Jehova vogter og værner den kristne menighed
1. Hvem lignede Jesus og hvem vil derfor de ligne som han udvælger som duelige?
JESUS KRISTUS satte et godt eksempel for sine efterfølgere med hensyn til hvordan en hyrde bør være og hvordan han bør sørge for de mennesker på jorden der er at ligne ved får. Jesus sagde engang at de der havde set ham, havde set Faderen, fordi Jesus havde en slående lighed med Faderen i alt hvad han sagde og gjorde. Den første menighed af Herrens folk havde ikke alene kvalificerede mænd som virkelig var interesseret i menighedens velfærd, men nogle af disse mænd havde endog haft det enestående privilegium at være meget sammen med Jesus under hans jordiske tjeneste.
2. Hvilket eksempel gav Jesus på en omsorgsfuld og kærlig hyrde?
2 En af de lignelser som Jesus fortalte for at vise hvilken slags hyrde han som Faderens repræsentant var, og hvilken slags hyrder hans efterfølgere skulle være, findes i Mattæus 18:12-14. Jesus sagde: „Hvad mener I? Hvis et menneske har hundrede får, og et af dem farer vild, vil han så ikke forlade de nioghalvfems oppe på bjergene og gå ud og lede efter det, der fo’r vild? Og lykkes det ham at finde det, sandelig siger jeg eder: han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, som ikke er faret vild. Således er det ikke jeres himmelske Faders vilje, at en eneste af disse små skal fortabes.“ Læg mærke til hvor magtfuldt Jesus understregede at en hyrde har omsorg for hvert eneste får, især for et som farer vild, kommer væk fra folden og er i fare.
3, 4. (a) Hvordan formanede Peter hyrder i den kristne menighed til at ligne Jesus og hans Fader, Jehova? (b) Hvordan ville disse jordiske hyrders omsorg være til styrke for menigheden?
3 En af de tolv som Herren Jesus udvalgte og som blev en hyrde for Guds hjord, var en mand ved navn Peter. I Peters skrifter får vi at vide at han var en Jesu Kristi apostel, og hans første brev er stilet til „de udvalgte i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien, dem, der bor som udlændinge i adspredelsen“. I dette brev skriver Peter mange opmuntrende ord om kristnes virke og adfærd. Henimod slutningen af sit brev siger han: „De ældste blandt jer formaner jeg da som medældste og vidne om Kristi lidelser, jeg, der også har del i den herlighed, der skal åbenbares: vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden; og når overhyrden åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.“ — 1 Pet. 5:1-4.
4 Disse formaningsord af Peter var rettet til de „ældste“, de „dygtige mænd“ i menigheden. De skulle have ægte omsorg for menigheden fordi den tilhørte Gud. De skulle ikke gøre dette af tvang men fordi de af egen fri vilje ønskede at tjene Guds hjords interesser. De skulle ikke gøre dette arbejde af lyst til uærlig vinding, men i stedet villigt efterligne Herren Jesus og Jehova, den store Hyrde. De skulle have brødrenes interesser på sinde, og sætte dem et godt eksempel. Dette krævede virkelig meget af disse hyrder. På den anden side, havde Jehova, den store Hyrde, ikke selv vist sådanne egenskaber ved sin interesse for dem der ønskede at elske og tjene ham? Det var ved Jehovas ufortjente godhed at Peter og de andre apostle, og nu disse ældste, blev brugt som hyrder. Peters vejledning nåede mange af de første menigheder og må i høj grad have været til styrke for dem.
5. Hvem sagde Paulus havde udnævnt hyrderne i menigheden, og hvad sagde han ville ske med tiden?
5 Paulus var også en af apostlene der var udvalgt til at være hyrder for menighederne, og han blev især sendt til de ikke-jødiske folk. Paulus var opmærksom på det nødvendige i at have det rette syn på denne hyrdegerning. Til de „ældste“ i menigheden i Efesus sagde Paulus: „Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod [med blodet af sin egen søn, NW].“ (Ap. G. 20:28) Paulus forstod ligesom Peter hvor nødvendigt det er med gode hyrder. Og apostlene vidste at når de ikke var der længere til som gode hyrder at lede menigheden, ville vanskeligheder trænge ind blandt de kristne, ligesom også Israel var kommet længere og længere bort fra den sande tilbedelse. Ja, det var Paulus som sagde: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske [undertrykkende, NW] ulve, som ikke vil spare hjorden [behandle hjorden med mildhed, NW]. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ — Ap. G. 20:29, 30.
