Forligelse ved Guds barmhjertighed før Har-Magedon
1. Med hvilket eksempel kan man belyse hvordan resten af de åndelige israelitter har reageret på at Jehova har forligt dem med sig siden 1919?
NÅR en egensindig og bortløben hustru barmhjertigt tages tilbage af sin lovformelige ægtemand, hvordan bør hun da betragte ham? Og når han, efter at have taget hende tilbage, viser hende sin kærlighed på utallige måder, hvad bør hun da føle for ham? Hun bør sætte ham højt for hans ufortjente godhed. Hun har grund til at knytte sig endnu nærmere til ham end før. Ja, hun har grund til at respektere ham endnu mere, og til at gøre alt hvad hun kan for at det ægteskabelige bånd fra nu af skal blive varigt og ubrydeligt. Sådan reagerede Jehovas hustrulignende pagtsfolk i fortiden da det blev forligt med ham. Og her siden 1919 har resten af de åndelige israelitter reageret på samme måde.
2. Hvad ville det tyde på hvis en hustru i fortiden begyndte at kalde sin mand „Ishi“ i stedet for „Ba’ali“, og hvordan gik det sådan med den israelitiske rest efter 537 f.v.t.?
2 Hvis en gift kvinde på Bibelens tid begyndte at kalde sin ægtefælle „Min Mand“ (hebraisk: Ishi) i stedet for „Min Ejer“ (hebraisk: Ba’ali), måtte hun afgjort have ændret indstilling, have opnået dybere værdsættelse af sit forhold til ham. (Hos. 2:18, Leeser) Sara viste respekt for patriarken Abraham ved at kalde ham „min herre“, eller, på hebraisk, adoniʹ. Hun var hans ægtehustru, og hun ærede ham som sin mand. Hun betragtede sig ikke som hans træl, som en trælkvinde i lighed med hendes ægyptiske tjenestepige Hagar, der senere måtte sendes bort fra Abrahams husstand. (1 Mos. 18:12; 1 Pet. 3:6) Fordi Sara var sin gudfrygtige ægtemand en god og hengiven medhjælp, belønnede Jehova hende ved at skænke hende en søn, hendes eneste, da hun var halvfems år gammel. (1 Mos. 21:1-7) Da den israelitiske rest var blevet udfriet fra Babylon og forligt med Jehova i 537 f.v.t. viste den netop Jehova samme respekt som Sara viste Abraham. Den følte sig atter som en virkelig hustru til Jehova. Hans barmhjertighed bevægede den til at kalde ham Ishi, „Min Mand“.
3, 4. (a) Hvilket forhold har resten af de åndelige Israelitter opnået større værdsættelse af siden 1919, og hvilken pagt havde de længe misforstået? (b) Hvilken artikelserie blev bragt i Vagttaarnet i 1934?
3 I den nutidige parallel hertil blev den angrende rest af de åndelige israelitter udfriet fra Babylon den Store i 1919. Indtil da havde disse åndelige israelitter lagt lovlig stor vægt på Messias Jesus og hans brud, den kristne menighed. Men nu begyndte de i højere grad at værdsætte Messias’ himmelske Fader, Jehova Gud. Navnlig siden 1892 havde de ladet hans forhold til det åndelige Israel som dets himmelske Ægtemand ude af betragtning. De havde misforstået hans nye pagt!
4 „Hvem vil ære Jehova?“ Sådan lød titlen på hovedartiklen i Vagttaarnet for 1. februar 1926. Fra da af forstærkedes interessen for det åndelige Israels Gud. Senere, i 1934, blev der i Vagttaarnet bragt en artikelserie med titlen „Jehovas Pagter“. De otte artikler i denne serie kom bladets læsere i hænde i udgaverne fra 1. juni til og med 15. september 1934. Meget betimeligt mindede disse artikler resten af de åndelige israelitter om at Jehovas nye pagt, som var blevet formidlet af Messias Jesus, gjaldt dem.
