Styrer nationerne mod Harmagedon?
Kan en katastrofe undgås? Hvad siger Bibelen?
MANGE kendte mænd mener at verdens nationer står over for en eller anden katastrofe. En fremtrædende gejstlig har talt om et „brintbombe-Harmagedon“. I De forenede Staters kongres udtalte senatoren fra Vermont: „Verden synes i sandhed at mobilisere sig til det store Harmagedonslag. Nu har vi nået en krise i den årelange krig mellem Gud og Djævelen om menneskenes sjæle.“a Og i skuespilforfatteren Tennessee Williams’ øjne opfører nationerne sig som sindssyge personer: „Hvis folk bar sig ad på samme måde som nationerne, ville de blive lagt i spændetrøje. . . . Jeg mener at denne gang står Harmagedon virkelig for døren.“b
Hvad er Harmagedon så egentlig? Nogle betragter det som en tredje verdenskrig, udslettelsen af alt liv på jorden, eller resultatet af en ubetænksom handling begået af atombevæbnede nationer. Men er det den betydning Bibelen lægger i ordet Harmagedon?
Slår man op i Bibelen og læser det sekstende kapitel i Åbenbaringens bog får man forståelse af hvad der menes med Harmagedon. I det profetiske syn som Herren Jesus Kristus gav apostelen Johannes oplevede han følgende: „Og jeg så, at der ud af dragens mund og ud af dyrets mund og ud af den falske profets mund kom tre urene ånder, som lignede frøer. De er nemlig dæmoners ånder [udtalelser inspireret af dæmoner, NW], som gør tegn; og de går ud til kongerne på hele jorderige for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon.“ — Åb. 16:13, 14, 16.
Læg mærke til at denne inspirerede profeti klart viser at nationerne samles til det sted der kaldes Harmagedon og at denne slagmark ikke er knyttet til en krig ført af mennesker men til en universel krig — „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Eftersom slag ofte har fået navn efter det sted hvor de er blevet udkæmpet, betegnes denne krig på Guds, den Almægtiges, store dag som slaget ved Harmagedon. Hvad er så det der driver nationerne frem i deres selvmorderiske march mod Harmagedon?
„Dæmoners ånder“
Guds ord siger at de tre urene ånder, eller inspirerede udtalelser, ligner frøer og leder nationerne vild. Guds folk i fortiden måtte ikke spise frøer fordi Gud havde erklæret dem for urene, og at disse ånder eller udtalelser ligner frøer tilkendegiver derfor at de er urene i den Almægtiges øjne. De er urene fordi de har deres oprindelse hos dæmonerne og fordi de udgår af 1) dragens mund, 2) dyrets mund og 3) den falske profets mund.
Dragen der nævnes først som kilden til disse ånder eller inspirerede udtalelser, er ingen anden end „den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører“. — Åb. 12:7-9.
Disse urene inspirerede udtalelser udgik også af dyrets mund. Hvad er dette dyr et symbol på? Åbenbaringen 13:1, 2 taler om et dyr der stiger op af havet og „det havde ti horn og syv hoveder“ og fik sin magt fra dragen. I Daniels bog repræsenterer de dér beskrevne dyr nogle af verdensmagterne. På lignende måde anvendes dyr i Åbenbaringens bog. Det dyr vi her taler om er et billede på Satans synlige organisation der består af alverdens nationer, og det stiger op af „havet“, det vil sige af menneskemasserne som er langt borte fra og fremmede for Gud, for „havet“ er i Bibelens sprog „folk og skarer og folkeslag og tungemål“. — Åb. 17:15; Dan. 7:1-8.
Ånderne, det vil sige inspirerede udtalelser eller dæmonisk propaganda, udgår tillige fra den „falske profet“. Den er ikke et enkelt menneske. Hvordan kan vi vide det? Jo, sammenligner vi kapitel 16 i Åbenbaringens bog med kapitel 13 og 19 ser vi klart at den falske profet er et iøjnefaldende regeringssystem der påtager sig at spille rollen som profet. Hvilket magtsystem repræsenterer den? Hvilken verdensmagt var initiativtager til og medstifter af Folkenes Forbund og senere De forenede Nationer, og hvilken verdensmagt forlenede disse to med messianske forjættelser? Hvilken verdensmagt viste sig at være en falsk profet dengang Folkeforbundet svigtede og ikke kunne hindre den anden verdenskrig og bevare freden? Hvilken verdensmagt består af to partnere, samstemmende med de to horn på dyret der omtales i Åbenbaringen 13:11-15 og som Åbenbaringen 19:20 identificerer som den „falske profet“? Det er den dobbeltverdensmagt som består af England og Amerika, det magtsystem som tog føringen ved oprettelsen af den internationale fredsorganisation, spåede den store resultater og som i stedet for at lede mennesker til Guds rige ledte dem til denne menneskeskabte institution for at de skulle håbe på dens fredsbestræbelser.
Hvorfor Harmagedon ikke kan undgås
Ud af dragens mund, dyrets mund og den falske profets mund kommer dæmonisk propaganda. Denne berøver mennesker tilliden til Gud og får dem til i stedet at stole på mennesker og deres regeringer, som beherskes af Satan. (Matt. 4:8, 9; 1 Joh. 5:19) Den frister og lokker mennesker til at føre et liv der ikke er i harmoni med Guds retfærdige rige. Uden ophør ledes nationernes folk således til at stå fjendtligt over for Gud; de føres til Harmagedons slagmark.
