Giv agt på Guds profetiske ord om vor tid
„Se, tidligere udsagn er indtruffet, nu forkynder jeg nye ting; inden de spirer frem fortæller jeg jer dem.“ — Esajas 42:9, American Standard Version.
1. Hvorfor kan vi sige at Jehova er den Gud hvis profetier aldrig slår fejl?
JEHOVA er den Gud hvis profetier aldrig slår fejl. Dette blev bekræftet af Jerusalems ødelæggelse og genopbygning, af fortidige rigers undergang og af Messiasprofetiernes opfyldelse. Men fik alle Bibelens profetier deres fulde opfyldelse i fortiden? Nej!
2. Hvordan adskiller Jehovas folk sig fra verden hvad profetier angår?
2 Gud sagde til sit folk i fortiden: „Se, tidligere udsagn er indtruffet, nu forkynder jeg nye ting; inden de spirer frem fortæller jeg jer dem.“ (Esajas 42:9, AS) Ved at give sine loyale tjenere mulighed for at forstå de profetier der står i Bibelen, giver Jehova dem stadig kundskab om hvad der vil ske i fremtiden, og det bør vi naturligvis give agt på. Apostelen Peter udtrykte det på en god måde: „I gør vel i at holde jer til [Profeternes Ord] som til en Lampe der lyser paa et mørkt Sted, indtil Dagen bryder frem.“ (2 Peter 1:19, Rosenørn-Lehn) Netop det at Jehovas folk giver agt på Guds profetiske ord, skiller dem ud fra denne mørke, forvirrede verden. I Ordsprogene 4:18, 19 siges der meget apropos: „Gudløses vej er som mørket, de skønner ej, hvad de snubler over, men retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.“ — Se også Salme 119:105.
Lyt når Guds søn taler!
3. Hvilke beviser har vi på at Jesus er nærværende i dag?
3 Det er af vital betydning at Jehovas vidner viser Jesu Kristi ord „mere end almindelig opmærksomhed“. (Hebræerne 2:1-4) Tænk hvilken dramatisk profeti han fremsatte om vor tid! Idet han pegede frem til de sidste dage for denne døende tingenes ordning gav han et tydeligt ’tegn’ på sin „nærværelse“. Han forudsagde blandt andet at der skulle komme verdenskrige, pest, hungersnød og jordskælv. (Mattæus 24:3-8) Hvis man er velinformeret kan man næppe afvise de overvældende vidnesbyrd om Jesu nærværelse i dag. I den første verdenskrig omkom der over 9 millioner soldater foruden millioner af civile, mens den anden verdenskrig kostede 55 millioner mennesker livet. Omkring 20 millioner døde af den spanske syge i 1918-19. FNs Organisation for Ernæring og Landbrug anslår at 450 millioner mennesker sulter, og at en milliard har for lidt at spise. Omkring 1.600.000 mennesker er omkommet som følge af jordskælv i det tyvende århundrede — det svarer til over 22.000 hvert år siden 1914.
4. (a) Hvornår begyndte hedningernes tider, og hvornår sluttede de? (b) Hvilke vidnesbyrd har vi om at Jehovas folk havde forhåndskendskab til betydningen af året 1914?
4 Hvad var det egentlig der skete i 1914? For over hundrede år siden forbandt C. T. Russell (der blev Vagttårnsselskabets første præsident) hedningernes tider med de „syv tider“ der er nævnt i Daniels bog. (Daniel 4:16, 23, 25, 32; Lukas 21:24, da. aut.) I bladet Bible Examiner for oktober 1876 skrev Russell: „De syv tider vil udløbe i 1914 e.v.t.“ Han var også med til at udgive bogen Three Worlds, and the Harvest of This World i 1877, og denne bog viste (på siderne 83 og 189) at den 2520 år lange periode hvor ’hedningerne’ udøvede verdensherredømmet uden indgriben fra Guds riges side, begyndte da babylonierne omstyrtede Juda rige i slutningen af det syvende århundrede f.v.t., og ville slutte i 1914 e.v.t. Watch Tower for marts 1880 skrev ligeledes: „Hedningernes tider strækker sig til 1914, og det himmelske rige vil ikke have fuldt herredømme før til den tid.“
5. Hvordan kunne Jehovas vidner på forhånd vide hvilken betydning 1914 ville få?
5 I dag henviser Jehovas vidner til det ’tegn’ Jesus gav, og ser tilbage på 1914 som det år hvor hans usynlige nærværelse i Rigets magt blev en realitet. Men hvordan kunne de i forvejen vide at denne betydningsfulde begivenhed ville indtræffe? Det skyldtes ikke en usædvanlig menneskelig visdom, men at de under bøn havde studeret Bibelen, givet agt på Guds profetiske ord og vist Jesu profetier mere end almindelig opmærksomhed. (2 Peter 1:19; Hebræerne 1:1, 2; 2:1) Jehovas vidner er taknemmelige over at Jehova har ’fortalt dem nye ting før de spirer frem’, og spreder med glæde denne kundskab over hele jorden. (Esajas 42:9, AS) Dette gør de i overensstemmelse med Jesu ord: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ Og hvad vil der så ske? „Så vil enden komme“! — Mattæus 24:14.