5. (a) Hvilken bog, hvori indholdet af artikelserien „Jehovas Pagter“ var genoptrykt, udkom senere i 1934? (b) Hvad følte de der var genstand for Jehovas barmhjertighed sig tilskyndet til at kalde ham i forbindelse med hans organisation?
5 Kort efter, den 15. november 1934, forelå de første engelske eksemplarer af bogen Jehova, fremstillet på Vagttårnsselskabets trykkeri i Brooklyn, New York. Kapitlerne 4 til 11 i denne bog var et genoptryk af artiklerne „Jehovas Pagter“, som tidligere på året var blevet bragt i Vagttaarnet. Ja, resten af det åndelige Israel var med i den nye pagt med Jehova! Lidt efter lidt blev det ægteskabelige forhold mellem Jehova og det åndelige Israel genstand for større opmærksomhed. Tilskyndet af den store barmhjertighed Jehova havde vist den udfriede rest af det åndelige Israel, der var blevet forligt med ham, begyndte den hustrulignende organisation at kalde ham Ishi, „Min Mand“. Hans organisation, og ikke Satans, var den eneste rette organisation at tilhøre. Jehova, den universelle Suveræn, havde krav på absolut hengivenhed. Det indså „resten“.
Åndelig velstand og tryghed
6. Hvilke velsignelser, som er nærmere beskrevet i Hoseas 2:17-20, oplevede „resten“ på grund af sin hengivenhed for Jehova som sin himmelske Ægtemand?
6 Den inderlige hengivenhed „resten“ viste Jehova som sin himmelske Ægtemand, førte store velsignelser med sig. At dette ville ske, forudsagde Jehova med de næste ord ved profeten Hoseas: „Ba’alsnavnene fjerner jeg fra hendes mund, ej mer skal navnene huskes. På hin dag slutter jeg en pagt for dem [de hjemvendte israelitter] med markens dyr og himmelens fugle og jordens kryb; bue, sværd og stridsvåben sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt. Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med retfærd og ret, med miskundhed og barmhjertighed; jeg trolover mig med dig i troskab, og du skal kende [Jehova].“ — Hos. 2:17-20.
7. Hvorfor ønskede den hjemvendte rest ikke længere at kalde Israels himmelske Ægtemand „Ba’ali“, og hvilken tilbedelse genoptog den ikke?
7 Hvis medlemmerne af den genrejste rest efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon stadig kaldte Jehova Ba’ali, „Min Ejer“, ville det minde dem om den synd de selv eller deres forfædre havde begået ved at tilbede ba’alerne. Jehovas omsorg for den angrende rest bevirkede at den begyndte at nære afsky for ba’alerne, og på den måde fjernede han ba’alsnavnene fra dens mund. Restens medlemmer ønskede ikke længere at huske ba’alerne ved deres ækle, frastødende navne. Og derfor ønskede de naturligvis heller ikke længere at kalde deres himmelske Ægtemand Ba’ali, „Min Ba’al“. (Hos. 2:18, Leeser; Lindberg) I overensstemmelse med denne uvilje mod Ba’al begyndte de aldrig igen at dyrke menneskeskabte, materialistiske gudebilleder.
8. Hvordan viste den jødiske rest der tog imod Messias at den var modstander af ba’alsdyrkelse, og hvordan undgår resten af det åndelige Israel i dag at blive berørt af plagerne når Gud hjemsøger kristenheden?
