De kan overleve det kommende sammenstød

VERDEN bevæger sig hurtigere og hurtigere mod et sammenstød — et sammenstød som fuldstændig vil knuse den nuværende verdensorden. Men der vil være nogle der overlever dette sammenstød, og de vil begynde et liv i en ny verdensorden.

Vil verden blive knust i en atomkrig? Eller vil den blive ødelagt ved en økologisk katastrofe? Eller vil den gå til grunde efter et internationalt finanskrak? Nej, det er ingen af disse farer der vil blive årsag til sammenstødet. Det forvisses vi om i den eneste kilde der har forudsagt verdensbegivenhedernes nuværende forløb nøjagtigt, nemlig Bibelen, Guds inspirerede ord.

De forhold den har forudsagt, er her nu; de berører os alle og truer os alle; hver dag bliver de mere komplicerede og vanskelige. Det er derfor ikke klogt af os at lukke øjnene for hvad dette profetiske ord siger at der vil ske i den nærmeste fremtid.

Ifølge Bibelen vil det blive et sammenstød mellem regeringer — men ikke blot endnu en krig mellem jordens nationer. Det sker som følge af spørgsmålet om verdensherredømmet. På den ene side står alle jordens menneskeskabte regeringer, og på den anden side står Guds egen regering, hans lovede rige ved hans søn, Kristus Jesus. Om denne regering og med henblik på vor tid skrev en inspireret profet for længe siden:

„I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.

Men hvorfor skulle der komme et sådant sammenstød? Hvorfor vil det resultere i at hele den nuværende verdensorden bliver totalt knust? Hvad vil der følge efter?

Hvorfor sammenstødet er uundgåeligt

Det kan sammenlignes med at en mand ejer et godt stykke land. Han giver andre lov til gratis at komme og bosætte sig i området, han giver dem endda meget af det de har brug for, og tillader dem at drage nytte af alle de ting jorden kan frembringe til gavn for dem. Imidlertid forventer han med rette af dem at de benytter området til et ærligt formål, og ikke til forbrydelser eller umoralitet; han ønsker at de skal holde det rent og gennemføre forskellige forbedringer. Ja, da de har taget imod hans gavmildhed, forventer han med rette at hans interesser ligger dem på sinde.

Men hvad nu hvis beboerne ganske roligt gjorde dette område til en losseplads, førte hårde kampe indbyrdes, udgød blod og opførte sig uanstændigt? Og når ejeren sendte sine repræsentanter til dem for at opfordre dem til at ændre sig, hvad så hvis de gav disse talsmænd en hård medfart, ja måske endda slog nogle af dem ihjel? Ville ejeren da tillade dem at blive boende på hans jord? Eller ville han ikke bortvise dem, med magt om så skulle være? Hvis han lod dem blive boende, ville han så ikke være medansvarlig i deres fordærv? Ville hans navn have et godt ry hos andre, og kunne han fortjene andres respekt hvis han ikke greb ind?

Sådan er den situation der nu foreligger. Set fra den golde måne har astronauter beskrevet vores jord som „en perle i rummet“. Alt hvad mennesket har kunnet skaffe sig at vide om universet bevidner at vor klode er enestående — dens vidunderlige kredsløb og systemer beskrives med rette af videnskabsmænd som mirakuløse. Det er klart at jorden har en Skaber og Ejer, og Bibelen siger at det er Jehova Gud, „som skabte himmel og jord, havet og alt, hvad de rummer, som evigt bevarer sin trofasthed“. — Sl. 146:5, 6.

Gud har tolereret at ufuldkomne mennesker har hersket på jorden efter deres egen vilje, i det meste af 6000 år. Gud har tilladt dem at gå helt til det yderste i deres bestræbelser for at gennemføre deres planer og tilfredsstille deres ærgerrighed. Hvad har det medført?

Menneskene har groft misbrugt jorden og har ignoreret eller afvist Guds vilje i forbindelse med jorden. Mange har ganske vist bedt: „Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ Men kendsgerningerne viser at menneskeheden som helhed ikke alene har villet være uafhængig af Gud, men også har trodset ham og hans erklærede hensigt med jorden. Er det virkelig sandt, i betragtning af at der dog er millioner af religiøse mennesker der går op i deres gudsdyrkelse?

Hvorfor jorden må renses

Den inspirerede apostel Paulus giver en dækkende beskrivelse af situationen; han skriver: „De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham.“ — Tit. 1:16.

Ja, mange vidnesbyrd viser at en stor del af den gudsdyrkelse der finder sted i verden er hyklerisk. Umådelige mængder blod har vædet jorden, og meget af det er blevet udgydt i religionens navn. Historien kan fortælle om voldsomheder og grusomheder som korstogene, trediveårskrigen og den spanske inkvisition. Historien fortæller også at kirkerne har støttet de krigsførende lande i den første og anden verdenskrig — der var endda præster på begge sider der drev deres lands hære fremad til flere myrderier, idet de forsikrede dem om at de nød Guds gunst. Herom siger en artikel i det katolske blad St. Anthony Messenger for maj 1973:

„De kristne kirker giver ofte det indtryk at de vil velsigne en hvilken som helst krig eller et hvilket som helst felttog som landets ledere måtte finde på at sætte i gang.“

De myrderier der har fundet sted i det tyvende århundrede har fået udgiverne af et engelsk tidsskrift til at sige at denne nedslagtning udgør ’en anklage mod vor egen arts ret til at bebo denne del af universet’. Ja, de brutale ødelæggelser som mennesker har begået i deres kamp for politisk og kommerciel magt, har været en vanære og hån mod Gud, jordens ejer. Det er grund nok til at han vil fjerne dem.