To rivaliserende konger
6. Hvilke to konger nævnes i Daniels bog, kapitel 11, og hvilket spørgsmål opstår i forbindelse med dem?
6 Før „enden“ kommer er der imidlertid andre forhold i det tyvende århundrede der fortjener vor overvejelse. I Daniels profeti står der for eksempel: „Ved endens tid skal Sydens konge prøve kræfter med [Nordens konge], og Nordens konge stormer imod ham.“ (Daniel 11:40) Hvem er disse stridende konger, og hvilken betydning har deres forudsagte handlinger?
7. (a) Hvornår opstod konflikten mellem de to konger? (b) Hvorfor var navnene „Nordens konge“ og „Sydens konge“ meget passende? (c) Hvem var „Nordens konge“ i det første århundrede, og hvordan blev ’en skatteopkræver sendt gennem riget’?
7 Konflikten mellem disse konger opstod efter at Alexander den Stores rige blev delt, hvorved Seleukos Nikator fik herredømme over Syrien og Ptolemaios Lagos grundlagde et dynasti i Ægypten. Disse kæmpende dynastier, der lå henholdsvis nord og syd for det land hvori Jehovas folk, israelitterne, boede, blev den første „Nordens konge“ og „Sydens konge“. (Daniel 11:2-5) Men senere skiftede disse konger identitet. I det første århundrede e.v.t. var romerriget blevet „Nordens konge“. På dette tidspunkt i historien skulle der ’sendes en skatteopkræver gennem rigets herlighed’. (Daniel 11:20-22) Kejser Augustus udsendte den forudsagte „skatteopkræver“ ved at kræve at „hele den beboede jord skulle indskrives“. På grund af denne bestemmelse rejste Josef og Maria i år 2 f.v.t. til Betlehem for at blive indskrevet, og Jesus blev derfor født i denne by, som det var blevet forudsagt. — Lukas 2:1-7; Mika 5:1.
8. (a) Hvordan kan vi vide at der i det tyvende århundrede skulle ske nogle vigtige begivenheder i forbindelse med de to konger? (b) Hvornår indtraf „den fastsatte tid“ hvor „Nordens konge“ skulle drage mod syd? (c) Med hvilke magter kunne de to konger identificeres tidligere i dette århundrede?
8 I foråret år 33 e.v.t. fremsatte Jesus Kristus en storslået profeti om „endens tid“. Han citerede fra Daniel 11:31, og tilkendegav således at der i det tyvende århundrede ville ske en dramatisk udvikling der havde at gøre med „Nordens konge“ og „Sydens konge“. (Mattæus 24:15) Det var blevet forudsagt at „Nordens konge“ ville drage mod syd „til den fastsatte tid“. (Daniel 11:29, 30) Hvornår var det? Det var i 1914 — i netop det år hvor hedningetiderne udløb og Guds rige blev oprettet i himmelen. Samme år begyndte en germansk „Nordens konge“ at kæmpe mod „Sydens konge“, den anglo-amerikanske verdensmagt. Tyskland og dets allierede led nederlag i den første verdenskrig og igen i den anden verdenskrig. „Nordens konge“ antog så en ny identitet.
9. (a) Hvilken indstilling har Jehovas vidner i politiske anliggender? (b) Hindrer det dem i på forhånd at kunne se forløbet af visse politiske udviklinger?
9 Jehovas Vidner holder ubrydeligt fast ved deres kristne neutralitet. De er ikke en del af denne verden, og de blander sig ikke i dens politiske anliggender. (Johannes 17:16) Men de giver agt på Guds profetiske ord, og det har gjort det muligt for dem at se hvordan Daniels profeti nu er ved at få sin endelige opfyldelse. (Esajas 42:9, AS) I perioden efter den anden verdenskrig er verdens opmærksomhed igen vendt mod to supermagter der kappes i et selvmorderisk våbenkapløb som har fået verdens årlige militærudgifter til at stige til op imod 8 billioner kroner.
