i krigen med Rom? Den jødiske lærde Joseph Klausner skriver:

„Mens selv essæerne, til trods for al deres askese, sluttede sig til frihedskæmperne . . ., forlod de kristne Jerusalem umiddelbart efter at oprøret var brudt ud og flygtede til Pella i Transjordanien, en by der hovedsagelig var fremmed. . . . De kristne, og selv de jødiske nazaræere [kristne], accepterede slet ikke det politiske syn på den jødiske Messias. Og det religiøse og åndelige aspekt var for dem allerede blevet virkeliggjort i Jesus. — så hvilken interesse havde de i en krig mellem jøderne og romerne?“ — From Jesus to Paul, s. 598, 599.

Jødiske lærde som Klausner indrømmer naturligvis ikke at det var en profeti fremsat af Jesus der tilskyndede kristne jøder til at forlade Jerusalem. Men sådanne lærde anerkender at de jøder der deltog i krigen mod Rom ikke omfattede nogen af Jesu disciple. Således bliver det klart at modtagelsen af Jesus som Messias skånede kristne jøder for den frygtelige lidelse der kom over jøderne da romerne ødelagde Jerusalem i år 70 e.v.t. Ved at give agt på Jesu profetiske ord bevarede de livet.

Der er følgelig god grund til omhyggeligt at undersøge om Jesus var Messias, så man ikke bringer unødvendig fortræd over sig selv. (5 Mos. 18:18, 19) Den oprigtigt søgende vil også ønske at finde mennesker der virkelig lever i harmoni med Jesu lære, så de kan forvisse sig om at kristendommen har haft en sund virkning på deres liv. Dette kræver ikke en omfattende undersøgelse af alle de forskellige religiøse samfund der hævder at være kristne. Den blodskyld som kristenhedens kirker har gjort sig delagtige i er tilstrækkeligt bevis på at de ikke kan siges at repræsentere Jesus og hans lære.

Imidlertid findes der en gruppe kristne som er kendt jorden over for deres frihed for nationalistisk stolthed og had. Ja, på grund af denne holdning har disse kristne, kendt som Jehovas vidner, gennemgået bitter forfølgelse i det tyvende århundrede. Men de har ikke ladet forfølgelse ændre deres moralske standpunkt eller standse deres afsløring af at Guds retfærdige love bliver krænket. De har ikke været delagtige i nogen nations blodskyld. Så hvorfor ikke lade Jehovas vidner hjælpe Dem i Deres undersøgelse af Jesus og hans lære?

Hvem er Messias i Daniels bog?

FOR omkring to tusind og fem hundrede år siden åbenbarede engelen Gabriel en livsvigtig sandhed for Daniel. Den gik ud på at „en salvet“ eller „en messias“ ville komme ved udløbet af et bestemt antal „uger“, ikke almindelige uger men „åruger“. Det at en engel overbragte dette budskab antydede i sig selv at denne „salvedes“ komme ville være en begivenhed af største betydning, en begivenhed som kunne få dybtgående indflydelse på menneskeslægten.

Hvad fortalte Gabriel Daniel? Ifølge den oversættelse der er udgivet af Jewish Publication Society of America (copyright 1917), sagde han:

„Halvfjerds uger er fastsat over dit folk og over din hellige by til at fuldbyrde overtrædelsen og gøre en ende på synd, til at tilgive uretfærdighed og hidføre evig retfærdighed, og til at besegle syn og profet og salve det helligste sted. Vid derfor og forstå at fra ordet udgår om at genrejse og opbygge Jerusalem indtil en salvet, en fyrste, skal der være syv uger; og i toogtres uger skal det bygges igen, med åben plads og voldgrav, men i besværlige tider. Og efter de toogtres uger skal en salvet blive afskåret og ikke mere være til; og en kommende fyrstes folk skal ødelægge byen og helligdommen.“ — Dan. 9:24-26, JPS.

Ordlyden af denne oversættelse får det til at se ud som om „en salvet, en fyrste,“ ville komme, efter „syv uger“, mens en anden „salvet“ ville blive „afskåret“ efter toogtres uger. Bekræfter historien denne forståelse af sagen?