8 En lignende modstand mod enhver form for afgudsdyrkelse blev udvist af den jødiske rest der tog imod Jesus som Messias. Det var den rest der blev taget med i den nye pagt der blev formidlet af Jesus Kristus. I nutiden er en tilsvarende modstand mod at tilbede noget som helst afguderisk blevet udvist af resten af de åndelige israelitter, som Jehova ved hjælp af sin Messias, Jesus, udfriede fra Babylon den Store i 1919. De har søgt at vise Jehova absolut hengivenhed, endog i den grad at de har nægtet at hilse noget lands flag. (2 Mos. 20:1-6, NW; 2 Kor. 6:15 til 7:1) De ønsker ikke at besmitte sig med noget som helst der minder om ba’alsdyrkelse. De tolererer ingen afguderisk rivaliseren med Jehova. Derved undgår de at blive delagtige i plagerne når Jehova hjemsøger kristenheden, som han har forudsagt: „Jeg hjemsøger hende for Ba’alernes fester, på hvilke hun bragte dem ofre, smykket med ring og kæde. Sine elskere holdt hun sig til, mig glemte hun.“ — Hos. 2:13; se også vers 8.
9. I lighed med hvilket rige i fortiden vil Gud behandle kristenheden i ’den store trængsel’, men hvad har han ifølge Hoseas 2:18 lovet at gøre for den angrende rest der tager afstand fra ba’alsdyrkelse?
9 Inden længe vil ’den store trængsel’ bryde løs over kristenheden, det nutidige modstykke til Israels ti-stammerige. (Matt. 24:21, 22) Gud har et regnskab at gøre op med den, og han vil behandle den nøjagtig som han behandlede Israel: „Jeg . . . gør ende på Israels hus’ rige. På hin dag sønderbryder jeg Israels bue i Jizre’els dal.“ (Hos. 1:4, 5) Den er på ingen måde blevet forligt med Gud. Men hvordan vil det gå medlemmerne af den angrende rest, som er ophørt med at dyrke ba’alerne? Dem gælder Jehovas ord i Hoseas 2:18: „På hin dag slutter jeg en pagt for dem med markens dyr og himmelens fugle og jordens kryb; bue, sværd og stridsvåben sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt.“ Hvilket løfte om tryghed!
Guds pagt med dyrene
10. I hvilken forstand har Jehova sønderbrudt bue, sværd og stridsvåben i det åndelige Israels ’land’ siden 1919, ligesom han gjorde i det første århundrede?
10 Omkring otte hundrede år efter at dette løfte blev givet, tog en rest af det kødelige Israel imod Jesus som Messias. Disse jøder erfarede opfyldelsen af dette guddommelige løfte. De var kommet fra Israels tolv stammer, som for eksempel Juda, Benjamin, Levi og Aser, men alligevel krigedes de ikke indbyrdes. Det samme kan siges om resten af de åndelige israelitter som Jehova har udfriet fra det store Babylon siden 1919. Selv om de der udgør denne nutidige rest er kommet fra alle nationer, har der aldrig været nogen international krig imellem dem i denne krigsgale verden. (Matt. 28:19) Jehova har i virkeligheden sønderbrudt „bue, sværd og stridsvåben“ i deres ’land’, deres åndelige domæne på jorden. (Hos. 2:18) Som medlemmer af det åndelige Israel med Jehova som himmelsk Ægtemand, bevarer de freden med hinanden. — Mark. 9:50.
11. Hvordan har Jehova kunnet sønderbryde buen, sværdet og alle andre stridsvåben i hans pagtsfolks åndelige domæne på jorden?
11 Hvordan har dette været muligt for dem? Det har det fordi de har ændret deres personlighed ved at efterligne deres messianske Fører, Fredsfyrsten. (Es. 9:6, 7) Ved hjælp af sin hellige ånd og sit skrevne ord har Jehova forandret deres personlighed og gjort det af med glubske og skadelige tilbøjeligheder hos dem, tilbøjeligheder som dem der kendetegner jordens vilde dyr. (Rom. 12:1, 2) I billedlig forstand har Jehova opfyldt det han sagde med hensyn til sin angrende rest: „På hin dag slutter jeg en pagt for dem med markens dyr og himmelens fugle og jordens kryb; . . . og jeg lader dem bo trygt.“ (Hos. 2:18) Siden den første verdenskrig fra 1914 til 1918 er verden i almindelighed blevet mere og mere dyrisk, ja værre end de vilde dyr. Men Jehova har ført sin angrende rest, der er blevet forligt med ham, ind i et åndeligt paradis der betegner et godkendt forhold til ham. For at forvisse sig om at det forholder sig sådan, behøver man blot at gå hen i en af Jehovas kristne vidners rigssale og med egne øjne se hvordan fredens ånd fra Gud råder dér.
