Guds barmhjertighed mod menneskeheden i det tyvende århundrede

„Det er som han også siger hos Hoseas: ’Dem som ikke var mit folk, vil jeg kalde „mit folk“, og hende som ikke var elsket, „den elskede“; og på det sted hvor der blev sagt til dem: „I er ikke mit folk,“ dér skal de kaldes „den levende Guds sønner“.’“ — Rom. 9:25, 26.

 1. Hvordan bør en mand blandt andet vise sin hustru barmhjertighed?

VI er alle glade for at vore forældre barmhjertigt tog sig af os dengang vi var spæde og hjælpeløse. En gift kvinde er glad når hendes mand barmhjertigt tager hensyn til hendes skiftende stemninger og feminine skrøbelighed. Hun erkender at den opfordring der blev givet for nitten hundrede år siden, er lige så aktuel i dag: „I mænd skal på samme måde blive ved med at leve sammen med dem i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som et svagere kar, det kvindelige, da I også er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er.“ — 1 Pet. 3:7.

 2. Hvorfor mener nogle at Gud ikke viser barmhjertighed i dag, og at de selv er mere barmhjertige end Gud?

² Der er stadig nogle som søger at efterleve følgende ord fra den berømte bjergprædiken: „Lykkelige er de barmhjertige, for mod dem vil der blive vist barmhjertighed.“ (Matt. 5:7) De er lykkelige fordi de efterligner menneskenes Skaber, der viser barmhjertighed mod den afvegne menneskeslægt. Men flere og flere tvivler på at Skaberen overhovedet ejer barmhjertighed. „Hvis der er en Gud,“ siger de, „hvorfor tillader han så alt det onde og de svære tider på jorden? Hvis han er almægtig, hvorfor sætter han da ikke en stopper for de dårlige forhold og viser os lidt barmhjertighed så vi kan glæde os over livet?“ De der beklager sig sådan, bliver nemt ofre for teorien om at „Gud er død“ — det vil sige død med hensyn til at vise barmhjertig omsorg for menneskene. De mener måske endda at de selv er mere barmhjertige end Gud. De ser ingen vidnesbyrd om Guds barmhjertighed her i det tyvende århundrede.

 3. I hvilken forstand har det været barmhjertigt af Gud at tolerere ondskaben indtil nu?

³ Men har vi tænkt på at det i virkeligheden kan være for at vise barmhjertighed at Gud har tilladt ondskaben og de vanskelige tider? Hvis han ikke tolererede ondskaben, kunne han ikke samtidig vise barmhjertighed. Det onde har rådet på jorden i tusinder af år før vi blev født. Hvad nu hvis den almægtige Gud havde gjort ende på ondskaben før vor tid? Ville vi da have været i live i dag?

 4. Hvilke otte mennesker kan vi takke for at vi er i live i dag, og hvorfor?

⁴ Fra Bibelens autentiske historiske beretning ved vi at himmelens og jordens Skaber engang for over 4300 år siden, i 2370 f.v.t., satte en stopper for vold og ondskab i verdensomfattende målestok. Han sendte en vandflod over jorden, og kun otte mennesker kom i sikkerhed og reddede livet i en kæmpemæssig, vandtæt ark. Det betød at de titusinder af familier der ikke gik ind i arken som Noa og hans tre sønner havde bygget, mistede livet, og de fik ingen overlevende efterkommere. Men takket være Noa, Sem, Kam og Jafet og deres trofaste hustruer blev menneskeslægten ført videre, med det resultat at vi er i live i dag. — 1 Mos. 6:1 til 9:19.

 5, 6. (a) Hvilket spørgsmål opstår nu med hensyn til Guds barmhjertighed? (b) Hvilket ligevægtigt synspunkt giver Paulus udtryk for i Romerbrevet 9:21-26?

