Når den guddommelige vilje sker i himmel og på jord
1. Hvad fik Jesus til at forlade sit tømrerværksted og drage ud til Johannes Døber?
INDTIL sit tredivte år var Jesus tømrer i den ubemærkede by Nazaret i den foragtede provins Galilæa. På det tidspunkt var Rom den sjette verdensmagt og beherskede jorden. Hvad var det der forårsagede at Jesus forlod sit tømrerværksted og sin tilværelse i ubemærketheden? Det var Johannes Døbers forkyndelse om at „Himmeriget er kommet nær“. Jesus lærte senere sine disciple at søge Guds rige først. Så hvorledes kunne han blive ved sit tømrerarbejde når Himmelens riges, det vil sige Guds riges, interesser skulle tjenes? Jøder angrede deres synder og lod sig døbe af Johannes for at stå beredte til dette rige og blive undersåtter under det fremfor under det hedenske romerrige. Hvorledes skulle Jesus da kunne afholde sig fra at gå ud til Johannes Døber og erklære sig for Himmelens rige, Guds rige? Det var ikke en anger over begåede synder der førte den syndfri Guds søn ud til Johannes for at blive døbt. Det der førte Jesus til Johannes var en højtidelig beslutning om at gøre sin himmelske Faders vilje til gavn for det største rige i universet.
2. Hvad tilkendegav Jesu dåb, og hvad var Guds vilje med ham ifølge Esajas 53:7-12?
2 At Jesus blev døbt i Jordanfloden af Johannes Døber var ikke et udtryk for at Jesus havde nødig at bringe sig selv i harmoni med Guds ti bud og andre love givet ved Moses. Den tilkendegav at han trådte ind i tjenesten for Riget. Fra nu af var denne tjeneste hele hans liv. Han døde fra alt jordisk der lå bag ham. Hans komme opfyldte profetien i Salme 40:8, 9: „Se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ Guds vilje med ham udtryktes delvis i Esajas 53:7-12, NW: „Han blev bragt ligesom et får til slagtning. . . . På grund af mit folks overtrædelse fik han [døds]stødet. Og han vil endog indrette hans gravplads hos de onde, og hos den rige klasse i hans død, til trods for den kendsgerning at han ikke havde øvet vold og der intet bedrag var i hans mund. Men Jehova selv fandt behag i at knuse ham; han slog ham med sygdom. . . . og han selv bar mange menneskers synd, og for overtrædere begyndte han at gå i forbøn.“
3. Hvordan fik Jehovas handleregel Jesus til at bevise at han var den „ydmygeste blandt menneskene“?
3 Jehovas handleregel med hensyn til Jesus var: „Ydmyghed forud for ære.“ (Ordsp. 18:12) Jesu ydmyghed skulle bevises ved en fuldkommen lydighed mod Guds vilje. Derfor: „Skønt han var Søn, lærte han lydighed af det, han led.“ Det var Guds vilje at „føre mange sønner til herlighed“ og at „føre deres frelses banebryder til fuldendelse gennem lidelser“. (Hebr. 5:8; 2:10) Jesus viste at han var „den ydmygeste blandt menneskene“ da han „ydmygede . . . sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl“.
4. Hvilken ophøjelse fulgte da Jesus havde vist sig som den der mere end nogen anden underordnede sig den himmelske Faders vilje.
4 Fandtes der i hele universet nogen der mere end han underordnede sig den himmelske Faders vilje? Var der nogen der fremfor ham fortjente at få Riget tildelt af Gud? „Netop af den grund ophøjede Gud ham også til en overordnet stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over alle andre navne, så at hvert knæ, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, skulle bøje sig i Jesu navn, og hver tunge åbent bekende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen.“ — Fil. 2:8-11, NW.
5. Hvorfor har politiske regenter, og især de „kristne“, ingen grund til at modsætte sig at Jesus bliver konge, og hvad viser at de handler hyklerisk når de beder hans bøn?
