Hvordan man i det 20. århundrede daterer begivenheder fra det første århundrede

 1. Hvorfor er det vigtigt med en yderligere behandling af bibelske tidsangivelser?

I DE to foregående artikler har vi gennemgået Bibelens tidsregning helt tilbage til Adams skabelse og set bevis på Bibelens sandfærdighed. Enhver sådan behandling af historiske tidsangivelser ville imidlertid være ukomplet hvis den undlod at tidsfæste den tjeneste Jesus og hans apostle udførte, for sikkert er det at ingen her på jorden har haft større og mere gennemgribende indflydelse på alverdens mennesker og folkeslag end netop de.

 2. Hvad er nødvendigt før vi kan datere begivenheder fra det første århundrede?

² Som allerede vist er hverken vor nuværende gregorianske kalender eller den julianske kalender, som blev erstattet af den gregorianske for mindre end 400 år siden, i sig selv tilstrækkelig når man skal tidsfæste begivenheder som er omtalt i De kristne græske Skrifter. Det forholder sig således fordi man, dengang Bibelen blev skrevet, daterede vigtige begivenheder efter et helt andet system. Før vi kan tidsfæste bibelske begivenheder i forhold til hinanden, udtrykt efter en moderne kalender, må vi derfor have et fælles udgangspunkt, et absolut årstal som er bevidnet af både den bibelske og den beviste verdslige historie. Når vi har det, kan andre historiske begivenheder som er omtalt i Bibelen dateres efter den verdslige kalender.

 3, 4. (a) Hvornår blev Tiberius kejser? (b) Hvilket år indledte Johannes Døber derfor sin forkyndergerning?

³ Efter Julius Cæsars død begrænsede hans adoptivsøn Octavian behændigt det romerske senats magt, ændrede dygtigt republikken til et kejserrige, og satte sig til sidst sikkert i sadlen som Roms første kejser. På sin vej til at blive guddommeliggjort antog han i år 27 f.v.t. det religiøse hædersnavn Augustus. Han huskes også for at have omdøbt måneden sextilis (den julianske kalender) og givet den navn efter sig selv, og for at have lånt en dag fra februar måned så måneden august kunne få lige så mange dage som juli, der var opkaldt efter hans forgænger Julius Cæsar. Det gik sådan at kejser Augustus døde den 19. dag i den måned der havde navn efter ham, august, i år 14 e.v.t., ifølge den julianske kalender (den 17. august ifølge den gregorianske kalender). Samme dag blev han efterfulgt som kejser af sin stedsøn og svigersøn Tiberius.

⁴ Den 19. august år 14 e.v.t. efter den julianske kalender er derfor en fastslået og ubestridt dato i Roms historie. Der kan derfor ikke herske nogen begrundet tvivl om hvilket år Johannes Døber indledte sin forkyndergerning i Jordans ørken, for historikeren Lukas erklærer at det skete „i kejser Tiberius’ femtende regeringsår“. (Luk. 3:1) Dette „femtende regeringsår“ sluttede ikke før den 16. august år 29 ifølge den gregorianske kalender. Det var i dette år Johannes Døber indledte sin gerning, øjensynlig om foråret.

 5. Hvordan gør Lukas det helt klart for os hvornår Johannes Døber påbegyndte sin tjeneste?

⁵ Lukas har måske forudset at modstandere ville angribe dette vigtige punkt, for han underbyggede det så der ikke kunne herske skygge af tvivl om det. Efter at have skrevet at Johannes begyndte at døbe „i kejser Tiberius’ femtende regeringsår“ tilføjede han at der samtidig var seks andre betydningsfulde herskere ved magten — „da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa [27 til 37 e.v.t.], og Herodes var landsfyrste i Galilæa [indtil 40 e.v.t.], og hans broder Filip landsfyrste i Ituræa og Trakonitis’ land [indtil 34 e.v.t.], og Lysanias landsfyrste i Abilene, mens Annas og Kajfas var ypperstepræster [cirka 18 til 36 e.v.t.]“. (Luk. 3:1, 2) Denne række herskere var alle ved magten samtidig i Tiberius’ femtende regeringsår, og stillet over for dette argument vil det være umuligt for tvivlere at bevise ud fra den romerske og jødiske historie at Johannes’ tjeneste ikke begyndte i år 29 e.v.t.