6. Hvordan kom „glubske ulve“ ind i Guds hjord, og med hvilke resultater?
6 Den sidste af apostlene døde omkring år 100 e.v.t., og det var kun kort efter dette tidspunkt at de „glubske ulve“ begyndte at komme ind i hjorden og holdt op med at følge de gode instruktioner for hyrder som apostlene og andre ældste i det første århundredes menighed havde givet. Inden der var gået ret mange år kom Guds menighed under falske hyrders undertrykkende herredømme, og et stort mørke lagde sig over den kristne menighed. Bogen History of the Christian Church, af Henry C. Sheldon (Copyright 1894, side 239), siger angående oldkirken: „Mens kirken helt fra begyndelsen havde sine særlige ledere var disse, med undtagelse af apostlene, ikke fra starten særlig adskilt fra de troende i almindelighed. Et præsteskab i den snævrere betydning tiltalte ikke de første generationer af kristne. . . . ’Adskillelsen,’ siger Ritschl, ’mellem menighedens aktive og passive medlemmer — med andre ord den katolske opfattelse af et præsteskab — er fremmed for de første to århundreder.’“ Udviklingen af et bispestyre over kirken skete gradvis, men den bragte med sig glubske eller undertrykkende „ulve“ som fremstod af Guds hjords midte og førte falsk eller fordrejet tale for at drage disciplene efter sig, akkurat som apostelen Paulus ved den hellige ånd havde advaret om at det ville gå. Historien viser at efterhånden som den frafaldne kristendom vandt den politiske stats gunst, blev den mere og mere en del af det bestående onde system og kom længere og længere bort fra Jesu Kristi lære.
7. Hvilket råd af den gode Hyrde, Jesus, fulgte de falske hyrder ikke, og hvad var resultatet for den kristne menighed?
7 Det var Herren Jesus som i en bøn til sin himmelske Fader sagde at hans efterfølgere ikke var en del af verden ligesom han ikke selv var en del af verden. Han sagde også at hans rige ikke var en del af denne verden. (Joh. 17:16; 18:36) Men i det fjerde århundrede viste foreningen af kirke og stat at apostlenes advarende ord var gået i opfyldelse. De hyrder der var tilbage, vendte sig til verden og blev en del af den. Om denne forening fortsætter ovennævnte værk: „Kirke og stat følte sig forenet af fælles interesser. Kejseren indså at et vist mål af indflydelse og en andel i statens anliggender med fordel kunne indrømmes kirken. Kirken følte at en så nyttig forbundsfælle som kejseren burde tillades betydelige rettigheder på kirkens domæne, for at han mere fuldkomment kunne fremme kirkens interesser. I hvor stor udstrækning kejserlig indblanding med rette kunne tillades, gjorde man sig ikke klart; men i en tid med despotisk styre ville selve det at den verdslige fyrste fik lov til at blande sig i tingene, som suveræn, naturligt sætte ham i stand til på kort tid at blive en i høj grad stærk faktor som øvede indflydelse på kirkens anliggender.“ — Siderne 379, 380.
8. Hvor meget fik den romerske kejser Konstantin at sige inden for den frafaldne kristne menighed?
8 Under Konstantin viste denne forening af kirke og stat sig i sandhed at være til Konstantins fordel og at føre til en svækkelse af de sande kristne principper som Jesus havde fastsat for sine efterfølgere. Det er Konstantin der skal have sagt til en forsamling af biskopper: „I er biskopper hvis myndighed er inden for kirken; jeg er også en biskop, ordineret af Gud til at have tilsyn med alt hvad der er uden for kirken.“ Om Konstantin siges endvidere: „Han udsendte dekreter som bekræftede biskoppernes afgørelser i spørgsmål om lære og tilbedelse, landsforviste gejstlige der nægtede at skrive under på den vedtagne trosbekendelse, beordrede genoptagelse af ekskommunicerede personer på trods af biskoppernes modstand, og forbød forskellige kætterske og skismatiske partier at forsamles.“ — History of the Christian Church, Sheldon, siderne 380, 381.
