Jehova giver væksten
„Os tilkommer intet, O Jehova, os tilkommer intet, men dit navn give du ære alt efter din miskundhed, alt efter din sanddruhed.“ — Sl. 115:1, NW.
1. (a) Hvorfor siges der her at kristendommens udbredelse tager til? (b) Hvem tilkommer æren for denne vækst, og hvorfor?
FALSK kristendom er en forbandelse for menneskeheden. Sand kristendom er en velsignelse for alle mennesker med god vilje. Vinder sand kristendom større udbredelse i vore dage? Ja den gør. Dette er et velovervejet svar baseret på kendsgerningerne. Det er sandt på trods af at vi lever i den mest materialistiske tidsalder i menneskehedens historie. Hvem står bag den sande kristendoms vækst og udbredelse? Den som forårsager den, og den hvem al ære tilkommer, er den sande Gud Jehova. Hist og her på jorden erfarer den ortodokse kirkes evangelisation en vis fremgang fra tid til anden, men denne „evangelisation“ har intet at gøre med sand kristendoms gudgivne vækst. Det er rigtigt at kirkernes medlemstal i visse lande vokser og flere folk går i kirke. Dog er denne talmæssige forøgelse ikke en del af den opblomstring som den sande kristendom nu erfarer, hvilket ses af den kendsgerning at den djævelske materialisme tager til i de pågældende lande samtidig med at antallet af forbrydelser stiger, lovløsheden breder sig og kristendommens retfærdige bud og principper krænkes. Intet menneske og ingen organisation af mennesker kan med rette tiltage sig æren for den fremgang som den rene tilbedelse, den sande religion og den ægte kristendom nu opviser, for der siges jo: „Os tilkommer intet, O Jehova, os tilkommer intet, men dit navn give du ære alt efter din miskundhed, alt efter din sanddruhed.“ — Sl. 115:1, NW.
2. Hvorfor bør vi være i harmoni med Salme 115:1?
2 Er du i overensstemmelse med tanken i denne salme? Er du villig til, ja ivrig efter at lade Jehovas navn få al æren? Jehova gennemfører sine hensigter til sit navns ære og alt efter sin miskundhed, og vi må være i harmoni hermed hvis vi skal have del i de velsignelser kristendommens vækst nu medfører. Væksten sker også ’alt efter hans sanddruhed’. Sandheden i Guds ord, Bibelen, er det dyrebare redskab hvormed han nu foretager en indsamling og udvirker denne vækst over hele jorden. — Sl. 115:1, NW, fodnoten.
3. (a) Hvorfor er kristen fremgang sikker og vis? (b) Hvordan foregår den? (c) Hvor viser kendsgerningerne at den finder sted? Hvorfor der?
3 Hvorhen skal vi vende blikket for at kunne iagttage den vækst der giver Jehovas navn ære alt efter hans miskundhed og sandhed? Hvor skal vi se denne vækst foregå? At denne vækst finder sted og fortsat vil finde sted er hævet over enhver tvivl, for Jehova selv er den Mægtige som får det til at gro. Hvordan skabes denne vækst på jorden? Ved hjælp af penge? Nej, for verdens økonomi er både materialistisk og usund. Ad politisk vej? Nej, for ingen af de politiske organisationer eller nationer i Øst eller Vest er interesserede i Jehovas navns ære, i hans miskundhed eller i hans sanddruhed. Ved hjælp af religion? Ja, men så sandelig ikke hedenskabets eller kristenhedens ortodokse religioner, for ingen af disse holder Jehova Guds navn i hævd eller kræver at deres tilhængere skal anerkende hans miskundhed og underkaste sig hans sandhed. Og dog ser vi alle vegne, ud over hele jorden, sand kristendom vokse og brede sig som følge af Jehova Guds indgriben på denne vidunderlige dag. Væksten kan ses inden for det verdensomspændende kristne nye verdens samfund, som ikke nærer nogen politisk eller økonomisk anskuelse og intet har tilfælles med ortodoks religion men som i strengeste forstand er kristent.
