31, 32; Åb. 16:13-16.
’Vor tros fuldender’
8. Hvilket eksempel satte Jesus med hensyn til at advare?
8 Efter sin omtale af den store „sky af vidner“, hvoraf mange forkyndte et advarselsbudskab i førkristen tid, henleder Paulus opmærksomheden på „vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus“. Guds søn forkyndte også frygtløst Guds rige i en domstid, og dommen blev fuldbyrdet da Jerusalem blev ødelagt i år 70 e.v.t. Paulus tilskynder os, der også lever i en domstid, til ufravendt at se hen til og nøje betragte Jesu eksempel når vi udsættes for prøvelser, ’for at vi ikke skal blive trætte og give tabt i vore sjæle’. — Hebr. 12:1-3; Joh. 12:31.
9, 10. (a) Hvilken mad satte Jesus mest pris på? (b) Hvad befalede han sine disciple?
9 Ingen har nogen sinde arbejdet mere ihærdigt for Jehovas riges interesser end Guds egen søn. Heri har han fulgt sin himmelske Faders eksempel, for han sagde: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ Tjenesten for Riget betød mere for Jesus end den mad han spiste, for han sagde også: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning. . . . Se, jeg siger jer: Opløft jeres øjne og betragt markerne: de er hvide til høst. Allerede nu får den der høster, løn, og samler frugt til evigt liv.“ — Joh. 5:17; 4:34-36.
10 Jesus hentydede til sit arbejde med at indhøste mennesker, nemlig sådanne der var „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“, og han viste hvordan dette høstarbejde skulle foregå, da han tog rundt til byerne og landsbyerne og underviste og forkyndte håbet om Riget. Samtidig var det et advarselsarbejde, for da Jesus udsendte sine 12 disciple befalede han dem: „Hvor man ikke tager imod jer eller hører på jeres ord, dér skal I gå ud af det hus eller den by og ryste støvet af jeres fødder. Jeg skal sige jer en sandhed: Det vil være mere udholdeligt for Sodomas og Gomorras land på dommens dag end for den by.“ — Matt. 9:35 til 10:15.
„Større gerninger end disse“
11. Hvilken usædvanlig bemærkning fremsatte Jesus aftenen før han blev pælfæstet?
11 Aftenen før Jesus blev pælfæstet fortalte han sine disciple om den nære samhørighed han havde med sin Fader når han udførte sine gerninger, og han tilføjede: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der tror på mig, han vil også gøre de gerninger jeg gør; og han vil gøre større gerninger end disse, for jeg går til Faderen.“ (Joh. 14:9-12) Hvilke gerninger tænkte Jesus på? Hvordan kunne disse gerninger være større end dem Guds søn selv havde gjort, han der arbejdede i samhørighed med sin Fader?
12. Hvormed antydede Jesus hvad disse „større gerninger“ skulle bestå i?
12 Nogle dage senere, efter sin død og opstandelse, viste Jesus sig for sine disciple i Galilæa, og dér gav han til kende hvori disse „større gerninger“ skulle bestå. Han sagde: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ I 40 dage fortsatte Jesus med at belære sine disciple om Guds rige, og lige før han steg til himmelen sagde han til dem: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ — Matt. 28:16-20; Apg. 1:3-8.
13. Hvilket „grundigt vidnesbyrd“ blev aflagt på apostlenes tid?
13 Jesus talte altså om et stort forkyndelses- og undervisningsarbejde der skulle udføres overalt på jorden. Da den hellige ånd blev udgydt over Jesu disciple på Pinsedagen, tog denne forkyndelseskampagne sin begyndelse med Jehovas velsignelse. Den førte til at der blev aflagt et „grundigt vidnesbyrd“, som det så ofte nævnes i den bog i Bibelen der hedder Apostelgerninger. En af de mænd der førte an i dette arbejde var apostelen Paulus, der på et passende tidspunkt henvendte følgende ord til de ældste i den kristne menighed i Efesus: „I ved god besked med hvordan jeg . . . ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus. Men jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus.“ — Apg. 20:18, 20, 21, 24; 2:40; 10:42; 23:11; 28:23.
14. (a) Hvor udbredt var forkyndelsen før år 70? (b) Hvordan så forkynderne på gudhengivenhed?
14 De kristne i det første århundrede havde taget arbejdet op med at advare folk og forkynde „den gode nyhed“, så jøderne var nøje underrettet om Jerusalems kommende ødelæggelse, der indtraf med overraskende pludselighed i år 70, netop som Jesus havde forudsagt. (Matt. 23:37, 38; 24:15-22) Da dommens fuldbyrdelse nærmede sig kunne apostelen Paulus skrive at håbet som hørte „den gode nyhed“ til, var blevet „forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kol. 1:23) Ved dette ’grundige vidnesbyrd’ var der i sandhed blevet udført gerninger som var større end dem Jesus havde udført! Og hvem havde deltaget i arbejdet? Det havde ydmyge mænd og kvinder der satte gudhengivenhed først i deres liv. De kunne give apostelen Paulus ret da han sagde: „Gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme. . . . med dette for øje slider vi i det og kæmper energisk, fordi vi har sat vort håb til en levende Gud, som er frelser for alle slags mennesker, især for de troende og trofaste.“ (1 Tim. 4:8-10) De blev rigt velsignet af Gud fordi de aflagde et „grundigt vidnesbyrd“ og havde en andel i de „større gerninger“ som skulle udføres på den domsdag der indtraf i deres levetid.
