At lære Gud at kende fører til evig fred
1. Hvornår fik Daniel sit syn af Jehova, og hvad så han først i synet?
OMKRING tres år efter at Ezekiel havde haft sit første syn af Jehova som han kom kørende i sin himmelvogn omgivet af stråleglans, fik en anden af de jødiske landflygtige i Babylon et syn af Gud som universets suveræn. Dette syn kom til ham om natten. Beretningen i Daniel 7:1-3 lyder: „I kong Belsazzar af Babels første regeringsår havde Daniel et drømmesyn, og syner gik igennem hans hoved på hans leje; og siden nedskrev han drømmen og gengav hovedindholdet. Daniel tog til orde og sagde: Jeg skuede i mit syn om natten, og se, himmelens fire vinde oprørte det store hav, og fire store dyr steg op af havet, det ene forskelligt fra det andet.“ — Dan. 7:1-7.
2. Hvad symboliserer de fire dyr, og hvad skal de symbolske dyr dømmes for af den højeste Dommer?
2 Synet var profetisk. Efter hvad Daniel fik oplyst i synet af en der tydede ham drømmen, var de fire store dyr billeder på fire verdensriger der ville følge efter hinanden på den politiske verdensskueplads. Deres herredømme over jorden ville strække sig fra Belsazzars bedstefader Nebukadnezars dage. Det var ham der ødelagde byen Jerusalem i året 607 f.v.t. Dette herredømme ville fortsætte indtil Gud oprettede sit rige som han havde lovet, og tilintetgjorde de jordiske riger, der sammenlignedes med dyr. Disse verdensriger ville blive dømt efter den historie de havde skrevet, især efter hvordan de havde forholdt sig over for Jehova Guds trofaste folk. Han er den øverste Dommer, da han er universets suveræne hersker. I Daniels syn er hans tid kommet til at afsige og eksekvere dommen over disse dyriske verdensriger. Han træder frem som den øverste Dommer. Hvordan så Daniel dette i synet? Han fortæller:
3. Hvordan beskrives den højeste Dommer i Daniels syn?
3 „Jeg skuede videre: med ét blev troner sat frem [en til Jehova Gud og sandsynligvis en til hans Messias eller Kristus], en gammel af dage tog sæde; hans klædning var hvid som sne, hans hovedhår rent som uld; hans trone var luende ild, dens hjul var flammende ild. En strøm af ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusinde tusinder tjente ham, og titusind titusinder stod ham til rede. Derpå sattes retten, og bøgerne lukkedes op.“ — Dan. 7:9, 10.
4. Hvem er det der skal dømmes, og hvilken betydning ligger der i farven på dommerens hår og hans klædning?
4 Her ses Jehova Gud, „den gamle af dage“, i en retsscene, idet han kommer for at dømme, ikke specielt Juda og Jerusalem som i Ezekiels syn af himmelvognen, men han kommer for at dømme alle de politiske verdensriger på jorden. Det vil i vor tid sige det syvende verdensrige og resterne af de foregående seks verdensriger. De verdensriger som skildres ved de fire store symbolske dyr der stiger op af havet, skal stilles til doms. Denne højeste Dommers visdom skildres ved hans hovedhår, der er „rent som uld“. Dette stemmer med at han kaldes „den gamle af dage“; han ejer evighedernes visdom. Profeten Moses sagde til ham, i Salme 90:2: „Fra evighed til evighed er du, o Gud!“ Hans lysende retfærdighed når han afsiger sine retskendelser skildres ved at „hans klædning var hvid som sne“, samtidig med at denne klædning ikke bliver stukket i brand til trods for at hans trone var „luende ild“. Der var hjul under denne trone uden at den dog hvilede på en vogn som i Ezekiels syn. Men tronens hjul var „flammende ild“. Det var i sandhed et strålende syn af Jehova Gud.