Halvfjerds åruger

 6. Hvilken anden meget vigtig begivenhed indtraf i år 29?

⁶ År 29 er ikke kun af interesse fordi Johannes Døber i det år begyndte at forkynde: „Omvend jer, thi Himmeriget [eller Guds rige] er kommet nær,“ men også, og det er vigtigere, fordi den som Gud ville salve til konge over dette rige nu skulle til at fremstå. (Matt. 3:2) Som forløber var Johannes cirka et halvt år ældre end Jesus. (Luk. 1:34-38) Det følger heraf at Jesu dåb og salvelse fandt sted i efteråret samme år (år 29). Jesus var da „omkring tredive år gammel“. (Luk. 3:23) Johannes bevidnede at Jesus ved denne lejlighed blev den Salvede eller Kristus, idet han blev salvet med Guds hellige ånd. — Joh. 1:32-34.

 7. (a) Hvornår skulle Messias fremstå ifølge Daniels profeti? (b) Hvor lang en periode skulle der først gå?

⁷ At denne den Salvedes undervisningsarbejde indledtes i efteråret 29 bekræftes af den langtrækkende profeti i Daniel 9:25, som i uddrag lyder: „Fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias [det vil sige den Salvede], Lederen, skal der være syv uger, og yderligere toogtres uger.“ (NW, se også Kalkars oversættelse og den norske oversættelse.) Hvis de syv plus toogtres uger, i alt niogtres uger, skulle være bogstavelige uger på hver syv dage, så ville ventetiden til Messias’ fremståen kun blive 483 bogstavelige døgn på hver fireogtyve timer, blot seksten måneder! Derfor må disse uger opfattes som profetiske. Ifølge den bibelske regel „et år for hver dag“ udgør disse uger 483 år (69 åruger, ikke almindelige uger; se også fodnoten til Daniel 9:24 i den autoriserede danske bibeloversættelse). — 4 Mos. 14:34; Ez. 4:6.

 8. Hvordan ved vi at befalingen om at genopbygge Jerusalem ikke blev udstedt i 537 f.v.t., og heller ikke i Artaxerxes’ syvende regeringsår?

⁸ Hvornår udgik „ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem“ da? Ikke i 537 f.v.t., for det dekret Kyros udstedte dette år gjaldt ikke genrejsningen og genopbygningen af byen, men kun genopbygningen af „[Jehovas], Israels Guds, hus [eller tempel] . . . i Jerusalem“. (Ezra 1:2, 3) Ordet udgik heller ikke i 468 f.v.t., i perserkongen Artaxerxes I’s syvende regeringsår, da Ezra drog til Jerusalem med en særlig skrivelse fra kongen. Intetsteds i denne skrivelse omtales eller gives der befaling om Jerusalems genopbygning; skrivelsen omhandlede kun ting vedrørende tempeltjenesten i Jerusalem. — Ezra 7:1-27.

 9. Hvilke begivenheder fandt sted i Artaxerxes’ tyvende regeringsår som viser at ordet om at genopbygge Jerusalem udgik i dette år?

⁹ Men i Artaxerxes I’s tyvende regeringsår fik Nehemias at vide hvilken „stor nød“ byen Jerusalem var i, hvordan „Jerusalems mur [var] nedrevet og portene opbrændt“. Da lejlighed bød sig forelagde Nehemias kongen disse ting og sagde: „Hvis kongen synes, . . . beder jeg om, at du vil lade mig rejse til Juda, til den by, hvor mine fædres grave er, og lade mig bygge den op igen!“ Nehemias fortsatte: „Hvis kongen synes, så lad mig få breve med . . . et brev til Asaf, opsynsmanden over den kongelige skov, at han skal give mig træ til bjælkeværket i tempelborgens porte og til byens mur og det hus, jeg tager ind i!“ — Neh. 1:2, 3; 2:5-8.