Vidner i nutiden
15. Påpeg forskellen mellem Jehovas Vidners virksomhed og det man gør inden for kristenhedens trossamfund.
15 På denne sidste domsdag for den ugudelige verden, en domsdag der begyndte da „nationernes fastsatte tider“ udløb i 1914, har en stor skare vidner gjort Jehovas navn og rige kendt over hele jorden. Den måde de vidner om deres håb på fordømmes af folk i kristenheden, men heri ligner disse jødernes religiøse ledere, der så ned på Jesus og hans apostle. (Luk. 21:24; Joh. 7:45-52; Apg. 5:27-29) Jehovas vidner overlader det ikke til nogle få elitepræster, udgået fra kristenhedens seminarier, at tale på deres vegne fra prædikestolen eller over TV eller radio. Nej, de udgør selv et samfund af over to millioner forkyndere, der personligt aflægger vidnesbyrd for deres medmennesker. Fra hus til hus, på offentlige steder og under private former gør de andre bekendt med håbet om „den gode nyhed“, det håb der bor dybt i deres hjerter. (Apg. 5:42; 20:20, 21; 1 Pet. 3:15) Trofast lader de advarselen lyde om at den nuværende verden befinder sig i en domstid og står over for „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. — Matt. 24:21, 22.
16. Hvordan er de mennesker Jehova har valgt til at udføre forkyndelsen?
16 Ved hjælp af Guds ånd har Jehovas kristne vidner i nutiden således udført gerninger som er „større“ — det vil sige mere omfattende — end dem Jesus udførte da han var på jorden. De tager naturligvis ikke selv æren for dette. Man kan tværtimod sige at de er glade for at høre til den slags mennesker til hvem følgende ord af Paulus kunne henvendes: „I ser på [Guds] kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst; men Gud har valgt det tåbelige i verden, for at han kunne gøre de vise til skamme; og Gud har valgt det svage i verden, for at han kunne gøre det stærke til skamme; og Gud har valgt det ringe i verden og det der ses ned på, det der ikke er noget, for at han kunne gøre det der er noget til intet, så at intet kød skulle prale over for Gud.“ (1 Kor. 1:26-29) Ofte er det den ydmyge forkynder af Riget, den der er „tåbelig“ efter verdens norm men rig i tro, der når ind til hjertet hos dem der standser op og lytter.
Vi giver udtryk for vort „levende håb“
17. (a) Hvordan har Jehova i overensstemmelse med Salme 145:10-14 velsignet sit folk i tjenesteåret 1979? (b) Hvad har du særlig lagt mærke til ved årsrapporten?
17 I tjenesteåret 1979 har Jehova på vidunderlig måde velsignet sit folks vidnegerning jorden over, og han har atter hjulpet det til at udføre „større gerninger“ trods forbud, forfølgelser og økonomisk pres. Endnu en gang er der blevet aflagt et storslået vidnesbyrd om Jehovas navn og rige, som hosstående rapport viser.
18. (a) Hvad viser antallet af døbte i 1979? (b) Hvordan har tjenesten ellers båret frugt? (c) Hvad viser mindehøjtidsrapporten for 1979, og hvad håber vi for dem der overværede mindehøjtiden men som ikke deltager i forkyndelsen?
18 Noget bemærkelsesværdigt ved rapporten er antallet af døbte, 113.672, der repræsenterer en 19,6 procents forøgelse i forhold til antal døbte sidste år. Der var også flere med i tjenesten, der blev anvendt flere timer, aflagt flere genbesøg hos interesserede og holdt flere bibelstudier i disses hjem. Bibelstudiearbejdet bærer frugt, og dette ses blandt andet af at vi havde det højeste antal tilstedeværende nogen sinde ved årets vigtigste møde — højtiden til minde om Jesu død — nemlig i alt 5.323.766, hvilket er en 4,4 procents fremgang i forhold til sidste år. Det er vort håb at de tre millioner som var til stede men som endnu ikke er forkyndere, fortsat vil gøre fremskridt så de kan ’bekende offentligt til frelse’. — Rom. 10:8-10.
19. (a) Hvad siger rapporten om pionertjenesten? (b) På hvilke måder bidrager pionertjenesten til at der gøres „større gerninger“?
19 Det er dejligt at se at der bliver stadig flere pionerer, altså forkyndere der på heltidsbasis virker for Rigets sag; der var gennemsnitlig 127.558 hver måned i 1979. Det udgør en 10,5 procents forøgelse i forhold til året før. Disse forkyndere har bidraget væsentligt til udførelsen af „større gerninger“ nu i „endens tid“. Mange af dem er blevet opmuntret og opbygget til deres tjeneste ved at gennemgå pionerskolen. Der har været holdt to-ugers kurser alle steder jorden over. (Dan. 12:4) Mange nye viser interesse for den almindelige pionertjeneste og ansøger om den. Det gjorde for eksempel 896 i De forenede Stater, og 777 i Japan alene i august måned. En hel del lande rapporterer også om rekorder i antallet af deltagere i hjælpepionertjenesten — en udvidet tjeneste i en enkelt eller flere måneder; og dette opildner til stadighed menighederne til at gøre „større gerninger“.
20. (a) Hvad kan der generelt siges om rapporten for 1979? (b) Hvad bør vi derfor gøre med tanke på vort levende håb?
20 Alt i alt giver årsrapporten for 1979 alle Jehovas vidner grund til glæde. Den skulle anspore os alle, så vi fuldt og helt er med til at gøre „større gerninger“ mens der endnu er tid. Den skulle få os til at „holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb uden vaklen“, ja give os lyst til altid gennem Jesus at „bringe Gud et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn“. (Hebr. 10:23; 13:15) Måtte vort levende håb altid være så virkeligt for os!
[Oversigt på side 18-21]
Rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1979
(Se den trykte publikation)