12. Hvordan danner kristenhedens religiøse domæne på jorden en stærk modsætning til „restens“ domæne?
12 I skarp modsætning til dette paradis med åndelig trivsel og tryghed, er der et andet religiøst domæne på jorden, nemlig det der tilhører kristenheden. På kristenheden, der gør krav på at stå i et pagtsforhold til Jehova Gud, opfyldes Jehovas ildevarslende ord i Hoseas 2:12: „Jeg skaber dem om til krat, af markens dyr skal de ædes.“ Den åndeligt troløse kristenhed er billedlig talt blevet som et krat, et vildnis som ikke giver nogen tryghed, ikke nogen beskyttelse mod åndelige farer eller dyriske nationer der bekender sig som kristne. Dens kirkemedlemmer er et let bytte for den verdslige visdom der er ’jordisk, sjælelig, dæmonisk’. (Jak. 3:15) De bliver i åndelig forstand fortæret eller opslugt. Jehova har ikke givet kristenheden noget pagtsløfte i forbindelse med de vilde dyr. Han lader den ikke „bo trygt“.
En ny trolovelse på et varigt grundlag
13. Tilskyndet af hvilke ædle og ophøjede egenskaber sagde Jehova at han igen ville trolove sig med sin hustrulignende organisation?
13 Jehova, det åndelige Israels himmelske Ægtemand, har vist resten af de åndelige israelitter en enestående barmhjertighed. Han fortsætter med at vise den loyal kærlighed og troskab. Tilskyndet af disse ædle egenskaber sagde han profetisk til sin hustrulignende organisation, der nu repræsenteres ved „resten“: „Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med retfærd og ret, med miskundhed [kærlig godhed, NW; loyal kærlighed, fodnoten i NW, 1971-udgaven] og barmhjertighed; jeg trolover mig med dig i troskab, og du skal kende [Jehova].“ — Hos. 2:19, 20.
14 (a) Hvad ligger der i at Jehova tre gange siger: „Jeg trolover mig med dig“? (b) Hvorfor er det ikke alene barmhjertigt men også ret og retfærdigt af Jehova at genoptage ægteskabet med det åndelige Israel, og hvorfor vil ægteskabet ikke briste?
14 Tre gange siger Jehova til den angrende rest: „Jeg trolover mig med dig.“ Det giver hans udtalelse vægt. Det understreger at hans kærlighed er så inderlig at den får ham til at vise sin guddommelige barmhjertighed på en ganske særlig måde. At han fornyr det ægteskabelige pagtsforhold er ikke alene barmhjertigt, men også retfærdigt og ret. Hvorfor? Fordi han fornyr trolovelsen på grundlag af det sonoffer der er bragt af Messias Jesus, et offer der opfylder retfærdighedens krav. (1 Joh. 1:7 til 2:1) At resten af de åndelige israelitter atter føres ind i et godkendt forhold til Jehova, beviser altså at hans troskab og loyale kærlighed er ægte. Og når han trolover sig med resten med retfærd og ret, med miskundhed og barmhjertighed, og i troskab, vil det ikke briste. Alle loyale vil til evig tid vise troskab og absolut hengivenhed over for en sådan loyal og barmhjertig Gud! Også gennem den kommende ’store trængsel’ der slutter med Har-Magedon! — Åb. 16:14, 16.
15, 16. (a) På grund af hvad ville „resten“ komme til at kende Jehova? (b) Hvordan viser Jehova i Hoseas 2:21-23 at det er ham der giver os alt hvad vi behøver for at leve?