10. Hvilken tid på året blev dekretet om at genopbygge byen Jerusalem udstedt? Men hvornår trådte det i kraft?

¹⁰ Denne anmodning til kongen blev fremsat om foråret, i nisan måned, men da brevene var blevet udfærdiget og Nehemias havde foretaget den lange rejse på måske 1440 kilometer fra den persiske borg i Susan, som lå over 640 kilometer øst for Babylon, til Jerusalem, og han havde afleveret kongens breve til statholderne „hinsides floden“ Eufrat, var der gået så lang tid at Nehemias ankom til den forfaldne by ved slutningen af måneden tammuz (den 10. måned). Som han selv siger: „Omsider kom jeg til Jerusalem.“ (Neh. 2:9-11, NW) Det var altså i sidste halvdel af Artaxerxes’ tyvende regeringsår at befalingen om at „genrejse og genopbygge“ begyndte at træde i kraft, nemlig den 3. eller 4. ab 455 f.v.t., og fra dette tidspunkt skal de 69 profetiske uger tælles. — Neh. 2:11 til 6:15.

11. Hvornår kom Artaxerxes på tronen? Hvilket år var da hans tyvende regeringsår?

¹¹ Kvalificerede lærde har fastslået at Artaxerxes I begyndte sin regering i 474 f.v.t. Den græske historiker Thukydides, der levede på Artaxerxes’ tid, skriver at hærføreren Themistokles flygtede fra Grækenland til Persien da Artaxerxes „nylig var kommet på tronen“, og ikke da dennes fader Xerxes regerede. Både den græske biograf Plutark fra det første århundrede e.v.t. og den romerske historiker Nepos fra det første århundrede f.v.t. støtter Thukydides på dette punkt. Ved sin ankomst til Efesus (i Lilleasien) rettede Themistokles en anmodning til Artaxerxes om tilladelse til at studere det persiske sprog ét år før han fremstillede sig for kongen. Det blev ham tilstået, han fremstillede sig for kongen, og ifølge den græske historiker Diodorus Siculus fra det første århundrede e.v.t. døde Themistokles i 471 f.v.t. I harmoni hermed ankom han, som vist i Hieronymus’ Eusebius, til Lilleasien i 473, og Artaxerxes må derfor være kommet på tronen i 474. Det betyder at kongens tyvende regeringsår helt eller delvis faldt sammen med 455 f.v.t. Baseret på disse og andre historiske vidnesbyrd siger den berømte lærde Ernst Wm. Hengstenberg (1802-1869) i sin Christology of the Old Testament (bind 2, side 389, oversat fra tysk af Reuel Keith): „Artaxerxes’ tyvende år er året 455 før Kristus. . . .“ Ærkebiskop Ussher og andre er enige heri.

12. Forklar hvordan disse oplysninger om Artaxerxes’ regeringstid hjælper os til at fastsætte tiden for Jesu dåb.

¹² Vi har nu fået fastslået at Artaxerxes’ berømte dekret om Jerusalems genopbygning blev udstedt og trådte i kraft i 455 f.v.t., og de 483 år som skulle gå før Messias trådte frem, må da være udløbet i sidste halvdel af år 29 e.v.t.a I betragtning af alle disse kendsgerninger mangler der afgjort ikke bevis for hvornår Jesu dåb og salvelse fandt sted.

13, 14. (a) Hvornår blev Jesus født, eftersom han blev døbt i år 29? (b) Hvornår siger nogle kommentatorer imidlertid at Jesus blev født, og på hvilket grundlag? (c) Hvordan hjælper året for Herodes’ indtagelse af Jerusalem os til at fastsætte året for Jesu fødsel?

¹³ Når vi ved at Jesus blev døbt i år 29, i en alder af tredive år, kan vi regne ud at han blev født i år 2 f.v.t., om efteråret. Jesus fyldte da ét år i efteråret 1 f.v.t. I efteråret det følgende år (nemlig år 1 e.v.t., da der ikke findes noget år nul) var han to år gammel, og i efteråret 29 e.v.t. var han tredive år gammel. Nogle historieskrivere fastsætter Jesu fødsel til år 4 f.v.t., eller endog til år 6 f.v.t., baseret på Josefus’ vidnesbyrd om at der skete en måneformørkelse kort før Herodes’ død. (Antiquitates Judaicæ, bog XVII, kap. VI, par. 4) Man har regnet ud at der fandt en sådan formørkelse sted den 13. marts år 4 f.v.t., og derfor siger nogle at Frelseren blev født før denne dato, eftersom Herodes jo udstedte en befaling om at alle småbørn på to år og derunder skulle dræbes.