5. Hvad betyder det at Dommerens trone og dens hjul var flammende ild og at der flød en strøm af ild ud derfra?
5 Den omstændighed at tronen og hjulene var flammende ild tyder på at den brændende dom nærmer sig. En advarsel herom ligger der i at „en strøm af ild flød ud og strømmede frem derfra“. En bibelsk bekræftelse på denne del af synet har vi i Salme 97:1-3, hvor der siges: „[Jehova] har vist, han er konge! . . . retfærd og ret er hans trones støtte; ild farer frem foran ham og luer iblandt hans fjender.“
6. Hvad vidner det store antal retstjenere om, og hvad kan man derfor sige med hensyn til jordens nationer?
6 Som den højeste Dommer har den gamle af dage også rådighed over mange retstjenere. Millioner står rede til at tjene ham. Dette store antal vidner om de mange, mange sager som den højeste Dommer må tage sig af såvel i himmelen som på jorden. Kun en der er i besiddelse af en så ypperlig visdom kan behandle dem alle retfærdigt, uden at afsige modstridende kendelser. Hvad kan alle de politiske magter på jorden stille op over for et så stort antal tjenende engle, om så disse verdensmagter slutter sig sammen i en Forenede Nationers organisation for at modsætte sig den endelige eksekvering af hans retskendelser? Deres snarlige tilintetgørelse er vis! Åh ja! Det er rigtigt at et lille og aggressivt horn skød op på det fjerde symbolske dyrs hoved. Men hvad kan det udrette? Intet, ifølge det Daniel nu siger:
7. Hvad sker der både med hornet og med dyret som havde hornet, samt de andre dyr?
7 „Jeg skuede, og ved lyden af de store ord, som hornet talte. . . . Jeg skuede, indtil dyret blev dræbt og dets krop tilintetgjort, og det blev kastet i ilden og brændt. Også de andre dyr fratog man deres magt, og deres levetid fastsattes til tid og stund.“ — Dan. 7:11, 12.
8 Hvornår ender den „tid og stund“ der var fastsat for de politiske riger der blev tilbage, og hvad vil tilintetgørelsen af de politiske elementer i dette system betyde?
8 Den „tid og stund“ som de politiske rester af de tidligere verdensriger får tilkendt, ender i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åb. 16:14-16) Hvad vil denne tilintetgørelse ved Harmagedon af alle de politiske elementer i det nuværende regeringssystem betyde? Det vil betyde en i høj grad mærkbar afslutning på en epoke i menneskehedens historie! Det vil betyde en ændring i herredømmet over menneskehedens verden. Hvem bliver da menneskehedens nye hersker? Åbenbarer Daniels syn dette? Hør hvad Daniel fortæller os:
9. Hvem ser Daniel blive ført frem for Dommeren, og hvad får han overdraget?
9 „Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ — Dan. 7:13, 14.
10. Hvad siger den der tyder synet for Daniel om den magtoverdragelse der her er blevet skildret?
10 En af dem der optræder i synet fortæller Daniel hvad denne glædebringende begivenhed betyder. Hans ord er betagende: „Men riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes helliges folk; dets rige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det.“ — Dan. 7:27.
11. (a) Kan man dadle den højeste Dommer for at fremstille og behandle verdensrigerne som dyr? (b) Hvem betror han det nye herredømme?
11 Dette syn åbenbarer i sandhed noget om Gud, „den Højeste“, som giver os et bedre kendskab til ham! Han er i sandhed højt hævet over al skabningen i himmelen og på jorden! Han præsiderer som dommer ved universets højesteret, den øverste instans! Hele folk, ja alle nationer, skal aflægge regnskab for ham. De hersker kun med hans tilladelse. Hvem på jorden kan dadle ham, den højeste Dommer, for at skildre de politiske verdensriger som dyr der stiger op af det stormpiskede hav? Når den fastsatte tid kommer, gør han ende på de politiske verdensriger med en ødelæggende ild og baner dermed vej for et nyt styre over menneskene, et styre der er bedre end alle tidligere jordiske styreformer fordi det er fuldkomment, udgår fra himmelen, og får sin bemyndigelse fra Gud og ikke fra et rasende og oprørt menneskehav. Det nye styre betror han den som han har kendt værdig til at modtage det, for han er den himmelske kilde til det retmæssige herredømme over jorden. Han giver dette herredømme til sin Messias, Kristus, og til Messias’ trofaste disciple, og de vil alle herske i forening til Guds ære og til evig velsignelse for menneskene.