Men verden fortsætter i sit hidtil største våbenkapløb, og der opfindes nye våben der kan berøve endnu flere mennesker livet og forårsage endnu større ødelæggelser. Det profeten Esajas skrev om det frafaldne Israels folk, gælder i lige så høj grad menneskeheden i almindelighed i dag:

„Deres tanker er ulykkestanker; hvor de færdes, er vold og våde; de kender ej fredens veje, der er ingen ret i deres spor; de gør sig krogede stier; fred kender ingen, som træder dem.“ — Es. 59:7, 8.

Langsomt men sikkert er verdens mennesker ved at gøre jorden til én stor losseplads. Da U Thant var generalsekretær for FN, følte han sig foranlediget til at advare om at den verdensomspændende forurening var nået dertil hvor „selve klodens evne til at tilvejebringe menneskets livsbetingelser, vil være i fare“, hvis ikke der straks blev taget skridt til at forbedre situationen. Alligevel fortsætter både enkeltpersoner og hele lande med, i deres begær efter rigdom, at forurene søer, floder og have, forgifte jorden og tilsmudse luften — ligesom lejere der ikke bekymrer sig det fjerneste om at beskytte værtens ejendom. Jehova Gud har derfor erklæret at han vil ’ødelægge dem der lægger jorden øde’. — Åb. 11:18.

Gud har bekendtgjort hvilken regering han selv har valgt til at tage sig af jordens forhold, men trods det forsøger mennesker stadig at regere jorden uafhængigt af Gud. De har prøvet enhver tænkelig styreform. Den ene gang efter den anden er herskerne blevet udskiftet; folkene har gang på gang udskiftet den ene regering med den anden. Men de fleste kan nu se at deres problemer ikke er blevet løst men snarere er blevet forværret. Og det anerkendes i almindelighed at politiske regeringer ofte har været befængt med korruption, uærlighed og undertrykkelse. En af U.S.A.s tidligere præsidenter, Harry S. Truman, skrev engang at en mand, hvis han skal være en god hersker, „ikke kan leve efter Bjergprædikenen“, men „skal være en Machiavelli [magtpolitiker uden skrupler], en Ludvig XI af Frankrig, en Cæsar, en Borgia . . . en løgner, en forræder, en helt, og hvad ved jeg, for at få succes“.

Men størstedelen af jordens befolkning vender det døve øre til dem der forkynder den gode nyhed om Guds lovede rige, ja i nogle tilfælde forfølger de endda Rigets forkyndere. Samtidig står verdens ledende mænd inden for religion, politik og andre felter frem og udtaler profetier om en strålende fremtid for verden. Og selv om alt tyder på at disse forudsigelser er helt uden hold i virkeligheden, er det som profeten Jeremias skriver: „Folk vil have det så.“ (Jer. 5:31; se også Esajas 30:9-11.) Eftersom de har valgt at følge denne vej og stadig holder sig til den, findes der ingen anden udvej end at Gud må ’gengælde dem deres færd’. — Ez. 9:9, 10.

Ja, menneskers herredømme over jorden uafhængigt af Gud er slået sørgeligt fejl. Jesu ord om de religiøse ledere på hans tid passer glimrende på alle verdens ledere i dag: „Lad dem kun være! de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ (Matt. 15:14) Deres misbrug af jorden vil resultere i at de støder sammen med den regering der alene kan gennemføre det der er Guds vilje med jorden, nemlig Guds rige ved hans søn.

Sammenstødet er uundgåeligt, for Gud vil aldrig fravige sine retfærdige principper for at undgå denne kamp. Sammenstødet vil knuse hele det nuværende verdenssystem, sådan som det for længe siden blev forudsagt i Daniels profeti. (Dan. 2:34, 35, 44, 45) Så vil Guds egen regering overtage ledelsen af alle jordens forhold, til evig gavn for alle der lever.

Hvordan kan man overleve dette kommende sammenstød? Kun ved loyalt og fast at tage standpunkt for denne retfærdige regering. Ved at gøre det kan man vise at man virkelig mener ordene i bønnen: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:10.

Hvis De træffer dette valg, vil følgende ord af salmisten også gælde Dem: „Falder end tusinde ved din side, ti tusinde ved din højre hånd, til dig når det ikke hen; du ser det kun med dit øje, er kun tilskuer ved de gudløses straf; (thi du, [Jehova], er min tilflugt) den Højeste tog du til bolig. Der times dig intet ondt.“ — Sl. 91:7-10.

Betragt nu de spændende muligheder der vil åbne sig for hele den lydige menneskehed i denne kommende nye orden.