⁵ Når vi eksisterer i dag kan vi altså tage det som et udtryk for at Gud er barmhjertig — til trods for alle de voldshandlinger og den tiltagende lovløshed der kendetegner vort århundrede. Men spørgsmålet er: Hvor længe endnu vil Gud tåle ondskaben på jorden af hensyn til dem der drager nytte af hans tålmodighed og barmhjertighed? Ikke ret længe, efter Bibelen at dømme. Lad os derfor ikke klage over at Gud har tilladt det onde, men lad os drage nytte af hans barmhjertighed. Gør vi det, vil vi ikke høre til dem der bliver fjernet når Gud snart sætter en stopper for den udbredte ondskab. Barmhjertigt vil han da føre os ind i en retfærdig og fredelig ny orden her på jorden. Lad os derfor anlægge det ligevægtige synspunkt som den kristne apostel Paulus gav udtryk for da han skrev:

⁶ „Hvad? Har pottemageren ikke myndighed over leret til af den samme klump at lave ét kar til ærefuld brug og et andet til ikke-ærefuld brug? Hvis nu Gud, skønt det er hans vilje at vise sin vrede og gøre sin magt kendt, med megen langmodighed har båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse, for at han kunne gøre sin herligheds rigdom kendt over for barmhjertighedens kar, som han forud har beredt til herlighed, nemlig os, som han kaldte, ikke blot blandt jøderne men også blandt nationerne, hvad så? Det er som han også siger hos Hoseas: ’Dem som ikke var mit folk, vil jeg kalde „mit folk“, og hende som ikke var elsket, „den elskede“; og på det sted hvor der blev sagt til dem: „I er ikke mit folk,“ dér skal de kaldes „den levende Guds sønner“.’“ — Rom. 9:21-26; se også Første Petersbrev 2:9, 10.

Et problem i Guds „ægteskab“

 7. Hvem var Hoseas, og hvilken oversættelse af hans bog citerede Paulus fra?

⁷ Hvem var denne Hoseas, hvis udtalelser apostelen Paulus her citerede? Det var en hebraisk profet der levede i det niende og det ottende århundrede før vor tidsregning. Paulus citerede Hoseas 1:10 og 2:23, sådan som disse vers er gengivet i den græske Septuaginta-oversættelse. Dér læser vi: „Men det skal ske at på det sted hvor der blev sagt til dem: I er ikke mit folk, skal de kaldes Den levende Guds børn.“ „Og jeg vil plante hende til mig selv i landet og elske hende der ikke var elsket; og til dem der ikke var mit folk vil jeg sige: Du er mit folk; og de vil sige: Du, Herren, er min Gud.“ — Septuaginta, efter Charles Thomsons engelske gengivelse.

 8. Af hvilken art var det problem der bestod mellem Jehova og „hende som ikke var elsket“, ifølge hans ord ved Hoseas?

⁸ Det er Jehova Gud der siger dette gennem profeten Hoseas. Med ordene: „Jeg vil . . . elske hende der ikke var elsket,“ eller: „Hende som ikke var elsket, [vil jeg kalde] ’den elskede’,“ tilkendegav Jehova at der havde været et problem mellem ham og hende som han en tid ikke havde elsket. Som Jehova omtaler sagen, forstår vi at der var tale om et ægteskabeligt problem. Han sammenligner hende med en hustru.

 9. Hvem er det Jehova omtaler som værende gift med ham?

⁹ Hvem er det Jehova omtaler som om hun var gift med ham? Det er ikke en bogstavelig kvinde, ikke et enkelt menneske. Med sine egne udtalelser viser Jehova at det drejer sig om et helt folk, Israels nation, der nedstammede fra patriarkerne Abraham, Isak og Jakob. Det er altså en kvinde i overført betydning, et samfund, en organisation. Jehova var så at sige gift med organisationen af Israels tolv stammer. Ligesom en hustru i det mellemste østen der var købt af sin ægtemand, var nationen af Israels tolv stammer taget til ægte af sin Gud, Jehova.