15 Til den angrende rest som Jehova nu trolover sig med, siger han: „Og du skal kende [Jehova].“ (Hos. 2:20) „Restens“ medlemmer skulle ikke blot kende ham fordi han barmhjertigt havde forligt dem med sig, men også på grund af det næste han ville gøre for dem. Således lærte de ham at kende på en måde som aldrig før, og de indså endnu tydeligere at han var kilden til alle de velsignelser der hele tiden strømmede ned over dem. Lad os derfor mærke os de poetiske ord som Jehova, der giver os alt hvad vi behøver for at leve, kærligt og med glæde føjer til:
16 „Da skal det ske på hin dag, at jeg bønhører, lyder det fra [Jehova], ja, at jeg bønhører himlen, at den så bønhører jorden, og jorden bønhører kornet, mosten og olien, og de bønhører Jizre’el [Gud vil så]. Jeg sår hende ud i landet, mod Nådeløs [hebraisk: Lo-Ruhama] er jeg nådig og siger til Ikke-mit-Folk [hebraisk: Lo-Ammi]: ’Mit folk er du!’ og han skal sige: ’Min Gud!’“ — Hos. 2:21-23.
17. Hvordan foregår denne kædereaktion af anmodninger der slutter med en anmodning til Skaberen, Jehova?
17 Der foregår altså en kædereaktion af anmodninger: Da Jehova havde forligt den fortidige rest med sig og sået den ud i dens hjemland, Judas land, behøvede den korn, most og olie. Disse goder frembringes af jorden. På den trængende rests vegne anmoder kornet, mosten og olien derfor jorden om at afgive næringsstoffer til kornstråene, vinstokkene og oliventræerne. For at kunne gøre dette må jorden have regn fra himmelen; ellers vil planterne visne som følge af tørke. Derfor anmoder jorden himmelen om regn i rette tid. Himmelen lukker sig ikke, men imødekommer jordens anmodning. Men hvad kan himmelen gøre i egen kraft? Den er afhængig af Skaberen, af at han lader skyer dannes som kan afgive deres væde til jorden. Han er den store Regnmager. — Jer. 10:12, 13.
18. Hvad er det altså der sætter hele processen i gang, med det resultat at Jizre’el bønhøres?
18 Til sidst beder himmelen derfor Jehova om at danne skyer og lade dem sende regn ned over jorden. Af hensyn til sit hustrulignende folk som nu bor i sit hjemland, bønhører Jehova himmelen. Straks sættes hele processen i gang, og hans folk får korn, most og olie. Således bønhører disse produkter Jizre’el, den angrende rest som Jehova ’sår ud’ i dets hjemland.
19. Hvad indser „restens“ medlemmer således, så de ikke mere tilskriver ba’alerne æren?
19 På denne måde erfarer Jehovas hjemvendte rest at alle de gavnlige kræfter der virker i deres naturlige miljø, skyldes ham. De skyldes ikke en indbildt Ba’al eller nogle afguderiske ba’aler der årligt dyrkes med skændige, afskyelige frugtbarhedsriter. Oplyst af nøjagtig kundskab kunne resten nu yde den sande Gud absolut hengivenhed.
20. (a) Hvem ved resten af de åndelige israelitter i dag at deres åndelige paradis skyldes? (b) Hvad har ført til at en stor skare gudfrygtige har taget ophold i det åndelige paradis sammen med „resten“?
20 Hvordan så med den genrejste rest af de åndelige israelitter i dag? De har på tilsvarende måde erfaret at det er den Gud der udfriede dem fra det store Babylon der er ophav til det frugtbare åndelige paradis som han har ført dem ind i siden 1919 og hvor der råder fred og tryghed. Hundredtusinder af gudfrygtige mennesker har lagt mærke til dette åndelige paradis hvor resten af de åndelige israelitter befinder sig, som forudsagt i Ezekiel 36:35, 36: „Da skal man sige: ’Dette land, som var ødelagt, er blevet som Edens have, . . .’ Og folkene, der er tilbage rundt om eder, skal kende, at jeg, [Jehova], har opbygget de nedrevne byer og tilplantet det ødelagte land.“ Det har ført til at en stor skare oprigtige iagttagere har taget ophold i det åndelige paradis for at nyde freden, trygheden og den åndelige velstand sammen med „resten“.