9. Hvad skete der nu med Guds folks hjord, og hvor længe skulle det fortsætte?
9 Det varede ikke længe før alle slags mennesker ønskede at blive „kristne“ på grund af den gunst disse nød hos den politiske stat. De havde ikke til hensigt at leve et liv i harmoni med Kristi Jesu eksempel, men var kun interesseret i personlig vinding. De falske hyrder som havde sneget sig ind i menigheden havde virkelig ført falsk tale og havde vildledt mange som ønskede at følge den gode Hyrde, Jesus Kristus, og at være under den store Hyrdes, Jehova Guds, omsorgsfulde beskyttelse. Dette skulle fortsætte i mange århundreder. Det var egentlig først i den sidste del af det nittende århundrede at Jehova, midt i en tid med stor religiøs forvirring, igen havde en trofast hyrdeorganisation blandt menneskene til at lede sit folks bestræbelser i endens tid for den onde verdensordning. Gennem apostelen Paulus sørgede Jehova for inspirerede oplysninger som nu er en del af Bibelen, for at menneskene ved endens tid kunne vide at der skulle ske en genoprettelse af den sande tilbedelse under omsorgsfuldt tilsyn af kærlige jordiske hyrder der efterlignede Jehova og hans gode Hyrde, Jesus Kristus. — Ef. 1:8-10.
10. Hvordan beskriver Ezekiel 34:2-6 falske hyrder, og hvad skete der med den store Hyrdes får?
10 Efter at falske hyrder i hundreder af år har udbyttet fårene og ødelagt hjorden, har Jehova igen trofaste hyrder til at sørge for de mennesker der ønsker hans kærlige omsorg. Kristenhedens hyrder kan udmærket sammenlignes med de falske hyrder i det gamle Israel, og Jehovas ord talt gennem Ezekiels mund gælder lige så vel dem: „Ve Israels hyrder, som røgtede sig selv! Skal hyrderne ikke røgte hjorden? I fortærede mælken, med ulden klædte I eder, de fede dyr slagtede I, men hjorden røgtede I ikke; de svage dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de sårede forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de vildfarende opsøgte I ikke, men I styrede dem med hårdhed og grumhed. Derfor spredtes de, eftersom der ingen hyrde var, og blev til æde for alle markens vilde dyr; ja, de spredtes. Min hjord flakkede om på alle bjerge og på hver en høj banke, og over hele jorden spredtes min hjord, og ingen spurgte eller ledte efter dem.“ — Ez. 34:2-6.
11, 12. Men hvad ville Jehova til sidst gøre for sine får?
11 Derpå fortsætter Jehova gennem Ezekiel med at fortælle hvad han vil gøre: „Jeg sætter én hyrde over dem [hans får], min tjener David, og han skal vogte dem; han skal vogte dem, og han skal være deres hyrde. Og jeg, [Jehova], vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste iblandt dem, så sandt jeg, [Jehova], har talet.“ (Ez. 34:23-25) Jehovas større David, hans søn, Kristus Jesus, er virkelig i vor tid blevet en god hyrde for Jehovas får, og i nært samarbejde med ham findes underhyrder, trofaste mænd, dygtige mænd, som frygter Gud og hader uretfærdig vinding. I dette tyvende århundrede har Jehova igen oprejst hyrder til at sørge for sine får.
12 De som Jehova har udvalgt gennem Kristus Jesus har vist sig at være dygtige mænd. Fordi Jehova har valgt sådanne mænd, samles hans får igen sammen i hans fold, og de hjælper selv mange andre til at vandre på livets vej.