Jødiske synspunkter

Ifølge jødiske kommentatorer udgik „ordet . . . om at genoprette og opbygge Jerusalem“ da profeten Jeremias forudsagde at byen ville blive genopbygget efter at være blevet lagt øde af kaldæerne. For eksempel hedder det i Jeremias 30:18: „Byen skal bygges på sin høj.“ Dette får dem til at fortolke de „syv uger“ som et udtryk for den halvfjerds års periode med øde tilstand som endte med en jødisk rests tilbagevenden fra babylonisk landflygtighed. Visse jødiske kommentatorer går videre og mønter udtrykket „en salvet, en fyrste,“ på kong Kyros, der udstedte det dekret som tillod de jødiske landflygtige at vende tilbage til Juda og Jerusalem. Andre går ind for at identificere „en salvet“ med statholderen Zerubbabel eller ypperstepræsten Jesua, der begge vendte tilbage fra babylonisk landflygtighed efter udstedelsen af Kyros’ dekret.

Og hvad med de „toogtres uger“? Jødiske kommentatorer anvender dem på en tidsperiode på 434 år hvori Jerusalem skulle blive fuldstændig genrejst. Nogle tror at ’den salvede’ som skulle „blive afskåret“ (Dan. 9:26, JPS) sigter til kong Agrippa (II), der levede ved tiden for Jerusalems ødelæggelse i 70 e.v.t. Men andre anser ’den salvede’ for at være ypperstepræsten Onias, som Antíochos Epífanes afsatte i 175 f.v.t.

Jødiske kommentatorer er således på ingen måde sikre på betydningen af Gabriels ord. Ja, der er manglende konsekvens i forklaringen. Mens de „syv uger“ forstås som uger på hver ti år, i alt halvfjerds år (7 × 10), anses de „toogtres uger“ for at være på syv år hver, i alt fire hundrede og fireogtredive år (62 × 7). Således har disse jødiske kommentatorer i virkeligheden manipuleret med tidsfaktoren i deres bestræbelser for at fremtvinge en forklaring på Gabriels ord.

Et tilføjet accenttegn ændrer meningen

Hvor forbavsende det end må synes for nogle, har jødiske afskrivere og adskillige jødiske oversættere gjort tilføjelser til den originale tekst i Daniel 9:25. Den gruppe skriftkloge der er kendt som masoreterne markerede ordene „syv uger“ i den hebraiske tekst i Daniel 9:25 med et ’Athnahhʹ, et accenttegn der markerer en pause, og adskilte det derved fra de „toogtres uger“. Dertil kommer at adskillige jødiske oversættere tilføjer „i“ eller „i løbet af“ før de „toogtres uger“ for at få det til at se ud som om Jerusalem ville blive helt genopbygget i den periode. Hvis det ikke var for disse ændringer i teksten ville Daniel 9:25 lyde sådan: „Du bør vide og forstå at fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Lederen, skal der være syv uger, og yderligere toogtres uger. Det skal vende tilbage, og blive virkelig genopbygget med torv og voldgrav, men i tidernes trængsel.“ (New World Translation) En lignende gengivelse findes i mange ikke-jødiske oversættelser.

Denne gengivelse gør det ganske klart at en „messias“ eller „salvet“ skulle komme, ikke ved slutningen af de „syv uger“, men ved slutningen af „syv“ plus „toogtres uger“, det vil sige ved slutningen af niogtres „uger“. Den „messias“ der skulle afskæres nogen tid efter de „toogtres uger“ ville derfor være den samme som det var forudsagt skulle komme ved slutningen af „syv uger, og yderligere toogtres uger“. Viste „en salvet“ sig på det tidspunkt?

Tiden for Messias’ komme

For at afgøre svaret på dette spørgsmål må vi fastslå hvornår befalingen udgik om at genrejse og genopbygge Jerusalem. Fornuftigvis måtte man forvente at en sådan befaling skulle udgå når der kunne gøres noget for at gennemføre befalingen, snarere end da Jeremias profeterede før byen blev ødelagt.