Et syn oplevet af en af Messias’ disciple
12. (a) Hvornår trådte „Menneskesønnen“ frem på jorden, og hvilken sammenligning hørte apostelen Johannes ham drage i Jerusalem? (b) Hvad gav „Menneskesønnen“ Johannes mange år senere?
12 For nitten hundrede år siden trådte Messias frem på jorden som „Menneskesønnen“. (Matt. 16:13-16; 25:31) Det var i efteråret 29 e.v.t. at en fisker ved navn Johannes, søn af Zebedæus, blev en af hans disciple, og det førte senere til at han blev en af denne Messias’ eller den Salvedes tolv apostle. I sin beretning om Jesu Kristi liv gengav Johannes mange af de ord Messias havde udtalt. Ifølge Johannes-evangeliet 14:9 sagde Messias, Jesus, engang mens han var i Jerusalem: „Den, som har set mig, har set Faderen.“ Selv som „menneskesøn“ genspejlede Jesus til fuldkommenhed sin himmelske Fader, Jehova. Ved sin lære, sine gerninger og sin livsførelse som et fuldkomment menneske på jorden udvidede Messias således menneskenes kendskab til Gud. Men omkring treogtres år efter at han havde ofret sit liv for menneskene sendte denne Messias, Jesus, en åbenbaring til apostelen Johannes. I denne åbenbaring så han Jehova Gud som ingen Guds mænd tidligere havde set ham. Det var som om Johannes, under denne åbenbaring, trådte ind i selve himmelen.
13, 14. (a) Hvordan var Gud at se til i det syn Johannes fik? (b) Hvem sidder på troner omkring Guds trone, og hvilke andre skabninger befinder sig omkring tronen?
13 Efter opfordring går Johannes ind gennem en ’åben dør’ som han i sit syn ser i himmelen. Det bliver ham ikke forbudt at fortælle andre hvad han ser, og han deler derfor uselvisk sin oplevelse med os, idet han skriver: „Straks kom jeg under Åndens magt; og se, en trone stod i Himmelen, og der sad En på tronen, og han, som sad der, var at se til som jaspis og sarder, og der var en regnbue rundt omkring tronen, at se til som smaragd. Og i kreds om tronen så jeg fireogtyve troner og på tronerne fireogtyve ældste, iførte hvide klæder og med gyldne sejrskranse på deres hoveder. Og fra tronen udgår der lyn og bulder og tordenskrald, og syv fakler brænder foran tronen, det er Guds syv ånder. Og foran tronen er der ligesom et glarhav, klart som krystal.“
14 „Og midt for hver side af tronen, i kreds omkring den, fire livsvæsener fulde af øjne fortil og bagtil. Og det første væsen lignede en løve; og det andet væsen lignede en okse; og det tredje væsen havde ansigt som et menneske, og det fjerde væsen lignede en flyvende ørn. Og hvert af de fire væsener havde seks vinger; rundt om og på indersiden af vingerne er de fulde af øjne; og uden ophør siger de dag og nat: ’Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer!’“ — Åb. 4:1-8.
15. (a) Hvorfor kunne Johannes passende senere sige: „Gud er lys“? (b) Hvorfor sømmer denne lysende renhed sig for den som livsvæsenerne priser?