21. (a) Om hvem erklærer Jehova at de er hans folk, og hvem bekender offentligt sammen med dem at han er deres Gud? (b) Hvordan handler Jehova i overensstemmelse med den betydning der her ligger i navnet Jizre’el?
21 Det er på denne gavnlige måde Jehova viser barmhjertighed mod den åndelige rest der var berøvet hans barmhjertighed mens den var i landflygtighed i det store Babylon under den første verdenskrig. Til dem der ikke var hans folk siger Jehova nu: „Mit folk er du!“ Og „resten“ svarer inderligt af hjertet: „Min Gud!“ (Hos. 2:23) Den store skare „andre får“ der nu også bor i det åndelige paradis, bekender offentligt sammen med „resten“ at Jehova er deres Gud. (Åb. 7:9-17; Joh. 10:16) Alt dette foregår i det genvundne jordiske domæne hvor Jehova har sået resten af de åndelige israelitter ud som sædekorn, i harmoni med betydningen af navnet Jizre’el, „Gud vil så“.
Guds barmhjertighed belyses med et eksempel
22, 23. Hvad skulle Hoseas gøre ifølge det tredje kapitel i hans bog, og hvorfor?
22 Med en barmhjertighed der talte til hjertet lykkedes det Jehova at løse det problem der var opstået i hans ægteskab med sit pagtsfolk. For at skildre dette med et praktisk eksempel lod han Hoseas opføre et profetisk drama i sit ægteskab med Gomer. Hoseas fortæller herom i sin profetis tredje kapitel:
23 „Og [Jehova] sagde til mig: ’Gå atter hen og elsk en kvinde, som har elskere og boler, ligesom [Jehova] elsker israelitterne, endskønt de vender sig til fremmede guder og elsker [de dermed forbundne] rosinkager.’ Så købte jeg mig hende for femten sekel sølv og en homer og en letek byg. Og jeg sagde til hende: ’I lang tid skal du vente på mig; du må ikke bedrive hor eller tilhøre nogen mand; heller ikke jeg vil komme til dig.’ Thi i lang tid skal israelitterne vente uden konge og fyrste, uden slagtoffer og stenstøtte, uden efod og husgud. Siden skal israelitterne omvende sig og søge [Jehova] deres Gud og David, deres konge, og bævende komme til [Jehova] og hans velsignelse i de sidste dage.“ — Hos. 3:1-5.
24. (a) Hvem købte Hoseas da, af hvem og for hvor meget? (b) Hvordan opfyldte Jehova dette profetiske drama i 537 f.v.t. og i 1919 e.v.t.?
24 I det profetiske drama, som Hoseas lydigt opførte, skildrede han selv Jehova. Han købte sin hustru Gomer tilbage fra den unavngivne mand som hun havde levet sammen med og hvis træl hun var blevet. For at løskøbe hende betalte Hoseas en værdi svarende til tredive sekel sølv, som var prisen for en træl. (2 Mos. 21:32) I overensstemmelse med dette billede løskøbte Jehova i 537 f.v.t. de landflygtige israelitter der var i trældom i landet Babylon. Løsesummen gav han Babylons erobrer, perseren Kyros den Store, som det fremgår af Esajas 43:14. (Es. 44:26 til 45:4) På tilsvarende måde løskøbte Jehova som den himmelske Ægtemand i 1919 resten af de åndelige israelitter fra trældommen under det store Babylon og dets politiske og verdslige medsammensvorne. Barmhjertigt løskøbte Jehova „resten“ ved hjælp af sin større Kyros, Jesus Kristus, hvem han gav „hedningefolk til arv og den vide jord i eje“. — Sl. 2:8, 9.