5 Derfor har ingen menneskelig skabning, end ikke den højeste og mægtigste fyrste, grund til at modsætte sig at den der så ubestrideligt er „den ydmygeste blandt menneskene“ får tildelt menneskenes rige. Ingen regenter, og især ikke de der hævder at være kristne, har moralske eller religiøse grunde til at modstå en sådan konge når han overtager magten over hele jorden og deres beboere. Alligevel har de lige siden 1914 ved deres fornuftløse, dyriske handlemåde sagt om „den ydmygeste blandt menneskene“ eller Guds egen udvalgte: „Vi ønsker ikke, at den mand skal være konge over os.“ (Luk. 19:14) De handler hyklerisk når de mødes i deres kirkebygninger og i forening fremsiger fadervor: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:9, 10.
6. Hvordan viser Nebukadnezars erklæring efter, hans „syv tider“ med vanvid at det ikke vil gavne sådanne regenter at rejse indvendinger?
6 Det vil kun gavne dem lidt at rejse indvendinger eller at kæmpe imod „den ydmygeste blandt menneskene“ som nu har magten i Riget. Husk hvad Nebukadnezar sagde da han havde overstået de „syv tider“ med vanvid. Han velsignede den allerhøjeste Gud og sagde: „Alle, som bor på jorden, er for intet at regne; han handler efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’“ Ja, hvad betyder dog alle de konger og herskere der sammen med deres hære er samlet til Harmagedon? Intet i sammenligning! Endog blandt „himmelens hærskarer“ handler den allerhøjeste Gud, Jehova, efter sin ophøjede vilje.
7. Hvordan har Jehova vist sin magt over for mægtige åndefyrster, og hvordan blev det nyfødte rige i stand til at udføre Guds vilje?
7 Guds engel der blev sendt til Daniel åbenbarede at alle syv verdensriger i menneskehedens historie hver havde haft en usynlig hersker, en åndelig dæmon-„fyrste“. Over alle syv fyrster står „dæmonernes hersker“, Satan Djævelen, „denne verdens fyrste“. (Matt. 12:24, NW; Joh. 12:31; 14:30) De syv dæmon-„fyrster“ og deres sataniske hersker sidder inde med langt større magt end de jordiske herskere. Dog har Gud vist alle disse otte ånder sin magt ved at lade sin vilje ske i himmelen. Mens disse syv verdensmagter, begyndende med det gamle Ægypten, efter tur har haft deres tid, har Jehova aldrig ladet nogen af dæmonfyrsterne få held til at gribe ind når han ændrede tider og stunder. Da de „syv tider“ der var fastsat for nationerne i Satans verden udløb i 1914 og den tid kom da det var den guddommelige vilje at oprette Riget med „den ydmygeste blandt menneskene“ som regent, handlede Jehova efter sin vilje med himmelens hærskarer. Den ildrøde drage, Satan Djævelen, stod på spring for at opsluge Riget så snart det var født. Men han kom ikke til at sætte sine hugtænder i Riget. Guds vilje skete og Riget blev bragt uden for dragens rækkevidde og begyndte at udføre Guds vilje.
8. Hvordan skete den himmelske Faders vilje blandt „himmelens hærskarer“ efter at Riget var blevet født?
8 Guds vilje var at der straks skulle føres krig mod dragen og dens dæmonhorder. Disse kæmpede imod at den guddommelige vilje skulle komme til udførelse. Men de slog blot sig selv fordærvet på det uimodståelige. I et profetisk syn af den himmelske krig der tog sin begyndelse i 1914, siger apostelen Johannes: „Der fandtes ikke længere plads for dem i Himmelen. Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham. Og jeg hørte en høj røst i Himmelen sige: „Fra nu af er frelsen og kraften og riget vor Guds, og magten hans Salvedes.““ (Åb. 12:3-10) Således skete den himmelske Faders vilje blandt himmelens hærskarer.
9, 10. (a) Hvilket spørgsmål stiller vi angående de jordiske verdensmagter i betragtning af de himmelske åndefyrsters fiasko? (b) Hvor langt er Satan nået i al sin modstand mod Gud, og hvorfor vil Gud fortsat gøre sin vilje blandt mennesker, og det mere drastisk siden 1914?