15 For apostelen Johannes strålede Jehova Gud som en ædelsten, den gamle jaspissten, og funklede som den dybrøde sarder. Helt bogstaveligt gjaldt det som Johannes skrev et par år senere: „Gud er lys, og der er slet intet mørke i ham.“ (1 Joh. 1:5) Der vil ikke være noget som solpletter på den blændende herlighed der omgiver denne Gud. En så ren stråleglans passer til denne evige Gud, for hvis åsyn de aldrig slumrende livsvæsener eller keruber uophørligt siger: „Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer!“ Hellighed indebærer en så strålende, ren og pletfri tilstand, og han er den personificerede trefoldige hellighed. Urene, vanhellige skabninger kunne aldrig træde ind i hans hellige nærhed. En regnbue „rundt omkring tronen“, at se til som en smaragd, indrammer stråleglansen der udgår fra denne ophøjede person.
16. Hvordan viser synet at de der sidder på troner i himmelen ikke føler sig for højt hævet til at tilbede denne hellige Gud?
16 Selv de der bliver gjort til konger i himmelen føler sig ikke for højt hævet til at tilbede denne hellige Gud, for apostelen Johannes siger: „Og når væsenerne frembærer ære og pris og tak til ham, som sidder på tronen, og som lever i evighedernes evigheder, da kaster de fireogtyve ældste sig ned for ham, som sidder på tronen, og tilbeder ham, som lever i evighedernes evigheder, og lægger deres sejrskranse ned for tronen og siger: ’Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.’“ — Åb. 4:9-11.
Hvordan vi lærer Gud bedre at kende
17, 18. (a) Hvad opfordrer religiøse kritikere Jehovas vidner til at gøre, svarende til det der skete i Jobs tilfælde, og hvad kan vi gøre med denne opfordring som sådan? (b) Hvordan er det muligt at gøre Gud til en del af vor daglige tilværelse?
17 Dette er altså den Gud som vi, Jehovas vidner, af vore religiøse kritikere bliver opfordret til at lære bedre at kende, hvis det da er muligt for os, på samme måde som den dømmesyge temanit Elifaz opfordrede Job til at gøre under hans lidelser. (Job 22:1, 21, NW) Vi kan tage denne nutidige opfordring for det den er værd. Nu er det gunstige øjeblik inde til at lære den evige Gud at kende som bærer navnet Jehova, den Almægtige. Vi kender ham måske allerede i nogen grad. Det gjorde Job, men Gud førte ham ind i et endnu mere fortroligt forhold til sig, så Job følte sig tilskyndet til at sige: „Jeg havde kun hørt et rygte om dig, men nu har mit øje set dig; jeg tager det derfor tilbage og angrer i støv og aske!“ (Job 42:5, 6) Vi kan på samme måde lære Gud bedre at kende og komme ind i et nærmere forhold til ham.
18 Som aldrig før er hans skrevne ord nu blevet åbnet for vor forståelse. Derfor kan vi nu få et større og bedre kendskab til ham. Vi kan bede til ham med en mere nøjagtig kundskab. Vi kan have endnu større tillid til ham, som om vi ser den usynlige. Således kan vi gøre denne ene tilbedelsesværdige Gud til en del af vor daglige tilværelse; vi kan opleve ham i vor hverdag.
19. Hvad vil det betyde for os at lære Gud at kende, og hvad vil vi med sikkerhed erfare?
19 Det vil i sandhed betyde fred for os at lære denne Gud at kende, ikke en overfladisk fred på verdens måde, men en sand fred som end ikke bevidstheden om denne krigshærgede tingenes ordnings snarlige ødelæggelse kan borttage. I en verden der er Gud fjendtligt stemt ønsker vi at opnå fredsvenskab med ham. Vi ønsker at være mennesker som Gud kan have velbehag i. (Luk. 2:14) Ved nu at blive mennesker der har Guds velbehag vil vi kunne „erfare meget godt“ af ham, både på nuværende tidspunkt, da verden erfarer så meget ondt, og i den lovede nye tingenes orden, hvor vi i al evighed vil modtage gode ting fra hans hånd.