25. (a) Hvordan tugtede Jehova sit pagtsfolk i fortiden, sådan som Hoseas skildrede? (b) Hvordan søgte israelitterne „David, deres konge,“ og hvem blev i denne forbindelse genstand for Jehovas barmhjertighed?
25 Efter at Hoseas kærligt havde taget sin hustru tilbage, tugtede han hende ved at pålægge hende seksuelle begrænsninger, der åbenbart indbefattede at han selv i nogen tid undlod at genoptage det ægteskabelige samliv med hende. Svarende hertil blev de landflygtige israelitter også tugtet, idet de ikke fik lov til at have israelitiske konger eller kongelige fyrster eller afgudspræster eller noget andet af det der var forbundet med afgudsdyrkelse. (Hos. 13:11) I 537 f.v.t. tog Jehova kærligt den tugtede rest der havde angret sit frafald til falsk religion og havde omvendt sig til ham, tilbage. Den begyndte at søge eller se hen til Messias, der skulle befri den for det hedenske herredømme. Denne Messias var den konge der skulle vise sig i Davids slægt. (Dan. 9:24-27) Det gjorde han, til Guds fastsatte tid. I år 33 herliggjorde Jehova Messias Jesus som konge i himmelen. En rest troende israelitter anerkendte ham som deres messianske konge. (Kol. 1:13) De blev genstand for Jehovas barmhjertighed. — Rom. 9:24-26; 1 Pet. 2:9, 10.
26. Hvem viste sig dengang at være Lo-Ruhama, den der ikke blev vist barmhjertighed?
26 Den israelitiske nation der ikke troede på Jesus, blev som Lo-Ruhama (den der ikke vises barmhjertighed). Det forhærdede Jerusalem blev ødelagt af romerne i år 70, og de jøder der overlevede, blev spredt for alle vinde. — Matt. 24:15-22; Luk. 21:20-24.
27. (a) Hvordan er „restens“ medlemmer her i „endens tid“ bævende kommet til Jehova, og hvad har de gjort efter at de har fundet „David, deres konge“? (b) Hvem har derved også fået del i Jehovas barmhjertighed?
27 Der er nu gået nitten hundrede år. Siden 1914 har den ubarmhjertige verden, kristenheden indbefattet, befundet sig i „endens tid“. (Dan. 12:4) Efter den første verdenskrig begyndte en rest af de sande åndelige israelitter som er med i den nye pagt, angrende at søge Jehova deres Gud. Bævende, skælvende, kom de til ham for at opnå et godkendt pagtsforhold til ham. (Sl. 50:5) De fandt „David, deres konge,“ det vil sige Jesus Kristus, indsat på den himmelske trone, hvor han havde hersket siden udløbet af hedningernes tider i 1914. Med hellig iver og begejstring begyndte de at opfylde hans betimelige og aktuelle profeti i Mattæus 24:14. Hvad har de altså været optaget af lige siden? De har været i færd med at forkynde „denne gode nyhed om riget“ over hele jorden „til et vidnesbyrd for alle nationerne“ nu før ’den store trængsel’ bryder løs og når sit store højdepunkt i Har-Magedon. Det har bevirket at Guds barmhjertighed, navnlig siden 1935, er blevet udstrakt til en stor skare symbolske får der også søger den eneste sande Gud, Jehova, og hans messianske konge, den større David.
28. Hvornår vil Jehovas barmhjertighed, som allerede nu vises mod „resten“ og ’den store skare’, stråle i al sin glans? Hvordan?
28 Allerede nu har Jehova vist en storslået barmhjertighed mod sin angrende rest og mod ’den store skare’, der vil blive Messiasrigets jordiske undersåtter. Men hans barmhjertighed vil stråle endnu klarere, ja i al sin glans, når han bevarer „resten“ og ’den store skare’ i live under den verdensomspændende ’store trængsel’, helt frem til Harmagedonkrigens afslutning. I kraft af den uforlignelige barmhjertighed han udfolder for hele universets øjne, vil de derefter blive ført ind i hans nye orden! „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud.“ — 2 Kor. 1:3.