Endnu en grund, ja den egentlige grund, til at Harmagedon ikke kan undgås er at det store stridsspørgsmål mellem Jehova Gud og Satan Djævelen skal afgøres. Det drejer sig ikke blot om herredømmet i verden men om herredømmet i universet, og derfor må denne strid om den universelle suverænitet afsluttes. Den almægtige Gud afgør striden med slaget ved Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Det vil blive en stor dag for „hærskarers Jehova“, Herren Zebaot, den mægtige Gud hvis himmelske armeer under Jesu Kristi anførsel vil vinde sejren, fuldstændig udslette denne verdens onde nationer og dræbe Djævelen og hans dæmoner. — Jak. 5:4; Dan. 2:44.
Angrebsmålet
Men hvordan kan alle nationer stille sig op på en og samme slagmark, og hvad er målet for deres forenede angreb? Ordet „Harmagedon“ er for den sidste dels vedkommende udledt af navnet Megiddo, der var en slagmark i Palæstina hvor Gud kæmpede flere afgørende slag for sit folk. Men Harmagedons slagmark er ikke et bogstaveligt sted; det er en symbolsk slagmark. Med deres djævelske propaganda tvinger dæmonerne nationerne til at marchere til Harmagedon for dér at kæmpe imod Guds rige. Men hvordan kan dæmonerne føre nationerne frem til at kæmpe imod en regering der befinder sig oppe i himmelen? Herskerne er naturligvis ikke så upraktiske at de lader sig føre frem til en slagmark hvor der ingen modstander er, eller til at kæmpe imod noget de hverken kan se, høre eller føle.
Nationerne marcherer derfor mod Harmagedon for at kæmpe med noget synligt og håndgribeligt der repræsenterer Guds himmelske rige. Hvad repræsenterer så det rige, om hvilket Jesus med henblik på vor tid forudsagde: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme“? De mennesker der forkynder dette rige, naturligvis! De repræsenterer Riget ved at forkynde om det, tale dets sag og vise det troskab. — Matt. 24:14.
Altså ligger der mere i ordet Harmagedon end netop den ordrette betydning, „Bjerget hvor tropperne samles“. Eftersom Megiddo lå i det land som Guds folk i fortiden ejede, må Harmagedon i denne „endens tid“ repræsentere de folk der er blevet samlet for at forkynde den gode nyhed om Guds oprettede rige, tage del i den åndelige krigsførelse imod dæmonerne og tilendebringe forkyndelsen af Riget. Krigen ved Harmagedon udkæmpes for at forsvare Guds folk, der repræsenterer det himmelske rige ved Kristus. Det er angrebet på dette riges vidner der afstedkommer Harmagedon, og som ender med et knusende nederlag for alle jordens nationer. — Ef. 6:12.
Hvorfor vil nationerne gå til angreb på Rigets forkyndere? Fordi dæmonerne, som fører nationerne vild, er modstandere af Riget, og nationerne er, under indflydelse af deres overmenneskelige herskere, besluttet på én gang for alle at standse den verdensomspændende forkyndelse af Guds rige, som de ikke ønsker skal være verdens håb. Herskerne vil ikke have at borgerne er loyale og trofaste over for Guds himmelske rige. Altså må Rigets forkyndelse og Rigets vidner skaffes af vejen! Til felts imod dem! Men i det øjeblik nationerne i forening angriber Jehovas rige og hans ubevæbnede vidner, udæsker de hærskarers Jehova til at kæmpe for sit folk. Nationerne har selv bedt om det, og Jehova giver dem hvad de vil have — udslettelse! De nedkæmpes af de himmelske hære under anførsel af kongen Jesus Kristus: „De himmelske hærskarer fulgte ham på hvide heste, og de var iførte hvide, rene linnedklæder. Og af hans mund udgik et skarpt sværd, for at han med det skulle slå folkeslagene. Og han skal vogte dem med jernspir.“ — Åb. 19:14, 15.
Det er denne udslettelse nationerne styrer henimod, uimodståeligt ført frem dertil af den dæmoniske propaganda som vender mennesker imod Guds rige. Det er dog ikke alene nationerne men også dæmonerne og deres hersker, Satan Djævelen, som står over for at blive knust i Harmagedon. — Åb. 20:1-3.
Eftersom ingen af verdens nationer i dag undgår at komme under dæmonernes indflydelse, er hvert menneske tvunget til at træffe en personlig afgørelse, og konsekvensen af den bliver enten liv eller død, overlevelse eller undergang. Enhver som ønsker at komme ind i Guds nye verden må vende det døve øre til de urene, dæmoninspirerede udtalelser. Efterprøv alle udtalelser. Hvis udtalelserne ikke anerkender Jehova som universets suveræn og ikke støtter hans rige som verdens håb, kan man være vis på at de stammer fra dragen og dens synlige organisation. Bliv ikke ført på vildspor sammen med nationerne. Lid ikke nederlag ved Harmagedon sammen med dem. Stil Dem på Guds riges side og kom levende gennem den universelle konflikt, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“.
[Fodnoter]
a Congressional Record, 9. marts 1954, siderne 2726-2727.
b Daily News, Springfield (Massachusetts), 29. december 1958.