10. (a) Hvad er „afskyeligheden“ der er nævnt i Daniel 11:31? (b) Hvordan har begge konger behandlet Jehovas vidner, og hvorfor?
10 Da Jesus talte om Daniels profeti om „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“, sagde han: „Lad læseren bruge dømmekraft.“ (Mattæus 24:15; Daniel 11:31) „Dømmekraft“ med hensyn til opfyldelsen af Bibelens profetier har vist at „afskyeligheden“ er De forenede Nationers organisation, som er blevet frembragt i opposition til Guds rige. Bruger man „dømmekraft“ kan der heller ikke være tvivl om hvem „Nordens konge“ er (på dette højdepunkt af profetiens opfyldelse), da han kæmper med „Sydens konge“ i den endelige og totale magtkamp. Ingen af kongerne er villige til at overlade deres suverænitet til Guds himmelske rige, der nu bliver forkyndt jorden over af Jehovas vidner. De har begge været med til at forfølge disse vidner. — Daniel 11:36-39; Mattæus 5:10-12; Johannes 15:19, 20.
11. (a) Hvad hævder „Nordens konge“? (b) Hvordan taler denne „konge“ imod Jehova?
11 Profetien siger om „Nordens konge“ at han „ophøjer og hovmoder sig mod enhver gud; mod gudernes Gud taler han utrolige ting . . . [Han] hovmoder sig mod dem alle“. (Daniel 11:36, 37) Denne ateistiske „Nordens konge“ hævder at staten har ret til at kræve meget af sine undersåtter. Denne „konge“ taler desuden imod Jehova ved at stræbe efter verdensherredømmet, hvorved Guds rige trænges i baggrunden. „Sydens konge“ ønsker naturligvis heller ikke at have noget med dette rige at gøre, til trods for at hans politiske talsmænd flittigt citerer Bibelen. — Åbenbaringen 11:17, 18.
„Konge“ med en usædvanlig gud
12. Hvilken gud ærer „Nordens konge“?
12 Så irreligiøs „Nordens konge“ end synes at være, har han dog en gud. I profetien siges der: „[Han] ærer . . . fæstningernes gud.“ (Daniel 11:38) Har denne „konge“ hyldet „fæstningernes gud“ ved at ophøje den moderne, videnskabelige militarisme som en frelser for folkeslagene i de lande han behersker?
13. Hvorfor kan man sige at begge disse konger „sætter deres lid til stridsvogne“?
13 Ja, det har han! Ifølge The Military Balance 1981-1982 anslår det internationale institut for strategiske studier at den førende nation i ’Nordens konges’ område har over 4.000.000 soldater, mens ’Sydens konges’ førende nation har godt 2.049.000. I midten af 1982 oplyste SIPRI (Det internationale Fredsforskningsinstitut i Stockholm) at ’Syden’ kunne fremføre 9540 kernesprængladninger med en samlet sprængkraft på 3448 megatons, mens ’Norden’ råder over 8802 sprængladninger med en sprængkraft på 4535 megatons. Hvilken ødelæggelseskraft — bare en enkelt megaton har en sprængkraft der svarer til en million tons trotyl! Det er tydeligt at begge de rivaliserende konger „sætter deres lid til stridsvogne“. — Esajas 31:1, NW.
14. (a) Hvem „prøver kræfter“ i øjeblikket? (b) Hvilke vidnesbyrd har vi om at menneskeheden er i fare?
14 „Sydens konge“ prøver nu kræfter med sin rival både politisk og militært. (Daniel 11:40) Der foregår i dag et ubarmhjertigt våbenkapløb der truer menneskeheden med fuldstændig udslettelse i en kernekrig. SIPRI Yearbook 1982 kastede lys over den faretruende situation med disse ord:
„Balancen mellem de to stormagter er ved at blive ustabil hvad angår interkontinentale kernevåben. . . . I stedet for det der engang syntes at være en sikker afskrækkelsespolitik — en balance baseret på gensidig forvisning om tilintetgørelse (MAD) — har vi nu frygten for at et førsteslag bliver anvendt som begrundelse for den meget store vækst der nu er udsigt til inden for forskning i og fremstilling af strategiske våben. Med de kernevåben de to stormagter er i besiddelse af, råder de over en samlet ødelæggelseskraft der sandsynligvis svarer til cirka en halv million Hiroshima-bomber — men det er dem ikke nok. Der findes ikke noget mere rammende eksempel på den måde hvorpå udviklingen inden for våbenteknologien — i dette tilfælde langdistanceraketternes stadig større træfsikkerhed — fører til en reduktion snarere end en forøgelse af sikkerheden.“
15. (a) Ville disse konger nogen sinde bruge deres våben mod hinanden? (b) Hvad fremgår i den forbindelse klart af Guds profetiske ord?