9 Satan Djævelen, hans fyrster over verdensrigerne, og andre dæmonengle havde altså ikke held med sig i himmelen. Hvordan skulle den mægtige syvende verdensmagt og den skrækindjagende kommunistiske magt og alle de andre politiske magter opstillet af mennesker, der alle er ringere end englene, så nogen sinde få held med sig på jorden? Hvordan skulle de kunne forhindre det når det er Guds vilje at Jehovas rige ved Kristus skal tage jorden i besiddelse og beherske den fuldstændigt? Den allerhøjeste Gud kunne holde styr på og beherske overmenneskelige engleskabninger. Han har holdt stillingen som den Almægtige, den Højeste, endog blandt legioner af fjendeengle, dæmonerne. Han har tålt Satan Djævelen i himmelen i omkring 5938 år. Hvor langt og hvor højt er Djævelen nået ved hjælp af sin djævelske modstand i den lange tid indtil dette år 1959? Så højt som til Guds fodskammel, jorden, hvortil han blev fordrevet fra himmelen i 1914.
10 Hernede driver han i raseri over sin ydmygelse mennesker til, for selvisk fordels skyld, at fare ud i rummet og prøve hvor højt de kan nå, uden hensyn til den guddommelige vilje. Djævelen og hans dæmoner handler bag et dække der er vanskeligere at trænge igennem end jerntæppet. Rasende driver de alle de politiske herskere og deres hære til at indtage en stilling i opposition til Jehova Gud i slaget ved Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åb. 16:14, 16) Men Gud har længe holdt mægtige engle og djævle i skak. Han kan langt lettere holde alle menneskelige beboere på denne hans fodskammel, jorden, i skak. Han vil fortsat blandt mennesker handle efter sin vilje og det mere drastisk nu efter at „de for nationerne fastsatte tider“ er udløbet og han ikke mere lægger restriktive bånd på Riget ved hans Kristus med hensyn til at gribe ind over for de hedenske verdensmagter.
Lammet bliver en løve
11. (a) Hvilken enkel bibelsk sandhed bør nationerne i den østlige såvel som den vestlige og den neutrale blok nu kende? (b) Hvad vil den „ydmygeste blandt menneskene“ gøre hvis nationerne protesterer imod at Salme 2:7-9 opfyldes?
11 Hvad enten nationerne hører til den østlige eller den vestlige blok eller den neutrale blok, så lad dem alle høre denne enkle bibelske sandhed: Skaberen og Ejeren af jordkloden har ikke givet den til kommunismen og det er nytteløst for den kommunistiske blok at blive ved med at lægge planer om og arbejde på opnåelse af et verdensherredømme. Gud den Almægtige har heller ikke givet jorden til demokratiet, en regering for og af jordens folk, der i Guds øjne er for intet at regne. Siden 1914 har Gud givet jordkloden til teokratiet, til sin egen regering ved Kristus Jesus, ikke ved kristenhedens præster eller gejstlige. I Salme 2:7-9 indbød Gud for længe siden sin himmelske søn til at bede om hele jorden når de „syv tider“ med Satans verdensherredømme i form af mægtige verdensmagter på jorden var til ende. Den syvende verdensmagt, den anglo-amerikanske sammenslutning, den ottende verdensmagt, De forenede Nationer med sine toogfirs kommunistiske, demokratiske og neutrale medlemslande, ja alle nationer, inden for eller uden for FN, kan, om de vil, protestere imod Guds indbydelse til Kristus. Lad dem modsætte sig at Kristus tager imod Guds indbydelse til at overtage jorden. Hvis verdens nationer under dæmonfyrsterne og ærkedæmonen Satan udæsker til kamp i denne atom-, raket- og rumtidsalder, så vil „den ydmygeste blandt menneskene“, Jesus Kristus, denne gang tage kampen op.
12. I hvilken kamp deltog Jesus Kristus i 1914 i modsætning til den rolle han spillede på jorden for nitten århundreder siden, og hvilket udfald fik kampen?