10. Hvor, hvornår og hvordan blev dette billedlige ægteskab indgået?

¹⁰ Hvornår blev dette ægteskab indgået? Det blev det i år 1513 f.v.t., efter at Jehova havde købt Israels tolv stammer. Han købte dem ved at udfri dem fra trældommen i Ægypten, og under anførsel af profeten Moses førte han dem derefter ned til Sinaj bjerg på den arabiske halvø. Med Moses som mellemmand foreslog Jehova dér at der skulle oprettes en overenskomst mellem ham selv og de udfriede israelitter. Han foreslog at der skulle indgås en pagt mellem ham og dem. Denne pagt skulle være grundlagt på en samling love som israelitterne måtte gå ind på at overholde, ligesom en kvinde dengang var underlagt sin mands lov. (Rom. 7:2) Oppe fra Sinaj bjerg sagde Jehova: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ (2 Mos. 19:1-6) Da israelitterne var blevet oplyst om betingelserne, gik de af egen fri vilje ind i pagten.

11. Hvad måtte Israels nation gøre for at bevare sit ægteskab med Jehova?

¹¹ På denne måde blev der i Sinaj ørken indgået et ægteskab mellem Jehova som den himmelske Ægtemand og Israels nation som hans jordiske organisation eller hustru. Denne hellige overenskomst blev beseglet med udgydelsen af offerdyrs blod. En del af blodet blev stænket på bogen med Guds lov og en del på Israels folk. (2 Mos. 24:1-8; Hebr. 9:19, 20) Fra da af var israelitterne, så længe Lovpagten var i kraft, forpligtede til at være tro mod Jehova deres Gud, ligesom en kvinde mod sin ægtemand. Ifølge de ti bud skulle de tilbede Jehova som deres Gud uden at bruge gudebilleder. (2 Mos. 20:1-6) De skulle betragte sig selv som hans særlige ejendom, og ham som deres eneste ejer. De skulle forblive en nation som var hellig for Jehova, skilt ud fra de verdslige nationer. Gjorde de det, ville ægteskabet holde og aldrig blive krænket. — Jer. 2:2, 3; 31:31, 32, NW.

12. Hvorfor er det vigtigt for os at betragte ægteskabet mellem Jehova og fortidens Israel, og det nutidige modstykke til dette ægteskab?

¹² Vi er ikke ukendt med at ægteskaber opløses — almindelige ægteskaber mellem blot to mennesker. Hvordan ville det nu gå dette ægteskab mellem Jehova og en hel nation på millioner af medlemmer? Det burde interessere os, for det der skete med dette ægteskab i fortiden blev et profetisk mønster for noget som senere ville ske med et andet ægteskab af samme art. Det der overgik Jehovas ægteskab med Israel berørte kun denne ene nation. Men det der overgår det senere ægteskab vil berøre hele den religiøse verden, ja, hele menneskeslægten. En katastrofe som kan ramme os alle, vil indtræffe i nær fremtid. Det forklarer hvorfor det er så vigtigt for os at betragte ægteskabet mellem Jehova og Israel — og det nutidige modstykke til dette ægteskab.

Hoseas benyttet til at illustrere forholdet

13. Hvorfor blev herredømmet over Israel overført fra Sauls slægt til Davids slægt, og hvem skulle Davids kongelige slægtslinje føre frem til?

¹³ Efter nogle hundrede års forløb blev israelitterne utilfredse med kun at have Jehova, deres usynlige himmelske Ægtemand, til konge. De anmodede om at få en jordisk konge over sig, og i 1117 f.v.t. lod Jehova derfor Saul af Benjamins stamme salve til konge. Saul blev troløs mod Jehova, med det resultat at hans slægt ikke fik lov at beholde kongedømmet over Israel. Jehova overgav herredømmet til David, Isajs søn, af Judas stamme. David begyndte at regere i 1077 f.v.t., og i 1070 f.v.t. blev han konge over alle Israels tolv stammer og gjorde Jerusalem til sin hovedstad. Fordi han var trofast mod den sande tilbedelse indgik Jehova en højtidelig pagt med ham om et evigt rige i hans slægt. Davids kongelige slægtslinje skulle altså føre frem til Messias, der ville blive en evig konge. — Apg. 13:20-24; 2 Sam. 7:1-17.