¹⁴ Dette er imidlertid ikke bevis nok for at fastsætte Jesu fødsel til år 4 f.v.t., idet måneformørkelser er en temmelig almindelig foreteelse. Ofte sker der to sådanne formørkelser om året. Mere betydningsfuld er Josefus’ udtalelse om at Herodes døde syvogtredive år efter at romerne gjorde ham til konge. (Antiquitates, bog XVII, kap. VIII, par. 1) Herodes indtog ikke Jerusalem og begyndte at herske der som konge før sommeren 38 f.v.t. Hvis Josefus derfor regnede Herodes’ regeringstid fra byens indtagelse, da han virkelig begyndte at herske som konge, og ikke fra det tidspunkt hvor det romerske senat gav ham sit samtykke tre år tidligere, kommer vi frem til år 1 f.v.t. som året for Herodes’ død. Dette giver rigelig tid til Jesu fødsel i efteråret 2 f.v.t., til de kaldæiske vismænds besøg, og til massakren på de uskyldige småbørn i Betlehem. — Matt. 2:1-18.

15. Hvilket år efter vor tidsregning svarer til midten af den ’halvfjerdsindstyvende uge’, det tidspunkt da Messias skulle bortryddes?

¹⁵ Resten af Daniels profeti om de halvfjerds åruger bekræfter disse årstal. Daniel 9:26, 27 siger at „en salvet [skal] bortryddes uden dom“, en begivenhed som indtraf efter de 69 åruger, nemlig „i midten af“ (NW) den 70. uge. Denne sidste uge, den halvfjerdsindstyvende, må naturligvis have samme længde som hver af de andre niogtres, og den varede derfor også syv år. Messias, den Salvede, blev derfor bortryddet tre og et halvt år efter efteråret 29, „i midten af“ den syv år lange halvfjerdsindstyvende uge, eller i foråret 33. „I midten af ugen skal han få slagtoffer og afgrødeoffer til at ophøre“ — da blev Lovpagten med dens ofre juridisk taget bort ved at blive naglet til marterpælen. (Dan. 9:27, NW; Kol. 2:14) Jesus havde således tid til i løbet af sin jordiske gerning at holde de fire årlige påskehøjtider som er nævnt i Bibelen.b

16. Hvilke astronomiske fakta beviser yderligere at Jesus døde fredag eftermiddag den 1. april år 33?

¹⁶ Visse astronomiske fakta bekræfter også at det var i år 33 at Jesus blev henrettet. Henrettelsen fandt sted i løbet af den 14. nisan, et døgn på 24 timer som begyndte torsdag aften kl. 18 og sluttede fredag aften kl. 18. Det vil sige at Jesus døde fredag eftermiddag ved 15-tiden, „ved den niende time“. (Mark. 15:34-37) Den 15. nisan, dagen efter påsken, blev altid regnet for en sabbat, uanset hvilken ugedag den faldt på. (3 Mos. 23:6, 7) Hvis den 15. nisan faldt sammen med en af de ugentlige sabbatsdage blev den kaldt ’en stor sabbat’, som det var tilfældet da Jesus døde. (Joh. 19:31) Nu viser astronomiske tabellerc at der netop var påskefuldmåne torsdag nat den 31. marts år 33 e.v.t., ifølge den gregorianske kalender. Det eneste andet år under Jesu tjeneste hvor der var fuldmåne en torsdag nat i måneden nisan, var i år 30 e.v.t., men dette år er udelukket som året for Messias’ død, idet hans tjeneste så kun kunne have varet seks måneder. Der kan derfor ikke herske nogen rimelig tvivl om at Jesus døde fredag eftermiddag den 1. april år 33 e.v.t.