12 For nitten hundrede år siden var han Guds lam på jorden, harmløs, tilsyneladende forsvarsløs, og slet ikke krigslysten. Ikke én på jorden så Jesus deltage i en kamp. Under den første og anden verdenskrig kæmpede han ikke imod mennesker på nogen af siderne, uden hensyn til hvad præsterne uden bibelsk støtte måtte have fortalt deres landsmænd. I 1914 deltog Jesus Kristus i en krig, men ikke i en krig mod den tyske kejser Wilhelm eller zar Nikolaj af Rusland. I den krig der brød ud i himmelen i 1914 skulle han kæmpe mod et uhyre, den symbolske drage, Satan Djævelen, og hans dæmonengle, men han styrtede dem ned til jorden.
13. (a) Har mennesker set og vil de komme til at se den „ydmygeste blandt menneskene“ kæmpe? (b) Hvordan vil han bevise at han er kongernes Konge?
13 Ingen af os der dengang levede på jorden så den usynlige kamp. Med vore øjne kunne vi kun se den første verdenskrig rase på jorden. Men i det kommende slag ved Harmagedon vil hele menneskeheden faktisk se Jesus Kristus, „den ydmygeste blandt menneskene“, kæmpe for Jehova Gud. Da vil de store verdensmagter, de andre nationer og alle mennesker erfare hvordan Jesus Kristus kan kæmpe, ja, vinde sejr over det som ikke er i overensstemmelse med den guddommelige vilje. Så vil han ikke vise sig som det slagtede lam, men som den kongelige løve af Juda stamme, løven blandt Jehovas lovprisere. Ved at vinde sejr vil han for hele menneskeheden bevise at han er kongernes Konge, og hele Satans verden vil ligge i støvet ved hans fodskammel. — Joh. 1:29, 36; Åb. 5:5, 12; 17:14; 19:11-21.
Folket der gør den guddommelige vilje
14. Hvorfor er det nu en tid med større omskiftelser end i Noas dage, og hvem er det standhaftige, beslutsomme folk Jehova forudså skulle leve i denne tid?
14 Tiden er inde for Gud i himmelen til at ’lade tider og stunder skifte, og afsætte og indsætte konger’. (Dan. 2:19-21) Det er tiden til at fjerne den gamle verden og oprette den nye verden under „den ydmygeste blandt menneskene“, kongernes Konge. Endog på Noas tid, der adskilte sig fra andre på grund af den verdensomspændende vandflod, gik mennesker ikke igennem en større omskiftelse end den den nuværende generation vil opleve. (Matt. 24:37-39) Himmelens Gud forudså at der midt i disse omskiftelser og al den uro ville findes et standhaftigt, beslutsomt folk som vidste hvad det ville. Det folk er alle jer som har indviet jer til himmelens Gud, og som ikke ønsker andet end at den himmelske Faders vilje må ske, som i himmelen, således også på jorden. Det er jer, I der i oprigtighed beder om at hans rige vil komme som en fuldstændig opfyldelse af pagten om Riget som Jehova sluttede med Jesus Kristus. I, der loyalt stiller jer bag denne rigspagt uden at gå på kompromis med verdslige herskere, end ikke denne verdens totalitære, diktatoriske og kommunistiske herskere.
15. Hvad sagde Jehovas engel til Daniel idet den sigtede til dette folk der ikke ville gå på kompromis?
15 Det er til jer der ikke går på kompromis at Jehovas engel sigter når den siger: „De [politikerne] skal . . . rejse vederstyggeligheden som ødelægger. Han [den diktatoriske herskermagt] skal med smiger lokke dem som bryder pagten; men folket som kender sin Gud skal stå fast og tage affære. Og de blandt folket som er vise skal få mange til at forstå, skønt de falder for sværd og flamme, for fangenskab og plyndring, i flere dage. Når de falder, skal de modtage en smule hjælp. Og mange vil slutte sig til dem med smiger; og nogle af dem som er vise skal falde, for at lutre og rense dem, at de skal blive hvide, til endens tid, for der er endnu lidt til den fastsatte tid.“ — Dan. 11:31-35, AS.
16. Hvordan nægter I, principfaste folk forstandigt at bryde Guds pagt om Riget, og hvordan stiller I jer til stridsspørgsmålet: Det vilde fredsdyr eller Fredsfyrsten?