14, 15. (a) Hvorfor blev riget i Davids slægt reduceret, og hvornår skete det? (b) På hvilken måde blev Israels ti-stammerige utro, og hvilken gud knyttede det sig til?

¹⁴ Davids første efterfølger på tronen, den vise kong Salomon, gav til sidst efter for dårskab og veg bort fra den rene tilbedelse af Jehova. Da hans søn Rehabeam kom på tronen blev riget derfor, som en straf ovenfra, reduceret til at omfatte kun to stammer, Juda og Benjamin. De ti stammer løsrev sig og oprettede et selvstændigt rige med Jeroboam, Nebats søn, som konge. Denne oprørskonge indførte en anden gudsdyrkelse end tilbedelsen af Jehova ved Salomons tempel i Jerusalem. Han forledte Israels ti-stammerige til at dyrke to guldkalve, den ene opstillet i Betel og den anden i Dan. Under Omri, ti-stammerigets syvende konge, blev byen Samaria bygget og gjort til landets hovedstad.

¹⁵ Omris søn Akab indførte tilbedelsen af zidoniernes gud Ba’al og byggede et ba’alstempel i Samaria. (1 Kong. 16:23-33) Ved denne troløse færd svigtede ti-stammeriget hele det israelitiske folks himmelske Ægtemand og knyttede sig umoralsk til den falske gud Ba’al som sin ægtemand. — Hos. 9:10.

16. Hvordan stillede kongerne over Juda rige frem til Ezekias sig til gudsdyrkelsen?

¹⁶ Hvordan gik det så med kongerne over to-stammeriget Juda? De vaklede mellem den rene tilbedelse af Jehova og dyrkelsen af falske guder. Akaz, den tolvte konge fra David, vendte sig til falsk tilbedelse. Han lukkede endog portene til Jehovas tempel i Jerusalem. Men hans søn, kong Ezekias, genåbnede templets porte og genindførte den rene tilbedelse i Juda rige. Meget gavnligt fortsatte Hoseas med at profetere et stykke tid ind i Ezekias’ regeringstid. Han befandt sig midt i de begivenheder han talte om.

En ubehagelig opgave?

17, 18. Hvilken opgave fik Hoseas, og hvordan ved vi at det ikke er en opdigtet historie han fortæller?

¹⁷ Hvordan ville en ung mand reagere hvis han, når han nåede den giftefærdige alder, af sin fader fik besked på at gifte sig med en kvinde som han på forhånd fik at vide ville være ham utro, idet hun jævnlig ville begå ægteskabsbrud og til sidst ville flytte sammen med en anden? Det ville næppe tiltale ham særligt. Det var imidlertid noget i den retning Hoseas kom ud for. Beretningen herom er ikke opdigtet.

¹⁸ Hoseas er en historisk person, og de forhold han omtaler i den profetiske bog der bærer hans navn, har virkelig fundet sted. At han taler sandt, underbygges af at han senere citeres mindst syv gange i de inspirerede skrifter fra Mattæus til Åbenbaringen.a Han citeres endog af selve kristendommens grundlægger. Så når Hoseas fortæller om sin opgave som Jehovas profet, har vi grund til at tro at det er sandheden han fortæller, og ikke en opdigtet historie som blot er beregnet på at underholde dem der finder glæde i pornografisk litteratur. Desuden blev den profetiske betydning af Hoseas’ handlinger opfyldt på et folk som stadig eksisterer i dag, hvilket yderligere underbygger at begivenhederne virkelig har fundet sted.