4. Hvad viser Ezekiel 36:8-11 med henblik på hvad grunden er til at Jehova giver væksten?
4 Det vil være gavnligt for os til fulde at forstå at mens væksten er sikker fordi Jehova forårsager den, er det i sin egen bestemte hensigt at han lader den foregå. Hvilken hensigt? Hvorfor lader han sine tilbedere have fremgang? Fordi de ærer hans navn; for hans eget navns skyld: „Og I, Israels bjerge, skal skyde grene og bære frugt for mit folk Israel, thi de skal snart komme hjem. Thi se, jeg kommer og vender mig til Eder, og I skal dyrkes og tilsås; jeg gør mennesker, alt Israels hus, mangfoldige på Eder, byerne skal bebos og ruinerne genopbygges; jeg gør mennesker og dyr mangfoldige på Eder, ja de skal blive mangfoldige og frugtbare; jeg lader Eder bebos som i fordums tider og gør det bedre for Eder end i fortiden; thi I skal kende, at jeg er HERREN [Jehova].“ (Ez. 36:8-11) At denne skønne, billedlige profeti ikke får sin opfyldelse på nogen politisk nation på jorden og heller ikke på det moderne Israel eller andre, ses af forholdene der råder inden for disse nationer, af deres normer for livsførelse og af deres adfærd. Og dog er profetien sand. Vi ser den nemlig opfyldt på dem som i dag virkelig hører til „Guds Israel“, det åndelige Israel, den kristne menighed. — Gal. 6:16.
5. (a) Hvordan kan vi få del i vor tids åndelige fremgang? (b) Hvilken ny nation er underlagt den sande Gud i himmelen? (c) Hvad beviser at den nye nation kender sin Gud?
5 Hvis vi skal have del i de velsignelser som vor tids åndelige velstand medfører, må vi ikke alene være opmærksomme på den vækst Jehova giver, men må også forstå dens betydning, have andel i den og være agtpågivende over for Guds sandhed. Over for den ganske verden står den nye verdens samfund som et bevis på denne stadig tiltagende vækst. Ikke i egenskab af en ny sekt, for organisationsmæssigt set er den nye verdens samfund urkristent i opbygning, og det er ikke nogen sekt i dette ords almindelige betydning. Det står nu frem for verden som en ny nation, der ikke er underlagt nogen verdslig ledelse, der ikke dyrker småguder eller tjener jordiske guder, men tilbeder og tjener den store Gud i himmelen. Derfor siger Jehovas vidner: „Hvorfor skal nationerne sige: ’Hvor er nu deres Gud?’ Men vor Gud er i himlene; alt hvad han fandt behag i, har han gjort.“ (Sl. 115:2, 3, NW) De som hører til den nye verdens samfund kender deres Gud, og de gør ham kendt gennem forkyndelsen af sandheden, hvilket igen indsamler andre til at synge hans pris. Denne kristne organisation og dette kristne arbejde har haft så stor en fremgang at der over hele jorden nu er over 700.000 nidkære forkyndere der overbringer andre den livsnødvendige kundskab om Jehovas sanddruhed.
Ingen blind afgudsdyrkelse
6, 7, (a) Hvilken advarsel lyder der til hver enkelt kristen? (b) Hvilken befaling får den nye verdens samfund som organisation? (c) Hvem må vi vise vor absolutte hengivenhed og tillid?