15 „Sydens konge“ skulle „prøve kræfter“ med „Nordens konge“, og dette skulle få denne til at ’storme imod ham med vogne, ryttere og skibe i mængde’. Ja, kongerne ville få en lejlighed til at bruge i det mindste deres konventionelle våben imod hinanden. „Nordens konge“ ville også få herredømmet over mange af denne verdens „klenodier“. (Daniel 11:40-43) I 1981 havde „Nordens konge“ herredømme over omtrent 1,5 milliarder mennesker i 16 lande, og tiden vil vise hvor langt denne „konge“ vil udstrække sin magt. Disse kongers undergangs dom vil imidlertid komme et andet sted fra. Det fremgår tydeligt af Guds profetiske ord.
Forfærdende rygter — og så vil enden komme!
16. Hvorfra kommer de ’forfærdende rygter’, og hvordan når de frem til „Nordens konge“?
16 Den dramatiske profeti slutter med disse ord: „Men rygter fra øst og nord forfærder ham, og han drager bort i stor harme for at tilintetgøre mange og lægge band på dem. . . . Men han går sin bane i møde, og ingen kommer ham til hjælp.“ (Daniel 11:44, 45) Disse forfærdende rygter stammer fra Jehova gennem Jesus Kristus. Bibelen fortæller at Gud befinder sig mod nord, og han og Kristus kaldes symbolsk „kongerne fra solens opgang“, det vil sige fra øst. (Åbenbaringen 16:12; Salme 48:3; 75:6, 7, NW.) Men hvordan vil disse „rygter“ nå „Nordens konge“? Det vil de naturligvis gennem Guds jordiske organisation, Jehovas helligdomsskare og deres medarbejdere i ’den store skare’!
17. (a) Hvad vil „Nordens konge“ gøre på grund af disse „rygter“? (b) Vil „Sydens konge“ intet foretage sig? (c) Hvad vil Jehova da gøre for sine loyale vidner?
17 Det vil være Gud der afgør hvori disse „rygter“ består. Men hvad de end drejer sig om vil de gøre „Nordens konge“ så vred at han vil tage skridt til at udslette Jehovas folk. Satan Djævelen, den symbolske Gog fra Magog, vil i virkeligheden få både „Nordens konge“ og „Sydens konge“ til at tage del i hans endelige angreb på Guds sande tjenere. (Ezekiel 38:10-12) Men Jehovas loyale vidner behøver ikke at nære frygt for at de bliver udslettet. Den Allerhøjeste vil udfri dem, og begge konger vil være blandt dem der bliver tilintetgjort i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. — Åbenbaringen 16:14-16; Ezekiel 38:18-23.a
18. (a) Har Jehovas vidner nogen grund til at nære frygt for den udvikling der vil ske i fremtiden? (b) Hvorfor har de fortsat tillid til Guds profetiske ord?
18 Helt til afslutningen på denne tingenes ordning vil Jehovas vidner derfor frygtløst forkynde budskabet om Riget. (Mattæus 24:14) Hverken „Nordens konge“ eller „Sydens konge“ eller Djævelen og hans dæmonhorder vil kunne standse dem. Dette er vi fuldstændig overbevist om. Hvorfor? Fordi denne opfattelse har et solidt grundlag i vor himmelske Faders løfter, og Jehovas ord er pålideligt. (2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-5) Guds profetier og løfter er altid blevet opfyldt. Måtte enhver der tilhører Jehovas organiserede folk derfor med fuld tillid fortsat give agt på Guds profetiske ord om vor tid.
[Fodnote]
a Yderligere oplysninger om disse konger findes i kapitlerne 10 og 11 i bogen „Ske din vilje på jorden“, der blev udgivet på dansk i 1961 af Vagttårnets selskab.
Husker du?
■ Hvordan kan vi vide at Jesus er nærværende i Rigets magt i dag?
■ Hvilken indstilling til politiske anliggender fastholder Jehovas vidner?
■ Hvem udgør i nutiden „Nordens konge“ og „Sydens konge“?
■ Hvordan vil det gå disse konger?
■ Hvorfor bør vi have tillid til Guds profetiske ord?
[Oversigt på side 16]
607 f.v.t. — 1914 e.v.t.
Oktober 607 f.v.t.
— oktober 1 f.v.t. =
606 år
Oktober 1 f.v.t.
— oktober 1914 e.v.t. =
1914 år
Syv hedningetider =
2520 år
[Illustration på side 18]
„Nordens konge“ ærer „fæstningernes gud“