Hvor man finder disse hyrder
13. Hvorfor har mange mistet tilliden til al frafalden religion, men hvad opfordres vi til at gøre?
13 Nu vil du måske spørge: Hvor finder man sådanne trofaste jordiske hyrder, og i hvilket samfund vil man finde mennesker der er virkeligt interesseret i at sørge for Herrens fårs åndelige behov? Når folk er blevet klar over at kristenhedens religiøse samfund har vendt Guds ord ryggen og har udvandet Guds bud og lære, har mange fået afsky for den frafaldne religion, og de erkender at den ikke bruges af Gud til at hjælpe folk. Efter at du nu har fået kendskab til det ansvar der hviler på dem der er hyrder og på dem der er får, opfordrer vi dig til at undersøge Jehovas vidners samfund for at se hvad det gør for at hjælpe mennesker til at komme under den store Hyrdes, Jehova Guds, kærlige omsorg.
14. Hvordan er Watch Tower Society organiseret, og hvilke kvalifikationer må hyrder opfylde i dag?
14 Watch Tower Society blev indregistreret i 1884 og har udført en hyrdegerning i over firs år. Dette selskab er i dag organiseret teokratisk, idet Jehova som den store Hyrde virker gennem sin gode Hyrde og ved sin hellige ånd udnævner kvalificerede mænd på jorden til at være hyrder for sin hjord. De der udnævnes som hyrder for hjorden må, ligesom på Moses’ tid, være dygtige mænd, gudfrygtige og pålidelige, mænd der ikke spejder efter uretfærdig vinding. De må opfylde de krav som den hellige ånd har fastsat gennem apostelen Paulus i dennes første brev til Timoteus. Det indbefatter kvalifikationer som disse: „Hvis nogen attrår et tilsynsembede, da er det en skøn gerning, han har lyst til. En tilsynsmand bør derfor være uangribelig, én kvindes mand, ædruelig, sindig, værdig, gæstfri, dygtig til at lære fra sig; ikke drikfældig eller voldsom, men mild, ikke stridbar, ikke pengekær; en mand, som styrer sit hus godt, og som på fuldt værdig måde holder sine børn til lydighed.“ — 1 Tim. 3:1-4.
15. I hvilken forstand adskiller hyrderne eller tilsynsmændene i dag sig ikke fra resten af fårene i menigheden?
15 Hyrderne er en del af menigheden og adskiller sig ikke fra den. Det betyder at hyrderne tager del i hele menighedens virksomhed og fører an til gavn for fårene, således at disse har et godt eksempel at efterfølge. Den der har fået en opgave som hyrde for Herrens får må ved sin adfærd og sin kærlighed til Jehova og fårene vise at hans første interesse gælder dem som Jehova elsker og leder, nemlig hans folk, der sammenlignes med får. Paulus viser at hyrden bør gå foran med hensyn til at handle ret. De der har fået betroet en hyrdegerning i Herrens hjord fortæller ikke blot andre hvad de skal gøre, men de går selv foran i det samme arbejde, der indbefatter forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, ligesom den gode Hyrde, Jesus Kristus, da han var på jorden. Der findes ingen adskillelse i et præsteskab og et lægfolk, men alle er brødre og tjenere for Jehova og hinanden. Udnævnelsen af alle tilsynsmænd, eller hyrder, i menigheden sker i overensstemmelse med den vejledning som den hellige ånd har givet som norm og som findes i Guds ord.
16. (a) Hvem må hyrderne i dag efterligne? (b) Hvad vil tilsynsmanden eller hyrden i dag stræbe efter at gøre når han husker på Guds nænsomme omsorg for det gamle Israel?