19. Under hvilke konger i Juda og i Israel oplyser Hoseas at han udførte sin profetgerning?

¹⁹ Hoseas tidsfæster sin profetgerning til en bestemt periode i Israels tolv stammers dokumenterede historie, idet han indleder sin beretning med disse ord: „[Jehovas] ord, som kom til Hoseas, Be’eris søn, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var konger i Juda, og Jeroboam, Joas’ søn var konge i Israel.“ (Hos. 1:1) Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var efterkommere af kong David, og de herskede i Jerusalem over to-stammeriget Juda. Uzzija begyndte at regere i 829 f.v.t., og Ezekias’ regeringstid endte i 716 f.v.t. Disse fire kongers regeringstid strakte sig altså over 113 år. Den konge der nævnes i ti-stammerigets kongerække, Jeroboam, Joas’ søn, var den anden konge af dette navn i rækken, og han kaldes derfor Jeroboam II.

20. Hvem var Jeroboam II oldesøn af, og hvornår i Jeroboam, II’s regeringstid påbegyndte Hoseas sin profetgerning?

²⁰ Denne Jeroboam var oldesøn af Jehu, Nimsjis søn. Kong Jehu udryddede ba’alsdyrkelsen i ti-stammeriget. Den onde dronning Jesabel, der havde fremmet ba’alsdyrkelsen i Israel, lod han kaste ud ad et vindue så hun dræbtes. Senere kom Jeroboam II på tronen, mens kong Amazja herskede over Juda. Jeroboams regeringstid fortsatte et stykke tid efter at Amazjas efterfølger, kong Uzzija, var kommet på tronen. I løbet af denne tid — efter at Uzzija var blevet konge i 829 f.v.t. og mens Jeroboam stadig regerede — var det at Jehova Gud oprejste Hoseas som profet.

21. Hvilken slags kvinde sagde Jehova at Hoseas skulle gifte sig med, og med hvilken begrundelse?

²¹ Kan vi forestille os hvordan Hoseas må have reageret da det næste han fortæller, fandt sted? „Dengang [Jehova] først talede ved Hoseas, sagde han til ham: ’Gå hen og tag dig en horkvinde og horebørn; thi utro mod [Jehova] bedriver landet hor.’“ — Hos. 1:2.

22. I hvilken forstand var det en „horkvinde“ Hoseas skulle tage, og hvorfor skulle hendes børn være „horebørn“?

²² Undrer det os at Hoseas blev ført ind i sin profetgerning med en sådan befaling? Jehova gav dog ikke Hoseas besked på at gifte sig med en kvinde der allerede levede i hor. Det ville ikke have passet ind i det profetiske billede, for hun skulle skildre Jehovas symbolske hustru på jorden, og det var en jomfru, en moralsk ren „kvinde“, Jehova havde taget til ægte. Han havde giftet sig med hende i den hensigt at frembringe ægte børn i åndelig forstand. Udtrykket „horebørn“ beskriver profetisk hvilken slags „børn“ det var han fik i åndelig forstand, hvordan de viste sig at være. Hvorfor kunne de beskrives sådan? „Thi utro mod [Jehova] bedriver landet hor,“ siger Jehova. Det land der nævnes her, var Israels ti-stammerige.

23. Hvem giftede Hoseas sig med, og hvad fødte hun ham?

²³ Selv om det ikke lovede godt for hans ægteskab, adlød Hoseas den guddommelige befaling. På denne måde begyndte han at virke som Jehovas profet. „Så gik han hen og ægtede Gomer, Diblajims datter, og hun blev frugtsommelig og fødte ham en søn.“ — Hos. 1:3.