16 I, som kender jeres Gud, nægter at bryde hans pagt om Riget. I ved at himmelens Gud har givet dette rige til „den ydmygeste blandt menneskene“, Jesus Kristus. I er ikke stemt for at nogen anden skal indsættes som konge over menneskenes rige. I ved hvorledes Gud forud har advaret om at mennesker i denne omskiftelsens tid ville forkaste Guds rige og tilslutte sig noget menneskegjort i stedet for det teokratiske rige. De ville rejse „ødelæggelsens vederstyggelighed“, en erstatning for riget efter Guds vilje. I dag udgør De forenede Nationer dette politiske, vederstyggelige afgudsbillede, som er blevet rejst med det religiøse præsteskabs fulde billigelse; og mennesker dyrker det som et gudebillede idet de tilskriver det større og større evner som verdens sidste håb. De vender deres blik bort fra Guds rige som er blevet forkyndt over hele jorden, og bøjer sig tilbedende for denne politisk-religiøse vederstyggelighed som Guds ord ligner ved et skarlagenrødt, vildt dyr, et internationalt fredsdyr. Men I, I nægter at deltage i denne internationale tilbedelse og at se hen til FN som det der kan bringe verdensfred, for en sådan tilbedelse er et brud på Guds pagt med Fredsfyrsten om Riget. I ved at stridsspørgsmålet gælder: det vilde fredsdyr eller Fredsfyrsten. I har valgt Fredsfyrsten, Guds salvede søn og regerende konge.
17. Hvordan har I principfaste folk vist at I kender jeres Gud, og hvordan er I blevet prøvet gennem forfølgelser?
17 I har alle taget dette kompromisløse standpunkt fordi I kender jeres Gud. I ved at han ikke er en eller anden kosmisk, ubestemmelig intelligens der kaldes Gud, uden en hensigt, uden historie og uden et navn. Jeres Gud er en personlig Gud, hvis navn I ved er Jehova. I ved at I af ham har fået det hverv at være hans vidner og gøre hans hellige navn kendt. I er åndeligt forstandige, og I indser hvad Gud især ønsker I skal gøre i den korte tid der er tilbage inden den fuldstændige afslutning rammer denne gamle verden. I overensstemmelse med jeres højtidelige beslutning om at gøre Guds vilje tager I del i et bibelundervisningsarbejde for at „få mange til at forstå“ hvad der er den guddommelige vilje, så disse kan gøre den og blive ført frelst ind i Guds nye, retfærdige verden. På grund af denne principfaste handlemåde har I gennemgået megen forfølgelse. Af diktatoriske magter er I blevet tvunget til at stavre og vakle af sted på grund af sværd og flamme, fangenskab og plyndring, indtil nu i adskillige dage. Nogle iblandt os er endog blevet bragt til at snuble så de er faldet ind i døden. Dette har tjent til at sætte vor tro på Gud på prøve, en prøve på vor uangribelighed ind for ham, og på vor loyalitet over for hans rige som vi har fået påbud om at forkynde for alle nationerne som et sidste vidnesbyrd før deres endeligt.
18. Hvilken lutring og rensning har denne forfølgelse resulteret i?
18 På grund af denne forfølgelse, der så grusomt har ramt mange af os, så at nogle endog er døde som troens martyrer, er vore rækker blevet renset. Vi står renset for al delagtighed med denne verden, og vi er blevet gjort hvide i vor retfærdige stilling i Guds øjne. Vi er imidlertid fast besluttede på at udholde denne forfølgelse og modstand på grund af vor absolutte hengivenhed for Jehova Gud indtil hans tid er inde til at de fjendtlige forfølgere skal dø i Harmagedon.
19. På hvilken måde har mange mennesker, i opfyldelse af engelens profeti sluttet sig til os, og hvordan indbefatter dette spioner?