Begivenheder mellem år 36 og 49 dateres

17. Hvad skete der i resten af den ’halvfjerdsindstyvende uge’, og hvornår sluttede denne uge?

¹⁷ Resten af den halvfjerdsindstyvende åruge efter at Messias var blevet henrettet på marterpælen, en periode på tre og et halvt år, strakte sig til efteråret 36, og i denne periode blev Jehovas særlige indbydelse til at komme med i det himmelske rige udelukkende givet jøderne og jødiske proselytter, nøjagtig som forudsagt i profetien: „Han skal lade [Abrahams]pagten stå ved magt for de mange i én uge.“ (Dan. 9:27, NW) Det er af denne grund at den gode nyhed om frelse ikke gik ud til hedningerne før efter år 36, da apostelen Peter fik den forret at døbe Kornelius og medlemmer af hans husstand. — Ap. G. 10:1 til 11:18.

18. Hvad skulle tage sin begyndelse i efteråret 36?

¹⁸ Fra efteråret dette år, år 36, skulle forkyndelsen om Kristus udbredes kraftigt. Budskabet skulle lyde blandt de hedenske nationer. Her ser vi at Jehova holder øje med tiden og at han præcist forbereder hver ny gren af sin gerning på hensigtsmæssig måde, for han havde allerede udset en mand til at være „hedningeapostel“, nemlig Saulus fra Tarsus, der blev apostelen Paulus. — Rom. 11:13; Gal. 2:8, 9.

19. Var Paulus i år 36 parat til at udføre den opgave han fik overdraget?

¹⁹ Paulus var ikke uerfaren og nyomvendt i år 36. Han var jøde og behøvede derfor ikke at vente til 36 for at blive omvendt. Det ser ud til at han første gang kom i forbindelse med sandhedens lys mindre end et år efter at Jesus havde forladt skuepladsen i foråret 33. De første to eller to og et halvt år derefter arbejdede Paulus i Damaskus indtil det var nødvendigt for ham at flygte i en kurv gennem et hul i byens mur. Han tog da til Arabien i nogen tid, og vendte en kort tid tilbage til Damaskus før han drog op til Jerusalem. Paulus fortæller at han første gang besøgte Peter og Jakob i Jerusalem tre år efter sin omvendelse. Han må derfor have aflagt dette besøg i år 36. Til galaterne skrev han: „Derefter tog jeg til Syrien og Kilikiens egne.“ — Ap. G. 9:23-25; Gal. 1:15-21.

20. Hvornår afgjorde det styrende råd i Jerusalem spørgsmålet om omskærelsen?

²⁰ I brevet til galaterne skrev Paulus videre: „Senere, efter fjorten års forløb, drog jeg atter op til Jerusalem.“ (Gal. 2:1) Det fjortende år fra år 36 bliver år 49, ifølge den tids måde at anvende ordenstallene på. Under dette andet besøg i Jerusalem blev spørgsmålet om omskærelsen forelagt det styrende råd og afgjort. — Ap. G. 15:2-29; Gal. 2:3-9.

21, 22. Hvilke bibelske begivenheder fandt sted i årene 41 til 49?

²¹ Bibelen omtaler flere interessante begivenheder som fandt sted mellem år 36 og år 49. Mens Claudius var kejser, og umiddelbart før Herodes Agrippa I’s død, forudsagde profeten Agabus under indflydelse af Jehovas ånd en kommende hungersnød. Apostelen Jakob blev henrettet af Herodes; og Peter blev på mirakuløs vis udfriet fra samme skæbne af Jehovas engel. — Ap. G. 11:27 til 12:11.

²² Verdslige historiske beretninger viser at disse begivenheder fandt sted i år 44, idet Claudius blev udråbt til kejser i år 41 og Herodes Agrippa blev ædt op af maddiker efter påsken i år 44. (Ap. G. 12:21-23) Den forudsagte hungersnød indtraf imidlertid ikke før år 46, da Tiberius Alexander var romersk prokurator i Judæa. De kristne i Antiokia havde således tid nok, nemlig to hele år, til at forberede sig på nødsituationen og træffe de hjælpeforanstaltninger der nævnes i beretningen. Efter at have berettet om disse begivenheder fortæller Bibelen i det trettende og det fjortende kapitel af Apostlenes Gerninger om Paulus’ første missionsrejse. Sammen med Barnabas besøgte Paulus øen Kypern og mange byer i Lilleasien før han vendte tilbage til Antiokia i Syrien. Denne første rejse tog øjensynlig det meste af to år (47 og 48), idet Paulus dog kunne nå at vende tilbage til sit hjem i Antiokia før han foretog den føromtalte rejse til Jerusalem i foråret 49.