24. Hvad sagde Jehova at drengen skulle hedde, og med hvilken begrundelse?

²⁴ Denne søn var Hoseas’ egen søn, ikke et ’horebarn’ som han måtte adoptere. På den ottende dag efter fødselen skulle drengen omskæres og navngives. Hvad skulle Hoseas kalde ham? Drengens navn skulle have profetisk betydning, så Jehova, der iscenesatte dette profetiske drama, bestemte hvad han skulle hedde. Navnet skulle pege på en af de ting Jehova havde i sinde at gøre. „Og [Jehova] sagde til ham: ’Kald ham Jizre’el; thi om en liden stund hjemsøger jeg Jizre’els blodskyld på Jehus hus og gør ende på Israels hus’ rige. På hin dag sønderbryder jeg Israels bue i Jizre’els dal.’“ — Hos. 1:4, 5.

25. (a) Hvilket kongehus og hvilken nation skulle rammes af ulykke, ifølge denne profeti? (b) Hvordan kunne Israels nation begå åndelig utroskab mod Jehova?

²⁵ Der blev altså forudsagt en katastrofe, både for Jehus kongelige dynasti (efter fjerde led) og for hele Israels ti-stammerige. Dette rige omfattede størstedelen af det oprindelige Israels rige, som havde bestået af tolv forenede stammer. Det var den oprindelige Israels nation der i åndelig forstand var blevet gift med Jehova Gud i Sinaj ørken i 1513 f.v.t., dengang den mosaiske lovpagt var blevet oprettet mellem Israel og Jehova. Ifølge betingelserne for dette ægteskab skulle Israels tolv-stammenation forblive tro mod Jehova ved at tilbede ham alene. Den måtte ikke gøre sig skyldig i åndelig utroskab ved at forlade ham og tilbede falske guder.

26. Hvem var Hoseas’ hustru et billede på?

²⁶ Jehovas ægteskab med Israel blev symbolsk fremstillet ved Hoseas’ ægteskab med Gomer, hvis navn betyder „fuldførelse“. Gomer skildrede altså Israels nation. På Hoseas’ tid blev Israel repræsenteret af de ti stammer der udgjorde det nordlige rige. Efter at dette rige havde eksisteret i over 150 år, var det gået med landet som Jehova sagde: „Thi utro mod [Jehova] bedriver landet hor.“

27. Hvordan gik det med Israel, til trods for at nationen var ren i begyndelsen, ifølge Hoseas 10:1, 2?

²⁷ Til trods for at Israel i begyndelsen, under profeten Moses, var en ren nation, var situationen nu blevet som Jehova inspirerede sin profet til at sige, og som vi læser i Hoseas 10:1, 2: „En frodig vinstok var Israel [Israel er en vildtskydende Vinstok,b Lindberg], bar sin frugt; jo flere frugter, des flere altre; som landet gik frem, des skønnere støtter. Deres hjerte var glat, så lad dem da bøde!“

Den profetiske betydning af navnet „Jizre’el“

28. Hvad betyder navnet Jizre’el, og hvorfor var dette et passende navn at give Hoseas’ søn?

²⁸ Fordi Jehova havde i sinde at gribe ind over for det åndeligt troløse Israel, lod han Hoseas kalde sin førstefødte søn Jizre’el. Det var et meget rammende navn. På Hoseas’ sprog, hebraisk, betød det „Gud vil så“. Ja, Gud ville „så“, men ikke i gavnlig forstand. Der sigtes her til den handling at sprede eller udstrø noget, for når en sædemand sår, spreder han netop sæden. At Jehova ville skride ind mod „Jehus hus“ med en spredende bevægelse, betød at dette kongehus ville blive brudt ned, blive opløst. Den samme indgriben mod Israels ti-stammerige betød at det også ville blive opløst, ødelagt, nedbrudt. — Se også Lukas 22:31.

29. Hvad gjorde kong Jehu med ba’alsdyrkelsen, men hvordan forholdt han sig til kalvedyrkelsen, og hvilke bud overtrådte han derved?