6 I sin miskundhed lader Jehova en advarsel lyde i sit ord, for at de som ønsker at ære ham og opnå hans godkendelse stedse kan undgå den falske „kristendoms“ afgudsdyrkelse. Han kender afgudsdyrkelsens bedrageriske væsen. Kan ikke også vi se dens farer? Afgudsdyrkelsen er materialistisk, for bogstavelige billedstøtter er lavet af materielle ting. Og dog kan mennesker være tilbøjelige til at mene at fordi en genstand afbildes med mund, øjne, ører, næse, strube og hænder og fødder så må den betyde noget, så må den være levende. Det er muligt at blive bedraget af det ydre. Det er muligt at den kristne kan blive besnæret til at lade stå til eller lade sig føre ind på et sidespor, og derfor lyder der en advarsel til os i Salme 115. Du er læser af Vagttårnet. Måske er du ikke et af Jehovas vidner, men interesseret i deres virksomhed eller til dels interesseret i Bibelen. Måske er det første gang du har fået dette blad i hænde. Kan du ikke godt, uanset hvem du er, se det betimelige i advarselen i dette skriftsted? Til hver enkelt af os og til hele den nye verdens samfund som organisation lyder befalingen om at undgå nationernes afguder som noget afskyeligt og helt sætte vor lid til Jehova Gud, selv om disse nationer siger til medlemmerne af den nye verdens samfund: Hvor er jeres Gud? „Deres afguder er sølv og guld, det jordiske menneskes hænders værk; mund har de, men de kan ikke tale, øjne har de, men de kan ikke se; ører har de, men de kan ikke høre. Næse har de, men de kan ikke lugte. Hænder er deres, men de kan ikke føle. Fødder er deres, men de kan ikke gå; deres strube frembringer ikke en lyd. De der laver dem skal blive som de, alle der stoler på dem. O Israel, stol på Jehova; han er deres hjælp og deres skjold.“ — Sl. 115:4-9, NW.
7 Disse afguder må intet betyde for os. Dyrkelsen af dem er ikke den religion vi bør praktisere. Vi må bestandig sætte vor lid til Jehova, vor hjælp og vort skjold. Vi kan ikke følge enkeltpersoners eller organisationers afguderiske vej; vi kan ikke slå følge med enkeltpersoner eller organisationer der tjener eller tilbeder noget andet eller nogen anden gud end den sande Gud Jehova. Det er advarselen til os som enkeltpersoner og som organisation.
8. Vis det betimelige i at advarselen i Salme 115:4-9 lyder mens en åndelig fremgang finder sted.
8 Jehova har givet den storslåede vækst og dog er det i forbindelse med denne åndelige fremgang at advarselen lyder. Vi må sørge for at væksten ved Jehovas ufortjente godhed kun bringer noget godt med sig, godt for den nye verdens samfund som helhed, godt for vore medtroende og godt for os som enkeltpersoner. Forøgelsen må ikke bevirke at vi tillemper os den gamle verden. De store tal må ikke bevirke at vi bare bliver proforma „kirkegængere“. Den talmæssige forøgelse må ikke lulle os ind i sorgløs tilfredshed. Vi er jo ikke som afgudsbillederne eller som deres tilbedere. Vi har mund, øjne, ører, næse, strube, hænder og fødder. I modsætning til afgudsbillederne må vi som Jehovas tjenere være aktive og bruge vore bogstavelige og symbolske evner og ressourcer til fortsat at fremme udbredelsen af sand kristendom, mens vi fremdeles holder os adskilt fra den gamle verden og trofast aflægger vidnesbyrd om Jehovas navn og rige til velsignelse for vore medmennesker og til ære for vor Gud som „er i himlene“.
9, 10. Hvordan har en religiøs forfatter omtalt den behandling Jehovas vidner har været udsat for, deres vækst og håbet om at de vil tillempe sig den bestående ordning?
9 Der findes sådanne som tilsyneladende håber på at vi vil tilpasse os verden, og som i vor vækst og fremgang ser tegn på en sådan tilpasning. Disse tanker der ofte drøftes mand og mand imellem finder af og til vej til den offentlige presse. Følgende eksempel har interesse da der her på en måde gives en oversigt over de senere års begivenheder og samtidig gives udtryk for ønsket eller håbet om at vi vil tillempe os den bestående ordning: „Jehovas vidner er den hurtigst voksende religiøse bevægelse i verden. I løbet af femten år har den tredoblet sit medlemstal. . . . Et af mine første indtryk af denne gruppe stammer fra en gang under den anden verdenskrig da jeg på gaden så en præst give et vagttårnsvidne et ordentligt puf mens han råbte: ’Din forbandede militærnægter!’ Vidnet smilede som om denne behandling var en opfyldelse af hvad Herren og hovedkontoret i Brooklyn havde lovet ham. . . . Vi overfaldt en gruppe vidner i Arkansas i 1940 og gennempryglede fem af dem med blyrør. Vi væltede deres campingvogne ved en af deres sammenkomster i Iowa. Vi fik dem sat i fængsel for deres syn på militærtjeneste og deres stejle holdning over for enhver indkaldelsesordre. Vi anmodede politiet om at arrestere et hundrede stykker af dem i New Jersey fordi de var ’farlige’. Vi gav dem en offentlig overhaling på grund af deres indstilling til det amerikanske flag og det amerikanske livsmønster. Vi tog dem i skole for deres modstand mod blodtransfusion. Vi smækkede dørene i for næsen af dem. Vi prædikede imod dem og advarede vore egne imod dem. På disse og andre måder beviste vi atter, at dem som nogle vil dræbe ønsker andre at gøre til helgener. . . . Men det mest forbløffende af alt ved disse forbløffende vidner er at de befinder sig i en overgangsperiode. . . . Der er for det første sket en forandring i deres syn på personer og disses betydning. . . . Dette fører os til forandring nr. 2, nemlig i deres terminologi. . . . hvilket igen bringer os til et tredje overgangsfænomen på den sociale bevidstheds offentlige arena. . . . Tingene har forandret sig. I dag gør vidnerne et dybt indhug i de anerkendte kirkesamfund. Tilhængeren af det nye og voksende Brooklyn-samfund er ikke længere en forvildet sjæl fra de mindre agtede samfundslag. Han hører til den samme gruppe som den der sidder på de højryggede bænke henne i kirken. Han er ved at forandre denne ærgerrige, millennistiske gruppes ansigt så den vinder større social anseelse og betydelig mere respekt end i Russells berømmelige dage eller i mr. Rutherfords med hans ’millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø’. . . . eftersom de forbløffende vidner er her og har fået fodfæste kan jeg kun håbe at det står skrevet i stjernerne at de også vil modificere deres fantastiske standpunkt. . . . Vidnerne viser tegn på at blive mere samfundsbevidste. . . . Jehovas vidner er ikke en trussel, men endnu en udfordring til kirken om at vidne!“ — The Christian Century, 13. februar 1957.
10 Er dette ikke et åbent ønske om at vi skal tilpasse os det bestående, være som de andre religioner, holde op med at forkynde evangeliet om Guds rige og opgive kravet på udelukkende at tilbede Jehova?
11. Hvilket grundlag har vi for at bedømme fremtiden?
11 Vor tids histories tydelige vidnesbyrd om standhaftig fastholden ved Guds sandhed til trods for modstand og forfølgelse i de forløbne år frembyder intet tegn på at Jehovas folk i fremtiden vil slække på hans krav. Med henblik på Jehovas vidners færd i fremtiden står der intet herom „i stjernerne“; den kan ikke læses ved at granske Jehovas stjerneverden. Forsøg på at forudsige begivenheder ved hjælp af stjernerne eller tro på stjernernes indflydelse er i modstrid med Jehovas ord. Ikke stjernerne på den synlige himmelkreds men Gud i himlenes himmel ser vi hen til.
12. Hvilken forbindelse har der været mellem de historiske begivenheder og profetierne fra 1919 og fremefter?
12 Den samlede sum af beviser i de sidste femten år, ja helt fra året 1919, udgør et vældigt vidnesbyrd om Jehovas navn og rige og om kristen trofasthed. Den nye verdens samfunds historie i nutiden er en opfyldelse af mange bibelprofetier. Og hvordan med fremtiden? Vil vi se en forandring i det kristne syn på Jehovas overhøjhed og hans ords autoritet? Vil der blive sat en stopper for den vækst Jehova giver? Tror Guds fjender det virkelig? Måske nogle af dem tror det. Måske mange af dem håber det. Hvad de end tror eller håber, er det uden betydning.
13. (a) Hvad har betydning for kristendommens fremtid? (b) Har du mulighed for at blive ledet af Jehovas virkekraft?
13 Hvad der har betydning er Jehovas fortsatte velsignelse, for „den gør rig“. Han giver væksten. Hans ånd eller virkekraft fuldbyrder hans beslutninger til hans ære og til evig gavn for dem som elsker ham. Er det ikke ved sin ånd at han vil lede den nye verdens samfund fremover? Jo og atter jo! Vil du lade dig lede af hans virkekraft gennem dette samfund i den så vidunderligt lovende fremtid? Det står dig frit for! — Ordsp. 10:22.