Andre begivenheder i Paulus’ tjeneste dateres

23, 24. Hvornår tog Paulus af sted på sin spændende anden missionsrejse, og hvor lang tid tog det ham at komme til Korint i Grækenland?

²³ Vi vil nu se hvordan vi ved hjælp af Bibelens bemærkelsesværdige beretning kan fastslå at Paulus foretog sin anden missionsrejse mellem 49 og 52 ifølge vor kalender. I foråret 49 vendte han tilbage til Antiokia med det særlige brev som det styrende råd i Jerusalem havde udfærdiget og hvis indhold er bevaret til os. (Ap. G. 15:23-29) Beretningen siger at Barnabas „efter nogen tids forløb“, sandsynligvis i sommeren samme år, år 49, vendte tilbage til arbejdet på Kypern, mens Paulus og Silas tog af sted for at betjene menighederne i Syrien og det tilstødende Kilikien. — Ap. G. 15:36-41.

²⁴ Vi må derfor være nået frem til foråret 50 da Paulus og Silas efter rejsen gennem Lilleasien kom over til Europa første gang. (Ap. G. 16:1-12) De næste seks måneder var en meget travl tid for disse pionerer. Som følge af deres banebrydende arbejde kunne de oprette nye menigheder i Filippi, Tessalonika, Berøa og Athen før de nåede Korint i efteråret 50. Det havde været et storslået tjenesteår! Tænk blot, i løbet af cirka femten måneder havde disse missionærer i det første århundrede rejst godt 2000 kilometer, heraf sikkert en hel del til fods, og havde grundfæstet mange nye menigheder bestående af både jøder og hedninge.

25. Hvilket historisk vidnesbyrd viser at Paulus ikke kom til Korint før sidste halvdel af år 50?

²⁵ At Paulus nåede til Korint sidst på året 50 bekræftes af den verdslige historie. Paulus Orosius, en historiker fra begyndelsen af det femte århundrede, fortæller at kejser Claudius den 25. januar år 50 gav alle jøder befaling til at forlade Rom. Akvila og Priskilla måtte derfor pakke deres ting, have skibslejlighed, sejle til Korint, slå sig ned i det der skulle blive deres nye hjem i det næste halvandet år, og oprette en teltmager virksomhed — alt dette kan med lethed have taget de måneder der gik indtil Paulus kom til Korint om efteråret samme år. Som vi læser, traf Paulus „en jøde ved navn Akvila, . . . som nylig var kommen fra Italien med sin hustru Priskilla, fordi Klaudius havde befalet, at alle jøder skulle forlade Rom“. — Ap. G. 18:2.

26. Hvilket arkæologisk fund bekræfter at Paulus’ ophold i Korint strakte sig fra efteråret 50 til foråret 52?

²⁶ I samme kapitel i Apostlenes Gerninger finder vi et andet punkt hvor Bibelens historiske nøjagtighed er blevet bekræftet. „Medens Gallio var statholder i Akaja, rejste jøderne sig alle som én imod Paulus og førte ham for domstolen.“ (Ap. G. 18:12) Arkæologer har fundet et brudstykke af en inskription, en forordning fra kejser Claudius, og den bekræfter at Gallio var statholder i Akaja fra sommeren år 51 til sommeren år 52. Efter at Gallio havde afvist sagen blev Paulus i Korint „endnu en tid lang“ før han tog til Antiokia i Syrien. (Ap. G. 18:18) Det ser derfor ud til at Paulus kom til Korint i efteråret 50, blev ført for Gallio et års tid senere, og forlod byen i foråret 52 efter et ophold på, som Bibelen siger, i alt et år og seks måneder. (Ap. G. 18:11) Han kunne således nå til Antiokia ved midsommer år 52.