19 I vort bibelundervisningsarbejde der foregår i 175 lande, ø-distrikter og områder, er vi nået ud til millioner af vidt forskellige mennesker. Hundreder tusinder er blevet bragt til forståelse af Guds ord, har reageret på forkyndelsen af Guds rige, og har ligesom Jesus indviet sig til Gud for at gøre hans vilje. Men det har også vist sig at „mange slutter sig til dem med smiger“. Disse mange mennesker har personligt stiftet bekendtskab med det folk der kender sin Gud. De har ved selvsyn fået kendskab til den nye verdens samfund af Jehovas vidner. De taler kun godt om renheden i organisationen og den kærlighed dens medlemmer viser såvel indbyrdes som over for Gud og Kristus. De udtrykker deres beundring fordi vi modigt står op for Guds ords principper. De kommer sammen med os for at studere Guds ord, endog i deres egne hjem og i vore rigssale. Men hvor meget af alt dette er andet end smiger? Det er kun at gå os under øjnene når en agent slutter sig til os, kommer ind i vor midte for at spionere og for åndeligt talt at underminere organisationen og forråde os til diktatoriske eller totalitære herskere, efter at han ved smiger har forledt nogle af os til at slække på vor agtpågivenhed.
20. Hvad må beundrere skride frem til hvis vi ikke skal tro at de slutter sig til os på skrømt, og hvad siger vi til alle der blot smigrer os?
20 Det er stort set blot smiger hvis disse beundrere kun har det i munden og ikke efterligner Guds indviede folk ved, som de, at indvi sig og deltage i forkyndelsen af Guds rige, selv om dette gør verden til deres fjende og bringer lidelse og forfølgelse over dem. I vort bibelundervisningsarbejde med at fortælle om Guds frelsesplan søger vi ikke efter mennesker der vil smigre os. Vi søger efter den store Hyrdes, Jehovas, vildledte får og ønsker at bringe dem ind i folden under hans rette Hyrde, Jesus Kristus. At vi høster smigrende ord fra beundrere betyder ikke at vi har succes i vor gerning, men det gør vor indsamling af mennesker med fårets sindelag til Guds frelses tilflugtssted. Dette at retsindige, gudhengivne mennesker deltager sammen med os i tilbedelsen af og tjenesten for Jehova, mens de samtidig udstår lidelser sammen med os det er det der virkelig hjælper os, skønt det kun er småting i sammenligning med den hjælp Jehova og Kristus og de hellige engle yder os. Til alle smigrere siger vi: Lad være med at smigre skabninger, men lovpris af hjertet den almægtige Skaber. Bliv hans indviede vidner. Det bringer frelse!
21, 22. (a) Hvad er det der på så vidunderlig en måde forener os? (b) Hvilken bøn til Gud forener vi os i harmoni med hans udtrykte vilje?
21 Midt i den anarkistiske konflikt der i dag råder mellem menneskers viljer, lever vi udelukkende for Guds udtrykte vilje. Det er denne guddommelige vilje der så vidunderligt forener os i hjerte, i sind, i ord og i handling. Vor bøn til Gud er: Lad dit rige komme med dit sejrrige angreb på hele Djævelens organisation i Harmagedon. Ja, lad Guds fuldkomne, retfærdige og hellige vilje ske, som i himlene således også på jorden, hans fodskammel. Lad de onde modstandere af hans vilje blive fejet bort. Lad dem der trofast, kærligt, og lydigt gør Guds vilje komme til at se ham få oprejsning i sejren over alle sine fjender i Harmagedon, og lad dem træde ind i den nye verden med retfærdighed, fred, sandhed og hellighed. Lad hele jorden fyldes med kundskab om Jehovas herlighed som vandene dækker havets bund.
22 Måtte hans rige velsigne denne jord så at paradiset bliver genoprettet, forskønner hans jordiske fodskammel, og bereder et evigt lykkeligt hjem for fuldkomne menneskeskabninger i hans billede og lighed. Måtte hans salvede konge kalde på dem der er i mindegravene, lade dem høre og komme frem i opstandelsen til de vidunderlige tilstande som alle der adlyder hans rige kan vinde og glæde sig over for evigt i paradiset. Måtte alle de onde blive udslettet, men alle der elsker Jehova blive beskyttet til evigt liv. Måtte alle hans værker overalt i hans rige velsigne Jehova, Måtte alt hvad der ånder prise Jehova fordi hans vilje er sket.