²⁹ Skønt Samaria var hovedstaden, havde kong Akab af Israel sit kongelige palads i byen Jizre’el. Jehus dynasti, som fulgte efter, residerede også i Jizre’el. I lydighed mod sin opgave fra Gud udryddede Jehu ba’alsdyrkelsen af Israels ti-stammerige. Men han blev ved med at dyrke de to guldkalve, og han ignorerede tilbedelsen af Jehova i Jerusalem. Ved at tilbede disse gudebilleder overtrådte kongerne af Jehus hus de ti bud. De overtrådte også budet om ikke at slå ihjel. — 2 Mos. 20:2-6, 13.

30. Hvordan hjemsøgte Jehova Jehus hus for dets blodskyld?

³⁰ Kong Jehus kalvedyrkende dynasti, hvis kongelige residens lå i Jizre’el, begyndte således at pådrage sig blodskyld. Jehova, som havde givet israelitterne de ti bud, kunne ikke overse dette. Derfor sagde han: „Om en liden stund hjemsøger jeg Jizre’els blodskyld på Jehus hus.“ (Hos. 1:4) Og sådan gik det. Kong Jehus dynasti blev bragt til ophør da Zekarja, Jeroboam II’s søn, havde hersket i blot seks måneder. Han blev myrdet. — 2 Kong. 15:8-12.

31. Hvordan blev der gjort ende på „Israels hus’ rige“, og hvordan svarede det til betydningen af ordet „Jizre’el“?

³¹ Således endte Jehus kongelige dynasti i 791 f.v.t. Men selve riget, Israels ti-stammerige, fortsatte i endnu enoghalvtreds år, til 740 f.v.t. Da gjorde Jehova „ende på Israels hus’ rige“. (Hos. 1:4) Han benyttede det assyriske verdensrige til at ’sønderbryde Israels [strids]bue i Jizre’els dal’. Den frafaldne nation blev ydmyget ved at hovedstaden Samaria blev indtaget. Nationens magt blev sønderbrudt ved at de overlevende israelitter blev spredt som sædekorn, deporteret til fjerne provinser i det assyriske rige. Disse frygtelige begivenheder svarede til den symbolske betydning af udtrykket „Jizre’el“, nemlig „Gud vil så“. Det var ikke som mange år tidligere, da en af Israels befriere, dommeren Gideon, med blot tre hundrede udvalgte krigere spredte de plyndrende midjanitter i „Jizre’els dal“, ikke langt fra Megiddo. (Dom. 6:33, 34) I 740 f.v.t. havde Israel ikke nogen befrier og var ikke længere i stand til at kæmpe for sin egen eksistens, og ti-stammeriget ophørte, gik til grunde.

32. Hvorfor bør vi prøve at forstå hvilken betydning dette har i det tyvende århundrede?

³² Forstår vi hvilken betydning dette har for os i dag? Det burde vi, for her i det tyvende århundrede opfyldes disse begivenheder på det nutidige modstykke til det åndeligt utro Israel. Dette modstykke er kristenheden, med omkring en milliard kirkemedlemmer ud over hele jorden. I betragtning af den overhængende ulykke der venter kristenheden, kunne vi spørge: Hvor kommer Jehova Guds barmhjertighed til udtryk? Den fortsatte behandling af hvordan Jehova virkede gennem Hoseas, vil vise dette.

[Fodnoter]

[Oversigt på side 276]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Judas og Israels konger mens Hoseas levede

(med året for deres tronbestigelse)

Judas konger

   Israels konger

   Jeroboam II (ca. 843 f.v.t.)

Uzzija (Azarja) (829 f.v.t.)

   Zekarja (ca. 792 f.v.t.)

   Sjallum (791 f.v.t.)

   Menahem (ca. 790 f.v.t.)

   Pekaja (780 f.v.t.)

   Peka (778 f.v.t.)

Jotam (777 f.v.t.)

Akaz (ca. 761 f.v.t.)

   Hosea (ca. 748 f.v.t.)

Ezekias (ca. 745 f.v.t.)