27. Tænkte Paulus på at trække sig tilbage nu da han var hjemme i Antiokia igen?

²⁷ Det kunne synes rimeligt at Paulus efter så mange travle år i missionærtjenesten, og efter at have været udsat for alle de farer der var forbundet med at rejse i det første århundrede, nu slog sig ned her i Antiokia for at nyde et langt og velfortjent hvil. (2 Kor. 11:26, 27) Men nej! Paulus tænkte ikke på at lægge op. I alle hans breve og alle hans handlinger ser vi en konstant og uimodståelig iver efter at fortsætte arbejdet og udføre det med større og større effektivitet.

28. Hvornår foretog Paulus sin tredje missionsrejse, og hvilke steder besøgte han?

²⁸ Det forbavser os derfor ikke at denne energiske missionær efter kun kort tid i Antiokia atter tog på farten. Efter at have „tilbragt nogen tid dér“, i Antiokia, tog han af sted på sin tredje rejse, sandsynligvis i efteråret 52. Denne gang drog han over land, „fra sted til sted igennem det galatiske land og Frygien og styrkede alle disciplene“, og han nåede Efesus hvor han sandsynligvis blev de næste to og et halvt år. (Ap. G. 18:23; 19:1-10) Som han selv fortæller blev han i Efesus til pinsen (år 55) og drog derefter gennem Makedonien og ned til Korint, hvor han tilbragte vinteren før han drog samme vej tilbage og var i Filippi ved påsketid det følgende forår. Paulus kunne således nå at være i Jerusalem ved pinsetid år 56. — 1 Kor. 16:5-8; Ap. G. 20:1-3, 6, 15, 16; 21:8, 15-17.

29. Hvilke årstal kan forbindes med Paulus’ oplevelser fra hans arrestation i Jerusalem til hans død i Rom?

²⁹ Aldrig så snart var Paulus ankommet til Jerusalem før hans religiøse modstandere slog ned på ham, og for at beskytte ham førte romerske soldater ham hemmeligt og i hast ned til Kæsarea. Her blev han holdt fængslet i to år, indtil den listige Feliks, som ønskede at Paulus skulle give ham penge, blev efterfulgt som statholder af Festus. (Ap. G. 21:27-33; 23:23-35; 24:27) Med hensyn til hvornår Festus blev statholder nævner The Encyclopædia Britannica to retninger inden for den højere bibelkritik der fastholder henholdsvis år 55 og år 60-61 som tidspunktet for hans indsættelse, men tilføjer: „Det kan siges med sikkerhed at sandheden ligger mellem disse to yderpunkter, for de argumenter der benyttes i forbindelse med hvert af dem, understøtter lige så lidt den ene påstand som de undergraver den anden.“d I harmoni med alle de foregående oplysninger antager vi derfor år 58 som det år da Paulus indankede sin sag for kejseren og derefter blev sendt til Rom. Efter at have overlevet historiens berømteste skibbrud, og efter at have overvintret på øen Malta, nåede Paulus til Rom det følgende forår, i år 59, og her forblev han i fangenskab de næste to år, til år 61, alt mens han forkyndte og underviste. (Ap. G. 27:1; 28:1, 11, 16, 30, 31) Paulus’ andet fangenskab i Rom, som sluttede med hans henrettelse, varede sandsynligvis fra år 64 til år 65. — 2 Tim. 2:16; 4:6, 7.

30. Hvordan har dette studium af begivenheder fra det første århundrede været til gavn for os?

³⁰ Denne gennemgang af begivenheder som fandt sted i det første århundrede, har både været interessant og trosstyrkende. De der skrev Bibelen vidste intet om moderne kalendere, men deres omhu og nøjagtighed og de metoder de anvendte til datering af begivenheder har vist sig at være til stor hjælp for os i vort arbejde med at anbringe datidens begivenheder på tidens strøm. Den bibelske kronologi stemmer til mindste detalje, den er tro mod sandheden, og det styrker vor tillid til De hellige Skrifter og vor tro på at Bibelen virkelig er Jehovas sandhedsord.

[Fodnoter]