16 En tilsynsmand, eller hyrde for Guds hjord, har et stort ansvar i en menighed og har fået til opgave at drage omsorg for dem der hører til menigheden. Han må huske at han i sin omgang med fårene ikke kan være hård eller undertrykkende. Han må i stedet efterligne de egenskaber som Jesus lagde for dagen og som gjorde ham til en så enestående repræsentant for sin Fader, Jehova. Hvis en tilsynsmand husker hvor nænsomt og mildt Herren Jehova handlede med Israels folk i mange hundrede år til trods for deres genstridighed og deres ulydighed mod hans befalinger, vil han forstå nødvendigheden af at være langmodig og tålmodig i forbindelse med dem der hører Herren til. Skønt tilsynsmanden ønsker at menigheden af fårelignende mennesker skal fungere effektivt, og han vil gøre alt hvad han kan for at alle ting i menigheden udføres på rette måde, vil han dog aldrig tilsidesætte kærlighed, forståelse og medfølelse for effektivitetens skyld. I menigheden vil tilsynsmanden opdage at han må bruge tid til at besøge dem der er fysisk og åndeligt syge. Han må opbygge og hjælpe dem. Han må forstå at noget som ikke synes at være et problem for ham, meget vel kan være et problem for en anden. Ikke alle betragter alle ting på nøjagtig samme måde. Derfor må tilsynsmanden være forstående, vel vidende at hver eneste tjener for Jehova er et menneske som er anderledes end andre og som ofte må behandles anderledes end andre for at kunne reagere på den rette og kærlige måde.
17. Forklar hvordan ansvaret for Herrens får i dag er blevet fordelt på mange.
17 på grund af de alvorlige problemer som nu og da opstår i livet og som kræver modne mænds opmærksomhed, er Guds organisation ved den hellige ånd blevet opmærksom på behovet for at fordele ansvarsbyrden i menigheden. Ligesom Moses måtte have hjælp, sådan må de der tjener deres medkristnes interesser i nutiden også have hjælp. Selv om der er et styrende råd af kristne som har til opgave at have overopsyn over arbejdet, ville de ikke alene kunne tage sig af alle de problemer som den store Hyrdes folk på hele jorden erfarer i deres liv. Derfor er nogle ved hellig ånd blevet udnævnt til at føre tilsyn med, eller være hyrder for, lande og øer rundt omkring på jorden. I vore dage kalder vi sådanne hyrder for afdelingstjenere. Inden for de enkelte lande eller områder udnævnes ældste til at varetage andre opgaver, som for eksempel sektions- og zonetjenere. De har bestemte pligter at opfylde i forbindelse med grupper eller menigheder af Guds folk i et bestemt område. Andre igen udnævnes til menighedshyrder eller tilsynsmænd for måske 10 til 100 eller 150 mennesker, og disse menighedshyrder har igen udnævnte assistenter som hjælper dem med at opfylde menighedernes behov. Alt dette gøres for at hjælpe fårene som tilhører den gode Hyrde, Jesus Kristus, og hans Fader, Jehova Gud.
18. (a) Hvordan viser vore dages hyrder i menighederne at de ser hen til Jehova efter hjælp? (b) Hvad viser trofaste hyrder sig at være, ifølge Esajas 32:1, 2?
18 Alle disse ældste som tjener Herrens fårs interesser søger vejledning hos den store Hyrde og hans søn når de skal tage sig af de problemer der opstår. Disse hyrder betragter omhyggeligt eventuelle problemer af alvorlig art som opstår i menighederne, og de søger til Guds ord for at finde vejledning og hjælp til at træffe de rette afgørelser. De er hyrder for Guds folk og må derfor have et grundigt kendskab til Guds ord. De må kunne anvende dette ord på en ret og værdig måde. (2 Tim 2:15) De der tjener som hyrder må være af den type som er hurtige til at lytte, langsomme til at tale og langsomme til vrede. (Jak. 1:19) De må vise sig at være som dem Esajas taler om: „Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster styre med ret, hver af dem som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land.“ (Es. 32:1, 2) Sådanne mænd bliver respekteret og elsket af deres medkristne i menighederne.
19. Hvordan kan vi nu have tillid til at Jehova, den store Hyrde, tager sig af os?
19 Det var Herren Jesus som sagde: „Jeg kender mine [får], og mine [får] kender mig.“ Derfor må hyrderne over Guds får, som igen er Kristi får, også kende disse „får“ i menigheden og være kendt af dem. På den måde vil vi vide at det er Jehova, universets Gud, der tager sig af os og giver os føde gennem trofaste underhyrder — nu da tiden er inde til afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning.
[Illustration på side 446]
En kærlig tilsynsmand for Guds folk tager sig tid til at hjælpe dem der har problemer; han tilsidesætter aldrig kærlighed, forståelse og medfølelse for effektivitetens skyld